Hvad vi kan lære af Jesu familie
HVAD ved vi om Jesu nærmeste familie, dem han boede sammen med indtil han som 30-årig blev døbt? Hvad fortæller evangelieberetningerne om dem? Og hvad kan vi få ud af at vide noget om familien? Vi kan lære noget der vil gavne os.
Blev Jesus så at sige født med en sølvske i munden? Nej. Josef, hans adoptivfar, var tømrer. Det var et fysisk hårdt arbejde som dengang også kunne betyde at han måtte fælde træer til tømmer. Jesu forældre drog 40 dage efter hans fødsel til Jerusalem for at bringe et offer i overensstemmelse med Loven. Ofrede de som foreskrevet et vædderlam og en dueunge eller en turteldue? Nej. Det lader til at de ikke havde råd til at bringe et sådant offer. Men Loven havde en barmhjertig ordning for fattige. I overensstemmelse hermed ofrede Josef og Maria „et par turtelduer eller to dueunger“. Dette mere beskedne offer viser at det var en fattig familie. — Lukas 2:22-24; 3 Mosebog 12:6, 8.
Jesus Kristus, hele menneskehedens fremtidige hersker, blev altså født blandt de ringestillede, dem som måtte arbejde hårdt for at skaffe til dagen og vejen. Han voksede op og blev tømrer ligesom Josef. (Mattæus 13:55; Markus 6:3) „Skønt [Jesus] var rig“ da han var en magtfuld åndeskabning i himmelen, „blev han fattig“ for vores skyld. Han var villig til at indtage en lavere stilling som menneske og voksede op i en almindelig arbejderfamilie. (2 Korinther 8:9; Filipperne 2:5-9; Hebræerne 2:9) At Jesus ikke kom fra en velstående familie, åbnede større muligheder for at identificere sig med ham. Han havde ikke en status eller en stilling som kunne bortlede opmærksomheden fra det væsentlige. Folk skulle anerkende ham på grundlag af hans undervisning, hans tiltrækkende egenskaber og hans underfulde gerninger. (Mattæus 7:28, 29; 9:19-33; 11:28, 29) At Jesus blev født i en ganske almindelig familie, er et udtryk for Jehova Guds visdom.
Lad os nu betragte nogle af Jesu familiemedlemmer og se hvad vi kan lære af dem.
Josef — en retfærdig mand
Da Josef blev klar over at hans forlovede var gravid „før de var blevet forenet“, må han have følt sig splittet mellem sin kærlighed til Maria og sin afsky for alt der på nogen måde kunne vække mistanke om umoralitet. Efter alt at dømme var hans ret som hendes fremtidige ægtemand blevet krænket. På den tid regnede man en forlovelse for lige så bindende som ægteskab. Efter at Josef havde tænkt over situationen, besluttede han at lade sig skille fra Maria i hemmelighed, så hun ikke ville blive stenet for at have begået ægteskabsbrud. — Mattæus 1:18; 5 Mosebog 22:23, 24.
Så viste en engel sig for Josef i en drøm og sagde: „Vær ikke bange for at tage Maria, din hustru, til dig, for det der er avlet i hende skyldes hellig ånd. Hun vil føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus, for han vil frelse sit folk fra dets synder.“ Efter at Josef havde modtaget Guds anvisninger, gjorde han som engelen havde sagt, og hjemførte Maria som sin lovformelige hustru. — Mattæus 1:20-24.
Ved at træffe denne beslutning fik den retfærdige og trofaste Josef andel i opfyldelsen af det Jehova havde udtalt gennem profeten Esajas: „Se, den unge pige skal blive gravid, og hun føder en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel.“ (Esajas 7:14) Josef var afgjort åndeligsindet og værdsatte det privilegium at blive Messias’ adoptivfar. Han affandt sig villigt med at Marias førstefødte søn ikke skulle være hans egen.
Josef havde ikke omgang med Maria før hun havde født sin søn. (Mattæus 1:25) For et nygift par må det have været en udfordring at vise afholdenhed, men de ønskede øjensynlig ikke at der skulle herske tvivl om hvem barnets Fader var. Herved er de gode eksempler på selvbeherskelse. Josef lod åndelige værdier komme forud for sine egne naturlige ønsker.
Ved fire lejligheder blev Josef gennem engle vejledt om hvad han skulle gøre under drengens opvækst. Tre gange drejede det sig om hvor han skulle tage ophold med sin adoptivsøn. Skulle barnet overleve, krævede det øjeblikkelig handling. Hver gang tog Josef straks af sted med det lille barn, først til Ægypten og derefter tilbage til Israel. Det hindrede at Jesus mistede livet da Herodes fik alle drengebørn fra toårsalderen og nedefter slået ihjel. Josefs lydighed førte også til at profetierne angående Messias gik i opfyldelse. — Mattæus 2:13-23.
Josef lærte Jesus et håndværk så han kunne forsørge sig selv. Af den grund blev Jesus ikke kun kaldt „tømrerens søn“, men også „tømreren“. (Mattæus 13:55; Markus 6:3) Når apostelen Paulus skrev at Jesus var blevet „prøvet i alle henseender ligesom vi“, må det helt naturligt have indbefattet at han arbejdede hårdt for at hjælpe til med at forsørge familien. — Hebræerne 4:15.
Hvor stor hengivenhed Josef havde for den sande tilbedelse, kommer ikke mindst til udtryk sidste gang vi hører om ham i De Kristne Græske Skrifter, i forbindelse med en rejse til Jerusalem for at fejre påsken. Loven påbød kun mændene at overvære den, men Josef var vant til „hvert år“ at tage sin familie med til Jerusalem. Det krævede noget at tage alle med, for rejsen fra Nazaret til Jerusalem var på over 100 kilometer og foregik til fods. Under den tur vi læser om i Bibelen, var Jesus kommet bort fra rejseselskabet. Han blev fundet i templet, hvor han lyttede til dem der underviste i Loven, og stillede dem spørgsmål. Det var tydeligt at Jesus, der kun var 12 år, var godt kendt med Guds ord og havde stor visdom. Ud fra denne hændelse kan vi se at Jesu forældre må have oplært ham godt og hjulpet ham til at blive åndeligsindet. (Lukas 2:41-50) Josef døde sandsynligvis nogen tid herefter, for han nævnes ikke siden i den bibelske beretning.
Ja, Josef var en retfærdig mand der tog sig godt af sin familie, både åndeligt og fysisk. Lader du ligesom Josef åndelige interesser komme først når du kan se hvad Gud forventer af os i dag? (1 Timoteus 2:3, 4) Adlyder du villigt Guds røst som kommer til udtryk i hans ord, Bibelen, så du ligesom Josef viser at du underlægger dig hans vilje? Oplærer du dine børn godt så de kan føre åndelige, meningsfyldte samtaler med andre?
Maria — en uselvisk tjener for Gud
Maria, Jesu mor, var en gudhengiven kvinde. Hun blev overrasket da engelen Gabriel bekendtgjorde at hun ville føde en søn. Hun var jomfru og havde altså ikke haft „omgang med nogen mand“. (Lukas 1:30-38) Da hun hørte at undfangelsen ville ske ved den hellige ånds virke, accepterede hun det ydmygt ved at sige: „Se! Jehovas trælkvinde! Måtte det gå mig som du har sagt.“ (Lukas 1:30-38) Hun betragtede det som så stort et privilegium at hun var villig til at udholde alle de trængsler som hendes beslutning kunne medføre.
Maria tog imod en opgave der ændrede hele hendes liv. Da hun drog til Jerusalem i forbindelse med sin renselse, sagde en gudfrygtig ældre mand ved navn Simeon til hende: „Et langt sværd skal gennembore din egen sjæl.“ (Lukas 2:25-35) Han hentydede sandsynligvis til den smerte Maria ville føle over at se Jesus blive forkastet af mange og til sidst blive naglet til en marterpæl.
Under Jesu opvækst hæftede Maria sig ved det der skete i hans liv, og begyndte at „drage slutninger i sit hjerte“. (Lukas 2:19, 51) Ligesom Josef var hun åndeligsindet og bevarede i sin erindring alt vedrørende begivenheder og udtalelser som opfyldte profetierne. Hun glemte sikkert aldrig engelen Gabriels ord: „Han skal være stor og skal kaldes den Højestes søn, og Jehova Gud vil give ham hans fader Davids trone, og han skal herske som konge over Jakobs hus for evigt, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ (Lukas 1:32, 33) Ja, hun tog sit ærefulde hverv som mor til Messias meget alvorligt.
At Maria var åndeligsindet, kom ligeledes til udtryk ved mødet med hendes slægtning Elisabet, som også var blevet gravid på mirakuløs vis. Da de så hinanden, begyndte Maria at lovprise Jehova med ord der viste at hun havde stor kærlighed til Guds ord. Hun brugte citater fra Hannas bøn, som står at læse i Første Samuelsbog, kapitel 2, og indflettede tanker fra andre bøger i De Hebraiske Skrifter. En sådan indsigt i Skrifterne viste at hun havde forudsætninger for at blive en hengiven og gudfrygtig mor. Hun ville samarbejde med Josef om at give sin søn en god åndelig oplæring. — 1 Mosebog 30:13; 1 Samuel 2:1-10; Malakias 3:12; Lukas 1:46-55.
Maria udviste en stærk tro på at hendes søn var Messias, og den forblev uformindsket selv efter hans død. Kort tid efter hans opstandelse var hun blandt de trofaste disciple der mødtes for at bede sammen med apostlene. (Apostelgerninger 1:13, 14) Hun forblev trofast til trods for at hun måtte udholde den kval at se sin søn dø på en marterpæl.
Hvilken gavn kan du have af at kende til Marias liv? Betragter du det også som et privilegium at tjene Gud uanset hvilke ofre det kræver af dig? Ser du alvoren i dette privilegium? Er du opmærksom på hvad Jesus forudsagde, og sætter du det i forbindelse med begivenhederne i dag ved at ’drage slutninger i dit hjerte’? (Mattæus, kapitel 24 og 25; Markus, kapitel 13; Lukas, kapitel 21.) Er du ligesom Maria godt kendt med Guds ord og i stand til at citere det når du taler med andre? Er du indstillet på at bevare troen på Jesus uanset hvilken frygt og sorg det kan indebære for dig at være en discipel af Jesus?
Jesu brødre — forandring mulig
Det ser ud til at Jesu brødre først fik tro på Jesus efter hans død. Muligvis var det derfor at de ikke var til stede da Jesus døde på marterpælen, og at han måtte betro sin mor til apostelen Johannes’ omsorg. Jesu familiemedlemmer havde ikke virkelig forstået hvem han var, og sagde endog ved en lejlighed at han måtte være „gået fra forstanden“. (Markus 3:21) Det kan være trøstende for dem der har ikketroende familiemedlemmer, at vide at Jesus også havde nogle i sin familie der ikke var troende, og at han derfor kan sætte sig ind i hvordan det er at blive spottet for sin tro.
Men efter Jesu opstandelse kom hans brødre åbenbart til tro på ham. De nævnes blandt dem der mødtes i Jerusalem inden pinsedagen år 33, og som vedholdende bad sammen med apostlene. (Apostelgerninger 1:14) Sandsynligvis var det deres halvbrors opstandelse der fik dem til at ændre indstilling og blive hans disciple. Vi må aldrig opgive håbet om at ikketroende slægtninge vil vende om.
I Bibelen kan man se at Jakob, den halvbror som Jesus viste sig personligt for, havde en fremtrædende stilling i den kristne menighed. Jakob skrev under guddommelig inspiration et brev til sine kristne trosfæller hvori han tilskyndede dem til at bevare troen. (Apostelgerninger 15:6-29; 1 Korinther 15:7; Galaterne 1:18, 19; 2:9; Jakob 1:1) Judas, en anden af Jesu halvbrødre, skrev et inspireret brev til de kristne for at tilskynde dem til at kæmpe en hård kamp for troen. (Judas 1) Det er værd at bemærke at hverken Jakob eller Judas i deres breve henviste til deres kødelige slægtskab med Jesus. Ingen af dem brugte det til at gøre indtryk på deres kristne trosfæller. Herved gav de på eksemplarisk måde udtryk for beskedenhed.
Hvad er det så vi kan lære af Jesu familie? Vi ser nogle magtfulde eksempler på hengivenhed som kan lære os følgende: (1) Vi må trofast underlægge os Guds vilje og udholde de prøvelser det medfører. (2) Vi må lade åndelige interesser komme først, selv når vi må bringe ofre. (3) Vi må sørge for at vores børn bliver godt kendt med Skrifterne. (4) Vi må bevare håbet om at ikketroende familiemedlemmer vil vende om. (5) Vi bør ikke prale af et nært forhold til nogen der har en fremtrædende opgave i den kristne menighed. Ja, at kende Jesu jordiske familie drager os nærmere til ham, og det giver os grund til at værdsætte at Jehova valgte at lade Jesus vokse op i en ganske almindelig familie.
[Illustrationer på side 4, 5]
Ved at gifte sig med Maria fik Josef andel i opfyldelsen af messiasprofetierne
[Illustrationer på side 6]
Josef og Maria indgav deres børn åndelige værdier og lærte dem at arbejde for føden
[Illustrationer på side 7]
Jesu brødre fik først tro på Jesus efter hans død, selv om de havde fået en god åndelig oplæring
[Illustrationer på side 8]
Jesu halvbrødre Jakob og Judas opmuntrede deres trosfæller