Søg Jehova, den der ransager hjerter

„Søg mig og bevar livet.“ — AMOS 5:4.

 1, 2. Hvad menes der når der i Bibelen siges at Jehova „ser på hjertet“?

JEHOVA GUD sagde til profeten Samuel: „Mennesker ser . . . på det der er synligt for øjnene, men Jehova ser på hjertet.“ (1 Samuel 16:7) Hvordan ’ser Jehova på hjertet’?

² I Bibelen bruges hjertet ofte symbolsk om det et menneske er inderst inde — dets ønsker, tanker, følelser og stemninger. Så når Bibelen siger at Gud ser på hjertet, betyder det at han ser længere end til det ydre. Han ser personen som han eller hun virkelig er.

Gud ransager Israel

 3, 4. Hvordan var forholdene i Israels tistammerige ifølge Amos 6:4-6?

³ Hvad så „den der ransager hjerter“, når han betragtede Israels tistammerige på Amos’ tid? Han så nogle der, som beskrevet i Amos 6:4-6, ’lå på elfenbenslejer og slængede sig mageligt på divaner’, som ’spiste væddere fra hjorden og kalve fra fedestalden’, som havde „udtænkt musikinstrumenter til sig selv“ og ’drak af vinskåle’.

⁴ Ved første øjekast forekom dette måske helt tilforladeligt. De rige, som boede i velindrettede, luksuøse hjem, nød det bedste man kunne få af mad og drikke, og lod sig underholde af musik spillet på de fineste musikinstrumenter. De lå på „elfenbenslejer“. Arkæologer har ved udgravninger i Samaria, hovedstaden i Israels tistammerige, fundet stykker af smukt udskårne elfenbensarbejder, hvoraf mange sikkert har været indlagt i møbler og vægpaneler. — 1 Kongebog 10:22.

 5. Hvorfor vakte israelitterne på Amos’ tid Guds mishag?

⁵ Havde Jehova noget imod at israelitterne levede et komfortabelt liv hvor de spiste dejlig mad, drak gode vine og lyttede til skøn musik? Selvfølgelig ikke! Det er jo Gud der giver os rigeligt af alle ting for at vi kan nyde dem. (1 Timoteus 6:17) Dét Jehova ikke syntes om, var folkets urette ønsker, deres onde hjertetilstand, deres uærbødige indstilling over for Gud og deres mangel på kærlighed til deres landsmænd.

 6. Hvordan var den åndelige tilstand i Israel på Amos’ tid?

⁶ Der ventede dem der ’slængede sig på divaner, som spiste væddere fra hjorden, drak vin og udtænkte musikinstrumenter til akkompagnement af deres sange’, en overraskelse. Spørgsmålet til dem lød: „Skyder I tanken om ulykkesdagen fra jer?“ De burde have været foruroligede over forholdene i Israel, men de følte sig ikke „syge over Josefs sammenbrud“. (Amos 6:3-6) Bag nationens økonomiske velstand kunne Gud se at Josef — det vil sige Israel — åndeligt set befandt sig i en katastrofal situation. Men det bekymrede dem ikke. Man fortsatte uanfægtet sin daglige tilværelse. Mange i dag har den samme indstilling. De anerkender nok at vi lever i vanskelige tider, men så længe det ikke berører dem personligt, bekymrer de sig ikke om hvordan andre har det, og er ikke interesserede i åndelige spørgsmål.

Israel — en nation i forfald

 7. Hvad ville der ske hvis indbyggerne i Israel ikke gav agt på de guddommelige advarsler?

⁷ Amos’ Bog tegner, trods den tilsyneladende velstand, et billede af en nation i forfald. Hvis de selvbehagelige israelitter ikke gav agt på de guddommelige advarsler og ændrede indstilling, ville Jehova overgive dem til deres fjender. Assyrerne ville komme og rive dem bort fra deres elfenbenslejer og føre dem med sig som fanger. Da ville det være slut med det komfortable liv!

 8. Hvordan var Israel kommet i den situation der er beskrevet i det foregående?

⁸ Hvordan var israelitterne kommet i denne situation? Det begyndte i 997 f.v.t. da kong Salomon døde og blev efterfulgt på tronen af sin søn Rehabeam og ti af Israels stammer ved den lejlighed skilte sig ud fra Judas og Benjamins stammer. Den første konge i Israels tistammerige var Jeroboam I, Nebats søn. (1 Kongebog 11:26) Han overbeviste indbyggerne i sit domæne om at det var for meget for dem at rejse til Jerusalem og tilbede Jehova dér. Men i realiteten var det ikke folkets vel der lå ham på sinde. Nej, han søgte at beskytte sine egne interesser. (1 Kongebog 12:26) Jeroboam var bange for at hvis israelitterne fortsatte med at rejse til Jerusalem for at fejre de årlige højtider til ære for Jehova, ville de med tiden igen skifte side og slutte sig til Juda rige. For at forhindre dette opstillede han to guldkalve, den ene i Dan og den anden i Betel. Derved blev kalvedyrkelsen statsreligion i Israels rige. — 2 Krønikebog 11:13-15.

 9, 10. (a) Hvilke religiøse højtider indførte Jeroboam I? (b) Hvordan så Gud på de højtider der blev fejret i Israel under Jeroboam II?

⁹ Jeroboam prøvede at give den nye religion et skær af respektabilitet ved at indføre religiøse højtider der mindede om højtiderne i Jerusalem. I Første Kongebog 12:32 læser vi: „Jeroboam lavede derpå en højtid i den ottende måned, på den femtende dag i måneden, ligesom den højtid der var i Juda, og bragte ofre på det alter som han havde lavet i Betel.“

¹⁰ Jehova godkendte aldrig disse falske religiøse højtider. Det gav han udtryk for gennem Amos godt hundrede år senere under Jeroboam II’s regering. Han var blevet konge i Israels tistammerige omkring år 844 f.v.t. (Amos 1:1) Ifølge Amos 5:21-24 sagde Gud: „Jeg hader, forkaster jeres højtider, og jeg vil ikke nyde duften af jeres højtidsstævner. For om end I ofrer brændofre til mig, bryder jeg mig ikke om jeres offergaver, og jeg vil ikke se til jeres fællesskabsofre af fedekvæg. Fjern larmen af dine sange fra mig, og lad mig ikke høre dit harpespil. Og lad ret rulle frem som vandene, og retfærdighed som en stedserindende strøm.“

Nutidige paralleller

11, 12. Hvilke paralleller kan der drages mellem kalvedyrkelsen i fortidens Israel og den gudsdyrkelse man finder i kristenheden?

¹¹ Jehova havde tydeligvis ransaget de afgudsdyrkende israelitters hjerter, og han forkastede både højtiderne og de ofre der blev bragt. I dag forkaster Gud også de hedenske højtider der fejres i kristenheden, som for eksempel julen og de hedenske skikke der er knyttet til påsken. For dem der tilbeder Jehova, kan der ikke være noget fællesskab mellem retfærdighed og lovløshed eller mellem lys og mørke. — 2 Korinther 6:14-16.

¹² Der kan drages andre paralleller mellem kalvedyrkelsen i Israel og kristenhedens gudsdyrkelse. Selvom nogle i kristenheden anerkender Bibelen som Guds ord, vidner deres tilbedelse af Gud ikke om at den er motiveret af ægte kærlighed til Gud. Hvis den var det, ville man tilbede Gud „i ånd og sandhed“, som er den tilbedelse Gud ønsker. (Johannes 4:24) Desuden lader kristenheden ikke „ret rulle frem som vandene, og retfærdighed som en stedserindende strøm“. Den udvander i stedet Guds moralnormer idet den tolererer utugt og andre alvorlige synder og endog går så vidt som til at velsigne homoseksuelle forhold.

„Elsk det gode“

13. Hvorfor må vi følge opfordringen i Amos 5:15?

¹³ Til alle der længes efter at tilbede Jehova på en måde han godkender, siger han: „Had det onde og elsk det gode.“ (Amos 5:15) Kærlighed og had er stærke følelser der har deres udspring i det symbolske hjerte. Eftersom hjertet er forræderisk, må vi gøre alt hvad vi kan, for at vogte det. (Ordsprogene 4:23; Jeremias 17:9) Hvis vi tillader vort hjerte at nære forkerte ønsker, vil vi måske opdage at vi er begyndt at elske det onde og hade det gode. Og hvis vi realiserer disse ønsker ved at øve synd, vil end ikke den største nidkærhed i tjenesten kunne give os Guds gunst tilbage. Vi må derfor bede Gud om at hjælpe os med at ’hade det onde og elske det gode’.

14, 15. (a) Hvem var blandt dem der gjorde det gode i Israel, men hvad opfordrede nogle dem til? (b) Hvordan kan vi opmuntre dem der er i heltidstjenesten i dag?

¹⁴ Det var dog ikke alle i Israel der øvede det der var ondt i Jehovas øjne. Hoseas og Amos, for eksempel, ’elskede det gode’ og tjente Gud trofast som profeter. Andre aflagde et nasiræerløfte. Så længe dette løfte gjaldt, afholdt de sig fra at nyde alt hvad der var fremstillet af frugten fra vinstokken, specielt vin. (4 Mosebog 6:1-4) Hvordan betragtede andre israelitter sådanne nasiræeres selvopofrende liv? Det chokerende svar viser hvor stort det åndelige forfald var. Der siges i Amos 2:12: „I gav nasiræerne vin at drikke, og profeterne gav I påbudet: ’I må ikke profetere.’“

¹⁵ Nasiræernes og profeternes gode eksempel burde have fået israelitterne til at føle sig skamfulde og til at ændre levevis. Men i stedet prøvede de ukærligt at få dem der loyalt tjente Gud, til at holde op med at ære ham. Her i vor tid skulle vi aldrig opfordre trosfæller som er pionerer, missionærer, rejsende tilsynsmænd eller betelmedarbejdere til at opgive heltidstjenesten for blot at vende tilbage til et såkaldt normalt liv. Vi skulle tværtimod opmuntre dem til at fortsætte deres gode arbejde.

16. Hvorfor havde israelitterne været bedre stillet på Moses’ tid end på Amos’ tid?

¹⁶ Skønt mange israelitter materielt set havde det godt på Amos’ tid, var de ’ikke rige hos Gud’. (Lukas 12:13-21) Deres forfædre havde kun fået manna at spise i de fyrre år i ørkenen. De havde ikke spist festmåltider med kød af fedekalve eller slænget sig dovent på elfenbenslejer. Men Moses havde ret når han sagde: „Jehova din Gud har velsignet dig i alt hvad din hånd gør. . . . I disse fyrre år har Jehova din Gud været med dig. Du har intet manglet.“ (5 Mosebog 2:7) Ja, israelitterne i ørkenen havde altid fået det de havde brug for. Og først og fremmest havde de nydt godt af Guds kærlighed, beskyttelse og velsignelse!

17. Hvorfor havde Jehova ført israelitterne ind i det forjættede land?

¹⁷ Jehova mindede Amos’ samtidige om at det var ham der havde ført deres forfædre ind i det forjættede land og havde hjulpet dem med at fjerne deres fjender. (Amos 2:9, 10) Men hvorfor havde Gud i det hele taget ført israelitterne ud af Ægypten og ind i det forjættede land? Var det for at de skulle leve et liv i lediggang og luksus og vende deres Skaber ryggen? Nej, det var tværtimod for at de kunne tilbede ham som et frit og åndeligt rent folk. Men indbyggerne i Israels tistammerige elskede ikke det gode og hadede ikke det onde. De ærede i stedet billedstøtter, og ikke Jehova Gud. Hvor skændigt!

Jehova kræver folket til regnskab

18. Hvorfor har Jehova udfriet os fra åndelig trældom?

¹⁸ Jehova ville ikke se gennem fingre med folkets adfærd. Han fortalte hvad han ville gøre. Gennem Amos sagde han: „Jeg vil hjemsøge jer for alle jeres misgerninger.“ (Amos 3:2) Det skulle få os til at tænke på vores egen udfrielse fra det modbilledlige Ægypten, den nuværende onde tingenes ordning. Jehova har ikke udfriet os fra åndelig trældom for at vi skulle søge vore egne selviske mål. Nej, han har gjort det for at vi som et frit folk kan ære og prise ham med en ren tilbedelse. Vi kommer alle til at aflægge regnskab for hvordan vi bruger vores gudgivne frihed. — Romerne 14:12.

19. Hvad var de fleste israelitter ifølge Amos 4:4, 5 kommet til at elske?

¹⁹ Sørgeligt nok forblev Amos’ magtfulde budskab upåagtet af de fleste i Israel. Profeten afslørede deres åndeligt syge hjertetilstand med de ord som vi læser i Amos 4:4, 5: „Kom til Betel og overtræd loven! Til Gilgal og gør overtrædelsen større, . . . for sådan elsker I det jo, Israels sønner.“ Israelitterne havde ikke opelsket de rette ønsker. De havde ikke vogtet deres hjerte. Som følge deraf var de fleste kommet til at elske det onde og hade det gode. Disse stivnakkede kalvedyrkere forandrede sig ikke. Jehova ville kræve dem til regnskab, og de måtte dø i deres synder.

20. Hvordan kan man følge den opfordring der gives i Amos 5:4?

²⁰ Det har ikke været let for nogen i Israel dengang at forblive trofast mod Jehova. Det er ikke nemt at gå imod strømmen, hvad kristne i dag, både unge og gamle, kan bekræfte. Men kærlighed til Gud og ønsket om at behage ham tilskyndede nogle israelitter til at dyrke Gud på den måde han ønskede. Gennem Amos hørte de Jehovas oprigtige indbydelse til dem: „Søg mig og bevar livet.“ (Amos 5:4) I dag har Jehova på lignende måde barmhjertighed med dem som vender om og søger ham, som lærer ham at kende gennem hans ord og derefter gør hans vilje. Det skal indrømmes at det ikke er let, men det vil føre til evigt liv. — Johannes 17:3.

Velstand trods åndelig hunger

21. Hvilken hunger rammer dem der ikke tilbeder Gud på rette måde?

²¹ Hvad ventede der dem som ikke støttede den sande tilbedelse? Hunger af den værste slags — åndelig hunger! „Der kommer dage,“ lød det fra den suveræne Herre Jehova, „da jeg sender hunger i landet, ikke hunger efter brød og ikke tørst efter vand, men efter at høre Jehovas ord.“ (Amos 8:11) I dag hjemsøges kristenheden af en sådan åndelig hunger. Men de som er ærlige og oprigtige, kan se Guds folks åndelige velstand og strømmer derfor til Jehovas organisation. Kontrasten mellem situationen i kristenheden og situationen blandt sande kristne beskrives meget træffende med Jehovas ord: „Se! Mine tjenere skal spise, men I skal sulte. Se! Mine tjenere skal drikke, men I skal tørste. Se! Mine tjenere skal fryde sig, men I skal beskæmmes.“ — Esajas 65:13.

22. Hvorfor har vi grund til at glæde os?

²² Værdsætter vi personligt den åndelige føde vi får, og den gavn vi har af den? Når vi læser Bibelen og vore kristne publikationer og overværer møderne og stævnerne, føler vi da ikke trang til at glæde os af hjertet? Jo, der er virkelig grund til at glæde sig over den forståelse vi har af Guds ord, ikke mindst en gennemgang som denne af Amos’ inspirerede profeti.

23. Hvad vil de der elsker og ærer Gud, kunne glæde sig over?

²³ For alle der elsker Gud, og som ønsker at ære ham, indeholder Amos’ profeti et håbets budskab. Uanset vores økonomiske situation og uanset de prøver vi udsættes for i verden, erfarer vi som Guds tjenere hans velsignelse og modtager den bedste åndelige føde. (Ordsprogene 10:22; Mattæus 24:45-47) Al ære går derfor til Jehova, der giver os rigeligt af alle ting for at vi kan nyde dem. Måtte vi være besluttede på af hjertet at prise ham for evigt. Det vil være vores privilegium hvis vi søger Jehova, den der ransager hjerter.

Hvad vil du svare?

● Hvordan var tilstanden i Israel på Amos’ tid?

● Hvilke paralleller kan der drages mellem forholdene i Israels tistammerige og forholdene i verden i dag?

● Hvilken forudsagt hungersnød eksisterer der nu, og hvem er ikke berørt af den?

[Illustrationer på side 21]

Mange israelitter levede i luksus, men åndeligt set var de fattige

[Illustration på side 23]

Lad os opmuntre heltidstjenere til at fortsætte deres gode arbejde

[Illustrationer på side 24, 25]

Der er ingen åndelig hunger blandt Jehovas lykkelige folk