Har Gud fastlagt din skæbne?

„MANGE indbildte problemer kunne undgås hvis det ofte misforståede udtryk forudbestemmelse slet ikke blev benyttet.“ Måske spekulerer du på hvad der menes med det, især hvis du selv har anvendt ordet eller hørt det benyttet.

Ifølge det franske katolske opslagsværk Théo er det bedst at undgå ordet forudbestemmelse, eller prædestination! En anden bog oplyser: „I dag er prædestinationen tilsyneladende ikke længere et centralt teologisk debatemne, end ikke blandt protestanterne.“

Men gennem tiden har mange grublet over læren om forudbestemmelse. Den var kernen i den strid der udløste reformationen, og selv inden for den katolske kirke gik bølgerne højt i flere hundrede år på grund af denne lære. I dag er den altså mindre omdiskuteret, men stadig problematisk. Hvem vil ikke gerne vide om hans eller hendes skæbne er fastlagt på forhånd?

Hvad læren om forudbestemmelse går ud på

Hvordan definerer kirkerne begrebet forudbestemmelse? Opslagsværket Dictionnaire de théologie catholique forklarer det som „det guddommelige forsæt at skænke bestemte navngivne personer evigt liv“. Det er en almindelig opfattelse at de udvalgte „navngivne“ er dem apostelen Paulus omtaler i Romerbrevet med følgende ord: „Alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet. For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede . . . Og dem, som han forud har bestemt, har han også kaldet, og dem, han har kaldet, har han også gjort retfærdige, og dem, han har gjort retfærdige, har han også herliggjort.“ — Romerne 8:28-30, da. aut.

Nogle skulle altså endog før fødselen være udvalgt af Gud til at blive herliggjort sammen med Messias i himmelen. Derved rejses det længe omdiskuterede spørgsmål: Vælger Gud vilkårligt hvem han vil frelse? Eller har mennesker en fri vilje så de selv kan gøre noget for at opnå og bevare Guds gunst?

Augustin, prædestinationslærens fader

Før Augustin (354-430 e.v.t.) havde andre kirkefædre skrevet om prædestination, men almindeligvis menes det at være ham der har skabt det grundlag hvorpå både den katolske kirke og de protestantiske kirker bygger deres lære om emnet. Ifølge Augustin har Gud fra de tidligste tider forudbestemt de retfærdige til at modtage evige velsignelser, hvorimod de uretfærdige vil blive fordømt som en velfortjent straf for deres synder. De sidste er dog ikke af Gud forudbestemt i ordets strengeste forstand. Augustins tolkning gav næsten intet spillerum for den frie vilje, og derved banede han vejen for et utal af uoverensstemmelser.

Augustins arvtagere

Debatten om forudbestemmelsen og den frie vilje blussede med jævne mellemrum op i middelalderen, og under reformationen blev sagen tilspidset. Luther mente at den enkeltes forudbestemmelse beroede på Guds frie valg, dog uden at Gud forudså de udvalgtes fremtidige fortjeneste eller gode gerninger. Calvin drog en mere drastisk slutning med sin lære om dobbelt forudbestemmelse: Nogle er forudbestemt til evig frelse, andre til evig fortabelse. Men også Calvin anså Guds valg for at være vilkårligt, noget der unddrager sig vor fatteevne.

Striden om forudbestemmelse og det nært beslægtede spørgsmål om „nåden“ — en betegnelse kirkerne hæftede på den handling hvorved Gud frelser mennesker og erklærer dem retfærdige — antog et sådant omfang at pavestolen i 1611 forbød at noget skrift om emnet blev offentliggjort uden dens samtykke. I den katolske kirkes rækker blev Augustins lære ikke mindst holdt i hævd af de franske jansenister (tilhængerne af den flamske teolog Cornelius Jansen) i det 17. og 18. århundrede. De forfægtede en yderst asketisk og elitepræget form for kristendom og vandt endda nogle adeliges tilslutning. Men striden lagde sig ikke, og kong Ludvig XIV beordrede abbediet Port-Royal, jansenismens højborg, nedrevet.

Heller ikke i de protestantiske kirker var striden tilnærmelsesvis afsluttet. Blandt andet troede arminianerne (tilhængerne af Jacob Arminius) at den enkelte selv kunne gøre noget for at blive frelst. Men den protestantiske synode i Dordrecht (1618-19) vedtog at holde sig nøje til Calvins ortodokse lære, og bilagde dermed striden for en tid. Ifølge bogen L’Aventure de la Réforme — Le monde de Jean Calvin (Reformationens vovestykke — Johannes Calvins verden) betød diskussionen om prædestinationen og den frie vilje, at man i Tyskland længe „uden held søgte at forlige parterne, og teologer blev skældt ud, fængslet eller landsforvist“.

Forudbestemmelse eller fri vilje?

Til alle tider har disse to diametralt modsatte opfattelser, forudbestemmelsen kontra den frie vilje, affødt mange ophedede meningsudvekslinger. Augustin kunne ikke selv forklare hvordan de to begreber kunne stemme overens. Også Calvin tolkede dette som et udtryk for Guds ophøjede vilje og dermed noget uforklarligt.

Men giver Bibelens beskrivelse af Guds egenskaber og personlighed os mulighed for at trænge til bunds i disse spørgsmål? Den følgende artikel behandler emnet indgående.

[Illustrationer på side 4]

Calvin

Luther

Jansen

[Kildeangivelse]

Illustrationer: Bibliothèque Nationale, Paris