Overrasket af jordskælvskatastrofen

En øjenvidneberetning fra Mexico

„Jeg arbejdede på niende sal da bygningen begyndte at ryste. Jeg lænede mig mod døren, der pludselig rev sig løs og faldt ned over mig. Da jeg prøvede at kæmpe mig fri af murbrokkerne så jeg mine børn ligge rundt om i ruinerne. Min ældste søn, Jose, var sølet til med blod. Jeg var sikker på at min familie var død!“ — Jose Melendrez sen.

DET var den 19. september 1985. Klokken 7.19 blev Mexico Citys atten millioner indbyggere rystet af et af århundredets største jordskælv, der måltes til 8,1 på Richter-skalaen.

For mange indtraf jordskælvet på et heldigt tidspunkt. En time senere ville skoler og forretningskvarterer have myldret med mennesker, og mange bygninger kunne være blevet til gigantiske gravsteder. Af de mere end 700 bygninger der styrtede sammen i Mexico City var mindst 100 skoler!

USAs ambassadør, John Gavin, der iagttog ødelæggelsen fra en helikopter, sagde: „Det så ud som om en kæmpefod havde trampet på bygningerne.“ Indespærret i dem var der tusinder — både levende og døde! Ifølge den mexicanske avis El Universal blev der i løbet af de første femten dage udgravet over 8000 lig, men man anslår at det samlede antal omkomne nåede op på 35.000.

Over 40.000 overlevende blev behandlet på hospitaler og nødhjælpscentre. Folk ventede i lange køer på at identificere ligene. Ofrenes navne blev vist i fjernsynet, læst op i radioen og trykt i aviserne. Mænd, kvinder og børn flakkede fortvivlede om i gaderne — de havde ingen steder at være. Mindst 400.000 blev på en eller anden måde berørt af jordskælvet.

Hvordan nogle overlevede

Da jordskælvet indtraf befandt Jose Melendrez’ kone sig i deres lejlighed på tiende sal, én etage over den hvor han arbejdede. Hun fortæller: „Jeg var ved at hjælpe min seksårige datter Elizabeth med at blive færdig til at gå i skole. Pludselig begyndte bygningen at rumle og ryste. Jeg løb for at advare min søn Jose og hans kone, og kaldte samtidig på mine to døtre Lourdes og Carmela. De tog Elizabeth med op på taget, og da bygningen styrtede sammen greb jeg fat i trappegelænderet. Da jordskælvet var ovre befandt husets tiende sal sig i tredje sals højde!

Mens vi hjælpeløst så til, styrtede gulvet sammen under Jose og hans kone, og de blev begge kastet endnu længere ned i murbrokkerne. Vi var sikre på at de var døde, især efter at vi havde hørt en fyrkedel og en gasbeholder eksplodere samtidig på femte sal. Gasbeholderen, der vejede 1500 kilo, ramte min søn. Men til vores overraskelse var både han og hans kone stadig i live!“

Forunderligt nok overlevede hele Melendrez-familien, selv om Jose junior blev alvorligt såret. „For os har det været en meget smertefuld oplevelse,“ siger Jose senior, „men vi takker Jehova Gud for al den kærlige hjælp vi har modtaget fra vore kristne brødre.“

Gregorio Montes og hans familie boede på fjerde sal i en otteetages bygning. Han forklarer: „Min kone, Mary, plejede at stå tidligt op for at følge vores datter Lupita i skole. De gik hjemmefra omkring klokken 7.15, blot nogle få minutter før jordskælvet fandt sted. Mine døtre på fem og seks år og jeg vågnede forskrækket op da bygningen rystede. Alt var i bevægelse omkring os! Men da jeg begyndte at bede til Jehova følte vi straks at der faldt ro over os.

Netop da begyndte hele vinduer at gå i stykker og falde ud! Væggene begyndte at styrte sammen. Jeg hørte skrækslagne kvinder og børn skrige. Med mine to små døtre siddende roligt på sengen fortsatte jeg med på mine knæ at bede til Jehova.

Pludselig — mens folk skreg, bygningen svajede og luften fyldtes med støv — styrtede bygningen sammen! Det var som om vi fór ned med en elevator! Den ene af mine døtre sagde i samme nu roligt til mig: „Far, det er Harmagedon,“ men jeg forsikrede hende om at det kunne det ikke være.

Der var et øjebliks stilhed — alt var mørkt og støvet. Afstanden mellem loftet og gulvet i vores lejlighed var reduceret til cirka 50 centimeter! Fastklemt som jeg var i ruinerne kunne jeg se at mine døtre var dækket med murbrokker og glas. Alligevel var de uskadte — uden så meget som en skramme!

Fra det sted hvor min kone Mary og Lupita stod i gaden kunne de se bygningen styrte sammen. De var sikre på at vi var døde. Men af de 32 familier som boede i ejendommen, var vi blandt de få der overlevede!“

Den sekstenårige Judith Ramirez var allerede i skole da jordskælvet indtraf. „Læreren var begyndt at diktere til klassen,“ beretter hun. „Pludselig følte jeg at bygningen rystede, som om jeg befandt mig på et skib i høj sø. Der udbrød panik. Eleverne forsøgte at komme ud ved at slå vinduer og døre i stykker.

Fra et vindue på anden sal kunne jeg se at halvdelen af bygningen var styrtet sammen, med cirka 500 elever og lærere indeni! Jeg var bange for at vores side af bygningen også skulle give efter. Da trappen var forsvundet kom vi ud af skolen gennem en tunnel som man lavede til os. Da vi omsider kom ud af ruinen så vi mange bygninger der var i brand, og overalt i gaderne rådede der kaos.“

Hjælpen ankommer

Kort efter jordskælvet tog den mexicanske regering skridt til at klare situationen. Politiet, brandvæsenet og andre instanser koordinerede deres anstrengelser for at redde så mange som muligt. Cirka 2800 marinesoldater deltog i redningsaktionerne, sammen med titusinder andre. Og militæret blev sat i alarmberedskab for at hindre plyndringer. Over 22.000 blev anbragt i nødhjælpscentre og teltlejre.

Fra næsten 50 lande ankom der fly med forsyninger og redningsudstyr. Hundreder af udenlandske eksperter kom som frivillige hjælpere. Denne fælles indsats af så mange tusinder blev dækket af nyhedsmedierne i hele verden. Resultatet af denne store indsats var at der, ti dage efter jordskælvet, var blevet reddet 3266 og at mindst 17.000 savnede var blevet lokaliseret. Men det var ikke nogen let opgave at redde de indespærrede.

Farlige redningsaktioner

Mere end en uge efter jordskælvet kunne man stadig høre råb om hjælp fra personer der befandt sig inde i ruinerne. En ung frivillig medhjælper satte sig simpelt hen ned, lagde armene over kors, begravede ansigtet i dem og græd. Han følte sig så hjælpeløs. Ofte kunne redningsfolkene ikke fjerne murbrokkerne af frygt for at bygningen skulle styrte sammen, og det bidrog til håbløsheden.

Men der var også en følelse af glæde hver gang en overlevende blev reddet. „Jeg havde den tilfredsstillelse at redde ni mennesker,“ sagde sygehjælperen Juan Labastida. Han var ankommet sammen med et redningshold fra De forenede Stater. „Selv om vi manglede meget vigtigt udstyr,“ forklarede han, „kravlede vi ind i ruinerne og ledte efter overlevende. Det var ikke let.“

Idet han beskriver hvordan de reddede to kvinder siger han: „Efter at vi var ankommet til det der var tilbage af en restaurant, benyttede vi et særligt elektronisk udstyr til at spore vibrationer. Dette udstyr er så følsomt at det endog kan spore vibrationerne fra den energi der udgår fra det menneskelige legeme. Uden dette udstyr ville vi måske aldrig have opdaget at der befandt sig fire personer indespærret i ruinerne. Ved hjælp af en lang slange sendte vi vand og ilt ned i restaurantens lagerlokale, hvor to mænd og to kvinder havde været indespærret i adskillige dage.

Mens redningsholdet ventede uden for ruinerne begyndte en ekspert fra Frankrig og jeg at trænge ind i bygningen. Det omtalte elektroniske udstyr kunne også spore vibrationer — signaler på svaghed — i vægge og gulve, og mens vi arbejdede os ind til de indespærrede berørte vi væggene og gulvene med hænderne. Hvis bygningen var ved at styrte sammen ville vi kunne føle en snurren på grund af det støv der faldt ned inde i væggene. Det tog os syv timer at nå ind til de indespærrede.

Da vi nåede frem til dem var de to mænd døde. De to kvinder var klinisk døde, men vi gav dem hjertemassage og kunstigt åndedræt ved hjælp af mund-til-mund-metoden, og efter 15 minutter kom de atter til bevidsthed. Ja, vore anstrengelser gav resultat!“

Var det hele overstået?

„Fredag aften, dagen efter jordskælvet,“ fortæller et medlem af staben på Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Mexico, „viste Sergio Moran mig sit hjem der lå på første sal. Væggene var revnede, og de solide lofter og gulve så ud til at kunne give efter når som helst. Forbavsende nok havde bygningen modstået jordskælvet, selv om mange af de omkringliggende bygninger var styrtet sammen og havde begravet døde og sårede i murbrokkerne.

Der rådede en anspændt og dyster atmosfære i nabolaget. Hele dagen havde ambulancer kørt frem og tilbage. Lige rundt om hjørnet stod mennesker i en lang række og ventede på at identificere ligene af venner og slægtninge. Jeg havde vandret rundt i byen hele dagen for at se hvad der var sket. Mange gader var afspærrede på grund af de høje bygninger der stod og hældede og så ud til at kunne styrte sammen hvert øjeblik. Det var svært at holde tårerne tilbage når man hørte råbene om hjælp fra folk der stadig var indespærrede i ruinerne.

Pludselig, mens jeg stod og talte med Sergio Moran, kom der endnu en rystelse! Først blev der en dødelig stilhed. Jeg spurgte mig selv: ’Er det min fantasi der løber af med mig?’ Så gik lysene ud. Ure gik i stå klokken 19.38 — cirka 36 timer efter det første jordskælv. Den bygning jeg befandt mig i begyndte at svaje frem og tilbage. Al tvivl var borte. Det var endnu et jordskælv!

Vi befandt os stadig på første sal og kravlede hen til døren hvor vi fandt støtte mellem dørstolperne. Vi bad inderligt til Jehova om hjælp. Idet bygningen rystede kunne vi høre en skærende lyd fra taget og loftsbjælkerne. Efter at have set den tilstand lejligheden var i, var jeg sikker på at bygningen ville styrte sammen. Men den blev stående, og vi kom sikkert ud på gaden hvor vi mødte forvirring og kaos og hørte folk råbe og skrige.

Heldigvis forårsagede den anden rystelse ikke så store ulykker som den første. I tolv dage efter det første jordskælv indtraf der mindst 73 rystelser med en styrke på mellem 3,5 og 7,3 på Richter-skalaen!“

„Der skal være store jordskælv“

Kristus Jesus talte om at der, som et af tegnene på at vi lever i „afslutningen på tingenes ordning“, skulle være „jordskælv det ene sted efter det andet“. (Mattæus 24:3, 7) Han talte ikke blot om mindre jordrystelser, men sagde at der skulle være „store jordskælv“. (Lukas 21:11) Den katastrofe der ramte Mexico i efteråret 1985 er derfor — sammen med de mere end 600 store jordskælv der er indtruffet siden 1914 — et yderligere vidnesbyrd om at Bibelens profetier opfyldes i vor tid.

I første øjeblik kom denne ulykke også bag på Jehovas vidner i Mexico, men de henter styrke i Kristi Jesu trøstende ord: „Når disse ting [de forskellige dele af tegnet] begynder at ske, da ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig.“ (Lukas 21:28) Ja, Bibelen lover os en lysere fremtid. I Guds kommende nye tingenes ordning vil hans folk blive beskyttet mod jordskælv og andre lignende ulykker. — Åbenbaringen 21:3, 4.

Mindst 38 af Jehovas vidner og dem der var tilknyttet dem mistede livet i denne tragedie. Der skete også betydelig materiel skade. Mindst 146 familier blandt Jehovas vidner mistede deres hjem. Som Bibelen siger kan vi, fordi ’tiden og tilfældet berører os alle’, komme ud for prøvende situationer. — Prædikeren 9:11.

Kærlig hjælp

Jehovas vidner traf imidlertid straks foranstaltninger til at lokalisere alle de forkyndere der boede i de ramte områder. „Det var vidunderligt at se den kærlige omsorg der blev vist os,“ siger Victor Castellanos. Man modtog over 5000 kilo fødevarer som blev uddelt til alle ofrene. De Jehovas vidner som boede i områder der ikke var blevet berørt af jordskælvet, stillede deres hjem og materielle ejendele til rådighed for deres hjemløse kristne brødre.

Juan Chavez, hans kone og to børn, der med livet i behold var undsluppet fra deres ødelagte hjem, kørte hen til den lokale skole for at finde deres to andre børn. Da de alle seks vendte hjem blev de forbavsede over at se at der rundt om huset var forsamlet en stor skare af deres kristne brødre — deriblandt en rejsende tilsynsmand og flere af de lokale ældste.

„De troede at vi stadig sad indespærret i huset og ønskede at hjælpe os!“ fortæller søster Chavez. „Tænk engang! Nogle af de forkyndere der var kommet for at hjælpe os havde vi aldrig set før.“

Ja, jordskælvskatastrofen i Mexico har efterladt mange ar, men den har ikke haft nogen negativ virkning på Jehovas vidners tro og mod. Som fru Melendrez, som vi tidligere har citeret, siger: „Vi har alle benyttet lejligheden til at forkynde håbet om Riget for alle dem vi kom i berøring med. Jordskælvet har ikke fået os til at opgive vore bestræbelser for at tjene Jehova. Tværtimod føler vi os stærkere i troen og er mere besluttede end nogen sinde på at holde ud.“

[Illustrationer på side 22]

Jose Melendrez sen., hans kone, og den bygning de boede i

[Illustrationer på side 23]

Judith Ramirez overlevede sammenstyrtningen af CONALEP-skolen