Giv andre del i trøsten fra Jehova
„Vort håb for jer står fast, idet vi ved at ligesom I har del i lidelserne, på samme måde har I også del i trøsten.“ — 2 KORINTHER 1:7.
1, 2. Hvad har mange der i dag er blevet kristne, erfaret?
MANGE af Vagttårnets læsere er vokset op uden kendskab til sandheden om Gud. Måske gælder det også dig. Prøv i givet fald at tænke tilbage på hvordan du reagerede da sandheden begyndte at gå op for dig. Blev du ikke lettet da du forstod at de døde ikke lider, men er uden bevidsthed? Og var det ikke til stor trøst for dig at lære om håbet for de døde, at milliarder vil få en opstandelse til liv i Guds nye verden? — Prædikeren 9:5, 10; Johannes 5:28, 29.
2 Fyldte det dig ikke med store forventninger og gav dig trøst at lære at Gud har lovet at bringe ondskaben til ophør og omdanne jorden til et paradis? Hvad var din reaktion da du lærte at nogle har mulighed for at overleve og komme til at leve i dette paradis uden at behøve at dø? Mon ikke du blev begejstret over at få del i Guds trøstende budskab der i dag forkyndes i hele verden af Jehovas vidner. — Salme 37:9-11, 29; Johannes 11:26; Åbenbaringen 21:3-5.
3. Hvorfor oplever de der forkynder Guds trøstende budskab for andre, også trængsel?
3 Men da du så forsøgte at fortælle andre om Bibelens budskab, blev du også klar over at ’troen ikke er alles’. (2 Thessaloniker 3:2) Måske hånede nogle af dine tidligere venner dig når du fortalte dem at du troede på Bibelens løfter. Du blev måske endog forfulgt fordi du fortsatte med at læse Bibelen sammen med Jehovas vidner. Modstanden tog måske til da du begyndte at gøre forandringer og bringe dit liv i harmoni med Bibelens principper. Du begyndte at erfare de trængsler som Satan og hans verden påfører alle der tager imod trøsten fra Gud.
4. Hvordan vil nogle nyinteresserede måske reagere på prøvelser?
4 Jesus forudsagde at modgang sørgeligt nok bringer nogle til snublen og fald og får dem til at trække sig bort fra den kristne menighed. (Mattæus 13:5, 6, 20, 21) Andre har udholdt trængsel ved at holde deres sind rettet mod de trøstende løfter de lærer om. De indvier sig på et tidspunkt til Jehova og bliver døbt som disciple af hans søn, Jesus Kristus. (Mattæus 28:19, 20; Markus 8:34) Trængslerne ophører naturligvis ikke blot fordi en kristen bliver døbt. Det kan for eksempel være en hård kamp for den der har levet umoralsk, at forblive moralsk ren. Andre må udholde vedvarende modstand fra ikketroende familiemedlemmer. Uanset hvilke prøvelser vi kommer ud for, kan alle der trofast lever op til deres indvielsesløfte til Gud, være forvissede om at de på en meget personlig måde vil erfare hans trøst og hjælp.
„Al trøsts Gud“
5. Hvad erfarede Paulus samtidig med at han blev udsat for mange prøvelser?
5 Apostelen Paulus værdsatte i høj grad trøsten fra Gud. Efter at han havde oplevet en tid med prøvelser i Asien og Makedonien, var det en stor trøst for ham at høre at menigheden i Korinth havde taget positivt imod hans brev med retledning. Det fik ham til at skrive endnu et brev til dem, hvori han blandt andet skrev: „Velsignet være vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader, den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel.“ — 2 Korinther 1:3, 4.
6. Hvad lærer vi af Paulus’ ord i Andet Korintherbrev 1:3, 4?
6 Disse inspirerede ord er meget betydningsmættede. Lad os se hvad vi kan udlede af dem. Når Paulus priser eller takker Gud i sine breve eller beder om noget, giver han sædvanligvis også udtryk for dyb værdsættelse af Jesus, den kristne menigheds hoved. (Romerne 1:8; 7:25; Efeserne 1:3; Hebræerne 13:20, 21) Paulus henvender således sin lovprisning til „vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader“. For første gang bruger han i sine skrifter det græske navneord der oversættes med ’inderlig barmhjertighed’. Dette navneord stammer fra et ord der bruges når man giver udtryk for at man føler med en der lider. Med dette udtryk beskriver Paulus Guds store medfølelse med enhver af sine trofaste tjenere der lider trængsel, en medfølelse der får Gud til at optræde barmhjertigt over for dem. Paulus betragtede Jehova som den der er ophav til denne ønskværdige egenskab, ved at kalde ham „den inderlige barmhjertigheds Fader“.
7. Hvorfor kan det siges at Jehova er „al trøsts Gud“?
7 Guds ’inderlige barmhjertighed’ skaffer den der lider trængsel, lindring. Paulus kalder derfor Jehova for „al trøsts Gud“. Når vi modtager trøst fra vore kærlige trosfæller, kan vi altid betragte Jehova som kilden til denne trøst. Der findes ingen reel trøst af varig værdi uden at den stammer fra Gud. Han skabte nemlig mennesket i sit billede, hvorved han satte os i stand til at trøste andre. Og det er Guds hellige ånd der motiverer hans tjenere til at vise dem der har brug for trøst, inderlig barmhjertighed.
Oplært til at trøste andre
8. Hvordan kan det gavne os at vi holder ud under prøvelser som Gud ikke står bag, men tillader?
8 Jehova Gud tillader at hans trofaste tjenere udsættes for forskellige prøvelser, men han er aldrig den der står bag sådanne prøvelser. (Jakob 1:13) Den trøst han giver når vi må udholde prøvelser, kan oplære os til at være mere opmærksomme på andres behov. Det vil medføre at „vi kan trøste dem som er i al slags trængsel, med den trøst hvormed vi selv trøstes af Gud“. (2 Korinther 1:4) Jehova oplærer os således til at give vore trosfæller og dem vi møder i forkyndelsen, del i trøsten fra ham idet vi efterligner Jesus og ’trøster alle de sørgende’. — Esajas 61:2; Mattæus 5:4.
9. (a) Hvad vil hjælpe os til at udholde prøvelser? (b) Hvordan bliver andre trøstet når vi trofast holder ud under prøvelser?
9 Paulus kunne udholde sine mange prøvelser takket være den rigelige trøst han modtog fra Gud gennem Kristus. (2 Korinther 1:5) Vi kan også modtage en overflod af trøst ved at grunde over Guds dyrebare løfter, ved at bede om styrke gennem hans hellige ånd, og ved at erfare at Gud besvarer vore bønner. På den måde vil vi blive styrket til fortsat at hævde Jehovas suverænitet og bevise at Djævelen er en løgner. (Job 2:4; Ordsprogene 27:11) Når vi trofast har udholdt en prøvelse, bør vi ligesom Paulus lade al ære gå til Jehova, hvis trøst sætter kristne i stand til at forblive trofaste under prøve. Trofaste kristnes udholdenhed virker trøstende på brodersamfundet og forstærker andres beslutning om at ’holde ud under de samme lidelser’. — 2 Korinther 1:6.
10, 11. (a) Hvilke prøvelser blev menigheden i fortidens Korinth udsat for? (b) Hvordan trøstede Paulus menigheden i Korinth, og hvilket håb gav han udtryk for?
10 Korintherne oplevede nogle af de prøvelser som alle sande kristne bliver udsat for. De havde desuden brug for vejledning om at udstøde en utugtig broder der ikke havde ændret sind. (1 Korinther 5:1, 2, 11, 13) At man ikke havde grebet ind over for dette og ikke havde bragt strid og splittelser til ophør, bragte vanære over menigheden. Men korintherne fulgte Paulus’ vejledning og ændrede sind. Han roste dem derfor uforbeholdent og gav udtryk for at deres positive reaktion på hans brev havde trøstet ham. (2 Korinther 7:8, 10, 11, 13) Det lader også til at den der var blevet udstødt, havde ændret sind. Paulus rådede dem derfor til at ’tilgive og trøste ham, for at han ikke på en eller anden måde skulle blive opslugt af en alt for stor bedrøvelse’. — 2 Korinther 2:7.
11 Paulus’ andet brev må have været til stor trøst for menigheden i Korinth. Og det var også meningen, for Paulus skrev: „Vort håb for jer står fast, idet vi ved at ligesom I har del i lidelserne, på samme måde har I også del i trøsten.“ (2 Korinther 1:7) I slutningen af brevet giver Paulus denne tilskyndelse: „Lad jer trøste, . . . og kærlighedens og fredens Gud vil være med jer.“ — 2 Korinther 13:11.
12. Hvad har alle kristne behov for?
12 Her lærer vi noget meget vigtigt: Alle der tilhører den kristne menighed, må give andre del i den trøst Gud tilvejebringer gennem sit ord, sin hellige ånd og sin jordiske organisation. Også udstødte kan have brug for trøst hvis de har ændret sind og ikke længere giver sig af med en uret adfærd. „Den trofaste og kloge træl“ har indført en barmhjertig ordning for at hjælpe dem. Én gang om året kan to ældste besøge de udstødte der ikke længere har en oprørsk indstilling eller begår alvorlige overtrædelser. Disse kan have brug for hjælp til at tage de nødvendige skridt til at blive genoptaget. — Mattæus 24:45; Ezekiel 34:16.
Paulus’ trængsler i Asien
13, 14. (a) Hvordan beskrev Paulus de alvorlige trængsler han blev udsat for i Asien? (b) Hvilken episode kan Paulus have haft i tanke?
13 Den slags trængsler som menigheden i Korinth havde erfaret indtil da, kunne ikke sammenlignes med de mange prøvelser som Paulus havde måttet udholde. Han kunne derfor sige til dem: „Vi ønsker ikke at I skal være uvidende, brødre, om den trængsel som vi har været ude for i provinsen Asien, at vi var under et pres der langt oversteg vore kræfter, så at vi var meget usikre endog med hensyn til vort liv. Ja, vi følte i os selv at vi havde fået dødsdommen. Dette skete for at vi ikke skulle stole på os selv, men på den Gud som oprejser de døde. Fra noget så stort som døden befriede han os og vil han befri os; og vort håb til ham er at han også fremdeles vil befri os.“ — 2 Korinther 1:8-10.
14 Nogle bibelkommentatorer mener at Paulus her henviser til nogle uroligheder i Efesus der kunne have kostet Paulus og hans to makedoniske rejsefæller, Gajus og Aristarkus, livet. Disse to kristne blev med magt ført ind i et teater der var stuvende fuldt af en folkehob som „i omkring to timer skreg: ’Stor er efesernes [gudinde] Artemis!’“ Det lykkedes til sidst en af byens embedsmænd at dæmpe gemytterne. Det må have foruroliget Paulus meget at Gajus og Aristarkus blev truet på livet. Faktisk ville han selv til at gå ind i teatret for at forsøge at ræsonnere med den fanatiske folkehob, men man forhindrede ham i på den måde at sætte livet på spil. — Apostelgerninger 19:26-41.
15. Hvilken ekstrem situation kan være beskrevet i Første Korintherbrev 15:32?
15 Det kan imidlertid også være at Paulus har beskrevet en situation der var langt mere ekstrem end den her omtalte hændelse. I sit første brev til korintherne stillede Paulus spørgsmålet: „Hvis jeg på menneskers vis har kæmpet med vilde dyr i Efesus, hvad gavner det mig så?“ (1 Korinther 15:32) Det kan betyde at Paulus’ liv ikke blot har været i fare på grund af mennesker der opførte sig som vilddyr, men at han også havde måttet kæmpe mod bogstavelige vilddyr på stadionet i Efesus. Man straffede nogle gange kriminelle ved at tvinge dem til at kæmpe mod vilddyr mens blodtørstige tilskuere så på. Hvis Paulus hentydede til at han havde kæmpet mod bogstavelige vilddyr, må han i sidste øjeblik mirakuløst være blevet reddet fra en grusom død, ligesom Daniel blev reddet fra bogstavelige løvers gab. — Daniel 6:22.
Nutidige eksempler
16. (a) Hvorfor kan mange Jehovas vidner udmærket sætte sig ind i de trængsler Paulus blev udsat for? (b) Hvad kan vi være forvissede om i forbindelse med dem der har mistet livet på grund af deres tro? (c) Hvilken virkning har det undertiden haft at kristne med nød og næppe er undsluppet døden?
16 I dag kan mange kristne udmærket sætte sig ind i de trængsler Paulus oplevede. (2 Korinther 11:23-27) Også i vor tid har nogle kristne været ’under et pres der langt oversteg deres kræfter’, og mange har stået i situationer hvor de har været ’meget usikre med hensyn til deres liv’. (2 Korinther 1:8) Nogle har lidt døden for massemorderes eller grusomme forfølgeres hånd. Vi kan være forvissede om at den trøstende kraft fra Gud har sat dem i stand til at holde ud, og at de døde i forvisningen om at deres håb ville blive indfriet, hvad enten det har været håbet om at komme til at leve i himmelen eller her på jorden. (1 Korinther 10:13; Filipperne 4:13; Åbenbaringen 2:10) I andre tilfælde har Jehova ledet begivenhedernes gang så vore brødre er blevet reddet fra døden. Der er ingen tvivl om at de der har erfaret dette, har fået større tillid til „den Gud som oprejser de døde“. (2 Korinther 1:9) Siden har de kunnet tale med endnu større overbevisning når de har forkyndt Guds trøstende budskab for andre. — Mattæus 24:14.
17-19. Hvilke erfaringer viser at vore brødre i Rwanda har givet andre del i trøsten fra Gud?
17 For nylig har vore kære brødre i Rwanda gennemgået noget der svarer til det Paulus og hans rejsefæller blev udsat for. Mange har mistet livet, men det er ikke lykkedes Satan at svække deres tro. Vore brødre i dette land har på mange måder personligt erfaret trøsten fra Gud. Under borgerkrigen mellem tutsier og hutuer i Rwanda var der hutuer der satte livet på spil for at beskytte tutsier, og tutsier der beskyttede hutuer. Nogle blev slået ihjel af ekstremister fordi de beskyttede deres trosfæller. Gahizi, et Jehovas vidne fra hutu-stammen, blev slået ihjel efter at have skjult en tutsi-søster ved navn Chantal. Chantal er gift med en tutsi der hedder Jean, og Jean blev skjult et andet sted af en hutu-søster ved navn Charlotte. I 40 dage holdt Jean og en anden tutsi-broder sig skjult i en stor skorsten og kom kun ud i korte perioder i løbet af natten. I al denne tid sørgede Charlotte for at de fik mad og blev beskyttet selv om hun boede tæt ved en af hutuernes militærlejre. På denne side kan man se et billede af Jean og Chantal, der er taknemmelige for at deres trosfæller fra hutu-stammen ’satte deres hals på spil’ for dem, ligesom Priska og Akvila gjorde for apostelen Paulus. — Romerne 16:3, 4.
18 Rwakabubu, et andet Jehovas vidne fra hutu-stammen, blev i avisen Intaremara rost for at have beskyttet sine tutsi-trosfæller.a Avisen skrev: „Desuden kan nævnes Rwakabubu, et af Jehovas vidner, der fortsatte med forskellige steder at skjule nogle af sine brødre (sådan kalder disse trosfæller hinanden). Han brugte normalt hele dagen på at bringe dem mad og vand skønt han lider af astma. Men Gud gav ham en styrke ud over det normale.“
19 En anden erfaring drejer sig om et hutu-ægtepar ved navn Nicodeme og Athanasie. Før folkemordet havde dette ægtepar læst Bibelen sammen med en tutsi-forkynder ved navn Alphonse. Med deres eget liv som indsats skjulte de Alphonse i deres hjem. Senere indså de at huset ikke var et sikkert skjulested eftersom deres naboer, der var hutuer, vidste at de havde en ven der var tutsi. Derfor skjulte Nicodeme og Athanasie Alphonse i et hul på deres gårdsplads. Dette var en god idé, for naboerne begyndte at komme og søge efter Alphonse næsten hver dag. Mens Alphonse i 28 dage lå i dette hul, tænkte han over bibelske beretninger, blandt andet beretningen om Rahab, der skjulte to israelitter på taget af sit hus i Jeriko. (Josua 6:17) I dag fortsætter Alphonse sin tjeneste i Rwanda som forkynder af den gode nyhed, taknemmelig for at de hutu-venner han studerede Bibelen med, var villige til at sætte livet på spil for hans skyld. Hvordan går det med Nicodeme og Athanasie? De er nu døbte vidner for Jehova og leder over 20 bibelstudier med interesserede.
20. Hvordan har Jehova trøstet vore brødre i Rwanda, men hvad har mange fortsat brug for?
20 Da folkedrabet i Rwanda begyndte, var der 2500 forkyndere af den gode nyhed i landet. Skønt flere hundrede mistede livet eller blev tvunget til at flygte ud af landet, er antallet af Jehovas vidner steget til mere end 3000. Det beviser at Gud afgjort har trøstet vore brødre. De faderløse og enker der findes blandt Jehovas vidner, har naturligvis stadig brug for at blive trøstet i deres trængsel. (Jakob 1:27) Deres tårer vil først blive tørret helt bort når opstandelsen finder sted i Guds nye verden. Takket være deres brødres hjælp og fordi de tilbeder „al trøsts Gud“, er de i stand til at fortsætte.
21. (a) Hvor har vore brødre også haft stærkt brug for trøsten fra Gud, og hvilken hjælp kan vi alle yde? (Se rammen „Trøst under fire år med krig“.) (b) Hvornår vil vi blive trøstet i fuldt omfang?
21 I mange andre lande, deriblandt Eritrea, Singapore og det tidligere Jugoslavien, fortsætter vore brødre med at tjene Jehova trofast trods trængsler. Lad os hjælpe vore brødre disse steder ved regelmæssigt at bede om at de må blive trøstet. (2 Korinther 1:11) Og måtte vi trofast holde ud indtil Gud gennem Jesus Kristus i fuldeste forstand „vil tørre hver tåre af [vore] øjne“. Til den tid vil vi i fuldt omfang erfare den trøst Jehova vil tilvejebringe i sin retfærdige nye verden. — Åbenbaringen 7:17; 21:4; 2 Peter 3:13.
[Fodnote]
a I Vagttårnet for 1. januar 1995, side 26, kan man læse om Rwakabubus datter Deborah, hvis bøn greb en gruppe hutu-soldater om hjertet og reddede familien fra at blive myrdet.
Spørgsmål til repetition
◻ Hvorfor kaldes Jehova „al trøsts Gud“?
◻ Hvordan bør vi betragte trængsler?
◻ Hvem kan vi trøste?
◻ Hvordan vil vi blive trøstet i fuldt omfang?
[Illustration på side 17]
Jean og Chantal er Jehovas vidner der tilhører tutsi-stammen, men de blev alligevel skjult af Jehovas vidner fra hutu-stammen under folkedrabet i Rwanda
[Illustration på side 17]
Jehovas vidner forkynder fortsat det trøstende budskab fra Gud for deres medmennesker i Rwanda