Hvad siger Bibelen?
Passer det sig for kvinder at være præster?
„DE FLESTE kristne lægfolk har svært ved at forstå hvorfor kvinder absolut skal hindres i at celebrere den hellige nadver og forrette vielser, når de godt kan være monarker, premierministre, dommere, kirurger og videnskabskvinder,“ skriver en præst i den engelske statskirke, Nicholas Stacey, i Londonavisen The Times.
Den engelske statskirke uddanner ganske vist kvinder til visse opgaver, men indtil nu har den ikke tilladt dem at virke som præster i forbindelse med uddelingen af sakramenterne. Er du enig med den engelske kirke, eller mener du at kvinder lige så vel som mænd bør have adgang til prædikestolen?
Et spørgsmål der volder splid
Selv blandt medlemmer af samme trossamfund er meningerne delte i spørgsmålet om kvindelige præster. Dr. Graham Leonard, der er biskop i London og stærk modstander af ordination af kvinder, har advaret om at den engelske statskirke kan blive delt i to adskilte institutioner på grund af dette spørgsmål. Nogle mener at modstanden mod kvindelige præster udelukkende skyldes fordomme, men helt så enkelt er det ikke.
Den engelske statskirke har i flere årtier forsøgt at bringe sine uoverensstemmelser med Rom ud af verden, men for nylig skrev paven til ærkebiskoppen af Canterbury at den katolske kirke vil opfatte ordination af kvindelige præster som „en væsentlig hindring for ethvert fremskridt i denne retning“.
I Danmark, hvor der længe har været kvindelige præster, er der nu 404 kvindelige præster og provster, omkring en femtedel af det samlede antal. Og ved universiteterne i København og Århus er over halvdelen af de teologistuderende nu kvinder. — Kristeligt Dagblad, 7. marts 1987.
I denne debat har man imidlertid forsømt at tage en vigtig faktor i betragtning — nemlig Bibelen. Hvilken plads havde kvinder i den kristne menighed i det første århundrede, og hvilken plads bør de have i den kristne menighed i dag?
Ligestillede, men forskellige
Da den kristne menighed blev oprettet i år 33 modtog både mænd og kvinder den hellige ånd. Apostelen Peter forklarede at dette skete nøjagtig som profeten Joel flere hundrede år tidligere havde forudsagt. — Apostelgerninger 1:13-15; 2:1-4, 13-18.
Senere forstod Peter til fulde et andet vigtigt forhold: ’Gud er ikke partisk.’ (Apostelgerninger 10:34) Ordret betyder dette at Gud ikke „tager imod ansigtet“, han dømmer ikke efter det ydre, viser ingen personsanseelse. I fortiden begunstigede mange dommere de rige på de fattiges bekostning, eller de afsagde kendelser der ikke var baseret på kendsgerninger, men på nationalitet, stand, familie eller venskab. Sådan gør Jehova ikke. Han begunstiger kun dem der frygter ham og øver retfærdighed. Når det gælder frelse foretrækker Gud ikke en mands ’ansigt’ frem for en kvindes. I forholdet til ham er de ligestillede. — Apostelgerninger 10:35.
Ifølge Bibelen er mænd og kvinder altså værdige til lige stor ære som medlemmer af menigheden. Apostelen Paulus skrev til de kristne i Galatien: „Der er hverken træl eller fri, der er hverken mand eller kvinde; for I er alle én i samhørighed med Kristus Jesus.“ Forholdet til Gud er noget personligt og individuelt, men alle kristne er forenede som hans tjenere. I Guds husstand står alle lige. — Galaterne 3:26-28.
Der er imidlertid visse forskelle mellem mænds og kvinders stilling i menigheden. Men ligesom de naturlige forskelle mellem mænd og kvinder ikke udgør nogen hindring for at de kan supplere hinanden, bør det forhold at mænd og kvinder nyder forskellige privilegier inden for den kristne menighed heller ikke ødelægge menighedens harmoni. Hvilke forskelle drejer det sig om?
Hvem må kvinder undervise — og hvor?
Forskellene har at gøre med undervisning og myndighed. Kvinder må ikke virke som lærere i menigheden eller udøve åndelig myndighed over andre medlemmer af menigheden. I sit hyrdebrev til Timoteus skriver Paulus rent ud: „Jeg tillader ikke en kvinde at undervise, eller at udøve myndighed over en mand, men at være stille.“ — 1 Timoteus 2:12.
Paulus påpeger derefter hvad der er grundlaget for at kvinder ikke må undervise, nemlig det forhold Gud har fastlagt mellem manden og kvinden. „For Adam blev formet først, derpå Eva,“ skriver Paulus. (1 Timoteus 2:13) Gud kunne have skabt Adam og Eva samtidig, men det gjorde han ikke. Adam levede i nogen tid før Eva blev skabt. Viser dette ikke at det var Guds hensigt at Adam — og ikke Eva — skulle føre an, være overhoved? (1 Korinther 11:3) Og at undervise er i realiteten at optræde som herre, overhoved, over dem der undervises. De der undervises lytter og lærer i stilhed. Derfor er det kun mænd der må virke som lærere og tilsynsmænd i menigheden.
Skaber det vrede og strid at kvinder ikke må undervise i menigheden? Nej. Kvinder må gerne undervise andre i den kristne lære, ja de opfordres endog til at gøre det. Under hvilke omstændigheder? Ældre kvinder kan være „lærere i hvad der er godt“ for yngre kvinder. Og ligesom Eunike og hendes moder, Lois, oplærte Timoteus, kan kristne kvinder følge deres eksempel ved at oplære børn i sandhedens vej. — Titus 2:3-5; Apostelgerninger 9:2; 2 Timoteus 1:5.
Vor tids kristne kvinder følger også Evodias og Syntykes eksempel ved at forkynde den gode nyhed for ikketroende. (Filipperne 4:2, 3) De kan undervise ved at lede bibelstudier med de interesserede. (Mattæus 28:20) Hundredtusinder af kvinder finder stor tilfredsstillelse ved at udføre dette presserende arbejde med at forkynde og undervise. De fortæller andre om det fredfyldte retfærdsrige der vil blive indført under Jesu Kristi herredømme — et håb de deler med deres kristne brødre. — Salme 37:10, 11; 68:11.
[Tekstcitat på side 22]
Selv blandt medlemmer af samme trossamfund er meningerne delte i spørgsmålet om kvindelige præster