Kapitel 22

5. afsnit — Vidner til jordens fjerneste egne

I 1975 blev der foretaget nogle betydningsfulde beslutninger angående den måde hvorpå Vagttårnsselskabets hovedkontor skulle føre tilsyn med Jehovas Vidners arbejde. Forkynderne havde dengang ingen anelse om i hvilke områder det ville blive muligt at aflægge et omfattende vidnesbyrd før enden kom for den nuværende verdensordning, eller hvor meget der endnu skulle forkyndes i de lande hvor de allerede havde forkyndt åbenlyst i mange år. Men de ønskede at udnytte alle muligheder fuldt ud. Fra side 502 til side 520 fortælles der lidt om denne spændende udvikling.

I SYDAMERIKA er der sket store omvæltninger. Det er ikke mange år siden Jehovas vidner i Ecuador blev angrebet af flokke af vrede katolikker og de katolske præster i Mexico herskede som konger i mange landsbyer og Jehovas Vidners virksomhed i Argentina og Brasilien var forbudt af regeringen. Men forholdene har ændret sig radikalt. Mange af dem der havde lært at frygte eller hade Guds folk, er nu selv blevet Jehovas vidner. Andre lytter med glæde når forkynderne kommer på besøg for at fortælle dem om Bibelens budskab om fred. Jehovas vidner er velkendte og nyder stor respekt mange steder.

Deres stævner har vakt opmærksomhed på grund af størrelsen og deltagernes kristne opførsel. To af disse stævner, der blev holdt samtidig i São Paulo og Rio de Janeiro i Brasilien i 1985, blev overværet af 249.351. Senere blev der holdt 23 andre stævner for interesserede i resten af Brasilien, så det samlede antal tilstedeværende kom op på 389.387. Som et resultat af det bibelske undervisningsarbejde Jehovas Vidner har udført i Brasilien, symboliserede 4825 deres indvielse til Jehova ved at lade sig døbe i vand i forbindelse med denne stævnerække. Blot fem år senere, i 1990, måtte man holde 110 stævner i Brasilien for at få plads til de 548.517 der mødte op. Denne gang var der 13.448 som fremstillede sig til dåb. Desuden var hundredtusinder af enkeltpersoner og familier i hele landet glade for at Jehovas vidner ville undervise dem ud fra Guds ord.

Hvordan stod det til i Argentina? Efter at Jehovas Vidners arbejde gennem årtier havde været underlagt begrænsninger fra myndighedernes side, kunne de igen samles frit i 1985. Det var en ubeskrivelig glæde for 97.167 at overvære den første stævnerække! Under overskriften „Et rige i vækst — Jehovas Vidners“ udtrykte lokalavisen Ahora sin forundring over den orden som prægede stævnedeltagerne i Buenos Aires, deres fuldstændige mangel på racemæssige og sociale fordomme og deres fredsommelige og kærlige indstilling. Derefter drog avisen denne konklusion: „Hvad enten vi er enige med dem i deres tro og lære eller ej, fortjener denne tusindtallige skare vor dybeste respekt.“ Mange argentinere nøjedes dog ikke med at vise respekt. De begyndte at studere Bibelen med Jehovas vidner og at komme til møder i deres rigssale for at se hvordan Jehovas vidner anvender Bibelens principper i deres liv. Derefter traf de en afgørelse. I løbet af syv år efter dette stævne var der titusinder som indviede deres liv til Jehova, og antallet af Jehovas vidner i Argentina steg med 71 procent!

I Mexico var reaktionen på den gode nyhed om Guds rige endnu mere overvældende. Før i tiden er Jehovas vidner ofte blevet overfaldet af pøbelsværme som præsterne stod bag. Men det gjorde et dybt indtryk på retsindige mennesker at forkynderne ikke gav igen med samme mønt eller forsøgte at tage hævn. (Rom. 12:17-19) De lagde også mærke til at alt hvad Jehovas vidner troede, var baseret på Bibelen, Guds inspirerede ord, og ikke på menneskers traditioner. (Matt. 15:7-9; 2 Tim. 3:16, 17) De kunne se at Jehovas vidners tro holdt dem oppe når de kom ud for modgang. Flere og flere familier tog med glæde imod Jehovas vidners tilbud om et gratis hjemmebibelstudium. Ja, i 1992 blev 12 procent af de bibelstudier Jehovas vidner ledede på verdensplan, afholdt i Mexico, og i mange tilfælde var det store familier der blev studeret med. Dette førte til at antallet af Jehovas vidner i Mexico steg fra 80.481 i 1975 til 354.023 i 1992 — og der er vel at mærke tale om aktive forkyndere, ikke nogle der blot kommer til deres møder.

Også i Europa bidrog en række usædvanlige begivenheder til at budskabet om Riget fik større udbredelse.

En forbløffende udvikling i Polen

Skønt Jehovas Vidners arbejde var forbudt i Polen mellem 1939 og 1945 (under nazisternes og Sovjets styre) og igen fra juli 1950 (under Sovjets styre), lå det på ingen måde stille. I 1939 var der kun 1039 forkyndere. I 1950 var tallet steget til 18.116, og de forkyndte nidkært, men med forsigtighed. (Matt. 10:16) Stævnerne blev holdt i al hemmelighed — ude på landet, i lader, i skove. Men fra og med 1982 tillod de polske myndigheder Jehovas Vidner at holde endagsstævner af moderat størrelse i lejede lokaler.

I august 1985 fik Jehovas Vidner lov at holde fire store stævner på Polens største stadioner. Da en stævnedeltager fra Østrig ankom med fly, hørte han til sin overraskelse i lufthavnens højttalere at Jehovas Vidner blev budt velkommen til stævnet i Polen. En ældre polsk forkynder der var kommet for at tage imod ham, forstod hvilken forandring i myndighedernes holdning dette var et tegn på, og kunne ikke holde glædestårerne tilbage. Disse stævner blev overværet af 94.134, deriblandt grupper fra 15 andre lande. Vidste folk i almindelighed hvad der foregik? Ja. Under og efter stævnerne kunne de læse referater i de store aviser, se billeder af stævnedeltagerne i fjernsynet og høre dele af programmet i radioen. Mange af dem syntes godt om det de så og hørte.

Endnu større stævner i Polen var allerede planlagt da myndighederne den 12. maj 1989 gav Jehovas Vidner juridisk anerkendelse som en religiøs forening. Før der var gået tre måneder var tre internationale stævner i gang — i Chorzów (nær Katowice), Poznań og Warszawa — med et samlet tilhørertal på 166.518. Det var lykkedes tusinder af Jehovas vidner fra det daværende Sovjetunionen (USSR) og Tjekkoslovakiet at få den nødvendige udrejsetilladelse, så de kunne være til stede. Bar Jehovas vidners indsats for at gøre disciple frugt i de lande hvor staten i årtier havde propaganderet for ateismen? Svaret gav sig selv da 6093, deriblandt mange unge, fremstillede sig til vanddåben ved disse stævner.

Offentligheden kunne ikke undgå at lægge mærke til at Jehovas vidner skilte sig ud på en positiv måde. I avisen kunne de læse udtalelser som denne: „De der tilbeder Jehova Gud — som de selv udtrykker det — lægger stor vægt på at komme sammen, hvilket er et klart udtryk for enhed iblandt dem. . . . Dertil kommer at kongresdeltagerne er mønsterværdige hvad angår orden, fred og renlighed.“ (Życie Warszawy) Nogle polakker besluttede sig til at gøre mere end blot at iagttage stævnedeltagerne. De bad Jehovas vidner studere Bibelen med dem. Som følge af denne bibelske undervisning steg antallet af Jehovas vidner i Polen fra 72.887 i 1985 til 107.876 i 1992, og i det sidstnævnte år brugte de over 16.800.000 timer på at fortælle andre om Bibelens storslåede håb.

Men det var ikke kun i Polen der skete spændende forandringer.

Flere lande i Østeuropa åbner dørene

I Ungarn fik Jehovas Vidner juridisk anerkendelse i 1989. Det daværende Østtyskland (DDR) ophævede sit 40 år lange forbud mod Jehovas Vidners arbejde i 1990, blot fire måneder efter at nedrivningen af Berlinmuren var begyndt. Den følgende måned blev Jehovas Vidners kristne forening officielt anerkendt i Rumænien af landets nye regering. I 1991 erklærede justitsministeriet i Moskva at vedtægterne for „trossamfundet Jehovas Vidner i USSR“ var blevet officielt registreret. Samme år blev Jehovas Vidners arbejde i Bulgarien legaliseret, og i 1992 opnåede Jehovas Vidner i Albanien juridisk anerkendelse.

Hvad brugte Jehovas vidner deres nyvundne frihed til? En journalist spurgte Helmut Martin, koordinatoren for Jehovas Vidners arbejde i DDR: „Har I tænkt jer at tage del i politik?“ Det var jo dét mange af kristenhedens præster var optaget af. „Nej,“ svarede broder Martin, „Jesus gav sine disciple en bibelsk opgave, og den betragter vi som vort vigtigste arbejde.“ — Matt. 24:14; 28:19, 20.

Men det var ikke først på dette tidspunkt Jehovas vidner i Østeuropa begyndte at varetage denne opgave. Selv om de i mange år havde måttet udføre deres arbejde under meget vanskelige forhold, havde menighederne (der mødtes i små grupper) fungeret i de fleste af disse lande, og der var også blevet forkyndt. Men nu åbnede der sig nye muligheder. De kunne frit holde møder og indbyde offentligheden til dem. De kunne forkynde åbenlyst fra hus til hus, uden at være bange for at blive arresteret. Der var tale om lande med en samlet befolkning på 390 millioner, så der var meget at gøre. Jehovas vidner gik straks i gang, i bevidstheden om at vi lever i de sidste dage for den nuværende tingenes ordning.

Allerede før Jehovas Vidner opnåede juridisk anerkendelse havde medlemmer af Det Styrende Råd besøgt en række lande for at se hvordan der kunne ydes hjælp til deres kristne brødre. Efter at forbudene var blevet hævet, rejste de til endnu flere af disse områder for at hjælpe med organiseringen af arbejdet. I løbet af nogle få år havde de personligt talt med forkyndere i Polen, Ungarn, Rumænien, Tjekkoslovakiet, Estland, Ukraine, Rusland og Hviderusland.

Der blev arrangeret stævner for at styrke forkynderne i disse lande, og for at gøre befolkningen i almindelighed opmærksom på budskabet om Guds rige. Mindre end fem måneder efter at forbudet var blevet hævet i det daværende DDR, blev der holdt et stævne på Olympia Stadion i Berlin. Forkyndere fra 64 andre lande tøvede ikke med at tage imod indbydelsen til at komme. De betragtede det som en stor forret at være sammen med deres kristne brødre og søstre som i årtier havde vist deres trofasthed mod Jehova trods intens forfølgelse.

Både i 1990 og i 1991 blev der holdt andre stævner i hele Østeuropa. Efter at der i 1990 var blevet holdt fire lokale stævner i Ungarn, planlagde man at holde et internationalt stævne på Népstadion i Budapest i 1991. Det blev overværet af 40.601 fra 35 lande. I 1990 kunne Jehovas Vidner for første gang i over 40 år holde offentlige stævner i Rumænien. Det år blev der først holdt en række mindre stævner rundt om i landet, og senere to større stævner. I 1991 blev der holdt otte stævner, med et samlet tilhørertal på 34.808. I det daværende Jugoslavien blev der i 1990 holdt stævner i alle landets republikker. Året efter samledes 14.684 Jehovas vidner til et internationalt stævne i Zagreb, hovedstaden i Kroatien, trods overhængende fare for borgerkrig. Politiet var forbløffet over at se folk fra Kroatien, Montenegro, Serbien, Slovenien og andre steder samles i fred for at lytte til programmet.

Også i det daværende Tjekkoslovakiet blev der hurtigt arrangeret stævner. Et landsstævne i Prag i 1990 blev overværet af 23.876. Lederne af stadionet var så tilfredse med det de så, at de sørgede for at Jehovas Vidner kunne leje landets største stadion til deres næste stævne. Ved denne historiske lejlighed i 1991 fyldte 74.587 begejstrede stævnedeltagere Strahov Stadion i Prag. De tjekkiske og slovakiske stævnedeltagere jublede af glæde og klappede energisk da det blev meddelt at hele Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter var blevet udgivet på deres egne sprog, til brug i forkyndelsen og ved studium i hjemmet og i menigheden.

I 1991 kunne Jehovas Vidner også for første gang i historien holde stævner åbenlyst i det tidligere Sovjetunionen. Efter et stævne i Tallinn i Estland blev der holdt et i Sibirien. Fire stævner blev holdt i store byer i Ukraine, og et i Kasakhstan. De blev overværet af i alt 74.252. Og som følge af Jehovas vidners anstrengelser for at gøre disciple i disse områder, blev 7820 døbt. Det var ikke en følelsesbetonet beslutning de havde truffet i begejstring over stævnet. Dåbskandidaterne havde nøje forberedt dette skridt i månedsvis — og i nogle tilfælde i årevis.

Hvor kom alle disse mennesker fra? Det var tydeligt at Jehovas Vidners arbejde ikke var begyndt umiddelbart forinden. Vagttårnsselskabets publikationer blev sendt til en interesseret i Rusland så tidligt som i 1887. Vagttårnsselskabets første præsident besøgte Kisjinov (i det nuværende Moldova) i 1891. I 1920’erne rejste nogle bibelstudenter til Rusland for at forkynde, men de mødte stærk modstand fra myndighederne, og kun nogle få, små grupper viste interesse for Bibelens budskab. Situationen ændrede sig imidlertid under og efter den anden verdenskrig. Der blev trukket nye grænser, og store befolkningsgrupper befandt sig pludselig i et helt andet land. Det betød at over tusind ukrainsktalende Jehovas vidner fra det østlige Polen nu befandt sig i Sovjetunionen. Andre forkyndere, der havde boet i Rumænien og Tjekkoslovakiet, kunne konstatere at deres hjemegn nu var blevet en del af Sovjetunionen. Desuden var mange russere som var blevet Jehovas vidner under ophold i tyske koncentrationslejre, vendt tilbage til deres hjemland og havde taget den gode nyhed om Guds rige med sig. I 1946 var der 4797 forkyndere i Sovjetunionen. Mange af disse blev i årenes løb flyttet fra sted til sted af myndighederne. Nogle blev sendt til fangelejre. Uanset hvor de kom hen, forkyndte de. De blev stadig flere. Endnu før regeringen havde givet dem juridisk anerkendelse, fandtes der aktive grupper af Jehovas Vidner helt fra Lviv i vest til Vladivostok ved Sovjetunionens østgrænse, ud for Japans kyst.

Mange er nu villige til at lytte

Da Jehovas Vidner i 1991 holdt stævner i det daværende USSR, havde folk lejlighed til at tage dem nærmere i øjesyn. Hvordan reagerede de? I Lviv i Ukraine sagde en politibetjent til en af stævnedeltagerne: „I udmærker jer ved at lære andre det der er godt, tale om Gud og tage afstand fra vold. Vi har snakket om hvorfor vi plejede at forfølge jer og er nået til den konklusion at det var fordi vi ikke lyttede til jer og ikke vidste noget om jer.“ Men nu var der mange som villigt lyttede, og Jehovas vidner ville gerne hjælpe dem.

For at forkyndelsesarbejdet kunne blive udført på den mest effektive måde i disse lande, måtte man have bibelsk læsestof. Der blev gjort et stort arbejde for at skaffe dette så hurtigt som muligt. I Selters i Tyskland blev kapaciteten på Jehovas Vidners trykkeri næsten fordoblet. Omkring to uger efter at forbudet var blevet hævet i det daværende Østtyskland blev 23 tons publikationer sendt dertil fra Selters, skønt udvidelserne på det tidspunkt endnu ikke var fuldført. Fra arbejdet blev frit i Østeuropa og til 1992 blev der sendt over 9000 tons publikationer på 14 hovedsprog til disse lande fra Tyskland, 633 tons er blevet sendt fra Italien og store mængder er blevet sendt fra Finland.

I nogle af landene havde forkynderne også brug for hjælp i forbindelse med den overordnede administration og det lokale tilsyn i menighederne, eftersom de i mange år stort set havde været isoleret. For at dække dette presserende behov blev erfarne ældste — så vidt muligt nogle der talte landets sprog — kontaktet i Tyskland, De Forenede Stater, Canada og andre steder. Var de villige til at flytte til et af disse lande i Østeuropa for at yde den nødvendige hjælp? Ja. Reaktionen var meget opmuntrende. Ældste som havde gennemgået Gileadskolen eller Skolen for Udnævnte Tjenere blev også sendt dertil, i de tilfælde hvor dette kunne være en fordel.

I 1992 blev der holdt et bemærkelsesværdigt internationalt stævne i Sankt Petersborg, den næststørste by i Rusland. Omkring 17.000 af de delegerede kom fra 27 andre lande. Stævnet blev averteret vidt og bredt. Nogle af dem der kom, havde aldrig før hørt om Jehovas vidner. Det højeste antal tilstedeværende var 46.214. Alle dele af Rusland var repræsenteret; nogle kom helt fra øen Sakhalin, i nærheden af Japan. Store grupper kom fra Ukraine, Moldova og andre lande der tidligere havde været en del af USSR. De havde gode nyheder at fortælle. Rapporter viste at der i enkelte menigheder i byer som Kiev, Moskva og Sankt Petersborg kom mindst dobbelt så mange til møderne som der var forkyndere. Mange af dem der gerne ville studere Bibelen med Jehovas vidner, måtte sættes på venteliste. Fra Letland var der kommet cirka 600 delegerede, og fra Estland var der kommet endnu flere. I en menighed i Sankt Petersborg var der over hundrede som blev døbt ved stævnet. Mange af dem der viste interesse var unge, og mange var højtuddannede. Ja, en stor åndelig høst er i gang i dette enorme område der længe blev betragtet som ateismens højborg.

Markerne er hvide til høst

Efterhånden som holdningerne til trosfrihed har ændret sig, har også andre lande ophævet restriktionerne mod Jehovas Vidner eller givet dem den juridiske anerkendelse som de så længe var blevet nægtet. Mange af disse steder var en rig åndelig høst klar til at blive indsamlet. Forholdene var som dem Jesus beskrev for sine disciple da han sagde: „Løft jeres blik og betragt markerne: de er hvide til høst.“ (Joh. 4:35) Lad os se på nogle få steder i Afrika hvor dette var tilfældet.

I Zambia blev Jehovas vidners forkyndelse fra hus til hus forbudt i 1969. Konsekvensen blev at landets forkyndere brugte mere tid på at lede hjemmebibelstudier med interesserede. Folk begyndte at opsøge forkynderne for at få undervisning. Lidt efter lidt lempede myndighederne restriktionerne, og mødedeltagelsen steg. I 1992 blev Herrens aftensmåltid overværet af 365.828 i Zambia — svarende til 1 ud af 23 af landets samlede befolkning!

Nord for Zambia, i Zaire, var der tusinder af andre som gerne ville vide hvad Jehovas Vidner lærer om kristen livsførelse og om Guds hensigt med menneskeheden. I 1990, da omstændighederne tillod Jehovas Vidner at genåbne rigssalene, kom der nogle steder helt op mod 500 til deres møder. Inden der var gået to år ledede de 67.917 forkyndere i Zaire 141.859 bibelstudier med interesserede.

Restriktionerne blev ophævet i det ene land efter det andet. I 1990 fik de af Vagttårnsselskabets missionærer som var blevet udvist af Benin 14 år tidligere, officiel tilladelse til at vende tilbage, og døren blev også åbnet for andre. Samme år underskrev justitsministeren i Kap Verde et dekret som godkendte vedtægterne for den lokale forening af Jehovas Vidner, og gav den dermed juridisk anerkendelse. I 1991 blev Jehovas Vidners arbejde igen tilladt i Moçambique (hvor forkyndere var blevet udsat for hård forfølgelse af tidligere herskere), Ghana (hvor deres virksomhed havde været underlagt restriktioner fra myndighedernes side) og Etiopien (hvor det i 34 år havde været umuligt at forkynde åbenlyst og at holde stævner). Før året var omme havde også Niger og Congo legaliseret Jehovas Vidner. I begyndelsen af 1992 blev et forbud mod Jehovas Vidners arbejde hævet, eller de opnåede juridisk anerkendelse, i Tchad, Kenya, Rwanda, Togo og Angola.

Her var markerne modne til en åndelig høst. I Angola oplevede Jehovas Vidner inden længe 31 procents vækst, og de næsten 19.000 forkyndere i landet ledede knap 53.000 bibelstudier. Kvalificerede ældste fra Portugal og Brasilien blev opfordret til at flytte til Afrika for at fortsætte deres tjeneste dér og yde den nødvendige administrative hjælp i det omfattende, bibelske undervisningsarbejde i Angola, samt i Moçambique, hvor mange taler portugisisk. Portugisisktalende missionærer blev sendt til Guinea-Bissau, der netop havde åbnet sine døre, og dygtige forkyndere i Frankrig og andre lande blev tilskyndet til at hjælpe med at forkynde og gøre disciple i Benin, Tchad og Togo, hvor mange taler fransk.

Områder hvor den katolske kirke tidligere stod stærkt, har båret en særlig rig høst af lovprisere af Jehova. Foruden i Latinamerika har dette vist sig at være tilfældet i Frankrig (hvor der i 1992 var 119.674 forkyndere), Spanien (hvor der var 92.282), Filippinerne (hvor der var 114.335), Irland (hvor forkynderne har haft en vækst på mellem 8 og 10 procent om året) og Portugal.

Da Jehovas Vidner i 1978 holdt et stævne i Lissabon som blev overværet af 37.567, skrev nyhedsmagasinet Opção: „For enhver der har været i Fátima i pilgrimstiden, er dette helt anderledes. . . . Her [ved Jehovas Vidners stævne] er mysticismen forsvundet og har givet plads for afholdelsen af et møde hvor de troende i fællesskab drøfter deres problemer, deres tro og deres åndelige livssyn. Deres opførsel over for hinanden er et tydeligt vidnesbyrd om deres indbyrdes omsorg.“ I løbet af de næste ti år steg antallet af Jehovas vidner i Portugal med næsten 70 procent.

Hvordan er det gået i Italien? Nogle katolske præsteseminarier har været nødt til at lukke på grund af en alvorlig mangel på kandidater til præsteembedet. Talrige kirker har ikke længere en sognepræst. Mange tidligere kirkebygninger er nu omdannet til forretninger eller kontorer. Alligevel har kirken kæmpet en hård kamp for at standse Jehovas Vidner. For nogle år siden øvede den pres mod myndighederne for at få Jehovas Vidners missionærer udvist, og forlangte at politiet satte en stopper for deres møder. I 1980’erne fik sognepræsterne nogle steder sat mærkater op på dørene til alle husstande (også hos Jehovas vidner) med ordlyden: „Bank ikke på. Vi er katolikker.“ Aviserne havde overskrifter som disse: „Kirken råber vagt i gevær mod Jehovas Vidner“ og „’Hellig krig’ mod Jehovas Vidner.“

Da det jødiske præsteskab i det første århundrede forsøgte at bringe apostlene til tavshed, sagde lovlæreren Gamaliel disse kloge ord: „Hvis denne idé eller denne virksomhed er af mennesker, vil den blive gjort til intet; men hvis den er af Gud, vil I ikke kunne gøre dem til intet.“ (Apg. 5:38, 39) Hvordan gik det da det 20. århundredes katolske præsteskab prøvede at bringe Jehovas vidner til tavshed? De 120 Jehovas vidner der var i Italien i 1946, udførte et arbejde der ikke blev gjort til intet. I 1992 var der 194.013 forkyndere i 2462 menigheder i hele landet. De har bogstavelig talt fyldt Italien med deres lære fra Guds ord. Siden 1946 har de anvendt over 550 millioner timer til at tale med andre om Guds rige. Og de har spredt millioner af bibler, samt over 400 millioner bøger, brochurer og blade der forklarer Bibelen. De ønsker at forvisse sig om at italienerne får alle muligheder for at stille sig på Jehovas side før Harmagedon. Og mens de gør det, har de Paulus’ ord i Andet Korintherbrev 10:4, 5 i tanke: „Vor krigsførelses våben er nemlig ikke kødelige, men mægtige ved Gud til nedrivning af fæstningsværker. Vi nedriver nemlig ræsonnementer og alt hvad der er hovmodigt og rejser sig imod kundskaben om Gud.“

Men det er ikke kun i tidligere katolske højborge Jehovas vidner har tiltrukket sig opmærksomhed. De kender Jesu Kristi ord: „Det er nødvendigt at den gode nyhed først forkyndes blandt alle nationerne.“ (Mark. 13:10) Og det er netop det arbejde Jehovas vidner udfører. I 1992 var 12.168 af dem travlt optaget af at fortælle folk i Indien om Guds rige. I Republikken Korea forkyndte 71.428. I Japan var der 171.438, og tallet steg for hver måned. De fortsatte også med at forkynde i områder hvor der ikke tidligere var blevet forkyndt eller kun var blevet forkyndt i begrænset omfang.

I slutningen af 1970’erne fik de således for første gang mulighed for at bringe budskabet om Riget ud til indbyggerne på Marquesasøerne og Kosrae i Stillehavet. De nåede også til Bhutan, som i nord grænser op til Kina, og Comorerne, ud for Afrikas østkyst. I 1980’erne kom der for første gang rapporter fra Jehovas vidner på Wallis- & Futunaøerne, samt fra øerne Nauru og Rota, der alle ligger i den sydvestlige del af Stillehavet. Nogle af disse øer er forholdsvis små; men der bor mennesker, og menneskeliv er dyrebare. Jehovas vidner har hele tiden i tanke at budskabet om Riget ifølge Jesu profeti skal forkyndes „på hele den beboede jord“. — Matt. 24:14.

Folk kontaktes hvor som helst og når som helst

Selv om Jehovas vidner først og fremmest kontakter andre ved systematisk at forkynde fra hus til hus, er de opmærksomme på at de ikke træffer alle på denne måde. De ved at tiden er kort, og derfor gør de sig store anstrengelser for at kontakte folk hvor som helst og når som helst. — Jævnfør Johannes 4:5-42; Apostelgerninger 16:13, 14.

Når skibe lægger til i tyske havne bestræber Jehovas vidner sig for at besøge dem, og i Holland gælder det samme endda for skibe der kun gør et kort ophold. De forkynder først for kaptajnen og derefter for besætningen. De har bibelsk læsestof med på mange sprog. På de indfødtes markeder i Tchad, midt i Afrika, ser man ofte grupper på 15-20 mennesker stå omkring et af Jehovas vidner der fortæller om håbet om Guds rige. Og på loppemarkederne i Auckland i New Zealand arbejder forkynderne på skift og taler med dem der ejer boderne og med de mange tusind der er ude at købe ind lørdag formiddag. På busstationerne i Guayaquil i Ecuador henvender forkynderne sig til folk — hvoraf mange kommer fra fjerne afkroge af landet — og tilbyder dem en aktuel brochure eller La Atalaya og ¡Despertad! I New York opsøger forkyndere døgnbutikker om natten for at tale med dem der arbejder dér, så også de kan få mulighed for at høre den gode nyhed.

Når Jehovas vidner rejser med fly, tog, bus og undergrundsbane, taler mange af dem med deres medpassagerer om dyrebare bibelske sandheder. De benytter enhver lejlighed til at forkynde — i frokostpausen på arbejdspladsen og i skolen, og når folk kommer til deres dør i forskellige ærinder. De ved at mange af disse mennesker måske ikke er hjemme når forkynderne foretager deres faste besøg fra hus til hus.

De glemmer heller ikke at forkynde for deres nærmeste familie. Da Maria Caamano, en forkynder i Argentina, forsøgte at fortælle sin familie hvor glad hun var for det hun lærte ud fra Bibelen, gjorde de nar af hende eller trak bare på skuldrene. Hun gav ikke op, men foretog en rejse på næsten 2000 kilometer for at forkynde for flere af sine slægtninge. Nogle af dem reagerede positivt. Lidt efter lidt var også andre villige til at lytte. Det har ført til at over 80 voksne og 40 børn blandt hendes slægtninge har taget imod sandheden ud fra Bibelen og fortæller andre om den.

Michael Regan flyttede tilbage til sin hjemby, Boyle, i grevskabet Roscommon i Irland, for at hjælpe sine slægtninge. Han forkyndte for dem alle. Det gjorde indtryk på hans niece at se hvor glade og harmoniske hans børn var. Inden længe tog hun og hendes mand imod et bibelstudium. Da de blev døbt, sagde hendes fader at han aldrig ville se hende i hjemmet mere. Efterhånden blev han dog mere medgørlig og modtog noget læsestof — i den hensigt at afsløre Jehovas vidners „vildfarelser“. Men det varede ikke længe før han indså at det han læste var sandheden, og det endte med at han blev døbt. Over 20 medlemmer af familien kommer nu i menigheden, og de fleste af dem er allerede døbt.

Hvad med dem der sidder i fængsel? Har de brug for budskabet om Guds rige? Naturligvis. Jehovas vidner overser dem ikke. I et fængsel i Nordamerika blev der ledet personlige bibelstudier med en hel del af de indsatte, og de overværede også de faste møder som Jehovas vidner holdt i fængselet. Dette gav så gode resultater at fængselsledelsen gav tilladelse til at der blev holdt stævner i fængselet. Ikke bare indsatte, men også tusinder af Jehovas vidner udefra var til stede. Også i andre lande er der blevet gjort en stor indsats for at forkynde for mænd og kvinder der sidder i fængsel.

Jehovas vidner tror ikke at alle der sidder i fængsel vil blive bedre mennesker af at studere Bibelen. Men de ved af erfaring at nogle kan hjælpes, og de vil gerne give dem mulighed for at tage imod håbet om Guds rige.

Gentagne bestræbelser for at appellere til hjertet

Jehovas vidner besøger folk igen og igen. I lighed med Jesu første disciple går de „hele tiden“ til folk i deres tildelte distrikt for at prøve at skabe interesse for Guds rige. (Matt. 10:6, 7) Nogle steder kan de kun nå at besøge alle husstande i området én gang om året; andre steder aflægger de besøg med få måneders mellemrum. I Portugal får folk i Lissabon og omegn, hvor der er én forkynder for hver 160 indbyggere, besøg af Jehovas vidner omtrent hver uge. I Venezuela er der byer hvor distrikterne regelmæssigt gennemgås oftere end en gang om ugen.

Når Jehovas vidner kommer igen og igen, er det ikke for at prøve at påtvinge folk Bibelens budskab. De ønsker blot at give alle mulighed for at træffe et velovervejet valg. I dag siger nogle måske at de ikke er interesserede; men omvæltninger i deres tilværelse eller i verdensforholdene kan give dem lyst til at lytte en anden gang. Mange har aldrig rigtig hørt hvad Jehovas Vidner lærer, måske på grund af fordomme eller simpelt hen fordi de altid har travlt. Men gentagne venlige besøg kan måske få dem til at lytte. Mennesker der har naboer eller arbejdskammerater som er Jehovas vidner, har ofte lagt mærke til deres ærlighed og høje moral. Nogle af dem bliver med tiden så interesserede at de ønsker at finde ud af hvad deres budskab drejer sig om. En kvinde i Venezuela sagde efter at hun havde taget imod læsestof og tilbudet om et gratis hjemmebibelstudium: „Det her er der ingen der har forklaret mig før.“

Jehovas vidner ønsker på en venlig måde at appellere til folks hjerte. På Guadeloupe, hvor der i 1992 var én forkynder for hver 57 indbyggere, er det ikke usædvanligt at folk siger: „Det har ingen interesse.“ En broder ved navn Eric Dodote plejede at svare: „Jeg forstår dig, og jeg kan godt sætte mig i dit sted.“ Derefter tilføjede han: „Men jeg vil spørge dig: Kunne du tænke dig at leve under bedre forhold end dem vi ser i dag?“ Efter at have lyttet til den besøgtes svar viste han ud fra Bibelen hvilke forhold der vil råde i Guds nye verden.

Distriktet gennemgås endnu grundigere

I nogle lande er det i de senere år blevet sværere og sværere at træffe folk hjemme. Både mand og kone arbejder i mange tilfælde uden for hjemmet, og i weekenden er de bortrejst. Mange steder er Jehovas vidner derfor gået mere og mere over til at forkynde fra hus til hus om aftenen. Nogle forkyndere i Storbritannien prøver at træffe folk der tidligere ikke har været hjemme, mellem klokken atten og tyve, mens andre forsøger at kontakte folk før de tager af sted på arbejde, før klokken otte om morgenen.

Selv når folk er hjemme kan de mange sikkerhedsforanstaltninger der tages mod den udbredte kriminalitet, gøre det meget vanskeligt at træffe dem. Men når folk i Rio de Janeiro går sig en tidlig morgentur langs Copacabana-stranden, møder de måske en flittig, morgenduelig forkynder der er ude for at tale med andre om hvordan Guds rige vil løse menneskehedens problemer. Når folk i Paris kommer hjem sent på eftermiddagen, træffer de måske et venligt ægtepar ved indgangen til deres boligblok. Det er Jehovas vidner der spørger om de har lyst til at afse et par minutter til at høre hvordan Gud vil indføre virkelig fred og sikkerhed. I Honolulu, New York og mange andre byer bruger forkynderne også telefonen for at kontakte folk som bor i bygninger med mange sikkerhedsforanstaltninger.

Jehovas vidner mener ikke at de har fuldført deres opgave når de har truffet én i hver husstand. De vil gerne tale med så mange som muligt i hvert hjem. Somme tider opnår de det ved at komme på forskellige dage eller forskellige tidspunkter. Da en kvinde i Puerto Rico sagde at hun ikke var interesseret, spurgte forkynderen om der var en anden hjemme hun kunne tale med. Det førte til at hun fik en samtale med manden i huset, der havde været syg i 14 år og for det meste lå i sengen. Han blev meget glad for det håb Guds ord indeholder. Det gav ham nyt livsmod, og inden længe var han ude af sengen, overværede møder i rigssalen og begyndte at fortælle andre om sit nyfundne håb.

Forkyndelsen intensiveres efterhånden som enden nærmer sig

Der er også en anden faktor som har bidraget meget til at forkyndelsen er blevet intensiveret i de senere år, nemlig at så mange Jehovas vidner tjener som pionerer. De har et stærkt ønske om at bruge så meget tid som muligt i tjenesten for Gud og nærer kærlig omsorg for deres medmennesker, og derfor har de lagt deres forhold sådan til rette at de kan bruge 60, 90, 140 eller endnu flere timer i forkyndelsen hver måned. De der begynder som pionerer erfarer det samme som apostelen Paulus erfarede da han forkyndte i Korinth: de bliver „stærkt optaget af ordet“ og ønsker at fortælle så mange som overhovedet muligt om det messianske rige. — Apg. 18:5.

I 1975 var der 130.225 pionerer verden over. I 1992 var der gennemsnitlig 605.610 hjælpepionerer, almindelige pionerer og specialpionerer hver måned. I løbet af en periode hvor antallet af Jehovas vidner jorden over steg med 105 procent, steg antallet af heltidstjenere således med 365 procent! Det resulterede i en gigantisk stigning i antallet af timer der blev brugt i forkyndelsen, fra 382 millioner til over en milliard timer om året!

’Den mindste er blevet til tusind’

Jesus Kristus sagde til sine disciple at de skulle være vidner om ham til jordens fjerneste egne. (Apg. 1:8) Gennem profeten Esajas havde Jehova forudsagt: „Den mindste vil blive til tusind, og den ringeste til en mægtig nation. Jeg, Jehova, vil fremskynde det når tiden er inde til det.“ (Es. 60:22) Historien viser at Jehovas vidner udfører det arbejde Jesus pålagde dem, og at de har haft en vækst i den størrelsesorden som Gud gav løfte om.

Ved den anden verdenskrigs slutning befandt de fleste Jehovas vidner sig i Nordamerika og Europa. Der var også nogle i Afrika, og andre var spredt rundt om på jorden i mindre grupper. De var på ingen måde nået ud til alle lande med budskabet om Riget, og de var heller ikke nået ud til alle egne af de lande de forkyndte i. Men dette billede har forandret sig med forbløffende hast.

Tag for eksempel Nordamerika. Fastlandsområdet strækker sig fra Canada i nord til Panama i syd, med ni lande imellem. I 1945 var der 81.410 forkyndere i dette vidtstrakte område. I fire af landene var der færre end 20 forkyndere som rapporterede, og i ét land blev der slet ikke udført organiseret forkyndelse. Siden da er et omfattende og vedvarende vidnesbyrd blevet aflagt i alle disse lande. I 1992 var der 1.440.165 Jehovas vidner i denne del af verden. I de fleste af disse lande har hver forkynder nu kun nogle få hundrede at forkynde for. En stor del af befolkningen får besøg af Jehovas vidner med få måneders mellemrum; mange får besøg hver uge. Der ledes regelmæssige bibelstudier med over 1.240.000 interesserede enkeltpersoner og grupper.

Hvordan står det til i Europa? Fraregnet størstedelen af det tidligere Sovjetunionen var der allerede blevet aflagt et grundigt vidnesbyrd her før den anden verdenskrig. Siden da er nye generationer vokset op, og også de får at se ud fra Bibelen at Guds rige snart vil træde i stedet for alle jordiske regeringer. (Dan. 2:44) I krigsårene var der kun nogle få tusind Jehovas vidner, og de forkyndte under strenge restriktioner, men i 1992 var forkyndertallet i de 47 europæiske lande hvorfra man modtog rapporter, steget til 1.176.259, iberegnet områder der tidligere var en del af USSR, i både Europa og Asien. I fem lande — Frankrig, Italien, Polen, Storbritannien og Tyskland — var der over 100.000 nidkære forkyndere. Hvad udrettede de? Rapporten for 1992 viser at de i det år brugte over 230.000.000 timer på at forkynde offentligt, aflægge besøg fra hus til hus og lede hjemmebibelstudier. Og de glemte ikke små republikker som Andorra og San Marino, fyrstendømmet Liechtenstein eller Gibraltar. Der blev virkelig aflagt et grundigt vidnesbyrd, som forudsagt.

Også i Afrika aflægges der et omfattende vidnesbyrd. Rapporterne viser at den gode nyhed havde nået 28 lande på dette kontinent før 1945, men i de fleste af disse lande var der kun blevet forkyndt i begrænset omfang. Siden da er der imidlertid blevet udrettet meget. I 1992 var der 545.044 nidkære forkyndere som forkyndte den gode nyhed i 45 afrikanske lande. Hele 1.834.863 overværede samme år højtiden til minde om Kristi død. Der er således også gode muligheder for en storslået vækst i fremtiden!

Rapporten fra Sydamerika er ikke mindre bemærkelsesværdig. Selv om alle på nær ét af de 13 lande var blevet nået med Bibelens budskab før den anden verdenskrig, var der dengang kun 29 menigheder på hele kontinentet, og i nogle af landene blev der endnu ikke udført nogen organiseret forkyndelse. Det meste af forkyndelsesarbejdet hørte fremtiden til. Siden dengang har forkynderne været meget flittige. De der er blevet forfrisket af livets vand siger med glæde til andre: ’Kom og tag frit af livets vand.’ (Åb. 22:17) I 1992 deltog 683.782 tjenere for Jehova i 10.399 menigheder i Sydamerika i denne gerning. Nogle af dem forkyndte i områder hvor der aldrig før var blevet aflagt et grundigt vidnesbyrd. Andre gennemgik igen og igen distrikter hvor der allerede var blevet forkyndt, for at tilskynde folk til at ’smage og se at Jehova er god’. (Sl. 34:8) De ledede regelmæssigt 905.132 bibelstudier for at hjælpe interesserede til at begynde at vandre ad Jehovas veje.

Tænk også på Asien og de mange øer og øgrupper i verdenshavene. Hvad er der blevet udrettet der? Frem til slutningen af den anden verdenskrig havde mange af disse steder dårligt nok været i berøring med forkyndelsen af Riget. Men Jesus Kristus forudsagde at denne gode nyhed om Riget ville blive forkyndt „på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“. (Matt. 24:14) Da krigen sluttede var den gode nyhed blevet forkyndt i 76 af disse lande og områder, men i overensstemmelse med Jesu ord er budskabet siden da blevet spredt til yderligere 40 lande, øer og øgrupper. Arbejdet er desuden blevet intensiveret på steder hvor der tidligere var blevet forkyndt. I 1992 var der i dette vældige område 627.537 nidkære forkyndere som glædede sig over at „gøre [Jehovas] vældige gerninger kendt for menneskesønnerne, og hans kongedømmes herlige pragt“. (Sl. 145:11, 12) Deres tjeneste var ikke let. Nogle steder måtte de rejse i timevis med skib eller fly for at nå frem til fjerntliggende øer i deres distrikt. Men i 1992 anvendte de over 200.000.000 timer i forkyndelsen og ledede 685.211 regelmæssige bibelstudier.

Ja, løftet om at ’den mindste skulle blive til tusind’ er gået i opfyldelse, og det i forbløffende grad! I hvert af over 50 lande hvor man i 1919 ikke engang kunne finde ’den mindste’ — hvor der ikke fandtes nogen Jehovas vidner og der ikke var blevet forkyndt — er der i dag over tusind der lovpriser Jehova. I nogle af disse lande er der nu titusinder eller endda hundredtusinder af Jehovas vidner som nidkært forkynder Guds rige. Ja, på verdensplan er Jehovas Vidner blevet „en mægtig nation“ — antallet af forkyndere i den forenede, verdensomspændende menighed overstiger befolkningstallet i mindst 80 enkelte, autonome lande.

Hvor meget forkyndes der i „andre lande“?

I 1992 var der stadig 24 „andre lande“ — lande hvori Jehovas Vidners arbejde var underlagt strenge restriktioner fra myndighedernes side og hvorfra der ikke offentliggøres detaljerede rapporter. I nogle af disse lande er der blevet aflagt et stort vidnesbyrd, men i andre findes der kun meget få Jehovas vidner, og mange mennesker har endnu ikke hørt budskabet om Riget. Jehovas vidner har dog tillid til at det nødvendige vidnesbyrd vil blive aflagt. Hvorfor?

Fordi Bibelen viser at Jesus Kristus selv fører tilsyn med arbejdet fra sin trone i himmelen. (Matt. 25:31-33) ’En engel der flyver midt på himmelen’ har fået betroet det ansvar at forkynde en evigvarende god nyhed under hans ledelse og at opfordre „hver nation og stamme og hvert tungemål og folk“ til at ’frygte Gud og give ham ære’. (Åb. 14:6, 7) Ingen magt i himmelen eller på jorden kan hindre Jehova i at drage dem til sig der er „ret indstillet til evigt liv“. — Apg. 13:48; Joh. 6:44.

Der findes ikke noget sted på jorden der er så isoleret at budskabet om Riget ikke kan nå det. Slægtninge kommer på besøg. Nyheder bliver overbragt pr. telefon og brev. Forretningsfolk, arbejdere, studenter og turister kommer i kontakt med folk fra andre lande. Det livsvigtige budskab om at Jehova har indsat sin konge på tronen i himmelen og givet ham myndighed over nationerne, bliver til stadighed gjort kendt. Englene kan sørge for at budskabet når frem til dem der hungrer og tørster efter sandhed og retfærdighed.

Hvis det er Herrens vilje at budskabet om Riget skal forkyndes mere direkte i nogle af de områder hvor myndighederne indtil nu har hindret det, kan han sørge for at der opstår forhold som får myndighederne til at ændre deres politik. (Ordsp. 21:1) Og dér hvor der endnu er en dør som måtte blive åbnet for forkyndelsen, vil Jehovas vidner med glæde give af sig selv for at folk i disse lande kan få så meget hjælp som muligt til at lære om Jehovas kærlige hensigt. De er fast besluttede på at fortsætte med at tjene uden ophør indtil Jehova gennem Jesus Kristus siger at arbejdet er fuldført!

I 1992 forkyndte Jehovas vidner flittigt i 229 lande. I det år var den gode nyhed om Guds rige blevet forkyndt i 235 lande. I ti af disse lande blev der først forkyndt efter 1975.

Hvor omfattende er det vidnesbyrd der er blevet aflagt? I de første 30 år efter den anden verdenskrig anvendte Jehovas vidner 4.635.265.939 timer til at forkynde og undervise om Jehovas navn og rige. I de næste 15 år (bare halvt så mange år), da der var flere forkyndere og en større procentdel af dem deltog i heltidstjenesten, brugte de 7.858.677.940 timer på at forkynde offentligt og fra hus til hus og på at lede hjemmebibelstudier. Og arbejdet fortsatte med at have fremgang og blive udført med stor intensitet, for i 1990-91 rapporterede de yderligere 951.870.021 timer i denne virksomhed, og over en milliard timer året efter.

De mængder af bibelsk læsestof som Jehovas vidner har spredt for at gøre Riget kendt, og det antal sprog det er blevet trykt på, savner ethvert sidestykke. Rapporterne er ufuldstændige, men ifølge de foreliggende oplysninger spredte Jehovas vidner i årene mellem 1920 og 1992 10.107.565.269 bøger, brochurer og blade, foruden utallige milliarder traktater, på 294 sprog.

Mens dette skrives er aflæggelsen af det verdensomspændende vidnesbyrd endnu ikke fuldført. Men det arbejde der allerede er udrettet, og de forhold det er blevet udrettet under, vidner klart om Guds ånds ledelse.

[Tekstcitat på side 502]

Store stævner og deltagernes kristne opførsel har vakt opmærksomhed

[Tekstcitat på side 505]

„Kongresdeltagerne er mønsterværdige hvad angår orden, fred og renlighed“

[Tekstcitat på side 507]

Jehovas Vidner holdt historiske stævner i lande hvor de havde været forbudt i årtier

[Tekstcitat på side 508]

I tusindvis af tons bibelske publikationer blev sendt til lande i Østeuropa

[Tekstcitat på side 509]

Kvalificerede ældste tilbød at flytte til lande hvor der var et særligt behov

[Tekstcitat på side 516]

De vil gerne tale med så mange som muligt i hvert hjem

[Tekstcitat på side 518]

En utrolig fremgang og udsigt til yderligere vækst

[Grafisk fremstillinger/illustrationer på side 513]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Stigningen i antallet af forkyndere i Østen

Indien

10.000

5.000

1950 1960 1970 1980 1992

Republikken Korea

60.000

30.000

1950 1960 1970 1980 1992

Japan

150.000

100.000

50.000

1950 1960 1970 1980 1992

[Illustration på side 503]

I 1985 afholdt Jehovas Vidner stævne samtidig på Morumbi Stadion i São Paulo (nedenfor) og Maracanã Stadion i Rio de Janeiro, Brasilien

[Illustrationer på side 504]

Nogle af dåbskandidaterne i Chorzów, Polen, i 1989

[Illustrationer på side 506]

Nogle historiske stævner i 1991

Prag, Tjekkoslovakiet

Tallinn, Estland (til højre)

Zagreb, Kroatien (til højre)

Budapest, Ungarn (ovenfor)

Baia-Mare, Rumænien (til højre)

Usólje-Sibírskoje, Rusland (nedenfor)

Alma-Ata, Kasakhstan (ovenfor)

Kiev, Ukraine (til venstre)

[Illustrationer på side 511]

Jehovas Vidners internationale stævne på Kirov Stadion i Sankt Petersborg, Rusland, i 1992

En kærlig, international ånd

Fra Rusland

Fra Moldova

Fra Ukraine

Der var mange unge til stede

M. G. Henschel (til venstre) drøfter programmet med Stepan Kozhemba (i midten) ved hjælp af en tolk

Udenlandske stævnedeltagere havde russiske bibler med til forkynderne i Rusland

[Illustration på side 512]

I 1980’erne erklærede den katolske kirke Jehovas Vidner krig, ifølge disse italienske avisudklip

[Illustration på side 514]

Når skibe lægger til i Rotterdam i Holland, er Jehovas vidner klar til at tale med besætningen om Guds rige

[Illustration på side 515]

Selv om distriktet gennemgås ofte, som her på Guadeloupe, fortsætter Jehovas vidner med at appellere til deres medmenneskers hjerte med den gode nyhed