En udholdenhed der fører til sejr
„I behøver udholdenhed for at I, efter at have gjort Guds vilje, kan erfare opfyldelsen af løftet.“ — HEBRÆERNE 10:36.
1. Hvorfor er det nødvendigt at alle der i dag tjener Jehova Gud er udholdende?
HELE verden er underlagt en oprørsk gud. Dens usynlige hersker, Satan Djævelen, gør alt hvad han kan for at modstå Jehova og forhindre hævdelsen af hans universelle suverænitet ved det messianske rige. Dette er blevet det store stridsspørgsmål. Alle der indvier sig til Gud og stiller sig på hans side, vil derfor uvægerlig blive modstået af denne verden. (Johannes 15:18-20; 1 Johannes 5:19) Vi må derfor hver især gøre alt hvad vi kan for at holde ud indtil denne verden bliver fuldstændig ødelagt i Harmagedon. For at være blandt dem som Gud lader sejre over verden ved deres tro og uangribelighed, må vi trofast holde ud indtil enden. (1 Johannes 5:4) Hvordan bærer vi os ad?
2, 3. Hvordan er Jehova Gud og Jesus Kristus de største eksempler med hensyn til udholdenhed?
2 Noget der vil opmuntre os er at betragte to eksempler på udholdenhed. Det ene er Jesus Kristus, „al skabnings førstefødte“, som trofast har holdt ud i tjenesten for Gud lige siden han blev skabt i en fjern og ukendt fortid. Ved trofast at holde ud i tjenesten for Gud blev Jesus et eksempel for alle fornuftbegavede skabninger som blev skabt efter ham — i himmelen og på jorden. (Kolossenserne 1:15, 16) Det største eksempel er imidlertid Jehova Gud, som længe har måttet udholde oprøret mod hans universelle suverænitet. Han vil fortsat holde sin vrede tilbage, indtil han én gang for alle griber ind for at afgøre hvem der har retten til at regere.
3 Jehova har fundet sig i forhold hvor hans værdighed og stærke personlige følelser har været berørt og derved sat et eksempel for os. Han har vist tilbageholdenhed, til trods for at han er blevet stærkt provokeret, og han har afholdt sig fra at gribe ind over for dem der har spottet ham — deriblandt Satan Djævelen. Vi er taknemmelige for at Gud så at sige har været ’udholdende’, og har vist barmhjertighed, for ellers ville vi aldrig være blevet til. Jehova Gud har måttet tåle mere end nogen anden.
4, 5. (a) Hvordan viser Paulus’ illustration med pottemageren Guds langmodighed og barmhjertighed? (b) Hvordan vil Guds barmhjertighed vise sig ikke at have været forgæves?
4 Apostelen Paulus henviser både til Guds langmodighed og barmhjertighed når han siger: „Har pottemageren ikke myndighed over leret til af den samme klump at lave ét kar til ærefuld brug og et andet til ikke-ærefuld brug? Hvis nu Gud, skønt det er hans vilje at vise sin vrede og gøre sin magt kendt, med megen langmodighed har båret over med vredens kar, tjenlige til ødelæggelse, for at han kunne gøre sin herligheds rigdom kendt over for barmhjertighedens kar, som han forud har beredt til herlighed, nemlig os, som han kaldte, ikke blot blandt jøderne men også blandt nationerne, hvad så?“ — Romerne 9:21-24.
5 Som disse ord viser fortsætter Jehova med at gennemføre sin storslåede hensigt samtidig med at han viser barmhjertighed mod visse menneskelige kar. Han bereder disse kar til evig herlighed og forpurrer derved de onde hensigter som næres af hans store modstander, Satan Djævelen og dennes medsammensvorne. Ikke alle mennesker har vist sig at være vredens kar, tjenlige til ødelæggelse. Dette har været en positiv følge af at den almægtige Gud tålmodigt har holdt ud. Hans barmhjertighed har ikke været forgæves. Den vil udvirke (1) en rigsfamilie i himmelen frembragt gennem Jehovas elskede søn, Jesus Kristus, og (2) en genrejst menneskeslægt af fuldkomne mennesker på en paradisisk jord, som alle vil arve evigt liv.
Hold ud indtil enden
6. (a) Hvorfor kan kristne ikke undgå at få deres udholdenhed prøvet? (b) Hvad betegner det græske ord for udholdenhed sædvanligvis?
6 Mens vi har dette storslåede håb i sigte bør følgende animerende ord af Jesus altid lyde i vore ører: „Det er den der har holdt ud til enden der bliver frelst.“ (Mattæus 24:13) Det er vigtigt at man får en god start når man begynder på det kristne løb. Men det der til syvende og sidst tæller, er om vi holder ud, om vi fuldender løbet. Apostelen Paulus understregede dette da han sagde: „For I behøver udholdenhed for at I, efter at have gjort Guds vilje, kan erfare opfyldelsen af løftet.“ (Hebræerne 10:36) Det græske ord der her oversættes med „udholdenhed“ er hypomonēʹ. Dette betegner sædvanligvis en modig, standhaftig eller tålmodig udholdenhed. Den udholdende mister ikke håbet når der opstår hindringer, forfølgelser, prøvelser og fristelser. Hvis vi håber at opnå frelsen, må vi nødvendigvis underkaste os en udholdenhedsprøve.
7. Hvilket selvbedrag bør vi undgå, og hvilke eksempler kan hjælpe os til at holde ud?
7 Vi bør ikke føre os selv bag lyset med den selvbehagelige forestilling at vi kan få prøven overstået i en fart. Jehova sparede ikke sig selv da han én gang for alle ønskede at få stridsspørgsmålet om den universelle suverænitet og menneskets uangribelighed afgjort. Han har udholdt ubehageligheder selv om han kunne have gjort ende på dem øjeblikkeligt. Jesus Kristus har også sat et godt eksempel i at vise udholdenhed. (1 Peter 2:21; jævnfør Romerbrevet 15:3-5.) At se hen til disse gode eksempler bør afgjort gøre os besluttede på at holde ud indtil enden. — Hebræerne 12:2, 3.
En nødvendig egenskab
8. Hvilken egenskab som apostelen Paulus lagde for dagen, er det nødvendigt for os alle at have?
8 Lige fra de tidligste tider har ingen af Guds tjenere været fritaget for at vise deres uangribelighed gennem udholdenhed. Selv meget fremtrædende enkeltpersoner i bibelhistorien som forblev trofaste indtil døden, og dermed kvalificerede sig til evigt liv i himmelen, måtte vise deres trofasthed. For eksempel sagde den tidligere farisæer Saulus fra Tarsus, til korintherne: „Jeg har jo ikke på noget punkt vist mig at være ringere end jeres overmåde store apostle, selv om jeg intet er. En apostels tegn blev jo udvirket iblandt jer med al udholdenhed, og med tegn og undere og kraftige gerninger.“ (2 Korinther 12:11, 12) Trods de byrder Paulus’ gerning indebar, satte han så stor pris på sin tjeneste at han var villig til at udholde meget. Han passede omhyggeligt på ikke at bringe skam over sin tjeneste. — 2 Korinther 6:3, 4, 9.
9. (a) Hvordan har den salvede rest vist udholdenhed, og med hvilket resultat? (b) Hvad kan anspore os til at fortsætte trofast i tjenesten for Gud?
9 Her i nyere tid vidste de salvede kristne som tjente Gud før den første verdenskrig, at 1914 ville markere afslutningen på hedningernes tider, og mange forventede at modtage deres himmelske belønning i dette mærkeår. Men sådan gik det ikke. Der er gået mange årtier siden. I løbet af denne tid, hvor de salvede så at sige fik forlænget deres jordiske livsløb, er de blevet lutret af Jehova Gud. (Zakarias 13:9; Malakias 3:2, 3) Deres udholdenhed er kommet dem til gavn. Som tjenere for Jehova glæder de sig over at være et folk der bærer hans navn. (Esajas 43:10-12; Apostelgerninger 15:14) Nu hvor de har gennemlevet to verdenskrige og adskillige mindre konflikter, er de begejstrede over at en voksende stor skare af andre får, som nu tæller over fire millioner, hjælper dem med at udbrede den gode nyhed. Det åndelige paradis som de befinder sig i, har bredt sig ud over hele jorden, ja, selv til havenes fjerneste øer. Denne gunstbevisning, som vi værdsætter mere og mere jo længere vi lever, har ansporet os til trofast at fortsætte i tjenesten for Gud indtil Jehovas vilje og hensigt er helt gennemført.
10. Hvad må vi regelmæssigt gøre for ikke at blive svækket?
10 Eftersom vor belønning afhænger af om vi urokkeligt holder ud, har vi hele tiden brug for tilskyndelser i denne henseende. (1 Korinther 15:58; Kolossenserne 1:23) For at undgå at blive svækket må vi som Jehovas folk regelmæssigt opmuntres til at holde fast ved sandheden og det dyrebare privilegium det er at udbrede den. Det var af samme grund at de nydannede menigheder i det første århundrede blev ved at få besøg af Paulus og Barnabas. (Apostelgerninger 14:21, 22) Lad os være fast besluttede på at vi, som apostelen Johannes udtrykte det, vil lade sandheden forblive i os og „være hos os for evigt“. — 2 Johannes 2.
Vi venter og holder urokkeligt ud
11. Hvilken fremgangsmåde fulgte Gud tilsyneladende over for sine tjenere i fortiden, og hvordan kom dette til udtryk i Josefs tilfælde?
11 Det tager tid før den prøve vi udsættes for er fuldendt. (Jakob 1:2-4) Vent! Hold ud! Det lader til at Gud netop har ladet sine tjenere i fortiden vente når han ønskede at se om de var besluttede på at forblive i troen. Og ventetiden viste sig altid at være til velsignelse for de trofaste tjenere. Josef måtte for eksempel vente 13 år som træl og fange, men dette udviklede blot hans personlighed. — Salme 105:17-19.
12, 13. (a) Hvordan viste Abraham en eksemplarisk udholdenhed? (b) Hvordan er Abrahams tro og udholdenhed et mønster for os?
12 Abraham var 75 år gammel da Gud kaldte ham ud af Ur i Kaldæa og bad ham rejse til det forjættede land. Men først da han var omkring 125 år gammel modtog han Guds edsvorne løfte. Det skete umiddelbart efter at Abraham havde vist hvor stærk hans tro var, ved at være villig til at ofre sin elskede søn Isak. Kun fordi Jehovas engel holdt hans hånd tilbage blev dette offer ikke bragt. (1 Mosebog 22:1-18) Halvtreds år var lang tid for Abraham at vente som udlænding i et fremmed land, men han holdt ud i yderligere 50 år indtil han døde i en alder af 175 år. I al den tid tjente Abraham trofast som vidne og profet for Jehova Gud. — Salme 105:9-15.
13 Abrahams tro og udholdenhed fremholdes som et mønster for alle Guds tjenere som ønsker at modtage de lovede velsignelser gennem Abrahams afkom, Jesus Kristus. (Hebræerne 11:8-10, 17-19) Vi læser om Abraham i Hebræerbrevet 6:11-15: „Men vi ønsker brændende at enhver af jer viser den samme flid, så I til det sidste har fuld forvisning i håbet, for at I ikke skal blive sløve, men efterligne dem som gennem tro og tålmodighed arver løfterne. For da Gud gav sit løfte til Abraham, svor han ved sig selv, da han ikke kunne sværge ved nogen større, og sagde: ’Sandelig, jeg vil visselig velsigne dig og visselig mangfoldiggøre dig.’ Og således opnåede Abraham, efter at han havde udvist tålmodighed, dette løfte.“
14. Hvorfor bør vi ikke mene at udholdenhedsprøven er uendelig og belønningen en illusion?
14 Den salvede rest har nu oplevet at der er gået 77 år siden hedningetidernes udløb i 1914, hvor nogle af dem ventede at den sande kristne menighed ville blive taget til himmelen. Vi ved ikke hvor meget længere resten må vente. Bør dette få os til at vakle og mene at ventetiden aldrig vil få ende og at belønningen er en illusion? Nej! Det ville ikke ophøje Guds suverænitet og ære hans navn. Han ville ikke blive retfærdiggjort over for verden hvis han tildelte os sejren og sejrsprisen, det evige liv. Uanset hvor lang tid der vil gå, er resten og dens trofaste medarbejdere, de andre får, besluttede på at vente indtil Jehova til sin fastsatte tid griber ind. Ved at vise en sådan eksemplarisk udholdenhed følger de Abrahams eksempel. — Romerne 8:23-25.
15. (a) Hvilken parole må vi følge, og hvilke prøver har Gud sejrrigt ført os igennem? (b) Hvilken tilskyndelse fra Paulus er stadig aktuel i dag?
15 Parolen lyder: Fortsæt trofast med at gøre Guds vilje med udholdenhed. (Romerne 2:6, 7) I den tid der er gået har Jehova sejrrigt hjulpet os igennem svære prøvelser, deriblandt fængslinger og ophold i koncentrationslejre, til ære for hans navn og hensigt.a I den prøvelsens tid der endnu er tilbage vil Jehova fortsat hjælpe os. Paulus’ tilskyndelse er også aktuel i dag: „For I behøver standhaftig tålmodighed og udholdenhed for at I kan gøre Guds vilje helt og fuldt og få del i og til fulde glæde jer over det der er lovet.“ — Hebræerne 10:36, The Amplified Bible; Romerne 8:37.
16. Hvorfor bør vi ikke betragte vor indvielse til Jehova som værende underlagt visse begrænsninger eller betingelser?
16 Så længe Jehova har et arbejde til os at udføre i denne onde verden, vil vi følge Jesu eksempel og være optaget af denne gerning indtil den er fuldført. (Johannes 17:4) Da vi indviede os til Jehova var det ikke på den betingelse at vi kun ville tjene ham en kort tid og at Harmagedon så ville komme. Vor indvielse var evig. Guds gerning vil ikke ophøre med Harmagedonslaget. Det er imidlertid først efter at vi har fuldført det arbejde der skal udføres inden Harmagedon, at vi vil opleve de storslåede begivenheder der skal indtræffe efter denne store krig. Ud over det glædelige privilegium at kunne fortsætte i Guds gerning, vil vi til den tid blive belønnet med de velsignelser som han har lovet og som vi så længe har ventet på. — Romerne 8:32.
Kærlighed til Gud hjælper os til at holde ud
17, 18. (a) Hvad vil i en tid med prøvelser hjælpe os til at vise en udholdenhed der har Guds godkendelse? (b) Hvad vil hjælpe os til at sejre, og hvad kan vi ikke sige om den tid der er tilbage?
17 I vanskelige tider spørger vi måske: ’Hvordan kan vi blive ved at holde ud?’ Svaret er: Ved at elske Gud af hele vort hjerte og sind og af hele vor sjæl og styrke. „Kærligheden er langmodig og venlig. Kærligheden er ikke skinsyg, er ikke brovtende, bliver ikke opblæst. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden svigter aldrig.“ (1 Korinther 13:4, 7, 8) Hvis ikke vor udholdenhed er grundet på kærlighed til Gud er den uden værdi. Men hvis vi holder ud under pres fordi vi nærer hengivenhed for Jehova, vil det øge vor kærlighed til ham. Det var Jesu kærlighed til sin Fader der hjalp ham til at holde ud. (Johannes 14:30, 31; Hebræerne 12:2) Hvis vort hovedmotiv til at holde ud er kærlighed til Gud, vor Fader, hvad vil vi da ikke kunne udholde!
18 Det er vor ubrydelige kærlighed til Jehova Gud der har sat os i stand til at sejre over verden, selv under de mest kritiske og prøvende omstændigheder. Og Jehova vil, gennem Jesus Kristus, fortsat give os den hjælp vi behøver, uanset hvor meget længere denne gamle tingenes ordning får lov at eksistere. (1 Peter 5:10) Vi kan naturligvis ikke forudsige hvor lang tid der endnu er tilbage, og vi kan ikke fastsætte en nøjagtig dato. Dette overlader vi til vor tidsbevidste Gud, Jehova. — Salme 31:15.
19, 20. (a) Hvordan bør vi betragte hver dag vi holder ud? (b) Hvilken tåbelighed ønsker vi at undgå, og hvorfor?
19 Den generation der som forudsagt skulle opleve „afslutningen på tingenes ordning“, er imidlertid højt oppe i årene. (Mattæus 24:3, 32-35) Lad os derfor aldrig glemme at for hver dag vi holder ud, er der en dag mindre for Satan og hans dæmoner, en dag mindre hvori de kan forurene universet med deres blotte tilstedeværelse — og vi vil være én dag nærmere den tid hvor Jehova ikke længere vil tillade „vredens kar, tjenlige til ødelæggelse“, at eksistere. (Romerne 9:22) Når Jehovas langmodighed inden længe ophører, vil han udøse sin vrede over ugudelige mænd og kvinder. På den måde vil han vise at han misbilliger de handlinger som han har tilladt dem at øve i al den tid der er gået.
20 Det ville i høj grad være tåbeligt at holde op med i kærlighed at stræbe efter at opnå den storslåede sejrspris som er lovet os gennem Jesus Kristus. Lad os i stedet være besluttede på trofast at fortsætte som vidner for Jehova i denne betydningsfulde tid hvor Han vil hævde sig selv som universets Suveræn.
[Fodnote]
a Christine Elizabeth King har for eksempel skrevet: „Kun mod Vidnerne havde regeringen ikke held med sig, for skønt den havde dræbt tusinder, fortsatte arbejdet, og i maj 1945 var Jehovas Vidners bevægelse stadig i live, mens nationalsocialismen ikke var. Vidnerne var steget i antal, og man havde ikke indgået nogen kompromiser. Bevægelsen havde fået martyrer og havde med held udkæmpet endnu et slag i Jehova Guds krig.“ — The Nazi State and the New Religions: Five Case Studies in Non-Conformity (Nazistaten og de nye trossamfund: Undersøgelser af fem afvigertilfælde), side 193.
Hvad vil du svare?
◻ Hvorfor kan vi ikke undgå at få vor udholdenhed prøvet?
◻ Hvilket selvbedrag må vi undgå?
◻ Hvad er nødvendigt hvis vi ikke skal svækkes?
◻ Hvad er vores parole?
◻ Hvad vil hjælpe os til at holde ud i vanskelige tider?
[Illustration på side 11]
Ligesom disse Vidner i Port-of-Spain på Trinidad, har Guds folk altid været villigt til at vente på Jehova