Hvem vil føre nationerne til fred?

 1, 2. Hvordan bliver profetien i Esajas 2:2-4 opfyldt i vor tid?

ESAJAS, kapitel 2, er meget mere end en profeti om det jødiske folks tilbagevenden til Jerusalem efter 70 års fangenskab i Babylon. Profetien viser at folk af alle nationer vil vende sig til den rene tilbedelse af den eneste sande Gud, Jehova. Det indebærer at der dannes et internationalt broderskab som yder Gud en hellig tjeneste der er antagelig for ham.

² En nydannelse af et sådant omfang, omfattende folk fra alle dele af verden, ville ikke blot vække opsigt, men være synlig for alle, som om det skete på et bjerg. Dette er nøjagtig hvad der sker i dag blandt Jehovas vidner verden over. Millioner fra kristenhedens trossamfund har lært at Gud er én, og er ophørt med at tilbede den treenige Gud. I Indien har hinduer forladt deres panteon af guder og myriader af afguder og vendt sig til den eneste sande Gud. Det samme gælder folk i Afrika, på fjerntliggende øer og i Mellemøsten. De der er gået op til Jehovas hellige bjerg, den rene tilbedelse af ham, har aflagt alle fjendtligheder der måtte være en følge af racemæssige, stammemæssige og politiske tilhørsforhold. De er rent bogstaveligt ophørt med at „øve sig i våbenfærd“. — Esajas 2:2-4.

Messias’ identitet årsag til strid

 3. Hvilken indvirkning ville Messias, ifølge Esajas 11:10, have på nationerne?

³ Der er en tydelig forbindelse mellem dette internationale broderskab og opfyldelsen af Guds hensigt med hele menneskeheden: at folk af alle nationer ville velsigne sig ved hjælp af en lovet „sæd“ eller et afkom, en efterkommer af Abraham, og derved tilbede Gud i sandhed og enhed. (1 Mosebog 3:15; 22:18) Senere profetier viste at dette afkom også skulle være ’en profet som Moses’, som ville være mellemmand for en ny pagt der skulle danne det juridiske grundlag for at retsindige mennesker af alle nationer kunne tilbede Gud i enhed. (5 Mosebog 18:15, 18, 19; Jeremias 31:31-34) Desuden skulle vedkommende være Messias, en hersker af Davids slægt, hvis trone Gud ville grundfæste for evigt. (1 Krønikebog 17:11, 12) Ifølge profeten Esajas ville Messias være den samlende skikkelse som ville forene folk af alle nationer (hebraisk: ghōjimʹ). I Esajas 11:10 siges der: „På hin dag skal hedningerne søge til Isajs rodskud, der står som et banner [„som et signal“, NV] for folkeslagene, og hans bolig skal være herlig.“

 4. Hvad har en rabbiner udtalt om Jesu indvirkning på menneskeheden?

⁴ Messias’ identitet har været debatteret i århundreder. Ifølge Esajas 11:10 og andre skriftsteder ville han være en jøde, en efterkommer af kong David (Isajs søn), og blive anerkendt af folk af alle nationer som den retmæssige Messias der var sendt af Gud. Om den jødiske lærer Jesus fra det første århundrede har rabbi H. G. Enelow skrevet: „Ingen fornuftig jøde kan ignorere det at en jøde har haft en så kolossal andel i menneskeslægtens religiøse opdragelse og ledelse.“¹⁰ Hvilken anden jøde har så mange ikkejøder anerkendt som Messias? Kunne nogen anden jøde opnå større anerkendelse? Nogle finder tanken om at Jesus kunne være Messias meget foruroligende. Det er værd at undersøge hvorfor.

Kristenhedens frafald

 5-7. Hvorfor frastødes mange af Jesus og kristendommen?

⁵ Flertallet af ikkekristne giver kristenheden, hvis tilhængere hævder at følge Kristi lære, skylden for denne aversion mod Jesu navn. Kristenheden har i Jesu navn påført mange nationer lidelser, men det jødiske folk har uden tvivl lidt mere end alle andre.

⁶ I vor tid kulminerede kristenhedens antisemitisme i nazisternes Holokaust. Skønt der var mange faktorer involveret kan man ikke se bort fra at det religiøse had var en af hovedårsagerne. Og selv om nogen i kristenheden vil benægte dette, kan man ikke komme uden om at både katolske og protestantiske „kristne“ medvirkede til drabene eller billigede dem. I sin bog A Jew Today sammenfatter Elie Wiesel den jødiske holdning: „Hvordan skal man forklare at Hitler og Himmler aldrig blev ekskommunikeret af kirken? At Pius XII aldrig fandt det betimeligt, for ikke at sige nødvendigt, at fordømme Auschwitz og Treblinka? At en stor del af SS-folkene var troende som forblev kristne lige til det sidste? At der var mordere som gik til skrifte mellem massakrerne? Og at de alle kom fra kristne familier og havde fået en kristen opdragelse?“¹¹ Kan man forvente at det jødiske folk vil tro på en hvis navn i århundreder har været forbundet med alle de ydmygelser og slag der har været rettet mod det?

⁷ Bortset fra den direkte forfølgelse, hvilket moralsk eksempel har de „kristne“ lande så sat for den øvrige del af verden? De har billiget krige og deltaget i korstog og „hellige“ inkvisitioner. Selv den første og den anden verdenskrig begyndte i „kristne“ lande. Kan man sige at den „kristne“ moral har været eksemplarisk? AIDS er for eksempel udbredt i lande hvor størsteparten af befolkningen bekender sig som kristne. Skandalerne blandt kristenhedens gejstlige er almindeligt kendte: Umoralske tv-evangelister der indkasserer millioner af dollars og lever som grever og baroner, samt homoseksuelle gejstlige, hvoraf nogle endog er blevet sagsøgt for at have misbrugt mindreårige drenge seksuelt, er blot noget af det som ikkekristne forbinder med kristendommen. Sådanne frugter besudler Jesu navn, ham som „kristne“ hævder at følge.

 8-10. (a) Hvorfor kan kristenheden ikke med rette hævde at repræsentere Jesus og den sande kristendom? (b) Hvordan advarer Skrifterne om at der ville ske et frafald fra Jesu sande lære?

⁸ Desuden frastødes både jøder og muslimer med rette af den udbredte afgudsdyrkelse inden for kristenheden. Mange af kristenhedens ubibelske læresætninger, såsom det at ære Maria som „Guds moder“, virker også anstødelige på dem. Treenighedslæren bliver især betragtet med foragt af jøder som en tydelig modsigelse af selve essensen i jødedommen — den monoteistiske opfattelse der kommer til udtryk i ordene: „Hør, Israel! HERREN vor Gud, HERREN er én.“ — 5 Mosebog 6:4.

⁹ Den forfølgelse som kristenheden har foranlediget samt dens krige, umoralitet, hykleri og blasfemiske læresætninger er ikke blot noget utilgiveligt set med ikkekristnes øjne, men også for Gud den Almægtige. Dette er årsagen til at Jehovas Vidner, skønt de følger Jesus Kristus, ikke er en del af kristenheden. På den anden side er kristenheden ikke en del af den sande kristendom. Den eneste lighed mellem kristenheden og de første kristne er stort set at de bruger Jesu navn. Men hvis Jesu lære var så fremragende, hvordan kunne der da ske et sådant frafald?

¹⁰ Jesus selv, samt de der skrev De Kristne Græske Skrifter, der ukorrekt kaldes Det Nye Testamente, forudsagde at der ville fremstå falske kristne og at der ville ske et frafald fra Jesu sande lære. (Apostelgerninger 20:29, 30; 2 Thessaloniker 2:1-12; 1 Timoteus 4:1-3; 2 Peter 2:1, 2) Ifølge Mattæus 7:21-23 vil Messias selv dømme disse frafaldne for hvad de er og sige til dem: „Jeg har aldrig kendt jer! Fjern jer fra mig, I som øver lovløshed.“ — NV; jævnfør Mattæus 13:24-30, 37-43.

Hvorfor var det nødvendigt med flere skrifter?

11, 12. (a) Hvad er De Kristne Græske Skrifter? (b) Hvem skrev dem? (c) Hvorfor var det nødvendigt at Gud inspirerede disse skrifter?

¹¹ Til at begynde med var alle Jesu disciple jøder. Faktisk anerkendte i tusindvis af jøder i det første århundrede at Jesus var ’en profet som Moses’, og altså Messias, deriblandt „en stor mængde af præsterne“. (Apostelgerninger 2:5, 37, 41; 4:4; 6:7; 5 Mosebog 18:18) Disse jøder blev grundvolden til en ny international gruppe tilbedere af Jehova Gud. De blev juridisk anerkendt på grundlag af „en ny pagt“ der havde ’denne profet som Moses’ som mellemmand. — Jeremias 31:31-34.

¹² Med en ny pagt opstod der også behov for yderligere inspirerede skrifter der ville tilvejebringe de nødvendige oplysninger for dem der ville tjene Gud under denne nye pagtsordning. Disse skrifter, De Kristne Græske Skrifter, blev alle skrevet af jøder. De fortæller om Jesu liv og lære, indeholder yderligere detaljer vedrørende de mange profetier i De Hebraiske Skrifter, og klargør visse punkter om Messias og hans rolle i Guds hensigt. Desuden indeholder disse skrifter nogle breve der tjener som vejledning og opmuntring for den nye internationale gruppe af tilbedere.a

Var Jesus den lovede Messias?

13-16. Hvad overbeviste mange jøder i det første århundrede om at Jesus var Messias?

¹³ Men blev Jesus ikke afvist af de religiøse ledere på hans tid? Jo, og disse ledere påvirkede masserne. Men blev Jeremias og andre profeter ikke også afvist af datidens religiøse ledere? (Jeremias 7:25, 26; 20:1-6; 2 Krønikebog 36:15, 16) De af Jesu samtidige der troede på ham, og som selv havde mulighed for at undersøge hans lære og se hans gerninger samt profetierne om ham, blev ikke skræmt af denne modstand fra de religiøse ledere der følte at deres religiøse monopol var truet. Det disse oprigtige jøder personligt erfarede overbeviste dem om at de messianske profetier var blevet opfyldt på Jesus. Hvori bestod disse magtfulde beviser som gjorde at disse jøder i det første århundrede var villige til at sætte alt på spil, selv livet, ved at vise at de troede på at Jesus var den lovede Messias? — Johannes 9:22; 16:2.

¹⁴ For det første var tidspunktet rigtigt. Profetien om Messias i Daniels Bog, kapitel 9, viste at han ville fremstå før det andet tempel blev ødelagt.b — Daniel 9:24-27.

¹⁵ For det andet havde han de nødvendige kvalifikationer. Han var af Judas stamme og en efterkommer af kong David. (1 Mosebog 49:10; 1 Krønikebog 17:11-14; jævnfør Mattæus 1:1-16; Lukas 3:23-31.) Han blev også født i Betlehem, der af jøderne i det første århundrede var anerkendt som det sted hvor Messias skulle fødes.c (Mika 5:1 [5:2, NV]; jævnfør Mattæus 2:4-6; Lukas 2:1-7; Johannes 7:42.) Der var her tale om nogle vigtige kreditiver som jøderne på Jesu tid forventede at Messias måtte have.

¹⁶ Desuden var hans lære sand. Den var ikke politisk eller legalistisk, men åndelig og etisk.d Enkelt sagt gik han til sagens kerne. Han turde endog bruge Bibelen som sin eneste autoritet, frem for at henvise til tidligere religiøse lederes udtalelser, sådan som det var skik og brug. Dette forbløffede folkeskarerne, for „han underviste dem som en der havde myndighed, og ikke som deres skriftlærde“. (Mattæus 7:29, NV) Beretningerne om Jesu liv åbenbarer en personlighed så kraftfuld, og en lære så klar, at historikere anfører dette som en af grundene til at man kan være forvisset om at han ikke blot var en sagnfigur.e

17-20. (a) Hvilke profetier i De Hebraiske Skrifter taler om tiden for Messias’ fremståen og hans offerdød? (b) Hvorfor måtte Messias dø?

¹⁷ Adskillige profetier i De Hebraiske Skrifter som længe har været accepteret som messianske, blev opfyldt gennem Jesu lidelser og død. Disse profetier forbinder Messias’ død med tilgivelsen af synder. I De Kristne Græske Skrifter omtales den soning som blev opnået ved Messias’ død som et genløsningsoffer eller „en løsesum“. (Mattæus 20:28; Romerne 3:24) Hvilke profetier er der tale om?

¹⁸ Læg mærke til hvad der siges i profetien i Daniel 9:24, 25 (JP): „Halvfjerds uger er fastsat over dit folk og over din hellige by til at fuldbyrde overtrædelsen og gøre en ende på synd, til at tilgive uretfærdighed og hidføre evig retfærdighed . . . indtil en salvet [„Messias“, hebraisk: masjīʹach], en fyrste.“ Man kan ikke undgå at bemærke at skriftstedet forbinder Messias’ (den salvedes) komme med at ’overtrædelsen fuldbyrdes og at der gøres en ende på synd’. I vers 26 siges der endvidere at „efter de toogtres uger skal en salvet [„Messias“, hebraisk: masjīʹach] blive afskåret“, med andre ord slås ihjel. (Se rammen „Hvem var ’den salvede’? Hvornår ville han fremstå?“)

¹⁹ Esajas 52:13 til 53:12 omtaler ligeledes Messias som en der ville blive „afskåret“ eller dræbt som et sonoffer. (Se rammen „Hvem er ’min tjener’“?) Rabbinere i det første århundrede anvendte disse vers om Messias og det samme gjorde Rambam og andre i middelalderen. Versene gør det fuldstændig klart at tilgivelse er knyttet til Messias og hans død.

²⁰ Af ovennævnte grunde forstod mange jøder i det første århundrede at Messias’ død ville indebære at Gud fuldstændig kunne tilgive synder. De vidste at Skrifterne talte om menneskets nedarvede ufuldkommenhed. (Prædikeren 7:20) Man blev dagligt mindet om behovet for ofre der kunne sone synd; det lå i selve Lovpagtens opbygning og natur. De begivenheder der beskrives i beretningerne om Jesu liv fremstiller ham som et fuldkomment menneske hvis død kunne sone menneskehedens synd.f (Mattæus 20:28; Lukas 1:26-38) Da De Kristne Græske Skrifter kastede lys over at de forskellige ofre under Loven var et forbillede på dette sidste og fuldkomne offer, fik man større forståelse af hele Lovens struktur og andre dele af Skrifterne.g — Hebræerne 10:1-10.

En pålidelig profet som Moses

21, 22. (a) Hvordan viser de historiske begivenheder i forbindelse med Jerusalems ødelæggelse at Jesus var en sand profet? (b) Hvordan beviser historiske begivenheder i vor tid det samme?

²¹ Foruden at De Kristne Græske Skrifter forklarer at Jesu død var et genløsningsoffer, fremhæver de også hans rolle som ’en profet som Moses’. (5 Mosebog 18:18; se kapitlet „Hvad er Guds hensigt med menneskeheden?“, paragraf 17-19.) Som sådan profeterede han om Jerusalems ødelæggelse og formanede sine disciple til at flygte fra byen når de så at den var omringet af hære. (Mattæus 23:37–24:2; Lukas 21:20, 21) Men hvordan kan man flygte fra en by når den er belejret af soldater? Den jødiske historiker Josef ben Mattatias (Josefus), der selv var øjenvidne til disse begivenheder, giver os svaret: „Cestius [den romerske hærfører, 66. e.v.t.] . . . kaldte pludselig sine Soldater tilbage, og skønt han ikke havde lidt nogensomhelst Skuffelse med Hensyn til sine Planer, brød han dog paa den mest meningsløse Maade op og drog fra Byen.“¹³ Dette var den mulighed de kristne behøvede for at kunne flygte fra byen. Fire år senere, i år 70 e.v.t., vendte de romerske tropper, nu under general Titus, tilbage og belejrede atter byen. Jesus havde profeteret at fjenden ville bygge ’en skanse af spidse pæle og omringe byen og trænge den hårdt fra alle sider’. (Lukas 19:43, NV) Josefus bekræfter at Titus byggede en sådan skanse af spidse pæle der var næsten otte kilometer lang, hvorved landskabet blev ryddet for træer i en radius af 16 kilometer. Jesu profetier gav nøjagtige oplysninger om hvordan man kunne undgå at blive udslettet af romerne, og deres sandfærdighed bevidnes af at de der fulgte anvisningerne reddede livet. — Lukas 21:20-24.

²² Jesus profeterede også om hvordan Gud i fremtiden ville udslette al ondskab og dem der står bag den. I Lukas 21:24 (NV) henviste han til „nationernes fastsatte tider“ der viser at der er grænser for hvor længe Gud ville tolerere menneskers styre.h Jesus forudsagde også at de sidste dage af menneskers styre ville være præget af krige, hungersnød, jordskælv, pest, kriminalitet og vold, og at der inden menneskers styre blev bragt til ophør ville blive udført et verdensomspændende undervisningsarbejde for at oplyse folk af alle nationer om at Guds regering ville herske fra himmelen. (Se Mattæus 24:3-14; Lukas 21:10, 11.) Jehovas Vidner tror at dette store sammensatte tegn har kunnet ses siden 1914, da „nationernes fastsatte tider“ sluttede. Længe inden dette tidspunkt havde de forkyndt at 1914 ville blive et mærkeår i menneskets historie. Da den første verdenskrig begyndte i august dette år, blev deres forventninger bekræftet. Ingen af Vidnerne havde modtaget syner fra Gud, men på grund af deres flittige studium af Bibelen nåede de frem til denne konklusion.

Folkeslag oplært i fredens veje

23. Hvordan kunne Jesus blive den udnævnte konge i Guds rige?

²³ Det at Messias skulle tilvejebringe et genløsningsoffer og være en profet som Moses ville imidlertid kun have begrænset værdi hvis ikke det sidste aspekt af hans rolle som den der gennemfører Guds hensigt gik i opfyldelse, nemlig hans udnævnelse som konge i Guds rige. (Esajas 9:6, 7) Men hvordan kunne Jesus opnå dette hvis han døde? I overensstemmelse med profetierne om Messias, oprejste Gud Jesus på den tredje dag efter hans død. (Salme 16:8-11; Esajas 53:10, 12; jævnfør Mattæus 28:1-7; Lukas 24:44-46; Apostelgerninger 2:24-32; Første Korintherbrev 15:3-8.) Gud gav ham livet igen, men ikke som menneske, eftersom han havde ofret sit fuldkomne menneskeliv, men som en mægtig åndeskabning, der venter på yderligere instruktioner ved Guds højre hånd. — Salme 110:1; Apostelgerninger 2:33-35; Hebræerne 10:12, 13.

24-26. Hvordan har Jehovas Vidner en andel i opfyldelsen af Esajas’ profeti?

²⁴ Kong David skrev at ’Guds folk ville møde villigt frem’ når Messias skulle begynde at herske. (Salme 110:3) Forholdene i verden er siden mærkeåret 1914 gået fra ondt til værre, men det positive aspekt ved profetien er også gået i opfyldelse; Guds folk har villigt givet af deres tid for at forkynde ’den gode nyhed om riget på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne’. (Mattæus 24:14, NV) For eksempel bruger Jehovas vidner hvert år millioner af timer på at tale med folk om Guds rige og lede gratis hjemmebibelstudier med dem der er interesserede i at undersøge kendsgerningerne.

²⁵ Al denne tid anvendes uden betaling. Det er folk fra alle samfundslag, i alle aldre og med enhver tænkelig profession der udfører dette arbejde. De beskrives i Esajas 2:2, 3 med ordene: „Did skal folkene strømme og talrige folkeslag vandre: ’Kom, lad os drage til HERRENS [hebraisk: יהוה, Jehovas] bjerg.’“ Der er ikke blot tale om en kampagne for at „vinde sjæle“. Det er et verdensomspændende undervisningsprogram der har to formål: (1) At oplyse folk af alle nationer om at Guds rige hersker og fortælle dem nøjagtigt hvad det inden længe vil afstedkomme, og (2) gratis at undervise alle der ønsker at undersøge kendsgerningerne og tjene den levende Gud på den måde han ønsker. At arbejdet vil lykkes og profetien gå i opfyldelse er sikkert. Hvorfor? Fordi Jehova Gud selv står bag det. — Zakarias 4:6.

²⁶ Er det ikke fornuftigt at betragte Jehovas Vidners arbejde som en opfyldelse af profetien i Esajas 2:2, 3? Kender du andre der udfører dette arbejde? Eller mener du at det kun er et tilfælde at millioner af mennesker sætter tid til side til at forkynde et budskab der er blevet profeteret om for omkring to tusind år siden, et budskab der skulle forkyndes i en tid med hidtil usete omvæltninger? Ja, i disse sidste dage er Jehovas Vidner blevet ’et lys for nationerne’. (Esajas 42:6; 49:6, Ta) De udgør det eneste internationale brodersamfund der i fred og forening tjener Jehova Gud under ledelse af Messias, „Isajs rod“ som er „et signal“ for nationerne. — Esajas 11:10, NV, JP.

[Fodnoter]

[Ramme på side 26]

HVEM VAR ’DEN SALVEDE’? HVORNÅR VILLE HAN FREMSTÅ?

Daniel 9:24 (JP): „Halvfjerds uger er fastsat over dit folk.“

◆ Hvad er hensigten med den omtalte tidsperiode?

’At gøre en ende på synd, at tilgive uretfærdighed og hidføre evig retfærdighed, og at besegle syn og profet.’ Alene af disse ord kan man udlede at der her er tale om en af de vigtigste profetier i Skriften.

Daniel 9:26 (JP): „Efter de toogtres uger skal en salvet [„Messias“, hebraisk: masjīʹach] blive afskåret og ikke mere være til.“ Læg mærke til at Messias ville blive afskåret eller dø før ødelæggelsen af det andet tempel i år 70 e.v.t., hvilket fremgår af det der videre siges i verset: „Og en kommende fyrstes folk skal ødelægge byen og helligdommen.“

◆ Hvordan forstår jødiske bibelkommentatorer denne profeti?

Der findes ingen anerkendt standardfortolkning af denne profeti hos de jødiske kommentatorer. Nogle forsøger at forbinde dele af den med jødernes hjemvenden fra det babyloniske fangenskab (537 f.v.t.), andre forbinder den med tiden for makkabæernes oprør mod helleniseringen (168-165 f.v.t.), og andre igen knytter den sammen med romernes ødelæggelse af det andet tempel i år 70 e.v.t., mens atter andre forbinder dele af profetien med Messias’ fremtidige komme.

Man kan sige at vore dages jødiske fortolkninger kommer til kort på to vigtige punkter:

1. De er tilbøjelige til at undervurdere vigtigheden af denne profeti idet de fuldstændig overser at der udtrykkeligt siges at hensigten var at gøre ende på synd og uretfærdighed og indføre evig retfærdighed.

2. Ingen af standardforklaringerne passer ind i noget fornuftigt tidsmønster, hvilket var den egentlige hensigt: at fremholde denne profeti for Daniel på en måde så man kunne afgøre hvornår den ville blive opfyldt. — Jævnfør Daniel 9:2.

◆ Kan denne profeti forklares på en måde som både harmonerer med dens erklærede hensigt og med de historiske kendsgerninger?

Bemærk følgende:

Halvfjerds uger: Næsten alle jødiske kommentatorer er enige om at der her er tale om åruger, altså 490 år. Dette harmonerer med Bibelens profetiske regel om ’ét år for hver dag’. — 4 Mosebog 14:34; 3 Mosebog 25:8; Ezekiel 4:6.

◆ Fra ordet udgår om at genrejse og opbygge Jerusalem: Nehemias fortæller at han i kong Artaxerxes’ tyvende regeringsår fik bemyndigelse til at genrejse og genopbygge Jerusalem. Dette var i år 455 f.v.t. — Nehemias 2:1-8; se Insight on the Scriptures, bind 2, side 614-16, 899, 900, udgivet af Vagttårnets Selskab.

Syv uger: De syv (år)uger (eller 49 år) henviser til den tidsperiode hvor arbejdet med at genopbygge Jerusalem blev fuldført.

Toogtres uger: Toogtres (år)uger (eller 434 år) hentyder til perioden fra byens fuldførelse indtil Messias’ komme.i

Ved at lægge disse to tidsperioder sammen, når man frem til 69 åruger eller 483 år. Hvis man begynder i år 455 f.v.t. udløber den 69. åruge i år 29 e.v.t.

År 29 e.v.t.: En jøde af Davids slægt ved navn Jesus (hebraisk: Jesjua), født i Betlehem og opvokset i Nazaret, begynder at forkynde i Israel. — Lukas 3:1-3, 21, 22.

◆ „Og efter de toogtres uger vil Messias blive ryddet bort“ (Daniel 9:26, NV): I år 33 e.v.t. bliver Jesus slået ihjel efter at have forkyndt i tre og et halvt år. Dette er i overensstemmelse med det der siges i Daniel 9:27.

◆ „Han [vil] få slagtoffer og offergave til at ophøre“ (Daniel 9:27, NV): Jesus kaldte sin død et offer. (Mattæus 20:28) I Guds øjne var dette kulminationen af de ofre der blev bragt under Lovpagten. (Hebræerne 8:1-13) Jesu offerdød tilvejebragte grundlaget for alt det der er omtalt i Daniel 9:24.

Den ville medføre tilgivelse af synd.

Den var en bekræftelse af Guds løfter og profetier.

I overensstemmelse med Guds normer tilvejebragte den det juridiske grundlag for evig retfærdighed i fremtiden.

Som profetien angav skete alt dette før ødelæggelsen af det andet tempel.

Ville enhver anden henvisning til en opfyldelse af profetien ikke ramme ved siden af den erklærede hensigt?

At henvise til en fremtidig opfyldelse af denne profeti harmonerer ikke med tidsperioden på 70 åruger og betyder at den ikke ville blive opfyldt før ødelæggelsen af Jerusalems andet tempel.

[Fodnote]

[Ramme på side 28]

HVEM ER „MIN TJENER“?

„Se, min tjener . . . ringeagtet, skyet af folk, . . . vi regned ham ikke. Og dog — vore sygdomme bar han, tog vore smerter på sig. . . . Men han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld. . . . Vi for alle vild som får . . . men HERREN lod falde på ham den skyld, der lå på os alle. . . . Endskønt han ej gjorde uret, og der ikke var svig i hans mund. . . . Min retfærdige tjener [skal] retfærdiggøre de mange, han, som bar deres overtrædelser. . . . Han udtømte sin sjæl til døden og regnedes blandt overtrædere; dog bar han manges synd, og for overtrædere bad han.“ — Esajas 52:13–53:12.

Esajas tegner her et billede af et fuldstændig skyldfrit og rent menneske hvis lidelser og død skaffede soning for hans eget folk, som ikke anerkendte ham.

I dag betragter de fleste jødiske kommentatorer det som en fastslået kendsgerning at profetien henviser til Israels folk som et hele eller til en retfærdig gruppe i folket.

Spørgsmålet er: Har Israels folk, eller en del af det, nogen sinde passet til denne beskrivelse, eller passer den på nogen enkeltperson?

I mere end 800 år efter at Esajas skrev denne profeti (ca. 732 f.v.t.), findes der ingen optegnelser om at nogen jøde eller rabbiner lærte at denne „tjener“ skulle betragtes som en kollektiv person. I hele denne periode havde alle den forståelse at denne profeti henviser til en enkeltperson og at profetien gjaldt Messias.

Læg desuden mærke til hvad der siges i forordet til bogen The Fifty-Third Chapter of Isaiah According to the Jewish Interpreters: „Jødiske udlægninger fra slutningen af den amoræiske periode [op til det sjette århundrede e.v.t.] viser at man ofte, måske endda i de fleste tilfælde, uden videre antog at profetien henviste til Messias, og det er selvfølgelig også sådan targumerne noget senere fortolker den.“ — Redigeret af H. M. Orlinsky, 1969, side 17.

Hvad kunne være motivet til at afvise og nyfortolke den mest naturlige forklaring af dette skriftsted, at det henviser til en enkeltperson, nemlig Messias? Var det ikke ganske enkelt for at undgå at denne profeti på nogen måde blev knyttet sammen med Jesus, den jøde i det første århundrede der i alle detaljer passede på beskrivelsen?

[Illustration på side 25]

Jehovas Vidner, her ved Galilæas Sø i Israel, forkynder i hele verden og indbyder folk af alle nationer til at lære mere om Guds hensigter og krav