Hvad siger Bibelen?

Den kærlighed der binder os sammen

I 1978 kom luksuslineren Queen Elizabeth 2 ud i et kraftigt stormvejr i Nordatlanten. Bølger i op til ti etagers højde væltede ind over skibet og fik det til at bevæge sig op og ned som var det en korkprop. Fartøjet huggede vildt i søen, og det gik hårdt ud over inventar og passagerer. Men det er bemærkelsesværdigt at ingen blandt de 1200 passagerer led alvorlig overlast. Takket være et godt ingeniørarbejde, gode materialer og en stærk konstruktion klarede skibet sig igennem stormen.

For mange hundrede år siden befandt et andet skib sig midt i en kraftig storm. Om bord var apostelen Paulus og 275 andre. Da sømændene frygtede at vindstødene ville slå fartøjet til pindebrænde, surrede de „hjælpemidler“, sikkert i form af kæder eller reb, rundt om skibets skrog for at holde sammen på plankerne. Skibet forliste, men de ombordværende kom alle sikkert i land. — Apostelgerninger, kapitel 27.

Livets genvordigheder får os måske nogle gange til at føle det som om vi befandt os om bord på et skib på et oprørt hav. Bekymringer, skuffelser og nedtrykthed kan vælte ind over os og prøve vor kærlighed til det yderste. For at kunne ride sådanne storme af og undgå at bryde sammen har vi også behov for nogle hjælpemidler.

Når det blæser op til storm

Apostelen Paulus’ tro og udholdenhed er veldokumenteret i Bibelen. Han sled i det til gavn for de kristne menigheder i det første århundrede. (2 Korinther 11:24-28) De resultater han opnåede i Herrens gerning, er et klart vidnesbyrd om at han nærede stor kærlighed til sin næste og havde et nært forhold til Gud. Paulus’ liv var dog ikke altid problemfrit. Han måtte igennem mange storme, både bogstaveligt og i overført betydning.

Når et skib på Paulus’ tid kom ud for en voldsom storm, var det mandskabets færdigheder såvel som skibets evne til at holde sammen der var afgørende for om passagererne overlevede. Det samme gjorde sig gældende når apostelen i billedlig forstand kom ud for stormvejr. Paulus havde klaret at lide afsavn og blive fængslet og torteret, men de værste prøvelser kom indefra i den kristne menighed. Disse „storme“ satte hans evne til at blive ved med at nære kærlighed og bevare sin åndelige og følelsesmæssige ligevægt på en alvorlig prøve.

For eksempel arbejdede Paulus utrætteligt i halvandet år med at oprette en menighed i byen Korinth. Hans erfaringer med korintherne gjorde at han fik inderlig kærlighed til hjorden. Paulus sagde endda at han var blevet som en fader for dem. (1 Korinther 4:15) Men trods hans inderlige kærlighed og slid var der alligevel nogle i menigheden i Korinth der talte nedsættende om ham. (2 Korinther 10:10) Det må virkelig have voldt ham sorg i betragtning af hvor meget han havde ofret sig for dem.

Hvordan kunne de der havde mærket Paulus’ inderlige kærlighed, optræde så grusomt og nedvurderende? Paulus må have følt det som om han var fanget i et frygteligt uvejr der truede med at knuse ham. Det ville have været let for ham at give op, blive bitter og føle at hans anstrengelser havde været forgæves. Hvad hjalp ham til ikke at bryde sammen af skuffelse over det der var sket?

Den kærlighed der binder os sammen

Paulus lod ikke sine læsere i tvivl om hvor han fik sin styrke og motivation fra. Han skrev: „Messias’ kærlighed tvinger os.“ (2 Korinther 5:14) Paulus peger her på det der mere end noget andet kan give styrke og motivere os — „Messias’ kærlighed“. En bibelforsker har i forbindelse med dette skriftsted sagt: „Paulus siger ikke at det er vor kærlighed til Kristus der får os til at holde fast ved vor tjeneste . . . Det er kun en del af forklaringen. Vor kærlighed til Kristus vækkes og næres bestandig af hans kærlighed til os.“ — Kursiveret af os.

Den kærlighed Kristus viste ved at underkaste sig en pinefuld død på en marterpæl og derved give sit fuldkomne menneskeliv som en løsesum for at frelse alle troende mennesker, motiverede, drev og tvang Paulus til at fortsætte med at varetage både Kristi og brodersamfundets interesser. Paulus lod sig lede af Kristi kærlighed. Den afholdt ham fra at blive selvisk og begrænsede hans mål i livet til kun at omfatte tjenesten for Gud og næsten.

Det er Kristi kærlighed der motiverer kristne til at forblive trofaste hele livet igennem. Nogle prøvelser kan måske svække os fysisk, følelsesmæssigt eller åndeligt, men den drivkraft der ligger i Kristi kærlighed, kan sætte os i stand til at overskride det punkt hvor de mindre motiverede ellers ville give op. Den styrker os til at holde ud.

Vi må ikke tro at vore ufuldkomne følelser vil kunne holde os oppe og motivere os. Det gælder især hvis de prøvelser vi gennemgår, skyldes skuffelser eller bekymringer. På den anden side evner Kristi kærlighed, uanset vore personlige prøvelser, at holde os fast til vor tjeneste og støtte og tilskynde os. Kristi kærlighed kan sætte en kristen i stand til at udholde mere end andre havde forventet, ja, måske endda mere end han selv havde forventet.

Da Kristi kærlighed er en varig kærlighed, hører dens virkning aldrig op. Denne drivkraft svækkes ikke, for „kærligheden svigter aldrig“. (1 Korinther 13:8) Den sætter os i stand til fortsat at følge ham trofast uanset hvad der måtte ske.

Følelsesmæssige prøvelser kan få os til at bryde sammen. Det er derfor vigtigt at vi grunder over den kærlighed Kristus viste. Kristi kærlighed vil binde os sammen, så vi ikke lider skibbrud med hensyn til troen. (1 Timoteus 1:14-19) Desuden vil Kristi kærlighed tvinge os til at gøre alt hvad vi kan, for at ære Jehova Gud der gjorde det muligt for Kristus at lade sin kærlighed komme til udtryk. — Romerne 5:6-8.