Spørgsmål fra læserne
Kan en kristen tillade sig at drive forretning sammen med en ikketroende, i betragtning af Bibelens påbud: „Lad jer ikke spænde i ulige åg med ikketroende“?
Vi finder den nævnte vejledning i Andet Korintherbrev 6:14-16: „Lad jer ikke spænde i ulige åg med ikketroende. For hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke? Og hvad harmoni er der mellem Kristus og Beliar? Eller hvad del har en troende med en ikketroende? Og hvad overensstemmelse er der mellem Guds tempel og afguder?“
Intet tyder på at apostelen Paulus gav denne vejledning i den hensigt at udstede specifikke forbud, for eksempel mod at en kristen drev forretning sammen med en ikketroende. Men hans vejledning er alligevel relevant, både i det foreliggende spørgsmål og på andre områder af tilværelsen.
Paulus skrev denne vejledning til sine kristne brødre i det gamle Korinth. De boede i en by der var gennemfordærvet, og daglig måtte de vogte sig for moralske og åndelige farer. Medmindre de passede på, kunne den nedbrydende påvirkning lidt efter lidt svække deres beslutning om at være et særskilt folk, „en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom“. — 1 Peter 2:9.
Inden Paulus skrev passagen i Andet Korintherbrev 6:14-16 havde han behandlet et alvorligt problem blandt sine brødre i Korinth. I menigheden havde de ladet et tilfælde af grov umoralitet gå upåtalt hen, og Paulus vejledte dem derfor om at de skulle udstøde synderen, der ikke ændrede sind. (1 Korinther 5:1) Denne mands urette adfærd viste at dårligt selskab eller uforsigtig kontakt med verdens moralske klima kunne påvirke kristne.
De kristne i Korinth skulle undgå at komme sammen med den udstødte, men betød det at de skulle skille sig fuldstændig ud fra ikketroende? Skulle de undgå så godt som enhver kontakt med ikkekristne og danne en slags klostersamfund i lighed med de jøder der isolerede sig i Qumran ved Det Døde Hav? Vi lader Paulus svare: „I mit brev skrev jeg til jer at I skulle holde op med at omgås utugtige, jeg mente ikke helt og holdent denne verdens utugtige . . . Ellers måtte I jo gå ud af verden.“ — 1 Korinther 5:9, 10.
Meningen er tydelig. Paulus var sig bevidst at de kristne stadig levede på denne jord blandt ikketroende, som de næsten daglig var i berøring med og som havde en lav moral og helt andre normer. Eftersom denne kontakt var praktisk taget uundgåelig, skulle kristne give agt på den fare der var forbundet hermed.
Lad os nu igen rette opmærksomheden mod Paulus’ andet brev til korintherne. Han påpegede at salvede kristne er egnede som Guds tjenere, ambassadører på Kristi vegne. Han gjorde dem opmærksom på at de skulle vogte sig for alt hvad der kunne blive årsag til snublen og fald og som kunne bringe deres tjeneste i vanry. (2 Korinther 4:1–6:3) Paulus tilskyndede direkte sine korinthiske brødre, der var som hans åndelige børn, til at udvide rammerne for deres hengivenhed. (2 Korinther 6:13) Derefter tilskyndede han: „Lad jer ikke spænde i ulige åg med ikketroende,“ og understregede vigtigheden af dette med en række retoriske modsætninger.
Sammenhængen viser at Paulus ikke tænkte på nogen bestemt side af tilværelsen, for eksempel forretning eller erhvervsmæssig beskæftigelse, og heller ikke fastsatte nogen formel regel at håndhæve i den forbindelse. Nej, han gav almindelig, sund og gavnlig vejledning til brødre som han holdt af.
Gælder vejledningen for eksempel en kristen der tænker på at gifte sig? Afgjort. Til dem i Korinthermenigheden der gerne ville giftes, skrev Paulus i sit første brev at de ’kun måtte gifte sig i Herren’. (1 Korinther 7:39) Han understregede visdommen i denne vejledning med det han senere skrev i Andet Korintherbrev 6:14-18. Hvis en kristen overvejede ægteskab med en der ikke tjente Jehova som en discipel af Kristus, ville det være at påtænke at binde sig til en ikketroende. (Jævnfør Tredje Mosebog 19:19; Femte Mosebog 22:10.) De elementære meningsforskelle ville give anledning til problemer, blandt andet af åndelig art. Det kunne være at den ikketroende tilbad en falsk gud nu eller ville begynde på det i fremtiden. Paulus ræsonnerede: „Hvad harmoni er der mellem Kristus og Beliar?“
Hvordan forholder det sig da hvis man overvejer at blive forretningskompagnon med en ikketroende? I nogle tilfælde kan en kristen se sådan på det at han for at tjene til sit udkomme og forsørge sin familie er nødt til at drive forretning sammen med en der ikke er en medkristen. (1 Timoteus 5:8) Overvej følgende tænkte eksempler:
En kristen planlægger måske at åbne en butik, men det kan kun lade sig gøre hvis han går i kompagniskab med en der råder over startkapital eller kan skaffe de nødvendige varer. En anden kristen får måske tilbud af en verdslig bekendt om at blive medindehaver af et firma. En tredje kristen arver måske en større virksomhed sammen med en ikketroende slægtning.
Dette er som sagt tænkte eksempler. Vi forsøger ikke at omtale enhver mulighed eller tage standpunkt for eller imod bestemte forretningsdispositioner. Men med disse eksempler i tanke kan man sikkert se hvorfor vejledningen i Andet Korintherbrev 6:14-18 ikke bør tilsidesættes.
En kristen der begynder at drive forretning sammen med en ikketroende kan let komme ud for uventede problemer og fristelser, uanset om kompagnonen er en slægtning eller ej. Måske mener den anden at man af hensyn til fortjenesten skal opgive mindre til skattemyndighederne eller beskæftige „sort“ arbejdskraft. Han vil måske gerne „betale under bordet“ for leverancer der ikke bliver faktureret. Kunne en kristen være med til sådanne former for uærlighed? Og hvad ville den kristne gøre når han og kompagnonen skulle underskrive selvangivelsen eller afgive andre lovpligtige oplysninger? — 2 Mosebog 23:1; Romerne 13:1, 7.
Det kunne også ske at den ikketroende kompagnon gerne ville føre varer der havde at gøre med hedenske helligdage, sende helligdagshilsener i firmaets navn, eller pynte forretningen til højtiderne. Paulus spurgte: „Hvad overensstemmelse er der mellem Guds tempel og afguder? Vi er jo en levende Guds tempel.“ Det er meget betimeligt at der siges: „’Derfor, gå ud fra dem, og skil jer ud,’ siger Jehova, ’og hold op med at røre det urene’; ’og jeg vil tage imod jer.’“ (2 Korinther 6:16, 17) Mange kristne har fulgt dette vise råd ved at vælge et arbejde der er forbundet med færrest mulige problemer. — Hebræerne 13:5, 6, 18.
Menigheden har ikke til opgave at overvåge eller undersøge alt hvad kristne foretager sig i forbindelse med deres beskæftigelse som arbejdstagere eller selvstændige. Hvis det imidlertid blev kendt at en kristen var meddelagtig i noget uret, at han for eksempel fremmede afgudsdyrkelse, løj eller stjal, ville menigheden naturligvis tage skridt til at håndhæve Jehovas normer.
Det centrale er imidlertid at Paulus’ inspirerede vejledning: „Lad jer ikke spænde i ulige åg med ikketroende,“ kan hjælpe kristne til at undgå problemer og spare de ældste for at skulle gribe ind. Vise kristne vil rette sig efter denne vejledning og vælge at undgå omstændigheder hvor de kunne føle sig presset til at gå på kompromis med hensyn til Bibelens principper. Hvis nogen føler sig nødsaget til at drive forretning sammen med en ikketroende, bør andre ikke forhastet dømme eller kritisere ham for dette, eftersom han selv bærer ansvaret for sin beslutning. Paulus fastsatte ikke nogen kategorisk regel der skulle håndhæves og som forbød kristne at indgå kompagniskab med ikketroende. Hans vejledning bør imidlertid ikke tilsidesættes. Gud inspirerede denne vejledning og sørgede for at den blev nedfældet i Bibelen til vor gavn. Vi gør klogt i at følge den.