Jeg var præst — men fandt en bedre gerning

DEN 31. juli 1955 blev jeg ordineret som katolsk præst, i en alder af 24 år. Det var afslutningen på 12 udviklende år på ærkestiftets seminarium, Rachol, i Goa i Indien. Hvad havde givet mig ønsket om at blive præst?

Jeg er født den 3. september 1930 i Bombay i Indien. Året efter blev min fader pensioneret, og familien slog sig ned i Salvador do Mundo i Bardez i Goa på Indiens sydvestkyst. Jeg var den yngste af fire børn. Fra barnsben blev jeg opdraget i en portugisisk-katolsk kultur og tradition, der har eksisteret i Goa siden 1510 da dette område blev en portugisisk koloni.

Mine forældre var, tro mod deres overbevisning, nidkære katolikker der hvert år holdt jul, faste, påske og fester til ære for jomfru Maria og adskillige „helgener“. De præster der deltog i disse højtider boede ofte hos os, nogle gange i mere end ti dage. Vi havde derfor hele tiden kontakt med dem, og som dreng betog de mig meget.

Min tjeneste i Goa, Salamanca og Rom

Jeg begyndte min præstegerning med stor entusiasme, og jeg nærede slet ingen tvivl vedrørende sandfærdigheden af den katolske kirkes dogmer og skikke. I de første syv år i Goa havde jeg sociale og præstelige opgaver ved St. Thomaskapellet i Panjim, hovedstaden i Goa, og havde samtidig et borgerligt hverv som lærer ved og leder af den daværende portugisiske regerings polytekniske skole.

I 1962 blev jeg sendt til universitetet i Salamanca i Spanien, hvor jeg tog doktorgraden i retsvidenskab og kirkelov. Nogle af de emner jeg studerede under mit jurastudium, specielt romerret og kirkelovens historie, tilskyndede mig til at undersøge hvordan den katolske kirkes opbygning havde udviklet sig og hvordan man var nået til at identificere paven som Peters efterfølger med ’øverste domsmyndighed for hele kirken’.

Det glædede mig at der var planer om at mine teologiske studier til doktordisputatsen skulle foregå i Rom i Italien, hvor jeg ville få mulighed for nærmere at undersøge kirkens hierarki. Jeg flyttede til Rom i sommeren 1965.

På denne tid havde Det Andet Økumeniske Vatikankoncil nået sit højdepunkt. Samtidig med mine teologiske studier havde jeg interessante drøftelser med adskillige teologer og „koncilsfædre“ der var imod de ultrakonservative i koncilet. Den daværende pave var Paul VI, som jeg havde personlig kontakt med i min egenskab af vicepræsident for den Indiske Sammenslutning af Præster i Rom.

Begyndende indre konflikter og tvivl

Igennem hele denne periode med disse kontakter og mine studier og undersøgelser til mine doktorafhandlinger, havde jeg mulighed for at få større indblik i hele den katolske kirkes historie, dens tilblivelse og opbygning.a Stik imod de konservatives synspunkter, der gik ind for Pius XII’s (1939-58) form for absolut monarki, lykkedes det til sidst de liberale at opnå koncilets godkendelse af Den Dogmatiske Konstitution om Kirkenb (latinsk titel: Lumen Gentium, Folkenes lys). Kapitel 3 omhandler blandt andet bispekollegiets autoritet i forhold til pavens primat (overhøjhed) over kirken. Doktrinen var dybt rodfæstet i traditionen, men de konservative betragtede den som kættersk og revolutionær.

Jeg fandt imidlertid såvel de konservatives som de liberales synspunkter uacceptable da de ikke fandt støtte i evangeliet. De skyldes en fordrejning af Mattæus 16:18, 19, en fortolkning som har åbnet vejen for alle kirkens ubibelske doktriner og dogmer, både før og nu.c Jeg bemærkede at de græske ord Jesus benyttede i denne tekst, peʹtra (hunkøn), der betyder „massiv klippe“, og peʹtros (hankøn), der betyder „klippeblok“, „klippestykke“, ikke blev brugt som synonymer. Der havde ikke været grund til at apostlene senere diskuterede hvem der var den største iblandt dem, hvis Peter havde fået førstepladsen som klippen, ligesom en hjørnesten. (Jævnfør Markus 9:33-35; Lukas 22:24-26.) Paulus ville heller ikke have turdet irettesætte Peter offentligt for ’ikke at gå lige frem i overensstemmelse med den gode nyheds sandhed’. (Galaterne 2:11-14) Jeg nåede til den konklusion at alle åndsavlede disciple af Kristus er samme type sten, mens Jesus er deres hjørnegrundsten. — 1 Korinther 10:4; Efeserne 2:19-22; Åbenbaringen 21:2, 9-14.

Jo højere et akademisk og præsteligt niveau jeg kom op på, og jo mere jeg tænkte over tingene, jo længere væk kom jeg i sind og hjerte fra forskellige dogmer i den katolske kirke. Det gjaldt især de dogmer der havde relation til præstevielsen og præstens bemyndigelse i forbindelse med „messens hellige offer“ og „eukaristiens mest velsignede sakramente“ — kaldet transsubstantiation.

I katolsk sprogbrug er „messens hellige offer“ en evig ihukommelse og en blodløs fornyelse af Jesu offer på ’korset’. Men De Kristne Græske Skrifter og især Paulus’ brev til hebræerne var tilstrækkelige til at jeg kunne udlede at Jesu offer var et fuldkomment offer. Hans tjeneste var fuldstændig. Den hverken krævede eller behøvede nogen tilføjelser, gentagelser eller forbedringer. Offeret blev bragt „én gang for alle“. — Hebræerne 7:27, 28.

Min søgen efter sandheden fortsætter

For at prøve mig selv fortsatte jeg med at arbejde for adskillige stifter og ærkebispedømmer i Vesteuropa, for ærkebispedømmet i New York og for Fairbanks stift i Alaska. Det var ni smertefulde år i min søgen efter sandheden. Jeg arbejdede hovedsagelig med administrative opgaver, gejstlig retsvidenskab og retspraksis. Jeg holdt mig så meget som muligt fra liturgiske handlinger og ceremonier. Den største udfordring lå i hver dag at læse messen. Den skabte alvorligt modstridende følelser i mig fordi jeg ikke troede på gentagelsen af Kristi blodløse offer, på transsubstantiationen, og på det hellige, jordiske præsteskab der er nødvendigt for gyldigt og lovligt at udføre transsubstantiationens „magi“.

Denne „magi“ gav anledning til heftig debat ved Det Andet Vatikankoncil. De liberale, anført af det hollandske katolske hierarki, støttede kun „transsignifikation“, det vil sige at brødet og vinen kun betyder eller repræsenterer Kristi legeme og blod. De ultrakonservative, anført af det italienske katolske hierarki, forsvarede derimod standhaftigt „transsubstantiationen“, det vil sige forvandlingen af brødets og vinens substans til Kristi legemes og blods sande og virkelige substans ved „konsekrationen“ under messen. Herfra kom talemåden: ’I Holland forandres alt, undtagen brødet og vinen; i Italien forandres intet, undtagen brødet og vinen.’

Jeg forlader kirken

I betragtning af denne forkerte fremstilling af Kristus og hans evangelium, blev jeg frygtelig skuffet og frustreret over at det der var mit mål i livet, at herliggøre Gud og frelse sjæle, blev undergravet af falske doktriner. I juli 1974 trak jeg mig derfor tilbage fra aktiv tjeneste med anmodning om orlov på ubestemt tid. Det var ulogisk og uacceptabelt for mig at bede om dispensation fra et præsteembede der savnede grundlag i Bibelen. Fra juli 1974 til december 1984 holdt jeg mig derfor i religiøs henseende for mig selv. Jeg sluttede mig ikke til nogen af kristenhedens religiøse retninger, for ingen af disse delte min opfattelse af læren om treenigheden, sjælens udødelighed, evig straf i helvedes ild og at alle retfærdige mennesker opnår evigt liv i himmelen. Jeg betragtede disse læresætninger som levn af hedenskab.

Indre fred og glæde

I december 1984 ophørte min religiøse tilbagetrukkethed. Som direktør for et firmas afdeling for kredit og vekselbeholdning i Anchorage i Alaska måtte jeg på et tidspunkt drøfte adskillige fakturaer med en kunde, Barbara Lerma. Hun havde travlt og sagde at hun skulle til et „bibelstudium“. Udtrykket „bibelstudium“ vakte min nysgerrighed, og jeg stillede hende nogle få spørgsmål til Bibelen. Omgående og fyldestgørende gav hun mig bibelske svar der kunne forenes med de slutninger jeg selv var kommet til. Da jeg havde flere spørgsmål, satte Barbara mig i forbindelse med Gerald Ronco, der var på Jehovas Vidners afdelingskontor i Alaska.

De opbyggende bibelske drøftelser vi havde, gav mig en indre fred og glæde. Her var den slags mennesker jeg havde ledt efter — Guds folk. Jeg bad til Gud om vejledning, og da tiden var inde, sluttede jeg mig til Jehovas Vidner som udøbt forkynder af den gode nyhed. Jeg blev meget overrasket da jeg fik at vide at denne organisations hovedkontor lå i Brooklyn i New York, nogle få kilometer fra Den Hellige Families Kirke på Manhattan hvor jeg havde tjent som medhjælpende præst (i 1969, 1971 og 1974) ved De Forenede Nationers sognekirke.

Min familie hjælpes til at se sandheden

Efter i seks måneder at have været sammen med Jehovas vidner i Anchorage, flyttede jeg den 31. juli 1985 til Pennsylvanien. Her havde jeg den glæde at fortælle den gode nyhed om Jehovas rige videre til min niece, Mylene Mendanha, der studerede biokemi ved Scranton-universitetet. Da Mylene opdagede at jeg søgte efter Jehovas Vidner, blev hun overrasket, da hun tidligere havde fået at vide at de var en sekt. I begyndelsen havde hun ingen indvendinger fordi hun respekterede mig som onkel og præst og havde høje tanker om min akademiske og gejstlige uddannelse.

Den følgende søndag gik Mylene til messe i den katolske kirke og jeg gik i rigssalen. Den selv samme aften satte vi os ned, hun med sin katolske Jerusalem-bibel og jeg med Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter. Jeg viste hende navnet Jahve i hendes egen bibel og det tilsvarende Jehova i Ny Verden-Oversættelsen. Hun var begejstret over at få at vide at Gud har et navn og at han ønsker at vi skal kalde ham ved det. Jeg fortalte hende også at læren om treenigheden, transsubstantiationen og den udødelige sjæl ikke havde støtte i Bibelen, og viste hende de skriftsteder der havde tilknytning til disse emner. Hun var ganske enkelt forbavset!

Mylenes interesse skærpedes yderligere da jeg fortalte hende om håbet om evigt liv på en paradisisk jord. Tidligere havde hun været bekymret for hvad der ville ske med hende når hun døde. Hun mente ikke at hun var god nok til at komme direkte i himmelen, men hun troede heller ikke at hun var så ond at hun skulle dømmes til den evige ild i helvede. Det eneste alternativ hun kunne se var skærsilden, hvor hun tålmodigt måtte vente på folks forbønner for hende, og at der blev læst messer for hende før hun kunne blive sendt op i himmelen. Efter at jeg havde vist og forklaret hende adskillige skriftsteder angående håbet om evigt liv på en paradisisk jord, var hun imidlertid ivrig efter at lære mere om denne vidunderlige gode nyhed. Mylene og jeg overværede sammen møderne i rigssalen og der blev påbegyndt et egentligt bibelstudium med os. Kort efter indviede vi os til Jehova Gud, og vi blev døbt den 31. maj 1986.

Min familie, især min ældste broder, Orlando, var helt ude af det fordi jeg havde forladt præstegerningen. Han rådførte sig med min søster Myra Lobo Mendanha, der beroligede ham med ordene: „Lad os ikke bekymre os om dét, for Alinio ville ikke have givet afkald på 43 års hårdt arbejde uden en meget god grund.“ I september 1987 sluttede Myra og hendes familie sig til mig i Wisconsin i USA. Jeg havde ingen problemer med at få dem til at se det ubibelske i mange af de katolske læresætninger og ceremonier. De var ivrige efter at lære sandheden fra Bibelen at kende. Mylene og jeg påbegyndte straks et bibelstudium med dem, og de fortsatte deres studium efter at de flyttede til Orlando i Florida.

Den fred og glæde vi alle følte, motiverede os til at dele den gode nyhed om Jehovas rige med min ældste søster, Jessie Lobo, der boede i Toronto i Canada. I 1983 var der blevet forkyndt for hende, men hun mente ikke der var noget der kunne få hende til at skifte tro når hun havde en broder der var præst. Fire år efter denne første kontakt med Jehovas vidner — da hun fandt ud af at jeg var blevet et af Jehovas vidner og at Myra og hendes familie var forkyndere af den gode nyhed — kontaktede hun et af Jehovas vidner, der straks arrangerede et bibelstudium. Jessie blev døbt den 14. april 1990; Myra, min svoger Oswald og min niece Glynis blev døbt den 2. februar 1991. De er meget glade for at tjene Jehova, den Allerhøjeste.

De konservative tilhængere af traditionen og de reformivrige liberale i den katolske kirke er helt bestemt intelligente mennesker. De er overbeviste om at de gør Guds vilje. Vi bør imidlertid ikke glemme at „denne tingenes ordnings gud har forblindet de ikke-troendes forstand, for at lysskæret fra den herlige gode nyhed om Messias, som er Guds billede, ikke skal trænge igennem“. (2 Korinther 4:4) Det er tydeligt at denne verdens visdom er tåbelighed i Guds øjne. (1 Korinther 3:18, 19) Jeg er taknemmelig og lykkelig for at Jehova „gør den uerfarne vís“ gennem nøjagtig kundskab fra hans ord. — Salme 19:7.

Mine 19 år som katolsk præst er fortid. Nu er jeg et vidne for Jehova. Det er mit ønske at gå på Jehovas stier og følge hans søn, Jesus Kristus, vor konge og frelser. Jeg vil gerne hjælpe andre til at lære Jehova at kende, så de også kan opnå evigt liv på en paradisisk jord, til ære for den sande Gud, Jehova. — Fortalt af Alinio de Santa Rita Lobo.

[Fodnoter]

[Ramme på side 23]

Rigets nøgler

Jesu irettesættelse af de religiøse ledere kaster lys over udtrykket „himlenes riges nøgler“: „I har taget kundskabens nøgle; selv er I ikke gået ind, og dem der var ved at gå ind, har I hindret!“ (Lukas 11:52) Mattæus 23:13 viser yderligere at der med „gå ind“ hentydes til at gå ind i „himlenes rige“.

De nøgler Jesus lovede Peter bestod i en vigtig undervisningsmæssig opgave der ville give enkeltpersoner en særlig mulighed for at komme ind i det himmelske rige. Peter brugte dette privilegium ved tre lejligheder, nemlig til gavn for jøderne, for samaritanerne og for hedningerne. — Apostelgerninger 2:1-41; 8:14-17; 10:1-48; 15:7-9.

Løftet gik ikke ud på at Peter skulle diktere himmelen hvad der skulle eller ikke skulle være bundet eller løst, men at Peter skulle bruges som himmelens redskab til de tre særlige opgaver. Sådan må det være, for Jesus forblev menighedens sande hoved. — Jævnfør Første Korintherbrev 11:3; Efeserbrevet 4:15, 16; 5:23; Kolossenserbrevet 2:8-10; Hebræerbrevet 8:6-13.

[Illustration på side 24]

Alinio de Santa Rita Lobo — nu et af Jehovas vidner