Vor relative underkastelse under de højere myndigheder
„Det er derfor nødvendigt at man underordner sig.“ — ROMERNE 13:5.
1. Hvilke vanskeligheder blev Jehovas vidner udsat for af de nazistiske myndigheder, og skyldtes dette at de ’gjorde det onde’?
DEN 7. januar 1940 blev Franz Reiter og fem andre unge østrigere henrettet i guillotinen. De var bibelstudenter (Jehovas vidner), og de døde fordi de af samvittighedsgrunde ikke kunne gå i krig for Hitlers „Tredje Rige“. Franz Reiter var et af de tusinder af Jehovas vidner der døde for deres tro under den anden verdenskrig. Endnu flere måtte udholde mange års ophold i koncentrationslejre. Fik alle disse de nazistiske myndigheders „sværd“ at føle fordi de ’gjorde det onde’? (Romerne 13:4) Absolut ikke! Paulus’ videre ord viser at disse kristne adlød Guds bud i Romerbrevet, kapitel 13, skønt de derved kom til at lide for myndighedernes hånd.
2. Hvorfor er det nødvendigt at underordne sig de højere myndigheder?
2 I Romerbrevet 13:5 skrev apostelen: „Det er derfor nødvendigt at man underordner sig, ikke alene for vredens men også for samvittighedens skyld.“ I det foregående har Paulus nævnt at det at myndighederne bærer „sværdet“ er en god grund til at underordne sig dem. Nu fremsætter han imidlertid en endnu vægtigere grund, nemlig samvittigheden. Vi bestræber os for at tjene Gud „med ren samvittighed“. (2 Timoteus 1:3) Bibelen befaler os at vi skal underlægge os de højere myndigheder, og vi adlyder den fordi vi gerne vil gøre det der er ret i Guds øjne. (Hebræerne 5:14) Vor bibeloplærte samvittighed bevæger os til at adlyde myndighederne, også når ingen ser os. — Jævnfør Prædikeren 10:20.
„Det er jo også af den grund I betaler skat“
3, 4. Hvilket ry har Jehovas vidner, og hvorfor er det rimeligt at kristne betaler skat?
3 For nogle år siden opstod der uroligheder i Nigeria på grund af nogle skatter der var blevet pålagt befolkningen. Adskillige blev dræbt, og myndighederne indsatte hæren. Soldaterne trængte blandt andet ind i en rigssal hvor der blev holdt et møde, og ville vide hvad der foregik. Da de fandt ud af at det var et af Jehovas Vidners bibelske møder, beordrede den øverstbefalende officer soldaterne til at forlade bygningen idet han sagde: „Jehovas Vidner agiterer ikke for skattenægtelse.“
4 De nigerianske Jehovas vidner havde ry for at leve i overensstemmelse med følgende ord af Paulus: „Det er jo også af den grund I betaler skat; de er jo Guds offentlige tjenere der til stadighed tjener netop dette formål.“ (Romerne 13:6) Da Jesus sagde at man skulle ’tilbagebetale kejseren det der er kejserens’, talte han om betaling af skat. (Mattæus 22:21) Verdslige myndigheder sørger for veje, politibeskyttelse, biblioteker, offentlige transportmidler, skoler, postvæsen og mange andre tjenesteydelser. Vi gør ofte brug af disse ydelser. Det er kun ret og rimeligt at vi betaler for dem gennem skatten.
„Giv alle hvad der tilkommer dem“
5. Hvad menes der med udtalelsen: „Giv alle hvad der tilkommer dem“?
5 Paulus siger videre: „Giv alle hvad der tilkommer dem, ham der kræver skat, skat; ham der kræver afgift, afgift; ham der kræver frygt, frygt; ham der kræver ære, ære.“ (Romerne 13:7) Med ordet „alle“ sigtes der til enhver verdslig myndighed som er Guds offentlige tjener. Der er ingen undtagelse. Vi betaler også skat selv om vi måske lever under et politisk system som vi ikke personligt bryder os om. Hvis trossamfund i et land er fritaget for at betale skat, kan menighederne benytte sig heraf. Og kristne kan ligesom alle andre borgere benytte sig af lovlige skattefradrag. Men ingen kristne bør på ulovlig vis undgå at betale skat. — Jævnfør Mattæus 5:41; 17:24-27.
6, 7. Hvorfor skal vi betale skat selv når pengene anvendes til noget som vi ikke billiger og selv om myndighederne måske forfølger os?
6 Men hvad nu hvis en bestemt afgift synes uretfærdig? Eller hvis en del af skattepengene går til at finansiere noget man ikke billiger, såsom fri abort, blodbanker eller noget der ikke er i harmoni med vort neutrale standpunkt? Så betaler vi alligevel vores skat. Det er myndighederne der må bære ansvaret for hvordan de bruger de indkomne midler. Vi har ingen bemyndigelse til at dømme myndighederne. Gud er „jordens dommer“, og han vil til sin egen tid kræve regeringerne til regnskab for hvordan de har brugt deres myndighed. (Salme 94:2; Jeremias 25:31) Indtil dette sker vil vi betale vore skatter.
7 Hvad så hvis myndighederne forfølger os? Vi vil alligevel betale skat for de daglige tjenesteydelser vi nyder godt af. Avisen Examiner, der udkommer i San Francisco, har skrevet følgende om Jehovas vidner i et afrikansk land hvor de er blevet forfulgt: „Man kan betragte dem som mønsterborgere. De betaler omhyggeligt deres skat, passer de syge, bekæmper analfabetisme.“ Ja, disse forfulgte Jehovas vidner betalte deres skat.
„Frygt“ og „ære“
8. Hvilken „frygt“ skylder vi myndighederne?
8 Den „frygt“ der omtales i Romerbrevet 13:7 er ikke fejhed, men snarere respekt for den verdslige myndighed, en frygt for at overtræde dens love. Man viser denne respekt på grund af den stilling den indtager, ikke altid på grund af den person der besidder stillingen. I en profetisk omtale af den romerske kejser Tiberius kalder Bibelen ham „en som må foragtes“. (Daniel 11:21) Men han var kejser, og som sådan måtte kristne vise ham frygt og ære.
9. På hvilke måder viser vi jordiske myndigheder ære?
9 Når vi viser andre ære følger vi imidlertid Jesu påbud om ikke at bruge titler der henviser til et menneskes religiøse stilling. (Mattæus 23:8-10) Men når det drejer sig om verdslige myndigheder har vi ikke noget imod at tiltale dem med den titel der kræves for at vise dem ære. Paulus brugte tiltaleformen „højtærede“ når han talte til romerske landshøvdinger. (Apostelgerninger 26:25) Daniel kaldte Nebukadnezar for „min herre“. (Daniel 4:19) I dag kan kristne anvende udtryk som „Deres Excellence“ eller „Deres Majestæt“. De kan rejse sig når en dommer kommer ind i et retslokale eller respektfuldt bøje sig for en regent hvis det er skik og brug.
Relativ underkastelse
10. Hvordan viste Jesus at der er grænser for hvad jordiske myndigheder kan forlange af kristne?
10 Når Jehovas vidner underkaster sig menneskers myndighed, hvorfor måtte Franz Reiter og mange andre da lide sådan som de gjorde? Fordi vor underkastelse er relativ og myndighederne ikke altid indser at der er bibelske begrænsninger for hvad de kan forlange. Hvis øvrigheden forlanger noget der er i modstrid med en oplært kristen samvittighed, går den ud over sine gudgivne beføjelser. Dette gjorde Jesus klart da han sagde: „Tilbagebetal . . . kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ (Mattæus 22:21) Når kejseren forlanger noget der tilhører Gud, erkender vi at Gud står øverst.
11. Hvilket princip som viser at der er grænser for hvad menneskelige myndigheder kan forlange, er almindeligt anerkendt?
11 Er denne holdning samfundsnedbrydende eller forræderisk? På ingen måde. Der er i virkeligheden tale om et princip som de fleste civiliserede lande anerkender. I det 15. århundrede blev en vis Peter von Hagenbach retsforfulgt for at have indført et rædselsregimente i det område af Europa hvor han herskede. Han forsvarede sig med at han blot handlede efter ordre fra sin herre, hertugen af Burgund. Men dette blev afvist. Siden da har mange hævdet at personer der begår grusomheder ikke kan kræves til regnskab hvis de handler efter ordre fra en højere myndighed. Det bedst kendte eksempel er de nazistiske krigsforbrydere der brugte dette argument under Nürnberg-processen. Men hertil sagde den internationale domstol: „Den enkelte har forpligtelser der hæver sig over nationale skel og som går forud for den lydighed de enkelte lande måtte kræve af vedkommende.“
12. Hvilke bibelske eksempler er der på at Guds tjenere har nægtet at adlyde myndighedernes urimelige krav?
12 Guds tjenere har altid forstået at der er grænser for i hvor vid udstrækning de med god samvittighed kan underkaste sig de højere myndigheder. Omkring det tidspunkt da Moses blev født i Ægypten, befalede Farao to hebraiske jordemødre at de skulle dræbe alle nyfødte hebraiske drengebørn. Jordemødrene lod imidlertid drengene leve. Var det ikke forkert at negligere Faraos påbud? Nej, de fulgte deres gudgivne samvittighed, og Gud velsignede dem for det. (2 Mosebog 1:15-20) Da Israel var i landflygtighed i Babylon befalede Nebukadnezar at alle hans embedsmænd, deriblandt hebræerne Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, skulle bøje sig for en billedstøtte som han havde ladet opstille på Durasletten. Dette nægtede de tre hebræere. Var det forkert af dem? Nej, hvis de havde fulgt kongens bud havde de overtrådt Guds lov. — 2 Mosebog 20:4, 5; Daniel 3:1-18.
’Adlyd Gud som hersker’
13. Hvilket eksempel satte de første kristne i forbindelse med relativt at underkaste sig de højere myndigheder?
13 Da de jødiske myndigheder påbød Peter og Johannes at holde op med at forkynde om Jesus, svarede de: „Døm selv om det er ret i Guds øjne at høre mere efter jer end efter Gud.“ (Apostelgerninger 4:19; 5:29) De kunne ikke forholde sig tavse. Bladet The Christian Century gør opmærksom på et andet standpunkt som de første kristne indtog, dikteret af deres samvittighed: „De første kristne tjente ikke i nogen væbnede styrker. Roland Bainton bemærker at ’fra slutningen af den nytestamentlige periode frem til tiåret 170-180 er der ikke noget som helst vidnesbyrd om kristne i hæren’ (Christian Attitudes Toward War and Peace [Abingdon, 1960], siderne 67-8). . . . Swift siger at Justinus Martyr ’regner det som en selvfølge at kristne afholder sig fra voldshandlinger’.“
14, 15. Hvilke bibelske principper var blandt andet afgørende for de første kristnes relative underkastelse under de højere myndigheder?
14 Hvorfor gjorde de første kristne ikke tjeneste som soldater? De foretog uden tvivl alle et omhyggeligt studium af Guds ord og love og traf hver især deres personlige afgørelse på baggrund af deres bibeloplærte samvittighed. De forholdt sig neutrale idet de ’ikke var en del af verden’, og deres neutrale standpunkt forbød dem at tage parti i denne verdens konflikter. (Johannes 17:16; 18:36) Desuden tilhørte de Gud. (2 Timoteus 2:19) Hvis de satte deres liv til for staten ville det betyde at de gav kejseren det der var Guds. Desuden var de en del af et internationalt brodersamfund der var knyttet sammen i kærlighed. (Johannes 13:34, 35; Kolossenserne 3:14; 1 Peter 4:8; 5:9) De kunne ikke med god samvittighed gribe til våben da de derved kunne komme til at slå medkristne ihjel.
15 Hertil kom at de kristne heller ikke kunne deltage i de almindelige religiøse handlinger, såsom kejserdyrkelse. Som følge heraf blev de betragtet som „særdeles farlige mennesker, og den øvrige del af befolkningen mistænkte dem naturligvis“. (Still the Bible Speaks af W. A. Smart) Skønt de kristne blev opfordret af Paulus til at ’give ham der kræver frygt, frygt’, glemte de ikke at Jehova havde krav på langt større frygt eller respekt. (Romerne 13:7; Salme 86:11) Jesus sagde selv: „Vær ikke bange for dem som dræber legemet, men som ikke kan dræbe sjælen; frygt hellere for ham der kan ødelægge både sjæl og legeme i Gehenna.“ — Mattæus 10:28.
16. (a) På hvilke områder må de kristne være påpasselige med at underordne sig de højere myndigheder? (b) Hvad viser rammen på side 27?
16 I dag står vi som kristne over for en lignende udfordring. Vi kan ikke tage del i nogen af nutidens former for afgudsdyrkelse ved for eksempel at gøre en tilbedende gestus over for et billede eller et symbol. Vi kan heller ikke tilskrive et menneske eller en organisation frelse. (1 Korinther 10:14; 1 Johannes 5:21) I lighed med de første kristne kan vi ikke gå på kompromis med hensyn til vor kristne neutralitet. — Jævnfør Andet Korintherbrev 10:4.
„Med mildhed og dyb respekt“
17. Hvilken vejledning giver Peter dem der lider for deres samvittigheds skyld?
17 Angående vort standpunkt skrev Peter: „Hvis nogen på grund af samvittighed over for Gud udstår genvordigheder og lider uretfærdigt, er det velset.“ (1 Peter 2:19) Ja, det er velset hos Gud når kristne holder ud trods forfølgelse. Dette vil desuden udvirke at den kristnes tro bliver styrket og forædlet. (Jakob 1:2-4; 1 Peter 1:6, 7; 5:8-10) Peter skrev endvidere: „Men selv om I også skulle lide for retfærdigheds skyld er I lykkelige. Og det de frygter, må I ikke frygte, og bliv heller ikke foruroliget. Men I skal hellige Messias som Herre i jeres hjerter, idet I altid er rede til at forsvare jer over for enhver som kræver jer til regnskab for det håb der er i jer, men gør det med mildhed og dyb respekt.“ (1 Peter 3:14, 15) Dette er afgjort en god vejledning.
18, 19. Hvordan kan det være en hjælp at vise rimelighed og dyb respekt hvis myndighederne begrænser religionsfriheden?
18 Når der opstår forfølgelse fordi myndighederne misforstår den kristnes holdning, eller fordi kristenhedens religiøse ledere har talt dårligt om Jehovas vidner over for myndighederne, kan det måske lette presset at fortælle myndighederne kendsgerningerne. En kristen bekæmper ikke sine forfølgere med fysiske midler, men lægger mildhed og dyb respekt for dagen. Men han vil bruge ethvert til rådighed stående juridisk middel for at forsvare sin tro. Derefter lægger han sagen i Jehovas hånd. — Filipperne 1:7; Kolossenserne 4:5, 6.
19 At vise myndighederne dyb respekt vil sige at den kristne strækker sig så langt han kan for at adlyde dem uden at krænke sin samvittighed. Hvis for eksempel der bliver nedlagt forbud mod at afholde menighedsmøder, vil kristne benytte sig af nogle mindre iøjnefaldende metoder til fortsat at spise ved Jehovas bord. Den højeste Myndighed, Jehova Gud, siger til os gennem apostelen Paulus: „Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik.“ (Hebræerne 10:24, 25) Sådanne møder kan imidlertid holdes under diskrete forhold. Selv når der kun er nogle få til stede kan vi være forvissede om at Gud velsigner en sådan ordning. — Jævnfør Mattæus 18:20.
20. Hvad må kristne gøre hvis den offentlige forkyndelse af den gode nyhed bliver forbudt?
20 Nogle myndigheder har også forbudt den offentlige forkyndelse af den gode nyhed. Kristne der er underlagt sådanne myndigheder husker at den højeste Myndighed gennem Jesus selv har sagt: „Det er nødvendigt at den gode nyhed først forkyndes blandt alle nationerne.“ (Markus 13:10) Derfor adlyder de den højeste Myndighed uanset hvilke omkostninger det indebærer. Hvor det var muligt forkyndte apostlene offentligt og fra hus til hus; men der er også andre måder hvorpå man kan nå ud til folk, som for eksempel ved uformel forkyndelse. (Johannes 4:7-15; Apostelgerninger 5:42; 20:20) Som oftest blander myndighederne sig ikke i forkyndelsesarbejdet hvis man udelukkende bruger Bibelen — hvilket understreger behovet for at alle Jehovas vidner er godt oplært i at ræsonnere ud fra Skrifterne. (Jævnfør Apostelgerninger 17:2, 17.) Ved at være frimodige, og alligevel respektfulde, kan kristne ofte finde udveje for at adlyde Jehova uden at pådrage sig de højere myndigheders vrede. — Titus 3:1, 2.
21. Hvordan må kristne reagere hvis kejseren iværksætter en skånselsløs forfølgelse?
21 Nogle gange iværksætter myndighederne imidlertid en skånselsløs forfølgelse af de kristne. I sådanne tilfælde kan vi kun fortsætte med at gøre hvad der er ret. Den unge Franz Reiter blev stillet over for et valg: gå på kompromis eller dø. Da han ikke kunne holde op med at tilbede Gud, gik han modigt i døden. Aftenen før han døde skrev Franz følgende til sin moder: „Jeg skal henrettes i morgen tidlig. Jeg får styrke fra Gud, ligesom alle sande kristne altid har fået det før i tiden . . . Hvis I står fast indtil døden vil vi alle mødes igen i opstandelsen.“
22. Hvilket håb har vi, og hvilken kurs bør vi vælge indtil dette håb bliver en realitet?
22 En dag vil hele menneskeheden kun være underlagt én lov: Jehova Guds. Indtil da må vi samvittighedsfuldt underlægge os Guds ordning og relativt underkaste os de højere myndigheder idet vi adlyder vor suveræne Herre, Jehova, i alle ting. — Filipperne 4:5-7.
Husker du?
◻ Hvorfor er det nødvendigt at underordne sig de højere myndigheder?
◻ Hvorfor bør vi ikke tøve med at betale den skat som kejseren pålægger os?
◻ Hvilken ære bør vi vise myndighederne?
◻ Hvorfor er vor underkastelse under kejseren kun relativ?
◻ Hvordan bør vi reagere hvis vi bliver forfulgt fordi kejseren forlanger noget af os der tilhører Gud?
[Ramme på side 27]
Respekt, ikke tilbedelse
En formiddag lagde Terra, et ungt Jehovas vidne fra Canada, mærke til at hendes lærer tog en af hendes skolekammerater med ud af klasseværelset et øjeblik. Kort efter bad læreren roligt Terra om at følge med til skoleinspektørens kontor.
På kontoret så Terra at det canadiske flag var bredt ud over inspektørens skrivebord. Læreren sagde nu at Terra skulle spytte på flaget! Han sagde at når hun ikke sang med på nationalsangen eller hilste flaget, kunne hun lige så godt spytte på flaget. Terra nægtede dette og forklarede at Jehovas vidner viser respekt for flaget men at de ikke tilbeder det.
Da de var kommet tilbage til klasseværelset meddelte læreren klassen at han netop havde foretaget en prøve. Han havde taget to elever, hver for sig, med til skoleinspektørens kontor og beordret dem til at spytte på flaget. Skønt den første elev tog del i patriotiske ceremonier, spyttede hun på flaget da hun blev bedt om det. I modsætning hertil havde Terra, der ikke ville synge med på nationalsangen eller hilse flaget, ikke desto mindre nægtet at vanære flaget på denne måde. Læreren sagde at Terra var den der viste den rette respekt. — Jehovas Vidners Årbog 1990.
[Kildeangivelse på side 23]
French Embassy Press & Information Division
USSR Mission to the UN