SVANGERSKAB

Den tilstand en kvinde befinder sig i fra hun har undfanget et barn og til det er født.

Gennem sin befaling til Adam og Eva: „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden,“ viste Jehova at svangerskab var en del af kvindens naturlige bestemmelse. (1Mo 1:28) Da ufuldkommenheden vandt indpas i menneskeslægten, forklarede Gud at den smerte der var forbundet med svangerskabet, ville blive forøget. (1Mo 3:16; se FØDSELSVEER.) Det hebraiske ord harahʹ betyder „at undfange, blive gravid“. (1Kr 4:17; 7:23) På græsk blev den tilsvarende tanke som regel udtrykt med idiomet „at have i maven“, der betød „at være med barn“, eller at være gravid. — Mt 1:18, 23.

Blandt jøderne blev børn, og især drengebørn, betragtet som en velsignelse (Sl 127:3; 128:3; 1Mo 29:32-35; 30:5, 6), og ufrugtbarhed blev betragtet som en skam og en skændsel. (Lu 1:24, 25; 1Mo 25:21; 30:1) Svangerskab var derfor noget ønskværdigt for gifte kvinder. (1Sa 1:2, 11, 20) Helt fra undfangelsen blev det voksende foster betragtet som en sjæl. En handling der førte til at et barn døde i moders liv, blev behandlet i overensstemmelse med regelen „sjæl for sjæl“. (2Mo 21:22, 23) En af de grusomheder fjenden i krigstid kunne begå, var at sprætte gravide kvinder op. — Ho 13:16; Am 1:13; 2Kg 8:12; 15:16.

Svangerskabet ville ende med at den fødende fik veer (Sl 48:6; 1Ts 5:3), men da denne midlertidige bedrøvelse resulterede i et barns fødsel, ville svangerskabet normalt få en lykkelig og tilfredsstillende afslutning. — Joh 16:21, 22.

„Ve de gravide kvinder“. I sit svar på apostlenes spørgsmål om afslutningen på tingenes ordning talte Jesus om at man skulle flygte fra Judæa, og sagde: „Ve de gravide kvinder og dem der har et barn at give bryst i de dage!“ (Mt 24:19; Mr 13:17; Lu 21:23) Disse ord gik i opfyldelse i tiden før og under Jerusalems ødelæggelse i år 70. En kvinde kan som regel klare en rimelig grad af bevægelse og aktivitet under svangerskabet (Lu 1:39, 56; 2:5), men en længerevarende flugt til fods i bjergområder ville være en hård belastning for hende, især hvis fødselen var nært forestående. Gravide og ammende kvinder kom i stor nød da de romerske styrker belejrede Jerusalem. Der opstod mangel på levnedsmidler. Under graviditeten er det imidlertid vigtigt at kvinden får en nærende kost; hvis hun for eksempel ikke får tilstrækkeligt med kalk, kan hun miste tænderne, da legemet bruger kalk til dannelsen af barnets knogler. Desuden ville kvindens moderinstinkt øge hendes lidelser når hun så små børn sulte og dø, da hun vidste at hun selv snart skulle føde et barn under de samme forhold. Josefus skrev om hungersnøden i det belejrede Jerusalem: „Man viste ingen medlidenhed med de grå hår, så lidt som med små børn. Røverne løftede børn op, som klamrede sig til de smuler, de havde, og kastede dem så til jorden.“ — Den jødiske krig, 5. bog, 10. kap., 3. afsnit, oversat af Erling Harsberg, 1997; jf. Lu 23:29.

Brugt billedligt. Svangerskabet, der slutter med et barns fødsel, omtales flere gange i billedlig betydning. Israel mistede Guds gunst fordi det troløse folk ’undfangede ufred og fødte ondskab’. (Es 59:2-8; jf. Sl 7:14.) Denne udvikling begyndte med at israelitterne lod „ondskabsfulde tanker“ og urette ønsker vinde indpas i deres sind og hjerte og så at sige lod dem vokse dér, med det uundgåelige resultat at der fødtes „ondskabsfulde gerninger“. — Jf. Jak 1:14, 15.

Et andet sted skildrer Esajas Israel som en kvinde der skriger i fødselsveer og siger til Gud: „Sådan er vi blevet på grund af dig, Jehova. Vi er blevet gravide, vi har veer; det er som om vi føder vind. Ingen virkelig frelse udvirker vi for landet, og ingen indbyggere til det frugtbare land bringes til verden.“ (Es 26:17, 18) Dette kan sigte til at Israel endnu ikke havde erfaret den længe ventede opfyldelse af løftet om det afkom hvorigennem velsignelserne ville komme, selv om Gud havde velsignet folket (jf. Es 26:15) og stillet det i udsigt at det kunne blive „et kongerige af præster og en hellig nation“. (1Mo 22:15-18; 2Mo 19:6) Israels egne bestræbelser for at opnå frelse havde været frugtesløse. Som folk kunne Israel ikke udvirke den frigørelse „fra trældom under fordærv“ som hele skabningen ’sukker efter og er i veer’ for at opnå. (Ro 8:19-22; jf. 10:3; 11:7.) Med den babyloniske erobring ’sygnede landet hen’ fordi det blev besudlet ved overtrædelsen af Guds pagt, og ’landets indbyggere svandt i tal’. — Es 24:4-6.

Da Jehova bragte sit folk tilbage fra landflygtigheden, blev Jerusalem imidlertid som en kvinde der fødte sin mand mange børn. — Es 54:1-8.

Apostelen Paulus citerer denne profeti fra Esajas, kapitel 54, og anvender den på „det Jerusalem som er oventil“, om hvilket han siger at det „er frit, og det er vor moder“. (Ga 4:26, 27) Dette er øjensynlig nøglen til forståelsen af det syn der er optegnet i Åbenbaringen 12:1-5, hvori en gravid kvinde i himmelen føder „en søn, et drengebarn, der skal vogte alle nationerne med en jernstav“. Eftersom det at nationerne skal vogtes med en jernstav, er direkte forbundet med Guds messianske rige, må synet have forbindelse med frembringelsen af dette rige, og da Satans angreb på det nyfødte „drengebarn“ mislykkes, høres derfor også en høj røst som siger: „Nu er frelsen og magten og riget som tilhører vor Gud, og myndigheden som tilhører hans Messias, blevet til virkelighed.“ (Åb 12:10) Den gravide, himmelske ’kvindes’ kvaler før fødselen leder tanken hen på at Paulus i Galaterne 4:19 taler om „fødselsveer“, som her åbenbart står for en dyb interesse for og et stærkt ønske om at se det endelige resultat af en udvikling (i Paulus’ tilfælde de troende galateres udvikling til modne kristne).