UDHOLDENHED

Det græske udsagnsord hypomeʹnō, der ordret betyder „forblive under“, gengives i Lukas 2:43 og Apostelgerninger 17:14 med ’blive tilbage’. Det indeholder også tanken om at „stå fast, holde stand, finde sig i“, og oversættes derfor med ’holde ud’. (Mt 24:13) Navneordet hypomonēʹ betegner almindeligvis en modig, standhaftig eller tålmodig udholdenhed der ikke svækkes af hindringer, forfølgelser, prøvelser eller fristelser.

Behovet for udholdenhed. Kristne kan komme ud for ligegyldighed, spot, bagtalelse, stærk fjendtlighed, had fra nære slægtninges side, mishandling og fængsling, ja, de kan endog blive stillet ansigt til ansigt med døden. (Mt 5:10-12; 10:16-22; 24:9, 10, 39; Mr 13:9, 12, 13; Åb 13:10) Dette kræver udholdenhed. Uden denne væsentlige egenskab kan man ikke opnå evigt liv. (Ro 2:7; He 10:36; Åb 14:12) Det der betyder noget, er nemlig ikke hvor godt man får begyndt på løbet som en kristen discipel, men at man holder ud til det sidste. Jesus Kristus udtrykte det på denne måde: „Det er den der har holdt ud til enden der bliver frelst.“ (Mt 24:13) „Ved jeres udholdenhed skal I vinde jeres sjæle.“ — Lu 21:19.

Mennesker der hurtigt tager imod „Guds ord“, men ikke lader det slå rod, ejer ikke udholdenhed. Når de udsættes for prøvelser eller forfølgelse, giver de hurtigt op og mister Guds godkendelse og velsignelse. Men de der opdyrker dyb værdsættelse af „Guds ord“, holder standhaftigt ud. De „bærer frugt med udholdenhed“ idet de trofast bliver ved med at forkynde Guds budskab trods vanskeligheder, lidelser og skuffelser. — Lu 8:11, 13, 15.

Hvordan udholdenheden bevares. Ved at tænke på Guds tjenere i fortiden — de førkristne profeter, Job, apostlene Paulus og Johannes og mange andre — og lægge mærke til udfaldet af deres trofaste livsløb får man en stærk tilskyndelse til at bevare udholdenheden når man udsættes for lidelser. (2Kor 6:3-10; 12:12; 2Ts 1:4; 2Ti 3:10-12; Jak 5:10, 11; Åb 1:9) Navnlig bør man holde sig Jesu Kristi fuldkomne eksempel i udholdenhed for øje. — He 12:2, 3; 1Pe 2:19-24.

Det er også vigtigt at man aldrig glemmer det kristne håb om evigt liv i syndfrihed. End ikke døden for forfølgeres hånd kan gøre dette håb til intet. (Ro 5:4, 5; 1Ts 1:3; Åb 2:10) De lidelser man i øjeblikket udsættes for, vil blegne og virke ubetydelige i sammenligning med indfrielsen af dette storslåede håb. (Ro 8:18-25) På baggrund af evigheden er enhver lidelse „kortvarig og let“, skønt voldsom i øjeblikket. (2Kor 4:16-18) Når man tænker på at prøvelserne er midlertidige og man holder fast ved det kristne håb, hjælpes man til ikke at fortvivle og blive utro mod Jehova Gud.

Den kristnes udholdenhed afhænger ikke af personlig styrke. Den Allerhøjeste støtter og styrker sine tjenere ved sin ånd og ved Skrifternes trøst. Han „skænker udholdenhed“ til dem der stoler helt på ham, og kristne kan derfor med rette bede ham om hjælp og om den fornødne visdom til at kunne klare specifikke prøvelser. (Ro 15:4, 5; Jak 1:5) Jehova vil aldrig tillade at nogen udsættes for en prøvelse som vedkommende umuligt kan udholde. Hvis man søger hjælp hos Jehova i fuld tillid til ham og uden at miste troen, vil han skabe en udvej så man kan holde ud. — 1Kor 10:13; 2Kor 4:9.

Kristne der udsættes for lidelser, kan hente ubegrænset kraft og styrke hos Jehova. Apostelen Paulus bad om at kolossenserne måtte blive ’gjort stærke med al kraft, svarende til [Guds] herligheds vælde’, så de fuldt ud kunne „holde ud og være langmodige med glæde“. (Kol 1:11) Et eksempel på denne „herligheds vælde“ i virksomhed er Jesu Kristi opstandelse fra de døde og hans ophøjelse til Faderens højre hånd. — Ef. 1:19-21.

Jehova Gud og hans søn ønsker at alle må kunne holde ud. Dette fremgår af at Jesus Kristus opmuntrede medlemmerne af de kristne menigheder i Efesus, Smyrna, Pergamum, Tyatira, Sardes, Filadelfia og Laodikea til at vise udholdenhed. — Åb 2:1-3, 8-10, 12, 13, 18, 19; 3:4, 5, 7, 10, 11, 14, 19-21.

Det rette syn på prøvelser. Eftersom kristne véd at deres evige fremtid afhænger af udholdenhed, og at de vil få hjælp fra Gud, bør de ikke være bange for prøvelser og trængsler, nære modvilje mod dem, beklage sig, blive bitre eller give efter for selvmedlidenhed. Apostelen Paulus formanede: „Lad os også juble mens vi er i trængslerne, idet vi ved at trængselen bevirker udholdenhed.“ (Ro 5:3) Hvis man med Guds hjælp tålmodigt og standhaftigt finder sig i prøvelser, viser det at man ejer udholdenhed — noget der ikke havde vist sig i praksis, og som man ikke med sikkerhed kunne vide før prøverne begyndte.

Udholdenheden skal „have sit arbejde fuldendt“ ved at man lader prøvelsen gå sin gang uden at forsøge at bringe den hurtigt til ophør ved hjælp af ubibelske midler. Troen vil da blive prøvet og lutret, og dens styrkende kraft vil komme tydeligt til udtryk. Svagheder vil måske blive afdækket så den kristne kan se visse mangler og foretage de nødvendige forbedringer. Prøvelser der trofast udholdes, kan forme personligheden så man bliver mere tålmodig, medfølende, venlig og kærlig over for andre. Når man således lader udholdenheden „have sit arbejde fuldendt“, vil man „ikke mangle noget“ af det som Jehova Gud ønsker at se hos sine godkendte tjenere. — Jak 1:2-4.