Barnabas — „Trøstens Søn“

HVORNÅR er du sidst blevet trøstet af en ven? Kan du huske hvornår du senest har trøstet en anden? Vi har alle jævnlig behov for opmuntring, og vi påskønner dem der kærligt opmuntrer os. At trøste indebærer at man tager sig tid til at lytte, forstå og hjælpe. Er du indstillet på at gøre det?

I den henseende kan man lære meget af Barnabas, som var „en god mand og fuld af hellig ånd og tro“. (Apostelgerninger 11:24) Hvordan havde Barnabas gjort sig fortjent til denne rosende omtale?

En gavmild hjælper

Hans rigtige navn var Josef, men apostlene gav ham et tilnavn som beskrev hans personlighed, nemlig Barnabas, der betyder „Trøstens Søn“.a (Apostelgerninger 4:36) Den kristne menighed havde kun eksisteret i kort tid. Nogle formoder at Barnabas havde været en af Jesu disciple. (Lukas 10:1, 2) Hvordan det end forholdt sig, havde han skabt sig et godt omdømme.

Barnabas, der var en levit fra Cypern, solgte kort efter pinsedagen år 33 frivilligt et stykke jord og overdrog apostlene indtægten ved salget. Hvad fik ham til det? Bogen Apostelgerninger oplyser at der blandt de kristne i Jerusalem på det tidspunkt blev „delt ud til hver enkelt, alt efter som han havde behov“. Barnabas har åbenbart set at der var et behov og betænksomt gjort sit for at dække det. (Apostelgerninger 4:34-37) Han har måske været velhavende, men i hvert fald gav han uden tøven af sine materielle ejendele og sig selv for at fremme Rigets sag.b „Hvor som helst Barnabas fornemmede at opmuntring var tiltrængt, gav han al den opmuntring han formåede,“ skriver bibeleksperten F. F. Bruce. Dette fremgår tydeligt af den anden episode hvori Barnabas optræder.

Omkring år 36 forsøgte Saulus fra Tarsus, der nu var blevet kristen og senere blev kendt som apostelen Paulus, at komme i forbindelse med de kristne i Jerusalem, „men de var alle bange for ham, for de troede ikke at han var en discipel“. Hvordan kunne han overbevise menigheden om at han virkelig havde omvendt sig, og at han ikke med list forsøgte at gøre flere fortræd? „Så kom Barnabas ham til hjælp og førte ham til apostlene.“ — Apostelgerninger 9:26, 27; Galaterne 1:13, 18, 19.

Vi ved ikke hvorfor Barnabas stolede på Saulus. Men vi ved at „Trøstens Søn“ levede op til sit tilnavn ved at høre på Saulus og hjælpe ham ud af den tilsyneladende håbløse knibe. Det venskab der var opstået mellem dem inden Saulus drog til sin fødeby, Tarsus, skulle i årene derefter få vidtrækkende betydning. — Apostelgerninger 9:30.

I Antiochia

Omkring år 45 nåede den opsigtsvækkende nyhed til Jerusalem at mange græsktalende indbyggere i Antiochia i Syrien var kommet til troen. Menigheden i Jerusalem sendte Barnabas derop for at se på forholdene og organisere arbejdet. Man kunne ikke have valgt nogen bedre udsending. Lukas beretter: „Da han kom og så Guds ufortjente godhed, frydede han sig og begyndte at opmuntre dem alle til med hjertets forsæt at blive i Herren, for han var en god mand og fuld af hellig ånd og tro. Og en anselig skare blev føjet til Herren.“ — Apostelgerninger 11:22-24.

Han nøjedes ikke med at opmuntre. Ifølge bibelforskeren Giuseppe Ricciotti „var Barnabas praktisk anlagt, og han forstod straks nødvendigheden af at sikre sig at denne opblomstring blev efterfulgt af en rig høst. Der var derfor først og fremmest behov for høstarbejdere.“ I kraft af at Barnabas var fra Cypern, var han sikkert vant til at omgås ikkejøder. Han har måske følt sig særlig egnet til at forkynde for sådanne, men han var villig til at inddrage andre i denne spændende og opmuntrende gerning.

Barnabas tænkte nu på Saulus. Højst sandsynligt var han bekendt med den profetiske åbenbaring Ananias havde fået da Saulus blev omvendt, hvor det blev nævnt at den forhenværende forfølger var ’et udvalgt redskab der skulle bære Jesu navn ud til nationerne’. (Apostelgerninger 9:15) Barnabas rejste derfor de cirka 200 kilometer til Tarsus for at opsøge Saulus. De to arbejdede sammen i et helt år, og det var i Antiochia på den tid „at disciplene ved guddommeligt forsyn for første gang blev kaldt kristne“. — Apostelgerninger 11:25, 26.

I Claudius’ regeringstid opstod der en svær hungersnød flere steder i Romerriget. Ifølge den jødiske historiker Josefus var der i Jerusalem „mange som omkom fordi de ikke havde råd til at købe mad“. Disciplene i Antiochia „besluttede så at de, alt efter som de hver især havde råd til det, ville sende noget til hjælp for brødrene som boede i Judæa; og dette gjorde de, idet de sendte det til de ældste ved Barnabas’ og Saulus’ hånd“. Efter at de to havde fuldført denne opgave, vendte de sammen med Johannes Markus tilbage til Antiochia, hvor de blev regnet blandt menighedens profeter og lærere. — Apostelgerninger 11:29, 30; 12:25; 13:1.

En særlig missionærtjeneste

Dernæst skete der noget usædvanligt. „Mens de offentligt tjente Jehova og fastede, sagde den hellige ånd: ’Udtag nu Barnabas og Saulus til mig til den gerning jeg har kaldet dem til.’“ Ja, Jehovas hellige ånd befalede at de to skulle sættes til en særlig opgave. „Derfor tog disse mænd, som var udsendt af den hellige ånd, ned til Seleukia, og derfra sejlede de til Cypern.“ Barnabas kunne også med rette kaldes apostel eller udsending. — Apostelgerninger 13:2, 4; 14:14.

Efter at Paulus og Barnabas var rejst tværs over Cypern og deres forkyndelse havde bevirket at Sergius Paulus, øens romerske statholder, omvendte sig, fortsatte de til Perge på Lilleasiens sydkyst, hvor Johannes Markus forlod dem og vendte hjem til Jerusalem. (Apostelgerninger 13:13) Det lader til at Barnabas indtil da havde ført an, måske fordi han var den mest erfarne. Men nu var det Saulus, der fra da af omtales som Paulus, der førte an. (Jævnfør Apostelgerninger 13:7, 13, 16; 15:2.) Følte Barnabas sig krænket over denne forandring? Nej, han var en moden kristen og indså ydmygt at Jehova også benyttede hans medarbejder som et effektivt redskab. Det var Jehovas vilje at de to skulle udbrede den gode nyhed til flere distrikter.

Det lykkedes Paulus og Barnabas at forkynde Guds ord og gøre disciple i og omkring Antiochia i Pisidien før de blev jaget ud af byen. (Apostelgerninger 13:43, 48-52) I Ikonium udvirkede de at „en stor mængde af både jøder og grækere fik tro“. Paulus og Barnabas tilbragte derfor en anselig tid på stedet med at „tale frimodigt i tillid til Jehova, som [lod] tegn og undere ske ved deres hænder“. Da de hørte at nogle havde svoret sig sammen om at få dem stenet, forlod de klogeligt stedet og fortsatte deres gerning i de lykaoniske byer Lystra og Derbe. Trods livsfarlige episoder i Lystra „styrkede [Barnabas og Paulus] disciplenes sjæle og opmuntrede dem til at forblive i troen og sagde: ’Vi skal gennem mange trængsler for at komme ind i Guds rige.’“ — Apostelgerninger 14:1-7, 19-22.

Disse to energiske forkyndere lod sig ikke skræmme. De vendte tværtimod tilbage og opbyggede deres nye trosfæller de steder hvor de allerede havde været udsat for voldsom modstand. Sandsynligvis har de oplært egnede mænd i de nyoprettede menigheder til at føre an.

Striden om omskærelse

Cirka 16 år efter pinsedagen år 33 havde Barnabas en andel i en skelsættende begivenhed, nemlig striden om omskærelsen. „Nogle mænd kom ned [til Antiochia i Syrien] fra Judæa og begyndte at lære brødrene: ’Hvis I ikke bliver omskåret efter Moses’ skik, kan I ikke blive frelst.’“ Barnabas og Paulus vidste af erfaring at det ikke var sandt, og de argumenterede mod påstanden. De tvang imidlertid ikke deres vilje igennem, men anerkendte at det var et spørgsmål der skulle afklares til gavn for hele brodersamfundet. Af den grund forelagde de sagen for det styrende råd i Jerusalem, og deres udsagn medvirkede til at afklare spørgsmålet. Derefter udpegede man blandt andre Paulus og Barnabas, der blev beskrevet som „elskede brødre . . ., mænd som har overgivet deres sjæle for vor Herre Jesu Kristi navns skyld,“ til at meddele menigheden i Antiochia hvad der var blevet besluttet. Da brødrene havde hørt brevet fra det styrende råd blive læst op og havde lyttet til nogle foredrag, „glædede de sig over opmuntringen“ og blev styrket. — Apostelgerninger 15:1, 2, 4, 25-32.

„Et skarpt opgør“

Efter så mange positive beretninger om Barnabas kan det forekomme umuligt at leve op til hans eksempel. Men „Trøstens Søn“ var ufuldkommen ligesom enhver anden. Mens han og Paulus planlagde deres anden missionsrejse, blev de uenige. Barnabas insisterede på at tage sin fætter Johannes Markus med, men det syntes Paulus ikke var rigtigt i betragtning af at han havde forladt dem under deres første missionsrejse. „Det kom til et skarpt opgør, så at de skiltes fra hinanden; og Barnabas tog Markus med og sejlede til Cypern,“ mens „Paulus udvalgte Silas og tog af sted“ i en anden retning. — Apostelgerninger 15:36-40.

Det var en kedelig sag. Og dog giver det os et indblik i en anden side af Barnabas’ personlighed. „Det tjener Barnabas til uvisnelig hæder at han var parat til at løbe en risiko og stole på Markus endnu en gang,“ siger en bibelforsker. Han tilføjer at det meget vel kan have været „Barnabas’ tillid til Markus der medvirkede til at genoprette dennes selvtillid og ansporede ham til fornyet engagement“. Barnabas’ tillid viste sig velbegrundet, for senere erkendte endog Paulus at Markus gjorde nytte i den kristne tjeneste. — 2 Timoteus 4:11; jævnfør Kolossenserbrevet 4:10.

Barnabas’ eksempel kan motivere os til at sætte tid af til at lytte til de nedtrykte, vise dem forståelse og opmuntre dem, samt at yde praktisk hjælp når vi opdager et behov. Beretningen om hans villighed til med mildhed og mod at tjene sine brødre er i sig selv til stor opmuntring, især når man hæfter sig ved alt det gode han derved udrettede. Det er velgørende at vi også i dag har trosfæller som Barnabas i menighederne.

[Fodnoter]

[Illustration på side 23]

Barnabas var „en god mand og fuld af hellig ånd og tro“