En drøm der åbenbarer Guds tidsplan

„JEHOVA . . . er en levende Gud og konge til alle tider.“ (Jeremias 10:10) Han har aldrig overgivet herredømmet over sit univers til nogen anden, en omstændighed som kong Nebukadnezar af fortidens Babylon undlod at tage i betragtning. For at indskærpe denne hedenske konge at „den Højeste er hersker over menneskenes rige“, lod Gud ham få en drøm og satte sin tjener Daniel i stand til at tyde den. — Daniel 4:17, 18.

I drømmen indgik der et kolossalt træ. „Det var så højt at det til sidst nåede til himmelen, og det kunne ses helt til jordens ende.“ På guddommeligt påbud blev træet fældet, men dets stub blev i jorden, bundet med bånd af jern og kobber. Disse bånd skulle blive på træstubben i „syv tider“, hvorefter træet igen kunne vokse frit. — Daniel 4:10-17.

Daniel tydede drømmen idet han sagde: „Det træ som du så . . . er dig selv, o konge . . . og dit herredømme.“ Nebukadnezar ville blive ’fældet’. Han ville miste sit herredømme, ja endog sin forstand, dømt som han var til i „syv tider“ at strejfe om som et vildt dyr. Først når den fastsatte periode var gået ville de symbolske bånd blive fjernet, hvorefter kongen ville få sin forstand og sin trone tilbage. — Daniel 4:20-27.

„Alt dette ramte kong Nebukadnezar,“ nøjagtig som forudsagt. (Daniel 4:28) Ordbogen Lexicon Linguae Aramaicae Veteris Testamenti gør opmærksom på at de „syv tider“ i Nebukadnezars drøm var syv bogstavelige år. Og da Nebukadnezar regerede i 43 år (624-581 f.v.t.), lyder dette rimeligt.

Hvilken betydning har dette for os?

Jehova har altid udøvet sin universelle suverænitet som han finder det passende. På jorden handlede han en tid lang gennem Israels nation, om hvis herskere det hed at de ’sad på Jehovas trone’. (1 Krønikebog 29:23) Men da Israel vendte sig bort fra Jehova tillod han at dets kongedømme i Davids slægtslinje blev knust.

Da det netop var kong Nebukadnezar der med Guds tilladelse havde knust det kongedømme der repræsenterede Ham, var det således et meget passende tidspunkt Gud havde valgt til at vise at hans retmæssige suveræne herredømme på ingen måde var bragt til ophør. Det var af stor betydning at understrege for kong Nebukadnezar og for alle de hedenske nationer der herefter ville nedtræde Guds repræsentative rige, at denne tingenes tilstand kun ville være midlertidig.

Det tidspunkt hvor drømmen blev givet, den person der fik den samt dens hovedtema, nemlig Guds suverænitet, taler således for at dens betydning rækker langt videre end til Nebukadnezars tilfælde. Disse forhold antyder at i lighed med det fældede træ hvis stub var bundet i jorden, ville det guddommelige herredømme, som det indtil da havde været repræsenteret i Jerusalem, først blive genoprettet efter en periode på „syv tider“ når de hæmmende bånd blev fjernet. Til den tid ville Guds udvalgte repræsentant få overdraget magten i hans rige. Denne repræsentant omtales som „den ubetydeligste blandt menneskene“, hvilket hentyder til den lovede Messias. Hvornår ville Guds tid være inde til at gennemføre dette? Det ville Jesu disciple gerne vide og derfor bad de om et tegn. — Daniel 4:17; Mattæus 24:3.

Men der er også andre forhold som peger på at det er korrekt at fortolke Nebukadnezars drøm i denne videre betydning. Profetien i Daniel 9:24-27 pegede præcist på det år Messias skulle fremstå mere end 500 år senere.a Når tidspunktet for hvornår Messias skulle komme som menneske var forudsagt med så stor nøjagtighed, er det så ikke rimeligt at antage at tidspunktet for hans langt mere betydningsfulde usynlige tilbagevenden som konge ville blive forudsagt med samme nøjagtighed? Og hvem kunne være bedre egnet end Daniel til at fremsætte en sådan profeti? Husk også at Daniel, efter at han havde nedskrevet sine syner og profetiske drømme — deriblandt Nebukadnezars drøm om træet — fik denne befaling: „Hold ordene hemmelige og sæt segl for bogen indtil endens tid.“ Hvorfor til „endens tid“? Fordi ’den sande kundskab da vil blive stor’. Hvis det Daniel skrev skulle forblive hemmeligt — det vil sige uforståeligt — indtil „endens tid“, lader det så ikke netop formode at det han skrev ville have særlig profetisk betydning for den tid? — Daniel 12:4.

Hvornår begynder de „syv tider“ og hvornår slutter de?

Jesus forbandt det tegn han gav, med de „syv tider“, idet han benævnte dem „nationernes fastsatte tider“. Han sagde: „Jerusalem skal nedtrædes af nationerne, indtil nationernes fastsatte tider er udløbet.“ (Lukas 21:24) En fodnote i Oxford NIV Scofield Study Bible (1984) gør os opmærksomme på at „’hedningernes tider’ [en gengivelse af udtrykket ’nationernes fastsatte tider’ som benyttes af blandt andet den danske autoriserede oversættelse] begyndte da Juda blev taget til fange under Nebukadnezar. . . . Siden dette tidspunkt er Jerusalem, som Kristus udtrykte det, blevet ’nedtrådt af hedningerne’.“

Hvor længe skulle de „syv tider“ eller „nationernes fastsatte tider“ vare? De måtte tydeligvis strække sig over en meget længere periode end 7 bogstavelige år på hver 360 dage (i bibelsk sammenhæng er et profetisk år på 360 dage), eller i alt 2520 dage. Bibelske fortilfælde peger på at vi skal indsætte et år for hver dag. (Se Fjerde Mosebog 14:34; Ezekiel 4:6; jævnfør Åbenbaringen 12:6, 14.) Udregnet på denne måde ville de „syv tider“ vare i 2520 år. Hvis de begyndte med Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t., ville de slutte i året 1914 e.v.t.

Allerede tre årtier før 1914 gjorde Jehovas Vidner opmærksom på dette års betydning. I den forbindelse er det interessant at bogen International Crisis, af Eugenia Nomikos og Robert C. North (1976), fortæller at der kun var „ringe eller slet ingen tegn på voksende konflikter og spændinger der kunne føre direkte til krigsudbruddet“. Tværtimod, „ved slutningen af 1913 og begyndelsen af 1914 . . . syntes forholdet mellem de større nationer at være mere stabilt end det havde været i mange år“. Men i dag, halvfjerds år senere, er historikerne enige om at 1914 var et vendepunkt i menneskehedens historie. Det tyske opslagsværk Meyers Enzyklopädisches Lexikon siger for eksempel at „den første verdenskrigs eftervirkninger var intet mindre end revolutionerende og havde dybtgående indflydelse på næsten hvert eneste menneskes liv, økonomisk såvel som socialt og politisk“.

De politiske eftervirkninger af begivenhederne i 1914 er velkendte. De samfundsmæssige forandringer der fulgte, omtales i Virginia Cowles’ bog 1913: An End and a Beginning. „Året 1913 markerede afslutningen på en epoke,“ skriver hun. Angående krigens økonomiske konsekvenser skriver Ashby Bladen, der er souschef i et amerikansk forsikringsselskab: „Før 1914 var de monetære og finansielle systemer overensstemmende. . . . Hvis man vælger august 1914 som skillelinjen mellem det nittende og det tyvende århundrede er forskellen slående. Der har fundet en fuldstændig omvæltning sted i mange aspekter vedrørende forretningslivet. . . . En væsentlig årsag er den adskillelse i sammenhængen mellem det finansielle system og pengenes egenværdi, der begyndte i 1914. . . . Bruddet på denne forbindelse var en skæbnesvanger begivenhed. . . . Året 1914 markerede en radikal, og i sidste instans katastrofal, forandring af dette system.“

Hvor langt er vi henne?

Beviserne for at Jesu profetiske tegn opfyldes nu, er lige så lettilgængelige som nyhederne fra radio eller fjernsyn. Og de udgør et endegyldigt bevis på at den kronologiske angivelse i Nebukadnezars drøm angående året 1914 er korrekt. I dag, i 1986, betyder dette at der allerede er gået 72 år af „endens tid“. Jesus lovede at nogle medlemmer af den generation af mennesker der var gamle nok til at kunne bevidne denne periodes begyndelse, også ville være i live når den store trængsel bragte den til ophør. — Mattæus 24:34.

Dette bør stærkt tilskynde os til hele tiden at være vågne og holde vor opmærksomhed rettet mod den guddommelige åbenbaring af hvor langt vi er henne på tidens strøm! Det er vigtigt at vi ikke bliver utålmodige, så vi så at sige prøver at fremskynde den guddommelige tidsplan. Det vil blot føre til skuffelse! På den anden side er det af stor betydning at vi vogter os mod at blive magelige og selvtilfredse, så vi i en vis forstand søger at forhale tiden — blot for at komme for sent! Husk at der står langt mere på spil end når det drejer sig om at komme for sent til en bus, et tog eller et fly. Der er fare for at vi kan gå glip af det evige liv i Guds nye orden. Og det er ganske enkelt for godt til at vi må lade det glide fra os.

[Fodnote]

[Ramme på side 6]

Hvornår sluttede de „syv tider“?

Nogle hævder at selv om de „syv tider“ er profetiske og selv om de skulle vare 2520 år, er Jehovas Vidner stadig på vildspor når det gælder betydningen af året 1914, fordi de bruger det forkerte udgangspunkt. De hævder at Jerusalem blev ødelagt i 587 eller 586 f.v.t. og ikke i 607 f.v.t. Hvis det er sandt ville det betyde at „endens tid“ begyndte 20 år senere end først antaget. I 1981 offentliggjorde Jehovas Vidner imidlertid overbevisende vidnesbyrd („Lad dit rige komme“, siderne 127-140, 186-189) til støtte for at bruge året 607 f.v.t. som udgangspunkt. Og kan de der søger at fratage året 1914 dets bibelske betydning bevise at 1934 — eller for den sags skyld et hvilket som helst andet år — har haft en mere dybtgående, mere dramatisk og mere iøjnefaldende indflydelse på verdenshistorien end det var tilfældet med 1914?

[Oversigt på side 6]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

’Nationernes fastsatte syv tider’ (2520 år)

607 f.v.t.: Det jordiske Jerusalem ødelægges

33 e.v.t.: ’Jerusalem nedtrædes’ stadig (Lukas 21:24)

Endens tid

1914 e.v.t.: „Endens tid“ begynder (Daniel 12:4)

1986 e.v.t.: 72 år er gået af „endens tid“ (Mattæus 24:3, 12, 22)

[Illustration på side 7]

Nebukadnezars drøm har en langtrækkende betydning der også berører dig!