Hold jer vågne i „endens tid“
„Vær agtpågivende, våg, for I ved ikke hvornår den fastsatte tid er inde.“ — MARKUS 13:33
1. Hvordan bør vi reagere på de spændende begivenheder der indtræffer her i „endens tid“?
HVORDAN skal kristne reagere på de spændende begivenheder der indtræffer her i „endens tid“? (Daniel 12:4) Det lades de ikke i tvivl om. Da Jesus Kristus udtalte profetien om det sammensatte tegn der er blevet opfyldt her i det 20. århundrede, forudsagde han de mange begivenheder der har kendetegnet tiden fra 1914 og som har gjort denne periode til noget ganske særligt. Da han kendte Daniels profeti om „endens tid“, fulgte han sin egen store profeti op ved at give sine disciple en indtrængende opfordring til at ’våge’. — Lukas 21:36.
2. Hvorfor er det yderst nødvendigt at vi holder os åndeligt vågne?
2 Hvorfor skal vi ’våge’ eller holde os vågne? Fordi vi lever i den mest farefulde periode i menneskehedens historie. Det ville være katastrofalt for kristne at give efter for åndelig døsighed netop nu. Vi ville være i stor fare hvis vi blev ligegyldige og lod vort hjerte blive tynget af dagliglivets bekymringer. I Lukas 21:34, 35 siger Jesus Kristus advarende til os: „Vær opmærksomme på jer selv, så jeres hjerter aldrig bliver tynget af frådseri og drikkeri og det daglige livs bekymringer, og den dag pludselig, i et øjeblik, er over jer som en snare. For den vil komme over alle dem der bor på hele jordens flade.“
3, 4. (a) Hvad mente Jesus da han sagde at Guds vredes dag ville komme over mennesker „som en snare“? (b) Hvorfor vil dagen overrumple folk i almindelighed?
3 Jesus sagde at dagen ’pludselig, i et øjeblik, ville være over os som en snare’ hvis vi ikke holdt os åndeligt vågne. En snare er en fælde, ofte med et net, hvori man fanger fugle og andre dyr. Når et offer kommer for nær udløses en mekanisme, hvorved byttet fanges. Det sker meget pludseligt. På samme måde, sagde Jesus, vil Guds „vredes dag“ pludseligt og overraskende komme over dem der sover åndeligt. — Ordsprogene 11:4.
4 Er det Jehova Gud der sætter snarer for folk? Nej, han er ikke interesseret i at overrumple mennesker for at udslette dem. Men hans dag vil komme som en overraskelse for de fleste fordi Guds rige ikke er det vigtigste i deres liv. De lever deres liv som det passer dem, og lukker øjnene for betydningen af det der sker i verden. Men dette ændrer intet ved Guds hensigt. Han har fastsat en tid hvor han vil gøre regnskabet op. Og i sin barmhjertighed lader han ikke menneskene i uvidenhed om den kommende dom. — Markus 13:10.
5, 6. (a) Hvilken kærlig hjælp har Skaberen ydet mennesker på grund af den kommende dom, og hvordan har de i det store og hele reageret? (b) Hvad kan hjælpe os til at holde os vågne?
5 Når den store Skaber advarer os om hvad der vil ske, er det derfor et udtryk for hans kærlige interesse for menneskene her på hans symbolske fodskammel. (Esajas 66:1) Han har omsorg for beboerne på det sted hvor hans fødder siges at hvile. Gennem sine jordiske ambassadører og udsendinge advarer han dem derfor om de begivenheder der ligger forude. (2 Korinther 5:20) Men på trods af alle de advarsler der lyder, vil denne begivenhed komme lige så uventet over menneskene som hvis de var gået i en snare. Det skyldes at folk i almindelighed sover i åndelig forstand. (1 Thessaloniker 5:6) Kun et forholdsvis lille antal lytter til advarselen og vil overleve til liv i Guds nye verden. — Mattæus 7:13, 14.
6 Hvordan kan vi da holde os vågne her i endens tid, så vi kan være blandt dem der bliver frelst? Jehova giver os den hjælp vi har brug for. Vi vil nu gennemgå syv gode råd vi kan følge.
Lad ikke din opmærksomhed aflede
7. Hvordan advarede Jesus os mod at blive distraheret?
7 Det første råd lyder: Kæmp mod alt hvad der kan aflede din opmærksomhed. I Mattæus 24:42, 44 sagde Jesus: „Hold jer derfor vågne, for I ved ikke på hvilken dag jeres Herre kommer. Af den grund må også I vise jer parate, for Menneskesønnen kommer i en time I ikke forestiller jer.“ Jesu ord her viser at der på dette kritiske tidspunkt ville være meget som kunne aflede vores opmærksomhed — og distraktion kan føre til destruktion. På Noas tid var folk travlt optaget af alt muligt. Resultatet var at de ’ikke gav agt’ på det der skete omkring dem, og Vandfloden rev dem alle bort. Jesus sagde advarende: „Sådan vil Menneskesønnens nærværelse være.“ — Mattæus 24:37-39.
8, 9. (a) Hvordan kan livets almindelige gøremål i farlig grad distrahere os? (b) Hvilke advarsler fremsatte Paulus og Jesus?
8 Husk også på at det var ganske hverdagsagtige ting Jesus talte om i sin advarsel i Lukas 21:34, 35 — spisen og drikken og dagliglivets bekymringer. Det er noget der er fælles for alle mennesker, også Herren Jesu disciple. (Jævnfør Markus 6:31.) Disse ting er måske i sig selv ganske uskyldige, men hvis vi giver dem lov til det, kan de ikke desto mindre distrahere os, aflede vor opmærksomhed, og på den måde gøre os åndeligt døsige — hvilket er dødsensfarligt.
9 Lad os derfor ikke forsømme det der er vigtigst — at opnå Guds godkendelse. I stedet for at blive opslugt af livets mange gøremål bør vi kun lade dem optage os i det omfang som er nødvendigt for at vi kan opretholde livet. (Filipperne 3:8) De må ikke fortrænge Rigets interesser. Som det udtrykkes i Romerbrevet 14:17: „Guds rige betyder ikke spisen og drikken, men retfærdighed og fred og glæde ved hellig ånd.“ Husk at Jesus sagde: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ (Mattæus 6:33) Og ifølge Lukas 9:62 erklærede han: „Ingen som har lagt sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er velegnet for Guds rige.“
10. Hvorfor er det farligt ikke at se fremad og holde blikket fæstet på målet?
10 Når vi først er begyndt at pløje i åndelig forstand, må vi fortsætte med at pløje lige furer. Hvis en landmand på Jesu tid, så sig tilbage når han pløjede, ville han ikke pløje lige. Han ville blive distraheret og let komme op af furen eller blive standset fordi han stødte ind i en forhindring. Lad os ikke være som Lots hustru, der så sig tilbage og aldrig nåede i sikkerhed. Vi må se lige frem mod målet, og dét kræver at vi kæmper mod alt hvad der kan aflede vor opmærksomhed. — 1 Mosebog 19:17, 26; Lukas 17:32.
Bed oprigtigt
11. Hvad understregede Jesus efter at have advaret mod at lade sig distrahere?
11 Der er imidlertid mere vi kan gøre for at holde os vågne. Et andet, vigtigt råd er: Bed oprigtigt. Efter at have advaret os mod at blive distraheret af hverdagens gøremål, gav Jesus denne vejledning: „Våg da, idet I hele tiden beder, så I må være i stand til at undslippe alle disse ting som skal ske, og til at bestå over for Menneskesønnen.“ — Lukas 21:36.
12. Hvilken slags bønner er påkrævede, og hvad vil de resultere i?
12 Vi befinder os i en farlig situation og må derfor hele tiden bede om at vi må holde os vågne. Lad os henvende os til Gud i inderlig bøn og oprigtigt anmode ham om hjælp. I Romerbrevet 12:12 siger Paulus: „Vær vedholdende i bønnen.“ Og i Efeserbrevet 6:18 læser vi: „Mens I med enhver form for bøn og anråbelse fortsat beder i ånd ved enhver lejlighed. Og med det for øje skal I våge med al vedholdenhed.“ Her er der ikke blot tale om rutinemæssig bøn der ikke har større betydning. Vort liv står på spil! Vi må derfor inderligt og oprigtigt anråbe Gud om hjælp. (Jævnfør Hebræerbrevet 5:7.) På den måde kan vi forblive på Jehovas side. Intet vil være mere gavnligt for os i den henseende end at vi „hele tiden beder“. Gør vi det, vil Jehova sørge for at vi altid er årvågne. Det er derfor meget vigtigt at vi er vedholdende i bønnen!
Hold dig nær til Guds organisation og deltag i dens virke
13. Hvem må vi holde os nær til hvis vi skal holde os vågne?
13 Vi ønsker at undslippe alle de ting der vil komme over verden. Vi ønsker at bestå over for Menneskesønnen, at opnå hans godkendelse. I den forbindelse er der en tredje ting vi må gøre: Vi må holde os nær til Jehovas teokratiske organisation. Vi må uforbeholdent støtte den og tage del i dens aktiviteter. På den måde vil vi klart vise at vi er årvågne kristne.
14, 15. (a) Hvilket arbejde vil hjælpe os til at holde os vågne? (b) Hvem afgør hvornår forkyndelsesarbejdet er færdigt, og hvordan bør vi betragte dette arbejde? (c) Hvad vil vi erfare når vi efter den store trængsel ser tilbage på det forkyndelsesarbejde der blev udført?
14 Dette fører os frem til et fjerde råd der er nært forbundet hermed og som kan hjælpe os til at være agtpågivende. Vi må være blandt dem der advarer folk om den kommende afslutning på denne tingenes ordning. Den endelige afslutning på denne gamle tingenes ordning vil ikke komme før „denne gode nyhed om riget“ er blevet forkyndt i det omfang den almægtige Gud har bestemt. (Mattæus 24:14) Jehovas vidner har ikke ret til at afgøre hvornår forkyndelsen er fuldført. Den ret forbeholder Jehova sig. (Markus 13:32, 33) Vi er derfor besluttede på at arbejde flittigere end nogen sinde, og så længe det er nødvendigt forkynde om den bedste regering menneskene kan få, Guds rige. ’Den store trængsel’ vil bryde ud mens vi stadig er i gang med at udføre denne gerning. (Mattæus 24:21) I al fremtid vil menneskene kunne se tilbage og bekræfte at Jesus Kristus ikke var en falsk profet. (Åbenbaringen 19:11) Forkyndelsesarbejdet vil være udført i et langt større omfang end forkynderne selv havde forestillet sig.
15 På det mindeværdige tidspunkt hvor arbejdet er fuldført til Guds tilfredshed og han standser det, vil antallet af forkyndere være større end i nogen tidligere periode. Hvor vil vi da være taknemmelige for at vi har haft en andel i dette storslåede arbejde! Apostelen Peter forsikrer os om at Jehova ikke „ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring“. (2 Peter 3:9) Som følge heraf virker Guds hellige ånd mere intensivt i dag end nogen sinde før, og Jehovas vidner ønsker at fortsætte i denne gerning, der ledes af Guds ånd. Lad os derfor holde os nær til Jehovas organisation og være flittige i forkyndelsen. Det vil hjælpe os til at holde os vågne.
Foretag en selvransagelse
16. Hvorfor bør vi ransage os selv og vor nuværende åndelige status?
16 En femte ting vi kan gøre for at holde os vågne er hver især at ransage os selv for at finde ud af hvor vi står. En sådan selvransagelse har aldrig været mere påkrævet end netop nu. Vi må vise hvor vi står. I Galaterbrevet 6:4 skrev Paulus: „Lad enhver prøve sin egen gerning.“ Ransag dig selv i overensstemmelse med Paulus’ ord i Første Thessalonikerbrev 5:6-8: „Så lad os da ikke sove som de andre, men lad os holde os vågne og være ædru. For de der sover, plejer at sove om natten, og de der beruser sig, plejer at være berusede om natten. Men vi som hører dagen til, lad os være ædru og have troens og kærlighedens brystharnisk på og som hjelm frelseshåbet.“
17. Hvilke spørgsmål bør vi stille os selv når vi foretager en selvransagelse?
17 Hvordan står det til med os? Viser vor selvransagelse i lyset af Bibelen at vi holder os vågne og har frelseshåbet som hjelm? At vi har skilt os helt ud fra verden og ikke længere går ind for dens idéer? At vi har den nye verdens ånd? At vi ikke et øjeblik er i tvivl om hvordan det vil gå denne gamle tingenes ordning? Kun hvis vi kan svare ja til dette, vil vi undgå at blive overrasket som af en tyv om natten. — 1 Thessaloniker 5:4.
18. Hvilke andre spørgsmål kan vi have behov for at stille os selv, og med hvilket resultat?
18 Men hvis vor selvransagelse nu viser at vi stræber efter en hyggelig, komfortabel, afslappet tilværelse? Eller vore åndelige øjne er blevet så tunge at vi næsten ikke kan se ud af dem? Går vi i virkeligheden rundt som i søvne og søger at få opfyldt en verdslig ønskedrøm? Hvis det er tilfældet, er det på tide at vågne op! — 1 Korinther 15:34.
Meditation over profetier der er gået i opfyldelse
19. Hvilke profetier har vi set gå i opfyldelse?
19 Vi kommer nu til et sjette råd der kan hjælpe os til at være vågne: Meditér over de mange profetier der er blevet opfyldt her i endens tid. Der er allerede gået 77 år siden „nationernes fastsatte tider“ udløb i 1914. Når vi betragter det der er sket i disse år, kan vi se at den ene profeti efter den anden er gået i opfyldelse: genoprettelsen af den sande tilbedelse, udfrielsen af den salvede rest og dens medarbejdere til et åndeligt paradis, forkyndelsen af den gode nyhed om Riget på hele jorden, og indsamlingen af „en stor skare“. (Esajas 2:2, 3; kapitel 35; Zakarias 8:23; Mattæus 24:14; Lukas 21:24; Åbenbaringen 7:9) Jehovas store navn og universelle suverænitet er blevet ophøjet, og den mindste er blevet til tusind og den ringeste til en mægtig nation fordi Jehova har fremskyndet arbejdet da tiden var inde til det. (Esajas 60:22; Ezekiel 38:23) Og apostelen Johannes’ syner som beskrives i Åbenbaringen, nærmer sig nu deres klimaks.
20. Hvad er Jehovas vidner overbeviste om, og hvad har de vist sig at være?
20 Jehovas vidner er derfor nu mere end nogen sinde overbeviste om at de har den rigtige forståelse af betydningen af de verdensbegivenheder der er indtruffet siden 1914. Og eftersom de har denne overbevisning, har de vist sig at være redskaber i den allerhøjeste Guds hånd. De har fået overdraget det ansvar at udbrede Guds budskab i denne betydningsfulde tid. (Romerne 10:15, 18) Ja, Jehovas ord om endens tid er gået i opfyldelse. (Esajas 55:11) Dette bør opmuntre os til at holde ud indtil vi ser den endelige opfyldelse af alle Guds løfter ved Jesus Kristus.
Frelsen er nærmere end da vi blev troende
21. Hvilket syvende råd får vi som kan hjælpe os til at forblive åndeligt vågne?
21 Det syvende og sidste råd der kan hjælpe os til at holde os vågne, lyder: Husk altid at vor frelse er nærmere end da vi blev troende. Og hvad der er vigtigere: hævdelsen af Jehovas universelle suverænitet og helligelsen af hans navn er også meget nærmere. Derfor er det vigtigere end nogen sinde at vi holder os vågne. Apostelen Paulus skriver: „Gør også dette fordi I kender tiden, at den time allerede er her da I skal vågne op af søvne, for nu er vor frelse nærmere end da vi blev troende. Natten er langt fremme; dagen er kommet nær.“ — Romerne 13:11, 12.
22. Hvordan bør det berøre os at frelsen er nær?
22 Nu da vor frelse er så meget nærmere, er vi nødt til at holde os vågne. Vi kan ikke lade personlige eller verdslige interesser fortrænge værdsættelsen af det Jehova gør for sit folk her i endens tid. (Daniel 12:3) Vi må være mere vedholdende end nogen sinde før, så vi ikke bliver ført bort fra den vej Guds ord klart udpeger for os. (Mattæus 13:22) Det er tydeligt at denne verden befinder sig i sine sidste dage. Snart vil den blive fjernet og give plads for en retfærdig, ny verden. — 2 Peter 3:13.
23. På hvilken måde vil Jehova hjælpe os, og med hvilket resultat?
23 Ja, det er vigtigere end nogen sinde at vi holder os vågne. Vi må hele tiden være opmærksomme på hvor langt vi er fremme på tidens strøm. Husk at Jehova aldrig sover. Han vil altid hjælpe os til at være agtpågivende og vågne her i endens tid. Natten er langt fremme. Dagen er kommet nær. Hold dig derfor vågen! Inden længe vil vi opleve den skønneste af alle dage, den dag hvor det messianske rige opfylder Jehovas løfter i forbindelse med jorden. — Åbenbaringen 21:4, 5.
Hvad vil du svare?
◻ Hvad mente Jesus da han sagde at Guds vredes dag ville komme over mennesker „som en snare“?
◻ Hvorfor må vi ikke lade os distrahere, og hvordan undgår vi det?
◻ Hvilken form for bøn er nødvendig for at man kan holde sig vågen?
◻ Hvem må vi holde os nær til?
◻ Hvorfor skal man foretage en selvransagelse af sin åndelige status?
◻ Hvordan hjælper profetierne os til at holde os vågne?