JUDA

(Juʹda) [priset; [genstand for] lovprisning].

1. Jakob og Leas fjerde søn. (1Mo 29:35; 1Kr 2:1) Efter at have tilbragt sine første ni år i Karan i Paddan-Aram kom Juda med sin faders husstand til Kana’an (jf. 1Mo 29:4, 5, 32-35; 30:9-12, 16-28; 31:17, 18, 41), hvor han boede sammen med sin familie i Sukkot og siden i Sikem. Da hans søster Dina her blev voldtaget af Hamors søn og Simeon og Levi hævnede hende ved at dræbe alle Sikems mandlige indbyggere, var Juda åbenbart med til bagefter at plyndre byen. — 1Mo 33:17, 18; 34:1, 2, 25-29.

Hans forhold til Josef. Jakobs forkærlighed for Josef bevirkede at denne efterhånden blev hadet af sine halvbrødre, deriblandt Juda. Deres had blev stærkere da Josef gengav to drømme han havde haft, hvoraf det fremgik at han en dag ville komme til at byde over dem. Da Jakob en dag sendte Josef ud for at se til sine halvbrødre mens de vogtede småkvæget, og de fik øje på ham i det fjerne, planlagde de derfor at dræbe ham. Men på Rubens forslag, som gik ud på at skåne hans liv, nøjedes de med at kaste ham i en udtørret cisterne. — 1Mo 37:2-24.

Da en karavane af ismaelitter derefter nærmede sig, overbeviste Juda — åbenbart i Rubens fravær — de andre om at det var bedre at sælge Josef til købmændene end at dræbe ham. (1Mo 37:25-27) Trods Josefs bøn om barmhjertighed solgte de ham for 20 sølvstykker (hvis sekel, 264 kr.). (1Mo 37:28; 42:21) Selv om Juda efter alt at dømme gjorde det for at redde Josefs liv og salget senere viste sig at blive til velsignelse for alle parter, gjorde Juda sig — ligesom de andre — skyldig i en alvorlig synd som længe tyngede hans samvittighed. (1Mo 42:21, 22; 44:16; 45:4, 5; 50:15-21) (Under Moseloven som senere blev givet til israelitterne, var der dødsstraf for at sælge et andet menneske; 2Mo 21:16.) Da brødrene derefter lod Jakob tro at Josef var blevet dræbt af et vildt dyr, var Juda også med til det. (1Mo 37:31-33) Han var da omkring 20 år gammel.

Hans familie. Det ser ud til at Juda efter denne begivenhed flyttede bort fra sine brødre. Han slog sit telt op i nærheden af adullamitten Hira, og der opstod et venskabeligt forhold mellem dem. Mens han boede her, giftede han sig med kana’anæeren Sjuas datter, og med hende fik han tre sønner, Er, Onan og Sjela. Den yngste, Sjela, blev født i Akzib. — 1Mo 38:1-5.

Senere tog Juda en hustru til Er, sin førstefødte. Hendes navn var Tamar. På grund af sin slethed blev Er imidlertid dræbt af Jehova, og Juda pålagde da sin anden søn, Onan, at indgå svogerægteskab med Tamar. Men selv om Onan gik ind til Tamar, „spildte han . . . sin sæd på jorden for ikke at give sin broder afkom“. På grund af dette lod Jehova også ham dø. Juda foreslog da Tamar at vende tilbage til sin faders hus og vente indtil Sjela blev voksen. Men selv efter at Sjela var blevet voksen, lod Juda ham ikke gifte sig med Tamar, måske fordi han var bange for at han også skulle dø. — 1Mo 38:6-11, 14.

Da Tamar hørte at hendes svigerfader, der nu var blevet enkemand, var på vej til Timna, forklædte hun sig derfor som skøge og satte sig ved indgangen til Enajim, hvor Juda ville komme forbi. Han genkendte hende ikke, men antog hende for en skøge og havde omgang med hende. Da det senere blev kendt at Tamar var gravid, befalede Juda at hun skulle brændes. Men da hun kunne bevise at det var ham selv der havde gjort hende gravid, udbrød han: „Hun er mere retfærdig end jeg, eftersom jeg ikke gav hende til min søn Sjela.“ Uden at vide det var Juda således i Sjelas sted blevet fader til arveberettiget afkom. Omkring seks måneder senere fødte Tamar tvillingerne, Perez og Zera. Juda havde ikke yderligere omgang med hende. — 1Mo 38:12-30.

Til Ægypten efter fødevarer. Nogen tid senere erfarede man i det hungerramte Kana’an at der var føde at få i Ægypten. Jakob sendte derfor ti af sine sønner, deriblandt Juda, derned efter fødevarer. Deres halvbroder Josef beklædte nu stillingen som Ægyptens fødevareadministrator. De genkendte ham ikke, men Josef genkendte straks sine halvbrødre og anklagede dem for at være spioner og sagde at de ikke skulle komme igen uden Benjamin, som de nævnte da de bedyrede deres uskyld. Josef lod også en af sine halvbrødre, Simeon, binde og tilbageholde som gidsel. — 1Mo 42:1-25.

Da Jakob nu troede at han havde mistet både Josef og Simeon, var han forståeligt nok ikke til sinds at lade Benjamin følge med sine halvbrødre til Ægypten. Rubens følelsesladede ord om at Jakob kunne dræbe hans to sønner hvis han ikke vendte tilbage med Benjamin i god behold, gjorde ikke større indtryk på Jakob, muligvis fordi Ruben tidligere havde vist sig at være upålidelig ved at krænke sin faders medhustru. (1Mo 35:22) Til sidst lykkedes det imidlertid Juda at få sin faders samtykke ved at love at stå inde for Benjamin. — 1Mo 42:36-38; 43:8-14.

Da Jakobs sønner på ny havde købt kornvarer i Ægypten og var på vej hjem, blev de indhentet af Josefs hushovmester og anklaget for tyveri (en list som Josef havde udtænkt). Da den påståede stjålne genstand blev fundet i Benjamins sæk, fulgte mændene med tilbage og trådte ind i Josefs hus. Det var Juda som derefter svarede på anklagen og velformuleret og indtrængende talte Benjamins og sin faders sag, idet han bad om at han selv måtte blive træl i Benjamins sted. Josef blev så bevæget af Judas oprigtige forbøn at han ikke længere kunne beherske sine følelser. I enrum med sine brødre gav han sig til kende for dem. Efter at have tilgivet dem at de solgte ham som træl, pålagde han dem at hente Jakob og vende tilbage til Ægypten eftersom hungersnøden ville vare i endnu fem år. — 1Mo 44:1–45:13.

Da Jakob senere nærmede sig Ægypten med hele sin husstand, ’sendte han Juda foran sig til Josef for at give besked forud for sig til Gosen’. — 1Mo 46:28.

„Den mægtigste blandt sine brødre“. Ved sin omsorg for sin aldrende fader og ved sine ædle bestræbelser for at bevare Benjamins frihed på bekostning af sin egen udmærkede Juda sig frem for sine brødre. (1Kr 5:2) Han var ikke længere den Juda der i sin ungdom havde været med til at plyndre Sikem, at gøre sin halvbroder Josef uret og derefter føre sin egen fader bag lyset. På grund af sine gode lederegenskaber fik han som overhoved for en af Israels 12 stammer en særlig profetisk velsignelse af sin døende fader. (1Mo 49:8-12) Opfyldelsen af denne velsignelse er behandlet i det følgende.

2. Den stamme der udgik fra Juda. Omkring 216 år efter at Juda var kommet til Ægypten sammen med Jakobs husstand, talte Judas stamme 74.600 våbenføre mænd fra 20-årsalderen og opefter — flere end nogen af de andre 12 stammer. (4Mo 1:26, 27) Ved slutningen af de 40 års ørkenvandring var antallet af mænd som blev mønstret i Judas stamme, vokset med 1900. — 4Mo 26:22.

Det var under ledelse af Bezalel af Judas stamme og hans medhjælper Oholiab af Dans stamme at teltboligen med dens udstyr og redskaber blev opført. (2Mo 35:30-35) Efter at helligdommen var færdig, fik Juda anvist lejrplads sammen med stammerne Issakar og Zebulon ved dens østside. — 4Mo 2:3-8.

Førende fra begyndelsen. Jakobs profetiske velsignelse havde tildelt Juda en førerstilling (1Mo 49:8; jf. 1Kr 5:2), og dette begyndte at gå i opfyldelse allerede tidligt i stammens historie. Under ledelse af høvdingen Nahsjon gik Judas stamme forrest under vandringen gennem ørkenen. (4Mo 2:3-9; 10:12-14) Fra denne stamme kom også Kaleb, en af de to trofaste spejdere der fik lov til at komme ind i det forjættede land på ny. Skønt Kaleb da var i en fremskreden alder, var han aktivt med til at erobre det område der var blevet tildelt Juda. Judæerne blev af Jehova udpeget til at tage føringen i kampen mod kana’anæerne, hvilket de gjorde sammen med simeonitterne. (4Mo 13:6, 30; 14:6-10, 38; Jos 14:6-14; 15:13-20; Dom 1:1-20; jf. 5Mo 33:7.) Senere anførte Juda, igen med guddommelig bemyndigelse, straffeekspeditionen mod Benjamin. — Dom 20:18.

Judas arvelod. Det område der blev tildelt Judas stamme, grænsede op til Benjamins område mod nord (Jos 18:11), Salthavet (Det Døde Hav) mod øst (Jos 15:5) og Det Store Hav (Middelhavet) mod vest (Jos 15:12). Sydgrænsen ser ud til at have gået fra Dødehavets sydspids i sydvestlig retning til Akrabbimpasset, derfra til Zin, mod nord til et sted i nærheden af Kadesj-Barnea og ud til Middelhavet over Hezron, Addar, Karka, Azmon og Ægyptens Regnflodsdal. (Jos 15:1-4) En del af Judas område — hovedsagelig egnen omkring Be’er-Sjeba — blev tildelt simeonitterne. (Jos 19:1-9) Kenitterne, en ikkeisraelitisk slægt der var besvogret med Moses, bosatte sig også i Judas område. — Dom 1:16.

Det område Juda fik tildelt, kan naturligt opdeles i flere landskaber. Mod syd ligger Negeb, som for en stor del er et plateau hvis højde varierer fra 450 til 600 m over havet. Langs Middelhavskysten ligger Filistersletten med et bælte af sandklitter der nogle steder strækker sig op til 6 km ind i landet. I oldtiden var denne bølgende slette et frugtbart område med vingårde, olivenlunde og kornmarker. (Dom 15:5) Øst for kystsletten rejser der sig et bakket terræn som i den sydlige del når en højde af 450 m, og som gennemskæres af mange dale. Dette område er Sjefela (der betyder „lavlandet“), hvis bakkedrag i gammel tid var dækket af morbærfigentræer. (1Kg 10:27) Det kan kun betragtes som et lavland i forhold til Judas bjergland, som ligger længere mod øst med højder der varierer fra 600 til 1000 m over havet. Derefter følger de golde østlige udløbere af Judas bjerge som udgør Judas Ørken.

Under Josuas erobringer var kana’anæernes magt i Judas område øjensynlig blevet brudt. Men eftersom der åbenbart ikke blev oprettet israelitiske garnisoner, lader det til at de oprindelige indbyggere vendte tilbage til sådanne byer som Hebron og Debir, sandsynligvis mens israelitterne førte krige andre steder. Derfor måtte disse byer generobres. (Jf. Jos 12:7, 10, 13; Dom 1:10-15.) Indbyggerne på lavsletten, som havde veludrustede stridsvogne, blev imidlertid ikke fordrevet. Dette omfattede uden tvivl filistrene i Gat og Asdod. — Jos 13:2, 3; Dom 1:18, 19.

Under dommerne og kong Saul. I den omtumlede dommertid henfaldt Juda, ligesom de øvrige stammer, gentagne gange til afgudsdyrkelse. Jehova tillod derfor de omboende folkeslag, især ammonitterne og filistrene, at gøre indfald i Judas område. (Dom 10:6-9) På Samsons tid havde judæerne ikke alene mistet ethvert greb om filisterbyerne Gaza, Ekron og Askalon, men var også selv blevet underlagt filistrene. (Dom 15:9-12) Judas område blev åbenbart ikke tilbageerobret fra filistrene før på Samuels tid. — 1Sa 7:10-14.

Efter at Saul af Benjamins stamme var blevet salvet af Samuel til at være Israels første konge, kæmpede judæerne loyalt under hans ledelse. (1Sa 11:5-11; 15:3, 4) De fleste af kampene blev ført mod filistrene (1Sa 14:52), der igen synes at have fået overtaget over israelitterne. (1Sa 13:19-22) Lidt efter lidt blev deres magt imidlertid svækket. Med Jehovas hjælp vandt Saul og hans søn Jonatan flere sejre over dem i området mellem Mikmas og Ajjalon. (1Sa 13:23–14:23, 31) Da de senere på ny trængte ind i Juda, blev de slået på flugt efter at den unge hyrde David af Judas stamme havde dræbt deres tvekæmper Goliat. (1Sa 17:4, 48-53) Kong Saul satte derefter David, der nogen tid i forvejen var blevet salvet til at være Israels fremtidige konge, over de israelitiske stridsmænd. Som hærfører støttede David loyalt Saul og vandt yderligere sejre over filistrene. (1Sa 18:5-7) På den tid var Judas stamme som „en løveunge“ idet kongemagten endnu ikke var blevet overdraget til David. — 1Mo 49:9.

Selv da Saul begyndte at betragte David som en trussel mod sit kongedømme og erklærede ham fredløs, forblev David stadig loyal mod ham som Jehovas salvede. Han tog ikke på noget tidspunkt parti for Israels fjender og tilføjede heller ikke Saul nogen skade eller tillod andre at gøre det. (1Sa 20:30, 31; 24:4-22; 26:8-11; 27:8-11; 30:26-31) Tværtimod kæmpede han mod Israels fjender. Ved en lejlighed reddede han den judæiske by Ke’ila fra filistrene. — 1Sa 23:2-5.

Jakobs profetiske velsignelse opfyldes på David. Endelig var Guds tid inde til at kongemagten skulle overgå fra Benjamins stamme til Judas stamme. Efter Sauls død kom Judas mænd til Hebron og salvede David til konge. De øvrige stammer holdt sig imidlertid til Sauls hus og gjorde hans søn Isjbosjet til konge over sig. Det kom til flere sammenstød mellem de to riger indtil Abner, Isjbosjets stærkeste støtte, gik over til David. Kort efter blev Isjbosjet myrdet. — 2Sa 2:1-4, 8, 9; 3:1–4:12.

Da David derefter var blevet konge over hele Israel, priste ’Jakobs sønner’, det vil sige alle Israels stammer, Juda og bøjede sig for herskeren af hans stamme. Derved blev David i stand til at drage mod Jerusalem (skønt den egentlig lå i Benjamins område) og indtage klippeborgen Zion og gøre byen til sin hovedstad. David var i det store og hele retskaffen i al sin færd. På grund af ham kunne Judas stamme derfor lovprises for sådanne egenskaber som ret og retfærdighed og for sin tjeneste til gavn for nationen — hvorunder hørte varetagelsen af den nationale sikkerhed — sådan som Jakob havde forudsagt i den velsignelse han udtalte på sit dødsleje. Det kunne virkelig siges at Judas hånd hvilede på hans fjenders nakke da David undertvang filistrene (der to gange havde søgt at styrte ham som konge i Zion) såvel som moabitterne, aramæerne, edomitterne, amalekitterne og ammonitterne. Under Davids førerskab blev Israels grænser endelig udvidet til at omfatte hele det område Gud havde lovet sit folk. — 1Mo 49:8-12; 2Sa 5:1-10, 17-25; 8:1-15; 12:29-31.

Som følge af den evige pagt om et rige der blev indgået med David, var scepteret og kommandostaven i Judas stammes besiddelse i 470 år. (1Mo 49:10; 2Sa 7:16) Men det var kun under Davids og Salomons herredømme at der fandtes et forenet kongerige hvor alle Israels stammer bøjede sig for Juda. På grund af Salomons frafald hen imod slutningen af sin regeringstid rev Jehova ti af stammerne fra den næste judæiske konge, Rehabeam, og gav dem til Jeroboam. (1Kg 11:31-35; 12:15-20) Kun levitterne og Benjamins og Judas stammer forblev loyale mod Davids hus. — 1Kg 12:21; 2Kr 13:9, 10.

3. Juda som et kongedømme bestående af Judas og Benjamins stammer. (2Kr 25:5) Efter Salomons død dannede de øvrige ti stammer et uafhængigt rige under efraimitten Jeroboam.

Kort efter, i Rehabeams femte regeringsår, trængte kong Sjisjak af Ægypten ind i Juda rige og indtog befæstede byer og nåede helt frem til Jerusalem. — 1Kg 14:25, 26; 2Kr 12:2-9.

I omkring 40 år under kongerne Rehabeam, Abijam (Abija) og Asa lå Juda rige næsten konstant i krig med Israels rige. (1Kg 14:30; 15:7, 16) Men Asas efterfølger, Josafat, indgik svogerskab med den ugudelige kong Akab af Israel idet hans søn Joram blev gift med Akabs datter Atalja. Således blev der fred mellem de to riger, men forbindelsen fik ulyksalige følger for Juda. Under Ataljas indflydelse gjorde Joram sig skyldig i groft frafald. I hans regeringstid trængte filistrene og araberne ind i Juda og bortførte og dræbte alle hans sønner på nær den yngste, Jehoahaz (Ahazja). Da Ahazja blev konge, fulgte han også den ugudelige Ataljas direktiver. Efter Ahazjas voldsomme død ombragte Atalja alle af kongelig æt bortset fra Ahazjas spæde søn, Joasj, som — uden tvivl ved guddommeligt forsyn — blev skjult og overlevede som den retmæssige arving til Davids trone. I mellemtiden regerede tronraneren Atalja som dronning indtil hun blev henrettet på ypperstepræsten Jojadas befaling. — 2Kr 18:1; 21:1, 5, 6, 16, 17; 22:1-3, 9-12; 23:13-15.

I begyndelsen af sin regeringstid gjorde Joasj hvad der var ret i Jehovas øjne, men efter ypperstepræsten Jojadas død forlod han den sande tilbedelse. (2Kr 24:2, 17, 18) Hans søn Amazja begyndte også godt, men veg senere bort fra den rette vej. I hans regeringstid kom det efter mange års fredelig sameksistens igen til krig med Israels tistammerige, og Juda led et ydmygende nederlag. (2Kr 25:1, 2, 14-24) Den næste judæiske konge, Uzzija (Azarja), gjorde hvad der var ret i Jehovas øjne, bortset fra at han gik ind i helligdommen for at brænde røgelse. Hans efterfølger, Jotam, var også en trofast konge. Men Jotams søn Akaz blev kendt for at øve afgudsdyrkelse i stor stil. — 2Kr 26:3, 4, 16-20; 27:1, 2; 28:1-4.

I Akaz’ regeringstid blev Juda rige hærget af edomitterne og filistrene og desuden af Aram og Israel. Aramæerne og israelitterne truede endda i forening med at afsætte Akaz og gøre en mand som ikke var af Davids slægt, til konge over Juda. Selv om profeten Esajas forsikrede Akaz om at dette ikke ville ske, bestak den vantro judæerkonge assyrerkongen Tiglat-Pileser III til at komme ham til undsætning. Dette ukloge skridt medførte at Juda blev underlagt det tunge assyriske åg. — 2Kr 28:5-21; Es 7:1-12.

Akaz’ søn Ezekias genoprettede den sande tilbedelse og gjorde oprør mod Assyriens konge. (2Kg 18:1-7) Da trængte Sankerib ind i Juda og erobrede mange befæstede byer. Men Jerusalem blev ikke indtaget, for på én nat dræbte Jehovas engel 185.000 mand i assyrernes lejr. Ydmyget vendte Sankerib tilbage til Nineve. (2Kg 18:13; 19:32-36) Omkring otte år tidligere (740 f.v.t.) havde assyrerne bragt tistammeriget til ophør ved at indtage dets hovedstad, Samaria. — 2Kg 17:4-6.

Judas næste konge, Ezekias’ søn Manasse, genoplivede afgudsdyrkelsen. Men da Assyriens konge førte ham i fangenskab i Babylon, angrede han, og efter at være vendt tilbage til Jerusalem gennemførte han religiøse reformer. (2Kr 33:10-16) Hans søn Amon genoptog imidlertid afgudsdyrkelsen. — 2Kr 33:21-24.

Den sidste omfattende kampagne mod afgudsdyrkelsen blev ført i Amons søn Josias’ regeringstid. Men da var det for sent at bevæge folk i almindelighed til ægte anger og omvendelse. Jehova besluttede derfor at Juda og Jerusalem skulle lægges øde. Josias selv blev dræbt i et forsøg på at standse de ægyptiske styrker ved Megiddo da de var på vej for at hjælpe assyrerne ved Karkemisj. — 2Kg 22:1–23:30; 2Kr 35:20.

De fire sidste judæiske konger, Jehoahaz, Jojakim, Jojakin og Zedekias, var dårlige herskere. Farao Neko afsatte Jehoahaz, pålagde Juda rige at betale en stor bøde og gjorde Jehoahaz’ broder Jojakim til konge. (2Kg 23:31-35) Senere, øjensynlig efter otte års regering, blev Jojakim vasal under Babylons konge, Nebukadnezar, som forinden havde besejret ægypterne ved Karkemisj. Jojakim tjente Babylons konge i tre år, hvorpå han gjorde oprør. (2Kg 24:1; Jer 46:2) Derefter drog Nebukadnezar imod Jerusalem, åbenbart i den hensigt at føre den oprørske konge som fange til Babylon. (2Kr 36:6) Men Jojakim blev ikke ført til Babylon, for han døde inden da, på en måde der ikke nævnes i Bibelen. Hans søn Jojakin blev konge, og efter at have regeret i kun tre måneder og ti dage overgav han sig til Nebukadnezar og blev sammen med andre i kongefamilien og tusinder af sine undersåtter ført i landflygtighed til Babylon. Nebukadnezar satte derpå Jojakins farbroder Zedekias på Judas trone. — 2Kg 24:6, 8-17; 2Kr 36:9, 10.

I sit niende år som vasalkonge gjorde Zedekias oprør mod Babylon og håbede på militær hjælp fra Ægypten. (2Kg 24:18–25:1; 2Kr 36:11-13; Ez 17:15-21) Nebukadnezar drog da med sin hær mod Juda og belejrede Jerusalem i 18 måneder indtil byens mure til sidst blev gennembrudt. Zedekias flygtede, men blev fanget, og hans sønner blev dræbt for øjnene af ham, hvorefter han selv blev blindet. Den følgende måned blev de fleste af de overlevende ført i landflygtighed. Nogle få fattige judæere fik lov at blive tilbage i landet, men efter mordet på Gedalja, der var blevet indsat som statholder over dem, flygtede de til Ægypten. Fra den syvende måned i år 607 f.v.t. lå Judas land fuldstændig øde. — 2Kg 25:1-26; en grundigere behandling af de historiske begivenheder findes i artiklerne om de enkelte konger.

Mistede ikke retten til herredømmet. Denne sørgelige afslutning på Juda rige betød dog ikke at scepteret og kommandostaven var veget fra Judas stamme for bestandig. Ifølge den profeti Jakob udtalte på sit dødsleje, skulle Judas stamme frembringe den evige kongelige arving, kaldet Silo (der betyder „han hvis den er“; „han som den tilhører“). (1Mo 49:10) Inden Juda rige blev omstyrtet, henvendte Jehova derfor gennem Ezekiel disse ord til Zedekias: „Fjern turbanen, løft kronen af. Dette skal ikke mere være det samme. Gør det lave højt, gør det høje lavt. En ruin, en ruin, en ruin gør jeg det til. Heller ikke dette skal blive nogens, før han kommer som har retten til det, og ham vil jeg give det.“ (Ez 21:26, 27) Den der havde retten til det, var — ifølge engelen Gabriels ord til den jødiske jomfru Maria ca. 600 år senere — ingen anden end Jesus, Guds søn. (Lu 1:31-33) Han bærer derfor meget passende betegnelsen „løven af Judas stamme“. — Åb 5:5.

Sammenlignet med Nordriget. Juda rige var langt mere stabilt og bestod omkring 133 år længere end det nordlige rige, Israel. Der var flere grunde hertil: (1) Som følge af Guds pagt med David forblev kongerækken ubrudt, mens ikke engang halvdelen af Nordrigets konger blev efterfulgt af deres egne sønner på tronen. (2) Det aronitiske præsteskab som fortsatte med at tjene ved templet i Jerusalem, havde Jehovas velsignelse og gjorde det lettere for det troløse folk at vende om til Gud. (2Kr 13:8-20) I det nordlige rige mente man derimod at det var nødvendigt at indføre og opretholde en kalvedyrkelse for at bevare uafhængigheden af Juda, hvilket øjensynlig var grunden til at der aldrig blev gjort noget forsøg på at udrydde den. (1Kg 12:27-33) (3) Fire af de 19 konger der herskede over Juda — Asa, Josafat, Ezekias og Josias — nærede særlig hengivenhed for den sande tilbedelse og gennemførte betydelige religiøse reformer.

Begge rigers historie illustrerer imidlertid tåbeligheden i at ignorere Jehovas bud og sætte sin lid til militære alliancer. Samtidig understreges den langmodighed Jehova viste sit ulydige folk. Han sendte igen og igen sine profeter til folket for at tilskynde det til at angre og omvende sig, men ofte blev advarslerne ignoreret. (Jer 25:4-7) Blandt de profeter der tjente i Juda, var Sjemaja, Iddo, Azarja, Oded, Hanani, Jehu, Eliezer, Jahaziel, Mika, Hoseas, Esajas, Zefanias, Habakkuk og Jeremias. — Se ISRAEL, 2 og 3.

Efter landflygtigheden. Da Kyros’ dekret om at israelitterne kunne vende tilbage til Judas land og genopbygge templet, trådte i kraft i 537 f.v.t., vendte medlemmer af de forskellige stammer tilbage til deres hjemland. (Ezr 1:1-4; Es 11:11, 12) I overensstemmelse med profetien i Ezekiel 21:27 kom ingen konge af Davids slægt dog til at styre det hjemvendte folk. Det er også værd at bemærke at der ikke tales om nogen skinsyge mellem stammerne, hvilket viser at Efraim og Juda nu virkelig var blevet ét. — Es 11:13.

4. Øjensynlig den samme som levitten Hodavja, eller Hodeva, som vendte tilbage til Jerusalem sammen med Zerubbabel. — Ezr 2:40; 3:9; Ne 7:43.

5. En levit som står opført blandt dem der vendte hjem sammen med Zerubbabel. — Ne 12:1, 8.

6. En af de levitter der sendte deres fremmede hustruer og sønner bort. — Ezr 10:23, 44.

7. En benjaminit som efter landflygtigheden boede i Jerusalem og tjente som tilsynsførende i byen. — Ne 11:7, 9.

8. En der deltog i det processionstog som Nehemias arrangerede ved indvielsen af Jerusalems genopbyggede mur. — Ne 12:31, 34.

9. En præst og musiker som var med i processionstoget. — Ne 12:31, 35, 36.

10. En af Jesu moder Marias forfædre. Som søn af Josef og fader til Simeon var Juda den syvende i rækken efter Davids søn Natan, og han levede således før landflygtigheden i Babylon. — Lu 3:30, 31.