Hvorfor forfulgte Paulus de kristne?

’JEG TÆNKTE VIRKELIG AT JEG BURDE udrette meget imod Jesus Nazaræerens navn; og det gjorde jeg i Jerusalem. Mange af de hellige spærrede jeg inde i fængsler, idet jeg havde fået bemyndigelse dertil fra de øverste præster. Når disciplene skulle henrettes, afgav jeg min stemme imod dem. Og i alle synagogerne har jeg ved at straffe dem mange gange, prøvet at tvinge dem til at afsværge deres tro. Jeg rasede i den grad imod dem at jeg endog forfulgte dem i byer uden for landet.’ — Apostelgerninger 26:9-11.

PÅ DET tidspunkt da Saulus fra Tarsus, også kendt som apostelen Paulus, sagde dette, var han blevet et nyt menneske. Han modstod ikke længere kristendommen, men var blevet en af dens mest nidkære forkæmpere. Hvad havde i sin tid motiveret Saulus til at forfølge de kristne? Hvorfor havde han tænkt at det var noget han „burde udrette“? Hvad kan vi lære af hans beretning?

Stefanus bliver stenet

Saulus nævnes første gang i den bibelske beretning i forbindelse med dem der slog Stefanus ihjel. „Efter at have drevet [Stefanus] uden for byen stenede de ham. Og vidnerne lagde deres yderklædninger ved fødderne af en ung mand der hed Saulus. . . . Men Saulus bifaldt mordet på ham.“ (Apostelgerninger 7:58–8:1) Hvad var baggrunden for dette overfald? Nogle jøder, deriblandt flere fra Kilikien, havde diskuteret med Stefanus, men havde ikke kunnet stå sig imod ham. Det bliver ikke oplyst om Paulus, der også var fra Kilikien, havde været med i denne gruppe. Bagefter havde de med magt ført Stefanus for Sanhedrinet og ved hjælp af falske vidner anklaget ham for blasfemi. (Apostelgerninger 6:9-14) Sanhedrinet fungerede som den jødiske højesteret, med ypperstepræsten som retspræsident. Medlemmerne af denne øverste religiøse myndighed havde blandt andet til opgave at værne om det de anså for at være den rene lære. Efter deres opfattelse havde Stefanus fortjent at lide døden. Tænk at han vovede at anklage dem for ikke at holde loven. (Apostelgerninger 7:53) De skulle nok vise ham at de holdt loven til mindste bogstav!

At Paulus bifaldt denne opfattelse, var en logisk følge af hans overbevisning. Han var farisæer, og denne magtfulde sekt krævede at loven og overleveringerne blev fulgt til punkt og prikke. Kristendommen blev derfor betragtet som en modsigelse af denne grundsætning, for den anviste en ny vej til frelse der gik gennem Jesus. Jøderne i det første århundrede forventede at Messias ville være en mægtig konge som skulle befri dem fra det forhadte romerske herredømmes åg. At Jesus, der var blevet dødsdømt af Det Store Sanhedrin for blasfemi og derefter henrettet på en marterpæl som en gemen forbryder, skulle være Messias, var en fuldstændig fremmed, uacceptabel og frastødende tanke for dem.

En mand der blev hængt på en pæl, var ifølge loven „en Guds forbandelse“. (5 Mosebog 21:22, 23; Galaterne 3:13) Saulus „mente tydeligvis at disse ord kunne anvendes på Jesus,“ siger Frederick F. Bruce. „Han døde som forbandet af Gud, og det var derfor utænkeligt at han kunne være Messias, som Guds velsignelse næsten pr. definition hvilede over i særlig grad. Det var derfor blasfemi at hævde at Jesus var Messias. De der fremsatte en så horribel påstand, fortjente at blive straffet for gudsbespottelse.“ Som Saulus senere erkendte, var alene tanken om „Kristus som pælfæstet“, ’en snublesten for jøderne’. — 1 Korinther 1:23.

Denne lære fik Saulus til at reagere. Han besluttede sig til at modstå den og om nødvendigt udrydde den med hårdhændede midler. Han var sikker på at det var Guds vilje. Paulus beskrev den indstilling han havde haft, med ordene: „Med hensyn til nidkærhed, [var jeg] forfølger af menigheden; med hensyn til retfærdighed — det vil sige ved lov — en der har vist sig udadlelig.“ „Til overmål blev [jeg] ved med at forfølge Guds menighed og søgte at udrydde den, og jeg gjorde større fremskridt i jødedommen end mange af mine jævnaldrende blandt mine landsmænd, da jeg var langt mere nidkær for mine fædrene overleveringer.“ — Filipperne 3:6; Galaterne 1:13, 14.

Saulus fører an i forfølgelsen af de kristne

Efter Stefanus’ død optræder Saulus ikke længere som en der blot er aktiv i forfølgelsen af de kristne, men som selve dens anfører. Det var en position der måtte have gjort ham ret berygtet, for selv efter at han havde omvendt sig og ville slutte sig til disciplene, ’var de alle bange for ham, for de troede ikke at han var en discipel’. Da det var tydeligt at han virkelig var blevet kristen, blev hans omvendelse årsag til glæde og taksigelse blandt disciplene, som hørte at det ikke var en hvilken som helst forfølger der havde ændret indstilling, men at „den mand som tidligere forfulgte os forkynder nu den gode nyhed om den tro som han tidligere søgte at udrydde“. — Apostelgerninger 9:26; Galaterne 1:23, 24.

Damaskus ligger 220 kilometer, en syv til otte dages fodrejse, fra Jerusalem. „Men Saulus, der stadig åndede trussel og mord imod Herrens disciple, gik til ypperstepræsten og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus.“ Hvorfor? For at han kunne føre alle som tilhørte „Vejen“, bundne til Jerusalem. Med myndighedernes godkendelse ’begyndte Saulus at fare voldsomt frem mod menigheden. Han trængte ind i det ene hus efter det andet, slæbte både mænd og kvinder ud og sendte dem i fængsel.’ Andre lod han piske i synagogerne, og han ’afgav sin stemme’ (ordret: ’en lille sten til at afgive sin stemme med’) imod dem når de skulle henrettes. — Apostelgerninger 8:3; 9:1, 2, 14; 22:5, 19; 26:10, fodnoten.

I betragtning af den uddannelse Saulus havde modtaget som Gamaliels elev, og den myndighed han nu udøvede, mener nogle lærde at han fra blot at have studeret loven var nået dertil hvor han øvede en vis myndighed inden for jødedommen. Ifølge en af disse lærde kan Saulus have været lærer i en synagoge i Jerusalem. Man kan dog ikke være helt sikker på hvad der menes med at Saulus afgav sin stemme — om det var som medlem af en domstol eller som en der gav sin fulde støtte til at de kristne skulle henrettes.a

Eftersom alle de tidligste kristne var jøder eller jødiske proselytter, opfattede Saulus tydeligvis kristendommen som en frafalden bevægelse inden for jødedommen, og han mente at det var den officielle jødedoms ansvar at gribe ind over for tilhængerne af kristendommen. „Det er ikke sandsynligt at forfølgeren Paulus ville have modstået kristendommen hvis han havde betragtet den som en religion der stod uden for jødedommen, en rival. I hans og andres øjne var den kristne bevægelse stadig underlagt jødisk myndighed,“ siger forsker Arland J. Hultgren. Saulus ønskede at tvinge vildfarne jøder til at afsværge deres tro og vende tilbage til den rene lære ved at gøre brug af alle til rådighed stående midler. (Apostelgerninger 26:11) Fængsling var en af de muligheder der stod åbne for ham. En anden var piskning i synagogerne, hvilket var en almindelig form for straf som man kunne blive idømt ved enhver lokal domstol med tre dommere hvis man satte sig op imod rabbinernes myndighed.

Da Jesus viste sig for Saulus på vejen til Damaskus, blev der selvfølgelig sat en stopper for alt dette. Fra at have været en hårdnakket fjende af kristendommen blev Saulus pludselig en ivrig fortaler for den, og kort efter var det ham der blev stræbt efter livet, idet jøderne i Damaskus søgte at dræbe ham. (Apostelgerninger 9:1-23) Som kristen kom Saulus paradoksalt nok til at gennemgå mange af de ting han tidligere som forfølger havde udsat andre for. Han kunne for eksempel mange år senere sige: „Af jøder har jeg fem gange fået fyrre slag på ét nær.“ — 2 Korinther 11:24.

Nidkærhed kan være misforstået

’Før var jeg en gudsbespotter og en forfølger og et uforskammet menneske,’ skrev Saulus efter sin omvendelse da han var bedre kendt som Paulus. „Ikke desto mindre blev der vist mig barmhjertighed, fordi jeg var uvidende og handlede uden tro.“ (1 Timoteus 1:13) At man er oprigtigt troende og udøver sin tro, er altså ikke nogen garanti for at man har Guds godkendelse. Saulus var nidkær og lod sig lede af sin samvittighed, men det blev hans handlinger ikke mere rigtige af. Den brændende nidkærhed han nærede, var misforstået. (Jævnfør Romerbrevet 10:2, 3.) Det bør give os alle noget at tænke over.

Mange er i dag fast overbeviste om at det eneste Gud kræver af dem, er at de er gode mennesker. Men er det alt hvad Gud kræver? Enhver gør klogt i at lytte til Paulus’ tilskyndelse: „Forvis jer om alt; hold fast ved det gode.“ (1 Thessaloniker 5:21) Det betyder at man må tage sig tid til at tilegne sig nøjagtig kundskab om Guds sandhedsord og leve i fuld overensstemmelse med det. Hvis vi gennem vores undersøgelse af Bibelen indser at vi bør foretage nogle forandringer, må vi ikke tøve med at gøre disse forandringer. Kun få af os har nogen sinde været gudsbespottere, forfølgere og uforskammede i samme grad som Saulus. Ikke desto mindre kan vi ved at handle som følge af tro og nøjagtig kundskab ligesom Saulus få Guds godkendelse. — Johannes 17:3, 17.

[Fodnote]