Jesu liv og tjeneste
Hold jer parate!
EFTER at Jesus har advaret folkeskarerne mod begærlighed, og rådet disciplene til ikke at skænke de materielle ting overdreven opmærksomhed, siger han opmuntrende: „Vær ikke bange, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer riget.“ Dermed viser han at kun et relativt lille antal (der senere blev opgivet til 144.000) vil komme i det himmelske rige. Hovedparten af dem der modtager evigt liv vil være jordiske undersåtter under Riget.
„Riget“ er en vidunderlig gave! Idet Jesus beskriver den indstilling disciplene rettelig bør have til gaven, tilskynder han dem: „Sælg hvad I har og giv barmhjertighedsgaver.“ Ja, de skulle bruge alle deres aktiver til gavn for andres åndelige velfærd og derved opbygge „et uudtømmeligt forråd af værdier i himlene“.
Dernæst formaner Jesus disciplene til at være parate når han kommer tilbage. Han siger: „Hav noget bundet om jeres lænd og lad jeres lamper brænde, og vær I selv som mennesker der venter på deres herre når han vender tilbage fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham når han kommer og banker på. Lykkelige er de trælle som herren finder vågne når han kommer! Jeg skal sige jer som sandt er: Han vil binde noget om sig og lade dem lægge sig til bords, og han vil komme hen og varte dem op.“
Trællene i denne billedtale viser at de er parate til at modtage deres herre når han kommer tilbage, ved at de trækker op i deres lange kapper og fastgør dem under deres lænd, og fortsat tager vare på deres opgaver til langt ud på natten, i lyset fra lamper der er fyldt med olie. Jesus forklarer: ’Hvis herren kommer i den anden nattevagt [fra omkring klokken ni om aftenen til midnat], ja i den tredje [fra midnat til omkring klokken tre om morgenen], og finder dem således [parate], da er de lykkelige!’
Herren belønner sine tjenere på en usædvanlig måde. Han lader dem lægge sig til bords, og begynder at varte dem op. Han behandler dem som trofaste venner og ikke som trælle — en storartet belønning for at de vedholdende har arbejdet for deres herre til langt ud på natten, mens de ventede på at han skulle komme tilbage! Jesus slutter: „Vær også I parate, for Menneskesønnen kommer i en time I ikke forestiller jer.“
Peter spørger nu: „Herre, taler du med dette billede til os eller til alle?“
I stedet for at svare direkte på spørgsmålet, fremsætter Jesus endnu en billedtale. „Hvem er egentlig den trofaste husholder,“ spørger han, „som hans herre vil sætte over sin tjenerstab til stadig at give dem deres madration i rette tid? Lykkelig er den træl, hvis hans herre, når han kommer, finder ham i færd med at gøre således! Jeg siger jer som sandt er: Han vil sætte ham over alt hvad han ejer.“
„Herren“ er tydeligvis Jesus Kristus. ’Husholderen’ skildrer ’den lille hjord’ af disciple som et hele. ’Tjenerstaben’ sigter ligeledes til denne gruppe på 144.000 der modtager det himmelske rige, men her med tanke på medlemmerne som enkeltpersoner. Det herren „ejer“ og som den trofaste husholder bliver sat til at passe på, er herrens kongelige interesser her på jorden, deriblandt Rigets jordiske undersåtter.
Jesus fortsætter denne billedtale og peger på den mulighed at ikke alle medlemmer af denne husholder- eller trælleskare vil vise sig at være trofaste. Han siger: „Hvis den træl i sit hjerte siger: ’Min herre er længe om at komme,’ og begynder at slå tjenerne og tjenestepigerne, og at spise og drikke og blive beruset, så vil den træls herre komme på en dag han ikke venter ham, . . . og han vil straffe ham med største strenghed.“
Dernæst gør Jesus opmærksom på at han ved sit komme har stiftet en brand blandt jøderne, eftersom nogle vil tage imod budskabet og andre vil forkaste det. Der er gået mere end tre år siden han blev døbt i vand, men nu nærmer hans dåb til døden sig, og som han siger: „Jeg knuges indtil den er tilendebragt!“
Efter at Jesus har henvendt disse bemærkninger til sine disciple, vender han sig igen til skarerne. Han beklager at de stædigt nægter at godtage de klare vidnesbyrd om hvem han er og at indse betydningen deraf. „Når I ser en sky stige op i vest, siger I straks: ’Der er regnvejr på vej,’ og det holder stik,“ bemærker Jesus. „Og når I ser at det blæser fra syd, siger I: ’Der kommer en hedebølge,’ og den kommer. Hyklere, jordens og himmelens udseende forstår I at bedømme, men hvordan kan det være at I ikke forstår at bedømme denne særlige tid?“ Lukas 12:32-59.
◆ Hvor mange udgør den „lille hjord“, og hvad vil de modtage?
◆ Hvordan understreger Jesus behovet for at hans tjenere skal være parate?
◆ Hvem er ’herren’, ’husholderen’, og ’tjenerstaben’ i Jesu billedtale, og hvad er det herren ’ejer’?