Hvad vil du give for at blive ved med at leve?
„Hvad vil et menneske give i bytte for sin sjæl?“ — MATT. 16:26.
1. Hvorfor afviste Jesus Peters irettesættelse?
APOSTELEN Peter kunne ikke tro sine egne ører. Hans elskede Fører, Jesus Kristus, sagde „rent ud“ at han snart skulle lide og dø! Peter — der uden tvivl havde de bedste intentioner — irettesatte Jesus og sagde: „Vær god mod dig selv, Herre; det skal afgjort ikke gå dig sådan.“ Jesus vendte ryggen til Peter og så på de andre disciple. Sandsynligvis havde de den samme fejlagtige opfattelse. Så sagde Jesus til Peter: „Forsvind om bag mig, Satan! Du er en snublesten for mig, for du tænker ikke Guds tanker, men menneskers.“ — Mark. 8:32, 33; Matt. 16:21-23.
2. Hvordan beskrev Jesus kravene til sande disciple?
2 Jesu næste ord kan have hjulpet Peter til at forstå hvorfor Jesus reagerede så stærkt på hans irettesættelse. Jesus „kaldte . . . folkemængden til sig sammen med sine disciple“ og sagde: „Hvis nogen ønsker at efterfølge mig, så lad ham sige nej til sig selv og tage sin marterpæl op og følge mig til stadighed. For enhver som ønsker at redde sin sjæl, vil miste den; men enhver som mister sin sjæl for min og den gode nyheds skyld, vil redde den.“ (Mark. 8:34, 35) Jesus brugte her ordet „sjæl“ i betydningen „liv“. Han stod altså ikke blot over for at skulle ofre sit liv, men forventede også at de der fulgte ham, ville være parate til at ofre livet i tjenesten for Gud. Hvis de gjorde det, ville de modtage en stor belønning. — Læs Mattæus 16:27.
3. (a) Hvilke spørgsmål stillede Jesus sine tilhørere? (b) Hvad kan Jesu andet spørgsmål have mindet hans tilhørere om?
3 Ved samme lejlighed stillede Jesus to tankevækkende spørgsmål: „Hvad gavner det nemlig et menneske at erhverve sig hele verden og sætte sin sjæl til?“, og „Hvad vil et menneske nemlig give i bytte for sin sjæl?“ (Mark. 8:36, 37) Svaret på det første spørgsmål er indlysende set fra et menneskeligt synspunkt. Man har jo intet ud af at erhverve sig hele verden hvis man mister sit liv, eller sin sjæl. Ejendele er kun noget værd for en hvis man er i live og kan glæde sig over dem. Jesu andet spørgsmål: „Hvad vil et menneske nemlig give i bytte for sin sjæl?“ kan have mindet hans tilhørere om den påstand Satan fremsatte i Jobs dage: „Et menneske giver alt hvad han har, for sin sjæl.“ (Job 2:4) Satans ord er måske sande for nogle der ikke tjener Jehova. Mange ville gøre hvad som helst og krænke ethvert princip blot for at bevare livet. Men kristne ser anderledes på tingene.
4. Hvorfor har de spørgsmål Jesus stillede, en dybere betydning for kristne?
4 Vi ved at Jesus ikke kom til jorden for at give os et godt helbred, masser af penge og et langt liv i denne verden. Han kom for at give os muligheden for at leve evigt i den nye verden, og det er udsigten til at opnå dette liv vi sætter stor pris på. (Joh. 3:16) En kristen vil forstå Jesu første spørgsmål således: „Hvad gavner det et menneske at erhverve sig hele verden og miste håbet om evigt liv?“ Svaret er at det intet gavner. (1 Joh. 2:15-17) Som en hjælp til at besvare det andet spørgsmål Jesus stillede, kan vi spørge os selv: ’Hvor meget er jeg villig til at ofre nu for at mit håb om liv i den nye verden kan blive til virkelighed?’ Svaret på dette spørgsmål, som fremgår af vores måde at leve på, viser hvor stærkt dette håb er i vores hjerte. — Jævnfør Johannes 12:25.
5. Hvordan kan vi modtage det evige livs gave?
5 Det Jesus sagde, var naturligvis ikke at man kan gøre sig fortjent til det evige liv. Livet — selv vores relativt korte liv i denne tingenes ordning — er en gave. Vi kan ikke købe det eller på nogen måde gøre os fortjent til det. Den eneste måde vi kan få det evige livs gave på, er ved at have „tro på Kristus Jesus“ og på Jehova, der „belønner dem som ivrigt søger ham“. (Gal. 2:16; Hebr. 11:6) Men troen må ikke desto mindre komme til udtryk i gerninger, for ’troen er død uden gerninger’. (Jak. 2:26) Jesu spørgsmål skulle altså få os til alvorligt at overveje hvor meget vi er villige til at opgive i denne tingenes ordning, og hvad vi er villige til at gøre i tjenesten for Jehova for at vise at vores tro virkelig er levende.
’Messias var ikke sig selv til behag’
6. Hvad var det vigtigste for Jesus?
6 Jesus dvælede ikke ved det som verden på hans tid kunne tilbyde, men koncentrerede sig om de vigtige ting og afviste fristelsen til at skaffe sig materielle ejendele som kunne gøre tilværelsen behagelig. Han levede et selvopofrende liv i lydighed mod Gud. Han gjorde ikke det han selv syntes om, men sagde: „Jeg gør altid det [Gud] synes om.“ (Joh. 8:29) Hvor langt var Jesus villig til at gå for at glæde Gud?
7, 8. (a) Hvilket offer bragte Jesus, og hvordan blev han belønnet? (b) Hvilket spørgsmål bør vi stille os selv?
7 Ved en lejlighed sagde Jesus til sine disciple: ’Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig betjene men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange.’ (Matt. 20:28) Tidligere, da Jesus begyndte at advare sine disciple om at han snart skulle „give sin sjæl“, rådede Peter ham indtrængende til at være god ved sig selv. Men det fik ikke Jesus til at vakle. Han gav villigt sin sjæl, sit fuldkomne menneskeliv, til gavn for menneskeheden. Jesu uselviske handlemåde sikrede hans fremtid. Han blev oprejst fra de døde og „ophøjet til Guds højre hånd“. (Apg. 2:32, 33) Derved blev han et fantastisk eksempel for os.
8 Apostelen Paulus rådede de kristne i Rom til ’ikke at være sig selv til behag’ og mindede dem om at „heller ikke Messias var sig selv til behag“. (Rom. 15:1-3) I hvilken udstrækning vil vi følge dette råd af Paulus og efterligne Messias ved at give af os selv?
Jehova ønsker at vi giver ham det bedste
9. Hvad er det i virkeligheden en kristen gør når han indvier sig til Gud?
9 I det gamle Israel foreskrev Moseloven at hebraiske trælle skulle frigives i det syvende år af deres tjeneste eller i jubelåret. Men de havde også en anden mulighed. Hvis en træl kom til at elske sin ejer, kunne han vælge at forblive træl i husstanden resten af sit liv. (Læs Femte Mosebog 15:12, 16, 17). Det er et lignende valg vi træffer når vi indvier os til Gud. Vi går frivilligt ind på at gøre Guds vilje og ikke det vi selv har lyst til. Ved at gøre dette viser vi at vi har dyb kærlighed til Jehova og ønsker at tjene ham for evigt.
10. I hvilken forstand er vi Guds ejendom, og hvordan bør det påvirke vores tanker og handlinger?
10 Hvis du i øjeblikket studerer Bibelen sammen med Jehovas Vidner, forkynder den gode nyhed og overværer de kristne møder, er det al ros værd. Vi håber at du snart vil føle dig bevæget til at indvi dig til Jehova og stille det samme spørgsmål som ætiopieren stillede Filip: „Hvad hindrer mig i at blive døbt?“ (Apg. 8:35, 36) Dit forhold til Gud vil da blive som det de kristne i Korinth havde. Til dem skrev Paulus: „I tilhører ikke jer selv, for I blev købt for en pris.“ (1 Kor. 6:19, 20) Uanset om vi har et himmelsk eller et jordisk håb, så er Jehova vores Ejer hvis vi har indviet os til ham. Det er derfor vigtigt at vi undertrykker selviske ønsker og ’holder op med at være menneskers trælle’. (1 Kor. 7:23) Hvor er det et stort privilegium at være en loyal tjener for Jehova som han kan bruge på den måde han ønsker!
11. Hvilket offer opfordres kristne til at bringe, og hvad betyder det i grunden, som illustreret ved ofrene under Moseloven?
11 Paulus gav sine trosfæller følgende tilskyndelse: „[Fremstil] jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt slagtoffer: jeres fornuftmæssige hellige tjeneste.“ (Rom. 12:1) Disse ord har måske mindet de jødekristne om de ofre de bragte i forbindelse med deres tilbedelse før de blev disciple af Jesus. De har vidst at de dyr man under Moseloven ofrede til Jehova, skulle være de bedste man havde. Alt andet var uantageligt for Gud. (Mal. 1:8, 13) Det samme gør sig gældende når vi fremstiller vores legeme som ’et levende slagtoffer’. Vi giver Jehova det bedste vi har, ikke kun det der er tilbage når vi har tilfredsstillet alle vores personlige ønsker. Når vi indvier os til Gud, giver vi ham uforbeholdent vores „sjæl“, vores liv — hvilket indbefatter de kræfter, midler og evner vi har. (Kol. 3:23) Hvad betyder det i praksis?
Brug tiden klogt
12, 13. Hvad er en af de måder hvorpå vi kan give Jehova det bedste?
12 En måde at give Jehova det bedste på er ved at bruge tiden klogt. (Læs Efeserbrevet 5:15, 16). Det kræver selvbeherskelse. Både verden og vores nedarvede ufuldkommenhed tilskynder os til udelukkende at bruge tiden på nydelse eller på noget der gavner os selv. Det er sandt at der „til alt er . . . en fastsat tid“, også en tid til at slappe af og en tid til at arbejde så vi kan opfylde vores kristne forpligtelser. (Præd. 3:1) Men en indviet kristen bliver nødt til at bevare ligevægten og bruge sin tid klogt.
13 Da Paulus besøgte Athen, lagde han mærke til at „ingen af athenerne eller de fremmede som var på besøg dér, [brugte] deres fritid til andet end at fortælle eller at høre nyt“. (Apg. 17:21) I dag spilder mange ligeledes deres tid. Noget af det man kan blive distraheret af, er tv-kiggeri, computerspil og surfing på internettet. Flere og flere ting kappes om vores opmærksomhed. Hvis vi lader os opsluge af dem, kommer vi måske til at forsømme vores åndelige behov. Det kan endda ende med at vi synes at vi har for travlt til at tage os af „de mere vigtige ting“ — ting der har at gøre med tjenesten for Jehova. — Fil. 1:9, 10.
14. Hvilke spørgsmål bør vi tænke alvorligt over?
14 Som en indviet tjener for Jehova må du derfor spørge dig selv: ’Har jeg i mit daglige program sat tid til side til bibellæsning, eftertanke og bøn?’ (Sl. 77:12; 119:97; 1 Thess. 5:17) ’Sætter jeg tid til side til at forberede mig til de kristne møder? Opmuntrer jeg andre ved at give kommentarer ved møderne?’ (Sl. 122:1; Hebr. 2:12) Guds ord siger at Paulus og Barnabas tilbragte „en anselig tid med at tale frimodigt i tillid til Jehova“. (Apg. 14:3) Kan du tilpasse dine omstændigheder så du kan bruge mere tid, endda „en anselig tid“, på at forkynde, måske ved at tjene som pioner? — Læs Hebræerbrevet 13:15.
15. Hvordan gør ældste klog brug af deres tid?
15 Da apostelen Paulus og Barnabas besøgte den kristne menighed i Antiochia, „tilbragte [de] ikke så lidt tid sammen med disciplene“ for at opmuntre dem. (Apg. 14:28) Kærlige ældste i dag bruger ligeledes meget af deres tid på at styrke andre. Ud over at de går i forkyndelsen, slider de i det som hyrder for hjorden, søger efter bortkomne får, hjælper de syge og tager sig af mange andre ansvarsopgaver i menigheden. Hvis du er en døbt broder, tillader dine omstændigheder dig så at række ud efter disse yderligere tjenesteprivilegier?
16. På hvilke måder kan vi „gøre det der er godt mod . . . dem der er beslægtede med os i troen“?
16 Mange har glædet sig over at være med til at sørge for nødhjælp til nogle der har lidt tab på grund af menneskeskabte katastrofer eller naturkatastrofer. En søster der er i tresserne og tjener på Betel, foretog for eksempel lange rejser for at hjælpe til som frivillig nødhjælpsarbejder. Hvorfor brugte hun sine ferier på denne måde? Hun fortæller: „Selvom jeg ikke har nogen særlige færdigheder, var det et privilegium at gå til hånde med det der var behov for. Jeg blev så opmuntret af at se den stærke tro hos mine brødre og søstre der havde lidt store materielle tab.“ Tusinder af brødre og søstre verden over hjælper desuden med at bygge rigssale og stævnehaller. Når vi er med til et sådant arbejde, gør vi uselvisk „det der er godt mod . . . dem der er beslægtede med os i troen“. — Gal. 6:10.
„Jeg er med jer alle dage“
17. Hvad ville du være parat til at ofre for at få det evige liv?
17 Det menneskesamfund der har fjernet sig fra Gud, er på vej til at forsvinde. Vi ved ikke nøjagtig hvornår det vil ske. Men vi ved at „den tid der er tilbage er begrænset“, og at „denne verdens scene skifter“. (Læs Første Korintherbrev 7:29-31). Bevidstheden om dette understreger betydningen af Jesu spørgsmål: „Hvad vil et menneske nemlig give i bytte for sin sjæl?“ Vi vil afgjort bringe et hvilket som helst offer Jehova beder os om, for at opnå „det virkelige liv“. (1 Tim. 6:19) Det er bydende nødvendigt at efterkomme Jesu opfordring til at ’følge ham til stadighed’ og ’søge riget først’. — Matt. 6:31-33; 24:13.
18. Hvilken tillid kan vi have, og hvorfor?
18 Det skal indrømmes at det ikke altid er let at følge Jesus, og nogle har, som han advarede om, endda måttet ofre livet i denne tingenes ordning. Men ikke desto mindre afviser vi ligesom Jesus fristelsen til at ’være gode mod os selv’. Vi tror på den forsikring han gav sine salvede disciple i det første århundrede: „Jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (Matt. 28:20) Lad os da i videst muligt omfang bruge vores tid og vores evner i den hellige tjeneste og derved vise at vi har tillid til at Jehova vil bevare os gennem den store trængsel eller give os livet igen i den nye verden. (Hebr. 6:10) Så vil vi have vist hvor højt vi sætter livets gave.
Hvad vil du svare?
• Hvordan viste Jesus en enestående villighed til at tjene Gud og mennesker?
• Hvorfor bør man sige nej til sig selv, og hvordan gør man det?
• Hvilke slagtofre var de eneste der var antagelige for Jehova i det gamle Israel, og hvad kan vi lære af det i dag?
• På hvilke måder kan vi gøre klog brug af vores tid?
[Illustrationer på side 26]
Jesus gjorde altid det Gud syntes om
[Illustration på side 28]
Taknemmelige israelitter gav det bedste de havde, for at støtte den sande tilbedelse
[Illustrationer på side 29]
Vi glæder Gud når vi bruger tiden klogt