SATAN
[modstander].
Mange steder i De Hebraiske Skrifter forekommer ordet satanʹ uden den bestemte artikel. Første gang det optræder sådan, bruges det om den engel der stod på vejen for at modstå Bileam da han tog af sted med det formål at forbande israelitterne. (4Mo 22:22, 32) I andre tilfælde sigter det til enkeltpersoner der viste sig som modstandere af andre mennesker. (1Sa 29:4; 2Sa 19:21, 22; 1Kg 5:4; 11:14, 23, 25) Men når det bruges med den bestemte artikel ha, sigter det til Satan Djævelen, Guds hovedmodstander. (Job 1:6, fdn.; 2:1-7; Zak 3:1, 2) Næsten alle de steder hvor ordet satanasʹ forekommer i De Græske Skrifter, sigter det til Satan Djævelen og bruges som regel med den bestemte artikel ho.
Oprindelse. Bibelen viser at den skabning der betegnes som Satan, ikke altid har haft dette beskrivende navn. Han fik imidlertid dette navn fordi han valgte en handlemåde der førte til opposition og modstand mod Gud. Det nævnes ikke hvilket navn han havde før. Gud er den eneste Skaber, og ’hans værk er fuldkomment’ og uden uret eller uretfærdighed. (5Mo 32:4) Han der blev til Satan, må derfor være skabt af Gud som en fuldkommen, retfærdig skabning. Han er en åndeskabning, for han befandt sig i himmelen, hvor han trådte frem for Gud. (Job kap. 1, 2; Åb 12:9) Jesus Kristus sagde om ham: „Han var en manddraber da han begyndte, og han stod ikke fast i sandheden, for der er ikke sandhed i ham.“ (Joh 8:44; 1Jo 3:8) Jesus viser her at Satan engang var i sandheden, men at han forlod den. Fra han gav sig til kende med sin første handling hvorved han vendte Adam og Eva bort fra Gud, var han en manddraber, for derved udvirkede han deres død, som igen medførte synd og død for deres efterkommere. (Ro 5:12) De egenskaber og handlinger der tilskrives ham Bibelen igennem, kan kun tilskrives en person, ikke et abstrakt ondskabens princip. Det er tydeligt at jøderne, deriblandt Jesus og hans disciple, vidste at Satan eksisterede som en person.
Fra en retfærdig og fuldkommen begyndelse vendte denne åndeskabning sig altså til synd og fornedrelse. Den proces der førte til dette, beskrives af Jakob med ordene: „Hver enkelt prøves ved at blive draget og lokket af sit eget begær. Når så begæret har undfanget, føder det synd; og når synden er fuldbyrdet, frembringer den død.“ (Jak 1:14, 15) Satans handlemåde synes i visse henseender at være en parallel til det kongen af Tyrus gjorde, som beskrevet i Ezekiel 28:11-19. — Se FULDKOMMENHED (Den første synder og kongen af Tyrus).
Det fremgår tydeligt af den bibelske beretning at det var Satan der talte gennem slangen og forførte Eva så hun blev ulydig mod Guds befaling. Dernæst forledte Eva Adam til at følge hende i oprøret. (1Mo 3:1-7; 2Kor 11:3) Eftersom Satan brugte slangen som sit redskab, betegner Bibelen ham som „slangen“, der kom til at betyde „bedrageren“; han kaldes også for „Fristeren“ (Mt 4:3) og for en løgner, „løgnens fader“. — Joh 8:44; Åb 12:9.
Stridsspørgsmålet om det suveræne herredømme. Da Satan henvendte sig til Eva (ved at tale gennem slangen), rejste han i virkeligheden tvivl om hvorvidt Jehova udøvede sit herredømme retmæssigt og retfærdigt. Han antydede at Gud uretmæssigt forholdt kvinden noget; han erklærede også at Gud var en løgner når han sagde at hun ville dø hvis hun spiste af den forbudte frugt. Desuden fik Satan hende til at tro at hun ville blive fri og uafhængig af Gud, at hun ville blive som Gud. Denne onde åndeskabning kom således i Evas øjne til at stå over Gud, og Satan blev hendes gud, skønt Eva på det tidspunkt tilsyneladende ikke vidste hvem det var der førte hende på afveje. Ved sin handlemåde bragte Satan manden og kvinden ind under sit eget styre og sin egen kontrol og opkastede sig som en rivaliserende gud i opposition til Jehova. — 1Mo 3:1-7.
Idet Bibelen løfter sløret og lader os se ind i himmelen, åbenbarer den at Satan på et senere tidspunkt trådte frem for Jehova i himmelen som en rivaliserende gud og udfordrede ham lige op i hans ansigt ved at påstå at han kunne vende Guds tjener Job — og dermed enhver Guds tjener — bort fra Ham. Han beskyldte i virkeligheden Gud for på uretfærdig vis at give Job alt og beskytte ham fuldstændigt så han, Satan, ikke kunne prøve Job og bevise sin påstand om at det der boede i Jobs hjerte, var ondt. Han antydede at Job først og fremmest tjente Gud af selviske grunde. Satan underbyggede sin påstand med ordene: „Hud for hud; et menneske giver alt hvad han har, for sin sjæl. Men til en forandring: ræk engang din hånd ud og rør ved hans ben og hans kød, og se om han ikke vil forbande dig lige op i dit ansigt.“ — Job 1:6-12; 2:1-7; se SUVERÆNITET.
I dette særlige tilfælde tillod Jehova at Satan bragte ulykker over Job idet han ikke greb ind da Satan sendte sabæiske røvere mod Jobs folk og hornkvæg, eller da småkvæget og karlene blev fortæret af det som Jobs sendebud kaldte „ild fra Gud“ der faldt ned fra himmelen (om der var tale om lyn eller en anden form for ild, nævnes ikke). Satan lod også tre grupper kaldæere anrette et overfald, og han fremkaldte en storm som bragte død over alle Jobs børn og ødelagde deres ejendom. Til sidst påførte Satan Job selv en frastødende sygdom. — Job 1:13-19; 2:7, 8.
Alt dette viser hvor stor magt åndeskabningen Satan besidder, og hvor ondsindet og mordlysten han er.
Det er dog værd at bemærke at Satan erkendte sin magtesløshed over for Guds udtalte befaling, for han drog ikke Guds magt og autoritet i tvivl da Gud forbød ham at tage Jobs liv. — Job 2:6.
Fortsat modstand mod Gud. Ved at udfordre Gud og anklage hans tjenere for ikke at være uangribelige levede Satan op til betegnelsen „Djævel“, der betyder „bagvasker“, et navn han gjorde sig fortjent til ved at bagvaske Jehova Gud i Edens have.
Andre onde engle slutter sig til ham. Før vandfloden på Noas tid forlod andre af Guds engle åbenbart deres rette bolig i himmelen og tildelte opgaver dér. De iklædte sig menneskelegemer og bosatte sig på jorden, giftede sig med jordiske kvinder og fik et afkom der kaldtes nefilim. (1Mo 6:1-4; 1Pe 3:19, 20; 2Pe 2:4; Jud 6; se GUDS SØN[NER]; NEFILIM.) Efter at have forladt tjenesten for Gud kom de ind under Satans styre. Derfor kaldes han „dæmonernes hersker“. Da Jesus ved en lejlighed uddrev dæmoner af en mand, anklagede farisæerne ham for at gøre det ved hjælp af „Beelzebub, dæmonernes hersker“. Jesu svar viser at det var Satan de mente: „Hvis Satan uddriver Satan er han kommet i splid med sig selv.“ — Mt 12:22-27.
Apostelen Paulus forbinder Satan med „ondskabens åndemagter i det himmelske“ og omtaler dem som „verdensherskerne i dette mørke“. (Ef 6:11, 12) Som en magt der øver indflydelse i det usynlige område umiddelbart omkring jorden, kaldes Satan for „herskeren over luftens myndighed“. (Ef 2:2) Ifølge Åbenbaringen er det ham der „vildleder hele den beboede jord“. (Åb 12:9) Apostelen Johannes sagde at „hele verden ligger i den ondes magt“. (1Jo 5:19) Han er derfor „denne verdens hersker“. (Joh 12:31) Af den grund skrev Jakob at „venskabet med verden er fjendskab med Gud“. — Jak 4:4.
Hans kamp for at udslette ’afkommet’. Allerede på et tidligt tidspunkt bestræbte Satan sig for at forhindre at løftet om ’afkommet’ blev opfyldt gennem Abraham. (1Mo 12:7) Han forsøgte øjensynlig at besmitte Sara så hun ikke ville være egnet til at føde afkommet; men Gud beskyttede hende. (1Mo 20:1-18) Han brugte alle midler for at ødelægge dem Gud havde udvalgt som Abrahams afkom — Israels folk — ved at få dem til at synde og ved at sætte andre folkeslag op imod dem, som det fremgår af hele den bibelske beretning. Satans ærgerrige forsøg på at overvinde Gud nåede et højdepunkt som i hans øjne var en tydelig sejr, da kongen af Babylon, det tredje verdensrige i den bibelske beretning, indtog Jerusalem, fjernede kong Zedekias af Davids slægt fra tronen, ødelagde Jehovas tempel og lagde Jerusalem og Juda øde. — Ez 21:25-27.
Som Satans redskab holdt det babyloniske dynasti, begyndende med Nebukadnezar, Israel i landflygtighed i 68 år, indtil Babylon blev omstyrtet. Babylon frigav normalt aldrig sine fanger og afspejlede derved Satans pralende, ærgerrige anslag som en rivaliserende gud i opposition til universets Suveræn, Jehova. De babyloniske konger, der dyrkede deres gud Marduk, gudinden Ishtar og en hærskare af andre guder, dyrkede i virkeligheden dæmonerne og var, som en del af den verden der har taget afstand fra Jehova, underlagt Satans herredømme. — Sl 96:5; 1Kor 10:20; Ef 2:12; Kol 1:21.
Satan indgav Babylons konge et ønske om fuldstændigt herredømme over jorden, selv over „Jehovas trone“ (1Kr 29:23) og „Guds stjerner“, kongerne i Davids slægtslinje der sad på tronen på Morijas Bjerg (i udvidet forstand Zions Bjerg). Denne „konge“, det vil sige Babylons kongedynasti, ’hævede sig op’ i sit eget hjerte og var i sine egne og sine beundreres øjne „lysende“, en „daggryets søn“. (I nogle oversættelser er udtrykket „Lucifer“ fra den latinske Vulgata bevaret. Det er imidlertid blot en oversættelse af det hebraiske ord hēlelʹ, „lysende“. Hēlelʹ er ikke et navn eller en titel, men snarere et udtryk der beskriver den pralende indstilling der kendetegnede Babylons kongedynasti i Nebukadnezars slægt.) (Es 14:4-21) Eftersom Babylon var et redskab i Satans hånd, afspejlede dets „konge“ Satans egne ærgerrige ønsker. Jehova kom igen sit folk til undsætning ved at føre det tilbage til dets land, indtil det sande, lovede afkom fremstod. — Ezr 1:1-6.
Forsøg på at få Jesus til at falde. Satan vidste uden tvivl at Jesus var Guds søn og den der ifølge profetien skulle knuse hans hoved (1Mo 3:15), og han gjorde derfor alt hvad han kunne for at komme Jesus til livs. Men engelen Gabriel havde sagt til Maria da han fortalte hende om Jesu undfangelse: „Hellig ånd vil komme over dig, og kraft fra den Højeste vil overskygge dig. Derfor skal det der fødes også kaldes helligt, Guds søn.“ (Lu 1:35) I overensstemmelse hermed beskyttede Jehova sin søn. De forsøg der blev gjort på at dræbe Jesus da han var barn, mislykkedes. (Mt 2:1-15) Gud beskyttede ham fortsat i hans unge år. Efter at Jesus var blevet døbt, kom Satan til ham i ørkenen med tre stærke fristelser der satte hans kærlighed til Jehova grundigt på prøve. I en af sine henvendelser viste Satan Jesus alle verdens riger og hævdede at de tilhørte ham. Jesus modsagde ikke denne påstand, men nægtede at dvæle bare et øjeblik ved tanken om nogen som helst „genvej“ til kongemagt; ej heller så meget som overvejede han muligheden for at behage sig selv. Han svarede øjeblikkelig: „Forsvind, Satan! For der står skrevet: ’Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.’“ Derpå ’trak Djævelen sig bort fra ham indtil en bedre tid’. (Mt 4:1-11; Lu 4:13) Dette viser at det er rigtigt hvad Jakob senere skrev: „Stå Djævelen imod, og han vil flygte fra jer.“ — Jak 4:7.
Jesus var altid opmærksom på hvor farlige Satans anslag var, og på at Satan ønskede at fælde ham ved at få ham til at nære tanker der var i modstrid med Jehovas vilje. Dette fremgår af et tilfælde hvor Peter — om end i den bedste hensigt — i realiteten udsatte ham for en fristelse. Jesus havde talt om sin forestående død og de lidelser han skulle gennemgå. „Så tog Peter ham til side og begyndte at irettesætte ham idet han sagde: ’ Vær god mod dig selv, Herre; det skal afgjort ikke gå dig sådan.’ Men idet han vendte ryggen til, sagde han til Peter: ’Forsvind om bag mig, Satan! Du er en snublesten for mig, for du tænker ikke Guds tanker, men menneskers.’“ — Mt 16:21-23.
Jesus var i fare under hele sin jordiske tjeneste. Satan rettede mange anslag mod ham gennem mennesker som forsøgte at fælde ham eller ligefrem dræbe ham. Ved en lejlighed ville folkeskaren gribe Jesus for at gøre ham til konge; men han ønskede kun at modtage kongemagt på Guds måde og når hans tid var inde. (Joh 6:15) Ved en anden lejlighed forsøgte hans egne bysbørn at dræbe ham. (Lu 4:22-30) Han blev plaget uophørligt af nogle som Satan brugte til at prøve at fange ham i ord. (Mt 22:15) Men trods alle sine anstrengelser lykkedes det ikke Satan at få Jesus til at synde i selv den mindste tanke eller handling. Det blev grundigt bevist at Satan er en løgner, og den tvivl han havde rejst om Guds suverænitet og Guds tjeneres uangribelighed, blev fjernet. Som Jesus sagde kort før sin død: „Nu fældes der dom over denne verden; nu vil denne verdens hersker blive kastet ud“ — fuldstændig afsløret. (Joh 12:31) Gennem synden havde Satan magt over hele menneskeheden. Men da Jesus havde fejret sin sidste påske sammen med sine disciple, vel vidende at Satan snart ville forårsage hans død, kunne han sige: „Verdens hersker kommer. Og han har ikke noget tag i mig.“ — Joh 14:30.
Nogle få timer senere lykkedes det Satan at få dræbt Jesus ved først at få magt over en af Jesu apostle og derefter at bruge de jødiske ledere og den romerske verdensmagt til at henrette Jesus på en pinefuld og vanærende måde. (Lu 22:3; Joh 13:26, 27; kap. 18, 19) Her optrådte Satan som den der „har magt til at forårsage død, det er Djævelen“. (He 2:14; Lu 22:53) Men det lykkedes ikke Satan at fremme sin egen sag i dette tilfælde; tværtimod opfyldte han mod sin vilje profetierne, der krævede at Jesus led offerdøden. Jesu død i uangribelighed tilvejebragte løsesummen for menneskeheden; og gennem sin død (og efterfølgende opstandelse som Gud udvirkede) kunne Jesus nu hjælpe den syndige menneskehed til at undslippe Satans herredømme, for som der står skrevet, blev Jesus blod og kød „for at han ved sin død kunne gøre ham til intet som har magt til at forårsage død, det er Djævelen, og frigøre alle dem som af frygt for døden har været holdt i trældom hele deres liv“. — He 2:14, 15.
Kæmper stadig mod de kristne. Efter Jesu død og opstandelse fortsatte Satan sin bitre kamp mod hans disciple. Beretningen i Apostelgerninger og i brevene i De Kristne Græske Skrifter indeholder utallige vidnesbyrd om dette. Paulus sagde at der var blevet givet ham „en torn i kødet, en Satans engel, til stadig at slå“ ham. (2Kor 12:7) Og ligesom Satan gjorde over for Eva, skjulte han sin sande natur og hensigt ved at ’give sig ud for at være en lysets engel’. Han havde håndlangere, tjenere som „også giver sig ud for at være retfærdigheds tjenere“. (2Kor 11:14, 15) De falske apostle der modarbejdede Paulus (2Kor 11:3), var eksempler på dette, og ligeledes dem i Smyrna ’som sagde at de var jøder, og ikke var det, men var Satans synagoge’. (Åb 2:9) Satan ophørte aldrig med at anklage de kristne „dag og nat“ og prøve deres uangribelighed, ligesom han havde gjort i Jobs tilfælde. (Åb 12:10; Lu 22:31) Men kristne har „en hjælper hos Faderen, Jesus Kristus, en retfærdig,“ som træder frem for Guds person på deres vegne. — 1Jo 2:1.
Han kastes i afgrunden og tilintetgøres endeligt. Da Satan fik Eva og derefter Adam til at gøre oprør mod Gud, sagde Gud til slangen (men i virkeligheden til Satan, da et dyr ikke kunne forstå de stridsspørgsmål det drejede sig om): „Støv skal du æde alle dit livs dage. Og jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden og mellem dit afkom og hendes afkom. Han skal knuse hovedet på dig, og du skal knuse hælen på ham.“ (1Mo 3:14, 15) Her bekendtgjorde Gud at Satan, der nu var udstødt af Guds hellige organisation, ikke ville have noget livsopretholdende håb, men så at sige ville ’æde støv’ lige til sin død. ’Afkommet’ skulle til sidst knuse hans hoved, hvilket ville være ensbetydende med hans død. Da Kristus var på jorden, udpegede dæmonerne ham som den der skulle kaste dem i „afgrunden“, øjensynlig en tilstand hvor de holdes fangne, berøvet deres frihed, i den parallelle beretning omtalt som „pine“. — Mt 8:29; Lu 8:30, 31; se PINE.
I Åbenbaringens Bog finder vi en beskrivelse af Satans sidste dage og af hans endeligt. Åbenbaringen beretter at når Jesus begynder at herske i Riget, kastes Satan ud af himmelen og ned til jorden, så han ikke længere har adgang til himmelen som han havde på Jobs tid og i senere århundreder. (Åb 12:7-12) Efter dette nederlag har Satan kun „en kort tidsperiode“, som han bruger til at føre krig mod „de øvrige af [kvindens] afkom, dem som holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus“. Som følge af sine bestræbelser for at opsluge de øvrige af kvindens afkom kaldes han „dragen“, en der opsluger eller knuser. (Åb 12:16, 17; jf. Jer 51:34, hvor Jeremias på Jerusalems og Judas vegne siger: „Nebukadrezar, Babylons konge . . . Som en stor slange [el.: „en drage“, fdn.] har han slugt mig.“) I den forudgående beskrivelse af hans kamp mod kvinden og hans forsøg på at fortære hendes drengebarn fremstilles han som „en stor, ildrød drage“. — Åb 12:3.
Åbenbaringen, kapitel 20, beskriver hvordan Satan bindes og kastes i afgrunden for tusind år af en mægtig engel, uden tvivl Jesus Kristus, som har nøglen til afgrunden, og som er det „afkom“ der skal knuse slangens hoved. — Jf. Åb 1:18; se AFGRUND.
Satans sidste anstrengelser ender med et afgørende nederlag. Profetien siger at han skal løses „en kort tid“ så snart Kristi tusindårsrige er til ende, og at han vil lede oprørske mennesker i et nyt angreb på Guds suverænitet; men han (og hans dæmoner) bliver kastet i ild- og svovlsøen, den evige tilintetgørelse. — Åb 20:1-3, 7-10; jf. Mt 25:41; se ILDSØEN.
Hvad vil det sige at ’overgive et menneske til Satan til kødets undergang’?
Da apostelen Paulus belærte menigheden i Korinth om hvordan der skulle gribes ind over for et medlem af menigheden som havde et blodskamsforhold til sin faders hustru, skrev han: „[Overgiv] et sådant menneske til Satan til kødets undergang.“ (1Kor 5:5) Dette var en befaling om at man skulle udstøde manden af menigheden og afskære enhver form for forbindelse med ham. (1Kor 5:13) At overgive ham til Satan ville være ensbetydende med at fjerne ham fra menigheden og overgive ham til den verden hvis gud og hersker er Satan. Ligesom „lidt surdej“ der gennemsyrer „hele dejen“, var denne mand „kødet“, det kødelige element, i menigheden; ved at udstøde den umoralske mand ville den åndeligt indstillede menighed overgive „kødet“ til undergang ved at fjerne det fra sin midte. (1Kor 5:6, 7) Paulus overgav på lignende måde Hymenæus og Alexander til Satan fordi de havde kastet vrag på troen og en god samvittighed og havde lidt skibbrud med hensyn til troen. — 1Ti 1:20.
Senere angrede den utugtige mand i Korinth åbenbart sin urene adfærd og fik bragt sit forhold i orden, hvorefter apostelen Paulus anbefalede at han atter blev modtaget i menigheden. Han opfordrede menigheden til at tilgive den angrende synder, blandt andet „for at vi ikke skal blive overlistet af Satan; hans planer er vi jo ikke uvidende om“. (2Kor 2:11) I første omgang havde Satan bragt menigheden i en dårlig tilstand så apostelen måtte retlede brødrene fordi de var alt for overbærende; i realiteten lod de det onde menneske fremture i sin synd uden at bekymre sig om den skam det medførte, og ved at tillade dette var de „opblæste“. (1Kor 5:2) Men hvis de på den anden side nu gik til den anden yderlighed og nægtede at tilgive den angrende, ville Satan overliste dem på en anden front og udnytte deres hårdhjertethed og deres manglende vilje til at tilgive. Gennem Guds ord oplyses kristne om Satans eksistens, hans magt, hans planer og hensigter og hans måde at arbejde på, så de kan kæmpe mod denne åndelige fjende med de våben Gud tilvejebringer. — Ef 6:13-17.