NÆRVÆRELSE

Dette er en gengivelse af det græske ord parousiʹa, der er sammensat af paraʹ (ved siden af) og ousiʹa (væren; en form af eimiʹ, at være). Parousiʹa betyder derfor bogstaveligt „væren ved siden af“, eller „det at være ved siden af“, det vil sige „nærværelse“, eller „tilstedeværelse“. Ordet forekommer 24 gange i De Kristne Græske Skrifter og bruges mest om Kristi nærværelse i forbindelse med det messianske rige. — Mt 24:3; se NV, Tillæg, s. 1574, 1575.

I mange bibeloversættelser er ordet gengivet forskelligt de steder det forekommer. Nogle steder er det oversat med „nærværelse“, men de fleste steder har man valgt at gengive det med „komme“. Denne gengivelse har dannet grundlag for udtrykket „Kristi genkomst“ (i Vulgata er parousiʹa i Mattæus 24:3 oversat med det latinske ord adventus, der betyder „advent“, eller „komme“). Jesu nærværelse indebærer naturligvis at han først må ankomme til det sted hvor han vil være nærværende, men ved at oversætte parousiʹa med „komme“ lægger man hele vægten på ankomsten og går let hen over den efterfølgende nærværelse. Ifølge ordbøgerne kan parousiʹa oversættes med både „ankomst“ og „nærværelse“, men der er almindelig enighed om at hovedvægten i ordet ligger på nærværelsen.

Græsk-dansk Ordbog af C. Berg (1950, s. 603) angiver ordets første betydning som „Nærværelse, Tilstedeværelse“, og dets anden betydning som „Ankomst“. Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words (1981, bd. 1, s. 208, 209) siger: „PAROUSIA . . . betegner både en ankomst og en efterfølgende nærværelse. For eksempel taler en kvindelig brevskriver i et papyrusbrev [skrevet på græsk] om nødvendigheden af sin parousia et sted for at hun kan tage sig af anliggender i forbindelse med sin ejendom dér. . . . Når det bruges om Kristi genkomst ved kirkens bortrykkelse, betegner det ikke blot øjeblikket for hans komme til sine hellige, men hans nærværelse hos dem fra dette øjeblik indtil hans åbenbarelse og tydelige fremtræden for verden.“ Liddell og Scotts Greek-English Lexicon (revideret af H. Jones, Oxford 1968, s. 1343) nævner at parousiʹa undertiden i verdslig græsk litteratur bruges om „en kongelig eller officiel persons besøg“.

Man kan naturligvis hente hjælp i verdslige græske værker for at afgøre ordets betydning, men endnu bedre er det at undersøge hvordan det bruges i Bibelen selv. I Filipperne 2:12 skriver apostelen Paulus for eksempel til de kristne i Filippi: „I . . . har adlydt, ikke blot under min nærværelse [parousiʹai], men nu meget mere villigt under mit fravær [apousiʹai].“ Og i 2 Korinther 10:10, 11 henviser han til nogle som siger at „hans breve er vægtige og magtfulde, men hans personlige nærværelse [parousiʹa] er svag og hans tale ikke værd at regne med“, hvorpå han tilføjer: „Lad den der siger sådan tage dette i betragtning: at som vi er i ord gennem breve når vi er fraværende [aponʹtes], sådan vil vi også være i handling når vi er nærværende [paronʹtes].“ (Se også Flp 1:24-27.) Paulus modstiller her nærværelse og fravær, ikke ankomst (eller komme) og afrejse.

I betragtning af dette forklarer J. B. Rotherham følgende i tillægget til sin bibeloversættelse, The Emphasised Bible (s. 271): „I denne udgave er ordet parousia konsekvent gengivet med ’nærværelse’ (hvorved ’komme’ som gengivelse af dette ord er opgivet) . . . Betydningen ’nærværelse’ fremgår så tydeligt som en modsætning til ’fravær’ . . . at man uvilkårligt må spørge: Hvorfor ikke altid gengive det sådan?“

At Jesu parousiʹa ikke blot er en ankomst efterfulgt af en hurtig afrejse, men derimod en nærværelse der strækker sig over en periode, fremgår også af hans ord i Mattæus 24:37-39 og Lukas 17:26-30. Her sammenligner han „Noas dage“ med „Menneskesønnens nærværelse“ („Menneskesønnens dage“ i Lukas’ beretning). Jesus begrænser altså ikke sammenligningen til blot at gælde Vandflodens komme, som var det endelige klimaks i Noas dage, skønt han viser at hans egen „nærværelse“ (eller hans „dage“) vil ende med et tilsvarende klimaks. Eftersom „Noas dage“ strakte sig over en årrække, er der grund til at mene at Menneskesønnens forudsagte „nærværelse“ eller „dage“ ligeledes ville strække sig over nogle år og ende med udslettelsen af dem der ikke har benyttet lejligheden til at søge redning.

Karakteren af Kristi „parousia“. En parousiʹa, eller nærværelse, kan naturligvis være synlig. I seks tilfælde bruges ordet om menneskers synlige nærværelse, eller tilstedeværelse — nemlig i forbindelse med Stefanas, Fortunatus, Aka’ikus, Titus og Paulus. (1Kor 16:17; 2Kor 7:6, 7; 10:10; Flp 1:26; 2:12) At en parousiʹa imidlertid også kan være usynlig, fremgår af den måde hvorpå Paulus bruger det beslægtede udsagnsord (parʹeimi), idet han taler om at være „nærværende i ånden“ skønt han er fraværende i legemet. (1Kor 5:3) Desuden taler den jødiske historiker Josefus, der skrev på græsk, om Guds parousiʹa på Sinaj Bjerg, hans usynlige nærværelse som blev understreget af naturfænomener som lyn og torden. — Jewish Antiquities, III, 80 (v, 2).

At tanken om en usynlig nærværelse er bibelsk, fremgår også af hvad Jehova Gud sagde til Moses angående pagtens ark i teltboligens Allerhelligste: „Og jeg vil mødes med dig dér og tale med dig fra stedet over låget.“ (2Mo 25:22) Guds nærværelse var ikke synlig, for Bibelen siger klart at ’ingen nogen sinde har set Gud’ — heller ikke Moses eller den ypperstepræst der gik ind i Det Allerhelligste. (Joh 1:18; 2Mo 33:20) Da kong Salomon indviede templet i Jerusalem, fyldte skyen med „Jehovas herlighed“ huset. Salomon sagde at Jehova ’boede i templet’. Han tilføjede imidlertid: „Men bor Gud da virkelig på jorden? Se, himmelen, ja, himlenes himle kan ikke rumme dig; hvor langt mindre da dette hus som jeg har bygget!“ Guds øjne ville dog hele tiden være rettet mod dette hus, og de bønner der blev bedt der, ville blive hørt af ham „på det sted [han] bor, i himmelen“. — 1Kg 8:10-13, 27-30; jf. Apg 7:45-50.

Disse beretninger viser at Gud er i stand til at være ’til stede’ på jorden i en åndelig (og derfor usynlig) forstand mens han stadig befinder sig i himmelen. I nogle tilfælde var han nærværende i skikkelse af en engel der handlede og talte på Guds vegne og endog sagde: „Jeg er din faders Gud,“ som engelen i den brændende tornebusk sagde til Moses. (2Mo 3:2-8; jf. 2Mo 23:20; 32:34.) Jehova sagde også til Moses at han ville ’komme’ til ham på Sinaj Bjerg og ville „stige ned“ der (2Mo 19:9, 11, 18, 20), men det fremgår af Paulus’ skrifter at det i virkeligheden var ved sine engle at Gud var til stede og overgav Moses sin pagt. — Ga 3:19; He 2:2; se ANSIGT.

Eftersom Jesus efter sin opstandelse fik „al myndighed i himmelen og på jorden“ og blev „det nøjagtige udtryk for selve [Guds] væsen“, må han ligesom Gud kunne være usynligt nærværende. (Mt 28:18; He 1:2, 3) Man kan i denne forbindelse lægge mærke til at Jesus, allerede da han var på jorden, var i stand til at helbrede mennesker på afstand, som om han var personligt nærværende eller til stede. — Mt 8:5-13; Joh 4:46-53.

Jehova Gud har stillet engle under sin herliggjorte søns befaling. (1Pe 3:22) Flere steder hvor Jesu nærværelse omtales, siges der at han kommer sammen med sine engle, eller at han sender dem ud. (Mt 13:37-41, 47-49; 16:27; 24:31; Mr 8:38; 2Ts 1:7) Det vil dog ikke sige at hans forudsagte „nærværelse“ i kongemagt og i herlighed udelukkende består i at han sender engle ud på jordiske missioner, for noget sådant skete allerede i det 1. århundrede i forbindelse med apostlene og andre. (Apg 5:19; 8:26; 10:3, 7, 22; 12:7-11, 23; 27:23) I sine lignelser og andre steder sammenligner Jesus sin „nærværelse“ med at en herre vender tilbage til sin husstand, eller at en mand der har fået kongemagt, vender tilbage for at tiltræde sit herredømme, og han understreger at hans nærværelse indebærer en personlig inspektion og domsafsigelse, hvorefter denne dom eksekveres og de godkendte belønnes. (Mt 24:43-51; 25:14-45; Lu 19:11-27; jf. Mt 19:28, 29.) Eftersom Jesu kongedømme omfatter hele jorden, er hans nærværelse verdensomspændende (jf. Mt 24:23-27, 30), og Paulus’ inspirerede ord i 1 Korinther 15:24-28 samt henvisninger til Kristi herredømme i Åbenbaringen (5:8-10; 7:17; 19:11-16; 20:1-6; 21:1-4, 9, 10, 22-27) viser at Kristi nærværelse er den tidsperiode hvor han retter sin fulde opmærksomhed mod hele jorden og dens befolkning og udøver sin kongemagt i fuldt omfang for at gennemføre sin Faders vilje med jorden og dem der bor på den. — Jf. Mt 6:9, 10.

Da det siges at Jesus vil „komme i skyer med stor magt og herlighed“, og at „hvert øje skal se ham“ (Mr 13:26; Åb 1:7), mener nogle at hans nærværelse må være synlig. Men som det fremgår af eksemplerne i artiklen SKY (Brugt billedligt), betegner brugen af skyer i forbindelse med andre guddommelige manifestationer snarere usynlighed. Desuden bruges ordet „se“ ofte i billedlig betydning, nemlig om dét at opfatte noget med sindet og hjertet. (Es 44:18; Jer 5:21; Ez 12:2, 3; Mt 13:13-16; Ef 1:17, 18) Vil man benægte dette, må man også benægte at det modsatte af evnen til at se, nemlig blindhed, kan bruges i billedlig eller åndelig betydning. Men Jesus brugte ganske tydeligt både synsevne og blindhed i billedlig eller åndelig betydning. (Joh 9:39-41; Åb 3:14-18; se også 2Kor 4:4; 2Pe 1:9.) Efter at Jehova havde talt til Job „ud fra stormen“ (der utvivlsomt var ledsaget af skyer), sagde Job: „Jeg havde kun hørt et rygte om dig, men nu har jeg set dig med egne øjne.“ (Job 38:1; 42:5) Dette må også hentyde til opfattelsesevnen, dét at ’se’ med sindet og hjertet, i betragtning af Bibelens klare ord om at ’ingen nogen sinde har set Gud’. — Joh 1:18; 5:37; 6:46; 1Jo 4:12.

Et vægtigt vidnesbyrd om at Jesu nærværelse ikke skulle være synlig (i den forstand at han ville vise sig i en skikkelse der kunne opfattes af det menneskelige øje), findes i Jesu egen udtalelse om at han ved sin død ville ofre sit kød til liv for verden (Joh 6:51), og i apostelen Paulus’ erklæring om at den opstandne Jesus „bor i et utilgængeligt lys“, og at „intet menneske har set eller kan se“ ham. (1Ti 6:14-16) Jesus kunne derfor sige til sine disciple: „Endnu en kort tid og verden ser mig ikke mere.“ Hans disciple ville se ham, ikke blot fordi han ville vise sig for dem efter sin opstandelse, men også fordi de til sin tid ville blive oprejst og forenet med ham i himmelen og ’se den herlighed Faderen havde givet ham’. (Joh 14:19; 17:24) Men verden i almindelighed ville ikke se ham mere. Efter at han var blevet oprejst til liv som en åndeskabning (1Pe 3:18), viste han sig kun for sine disciple. Hans opstigning til himmelen blev også kun set af dem, ikke af verden, og de engle der kom til stede ved denne lejlighed, forsikrede disciplene om at Jesu genkomst ville finde sted „på samme måde“ (gr.: troʹpos), ikke ’i samme skikkelse’ (gr.: morfēʹ), altså ubemærket af offentligheden og kun opfattet af hans trofaste disciple. — Apg 1:1-11.

Ifølge profetien vil nogle „i de sidste dage“, uden tvivl på grund af en dårlig hjertetilstand og fordi de nærer urette forventninger angående Kristi nærværelse, spotte og sige: „Hvor er denne hans lovede nærværelse? Fra den dag vore forfædre sov ind i døden, er alt jo forblevet ganske som det var fra skabelsens begyndelse.“ — 2Pe 3:2-4; jf. 1:16.

Mennesker vil naturligvis blive klar over hvad der sker ved Jesu „åbenbarelse“ (gr.: apokaʹlypsis) fra himmelen „når han bringer hævn over dem der ikke kender Gud og dem der ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus“. (2Ts 1:7-9) Men dette giver stadig rum for at der forud for denne åbenbarelse er en usynlig nærværelse som kun opfattes af de troende. Da Jesus sammenlignede sin nærværelse med „Noas dage“, gjorde han netop opmærksom på at folk på Noas tid ’ikke gav agt’ før vandet kom og tilintetgjorde dem, og, sagde han, „sådan vil Menneskesønnens nærværelse være“. — Mt 24:37-39.

Begivenheder der kendetegner hans nærværelse. Jesus lovede sine disciple at han ville være „midt iblandt dem“ når de samledes (Mt 18:20), og han forsikrede dem om at han ville være ’med dem’ i deres arbejde med at gøre disciple „alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning“. (Mt 28:19, 20) Den parousiʹa der omtales i Mattæus 24:3 og dermed forbundne skriftsteder, må imidlertid sigte til noget som rækker ud over dette. Den må sigte til en særlig form for nærværelse, en nærværelse der angår og berører alle jordens indbyggere og er uadskilleligt forbundet med at Jesus udøver sin fulde myndighed som Guds salvede konge.

Blandt de begivenheder der skulle indtræffe når Jesus var nærværende i kongemagt, er følgende: De af hans disciple som var døde, skulle oprejses som hans medarvinger til det himmelske rige (1Kor 15:23; Ro 8:17); han ville indsamle de disciple som levede under hans nærværelse, og samle dem hos sig (Mt 24:31; 2Ts 2:1); han ville gøre det frafaldne „lovløshedens menneske“ til intet „ved sin nærværelses tydelige fremtræden [epifaneiʹai]“ (2Ts 2:3-8; se LOVLØSHEDENS MENNESKE); alle som ikke gav agt på muligheden for at blive reddet, ville blive tilintetgjort (Mt 24:37-39), og hans tusindårsrige ville begynde (Åb 20:1-6). Med hensyn til hvordan de der fik et syn af Kristus i Rigets herlighed, ville blive i stand til at gøre andre bekendt med „vor Herre Jesu Kristi kraft og nærværelse“, henvises til artiklen FORVANDLINGEN. — 2Pe 1:16-18.

Forholdene på jorden under hans nærværelse. Åbenbaringens Bog skildrer i symbolske billeder de begivenheder der vil finde sted ved Kristi nærværelse og hans tydelige fremtræden og åbenbarelse. Den kronede rytter på den hvide hest der beskrives i Åbenbaringen 6:1, 2, svarer til rytteren i Åbenbaringen 19:11-16, som er „Kongers Konge og Herrers Herre“, Kristus Jesus. Af skildringen i det 6. kapitel fremgår det at Kristus, når han rider ud som sejrende konge, ikke straks fjerner det onde fra jorden, men at hans ridt i stedet ledsages af krigshandlinger som ’tager freden bort fra jorden’, efterfulgt af hungersnød og en dødbringende plage. (Åb 6:3-8) Dette svarer til de forhold der beskrives i Jesu profeti i Mattæus 24, Markus 13 og Lukas 21. Det viser sig derfor at Jesu profeti i evangelieberetningerne, der tydeligt tager sigte på Jerusalems og templets ødelæggelse (som fandt sted i år 70), også gælder tiden for Kristi nærværelse og således indeholder et ’tegn’ der gør det muligt at vide hvornår Jesus er nærværende og hersker fra himmelen som messiansk konge. — Mt 24:3, 32, 33; Lu 21:29-31.

Andre steder hvor Kristi nærværelse omtales, er det som regel i forbindelse med en tilskyndelse til at være trofast og holde ud indtil og under denne nærværelse. — 1Ts 2:19; 3:12, 13; 5:23; Jak 5:7, 8; 1Jo 2:28.

Jehovas dags nærværelse. I sit andet brev tilskynder Peter sine brødre til at leve på en måde som viser at de „venter på Jehovas dags nærværelse og altid har den i tanke“. (2Pe 3:11, 12) De må hele tiden have Jehovas domsdag i tanke, idet de gør sig klart at den er nær. På denne „dag“ vil den onde verdens ’regeringshimle’ blive tilintetgjort som ved ild, og de tilhørende „elementer“ vil ikke kunne bestå, men vil smelte på grund af den stærke hede. Den nuværende ordning under Satans herredømme vil dermed blive bragt til ophør.

Eftersom det er ved sin søn og udnævnte konge, Kristus Jesus, at Jehova Gud handler (Joh 3:35; jf. 1Kor 15:23, 24), må der følgelig være en forbindelse mellem Jehovas dags „nærværelse“ og Jesu Kristi „nærværelse“. De der latterliggør forkyndelsen af det ene, vil derfor også latterliggøre forkyndelsen af det andet. Også her drages der en parallel til de mennesker der levede før Vandfloden. — 2Pe 3:5-7; jf. Mt 24:37-39.

Den lovløses nærværelse. I 2 Thessaloniker 2:9-12 siger Paulus at „den lovløses nærværelse“ ifølge Satans virke er „ledsaget af enhver kraftig gerning og løgnagtige tegn og undere og af ethvert uretfærdigt bedrag“. Dette er med til at vise at parousiʹa betegner mere end selve ankomsten, for der må nødvendigvis en vis tid til at udvirke disse gerninger, tegn og undere og til at øve dette bedrag.