„Vær ikke bange, du lille hjord“
„Vær ikke bange, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer riget.“ — LUKAS 12:32.
1. I hvilken forbindelse sagde Jesus: „Vær ikke bange, du lille hjord“?
„BLIV ved med at søge [Guds] rige.“ (Lukas 12:31) Da Jesus sagde disse ord til sine disciple, gav han udtryk for et princip der har ledet kristnes tankegang fra hans tid og frem til i dag. Guds rige må indtage førstepladsen i vort liv. (Mattæus 6:33) Men i Lukas’ beretning fortsatte Jesus med at tale opmuntrende og kærligt til en særlig gruppe kristne. Han sagde: „Vær ikke bange, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer riget.“ (Lukas 12:32) Som den rigtige hyrde vidste Jesus at der ville komme vanskelige tider for hans nærmeste disciple. Men der var ingen grund til at de skulle være bange, hvis blot de fortsatte med at søge Guds rige. Jesu opfordring var ikke en barsk ordre. Det var derimod et kærligt løfte der skulle indgive dem tillid og mod.
2. Hvem udgør den lille hjord, og hvorfor er de særlig privilegerede?
2 Jesus talte til sine disciple, og han kaldte dem „du lille hjord“. Han talte også til dem som Jehova ville ’give riget’. I forhold til den store skare der ville følge Jesus i senere tidsperioder, var de der udgjorde denne gruppe få i tal. De blev desuden regnet for dyrebare fordi de var blevet udvalgt til at få en strålende fremtid i kongelig tjeneste. Deres Fader, den store Hyrde, Jehova, har kaldt den lille hjord med henblik på at den skal modtage en himmelsk arv i forbindelse med Kristi messianske rige.
Den lille hjord
3. Hvilket strålende syn af den lille hjord fik Johannes at se?
3 Hvem er det da der udgør den lille hjord som får så storslåede fremtidsudsigter? Det er de disciple af Jesus Kristus der bliver salvet med hellig ånd. (Apostelgerninger 2:1-4) Apostelen Johannes så disse i et profetisk syn, og skrev følgende: „Jeg så, og se! Lammet stod på Zions Bjerg, og sammen med det et hundrede og fireogfyrre tusind, som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander. Det er dem som ikke har besmittet sig med kvinder; ja, de er jomfruer. Det er dem der bliver ved med at følge Lammet hvor det end går hen. Disse er blevet købt fra menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og for Lammet, og i deres mund er der ikke fundet løgn; de er dadelfri.“ — Åbenbaringen 14:1, 4, 5.
4. Hvilken stilling indtager den lille hjord på jorden i dag?
4 Siden pinsedagen i år 33 har åndsavlede kristne tjent som Kristi ambassadører på jorden. (2 Korinther 5:20) I dag er der kun en lille rest tilbage der tjener sammen som den trofaste og kloge trælleskare. (Mattæus 24:45; Åbenbaringen 12:17) Især siden 1935 har de fået tilslutning af „andre får“, kristne med et jordisk håb der i dag tæller millioner og som sammen med dem forkynder den gode nyhed på hele jorden. — Johannes 10:16.
5. Hvilken holdning kendetegner de resterende af den lille hjord, og hvorfor behøver de ikke være bange?
5 Hvilken holdning kendetegner de resterende af denne lille hjord der endnu er tilbage på jorden? De er klar over at de skal modtage „et rige der ikke kan rystes“ og yder derfor hellig tjeneste med gudsfrygt og ærefrygt. (Hebræerne 12:28) De erkender ydmygt at de har fået et uvurderligt privilegium der vil give dem del i en glæde uden lige. De har fundet „én perle af stor værdi“, som Jesus henviste til da han talte om Riget. (Mattæus 13:46) Den store trængsel nærmer sig, men Guds salvede er frygtløse. Trods det som snart vil komme over menneskehedens verden på „Jehovas store og strålende dag“, nærer de ingen frygt for fremtiden. (Apostelgerninger 2:19-21) Hvorfor skulle de det?
Antallet daler
6, 7. (a) Hvorfor er resten af den lille hjord i dag ret få? (b) Hvordan bør vi hver især betragte vort håb?
6 I de senere år er antallet af medlemmer af den lille hjord der stadig befinder sig på jorden, dalet støt. Det fremgår også af mindehøjtidsrapporten for 1994. I de cirka 75.000 menigheder af Jehovas Vidner i hele verden, var det kun 8617 der bekendte sig til ’resten’ ved at nyde af symbolerne. (Mattæus 26:26-30) Til sammenligning blev mindehøjtiden overværet af 12.288.917. De salvede kristne ved at det er hvad man kan forvente. Jehova har besluttet at den lille hjord skal udgøre et begrænset antal bestående af 144.000 som er blevet indsamlet siden pinsedagen år 33. Det er kun logisk at kaldelsen af den lille hjord ville ophøre når det fulde antal var ved at være indsamlet, og vidnesbyrdene peger på at denne indsamling af disse særligt udvalgte, i det store og hele var fuldført i 1935. Det er imidlertid blevet forudsagt at de andre får i endens tid skulle vokse til „en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål“. Siden 1935 har Jehova indsamlet denne store skare, der har håb om evigt liv på en paradisisk jord. — Åbenbaringen 7:9; 14:15, 16; Salme 37:29.
7 De fleste af ’den lille hjords’ medlemmer der endnu er på jorden, er nu oppe i halvfjerdserne, i firserne eller endda i halvfemserne. Nogle har passeret de 100 år. Men uanset deres alder, ved de alle at de ved en opstandelse til himmelsk liv vil blive forenet med Jesus Kristus og komme til at herske sammen med ham i hans herlige rige. Den store skares medlemmer vil blive jordiske undersåtter under kongen Kristus. Lad os hver især glæde os over det Jehova stiller os i udsigt. Vi bestemmer ikke selv hvilket fremtidshåb vi kan nære — det afgør Jehova. Men begge grupper kan i forening glæde sig til en lykkelig fremtid hvad enten det vil være i det himmelske rige eller på en paradisisk jord under Rigets styre. — Johannes 6:44, 65; Efeserne 1:17, 18.
8. Hvor langt fremme er beseglingen af de 144.000, og hvad vil der ske når den er fuldført?
8 Den lille hjord bestående af 144.000 udgør „Guds Israel“, det Israel der har erstattet det kødelige Israel i Guds hensigt. (Galaterne 6:16) ’Resten’ er de medlemmer af denne åndelige nation der endnu er tilbage på jorden. Disse tilbageværende besegles med Jehovas endelige godkendelse. Apostelen Johannes så dette i et syn, og skrev: „Jeg så en anden engel stige op fra solens opgang, og han havde et seglstempel fra den levende Gud; og han råbte med høj røst til de fire engle hvem det var givet at skade jorden og havet, og han sagde: ’Gør ikke jorden eller havet eller træerne skade førend vi har beseglet vor Guds trælle på deres pander.’ Og jeg hørte tallet på de beseglede, et hundrede og fireogfyrre tusind, beseglede af hver stamme af [det åndelige] Israels sønner.“ (Åbenbaringen 7:2-4) Da gennemførelsen af denne besegling af det åndelige Israel tilsyneladende er meget langt fremme, vil der snart finde nogle spændende begivenheder sted. Det tyder på at vi er meget nær ved ’den store trængsel’, hvor ødelæggelsens fire vinde vil blive sluppet løs over jorden. — Åbenbaringen 7:14.
9. Hvordan betragter den lille hjord den voksende store skare?
9 Der er allerede indsamlet flere millioner medlemmer af den store skare, hvilket glæder den salvede rest meget. Den lille hjords medlemmer bliver færre og færre, men de har oplært og forberedt kvalificerede mænd af den store skare til at påtage sig ansvar i Guds voksende jordiske organisation. (Esajas 61:5) Som Jesus lod forstå vil der være nogle som overlever den store trængsel. — Mattæus 24:22.
„Vær ikke bange“
10. (a) Hvilket angreb vil inden længe blive rettet mod Guds folk, og hvad vil det føre til? (b) Hvilke spørgsmål bliver vi hver især stillet?
10 Satan og hans dæmoner er blevet nedstyrtet til jordens nærhed. Han og hans horder styres nu frem mod det endelige, totale angreb på Jehovas folk. Dette angreb er forudsagt i Bibelen og omtales som Gog fra Magogs angreb. Hvem vil Djævelen især rette sit angreb mod? Mon ikke det er mod de sidste medlemmer af den lille hjord, Guds åndelige Israel, dem der bor fredeligt „på jordens navle“? (Ezekiel 38:1-12) Jo, men resten af den trofaste salvede skare vil, sammen med sine loyale medarbejdere, de andre får, blive vidne til hvordan Satans angreb resulterer i Jehova Guds dramatiske indgriben. Han vil gribe ind og forsvare sit folk, og dette vil udløse „Jehovas store og frygtindgydende dag“. (Joel 2:31) I dag udfører den trofaste og kloge træl et vigtigt og livreddende arbejde ved at advare om Jehovas indgriben. (Malakias 4:5; 1 Timoteus 4:16) Støtter du aktivt dette arbejde ved at forkynde den gode nyhed om Jehovas rige? Vil du fortsætte med at gøre det som en frygtløs forkynder af Riget?
11. Hvorfor er det vigtigt at vi er modige?
11 Når man ser den nuværende verdenssituation, forstår man hvor betimeligt det er for den lille hjord at give agt på de ord Jesus henvendte til den: „Vær ikke bange, du lille hjord“! Dette mod er uundværligt i betragtning af alt det der nu foregår i overensstemmelse med Jehovas hensigt. Hver og én af den lille hjord forstår hvor nødvendigt det er at holde ud lige til det sidste. (Lukas 21:19) Ligesom Jesus Kristus, den lille hjords Herre og Mester, holdt ud og viste sig trofast lige til afslutningen på sit jordiske liv, sådan må alle ’restens’ medlemmer vise sig udholdende og trofaste. — Hebræerne 12:1, 2.
12. Hvordan opfordrede Paulus, ligesom Jesus, de salvede kristne til ikke at være bange?
12 De må have samme indstilling som apostelen Paulus. Bemærk hvordan hans ord som en salvet offentlig forkynder af opstandelsen, er i overensstemmelse med Jesu opfordring til ikke at være bange. Paulus skrev: „Husk at Jesus Kristus er blevet oprejst fra de døde og er af Davids afkom, ifølge den gode nyhed jeg forkynder; i forbindelse med den lider jeg ondt, er endda i lænker som en forbryder. Dog, Guds ord er ikke bundet. Derfor bliver jeg ved med at udholde alle ting for de udvalgtes skyld, for at også de kan opnå den frelse som er i samhørighed med Kristus Jesus sammen med evig herlighed. Troværdig er udtalelsen: Hvis vi er døde sammen med ham, skal vi visselig også leve sammen med ham; hvis vi holder ud, skal vi også herske som konger sammen med ham; hvis vi fornægter ham, vil han også fornægte os; hvis vi er utro, forbliver han dog tro, for han kan ikke fornægte sig selv.“ — 2 Timoteus 2:8-13.
13. Hvad er medlemmerne af den lille skare overbeviste om, og hvad får det dem til at gøre?
13 Ja, ligesom apostelen Paulus er de tilbageværende af den salvede ’lille hjord’ villige til at udholde lidelse mens de forkynder det magtfulde budskab Guds ord indeholder. De nærer en dyb indre tillid til Guds frelsesløfter og til at de vil modtage „livets krone“ hvis de forbliver trofaste indtil døden. (Åbenbaringen 2:10) De vil opleve en øjeblikkelig opstandelse og forvandling, og vil derved blive ført sammen med Kristus, så de kan herske sammen med ham som konger. Hvilken sejr for disse trofaste tjenere der har bevaret deres uangribelighed og sejret over verden! — 1 Johannes 5:3, 4.
Et særligt håb
14, 15. Hvordan er den lille hjords opstandelseshåb noget særligt?
14 På hvilke måder er det opstandelseshåb som medlemmerne af den lille hjord nærer, noget særligt? For det første finder deres opstandelse sted før opstandelsen af „retfærdige og uretfærdige“. (Apostelgerninger 24:15) De salvedes opstandelse hører faktisk til i en bestemt rækkefølge efter betydning, en rækkefølge som fremgår af ordene i Første Korintherbrev 15:20, 23: „Nu er Kristus imidlertid blevet oprejst fra de døde, førstegrøden af dem der er sovet ind i døden. Men hver i sit hold: førstegrøden Kristus, derefter, under Messias’ nærværelse, de der tilhører ham.“ Med en tro og udholdenhed som den Jesus viste, véd den lille hjords medlemmer hvad der venter dem når de fuldfører deres jordiske livsløb, især i betragtning af at den sande Herre i 1918 kom til sit tempel for at dømme. — Malakias 3:1.
15 Paulus giver os endnu en grund til at betragte denne opstandelse som noget ganske særligt. I Første Korintherbrev 15:51-53 skriver han: „Se! Jeg siger jer en hellig hemmelighed: Vi skal ikke alle sove ind i døden, men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, under den sidste trompet. . . . For dette forgængelige må iføre sig uforgængelighed, og dette dødelige må iføre sig udødelighed.“ Det gælder de medlemmer af den lille hjord der dør under Kristi nærværelse. De vil ikke behøve at sove i døden i en periode, men bliver „i et nu, i et øjeblik“, iklædt udødelighed.
16, 17. Hvorfor er de salvede kristne der lever i dag, særlig begunstigede hvad angår deres opstandelseshåb?
16 Med dette i tanke forstår vi meningen med de ord af apostelen Johannes vi finder i Åbenbaringen 14:12, 13: „’Her gælder det de helliges udholdenhed, de som holder sig til Guds bud og Jesu tro.’ Og jeg hørte en stemme fra himmelen sige: ’Skriv: Lykkelige er de døde som dør i samhørighed med Herren fra nu af. Ja, siger ånden, lad dem hvile fra deres slid, for det de har gjort, følger med dem.’“
17 Ja, det er en herlig belønning der venter de resterende af den lille hjord. Deres opstandelse vil finde sted straks efter at de er sovet ind i døden. Hvilken strålende forvandling vil de ikke opleve når de overtager deres hverv i det usynlige! I betragtning af at de salvedes herliggørelse altså allerede finder sted og vigtige bibelprofetiers opfyldelse er langt fremme, behøver de sidste medlemmer af den lille hjord bestemt ikke at være bange. Deres frygtløshed er desuden til opmuntring for den store skare, der må opdyrke en lignende frygtløshed nu mens den afventer sin udfrielse gennem den største trængsel denne jord nogen sinde har set.
18, 19. (a) Hvorfor er den tid vi lever i presserende? (b) Hvorfor behøver hverken de salvede eller de andre får at være bange?
18 Et blik på det vigtige arbejde den lille hjord har udført, sætter både den lille og den store skare i stand til stadig at frygte den sande Gud. Nu er hans doms time kommet, og den tid der er tilbage er dyrebar. Den tid hvori andre endnu kan nå at reagere er afgjort begrænset. Vi frygter ikke at Guds hensigt vil slå fejl. Den vil med sikkerhed blive gennemført!
19 Allerede nu hører vi de kraftige stemmer fra himmelen råbe: „Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Messias’, og han skal herske som konge i evighedernes evigheder.“ (Åbenbaringen 11:15) Den store Hyrde, Jehova, fører alle sine får „ad retfærdige spor for sit navns skyld“. (Salme 23:3) Den lille hjord føres med usvigelig sikkerhed til sin himmelske løn. Og ’de andre får’ vil blive ført trygt gennem den store trængsel og få del i evigt liv her på jorden under Guds herlige rige, hvor Kristus Jesus regerer. Så selv om Jesu ord var henvendt til ’den lille hjord’, har alle Guds tjenere på jorden god grund til at lytte til hans ord: „Vær ikke bange.“
Kan du forklare?
◻ Hvorfor er det kun at forvente at resten af den lille hjord bliver stadig mindre?
◻ Hvilken situation befinder den salvede rest sig i i dag?
◻ Hvorfor er der ingen grund til at kristne er bange, til trods for at Gog fra Magogs angreb nærmer sig?
◻ Hvorfor er de 144.000 rigsarvingers håb især noget særligt i dag?