VÅBEN, RUSTNING

Våben og anden krigsudrustning omtales ofte i Bibelen, men der gives ikke mange oplysninger om hvordan de blev fremstillet og brugt.

Især i De Hebraiske Skrifter fortælles der jævnlig om brugen af sværd, spyd, skjolde og andre våben, men samtidig betones nødvendigheden af og fordelen ved at stole på Jehova. (1Mo 15:1; Sl 76:1-3; 115:9-11; 119:114; 144:2) Det var tydeligt at David stolede på Jehova da han sagde til Goliat: „Du kommer imod mig med sværd og spyd og kastespyd, men jeg kommer imod dig i Hærstyrkers Jehovas, Israels slagrækkers Guds, navn, ham som du har smædet. I dag vil Jehova overgive dig i min hånd, . . . og hele denne menighed skal vide at Jehova ikke frelser ved sværd eller spyd, for kampen tilhører Jehova.“ (1Sa 17:45-47) Det understreges at det er vigtigt for gennemførelsen af en sag at støtte sig til Jehovas ånd og ikke til militærmagt. (Zak 4:6) Og da Jehova bekræftede sin kærlighed til sin symbolske hustru, Zion, forsikrede han: „Intet våben der dannes imod dig vil du’ . . . Dette er Jehovas tjeneres arvelod.“ — Es 54:17.

Det hebraiske ord kelīʹ bruges som betegnelse for et „våben“, men det bruges også i betydningen „kar“, „redskab“, „værktøj“ eller „ting“. (Dom 9:54; Ez 4:9; 4Mo 35:16; 1Kg 6:7; 3Mo 13:49) I flertal bruges det endvidere om „udstyr“ og „oppakning“. (2Mo 25:9; 1Sa 10:22) Et andet hebraisk ord for „våben“ (neʹsjæq el. næʹsjæq) kommer af roden nasjaqʹ, der betyder „at være bevæbnet“. (1Kg 10:25; 1Kr 12:2; 2Kr 17:17) Af det græske ord for „våben“, hoʹplon, er ordet panopliʹa, „fuld rustning“, dannet. — Joh 18:3; Lu 11:22; Ef 6:11.

Offensive våben. Sværd og dolk. Det hebraiske ord chæʹræv oversættes normalt med „sværd“, men det kan også gengives med „dolk“, „mejsel“ eller „kniv“. (1Mo 3:24; 1Kg 18:28; 2Mo 20:25; Jos 5:2) Sværdet er det hyppigst omtalte angrebs- og forsvarsvåben i De Hebraiske Skrifter. Det bestod af et skæfte og et metalblad der kunne være lavet af messing, kobber, jern eller stål, og det blev brugt som hug- eller stikvåben. (1Sa 17:51; 31:4; 1Kg 3:24, 25) Nogle sværd var korte, andre lange, og de kunne være enten en- eller tveæggede. Arkæologerne skelner mellem dolke og sværd på længden, idet skillepunktet er sat til omkring 40 cm.

Sværdet hang som regel i bæltets venstre side (1Sa 25:13) og blev båret i en skede eller et hylster af læder. Teksten i 2 Samuel 20:8 kan udlægges sådan at Joab med vilje havde anbragt sit sværd sådan at det faldt ud af skeden, og at han derefter blot tog det i hånden i stedet for at anbringe det i skeden igen. Amasa troede måske at det var faldet ud tilfældigt, og anede ikke uråd. Det blev skæbnesvangert for ham.

I De Kristne Græske Skrifter bruges som regel ordet maʹchaira for „sværd“ (Mt 26:47), men ordet rhomfaiʹa, „langt sværd“, forekommer også. (Åb 6:8) At disciplene havde to sværd den nat Jesus blev forrådt, var ikke usædvanligt dengang (Lu 22:38), og der er vidnesbyrd om at især galilæerne var krigeriske og ofte bar våben. (Se Den jødiske krig af Flavius Josefus, 3. bog, 3. kap., 2. afsnit.) Jesu ord i Lukas 22:36, „lad den der ikke har noget sværd sælge sin yderklædning og købe et“, hentyder ikke til at disciplene nu ville komme til at leve livet farligere. Jesus ønskede derimod at de skulle have et sværd ved hånden den nat for at han tydeligt kunne vise dem at skønt de nu kom ud for en situation der nemt kunne provokere til væbnet modstand, ønskede han ikke at de skulle gribe til sværd, men var parat til at overgive sig frivilligt i overensstemmelse med Guds vilje. Så da Peter forsøgte at gøre modstand og huggede øret af Malkus, befalede Jesus ham: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ (Mt 26:52; Joh 18:10, 11) Peters sværd og det andet sværd som disciplene havde, ville ikke have gjort megen nytte mod den store bevæbnede skare, og hvis de havde forsøgt at bruge dem, ville de uden tvivl være ’omkommet ved sværd’. (Mt 26:47) Men endnu vigtigere var det at et sådant forsøg på at udfri Jesus ville være slået fejl fordi det var i direkte modstrid med Jehova Guds hensigt. (Mt 26:53, 54) Senere samme dag kunne Jesus derfor sige til Pilatus: „Hvis mit rige havde været en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ — Joh 18:36.

Spyd, lanse og kastespyd. Kaste- eller stødvåben bestående af et skaft med en spids od. (1Sa 18:11; Dom 5:8; Jos 8:18) Der fandtes forskellige typer af disse våben, og de var kendt blandt alle oldtidens folkeslag. Det er vanskeligt at skelne præcist mellem de typer der betegnes med de forskellige hebraiske ord.

At dømme efter omtalen i De Hebraiske Skrifter var spyddet (hebr.: chanīthʹ) øjensynlig det største. Det havde et langt træskaft og som regel en spids od af sten eller metal, og det var, næst efter sværdet, det vigtigste våben. Kæmpen Goliat havde et spyd med en jernspids på „seks hundrede sekel“ (6,8 kg) og et spydskaft der var „som en vævebom“. (1Sa 17:7) Nogle spyd var også forsynet med en metalspids i den bagerste ende, så den kunne stikkes ned i jorden. Derved kunne soldaten også bruge denne ende af spyddet i kamp. (2Sa 2:19-23) Et spyd der var stukket i jorden kunne markere en konges midlertidige opholdssted. — 1Sa 26:7.

I De Kristne Græske Skrifter omtales spyddet (gr.: logʹchē) i Johannes 19:34, idet der siges at en af soldaterne efter Jesu død „stak ham . . . i siden med et spyd“. Eftersom det var en romersk soldat, brugte han sikkert den romerske pilum, et våben der var ca. 1,8 m langt, og hvis jernspids var lige så lang som træskaftet og var forsynet med modhager.

Lansen (hebr.: roʹmach) var et stødvåben med et langt skaft og en skarp spids. (4Mo 25:7, 8) Det var et af hebræernes standardvåben.

Kastespyddet (hebr.: kīdhōnʹ) havde en spids od af metal og var, som navnet siger, et kastevåben. Det var åbenbart mindre og lettere end det almindelige spyd, siden man kunne holde det i udstrakt arm. (Jos 8:18-26) Kastespyddet blev normalt ikke båret i hånden, men på ryggen.

Det kastespyd der omtales i Job 41:26 (hebr.: massa‛ʹ), var øjensynlig et kort, spidst kastevåben der lignede en pil. Endnu et hebraisk ord der gengives med kastespyd, sjæʹlach, kommer af verbalroden sjalachʹ, der betyder „sende ud; række ud“. (2Kr 23:10; 1Mo 8:8, 9; 2Mo 9:15) I Ordsprogene 26:18 forekommer det hebraiske ord ziqqīmʹ, oversat med „brandfakler“, som er beslægtet med zīqōthʹ, der betyder „gnister; brandpile“. — Es 50:11, fdn.

Det græske ord for kastevåben, beʹlos, kommer af balʹlō, der betyder „at kaste“. Apostelen Paulus brugte dette ord da han skrev om de „brændende pile“ som man kan slukke med troens store skjold. (Ef 6:16) Romerne lavede pile af hule rørkæppe der under spidsen havde en jernbeholder som kunne fyldes med brændende nafta. De blev afsendt fra slappe buer, da afsendelse fra stramt spændte buer ville få ilden til at gå ud. Forsøg på at slukke en sådan brandpil med vand ville blot gøre flammerne større, og den eneste måde at uskadeliggøre den på, var at dække den til med jord.

Bue og pil. Buen (hebr.: qæʹsjæth; gr.: toxʹon) er fra gammel tid blevet anvendt som jagt- og krigsvåben. (1Mo 21:20; 27:3; 48:22; Åb 6:2) Den var almindelig både blandt israelitterne (2Kr 26:14, 15), blandt dem der kæmpede for Ægypten (Jer 46:8, 9), blandt assyrerne (Es 37:33) og blandt medo-perserne. — Jer 50:14; 51:11; se også BUESKYTTE.

Med „en bue af kobber“ mentes sandsynligvis en træbue der var beslået med kobber. (2Sa 22:35) Udtrykket ’at spænde buen’ er egentlig ordret ’at træde buen’, som sigter til at sætte streng på en bue. (Sl 7:12; 37:14; Jer 50:14, 29) Man gjorde dette mens man stemte foden mod buens midte, eller mens man med foden fastholdt den ene ende af buen hvortil strengen var fæstet, mens man pressede den anden ende ned så man kunne fastgøre den frie ende af strengen dertil.

Pile (hebr.: chitstsīmʹ) blev lavet af rørstængler eller let træ og var som regel forsynet med styrefjer. Spidserne blev i begyndelsen lavet af flint eller ben og senere af metal. Nogle pile blev udstyret med modhager, dyppet i gift (Job 6:4) eller forsynet med brændbart materiale. (Sl 7:13) Man lavede brandpile ved at stikke olievædet blår ind i huller ved metalspidsens kant og antænde det lige før pilen blev afskudt.

I et pilekogger lavet af læder kunne der som regel være 30 pile. Assyriske relieffer viser at koggerne på stridsvognene rummede 50 pile. — Jf. Es 22:6.

Slynge. Fra gammel tid har slyngen (hebr.: qæʹla‛) været brugt af såvel hyrder (1Sa 17:40) som krigere. (2Kr 26:14) Den bestod af en læderrem eller et bånd der var vævet af dyresener, siv eller hår. Projektilet blev lagt i „slyngens greb“, det brede midterstykke. (1Sa 25:29) Den ene ende af slyngen blev bundet om hånden eller håndleddet, mens man bevarede den anden ende fri og holdt den i hånden så den kunne slippes når projektilet blev sendt af sted. Slyngen blev med sin ladning svunget over hovedet, hvorpå den løse ende pludselig blev sluppet så projektilet fór af sted med stor kraft. Som ammunition var glatte, runde sten særlig foretrukne, men der blev også anvendt andre projektiler. (1Sa 17:40) Slyngekastere indgik som regulære enheder i Judas og Israels hære. — 2Kr 26:14; 2Kg 3:25.

Stridskølle, håndstav og stridsøkse. Stridskøllen var øjensynlig en svær kølle der i nogle tilfælde var beslået med metal. (Ord 25:18) Håndstaven var en træstav, måske med metalspids, der blev brugt som våben. (Ez 39:9) Stridsøksen havde et forholdsvis kort skaft af træ eller metal og et skarpt hoved eller blad af sten eller metal. Der hentydes billedligt til stridsøksen i Salme 35:3, hvor Jehova anmodes om at ’tage spyd og dobbeltøkse frem’ for at møde dem der forfølger David.

Defensive våben (rustning). For at beskytte sig mod fjendens angrebsvåben var soldaterne udstyret med forskellige slags skjolde og anden personlig udrustning.

Skjold. Skjoldet var et forsvarsvåben der blev benyttet af alle fortidens folkeslag. Det havde et indvendigt håndtag og blev under kampen båret på venstre arm eller i venstre hånd, mens det under marchen hang i en skulderrem. Af Esajas 22:6 fremgår det at nogle skjolde var forsynet med et dække der blev taget af inden kampen. I fredstid blev skjoldene ofte anbragt i våbenmagasiner. — Høj 4:4.

Oldtidens skjolde var som regel lavet af træ og betrukket med læder, og kunne derfor brænde. (Ez 39:9) Det ser ud til at metalskjolde var mindre almindelige, og måske især blev brugt af befalingsmænd og kongelige livvagter eller til ceremonielle formål. (2Sa 8:7; 1Kg 14:27, 28) Man indgned skjoldene med olie for at gøre dem smidige og vandskyende, for at beskytte metallet mod rust eller for at gøre dem glatte. (2Sa 1:21, DA92) Læderskjoldet havde ofte en svær midterbukkel som ydede øget beskyttelse. — Job 15:26.

„Det store skjold“ (hebr.: tsinnahʹ) blev båret af det svært bevæbnede fodfolk (2Kr 14:8) og undertiden af skjolddragere. (1Sa 17:7, 41) Det var enten ovalt eller rektangulært som en dør. Det er sikkert et lignende skjold der hentydes til med det græske ord thyreosʹ (af thyʹra, der betyder „dør“) i Efeserne 6:16. Det store skjold, tsinnahʹ, var stort nok til at dække hele kroppen. (Sl 5:12) Undertiden brugte man det til at danne en sluttet front med fremskudte lanser. Det store skjold nævnes somme tider sammen med lanse eller spyd som en betegnelse for våben i almindelighed. — 1Kr 12:8, 34; 2Kr 11:12.

Det lille skjold (hebr.: maghenʹ) blev fortrinsvis båret af bueskytter og forbindes sædvanligvis med lette våben som buen. Det blev for eksempel båret af de benjaminitiske bueskytter i kong Asa af Judas hær. (2Kr 14:8) Dette skjold var som regel rundt og mere almindeligt brugt end det store, og sandsynligvis blev det især anvendt i nærkamp. At det store skjold (tsinnahʹ) og det lille skjold (maghenʹ) var meget forskellige i størrelsen, fremgår af beskrivelsen af de guldskjolde Salomon lavede, for det store skjold måtte overtrækkes med fire gange så meget guld som det lille skjold. (1Kg 10:16, 17; 2Kr 9:15, 16) Det lader til at maghenʹ ligesom tsinnahʹ indgik i en fast betegnelse for krigsvåben i almindelighed. — 2Kr 14:8; 17:17; 32:5.

Syv gange i De Hebraiske Skrifter forekommer ordet sjæʹlæt, der er gengivet med ’rundskjold’. Dette skjold mindede åbenbart om det mere almindelige ’lille skjold’ (maghenʹ) eftersom det nævnes parallelt med dette i Højsangen 4:4.

Hjelm. Hjelmen, hvis formål var at beskytte hovedet under kampen, var en vigtig del af den militære rustning. Det hebraiske ord for „hjelm“ er kōva‛ʹ (el. qōva‛ʹ), og det græske ord er perikefalaiʹa, der bogstaveligt betyder „omkring hovedet“. — 1Sa 17:5, 38; Ef 6:17.

De israelitiske hjelme blev sikkert oprindelig lavet af læder. Senere blev de beslået med kobber eller jern og blev båret uden på en hue af uld, filt eller læder. Kobberhjelme kendtes i Israel allerede på kong Sauls tid. (1Sa 17:38) Mens hjelmene måske i begyndelsen var forbeholdt konger og andre hærførere, kom de senere i almindelig brug. Kong Uzzija udrustede hele sin hær med hjelme. — 2Kr 26:14.

Filistrene havde metalhjelme; Goliats hjelm var af kobber. (1Sa 17:5) Ezekiel omtaler hjelme i forbindelse med perserne, ætiopierne og andre folkeslag. — Ez 27:10; 38:5.

Brynje, skælbrynje. Skælbrynjen (hebr.: sjirjōnʹ el. sjirjanʹ) var en dragt af stof eller læder som var beklædt med hundreder af små taglagte metalplader (noget lignende fiskeskæl). Den dækkede brystet, ryggen og skuldrene og nåede i nogle tilfælde ned til knæene eller helt ned til anklerne. — 1Sa 17:5.

Blandt hebræerne var skælbrynjen som regel lavet af læder med påsatte metalskæl. Den ydede bæreren god beskyttelse, men havde dog svage punkter dér hvor skællene mødtes eller hvor brynjen var føjet sammen med andre dele af rustningen. Kong Akab af Israel blev således dødeligt såret da en bueskytte „uforsætligt ramte [ham] mellem brynjeskørtets lameller og brynjen“. — 1Kg 22:34-37.

Bælte. Soldaterne bar et læderbælte om livet eller hofterne, undertiden støttet af en skulderrem. Det varierede fra 5 til 15 cm i bredden og var ofte beslået med jern-, sølv- eller guldplader. I bæltet var sværdet fastspændt. (1Sa 18:4; 2Sa 20:8) Et løsnet bælte var tegn på at man slappede af (1Kg 20:11), mens et spændt bælte var udtryk for at man var klar til handling eller kamp. — 2Mo 12:11; 1Kg 18:46; 1Pe 1:13, fdn.

Benskinner. Tynde metalplader som beskyttede benet mellem knæet og ankelen. Det eneste sted de nævnes i Bibelen, er i 1 Samuel 17:6, hvor det siges at filisterkæmpen Goliat fra Gat havde „benskinner [hebr.: mitschathʹ] af kobber på benene“. Det er muligt at israelitterne også brugte benskinner i et vist omfang.

Den åndelige rustning. Skønt sande kristne ikke deltager i bogstavelig krigsførelse, er de med i en kamp og sammenlignes med soldater. (Flp 2:25; 2Ti 2:3; Flm 2) Den kristnes kamp er „imod regeringerne [ikke de jordiske], imod myndighederne, imod verdensherskerne i dette mørke, imod ondskabens åndemagter i det himmelske“. (Ef 6:12) Da kødelige våben og en bogstavelig rustning ikke vil have nogen værdi i en kamp mod overmenneskelige ånder, må de kristne iføre sig „den fulde rustning fra Gud“, som er en åndelig rustning. — Ef 6:13.

Paulus råder de kristne til at have ’sandheden spændt som bælte om deres lænd’. (Ef 6:14) Ligesom et bælte kan støtte og beskytte lænderne, kan urokkelig fastholden ved sandheden fra Gud styrke den kristne i hans beslutning om at forblive trofast uanset hvilke prøvelser han udsættes for.

Dernæst må den kristne iføre sig „retfærdighedens brystharnisk“. (Ef 6:14) En bogstavelig brystharnisk tjente til at beskytte vigtige organer, især hjertet. At man har brug for retfærdighed til at beskytte det symbolske hjerte, er især tydeligt når man tænker på de syndige tilbøjeligheder der er knyttet til det. — 1Mo 8:21; Jer 17:9.

Til den åndelige rustning hører også at man har fredens gode nyhed som sko på sine fødder. (Ef 6:15) Det græske ord der her bruges for ’at være udrustet’ eller ’at have som udrustning’ er hetoimasiʹa, der egentlig betyder „beredvillighed“, „beredthed“. (Se DA92, Int, NIV, TEV.) At den kristne altid er udrustet, villig og rede til at forkynde ’den gode nyhed’ for andre, og at gøre det uden hensyn til trængsler og genvordigheder, kan hjælpe ham til at holde trofast ud.

En fremtrædende del af den åndelige rustning er „troens store skjold“. Ligesom et stort skjold der dækker det meste af kroppen, vil troen på Jehova Gud og på at han kan opfylde sine løfter, sætte den kristne i stand til at „slukke alle den ondes brændende pile“. (Ef 6:16; jf. Sl 91:4.) Troen vil hjælpe den kristne til at udholde onde ånders angreb, modstå fristelser til at handle umoralsk, afvise materialistiske ønsker og ikke bukke under for frygt, tvivl eller overvældende sorg. — 1Mo 39:7-12; He 11:15; 13:6; Jak 1:6; 1Ts 4:13.

Ligesom en hjelm beskytter soldatens hoved, beskytter „frelsens hjelm“ den kristnes sind og tankegang mod gudløs påvirkning. (Ef 6:17) Når man er iført ’frelseshåbet som hjelm’, vil man ligesom Moses ’se ufravendt frem til betalingen af lønnen’. — 1Ts 5:8; He 11:26.

„Åndens sværd, det vil sige Guds ord,“ er uundværligt for den kristne med hensyn til at afvise menneskers falske lærdomme og traditioner, fremholde sandheden og ’nedrive fæstningsværker’. — Ef 6:17; 2Kor 10:4, 5.

[Illustration på side 1138]

Romersk legionær med skjold