Undgå praleri

PRALERI betragtes af mange som en dyd. Der er næsten gået mode i at fremhæve sine evner, sine fortrin og sine præstationer. Nogle mener det er nødvendigt at prale for at blive til noget. Andre mener det styrker ens selvværdsfølelse. Bladet Time skriver: „Selv om egenskaben beskedenhed vel næppe er gået helt af mode, er den nærmest begyndt at virke gammeldags.“ Skribenten Jody Gaylin siger: „Uheldigvis er utilsløret praleri . . . blevet højeste mode. Samtaler mellem venner og bekendte har fået en ny ingrediens: selvros.“

Idoler sætter normen. Måske har du hørt udtalelsen fra en tidligere mester i boksning: „Det er ingen ulykke at jeg på dette tidspunkt i historien er det største menneske i verden.“ En anden velkendt udtalelse er fremsat af et medlem af gruppen Beatles: „Vi er mere populære end Jesus Kristus.“ Mens nogle har betragtet disse kommentarer som uskyldige, har andre betragtet udtalelsernes ophavsmænd som efterlignelsesværdige forbilleder i selvhævdelse.

Den udbredte pralen rejser spørgsmålet: Er det godt at prale med ens evner og værd? Det er selvfølgelig naturligt at glæde sig over det man udretter og at dele sin glæde med nære venner og slægtninge. Men hvad mener du om dem som lever efter devisen: „Hvis der er noget du kan, så pral med det“? Eller om dem som ikke åbenlyst praler, men som i det skjulte sørger for at andre kommer til at høre om deres evner og præstationer? Er det godt, eller ligefrem nødvendigt, som nogle hævder, at stille sig selv til skue på den måde?

Virkningen på forholdet til andre

Tænk over hvordan andres praleri virker på dig. Hvordan reagerer du for eksempel på følgende udtalelser?

„De bøger jeg ikke har skrevet, er bedre end alle de bøger andre har skrevet.“ — Kendt forfatter.

„Havde jeg været til stede ved skabelsen, ville jeg have givet nogle nyttige råd angående en bedre opbygning af universet.“ — Konge fra middelalderen.

„Hvis der gaves en Gud, hvordan udholdt jeg saa ikke at være Gud!“ — Filosof fra det 19. århundrede.

Føler du dig tiltrukket af disse personer når du hører deres udtalelser? Kunne du tænke dig at være sammen med dem? Sikkert ikke. Praleri — hvad enten det er i sjov eller i alvor — gør som regel andre irriterede eller misundelige, eller også skaber det en spændt stemning. Sådan virkede det på salmisten Asaf, som sagde: „Jeg misundte . . . dem der praler.“ (Salme 73:3) Ingen af os ønsker vel at fremkalde negative følelser hos vore venner og bekendte! I Første Korintherbrev 13:4 siges der: „Kærligheden . . . er ikke brovtende.“ Ægte kærlighed og hensyntagen til andres følelser vil afholde os fra at prale med eventuelle færdigheder eller fortrin.

Når en person lægger bånd på sig selv og taler beskedent, får han andre omkring sig til at føle sig tilfredse og godt tilpas. Det er en uvurderlig evne. Måske havde den engelske statsmand lord Chesterfield dette i tanke da han gav sin søn følgende råd: „Bliv blot klogere end andre hvis du kan; men sig det ikke til dem.“

Vi har alle forskellige evner. Det én har let ved, ligger måske slet ikke for en anden. Når andre ikke har de samme evner som vi selv på et eller andet område, vil kærlighed få os til at være forstående. Vedkommende har sikkert evner i andre retninger. Apostelen Paulus giver os følgende tilskyndelse: „Ved den ufortjente godhed der er skænket mig siger jeg nemlig til enhver iblandt jer at han ikke skal tænke højere om sig selv end han bør tænke, men tænke med et sundt sind, hver enkelt sådan som Gud har tildelt ham et mål af tro.“ — Romerne 12:3.

Praleri kommer af svaghed

Mens nogle tager afstand fra pralhalse fordi de føler sig mindreværdige i deres selskab, griber andre det an på en anden måde. De slutter at de der praler er usikre. Skribenten Frank Trippett forklarer hvorfor den der er selvhævdende, ironisk nok daler i andres agtelse: „Enhver ved inderst inde at praleri er et tegn på en ynkværdig, personlig svaghed.“ Eftersom mange ser direkte gennem pralhalsens facade, vil det da ikke være klogere at afstå fra opblæst selvros?

„Men det er jo rigtigt!“

Sådan prøver nogle at retfærdiggøre deres selvhævdelse. Eftersom de virkelig føler sig talentfulde på visse områder, mener de at det vil være hyklerisk at give det udseende af andet.

Men har de noget at prale af? Når man vurderer sig selv er man altid subjektiv. Hvad vi opfatter som en stærk side hos os selv, forekommer måske ikke af noget særligt hos andre. Dét at man ønsker at fremhæve en bestemt færdighed, kunne måske indikere at det ikke er så stærk en side endda, at den ikke er stærk nok til at stå alene uden at blive fremhævet. Bibelen omtaler menneskets tilbøjelighed til at bedrage sig selv og siger advarende: „Lad derfor den der mener at han står, se til at han ikke falder.“ — 1 Korinther 10:12.

Men lad os blot antage at en person er usædvanlig begavet i en eller anden retning; ville det give vedkommende ret til at prale? Nej, for praleri ærer mennesker, og alle de evner vi har kommer fra Gud. Det er ham der bør æres. Hvorfor skulle vi æres for noget vi er blevet født med? (1 Korinther 4:7) Ydermere, ligesom vi har stærke sider, har vi også svage sider. Ville det så ikke være hyklerisk hvis ikke man også gjorde opmærksom på sine fejl og svagheder? Det er nok få pralhalse der tænker sådan. Det kan godt være at Herodes Agrippa I var en talentfuld taler. Men hans manglende ydmyghed resulterede i en forfærdelig død. Denne skræmmende hændelse viser hvor afskyelig indbildskhed er, ikke alene i Guds øjne, men også i mange menneskers. — Apostelgerninger 12:21-23.

Ens gode evner og stærke sider skal nok blive kendt uden at man upassende behøver at henlede opmærksomheden på dem. Det er bedre at andre lægger mærke til og roser ens egenskaber eller det man har udrettet. I Ordsprogene 27:2 siges der meget klogt: „Lad en anden rose dig, og ikke din egen mund, en fremmed, og ikke dine egne læber.“

Er det nødvendigt at prale for at blive til noget?

Nogle mener at det er nødvendigt med en selvsikker og selvhævdende opførsel for at blive til noget i vore dages konkurrencebetonede verden. De frygter at blive overset eller undervurderet medmindre de selv fremhæver deres stærke sider. Deres bekymring afspejles i en kommentar i bladet Vogue: „Hvor vi før i tiden lærte at ydmyghed er en dyd, lærer vi nu at tilbageholdenhed kan være et handicap.“

De der ønsker at have fremgang efter denne verdens normer, kan måske nok have grund til bekymring. Men kristnes situation er anderledes. Vi ved at det er de ydmyge, ikke de hovmodige, Gud vil tage sig af, og at det er deres evner han vil bruge. En kristen behøver derfor ikke at ty til egoistiske metoder. Det er da muligt at en meget selvsikker person midlertidigt kan opnå prestige ved at være frembusende og manipulerende. Men til sin tid vil han blive afsløret og endda ydmyget. Det er som Jesus Kristus sagde: „Enhver som ophøjer sig selv vil blive ydmyget, og enhver som ydmyger sig selv vil blive ophøjet.“ — Mattæus 23:12; Ordsprogene 8:13; Lukas 9:48.

Fordele ved beskedenhed

Ralph Waldo Emerson skrev: „Ethvert menneske jeg møder, står over mig på et eller andet område. På det område lærer jeg af ham.“ Hans udtalelse stemmer overens med Paulus’ guddommeligt inspirerede tilskyndelse til kristne om ’intet at gøre af stridbarhed eller selvoptagethed, men i ydmyghed agte de andre højere end sig selv’. (Filipperne 2:3) En sådan beskeden holdning gør at man kan lære af andre.

Vær derfor på vagt så dine stærke sider ikke bliver en svaghed hos dig. Lad ikke praleri gøre værdien af dine evner og det du udretter mindre. Føj beskedenhed til dine andre gode egenskaber. Det vil gøre dig virkelig stor i andres øjne. Og det vil give dig et bedre forhold til dine medmennesker, samt give dig Jehova Guds godkendelse. — Mika 6:8; 2 Korinther 10:18.