Silas — en kristen der var til opmuntring for andre
LIGE fra begyndelsen af den kristne menigheds historie har trofaste rejsende tilsynsmænd udført et meget vigtigt arbejde. De har opmuntret Guds folks menigheder og medvirket til at bringe den gode nyhed ud til jordens fjerneste egne. En af de første rejsende tilsynsmænd der blev udnævnt, var Silas. Han virkede som profet og var et fremtrædende medlem af menigheden i Jerusalem. Desuden indtog han en nøglestilling i vigtige faser af forkyndelsesarbejdet, og han var en af de første missionærer der forkyndte evangeliet på europæisk jord. Hvad gjorde Silas egnet til alle disse opgaver? Og hvilke sider af hans personlighed vil det være gavnligt for os at efterligne?
Spørgsmålet om omskærelse
Omkring år 49 var den kristne menighed truet af splittelse i spørgsmålet om omskærelse, og det blev nødvendigt for det styrende råd at give de kristne klare anvisninger for at der kunne falde ro om sagen. Det er i den forbindelse at Silas, også kaldet Silvanus, første gang nævnes i Bibelen. Måske var han med til at træffe afgørelsen og blev derefter valgt til som udsending for „apostlene og de ældste“ at informere brødrene i Antiochia, Syrien og Kilikien om deres beslutning. I Antiochia overbragte Silas og Judas (Barsabbas) sammen med Barnabas deres budskab, sandsynligvis ved mundtligt at meddele dem hvad der var foregået ved mødet i Jerusalem, hvilken beslutning man var nået frem til, og hvad der stod i brevet. Desuden „opmuntrede de brødrene med mangt et foredrag og styrkede dem“. Resultatet blev at de kristne i Antiochia „glædede sig“. — Apostelgerninger 15:1-32
Silas havde en vigtig andel i at bilægge dette grundlæggende stridspunkt. Men det var ikke nogen let opgave han havde fået. Ingen kunne jo vide hvordan menigheden i Antiochia ville reagere på det der var blevet besluttet. „Den der skulle gøre rede for det apostlene havde skrevet i deres brev, måtte være meget forstandig og taktfuld,“ har en bibelkommentator skrevet. At det var Silas der blev udvalgt til denne opgave, som det krævede finfølelse at løse, siger noget om hans person. Man kunne have tillid til at han ville være loyal i sin fremlæggelse af det styrende råds direktiver. Han må have været en forstandig tilsynsmand som kunne øve en forsonende indflydelse når menigheden var truet af stridigheder.
Rejser sammen med Paulus
Om Silas vendte tilbage til Jerusalem efter at han havde løst denne opgave, er uvist. Under alle omstændigheder tog Paulus Silas med på en ny rejse efter at han og Barnabas havde haft en uoverensstemmelse angående Johannes Markus. Formålet med denne færd var i begyndelsen at besøge de byer hvor Paulus havde forkyndt under sin første missionsrejse. — Apostelgerninger 15:36-41.
Silas blev måske valgt fordi han havde en positiv indstilling til missionsarbejdet blandt ikkejøderne, og på grund af den myndighed hvormed han som profet og talsmand for det styrende råd kunne fremlægge deres bestemmelser for de troende i Syrien og Kilikien. Resultaterne var meget positive. Bogen Apostelgerninger fortæller: „Som de nu rejste gennem byerne, overgav de dem der var der, de bestemmelser at overholde som var blevet vedtaget af apostlene og de ældste der var i Jerusalem. Så blev menighederne da fortsat styrket i troen, og de voksede i tal fra dag til dag.“ — Apostelgerninger 16:4, 5.
Missionærerne oplevede to gange under deres rejse at den hellige ånd bød dem at afvige fra den planlagte rute. (Apostelgerninger 16:6, 7) Da de var kommet til Lystra blev Timoteus føjet til gruppen efter at nogle „forudsigelser“, som ikke beskrives nærmere, direkte havde henvist til ham. (1 Timoteus 1:18; 4:14) Paulus, som også havde gaven til at profetere, fik et syn hvori de rejsende blev bedt om at sejle til Makedonien i Europa. — Apostelgerninger 16:9, 10.
Slået og fængslet
I Filippi, ’den førende by i området’, måtte Silas gennemgå en uforglemmelig ildprøve. Da Paulus havde uddrevet en spådomsånd af en tjenestepige og det var gået op for hendes ejere at de havde mistet en indtægtskilde, trak de Paulus og Silas hen for de øverste i byen. Her på byens torv blev de begge på nedværdigende vis offentligt fremstillet som forbrydere, idet man rev deres yderklæder af og gav dem stokkeslag. — Apostelgerninger 16:12, 16-22.
At blive slået på den måde var ikke bare en frygtelig straf og på grænsen af hvad et menneske kan udholde, men i både Paulus’ og Silas’ tilfælde var det også ulovligt. Hvorfor? Fordi romersk lov forbød denne form for afstraffelse af romerske borgere. Paulus, og sandsynligvis også Silas, havde romersk statsborgerskab. Efter at de havde fået „mange slag“, blev de kastet i fængsel, hvor deres fødder blev fastgjort til blokken. Det var „et grusomt redskab,“ forklarer Gustav Stählin, „hvormed man kunne trække fangernes ben lige så langt fra hinanden man ville, for således at hindre dem i at sove.“ Men til trods for at Paulus og Silas uden tvivl havde stærkt smertende sår på ryggen, var de „ved midnat . . . i færd med at bede og at prise Gud med sang“. — Apostelgerninger 16:23-25.
Dette fortæller os noget mere om Silas’ personlighed. Han glædede sig over at de led for Kristi navns skyld. (Mattæus 5:11, 12; 24:9) Det var tydeligvis den samme indstilling som havde sat ham og hans medarbejdere i stand til på deres forrige opgave at opmuntre og styrke menigheden i Antiochia, til stor glæde for deres trosfæller. Paulus og Silas må være blevet ovenud glade da de som følge af et jordskælv mirakuløst blev udfriet af fængselet, kunne redde en arrestforvarer fra selvmord og hjælpe ham og hans familie til at få tro på Gud. — Apostelgerninger 16:26-34.
Hverken slagene eller fængselsopholdet havde skræmt Paulus og Silas. Da der kom besked om at de skulle løslades, sneg de sig ikke skamfulde ud af Filippi, sådan som de øverste i byen havde forventet. De holdt på deres ret og byttede roller med disse arrogante og egenrådige embedsmænd. „Offentligt, uden at vi var dømt, pryglede de os, som er romerske borgere, og de kastede os i fængsel; og nu jager de os hemmeligt ud?“ sagde Paulus. „Bestemt nej! lad dem derimod selv komme og føre os ud.“ Af frygt for konsekvenserne bønfaldt embedsmændene dem og anmodede dem indtrængende om at forlade byen. — Apostelgerninger 16:35-39.
Efter at have gjort myndighederne eftertrykkeligt opmærksomme på deres rettigheder som romere efterkom Paulus og Silas deres anmodning — men ikke førend de havde taget afsked med deres venner. I overensstemmelse med hvad der var blevet typisk for hele missionsrejsen, opmuntrede Silas og hans medarbejder endnu en gang brødrene og tog så af sted. — Apostelgerninger 16:40.
Fra Makedonien til Babylon
Paulus og Silas samt deres medarbejdere fortsatte på deres vej til nye missionærdistrikter. De havde ikke mistet modet på grund af deres negative oplevelse. I Thessalonika mødte de igen vanskeligheder. De gode resultater Paulus dér opnåede i tjenesten i løbet af tre sabbatter, fik skinsyge modstandere til at ophidse en pøbelsværm imod dem, og missionærerne måtte forlade byen i ly af natten. De begav sig til Berøa, og da modstanderne hørte hvad Paulus og hans medarbejdere havde udrettet i denne by, kom de hele vejen fra Thessalonika. Paulus fortsatte alene, mens Silas og Timoteus blev tilbage i Berøa for at tage sig af den gruppe nyinteresserede som var blevet dannet dér. (Apostelgerninger 17:1-15) Silas og Timoteus sluttede sig igen til Paulus i Korinth, og de bragte godt nyt med sig og muligvis en gave fra de trofaste venner i Makedonien. Det må have gjort det muligt for den fattige Paulus at ophøre med det arbejde han i mellemtiden var begyndt på, og med ny styrke tage heltidsforkyndelsen op igen. (Apostelgerninger 18:1-5; 2 Korinther 11:9) I Korinth bliver Silas og Timoteus også omtalt som evangelieforkyndere og som Paulus’ medarbejdere. Det er derfor tydeligt at de heller ikke i denne by sænkede tempoet i deres kristne tjeneste. — 2 Korinther 1:19.
Den gennemgående brug af stedordet „vi“ i brevene til thessalonikerne, som begge er skrevet i Korinth i denne periode, har fået nogle til at mene at Silas og Timoteus har været med til at skrive dem. Forestillingen om at Silas var beskæftiget med at skrive, bygger hovedsagelig på hvad Peter udtaler om et af sine egne breve. Peter siger at han skrev sit første brev „gennem Silvanus, en trofast broder“. (1 Peter 5:12) Nu kunne det jo blot betyde at Silvanus overbragte brevet, men stilforskellen mellem Peters to breve tyder på at han brugte Silas som sekretær til at skrive det første, men ikke det andet brev. Det har måske betydet at en af Silas’ mange evner og teokratiske forrettigheder har været at arbejde som sekretær.
Et eksempel til efterfølgelse
Listen over hvad Silas har udrettet, er imponerende lang. Han er et godt eksempel for dem der i dag virker som missionærer og rejsende tilsynsmænd. Uselvisk tilbagelagde han store strækninger med betydelige omkostninger for sig selv, ikke for at opnå materielle fordele eller prestige, men for at hjælpe andre. Han havde sat sig som mål at opmuntre dem gennem forstandig og taktfuld vejledning og velforberedte og indtrængende foredrag. Men også ved at være nidkær i tjenesten på arbejdsmarken var han til stor opmuntring for sine trosfæller. Hvis vi på samme måde stræber efter at være positive uanset hvilken opgave vi har blandt Jehovas folk, selv når vi kommer ud for modgang, vil vi også kunne være til opmuntring for dem vi omgås.
[Kort på side 29]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Paulus’ anden missionsrejse
Det Store Hav
Antiochia
Derbe
Lystra
Ikonium
Troas
Filippi
Amfipolis
Thessalonika
Berøa
Athen
Korinth
Efesus
Jerusalem
Cæsarea
[Kildeangivelse]
Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.