LOV

„1. Regler og bestemmelser som udgår fra en regerende myndighed og er gældende for en befolkning, enten i form af udstedte love eller i form af sædvaner der regnes for retsligt bindende og håndhæves af et retsvæsen. 2. Enhver skriftlig eller på anden måde bestemt formuleret regel, eller samling af regler, som er udstedt af en stats eller nations øvrighed.“ (The American College Dictionary, redigeret af C. L. Barnhart, 1966) „Et guddommeligt bud eller en åbenbaring af Guds vilje . . . alle Guds bud eller åbenbaringer: Guds vilje . . .: en rettesnor for ret levevis eller god adfærd, navnlig når denne opfattes som harmonerende med Guds vilje, samvittigheden eller almindelige moralbegreber eller den naturlige retfærdighed.“ — Webster’s Third New International Dictionary, 1981.

Ordet „lov“ er i De Hebraiske Skrifter hovedsagelig oversat fra det hebraiske ord tōrahʹ, der er beslægtet med udsagnsordet jarahʹ, som betyder „at lære, belære, undervise“. I nogle tilfælde er det oversat fra det aramaiske ord dath. (Da 6:5, 8, 15) Andre ord der i nogle oversættelser er gengivet med „lov“, er misjpatʹ (lovbud, dom) og mitswahʹ (bud). I De Græske Skrifter er det ordet noʹmos, af udsagnsordet neʹmō, „at uddele, fordele“, der er oversat med „lov“.

Jehova Gud er den fra hvem al lov udgår; han er den højeste Lovgiver (Es 33:22), den suveræne Hersker der overdrager myndighed (Sl 73:28; Jer 50:25; Lu 2:29; Apg 4:24; Åb 6:10), og uden hvis tilladelse der ikke kan udøves nogen myndighed. (Ro 13:1; Da 4:35; Apg 17:24-31) Hans trone er grundlagt på retfærdighed og ret. (Sl 97:1, 2) Guds erklærede vilje bliver hans skabningers lov. — Se RETSSAG.

Love for engle. Engle, som står over menneskene, er underlagt Guds love og bud. (He 1:7, 14; Sl 104:4) Jehova har endog givet sin modstander Satan befalinger og sat begrænsninger for ham. (Job 1:12; 2:6) Ærkeengelen Mikael anerkendte og respekterede Jehovas stilling som den højeste Dommer da han i en strid med Djævelen sagde: „Måtte Jehova irettesætte dig.“ (Jud 9; jf. Zak 3:2.) Alle englene er af Jehova Gud blevet underlagt den herliggjorte Jesu Kristi myndighed. (He 1:6; 1Pe 3:22; Mt 13:41; 25:31; Flp 2:9-11) Således blev en engel på Jesu befaling sendt med et budskab til Johannes. (Åb 1:1) I 1 Korinther 6:3 siger apostelen Paulus at Kristi åndelige brødre engang skal dømme engle; de skal åbenbart på en eller anden måde være med til at eksekvere dommen over de onde åndeskabninger.

Love for skaberværket. En af de betydninger ordbøgerne anfører af ordet „lov“, er ’en fast regel, konstateret ved iagttagelse, ifølge hvilken naturens fænomener foregår’; „den regelmæssighed der kan iagttages i naturen“. (Ordbog over det Danske Sprog; Webster’s Third New International Dictionary) Som den der har skabt alt i himmelen og på jorden (Apg 4:24; Åb 4:11), har Jehova fastsat love for alt i skaberværket. I Job 38:10 tales der om en „forordning“ der er afstukket for havet; i Job 38:12 tales der om at ’morgenen er beordret frem’, og i Job 38:31-33 henledes Jobs opmærksomhed på stjernebillederne og „himmelens forskrifter“. I det samme kapitel i Jobs Bog peger Jehova på sig selv som den der befaler over lyset, sneen, haglen, skyerne, regnen, duggen og lynene. Kapitlerne 39-41 taler om Guds omsorg for dyrene; og dyrenes fødsel, livscyklus og vaner tilskrives love som er fastsat af Gud, ikke en evolutionær tilpasning. Ja, ved selve skabelsen af de forskellige livsformer nedlagde Gud den lov i dem at hver af dem skulle formere sig „efter sin art“, hvilket gjorde en evolution umulig. (1Mo 1:11, 12, 21, 24, 25) Ligeledes blev Adam fader til sønner „der lignede ham og var i hans billede“. (1Mo 5:3) I Salme 139:13-16 omtales fosterets vækst i livmoderen, og det siges at „alle dets dele“ var skrevet op „i [Jehovas] bog“ endnu før nogen af dem fandtes. I Job 26:7 siges det at Jehova „hænger jorden på intet“. Jordens plads i verdensrummet tilskrives i dag hovedsagelig samspillet mellem tyngdeloven og loven om centrifugalkraften.

Love givet til Adam. I Edens have fik Adam og Eva af Gud påbud om hvilke pligter de havde: (1) at fylde jorden, (2) at underlægge sig den og (3) at råde over alle levende dyreskabninger på jorden, i havet og i luften. (1Mo 1:28) De fik love angående deres føde: de måtte spise de frøbærende planter og træernes frugter. (1Mo 1:29; 2:16) Adam fik imidlertid forbud mod at spise af træet til kundskab om godt og ondt (1Mo 2:17), og denne befaling gav han videre til Eva. (1Mo 3:2, 3) Adam betegnes som en synder og lovovertræder fordi han krænkede en klart udtrykt lov. — Ro 5:14, 17; 4:15.

Love givet til Noa; patriarkalske love. Noa fik påbud i forbindelse med bygningen af arken og sin families frelse. (1Mo 6:22) Efter Vandfloden fik han love der tillod menneskene at spise kød, og samtidig blev livet — og derfor blodet, hvori livet var — erklæret for helligt; det vil sige at det var forbudt at spise blod; det blev forbudt at berøve et andet menneske livet, og der blev fastsat dødsstraf for mord. — 1Mo 9:3-6.

Patriarken var familiens eller slægtens overhoved og hersker. Jehova er det ypperste Familieoverhoved, den store Patriark; han er „Faderen, hvem enhver slægt i himmelen og på jorden skylder sit navn“. (Ef 3:14, 15) Noa, Abraham, Isak og Jakob var særlig fremtrædende patriarker. Jehova havde et særligt forhold til dem. Abraham fik befaling til at omskære alle af mandkøn i sin husstand som tegn på at Gud havde sluttet en pagt med ham. (1Mo 17:11, 12) Han overholdt Jehovas „påbud“, „forskrifter“ og „love“. Han kendte „Jehovas vej“ i forbindelse med „at øve retfærdighed og ret“, og han gav disse bud videre til sin familie. — 1Mo 26:4, 5; 18:19.

De love som patriarkerne fulgte, var også almindeligt kendt på deres tid og genspejledes delvis i andre folkeslags love eftersom disse folkeslag nedstammede fra patriarken Noas tre sønner. For eksempel vidste Ægyptens farao at det var forkert at tage en anden mands hustru (1Mo 12:14-20), og det gjorde filistrenes konger også, sådan som de gav udtryk for i forbindelse med Sara og Rebekka. — 1Mo 20:2-6; 26:7-11.

På Moses’ tid var israelitterne i trældom i Ægypten. De var frivilligt draget til Ægypten på Jakobs tid, men var blevet gjort til trælle efter at Jakobs søn, førsteministeren Josef, var død. De var så at sige blevet solgt til trældom for intet. I overensstemmelse med den patriarkalske lov om løskøbelse og om den førstefødte søns forrang sagde Jehova til Farao gennem Moses og Aron: „Israel er min søn, min førstefødte. Og jeg siger til dig: Send min søn bort så han kan dyrke mig. Men vægrer du dig ved at sende ham bort, se, da dræber jeg din søn, din førstefødte.“ (2Mo 4:22, 23) Denne frigivelse krævede ingen løskøbelsessum, og Ægypten fik heller ingen. Da israelitterne forlod deres herrer, ægypterne, „lod [Jehova] folket finde yndest i ægypternes øjne, så de gav dem hvad man bad om; og således udplyndrede de ægypterne“. (2Mo 3:21; 12:36) De var draget ind i landet med Faraos accept, ikke som krigsfanger, men som frie mennesker. Det var uretfærdigt at de var blevet gjort til trælle, og derfor sørgede Jehova åbenbart for at de nu fik løn for deres arbejde.

Hele familien blev draget til ansvar for overtrædelser begået af familiens medlemmer. Patriarken var det ansvarlige overhoved; han blev dadlet for overtrædelser begået af familien, og det krævedes at han straffede de medlemmer af familien som krænkede lovene. — 1Mo 31:30-32.

Ægteskab og førstefødselsret. Det var forældrene der bragte deres sønners og døtres ægteskab i stand (1Mo 24:1-4), og det var almindeligt at betale en brudekøbesum. (1Mo 34:11, 12) Blandt dem der tilbad Jehova, var ægteskab med afgudsdyrkere ulydighed og imod familiens interesser. — 1Mo 26:34, 35; 27:46; 28:1, 6-9.

Førstefødselsretten tilhørte naturligt den førstefødte søn. Den indbefattede at han fik en dobbelt del af arven. Imidlertid kunne familiens overhoved, faderen, overdrage førstefødselsretten til en anden. (1Mo 48:22; 1Kr 5:1) Som regel var det den ældste søn der indtog pladsen som familiens patriarkalske overhoved ved faderens død. Når sønnerne giftede sig, kunne de grundlægge deres egen husstand, adskilt fra faderens, og de var ikke længere underlagt ham som familiens overhoved, men blev selv familieoverhoveder.

Moral. Utugt var en skændsel og var strafbart, især når der var tale om forlovede eller gifte (ægteskabsbrud). (1Mo 38:24-26; 34:7) Man praktiserede svogerægteskab når en mand døde uden at have en søn. Så var broderen forpligtet til at gifte sig med enken, og deres førstefødte søn arvede den dødes ejendom og førte hans navn videre. — 5Mo 25:5, 6; 1Mo 38:6-26.

Ejendom. Der synes i almindelighed ikke at have været noget der hed privat ejendom. Bortset fra nogle få personlige ejendele var alt kvæg, husgeråd og andet udstyr fælleseje for hele familien. — 1Mo 31:14-16.

På grundlag af historiske vidnesbyrd mener nogle forskere at det ved handel med jord var almindeligt at sælgeren viste køberen jorden fra et udsigtspunkt og udpegede de præcise grænser. Med ordene „jeg ser“ gav køberen sit juridisk bindende tilsagn. Da Jehova lovede Abraham Kana’ans land, bad han først Abraham se i alle fire retninger. Abraham sagde ikke „jeg ser“, måske fordi Gud sagde at han senere ville give det forjættede land til Abrahams afkom. (1Mo 13:14, 15) Som Israels juridiske repræsentant blev Moses opfordret til at „se“ landet. Hvis den ovenfor nævnte opfattelse er korrekt, ville dette betyde at landet juridisk blev overdraget til israelitterne så de kunne indtage det under Josuas ledelse. (5Mo 3:27, 28; 34:4; se også Satans tilbud til Jesus i Mt 4:8.) En anden handling der synes at have haft en lignende juridisk betydning, var det at gennemvandre eller betræde landet i den hensigt at tage det i besiddelse. (1Mo 13:17; 28:13) I visse gamle dokumenter er antallet af træer på et jordstykke nævnt ved enhver handel med jord. — Jf. 1Mo 23:17, 18.

Varetægt. Løftet om at „vogte“ eller tage vare på en person, et dyr eller en ting medførte et juridisk ansvar. (1Mo 30:31) Som Jakobs førstefødte havde Ruben ansvaret i forbindelse med Josefs forsvinden. (1Mo 37:21, 22, 29, 30) Den der havde noget i sin varetægt, måtte vise tilbørlig omsorg for det der var blevet overdraget ham. Han skulle erstatte dyr der blev stjålet fra ham, men ikke dyr der døde af sig selv, eller som gik tabt på grund af hændelser han ikke var herre over, som for eksempel et angreb af bevæbnede kvægtyve. Hvis et dyr var blevet revet ihjel af et vildt dyr, skulle vogteren — for at rense sig for skyld — fremlægge det sønderrevne dyr som bevis. — 1Mo 37:12-30, 32, 33; 2Mo 22:10-13.

Trælle. Trælle kunne enten være købt til huset eller være født i huset af forældre der var trælle. (1Mo 17:12, 27) En træl kunne have en meget høj og ansvarsfuld stilling i den patriarkalske husstand, som for eksempel Abrahams tjener Eliezer. — 1Mo 15:2; 24:1-4.

Guds lov til Israel — Moseloven. Jehova gav Israel en lov med Moses som mellemmand i Sinaj Ørken i år 1513 f.v.t. Lovens indførelse ved Horebs Bjerg ledsagedes af et ærefrygtindgydende skue hvormed Jehova gav sin magt til kende. (2Mo 19:16-19; 20:18-21; He 12:18-21, 25, 26) Den pagt der da blev sluttet, blev gjort gyldig med blod af tyre og bukke. Israelitterne frembar fællesskabsofre og hørte pagtsbogen blive oplæst, hvorefter de gik ind på at adlyde alt hvad Jehova havde sagt. Mange af de tidligere patriarkalske love blev inkorporeret i den lov der blev givet ved Moses. — 2Mo 24:3-8; He 9:15-21; se PAGT, FORBUND.

De fem første bøger i Bibelen (Første til Femte Mosebog) kaldes ofte under ét „Loven“. Undertiden bruges denne betegnelse om alle Bibelens hebraiske skrifter. Men almindeligvis betragtede jøderne De Hebraiske Skrifter som bestående af tre dele, „Moseloven“, „Profeterne“ og „Salmerne“. (Lu 24:44) De bud og befalinger der kom gennem profeterne, var bindende for Israel.

Ifølge Moseloven var Jehova den enevældige suveræn, og han var også konge i en særlig betydning. Eftersom han var Israels Gud og samtidig dets Konge, var overtrædelse af Loven såvel en religiøs forbrydelse som majestætsfornærmelse, en krænkelse af statens overhoved, i dette tilfælde Kongen Jehova. Om David, Salomon og deres efterfølgere på Judas trone blev det sagt at de sad på „Jehovas trone“. (1Kr 29:23) De jordiske konger og herskere i Israel var bundet af Moseloven, og når de herskesygt overskred deres beføjelser, var de lovovertrædere der måtte stå Gud til regnskab. (1Sa 15:22, 23) Kongedømmet og præstedømmet var adskilt, hvilket sikrede en ligelig magtfordeling og tjente som en beskyttelse mod tyranni. Det mindede til stadighed israelitterne om at Jehova var deres Gud og egentlige Konge. Den enkeltes forhold til Gud og næsten var fastlagt i Loven, og enhver kunne nærme sig Gud gennem præsteordningen.

Under Moseloven kunne israelitterne være blevet „et kongerige af præster og en hellig nation“. (2Mo 19:5, 6) Lovens krav om at man skulle vise Jehova udelt hengivenhed, dens udtrykkelige forbud mod enhver form for sammenslutning med anderledestroende og dens forskrifter angående religiøs renhed og bestemte fødemidler udgjorde en ’skillemur’ som holdt nationen skarpt adskilt fra andre folkeslag. (Ef 2:14) En jøde kunne næppe gå ind i en ikkejødes telt eller hus eller spise sammen med ikkejøder uden at blive uren i religiøs henseende. Endnu på Jesu tid mente man at en jøde besmittede sig hvis han gik ind i et hus eller en bygning som tilhørte en ikkejøde. (Joh 18:28; Apg 10:28) Livets hellighed og familiens, ægteskabets og den enkeltes værdighed og ære blev beskyttet. Desuden medførte den religiøse adskillelse som Lovpagten udvirkede, andre, sundhedsmæssige, fordele idet israelitterne blev beskyttet mod de sygdomme der var almindeligt udbredt blandt de omboende folkeslag. Lovene om moralsk renhed, personlig hygiejne og fødevarer havde uden tvivl også en gavnlig virkning når de blev fulgt.

Men Moselovens egentlige formål var, som apostelen Paulus siger, at den skulle „gøre overtrædelserne kendt, indtil det afkom som løftet var givet til, kom“. Den var ’en opdrager der skulle lede til Kristus’. Den pegede frem til Kristus som endemålet („Kristus er lovens ende“). Den viste at alle mennesker, jøderne indbefattet, er syndere, og at livet ikke opnås ved „lovgerninger“. (Ga 3:19-24; Ro 3:20; 10:4) Den var „åndelig“, fra Gud, og „hellig“. (Ro 7:12, 14) I Efeserne 2:15 tales der om „loven med dens bud i form af bestemmelser“. Den var en norm for fuldkommenhed og afmærkede den der kunne overholde den, som fuldkommen, værdig til livet. (3Mo 18:5; Ga 3:12) Eftersom ufuldkomne mennesker ikke kunne overholde Loven, viste den at „alle har syndet og mangler Guds herlighed“. (Ro 3:23) Kun Jesus Kristus holdt den til fuldkommenhed. — Joh 8:46; He 7:26.

Loven indeholdt også „en skygge af kommende goder“, og nogle af de ting den foreskrev, var „billedlige gengivelser“, som Jesus og apostlene ofte henviste til for at forklare himmelske forhold og spørgsmål vedrørende den kristne lære og adfærd. Det er derfor stadig vigtigt og nødvendigt for kristne at studere den. — He 10:1; 9:23.

Jesus sagde at hele Loven hvilede på de to store bud: budet om at elske Gud og budet om at elske sin næste. (Mt 22:35-40) I Femte Mosebog (hvor Loven forekommer i en lidt ændret form tilpasset de nye forhold ved bosættelsen i det forjættede land) forekommer det hebraiske ord for „at elske“ således mere end 20 gange.

De Ti Ord (2Mo 34:28), eller De Ti Bud, var den grundlæggende del af Loven, men desuden fandtes omkring 600 andre love, som alle var lige så bindende for israelitterne. (Jak 2:10) De fire første af De Ti Bud drejede sig om menneskets forhold til Gud; det femte om forholdet til Gud og til forældre; og de fem sidste om forholdet til næsten. De fem sidste var tilsyneladende ordnet efter omfanget af den skade man forvoldte næsten: mord, ægteskabsbrud, tyveri, falsk vidnesbyrd og havesyge eller selvisk begær. Det tiende bud giver Moseloven en særstilling i forhold til alle andre nationers love ved at forbyde selvisk begær, et bud som i virkeligheden kun Gud kan håndhæve. I realiteten greb det fat om den egentlige årsag til en overtrædelse af alle de andre bud. — 2Mo 20:2-17; 5Mo 5:6-21; jf. Ef 5:5; Kol 3:5; Jak 1:14, 15; 1Jo 2:15-17.

Loven indeholdt mange principper og retningsgivende forskrifter. Dommerne havde frihed til at undersøge en sag og tage hensyn til lovovertrædernes motiver og indstilling samt omstændighederne i forbindelse med en lovovertrædelse. En forsætlig, respektløs eller forhærdet overtræder som ikke følte nogen anger, fik den fulde straf. (4Mo 15:30, 31) I andre tilfælde kunne der afsiges en mildere dom. For eksempel skulle en morder ubetinget lide døden, hvorimod der kunne vises barmhjertighed mod den uforsætlige manddraber. (4Mo 35:15, 16) Ejeren af en okse som var tilbøjelig til at stange, og som stangede et menneske ihjel, blev dømt til døden eller fik pålagt en løskøbelsessum. (2Mo 21:29-32) Forskellen mellem den tildelte bødestraf i 2 Mosebog 22:7 og 3 Mosebog 6:1-7 beror sandsynligvis på den forskel der er mellem en person der har begået tyveri og pågribes, og en person der frivilligt kommer og bekender sin overtrædelse.

Samvittighedens lov. Sådan kalder Bibelen den lov som mennesker har fået „skrevet i deres hjerter“. Om dem der ikke er underlagt en direkte lov fra Gud, sådan som israelitterne der var underlagt Moseloven, siges det at de er „deres egen lov“, for deres samvittighed enten ’anklager’ eller ’forsvarer’ dem i deres egne tanker. (Ro 2:14, 15) Mange retfærdige love i hedenske lande vidner om denne samvittighed, der oprindelig blev nedlagt i menneskehedens fælles stamfader, Adam, og videregivet gennem Noa. — Se SAMVITTIGHED.

I 1 Korinther 8:7 skrev apostelen Paulus at mangel på nøjagtig kristen kundskab kan resultere i en svag samvittighed. Samvittigheden kan være en god eller en dårlig vejleder, afhængigt af den enkeltes kundskab og oplæring. (1Ti 1:5; He 5:14) Samvittigheden kan blive besmittet og vil i så fald være en dårlig vejleder. (Tit 1:15) Hvis man til stadighed handler i strid med sin samvittighed, vil den blive som ufølsomt arvæv og følgelig ikke være en pålidelig vejleder. — 1Ti 4:1, 2.

„Messias’ lov“. Paulus skrev: „Bær til stadighed hinandens byrder, og opfyld således Messias’ lov.“ (Ga 6:2) Selv om Lovpagten blev bragt til ophør på pinsedagen i år 33 e.v.t. („når præstedømmet ændres, sker der nødvendigvis også en ændring af loven“ [He 7:12]), er de kristne ikke uden lov, men er „under Kristi lov“. (1Kor 9:21) Denne lov kaldes „frihedens fuldkomne lov“, „et frit folks lov“, „troens lov“. (Jak 1:25; 2:12; Ro 3:27) Denne nye lov var blevet forudsagt af Gud gennem profeten Jeremias da han talte om en ny pagt og om at Guds lov da ville blive skrevet på hans folks hjerter. — Jer 31:31-34; He 8:6-13.

Ligesom Moses var mellemmand for Lovpagten, er Jesus Kristus mellemmand for den nye pagt. Moses nedfældede Loven i en skreven lovsamling, men Jesus nedfældede ikke nogen lov på skrift. Han benyttede det talte ord til at indgive sin lov i sine disciples sind og hjerter. Hans disciple nedskrev heller ikke love i form af en lovsamling for kristne, med lovene inddelt i bestemte hoved- og underafsnit. Ikke desto mindre er De Kristne Græske Skrifter fulde af love, bud og bestemmelser som de kristne må overholde. — Åb 14:12; 1Jo 5:2, 3; 4:21; 3:22-24; 2Jo 4-6; Joh 13:34, 35; 14:15; 15:14.

Jesus gav sine disciple påbud om at forkynde ’den gode nyhed om riget’. Hans befaling findes i Mattæus 10:1-42; Lu 9:1-6; 10:1-12. Ifølge Mattæus 28:18-20 gav han sine disciple en ny befaling: de skulle nu ikke blot forkynde for jøder, men for folk af alle nationer for at gøre disciple og døbe dem med en ny dåb, „i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn“, idet de lærte dem at holde alt det Jesus havde befalet dem. Således underviste Jesus og gav befalinger med guddommelig bemyndigelse mens han var på jorden (Apg 1:1, 2) og efter at han var steget op til himmelen. (Apg 9:5, 6; Åb 1:1-3) Hele Åbenbaringens Bog består af profetier, befalinger, formaninger og instruktioner til den kristne menighed.

„Messias’ lov“ gælder hele den kristnes liv og gerning. Med Guds ånds hjælp kan den kristne følge de bud der gives, så han kan få en gunstig dom ifølge denne lov, for det er ’den ånds lov der giver liv i samhørighed med Kristus Jesus’. — Ro 8:2, 4.

„Guds lov“. Apostelen Paulus taler om at den kristnes kamp er påvirket af to ting: „Guds lov“ og ’sindets lov’ — „åndens lov, den ånd der giver liv“ på den ene side, og „syndens lov“ eller „syndens og dødens lov“ på den anden. Paulus beskriver kampen på den måde at han siger at det faldne kød, som er besmittet med synd, er taget til fange under „syndens lov“. Og „at holde sindet rettet mod kødet betyder . . . død“, men Gud har, „ved at sende sin egen søn i syndigt køds lighed og med henblik på synden“, fordømt synden i kødet. Med Guds ånds hjælp kan den kristne vinde kampen og opnå liv ved at tro på Kristus, ved at bringe død over legemets forehavender og ved at leve i overensstemmelse med åndens ledelse. — Ro 7:21–8:13.

Syndens og dødens lov. Apostelen Paulus fremfører i sin argumentation at på grund af menneskeslægtens stamfader Adams synd „herskede døden som konge“ fra Adam frem til Moses (da Loven blev givet), og at Loven ’gjorde overtrædelserne kendt’ eller tydelige, hvorefter menneskene kunne anklages for synd. (Ro 5:12-14; Ga 3:19) Dette syndens herredømme, „syndens lov“, som virker i det ufuldkomne kød, udøver magt over det og gør det tilbøjeligt til at overtræde Guds lov. (Ro 7:23; 1Mo 8:21) Synd forårsager død. (Ro 6:23; 1Kor 15:56) Moseloven kunne ikke sejre over syndens og dødens herredømme, men der opnås udfrielse og sejr ved Guds ufortjente godhed gennem Jesus Kristus. — Ro 5:20, 21; 6:14; 7:8, 9, 24, 25.

„Troens lov“. „Troens lov“ sættes i kontrast til „gerningernes“. Menneskene kan ikke opnå retfærdighed hverken ved egne gerninger eller ved gerninger i overensstemmelse med Moseloven, som om retfærdighed kunne opnås som løn for gerninger. Retfærdighed opnås kun ved tro på Jesus Kristus. (Ro 3:27, 28; 4:4, 5; 9:30-32) Jakob siger imidlertid at denne tro vil være ledsaget af gerninger der er en følge af troen og i overensstemmelse med den. — Jak 2:17-26.

Ægtemandens lov. En gift kvinde er underlagt ’sin mands lov’. (Ro 7:2; 1Kor 7:39) Det princip at ægtemanden er familiens overhoved, gælder i hele Guds organisation og har til alle tider været gældende blandt dem der tilbeder Gud, og desuden blandt mange andre folk. Jehova Gud indtager stillingen som ægtemand i forhold til sin „kvinde“, „det Jerusalem som er oventil“. (Ga 4:26, 31; Åb 12:1, 4-6, 13-17) Det jødiske folks forhold til Gud var som en hustrus forhold til sin ægtemand. — Es 54:5, 6; Jer 31:32.

Ifølge den patriarkalske lov var ægtemanden familiens ubestridte overhoved som hustruen måtte underordne sig, men hun kunne stille forslag som måtte have mandens godkendelse. (1Mo 21:8-14) Sara kaldte Abraham „herre“. (1Mo 18:12; 1Pe 3:5, 6) Kvinden bar en hovedbeklædning som tegn på at hun underordnede sig sin ægtemand. — 1Mo 24:65; 1Kor 11:5.

Under den lov der blev givet til Israel, var hustruen underordnet sin mand. Hendes ægtemand kunne stadfæste eller annullere de løfter hun aflagde. (4Mo 30:6-16) Hun arvede ikke jorden efter sin mand, men fulgte med arvelodden, og i det tilfælde at den blev genløst af en slægtning, fulgte hun med. (Rut 4:5, 9-11) Hun kunne ikke lade sig skille fra sin mand, men ægtemanden havde ret til at lade sig skille fra sin hustru. — 5Mo 24:1-4.

Under den kristne ordning kræves det at hustruen anerkender mandens stilling og ikke tilraner sig den. Apostelen Paulus siger at den gifte kvinde er underlagt sin mands lov så længe han lever, men at hun er løst fra den ved hans død så hun ikke er en ægteskabsbryderske hvis hun gifter sig igen. — Ro 7:2, 3; 1Kor 7:39.

„Den kongelige lov“. „Den kongelige lov“ er med rette den højest rangerende og den vigtigste af alle de love der styrer menneskers indbyrdes forhold; den indtager samme stilling som en konge blandt mennesker. (Jak 2:8) Lovpagtens grundlæggende idé var kærlighed. „Du skal elske din næste som dig selv“ (den kongelige lov) var det andet af de to bud hvorpå Loven og Profeterne hang. (Mt 22:37-40) Kristne er ikke underlagt Lovpagten, men de er underlagt Kongen Jehovas og hans søn og konges, Jesu Kristi, lov i forbindelse med den nye pagt.

[Ramme på side 166-172]

NOGLE AF LOVPAGTENS GRUNDTRÆK

TEOKRATISK REGERING

Jehova Gud er den øverste Suveræn (2Mo 19:5; 1Sa 12:12; Es 33:22)

Kongen skulle sidde på „Jehovas trone“ og repræsentere ham (1Kr 29:23; 5Mo 17:14, 15)

Andre embedsmænd (stammehøvdinger; øverster over tusind, over hundrede, over halvtreds og over ti) blev udvalgt på grundlag af deres gudsfrygt, deres pålidelighed og deres ubestikkelighed (2Mo 18:21, 25; 4Mo 1:44)

Alle der udøvede gudgiven myndighed, skulle respekteres: embedsmænd, præster, dommere, forældre (2Mo 20:12; 22:28; 5Mo 17:8-13)

RELIGIØSE PLIGTER

(Disse var sammenfattet i Lovens største bud — at man skulle elske Jehova af hele sit hjerte, hele sit sind, hele sin sjæl og hele sin styrke; 5Mo 6:5; 10:12; Mr 12:30)

Kun Jehova måtte tilbedes (2Mo 20:3; 22:20; 5Mo 5:7)

Kærlighed skulle være drivkraften i den enkeltes forhold til Gud (5Mo 6:5, 6; 10:12; 30:16)

Alle skulle frygte og adlyde Gud (2Mo 20:20; 5Mo 5:29)

Guds navn måtte ikke bruges til noget som var uden værdi (2Mo 20:7; 5Mo 5:11)

Man kunne kun nærme sig Gud på en måde som han godkendte (4Mo 3:10; 3Mo 10:1-3; 16:1)

Alle var forpligtede til at holde sabbatten (2Mo 20:8-11; 31:12-17)

Man skulle samles til tilbedelse (5Mo 31:10-13)

Alle af mandkøn skulle samles tre gange om året: til påsken og de usyrede brøds højtid, til ugefesten og til løvhyttefesten (5Mo 16:16; 3Mo 23:1-43)

Den der med vilje undlod at fejre påsken, skulle udryddes (4Mo 9:13)

Man skulle understøtte præsteskabet

Levitterne modtog fra de andre stammer en tiendedel af al afgrøde i landet (4Mo 18:21-24)

Levitterne skulle give præsterne tiende af det bedste af det de selv havde modtaget (4Mo 18:25-29)

Man skulle frembære ofre (He 8:3-5; 10:5-10)

Forskellige ofre som var foreskrevet i Loven: regelmæssige brændofre (3Mo kap. 1; 4Mo kap. 28), fællesskabsofre (3Mo kap. 3; 19:5), syndofre (3Mo kap. 4; 4Mo 15:22-29), skyldofre (3Mo 5:1-6:7), kornofre (3Mo kap. 2), drikofre (4Mo 15:5, 10), svingningsofre (3Mo 23:10, 11, 15-17)

Udøvelse af falsk religion var forbudt

Billeddyrkelse (2Mo 20:4-6; 5Mo 5:8-10)

At lave flænger i sit legeme for en afdød eller at tatovere sig (3Mo 19:28)

At plante et træ som en hellig pæl (5Mo 16:21)

At bringe vederstyggelige ting som var viet til udslettelse, ind i sit hus (5Mo 7:26)

At opfordre til genstridighed mod Jehova (5Mo 13:5)

At opfordre til at dyrke andre guder (5Mo 13:6-10; 17:2-7)

At gå over til at dyrke andre guder (5Mo 13:12-16)

At overgive sit afkom til andre guder (3Mo 18:21, 29)

Spiritisme, trolddom (2Mo 22:18; 3Mo 20:27; 5Mo 18:9-14)

PRÆSTESKABETS PLIGTER

(Levitterne hjalp præsterne med udførelsen af deres pligter; 4Mo 3:5-10)

At undervise i Guds lov (5Mo 33:8, 10; Mal 2:7)

At tjene som dommere ved at anvende Guds lov (5Mo 17:8, 9; 19:16, 17)

At bringe ofre på folkets vegne (3Mo kap. 1-7)

At rådspørge Gud ved hjælp af Urim og Tummim (2Mo 28:30; 4Mo 27:18-21)

MEDLEMSKAB AF ISRAELS MENIGHED

Andre end dem der var født ind i Israels nation, kunne blive medlemmer af menigheden

Personer fra andre nationer kunne blive omskårne tilbedere

Sådanne fastboende udlændinge var forpligtede til at overholde alle Lovpagtens krav (3Mo 24:22)

Nogle der ikke kunne få adgang til Israels menighed

Mænd der var blevet kastreret ved at testiklerne var blevet knust eller det mandlige lem skåret af (5Mo 23:1)

Uægte sønner og deres efterkommere til „tiende generation“ (5Mo 23:2)

Ammonitter og moabitter (øjensynlig af mandkøn) var udelukkede for altid fordi de ikke viste gæstfrihed, men modstod israelitterne da disse kom fra Ægypten (5Mo 23:3-6)

Sønner født af ægyptere „som tredje generation“ kunne få adgang til menigheden (5Mo 23:7, 8)

RETSVÆSEN

(Love for behandling af retssager understregede Jehovas retfærdighed og barmhjertighed. Dommerne havde frihed til at vise barmhjertighed hvis omstændighederne talte for det. Disse love bevarede også folket rent og beskyttede den enkelte israelits velfærd)

Dommere

Præster, konger og andre mænd var udnævnt som dommere (2Mo 18:25, 26; 5Mo 16:18; 17:8, 9; 1Kg 3:6, 9-12; 2Kr 19:5)

At være stillet for en dommer var det samme som at stå foran Jehova (5Mo 1:17; 19:16, 17)

Behandling af sager

Ordinære sager blev forelagt dommerne (2Mo 18:21, 22; 5Mo 25:1, 2; 2Kr 19:8-10)

Hvis en lavere domstol ikke kunne afgøre en sag, blev den forelagt en højere instans (2Mo 18:25, 26; 1Kg 3:16, 28)

Ekstraordinære eller vanskelige sager blev forelagt præsterne:

Sager der drejede sig om en mands skinsyge eller en hustrus utroskab (4Mo 5:12-15)

Når et vidne anklagede en anden for oprør (5Mo 19:16, 17)

Enhver sag der drejede sig om en voldshandling eller en handling hvor der var udgydt blod, eller hvor afgørelsen var vanskelig eller omstridt (5Mo 17:8, 9; 21:5)

Når et menneske blev fundet dræbt på marken og man ikke kunne finde frem til morderen (5Mo 21:1-9)

Vidner

Der skulle mindst to øjenvidner til for at stadfæste et udsagn (5Mo 17:6; 19:15; jf. Joh 8:17; 1Ti 5:19)

Vidnerne skulle som de første løfte hånden mod den skyldige for at lade ham lide døden. Dette ville afskrække folk fra at aflægge et falsk, forhastet eller tankeløst vidnesbyrd (5Mo 17:7)

Falsk vidnesbyrd

Det var strengt forbudt at aflægge falsk vidnesbyrd (2Mo 20:16; 23:1; 5Mo 5:20)

Hvis et vidne rejste en falsk anklage mod en anden, ville det falske vidne få den straf som var tiltænkt den anklagede (5Mo 19:16-19)

Bestikkelse, partiskhed i forbindelse med retssager

Det var forbudt at tage imod bestikkelse (2Mo 23:8; 5Mo 27:25)

Det var forbudt at bøje retten (2Mo 23:1, 2, 6, 7; 3Mo 19:15, 35; 5Mo 16:19)

En overtræder blev kun taget i forvaring i vanskelige sager der skulle afgøres af Jehova (3Mo 24:11-16, 23; 4Mo 15:32-36)

Straffe

Prygl — slagenes antal var begrænset til 40 for at undgå vanærende prygling (5Mo 25:1-3; jf. 2Kor 11:24)

Døden ved stening — liget kunne derefter hænges på en pæl som en Guds forbandelse (5Mo 13:10; 21:22, 23)

Gengældelse — en straf svarende til den forvoldte skade (3Mo 24:19, 20)

Skadeserstatning: Hvis et dyr voldte skade på en andens ejendom (2Mo 22:5; 21:35, 36); hvis man antændte en brand der voldte skade på en andens ejendom (2Mo 22:6); hvis man slog en andens husdyr ihjel (3Mo 24:18, 21; 2Mo 21:33, 34); hvis man af vanvare havde taget ’noget helligt’ til eget brug, for eksempel tiende eller ofre (3Mo 5:15, 16); hvis man bedrog sin landsmand med hensyn til noget som var overgivet i ens varetægt, som var betroet i ens hånd, eller som var tilranet eller fundet, og man svor falsk angående disse ting (3Mo 6:2-7; 4Mo 5:6-8)

Tilflugtsbyer

Den uforsætlige manddraber kunne flygte til den nærmeste tilflugtsby (4Mo 35:12-15; 5Mo 19:4, 5; Jos 20:2-4)

Derefter blev hans sag pådømt i den jurisdiktion hvor ulykken var sket

Hvis det blev fastslået at drabet var en ulykke, skulle den uforsætlige manddraber blive i tilflugtsbyen indtil ypperstepræstens død (4Mo 35:22-25; Jos 20:5, 6)

En der havde begået overlagt mord, skulle lide døden (4Mo 35:30, 31)

ÆGTESKAB, FAMILIEFORHOLD, KØNSMORAL

(Loven var en beskyttelse for Israel idet den bevarede ægteskabets og familieordningens hellige status)

Det første ægteskab var indstiftet af Jehova (1Mo 2:18, 21-24)

Hustruen blev betragtet som mandens ejendom, men han skulle stå Gud til regnskab for hvordan han behandlede hende (5Mo 22:22; Mal 2:13-16)

Polygami var tilladt, men visse love beskyttede hustruen og hendes afkom (5Mo 21:15-17; 2Mo 21:10)

Ægteskab var tvungent efter en forførelse (medmindre pigens fader forbød det) (2Mo 22:16, 17; 5Mo 22:28, 29)

Svogerægteskab var påbudt, det vil sige at en mand skulle tage sin broders enke til ægte når hans afdøde broder ikke havde efterladt sig sønner. Den der nægtede at gifte sig med sin svigerinde, blev vanæret offentligt (5Mo 25:5-10)

Ægteskab med fremmede var forbudt (2Mo 34:12-16; 5Mo 7:1-4); men det var tilladt at ægte en tilfangetagen kvinde (5Mo 21:10-14)

Kvinder der havde fået en arvelod i eje, skulle gifte sig inden for deres egen stamme (4Mo 36:6-9)

Skilsmisse

Kun ægtemanden havde ret til skilsmisse (for noget han fandt anstødeligt hos hustruen). Det krævedes at han gav hustruen en skilsmisseattest (5Mo 24:1-4)

Skilsmisse var ikke tilladt hvis manden havde ægtet hustruen efter at have forført hende (5Mo 22:28, 29)

En mand kunne ikke gifte sig igen med en kvinde han havde skilt sig fra, hvis hun havde giftet sig igen og hendes anden mand også havde ladet sig skille fra hende eller var død (5Mo 24:1-4)

Ægteskabsbrud var forbudt; der var dødsstraf for begge implicerede (2Mo 20:14; 5Mo 22:22)

Blodskam

En israelitisk mand kunne ikke gifte sig med nogen af følgende kvindelige slægtninge: Sin moder, stedmoder eller faders medhustru (3Mo 18:7, 8; 20:11; 5Mo 22:30; 27:20); sin søster eller halvsøster (3Mo 18:9, 11; 20:17; 5Mo 27:22); sin sønnedatter eller datterdatter (3Mo 18:10); sin faster eller moster (3Mo 18:12, 13; 20:19); sin tante (sin farbroders hustru eller morbroders hustru) (3Mo 18:14; 20:20); sin svigerdatter (3Mo 18:15; 20:12); sin datter, steddatter, steddatters datter, stedsøns datter, svigermoder (3Mo 18:17; 20:14; 5Mo 27:23); sin broders hustru (3Mo 18:16; 20:21) medmindre der var tale om svogerægteskab (5Mo 25:5, 6); sin hustrus søster i hustruens levetid (3Mo 18:18)

En israelitisk kvinde kunne ikke gifte sig med nogen af følgende mandlige slægtninge: Sin søn eller stedsøn (3Mo 18:7, 8; 20:11; 5Mo 22:30; 27:20); sin broder eller halvbroder (3Mo 18:9, 11; 20:17; 5Mo 27:22); sin bedstefader (3Mo 18:10); sin brodersøn eller søstersøn (3Mo 18:12, 13; 20:19); sin mands brodersøn eller søstersøn (3Mo 18:14; 20:20); sin svigerfader (3Mo 18:15; 20:12); sin fader, stedfader, moders stedfader, faders stedfader, svigersøn (3Mo 18:7, 17; 20:14; 5Mo 27:23); sin mands broder (3Mo 18:16; 20:21) medmindre der var tale om svogerægteskab (5Mo 25:5, 6); sin søsters mand i søsterens levetid (3Mo 18:18)

Straf for blodskam: døden (3Mo 18:29; 20:11, 12, 14, 17, 20, 21)

Samleje under menstruation

Hvis en mand og en kvinde med overlæg havde samleje under kvindens menstruation, blev de straffet med døden (3Mo 18:19; 20:18)

Hvis en mand havde samleje med sin hustru under hendes urenhed uden at have kendskab til denne (måske ved menstruationens uventede begyndelse), var han uren i syv dage (3Mo 15:19-24)

Forholdet mellem forældre og børn

Forældre (især fædre) skulle undervise deres børn i Guds lov (5Mo 6:6-9, 20-25; 11:18-21; Es 38:19)

Børn skulle ære deres forældre (2Mo 20:12; 21:15, 17; 3Mo 19:3; 5Mo 5:16; 21:18-21; 27:16)

Det var forbudt at bære det modsatte køns klædedragt (i den hensigt at bedrage og begå umoralitet) (5Mo 22:5)

Homoseksuelle handlinger medførte dødsstraf for begge de involverede parter (3Mo 18:22; 20:13)

Sodomi (kønslig omgang med dyr) medførte dødsstraf for både personen og dyret (2Mo 22:19; 3Mo 18:23, 29; 20:15, 16; 5Mo 27:21)

En uanstændig voldshandling (hvis en kvinde under sin mands kamp med en anden mand greb fat i den andens kønsdele) skulle straffes ved at kvinden fik hånden hugget af, i stedet for at der gengældtes lige for lige, idet Jehova tog hensyn til hendes forplantningsevne og hendes mands ret til at få børn med hende (5Mo 25:11, 12)

FORRETNINGSANLIGGENDER

(Loven tilskyndede til ærlighed i forretningsanliggender og til respekt for andres hjem og ejendom)

Jordbesiddelse

Jorden blev fordelt mellem slægter (4Mo 33:54; 36:2)

Jorden kunne ikke sælges uigenkaldeligt, men blev givet tilbage til ejeren i jubelåret; salgsprisen blev beregnet på grundlag af antallet af afgrøder indtil jubelåret (3Mo 25:15, 16, 23-28)

Ved salg af et stykke jord havde den nærmeste slægtning forkøbsret (Jer 32:7-12)

Staten havde ikke ret til at beslaglægge en mands arvelod til offentlige formål ved blot at betale kompensation for det (1Kg 21:2-4)

Levitternes andel bestod i nogle byer med tilhørende græsgange

Af de 48 byer de fik tildelt, var de 13 præstebyer (4Mo 35:2-5; Jos 21:3-42)

En mark som hørte til græsgangen ved en levitby, kunne ikke sælges; den tilhørte byen, ikke enkeltpersoner (3Mo 25:34)

Hvis en mand ville hellige en del af sin mark til Jehova (stille brugen af den eller dens afgrøde til rådighed for helligdommen eller præsterne), blev værdien af den ansat på grundlag af den mængde bygsæd der medgik til at tilså den. Et jordstykke hvortil der blev brugt en homer byg, var 50 sekel sølv værd. Værdien af jordstykket formindskedes i forhold til antallet af år der var tilbage indtil jubelåret (3Mo 27:16-18)

Hvis ejeren ville købe marken tilbage, måtte han føje en femtedel af vurderingssummen til (3Mo 27:19)

Hvis han ikke købte den tilbage, men solgte den til en anden mand, ville den i jubelåret overgå til præstens ejendom som noget der var helliget Jehova (3Mo 27:20, 21)

Hvis en mand helligede Jehova en del af en mark som han havde købt af en anden, blev den i jubelåret givet tilbage til den oprindelige ejer (3Mo 27:22-24)

Hvis en mand ’viede’ noget af sin ejendom (noget som var „viet“, var permanent og udelukkende viet enten til udslettelse eller til brug for helligdommen; Jos 6:17; 7:1, 15; Ez 44:29), kunne det ikke sælges eller købes tilbage; det forblev Jehovas (3Mo 27:21, 28, 29)

Genløsning af ejendom

Al jord blev givet tilbage til de oprindelige ejere i jubelåret (med de tidligere nævnte undtagelser) (3Mo 25:8-10, 15, 16, 24-28)

Levitterne kunne til hver en tid købe deres huse i levitbyerne tilbage (3Mo 25:32, 33)

Jubelåret: begyndte på forsoningsdagen i det 50. år; man begyndte at tælle fra det år israelitterne gik ind i landet (3Mo 25:2, 8-19)

Arvelove

Den førstefødte søn fik en dobbelt del af arven (5Mo 21:15-17)

Hvor der ingen søn var, arvede døtrene. (4Mo 27:6-8) Hvis en mand hverken havde sønner eller døtre, gik arven til hans brødre eller til hans faders brødre eller til den nærmeste kødelige slægtning (4Mo 27:9-11)

Mål og vægt

Jehova krævede ærlighed og nøjagtighed (3Mo 19:35, 36; 5Mo 25:13-15)

Bedrageri var ham en vederstyggelighed (Ord 11:1)

Gæld

Hebraiske brødres gæld blev eftergivet efter syv års forløb (5Mo 15:1, 2)

En udlænding kunne presses til at betale sin gæld (5Mo 15:3)

Pant for lån

Hvis man tog en persons yderklædning i pant for et lån, måtte man ikke beholde den natten over (Den fattige sov ofte i kappen af mangel på andre sengeklæder) (2Mo 22:26, 27; 5Mo 24:12, 13)

Man måtte ikke gå ind i en anden mands hus for at hente et pant eller anden sikkerhed for et lån. Man skulle blive uden for huset og lade personen selv bringe tingen ud til sig (Dette sikrede boligens ukrænkelighed) (5Mo 24:10, 11)

Man måtte ikke tage en håndkværn eller den øverste møllesten som pant (Hvis man gjorde det, kunne personen ikke male korn til sig selv og sin familie) (5Mo 24:6)

MILITÆRE LOVE

(Dette var love som gjaldt de krige israelitterne på Guds befaling førte i det forjættede land. Det var dem strengt forbudt at føre krige som følge af selvisk aggression eller at foretage erobringstogter uden for de gudgivne grænser)

Krige

Måtte kun være Jehovas krige (4Mo 21:14; 2Kr 20:15)

Soldaterne blev helliget før de gik i krig (1Sa 21:1-6; jf. 3Mo 15:16, 18)

Soldaternes alder

Fra 20 år og opefter (4Mo 1:2, 3; 26:1-4)

Ifølge Jewish Antiquities, III, 288 (xii, 4), af Josefus, tjente de indtil de blev 50 år

Fritagelse for militærtjeneste:

Levitterne, i deres egenskab af tjenere for Jehova (4Mo 1:47-49; 2:33)

En mand som havde bygget sig et nyt hus og endnu ikke indviet det eller plantet en ny vingård og endnu ikke taget den i brug (5Mo 20:5, 6; jf. Præ 2:24; 3:12, 13)

En mand der havde forlovet sig og endnu ikke var blevet gift. Den nygifte mand var fritaget et år (En mand havde ret til at få en arving og til at se sin arving) (5Mo 20:7; 24:5)

En mand der var bange (Han kunne nedbryde moralen hos de andre soldater) (5Mo 20:8; Dom 7:3)

Lejren skulle holdes ren (fordi soldaterne var helliget til krig) (5Mo 23:9-14)

Ingen kvinder fik lov til at følge med hæren for at soldaterne kunne have seksuelt samkvem med dem, for under et felttog afholdt man sig fra seksuelt samvær med kvinder. Dette sikrede religiøs og fysisk renhed (3Mo 15:16; 1Sa 21:5; 2Sa 11:6-11)

Der fandt ingen voldtægt af fjendens kvinder sted, for dette ville være utugt; der måtte heller ikke indgås ægteskab med sådanne kvinder før felttoget var forbi. Dette sikrede ikke alene religiøs renhed, men tilskyndede også fjenderne til at overgive sig, for de kunne være sikre på at deres kvinder ikke blev forulempet (5Mo 21:10-13)

Den militære fremgangsmåde over for fjendens byer

Hvis byen der blev angrebet, tilhørte en af de syv nationer i Kana’ans land (nævnt i 5Mo 7:1), skulle alle dens indbyggere vies til udslettelse. (5Mo 20:15-17; Jos 11:11-14; 5Mo 2:32-34; 3:1-7) Hvis de blev ladt tilbage i landet, kunne de udgøre en fare for Israels forhold til Jehova Gud. Han havde ladet indbyggerne blive boende i landet indtil deres brøde var fuldstændig (1Mo 15:13-21)

Byer som ikke tilhørte de syv nationer, ville først få tilbud om fred. (5Mo 20:10, 15) Hvis byen overgav sig, blev indbyggerne sat til tvangsarbejde. Hvis den ikke overgav sig, blev alle mænd og alle kvinder der ikke var jomfruer, dræbt. De øvrige blev skånet og taget til fange. (5Mo 20:11-14; jf. 4Mo 31:7, 17, 18.) At alle mænd blev dræbt, forhindrede både at byen senere gjorde oprør, og at de giftede sig med israelitiske kvinder. Disse forholdsregler medvirkede også til at man undgik fallosdyrkelse og forskellige sygdomme blandt israelitterne

Træer der bar frugt til føde, måtte ikke fældes og bruges til belejringsværker (5Mo 20:19, 20)

Stridsvogne blev brændt; heste fik haserne skåret over så de blev uegnede til brug i krig, og senere blev de dræbt (Jos 11:6)

LOVE ANGÅENDE FØDEVARER OG HYGIEJNE

(Disse tjente til at holde israelitterne adskilt fra de hedenske folk, til at fremme renlighed og sundhed og til at minde dem om at de skulle være hellige i forholdet til Gud; 3Mo 19:2)

Brugen af blod

Det var strengt forbudt at spise blod. (1Mo 9:4; 3Mo 7:26; 17:12; 5Mo 12:23-25) Overtrædelse medførte dødsstraf (3Mo 7:27; 17:10)

Livet (sjælen) er i blodet (3Mo 17:11, 14)

Blodet af et slagtet dyr skulle hældes ud på jorden som vand og dækkes til med støv (3Mo 17:13; 5Mo 12:16)

Intet selvdødt dyr eller dyr som man fandt dræbt, måtte spises (fordi det var urent og blodet ikke var løbet af på rette måde) (5Mo 14:21)

Den eneste tilladte brug: på alteret til at skaffe soning; i forbindelse med bestemte renselsesforskrifter (3Mo 17:11, 12; 5Mo 12:27; 4Mo 19:1-9)

Brugen af fedt

Intet fedt måtte spises; fedtet tilhørte Jehova (3Mo 3:16, 17; 7:23, 24)

At spise fedtet af et dyr der blev bragt som offer, medførte dødsstraf (3Mo 7:25)

Slagtede dyr

Under ørkenvandringen skulle alle husdyr som man slagtede, bringes til teltboligen. De skulle spises som fællesskabsofre (3Mo 17:3-6)

Overtrædelse straffedes med døden (3Mo 17:4, 8, 9)

Vilde, rene dyr som man fangede under jagt, kunne nedlægges på stedet; blodet skulle løbe ud på jorden (3Mo 17:13, 14)

Efter indgangen i det forjættede land kunne man slagte ceremonielt rene dyr til føde på ens hjemsted hvis man boede langt fra helligdommen, men blodet skulle hældes ud på jorden (5Mo 12:20-25)

Landdyr, fisk, insekter som måtte spises:

Alle dyr med spaltede klove og en fuld kløft i klovene og som tygger drøv (3Mo 11:2, 3; 5Mo 14:6)

Alt hvad der lever i vandet, og som har finner og skæl (3Mo 11:9-12; 5Mo 14:9, 10)

Insekter og vingede vrimlende smådyr der går på fire og har springben: Vandregræshoppen, solam’græshoppen, fårekyllingen og hagab’græshoppen (alle efter deres arter) (3Mo 11:21, 22)

Landdyr, fisk, fugle, vrimlende smådyr der ikke måtte spises:

Landdyr: kamelen, klippegrævlingen, haren, svinet (3Mo 11:4-8; 5Mo 14:7, 8)

Fisk og andre vrimlende smådyr i vandet der ikke har finner og skæl (3Mo 11:10)

Fugle og flyvende skabninger: ørnen, fiskeørnen, den grå grib, den røde glente, den sorte glente, glenten, ravnen, strudsen, uglen, mågen, falken, den lille ugle, skovhornuglen, svanen, pelikanen, ådselgribben, skarven, storken, hejren, hærfuglen, flagermusen, alle vingede vrimlende smådyr der går på fire (dvs. der bevæger sig ligesom dyr der går på fire). Det siges ikke udtrykkeligt i Bibelen hvilke faktorer der var afgørende for om flyvende skabninger blev betegnet som „urene“ eller som „rene“. De fleste af de „urene“ fugle var rovfugle eller ådselfugle, men det gælder ikke dem alle (5Mo 14:12-19; 3Mo 11:13-20; se FUGLE og artiklerne under de respektive navne)

Smådyr der vrimler på jorden: blindmusen, springmusen, firbenet, gekkoen, kæmpefirbenet, salamanderen, ørkenfirbenet, kamæleonen, enhver skabning der kryber på bugen, går på fire (bevæger sig ligesom dyr der går på fire) eller har mange fødder (3Mo 11:29, 30, 42)

Et selvdødt dyr eller et dyr som man fandt dødt, eller som var sønderrevet af et vildt dyr (3Mo 17:15, 16; 5Mo 14:21; 2Mo 22:31)

Dyr der blev bragt som løfteofre, frivillige ofre eller fællesskabsofre, skulle spises den dag de blev ofret, eller den følgende dag, men måtte ikke spises på tredjedagen; der var dødsstraf for overtrædelse. Takofre skulle spises samme dag — intet måtte levnes til den følgende dag. Intet som var levnet af påskeofferet, måtte spises; det der ikke blev spist, skulle brændes (3Mo 7:16-18; 19:5-8; 22:29, 30; 2Mo 12:10)

Omstændigheder hvorved man blev ceremonielt uren:

Sædafgang

Personen skulle bade sig og være uren til aften (3Mo 15:16; 5Mo 23:10, 11)

Et klædningsstykke som sæden var kommet på, skulle vaskes og være urent til aften (3Mo 15:17)

Efter samleje skulle mand og hustru bade sig og være urene til aften (3Mo 15:18)

Fødsel

Kvinden var uren i 7 dage efter at have født en dreng, og i yderligere 33 dage (i de første 7 dage uren med hensyn til alt, som under menstruationen; i de 33 dage kun uren med hensyn til at røre ved noget helligt, som offermåltider eller at gå ind i helligdommen) (3Mo 12:2-4)

Hvis barnet var en pige, var kvinden uren i 14 dage, samt i endnu 66 dage (3Mo 12:5)

Kvindens menstruation (3Mo 12:2)

Kvinden var uren i syv dage ved en normal menstruation; ved en unormal blødning i længere tid var hun uren i hele perioden samt i yderligere syv dage (3Mo 15:19, 25, 28)

Under hendes urenhed blev alt hvad hun sad eller lå på, urent (3Mo 15:20)

Den der rørte ved hende eller hendes seng eller noget hun sad på, skulle vaske sine klæder og bade sig og være uren til aften (3Mo 15:21-23)

Hvis hendes månedlige urenhed kom på en mand, ville han være uren i syv dage, og enhver seng han lagde sig på, ville være uren (3Mo 15:24)

En kvinde var uren når som helst hun havde blodflåd (3Mo 15:25)

Beskyttelse mod sygdom

Spedalskhed og andre sygdomme

Præsten skulle afgøre om det var spedalskhed eller noget andet (3Mo 13:2)

Personen kom i karantæne i syv dage og blev derpå undersøgt. Hvis lidelsen var standset, skulle personen sættes i karantæne i syv dage til (3Mo 13:4, 5, 21, 26); hvis lidelsen derefter ikke havde bredt sig, skulle personen erklæres for ren (3Mo 13:6); hvis lidelsen havde bredt sig, var det spedalskhed (3Mo 13:7, 8)

Den der var spedalsk, skulle gå med sønderrevne klæder, uplejet hår og tildækket overskæg (eller overlæbe) og råbe: „Uren, uren!“ Vedkommende skulle bo isoleret, uden for lejren, indtil han eller hun var helbredt (3Mo 13:45, 46; 4Mo 5:2-4)

Udflåd fra det mandlige kønsorgan (øjensynlig som følge af en sygdom) (3Mo 15:2, 3)

Hans seng eller ting han sad eller lå på, blev urene (3Mo 15:4)

Enhver der rørte ved personen, hans seng eller det han sad på, blev uren; hvis personen med lidelsen spyttede på en anden, blev denne uren (3Mo 15:5-11)

Hvis en der havde udflåd, rørte ved et lerkar, skulle dette slås i stykker, og et trækar skulle skylles i vand (3Mo 15:12)

Når udflåddet standsede, var personen uren i syv dage til (3Mo 15:13)

Militærlejre blev holdt rene ved at man havde et aftrædelsessted uden for lejren, og enhver skulle dække sin afføring til (5Mo 23:12, 13)

Forholdsregler i forbindelse med lig

At røre ved et lig, menneskeknogler eller en grav medførte urenhed i syv dage (også på åben mark). (4Mo 19:11, 16) Der var dødsstraf for at nægte at rense sig (4Mo 19:12, 13) (Se fremgangsmåden for renselse i 4Mo 19:17-19)

Alle der var til stede eller kom ind i et telt hvor der var en død, blev urene; et åbent kar i teltet blev ligeledes urent (4Mo 19:14, 15)

Love angående døde dyr

Den der bar, rørte ved eller spiste et rent, selvdødt dyr, blev uren; den der rørte ved et urent, dødt dyr, blev uren. Vedkommende skulle bade sig (3Mo 11:8, 11, 24-31, 36, 39, 40; 17:15, 16)

Kar, krukkeholdere, ovne, klæder, skind og sække blev urene ved kontakt med døde, urene dyr (3Mo 11:32-35)

Bytte taget fra en by

Alt hvad der kunne tåle ild (metaller), skulle renses med ild og derefter skylles i vand; andre ting skulle vaskes (4Mo 31:20, 22, 23)

ANDRE FORPLIGTELSER OVER FOR MEDMENNESKER OG DYR

(Loven sagde: „Du skal elske din næste som dig selv“; 3Mo 19:18. Jesus gav udtryk for at dette var det næststørste bud i Loven; Mt 22:37-40)

Over for landsmænd

Man skulle vise kærlighed; mord var forbudt (2Mo 20:13; Ro 13:9, 10)

Man måtte ikke hævne sig eller bære nag mod sin næste (3Mo 19:18)

Omsorg for de fattige (2Mo 23:6; 3Mo 25:35, 39-43)

Omsorg for enker og faderløse (2Mo 22:22-24; 5Mo 24:17-21; 27:19)

Respekt for andres ejendom

Tyveri var forbudt; tyven skulle yde erstatning (2Mo 20:15; 22:1-4, 7)

Man måtte ikke begære sin næstes ejendom (2Mo 20:17)

Man skulle tage hensyn til handicappede

Man måtte ikke latterliggøre eller nedkalde ondt over en der var døv; han kunne ikke forsvare sig over for anklager han ikke kunne høre (3Mo 19:14)

Den der lagde en snublesten foran en der var blind, eller fik ham til at fare vild, var forbandet (3Mo 19:14; 5Mo 27:18)

Over for fastboende udlændinge: de måtte ikke behandles dårligt (2Mo 22:21; 23:9; 3Mo 19:33, 34; 5Mo 10:17-19; 24:14, 15, 17; 27:19)

Over for trælle

En hebraisk træl blev givet fri i sin trældoms 7. år eller i jubelåret, alt efter hvad der kom først. Under sin trældom skulle han behandles venligt, som daglejer (2Mo 21:2; 5Mo 15:12; 3Mo 25:10)

Hvis han havde en hustru med da han blev træl, skulle hun frigives sammen med ham (2Mo 21:3)

Hvis hans herre havde givet ham en hustru (åbenbart en udlænding) mens han var træl, blev kun han fri; hvis hustruen havde født ham børn, forblev hun og børnene herrens ejendom (2Mo 21:4)

Når en hebraisk træl fik sin frihed, skulle hans herre give ham en gave med i forhold til sin evne til at give (5Mo 15:13-15)

En herre måtte prygle sin træl. (2Mo 21:20, 21) Hvis trællen fik varigt mén af det, skulle han have sin frihed. (2Mo 21:26, 27) Hvis trællen døde mens hans herre pryglede ham, kunne herren straffes med døden. Dommere fastsatte straffen (2Mo 21:20; 3Mo 24:17)

Over for dyr

Hvis man stødte på et nødstedt husdyr, havde man pligt til at hjælpe det, også hvis det tilhørte ens fjende (2Mo 23:4, 5; 5Mo 22:4)

Lastdyr måtte ikke overanstrenges eller mishandles (5Mo 22:10; jf. Ord 12:10)

Man måtte ikke binde munden til på en okse mens den tærskede; den skulle have lov til at spise af det korn den tærskede (5Mo 25:4; jf. 1Kor 9:7-10)

Man måtte ikke tage både en moderfugl og æggene og dermed udslette hele familien (5Mo 22:6, 7)

Man måtte ikke slagte en okse eller et får og oksens eller fårets afkom samme dag (3Mo 22:28)

LOVENS FORMÅL

Den gjorde overtrædelserne kendt; den viste at israelitterne måtte have deres synder tilgivet, og at der var brug for et større offer som virkelig kunne sone deres synder (Ga 3:19)

Som en opdrager vogtede og tugtede den israelitterne, hvorved den beredte dem til at Messias skulle fremstå som deres lærer (Ga 3:24)

Forskellige sider af Loven var skygger af kommende ting; disse skygger hjalp retsindige israelitter til at identificere Messias når de kunne se at han opfyldte de profetiske forbilleder (He 10:1; Kol 2:17)