Bliv ved med at vokse i broderkærlighed
„Fortsæt med at vandre i kærlighed, ligesom Messias også elskede jer.“ — EF. 5:2.
1. Hvad sagde Jesus skulle kendetegne hans disciple?
FORKYNDELSEN af den gode nyhed om Guds rige fra hus til hus er så karakteristisk for Jehovas Vidner at det så at sige er blevet deres varemærke. Alligevel var det, ifølge Jesus, en anden side af kristendommen man skulle kende hans sande disciple på. Han sagde: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Joh. 13:34, 35.
2, 3. Hvilken virkning har broderkærligheden på dem der overværer vore kristne møder?
2 Den kærlighed der råder i det sande kristne brodersamfund, har ikke sin lige blandt menneskene. Ligesom en magnet tiltrækker jern, sådan virker kærligheden som en kraft der holder Jehovas tjenere sammen og tiltrækker andre til den sande tilbedelse. Som eksempel kan nævnes Marcelino, der bor i Cameroun. Han mistede synet ved en ulykke på sin arbejdsplads. Efter ulykken bredte det rygte sig at han var blevet blind fordi han var en troldmand. I stedet for at trøste ham udstødte præsten og andre medlemmer af hans kirke ham af menigheden. Da et af Jehovas Vidner inviterede Marcelino til et møde, tøvede han. Han havde ikke lyst til at blive afvist igen.
3 Marcelino var overrasket over det der skete i rigssalen. Man tog godt imod ham, og det han hørte fra Bibelen, trøstede ham. Han begyndte at komme til alle møderne, gjorde fremskridt i sit bibelstudium og blev døbt i 2006. Nu forkynder han for sin familie og sine naboer og har oprettet flere bibelstudier. Marcelino ønsker at de mennesker han studerer Bibelen med, skal opleve den samme kærlighed som han selv har mærket blandt Guds folk.
4. Hvorfor bør vi følge Paulus’ opfordring til fortsat at „vandre i kærlighed“?
4 Hvor tiltalende broderkærligheden end er, kan den ikke tages for givet. Man kan sammenligne den med et varmende lejrbål der drager folk til sig i den kolde nat. Hvis ikke de der samles om det, kommer mere brænde på, går ilden ud. På samme måde vil det stærke kærlighedsbånd der binder menighedens medlemmer sammen, svækkes hvis ikke vi hver især arbejder på at styrke det. Hvordan kan vi gøre det? Apostelen Paulus svarer: „Fortsæt med at vandre i kærlighed, ligesom Messias også elskede jer og gav sig selv hen for jer som en offergave og et slagtoffer til Gud, som en vellugtende duft.“ (Ef. 5:2) Det spørgsmål vi nu skal se nærmere på, er: Hvordan kan jeg fortsætte med at vandre i kærlighed?
’I må også udvide’
5, 6. Hvorfor opfordrede Paulus de kristne i Korinth til at „udvide“?
5 Apostelen Paulus skrev til de kristne i Korinth: „Vor mund er åben over for jer, korinthere, vort hjerte har udvidet sig. I har ikke kneben plads hos os, men der er kneben plads hos jer med hensyn til inderlig hengivenhed. Så for at gøre gengæld — jeg taler som til børn — må I også udvide.“ (2 Kor. 6:11-13) Hvorfor opfordrede Paulus korintherne til at „udvide“ med hensyn til at vise kærlighed?
6 Tænk på hvordan menigheden i Korinth blev grundlagt. Paulus kom til Korinth i efteråret 50. Selvom han mødte en del modstand til at begynde med, gav han ikke op. I løbet af kort tid havde mange i denne by fået tro på den gode nyhed. I „et år og seks måneder“ gav Paulus sig selv helt og fuldt for at undervise og styrke den nye menighed. Det er tydeligt at han nærede dyb kærlighed til de kristne i Korinth. (Apg. 18:5, 6, 9-11) De havde al grund til at elske og respektere ham til gengæld. Men der var nogle i menigheden som trak sig væk fra ham. Måske brød de sig ikke om hans ligefremme vejledning og irettesættelse. (1 Kor. 5:1-5; 6:1-10) Andre har måske lyttet til den bagtalelse der kom fra „de overmåde store apostle“. (2 Kor. 11:5, 6) Paulus ønskede at alle hans brødre og søstre skulle elske ham. Derfor opfordrede han dem til at „udvide“ ved at få et nærmere forhold til ham og andre af deres trosfæller.
7. Hvordan kan vi „udvide“ med hensyn til at vise broderkærlighed?
7 Hvordan forholder det sig med os? Hvordan kan vi „udvide“ med hensyn til at vise broderkærlighed? De som hører til samme aldersgruppe eller har samme etniske baggrund, vil naturligt søge sammen. Og de som dyrker de samme former for adspredelse, vil ofte bruge megen tid sammen. Men hvis de interesser vi har fælles med nogle af vore kristne brødre og søstre, skiller os fra andre, må vi „udvide“. Vi gør klogt i at spørge os selv: ’Er det kun sjældent at jeg forkynder sammen med eller omgås brødre og søstre uden for den kreds jeg sædvanligvis kommer sammen med? Begrænser jeg i rigssalen min kontakt med dem der nylig er kommet til, fordi jeg mener at de først skal gøre sig fortjent til mit venskab? Hilser jeg på både ældre og yngre i menigheden?’
8, 9. Hvordan kan Paulus’ råd i Romerbrevet 15:7 hjælpe os til at blive ved med at vokse i broderkærlighed?
8 Hvad angår det at hilse på hinanden, kan Paulus’ ord i Romerbrevet hjælpe os til at få det rette syn på vore trosfæller. (Læs Romerbrevet 15:7). Det græske ord der er gengivet med „acceptere“, betyder „at tage venligt, eller gæstfrit, imod, at lade nogen få del i ens selskab og venskab“. Når man på Bibelens tid tog gæstfrit imod venner i sit hjem, lod man dem vide hvor glad man var for at se dem. Det er sådan Jesus billedligt talt har taget imod os i den kristne menighed, og vi bliver opfordret til at efterligne ham ved at tage imod vore trosfæller på samme måde.
9 Når vi hilser på vore brødre og søstre i rigssalen og andre steder, kan vi være opmærksomme på hvem vi ikke har set eller talt med for nylig. Hvorfor ikke bruge nogle få minutter på at tale med dem? Ved det næste møde kan vi gøre det samme over for nogle andre. På den måde vil vi i løbet af kort tid have haft en opmuntrende samtale med næsten alle vore brødre og søstre. Der er ingen grund til at være bekymret over at man ikke når at tale med alle ved det samme møde. Ingen bør føle sig stødt over at vi ikke når at hilse på dem ved hvert eneste møde.
10. Hvad har vi alle rig mulighed for i menigheden, og hvordan kan vi sørge for at benytte os af denne mulighed?
10 At hilse på nogen er det første skridt hen imod at tage gæstfrit imod dem. Det kan føre til opbyggende samtaler og et varigt venskab. Når vi for eksempel er til stævne og hilser på nogle vi ikke kender og begynder at tale med dem, vil vi glæde os til at se dem igen. De der deltager i rigssalsbyggeri og nødhjælpsarbejde, bliver ofte gode venner fordi de lærer hinandens gode egenskaber at kende gennem deres fælles arbejde. Ja, inden for Jehovas organisation er der rig mulighed for at slutte varige venskaber. Hvis vi ’udvider’, vil vores vennekreds vokse og dermed også den kærlighed der forener os i den sande tilbedelse.
Giv dig tid til andre
11. Hvordan var Jesus et eksempel, som vist i Markus 10:13-16?
11 Alle kristne kan stræbe efter at komme andre i møde, sådan som Jesus gjorde. Læg mærke til hvad Jesus sagde da hans disciple prøvede at forhindre nogle forældre i at bringe deres børn hen til ham. „Lad de små børn komme hen til mig; søg ikke at hindre dem, for Guds rige tilhører sådanne.“ Derpå „tog [han] børnene i sine arme og velsignede dem idet han lagde hænderne på dem“. (Mark. 10:13-16) Forestil dig hvor glade børnene har været for den opmærksomhed og kærlighed den store Lærer viste dem!
12. Hvad kan hindre os i at tale med andre?
12 Hver eneste af os bør spørge sig selv: ’Er jeg til at få i tale når andre vil i kontakt med mig, eller virker det ofte som om jeg har for travlt?’ Vaner som ikke i sig selv er forkerte, kan undertiden være en hindring for en samtale. Hvis vi for eksempel taler meget i mobiltelefon eller bruger høretelefoner for at lytte til musik når andre er til stede, kunne de få det indtryk at vi helst er fri for deres selskab. Hvis andre bemærker at vi er helt opslugt af at betjene en håndholdt computer, kunne de drage den slutning at vi ikke bryder os om at tale med dem. Der er naturligvis „en tid til at tie“, men når vi er sammen med andre, er det som oftest „en tid til at tale“. (Præd. 3:7) Nogle siger eller tænker måske: „Jeg foretrækker mit eget selskab“, eller „Jeg har ikke lyst til at tale med nogen om morgenen“. Men at tale venligt med andre, selv når vi ikke ligefrem har lyst til det, er et tegn på den kærlighed som ’ikke søger sine egne interesser’. — 1 Kor. 13:5.
13. Hvilken indstilling opfordrede Paulus Timoteus til at have over for andre medlemmer af menigheden?
13 Paulus opfordrede den unge Timoteus til at nære respekt for alle medlemmer af menigheden. (Læs Første Timoteusbrev 5:1, 2). Det samme bør vi gøre. Vi bør behandle de ældre som var de vore mødre og fædre, og de yngre som vore søskende. Har vi den indstilling, er der ingen af vore brødre og søstre der vil føle sig som fremmede over for os.
14. Hvilken gavn kan man have af at føre opbyggende samtaler med andre?
14 Når vi fører opbyggende samtaler med andre i menigheden, bidrager vi til deres åndelige og følelsesmæssige velbefindende. En broder der arbejder på et afdelingskontor, mindes med glæde flere ældre betelmedarbejdere som tog sig tid til at tale med ham da han var ny på Betel. Deres opmuntrende ord fik ham til at føle at han virkelig var en del af betelfamilien. Nu prøver han at gøre det samme som dem ved at henvende sig til og tale med andre betelitter.
Ydmyghed hjælper til at fremme freden
15. Hvad viser at der kan opstå uoverensstemmelser mellem os?
15 To kristne søstre i Filippi, Evodia og Syntyke, var åbenbart kommet på kant med hinanden. (Fil. 4:2, 3) Og Paulus og Barnabas havde en heftig diskussion, som kom andre for øre, og som førte til at de skiltes for en tid og rejste hver sin vej. (Apg. 15:37-39) Disse beretninger viser at der kan opstå uoverensstemmelser mellem sande kristne. Jehova har imidlertid sørget for at vi kan få hjælp til at bilægge uoverensstemmelser og genoprette venskaber. Men han kræver noget af os.
16, 17. (a) Hvor vigtigt er det at vise ydmyghed ved personlige uoverensstemmelser? (b) Hvordan understreger beretningen om Jakob og Esau dette?
16 Forestil dig at du og en af dine venner skal foretage en rejse sammen i bil. Før I kører af sted, må du starte bilen med tændingsnøglen. Den proces at bilægge personlige uoverensstemmelser begynder også så at sige med en nøgle. Denne nøgle hedder ydmyghed. (Læs Jakob 4:10). Som følgende eksempel fra Bibelen viser, vil brugen af denne nøgle bevirke at de som har en uoverensstemmelse med hinanden, begynder at anvende Bibelens principper.
17 Der var gået tyve år siden Esau var blevet fyldt med bitterhed over at førstefødselsretten var overgået til hans tvillingebror Jakob, og derfor pønsede på at dræbe ham. Tvillingerne skulle nu mødes igen efter al denne tid, og „Jakob [blev] meget bange og angst“. Han følte at der var stor sandsynlighed for at Esau ville angribe ham. Men ved dette møde gjorde Jakob noget som Esau ikke forventede. Han „bøjede sig til jorden“ idet han nærmede sig sin bror. Hvad skete der så? „Esau løb ham i møde og omfavnede ham og faldt ham om halsen og kyssede ham, hvorpå de græd.“ Faren for en kamp imellem dem var afværget. Jakobs ydmyghed overvandt ethvert had som Esau måtte have næret. — 1 Mos. 27:41; 32:3-8; 33:3, 4.
18, 19. (a) Hvorfor er det vigtigt at vi ved personlige uoverensstemmelser selv tager initiativet til at følge Bibelens vejledning? (b) Hvorfor bør vi ikke give op hvis den anden part til at begynde med ikke er positivt indstillet?
18 Bibelen indeholder ypperlig vejledning om hvordan man bilægger uoverensstemmelser. (Matt. 5:23, 24; 18:15-17; Ef. 4:26, 27)a Hvis vi ikke ydmygt følger denne vejledning, vil det imidlertid være svært at opnå fred. Løsningen er ikke at vente på at den anden part viser ydmyghed, når man selv har en nøgle.
19 Hvis de første forsøg på at opnå fred af en eller anden grund ikke bærer frugt, skal vi ikke opgive håbet. Den anden part har måske brug for at få styr på sine følelser. Josefs brødre handlede forræderisk over for Josef. Der gik lang tid før de mødte ham igen, og da var han Ægyptens førsteminister. Men til sidst ændrede de sind og bad ham om tilgivelse. Josef tilgav dem, og Jakobs sønner blev et folk der fik den ære at bære Jehovas navn. (1 Mos. 50:15-21) Ved at holde fred med vore brødre og søstre bidrager vi til at der hersker enhed og glæde i menigheden. — Læs Kolossenserbrevet 3:12-14.
Lad os elske „i gerning og sandhed“
20, 21. Hvad lærer vi af at Jesus vaskede apostlenes fødder?
20 Kort før sin død sagde Jesus til sine apostle: „Jeg har . . . givet jer et forbillede, for at I også skal gøre som jeg har gjort ved jer.“ (Joh. 13:15) Han havde lige vasket disciplenes fødder. Det Jesus havde gjort, var hverken udførelsen af et ritual eller blot et udtryk for venlighed. Lige før Johannes fortalte om fodvaskningen, skrev han: „Som [Jesus] havde elsket sine egne der var i verden, elskede han dem nu lige til det sidste.“ (Joh. 13:1) Det var Jesu kærlighed til disciplene der fik ham til at gøre et arbejde der som regel blev udført af en træl. Nu måtte de i ydmyghed og kærlighed gøre noget for hinanden. Ja, sand broderkærlighed skulle få os til at vise omsorg og interesse for alle vore kristne brødre og søstre.
21 Apostelen Peter, hvis fødder Guds søn vaskede, forstod betydningen af det Jesus gjorde, for han skrev: „Nu da I har renset jeres sjæle ved lydighed mod sandheden, med en broderlig hengivenhed til følge som er uden hykleri, så elsk hinanden inderligt af hjertet.“ (1 Pet. 1:22) Apostelen Johannes, hvis fødder Jesus også vaskede, skrev: „Børnlille, lad os ikke elske med ord, heller ikke med tungen, men i gerning og sandhed.“ (1 Joh. 3:18) Måtte vi alle føle os tilskyndet til at vise broderkærlighed i handling!
[Fodnote]
Husker du?
• På hvilke måder kan vi „udvide“ med hensyn til at vise hinanden kærlighed?
• Hvad vil hjælpe os til at give os tid til andre?
• Hvilken betydning har det at vise ydmyghed når man vil bilægge en uoverensstemmelse?
• Hvad skulle tilskynde os til at have omsorg for vore trosfæller?
[Illustration på side 21]
Hils hjerteligt på dine trosfæller
[Illustration på side 23]
Gå ikke glip af en lejlighed til at tale personligt med dine trosfæller