Lykkelig i et ægte, verdensomspændende brodersamfund

FORTALT AF WILLIE DAVIS

I 1934 berørte den store depression hele verden, og De Forenede Stater var præget af økonomisk kaos. Uden for stedet hvor der blev uddelt nødforsyninger til arbejdsløse i Cleveland i Ohio, var en betjent og en erklæret kommunist kommet op at slås. Betjenten skød og dræbte kommunisten samt en tilskuer, min bedstemoder, Vinnie Williams.

KOMMUNISTERNE prøvede at vende disse drab til en racistisk hændelse, eftersom min bedstemoder var sort og betjenten var hvid. De omdelte løbesedler med overskrifter som „Clevelands politi er racistisk“ og „Hævn disse drab“. Kommunisterne arrangerede og sørgede for alt ved min bedstemoders begravelse. Jeg har et billede af sørgemarskallerne — de var alle hvide og partimedlemmer. Alle har armen rakt i vejret med en knyttet næve — det blev senere symbolet på Black Power.

Fire måneder efter min bedstemoders død blev jeg født. Jeg voksede op med en talefejl der gjorde at jeg ikke kunne tale uden at stamme, og derfor gik jeg hos en talepædagog i de første år af min skoletid.

Mine forældre gik fra hinanden da jeg var fem år, og min søster og jeg blev opdraget af min moder. Da jeg var ti år blev jeg bydreng efter skoletid for at hjælpe med at dække familiens udgifter. To år senere begyndte jeg at arbejde både før og efter skoletid, og blev familiens hovedlønmodtager. Da moder kom på hospitalet og havde behov for en række operationer, gik jeg ud af skolen og fik et fuldtidsarbejde.

Indførelse i et brodersamfund

I 1944 modtog min fætters kone bogen „Sandheden skal frigøre jer“ af et af Jehovas vidner, og jeg var med til det bibelstudium der blev påbegyndt med hende. Det samme år blev jeg tilmeldt den teokratiske skole i Eastside-menigheden. Skoletilsynsmanden hed Albert Cradock og havde den samme talefejl som jeg, men han havde lært at beherske den. Han var til stor opmuntring for mig.

I vort distrikt boede der hovedsagelig italienere, polakker, ungarere og jøder, og menigheden var sammensat af folk fra disse og andre etniske grupper. Min fætters kone og jeg var blandt de første afroamerikanere der kom i denne ellers hvide menighed, men forkynderne viste aldrig nogen tegn på racefordomme. De inviterede mig faktisk jævnlig hjem til et måltid.

I 1956 flyttede jeg til den sydlige del af De Forenede Stater for at tjene hvor behovet for forkyndere var større. Da jeg en sommer vendte tilbage til Ohio for at overvære områdestævnet, kom mange af brødrene i Cleveland og hilste på mig, og de var meget interesserede i at høre om min tjeneste. Deres omsorg lærte mig en vigtig lektion — ’ikke blot at have øje for sine egne interesser men også for de andres’. — Filipperne 2:4.

Udvidet heltidstjeneste

Efter i tre år at have været heltidsforkynder eller pioner, blev jeg i november 1959 indbudt til at arbejde på Brooklyn Betel, Jehovas Vidners hovedkontor i New York. Jeg skulle arbejde i forsendelsesafdelingen. Min afdelingstilsynsmand, Klaus Jensen, og min værelseskammerat, William Hannan — begge hvide — blev mine åndelige fædre. Da jeg ankom havde de hver især tjent næsten 40 år på Betel.

I begyndelsen af 1960’erne var der omkring 600 medlemmer i betelfamilien, og omkring 20 var afroamerikanere. De Forenede Stater var dengang begyndt at syde af raceuroligheder, og der var et anspændt forhold mellem de sorte og de hvide. Bibelen lærer imidlertid at „Gud ikke er partisk“, og det skulle vi heller ikke være. (Apostelgerninger 10:34, 35) Den åndelige drøftelse vi hver morgen havde ved bordet på Betel styrkede vores beslutning om at acceptere Guds syn på sådanne ting. — Salme 19:7.

Mens jeg tjente på Brooklyn Betel mødte jeg Lois Ruffin, en pionersøster fra Richmond i Virginia, og vi blev gift i 1964. Vi var besluttede på at fortsætte i heltidstjenesten. Efter brylluppet vendte vi derfor tilbage til den sydlige del af De Forenede Stater. I begyndelsen var vi specialpionerer, og i 1965 blev jeg indbudt til at tjene som kredstilsynsmand. I de næste ti år besøgte vi menigheder i staterne Kentucky, Texas, Louisiana, Alabama, Georgia, North Carolina og Mississippi.

Vort brodersamfund prøves

Det var år med store forandringer. Inden vi flyttede ned mod syd var racerne blevet adskilt. Sorte havde ved lov fået forbud mod at gå i den samme skole som hvide, spise i de samme restauranter, sove på de samme hoteller, gå på indkøb i de samme butikker og endda mod at drikke af den samme vandbeholder. Men i 1964 vedtog kongressen i De Forenede Stater nogle borgerretslove der forbød diskrimination på offentlige steder, deriblandt i transportmidlerne. Der var således ikke længere noget juridisk grundlag for raceadskillelsen.

Spørgsmålet var derfor om vore brødre og søstre i de menigheder der kun bestod af hvide eller sorte ville integrere og være kærlige og hengivne over for hinanden. Eller om presset fra samfundet, og rodfæstede følelser fra fortiden, ville få dem til at modsætte sig integrationen. Det var en udfordring at følge Bibelens bud: „Vis i broderkærligheden inderlig hengivenhed for hinanden. Gå foran med at vise hinanden ære.“ — Romerne 12:10.

Så lang tid som nogen kunne huske, havde den gængse opfattelse, især i den sydlige del, været at de sorte rangerede lavere end de hvide. Praktisk talt alle samfundsinstanser, også kirkerne, havde fyldt folks sind med denne opfattelse. Nogle hvide fandt det derfor vanskeligt at betragte de sorte som deres ligemænd. Det var bestemt en prøvelsens tid for vort brodersamfund — både for de sorte og for de hvide.

Lykkeligvis var der i det store og hele en positiv reaktion på integrationen i menighederne. Århundreders gennemgribende indoktrinering af synspunkter angående raceoverlegenhed kunne ikke bare fjernes fra den ene dag til den anden. Men da integrationen begyndte fik den en god modtagelse af vore brødre, og de fleste var glade for at kunne møde hinanden.

Det er interessant at selv folk der ikke var Jehovas vidner ofte tog del i integrationen i menighederne. I Lanette i Alabama blev naboerne for eksempel spurgt om de havde noget imod at sorte kom til vore møder. En ældre hvid dame gav en sort broder hånden og sagde: „Du er velkommen til at komme i vort nabolag og tilbede din Gud.“

Trofaste brødre i Etiopien

I 1974 var vi glade for at gennemgå fem og en halv måneds missionæruddannelse på Vagttårnets Bibelskole Gilead i New York. Vi fik tildelt distrikt i det afrikanske land Etiopien. Kejseren, Haile Selassie, var lige blevet afsat og anbragt i husarrest. Eftersom der var udstedt forbud mod vort forkyndelsesarbejde, værdsatte vi det nære og varme forhold i vort kristne brodersamfund.

Vi boede og tjente sammen med mange af dem der senere blev fængslet på grund af deres troskab mod den sande tilbedelse. Nogle af vore kære venner blev endda henrettet. Adera Teshome var min medældste i en menighed i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa.a Efter at have været fængslet i tre år blev han henrettet. Hans hustru var naturligvis meget bedrøvet. Men da vi nogle år senere atter så hende, frydede det os at se hende udstråle glæde i sin tjeneste som pioner.

Worku Abebe, en anden trofast broder, blev dømt til døden otte gange.b Men han blev aldrig skræmt! Da jeg sidst så ham viste han mig sine ører, som betjentene havde knust med geværkolber. Spøgende sagde han at han havde fået serveret geværkolber morgen, middag og aften. Han er nu død, men bliver med kærlige tanker husket af brødrene.

Hailu Yemiru er en tredje kær broder jeg tydeligt husker.c Han lagde en eksemplarisk kærlighed for dagen over for sin hustru. Hun blev arresteret; men da hun var gravid og snart skulle føde, spurgte Hailu fængselsmyndighederne om han måtte gå i fængsel i stedet for hende. Da han senere ikke ville gå på kompromis om sin tro blev han henrettet. — Johannes 15:12, 13; Efeserne 5:28.

På grund af Etiopiens ustabile politiske situation flyttede vi i 1976 til Kenya. I syv år var vi i rejsetjenesten og besøgte brødrene i mange østafrikanske lande — deriblandt Kenya, Etiopien, Sudan, Seychellerne, Uganda og Tanzania. Jeg foretog også adskillige rejser til Burundi og Rwanda som en del af en delegation der skulle tale med embedsmænd for at få vort arbejde i disse lande juridisk anerkendt.

Det var en stor glæde at vende tilbage til Etiopien i januar 1992 for at overvære det første områdestævne efter ophævelsen af forbudet mod vort arbejde. Mange af de mere end 7000 tilstedeværende kendte ikke hinanden, eftersom brødrene tidligere kun havde mødtes i små grupper. Alle stævnedagene befandt de fleste sig på stævnepladsen to timer før programmet begyndte, og de blev til sent ud på aftenen for at nyde samværet i vort kærlige brodersamfund.

Stammehad overvindes

I århundreder har stammehad været udbredt i Afrika. I Burundi og Rwanda har de største etniske grupper, hutuerne og tutsierne, i mange år hadet hinanden. Siden disse lande opnåede uafhængighed af Belgien i 1962, har konflikter mellem disse to etniske grupper i perioder ført til at tusinder har mistet livet. Det var derfor en glæde at se medlemmer af disse etniske grupper som er blevet Jehovas vidner, arbejde fredeligt sammen. Den ægte kærlighed de viser hinanden har opmuntret mange andre til at lytte til sandheden fra Bibelen.

I Kenya er der også sammenstød mellem etniske grupper. Det står i skarp modsætning til det kristne brodersamfund af Jehovas folk i Kenya. Man kan se mennesker fra forskellige etniske grupper i enig tilbedelse i rigssalene. Jeg har haft den forret at se mange af disse aflægge deres stammehad og vise ægte kærlighed til deres brødre og søstre fra andre etniske grupper.

Lykkelig for vort brodersamfund

Når jeg ser tilbage på de 50 år jeg har været inden for Guds organisation, er det taknemmelighed over for Jehova og hans søn, Jesus Kristus, der fylder mit hjerte. Det har været storslået at betragte hvad de har udrettet på jorden. Sandt nok har der været problemer blandt Guds folk, og det er der også i dag. Men man kan ikke forvente at mange hundrede år med racistisk propaganda fra Satans verden kan blive fjernet fra den ene dag til den anden. Vi er trods alt stadig ufuldkomne. — Salme 51:5.

Når jeg sammenligner Jehovas organisation med verden, fyldes mit hjerte med taknemmelighed for vort ægte, verdensomspændende brodersamfund. Jeg husker stadig disse kærlige brødre i Cleveland som opdragede mig i sandheden. Og da jeg så både sorte og hvide brødre i den sydlige del af De Forenede Stater skifte deres fordomme ud med dybtfølt broderkærlighed, frydede det mit hjerte. Da jeg senere i Afrika med egne øjne så hvordan Jehovas ord kan fjerne stammehad, fyldte det i endnu højere grad mit hjerte med taknemmelighed for vort verdensomspændende brodersamfund.

Kong David udtrykte det meget rammende med ordene: „Se! Hvor er det godt og hvor er det lifligt når brødre bor sammen i enhed!“ — Salme 133:1.

[Fodnoter]

[Illustration på side 23]

Min bedstemoders begravelse

[Illustration på side 24]

Jehovas vidner fra tutsi- og hutustammen glæder sig over at kunne samarbejde

[Illustration på side 25]

Willie og Lois Davis