Når synden er borte

„ER VI født i synd?“ Dette spørgsmål virkede forvirrende på en universitetsstuderende i USA der var begyndt at undersøge Bibelen. Hans baggrund som hindu gjorde at tanken om arvesynd var fremmed for ham. Men hvis synden virkelig går i arv, tænkte han, kan det ikke nytte at benægte eller ignorere det. Hvordan kan man finde svaret på dette spørgsmål?

Hvis synden er nedarvet, må den have haft en begyndelse. Blev det første menneske skabt ondt, sådan at det gav onde, syndige egenskaber i arv til børnene? Eller var det en brist der opstod senere? Nøjagtig hvornår opstod synden? Hvis synd på den anden side blot er noget udefrakommende eller et ondt princip, kan vi da nogen sinde forvente at blive frigjort fra den?

Ifølge hinduismen er lidelser og det onde forbundet med skaberværket. „Lidelser [eller det onde] flytter sig kun fra det ene sted til det andet, ligesom kronisk gigt, men kan ikke fuldstændig fjernes,“ siger en lærd hindu. Det er en kendsgerning at det onde har været en del af menneskenes verden i hele den dokumenterede historie. Hvis den også har været til før menneskenes historieskrivning begyndte, må man nødvendigvis søge til en højere kilde for at få pålidelige oplysninger om dens oprindelse. Svarene må i givet fald komme fra Gud. — Salme 36:9.

Mennesket — skabt uden synd

Ifølge hindufilosoffen Nikhilananda er beskrivelserne i Vedaerne af menneskets skabelse symbolske. De fleste af Østens religioner giver kun en mytologisk forklaring på skabelsen. Men der er både logiske og videnskabelige grunde til at tro på den bibelske beretning om skabelsen af det første menneske.a I det første kapitel i Bibelen siges der: „Gud gik i gang med at skabe mennesket i sit billede, i Guds billede skabte han det; som mand og kvinde skabte han dem.“ — 1 Mosebog 1:27.

Hvad vil det sige at mennesket er skabt „i Guds billede“? Det vil sige at mennesket blev skabt i Guds lighed i den forstand at det besad guddommelige egenskaber, som retfærdighed, visdom og kærlighed, hvilket adskiller det fra dyrene. (Jævnfør Kolossenserbrevet 3:9, 10.) Disse egenskaber gav mennesket mulighed for at vælge enten at gøre det gode eller det onde. Det gjorde at mennesket moralsk set var frit stillet. Da det første menneske blev skabt, var han uden synd. Han oplevede intet ondt og ingen lidelse.

Jehova gav det første menneske, Adam, befalingen: „Af alle træer i haven kan du frit spise. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ (1 Mosebog 2:16, 17) Ved at adlyde Gud kunne Adam og hans hustru, Eva, bringe pris og ære til deres Skaber og forblive syndfri. Hvis de derimod var ulydige, ville de ikke leve op til Guds fuldkomne normer. De ville blive ufuldkomne, syndige.

Adam og Eva blev ikke skabt som guder. De havde imidlertid et vist mål af guddommelige egenskaber og evnen til at træffe de rette moralske valg. Da de var skabt af Gud, var de syndfri eller fuldkomne. (1 Mosebog 1:31; 5 Mosebog 32:4) Menneskenes skabelse greb ikke forstyrrende ind i den harmoni der i umindelige tider havde hersket mellem Gud og hans skaberværk. Men hvordan kom synden da ind i billedet?

Syndens oprindelse

Synden viste sig først i åndeverdenen. Før Gud skabte jorden og menneskene, havde han skabt englene der er fornuftbegavede åndeskabninger. (Job 1:6; 2:1; 38:4-7; Kolossenserne 1:15-17) En af disse engle fik høje tanker om sin egen skønhed og intelligens. (Jævnfør Ezekiel 28:13-15.) Eftersom Gud havde befalet Adam og Eva at sætte børn i verden, kunne denne engel se at jorden inden længe ville blive fyldt med retfærdige mennesker der alle tilbad Gud. (1 Mosebog 1:27, 28) Denne åndeskabning ønskede at menneskene i stedet skulle tilbede ham. (Mattæus 4:9, 10) Han plejede dette ønske, hvilket førte ham ind på en forkert kurs. — Jakob 1:14, 15.

Gennem en slange henvendte denne oprørske engel sig til Eva og sagde at Gud, ved at forbyde dem at spise af frugten på træet til kundskab om godt og ondt, forholdt dem en kundskab som de burde have. (1 Mosebog 3:1-5) Dette var en ondsindet løgn — en synd. Ved at lyve gjorde denne engel sig selv til en synder. Som følge heraf blev han kaldt Djævelen, en bagvasker, og Satan, en modstander af Gud. — Åbenbaringen 12:9.

Satan overbeviste Eva, hvilket var til skade for hende. Hun troede på Fristerens ord, lod sig lokke og spiste af frugten på det forbudte træ. Hendes mand, Adam, spiste også af frugten, hvorved de begge blev syndere. (1 Mosebog 3:6; 1 Timoteus 2:14) Da vore første forældre valgte at være ulydige mod Gud, ramte de ved siden af fuldkommenhedens målmærke og gjorde sig selv til syndere.

Hvordan gik det med Adam og Evas efterkommere? Bibelen forklarer: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden [trængte således] igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ (Romerne 5:12) Arvelighedsloven var allerede i funktion. Adam kunne ikke give noget videre til sine børn som han ikke selv ejede. (Job 14:4) De to første mennesker var ufuldkomne syndere da deres børn blev undfanget. Som følge heraf har vi alle uden undtagelse arvet synden. (Salme 51:5; Romerne 3:23) Synden har kun frembragt ondskab og lidelser. Det er også som følge af synden at vi bliver gamle og dør, „for den løn synden betaler er døden“. — Romerne 6:23.

Samvittigheden ’fører anklage eller forsvar’

Det er også værd at bemærke den virkning synden fik på det første menneskepars adfærd. De tildækkede noget af deres legeme og forsøgte at skjule sig for Gud. (1 Mosebog 3:7, 8) Synden gav dem skyldfølelse og gjorde dem bange og skamfulde. Menneskeheden i dag kender kun alt for godt sådanne følelser.

Hvem har ikke følt sig ilde til mode over at have forholdt nogen en venlighed, og hvem har ikke fået dårlig samvittighed over at have sagt noget der aldrig burde være sagt? (Jakob 4:17) Hvorfor får vi sådanne følelser? Apostelen Paulus forklarer at ’loven er skrevet i vore hjerter’. Hvis ikke vor samvittighed er blevet brændemærket, vil enhver overtrædelse af denne lov medføre indre konflikter. Man kan derfor sige at samvittighedens stemme ’fører anklage eller også forsvar’. (Romerne 2:15; 1 Timoteus 4:2; Titus 1:15) Hvad enten vi erkender det eller ej, har vi en indre fornemmelse af hvad der er forkert, hvad der er synd.

Paulus var udmærket klar over sine syndige tilbøjeligheder. „Når jeg gerne vil gøre det rette, ligger det onde mig nær,“ indrømmede han. „Jeg glæder mig jo over Guds lov, ifølge det menneske jeg er i det indre, men i mine lemmer ser jeg en anden lov, der fører krig imod mit sinds lov og tager mig til fange under syndens lov som er i mine lemmer.“ Paulus spurgte derfor: „Hvem vil befri mig fra det legeme der lider denne død?“ — Romerne 7:21-24.

Hvordan bliver man frigjort fra synden?

„I hinduismen er frigørelse ensbetydende med frihed for den evige vekslen mellem fødsel og død,“ siger en hinduekspert. Buddhismen peger hen til nirvana — en tilstand hvor man ikke er sig den ydre virkelighed bevidst. Da hinduismen ikke har begrebet arvesynd, kan den blot love en tilstand af ikkeeksistens.

Bibelens form for udfrielse resulterer derimod i at den syndige tilstand helt fjernes. Paulus spørger hvordan man bliver befriet for synden, og svarer selv: „Tak til Gud gennem Jesus Kristus, vor Herre!“ (Romerne 7:25) Ja, redningen kommer fra Gud gennem Jesus Kristus.

Ifølge Mattæus’ evangelium kom „Menneskesønnen“, Jesus Kristus, for at „give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange“. (Mattæus 20:28) I Første Timoteusbrev 2:6 skriver Paulus at Jesus „gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle“. Ordet „løsesum“ betegner den pris der betales for at løskøbe fanger. At der er tale om en tilsvarende løsesum, viser at den er i stand til at bringe retfærdighedens vægtskåle i balance. Men hvordan kan ét menneskes død blive betragtet som „en tilsvarende løsesum for alle“?

Adam solgte hele menneskeheden, deriblandt os, til sygdom og død. Han satte sit fuldkomne menneskeliv over styr. For at dække dette måtte der betales et andet fuldkomment menneskeliv — en tilsvarende løsesum. (2 Mosebog 21:23; 5 Mosebog 19:21; Romerne 5:18, 19) Eftersom ingen ufuldkomne mennesker kunne tilvejebringe denne løsesum, skabte Gud i sin store visdom en udvej fra disse vanskeligheder. (Salme 49:6, 7) Han overførte sin enestefødte søns fuldkomne liv fra himmelen til en jomfrus moderliv på jorden og lod ham fødes som et fuldkomment menneske. — Lukas 1:30-38; Johannes 3:16-18.

For at kunne genløse menneskeheden måtte Jesus bevare sin uangribelighed under hele sit ophold på jorden. Det gjorde han. Dernæst døde han en offerdød. På den måde sikrede Jesus at værdien af et fuldkomment menneskeliv — hans eget — kunne betales som en løsesum der udfriede menneskeheden. — 2 Korinther 5:14; 1 Peter 1:18, 19.

Hvad Kristi genløsning kan udvirke for os

Jesu genløsningsoffer kan gavne os allerede nu. Ved at tro på det kan vi komme til at stå rene over for Gud og nyde godt af Jehovas kærlige omsorg. (Apostelgerninger 10:43; Romerne 3:21-24) Frem for at blive overvældet af skyldfølelse over de synder vi har begået, kan vi frit bede Gud om tilgivelse på grundlag af løsesummen. — Esajas 1:18; Efeserne 1:7; 1 Johannes 2:1, 2.

I nær fremtid vil genløsningen gøre det muligt for menneskene at blive fuldstændig helbredt for den sygelige tilstand som synden forårsager. Den sidste bog i Bibelen omtaler „en flod med livets vand“ der kommer fra Guds trone. Langs flodens bredder er der frugttræer der bærer rigeligt med frugt, og hvis blade er „til lægedom for nationerne“. (Åbenbaringen 22:1, 2) Bibelen taler her i symbolske vendinger om Skaberens storslåede foranstaltning til for evigt at udfri menneskeheden fra synd og død på grundlag af Jesu genløsningsoffer.

De profetiske syner i Åbenbaringens Bog vil snart gå i opfyldelse. (Åbenbaringen 22:6, 7) Til den tid vil retsindige mennesker blive fuldkomne, de vil blive „frigjort fra trældom under fordærv“. (Romerne 8:20, 21) Bør dette ikke bevæge os til at lære mere om Jehova Gud og hans loyale søn, Jesus Kristus, der gav sit liv som en genløsning? — Johannes 17:3.

[Fodnote]

[Illustration på side 6]

Adam gav synd og død i arv til menneskeheden

[Illustration på side 7]

Jesu genløsningsoffer frigør for synd og død