„Et tegn fra himmelen“
DE FLESTE er bekendt med ordsprog om vejret. For eksempel: „Aften rød giver morgen sød.“ Eller: „Hvis solen går ned i en sæk, står den op i en bæk.“ Disse talemåder har i mange år været brugt i forbindelse med forudsigelser om vejret. I vor tid har man inddraget satellitter, computerstyrede temperaturundersøgelser, Dopplerradar og andre videnskabelige hjælpemidler i arbejdet med at forudsige vejret. I mange tilfælde stemmer observationerne med de to ovennævnte talemåder.
Jesu Kristi religiøse modstandere afkrævede ham „et tegn fra himmelen“, en mirakuløs handling der skulle bevise at han var Messias. Han sagde til dem: „Når det bliver aften plejer I at sige: ’Det bliver godt vejr, for himmelen er ildrød’; og om morgenen: ’Det bliver koldt og regnfuldt vejr i dag, for himmelen er ildrød og dyster.’ I ved hvordan himmelens udseende skal tydes, men I kan ikke tyde tidernes tegn. En ond og utro generation bliver ved med at søge efter et tegn, men der vil ikke blive givet den andet tegn end Jonas’ tegn.“ — Mattæus 16:1-4.
Jesu fjender kunne forudsige vejret, men var ikke i stand til at fatte åndelige ting. Hvordan skulle for eksempel hans ord om „Jonas’ tegn“ forstås? Efter at have tilbragt cirka tre dage i bugen på en stor fisk, forkyndte Guds profet Jonas i Nineve, Assyriens hovedstad, og blev derved et tegn for denne by. Jesu generation fik „Jonas’ tegn“ da Kristus tilbragte dele af tre dage i graven og derefter blev oprejst. Jesu disciple forkyndte om denne hændelse, hvorved Jesus blev et tegn for den generation. — Mattæus 12:39-41.
Ved en anden lejlighed spurgte Jesu disciple ham hvad „tegnet“ på hans fremtidige „nærværelse“ i Rigets magt ville være. Som svar beskrev han et tegn der var sammensat af forskellige dele, for eksempel krige i et omfang som aldrig før, store jordskælv, hungersnød og en jordomspændende forkyndelse om Guds oprettede himmelske rige. — Mattæus 24:3-14.
Genkender du dette tegn på Kristi nærværelse som usynlig konge i himmelen? De forskellige dele af tegnet opfyldes på denne generation. (Mattæus 24:34) Og hvad med fremtiden? Bibelen forudsiger at denne tingenes ordnings ende er nær. Men ikke nok med det, den forudsiger også at Guds lovede nye dag snart vil gry, med smukke udsigter for hele menneskeheden. — 2 Peter 3:13.