Se hen til Jehova efter trøst

„Måtte den Gud som skænker udholdenhed og trøst, nu give jer at I har samme sindsindstilling over for hinanden som den Kristus Jesus havde.“ — Romerne 15:5.

 1. Hvorfor er der for hver dag der går, stadig flere der trænger til trøst?

FOR hver dag der går, får stadig flere brug for at blive trøstet. Som en bibelskribent iagttog for mere end 1900 år siden, ’sukker hele skabningen sammen og er i veer sammen indtil nu’. (Romerne 8:22) I vor tid har denne ’sukken’ og disse ’veer’ været større end nogen sinde. Siden den første verdenskrig har menneskeheden oplevet den ene krise efter den anden i form af krige og kriminalitet foruden naturkatastrofer, der ofte skyldes at menneskene har misrøgtet jorden. — Åbenbaringen 11:18.

 2. (a) Hvem bærer størsteparten af skylden for de veer menneskene i dag oplever? (b) Hvad er det en trøst at vide?

² Hvorfor har der været så mange lidelser i vor tid? Bibelen giver os svaret og fortæller at Satan er blevet kastet ud af himmelen efter Rigets oprettelse i 1914. Vi læser: „Ve jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ (Åbenbaringen 12:12) De klare vidnesbyrd om at denne profeti er gået i opfyldelse, betyder at vi næsten har nået afslutningen på Satans onde styre. Det er derfor en trøst at vide at livet på jorden snart vil vende tilbage til den fredelige tilstand der herskede før Satan fik vore første forældre til at gøre oprør.

 3. Hvornår havde menneskene ikke brug for trøst?

³ I begyndelsen sørgede menneskets Skaber for at det første menneskepar kunne leve i en smuk park. Den lå i et område kaldet Eden, der betyder „glæde“ eller „lyst“. (1 Mosebog 2:8, fodnoten) Adam og Eva havde desuden et fuldkomment helbred og kunne se frem til aldrig at skulle dø. Forestil dig hvordan de kunne have udviklet deres evner, for eksempel inden for havebrug, kunst, arkitektur og musik. De kunne desuden have udforsket skaberværket mens de varetog deres opgave med at underlægge sig jorden og gøre den til et paradis. (1 Mosebog 1:28) Adam og Evas tilværelse ville ikke være blevet fyldt med ’suk og veer’, men med glæde og fryd, og de ville derfor ikke få brug for at blive trøstet.

 4, 5. (a) Hvorfor bestod Adam og Eva ikke den lydighedsprøve de blev sat på? (b) Hvordan fik menneskene brug for trøst?

⁴ Noget Adam og Eva havde brug for, var imidlertid at opdyrke en dyb kærlighed til og værdsættelse af deres kærlige himmelske Fader. En sådan kærlighed ville have motiveret dem til at adlyde Gud under alle forhold. (Jævnfør Johannes 14:31.) Sørgeligt nok undlod vore første forældre at adlyde deres retmæssige Suveræn, Jehova. De underlagde sig i stedet en falden engel, Satan Djævelen. Det var Satan der fristede Eva til at synde og spise af den forbudte frugt. Også Adam syndede ved at spise af frugten på det træ som Gud i utvetydige vendinger havde advaret dem mod at spise af med ordene: „Den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ — 1 Mosebog 2:17.

⁵ Derfor begyndte det syndige ægtepar at dø. Da Gud udtalte dødsdommen, sagde han desuden til Adam: „Jorden [er] forbandet for din skyld. Med smerte skal du ernære dig af den alle dit livs dage. Og torne og tidsler vil den lade fremvokse til dig, og du skal spise markens planter.“ (1 Mosebog 3:17, 18) Adam og Eva kunne nu ikke længere se frem til at omdanne den uopdyrkede jord til et paradis. De blev udvist af Eden og måtte bruge deres kræfter på at skaffe sig føden af en jord der var blevet forbandet. Denne syndige og døende tilstand gik i arv til deres efterkommere som derfor fik stort behov for trøst. — Romerne 5:12.

Et trøstende løfte gik i opfyldelse

 6. (a) Hvilket trøsterigt løfte gav Gud efter menneskenes syndefald? (b) Hvilken profeti om trøst udtalte Lemek?

⁶ Da Jehova dømte den der anstiftede menneskenes oprør, viste han sig samtidig at være „den Gud som skænker udholdenhed og trøst“. (Romerne 15:5) Det gjorde han ved at tilvejebringe ’et afkom’ der til sidst ville befri Adams efterkommere for de katastrofale følger af Adams oprør. (1 Mosebog 3:15) Gud åbenbarede lidt efter lidt hvordan denne udfrielse ville finde sted. Han inspirerede for eksempel Lemek, en fjern efterkommer af Adam gennem Set, til at profetere om hvad Lemeks søn ville gøre: „Denne vil bringe os trøst og udfrielse fra vort arbejde og vore hænders smerte, der skyldes jorden som Jehova har forbandet.“ (1 Mosebog 5:29) I overensstemmelse med dette løfte fik sønnen navnet Noa, der sandsynligvis betyder „hvile“ eller „trøst“.

 7, 8. (a) Hvad fik Jehova til at fortryde at han havde skabt menneskene, og hvad besluttede han som følge heraf? (b) Hvordan levede Noa op til betydningen af sit navn?

⁷ I mellemtiden vandt Satan sig tilhængere blandt nogle af englene i himmelen. De materialiserede sig som mennesker og tog sig tiltrækkende kvinder blandt Adams efterkommere som hustruer. Disse unaturlige forhold bragte yderligere fordærv over menneskeslægten og resulterede i et ugudeligt afkom kaldet nefilim, eller „omhuggere“, som fyldte jorden med vold. (1 Mosebog 6:1, 2, 4, 11; Judas 6) „Da så Jehova at menneskets ondskab var meget udbredt på jorden . . . Og Jehova fortrød at han havde frembragt menneskene på jorden, og han følte sig såret i sit hjerte.“ — 1 Mosebog 6:5, 6.

⁸ Jehova besluttede at udslette den onde verden ved hjælp af en verdensomspændende vandflod, men først lod han Noa bygge en ark for at nogle mennesker og dyr kunne blive bevaret i live. På den måde blev menneskeslægten og dyrearterne reddet. Det må have været en lettelse for Noa og hans familie da de efter Vandfloden forlod arken og kom ud på en renset jord. Det må også have været en trøst for dem at opdage at den forbandelse der havde hvilet over jorden, var blevet fjernet og at det derfor nu var meget lettere at dyrke jorden. Lemeks profeti gik således i opfyldelse, og Noa levede op til betydningen af sit navn. (1 Mosebog 8:21) Som en af Guds trofaste tjenere var Noa med til i et vist omfang at bringe menneskeheden „trøst“. Satans og dæmonenglenes onde indflydelse ophørte imidlertid ikke med Vandfloden, og menneskene fortsætter med at sukke under synd, sygdom og død.

En der er større end Noa

 9. Hvordan har Jesus Kristus vist sig at være til hjælp og trøst for angrende mennesker?

⁹ Fire tusind år efter menneskets skabelse viste det lovede afkom sig. Som følge af sin store kærlighed til menneskene udsendte Jehova Gud sin enestefødte søn til jorden for at han ved sin død kunne tilvejebringe en genløsningsbetaling for den syndige menneskehed. (Johannes 3:16) Jesus Kristus bringer stor lindring til angrende syndere der tror på hans offerdød. Alle der indvier deres liv til Jehova og lader sig døbe som disciple af hans søn, får ny styrke og varig trøst. (Mattæus 11:28-30; 16:24) Trods deres ufuldkommenhed finder de stor glæde ved at tjene Jehova med en ren samvittighed. Det er derfor trøstende for dem at vide at hvis de fortsætter med at tro på Jesus, vil de blive belønnet med evigt liv. (Johannes 3:36; Hebræerne 5:9) Hvis de på grund af svaghed begår en alvorlig synd, har de en hjælper, eller trøster, i den opstandne Herre Jesus Kristus. (1 Johannes 2:1, 2) Ved at bekende synden og tage de skridt Bibelen foreskriver for ikke at komme til at øve synd, opnår de lindring i bevidstheden om at ’Gud er trofast og retfærdig, så han tilgiver dem deres synder’. — 1 Johannes 1:9; 3:6; Ordsprogene 28:13.

10. Hvad lærer vi af de mirakler Jesus udførte da han var på jorden?

¹⁰ Da Jesus befandt sig på jorden, gav han sine medmennesker ny styrke ved at uddrive dæmoner, helbrede enhver form for sygdom og give døde livet igen. De gavnlige virkninger af disse mirakler var ganske vist kun midlertidige, eftersom de der nød gavn af dem, siden blev gamle og døde. Men ved at udføre sådanne mirakler pegede Jesus frem til de varige velsignelser han i fremtiden vil give alle mennesker del i. Da han nu er en mægtig konge i himmelen, vil han inden længe ikke blot uddrive dæmonerne. Han vil kaste dem og deres fører, Satan, i afgrunden, en tilstand af uvirksomhed. Dernæst vil Kristi herlige tusindårige styre begynde. — Lukas 8:30, 31; Åbenbaringen 20:1, 2, 6.

11. Hvorfor omtalte Jesus sig selv som „sabbattens Herre“?

¹¹ Jesus sagde at han var „sabbattens Herre“, og mange af hans helbredelser fandt sted på sabbatten. (Mattæus 12:8-13; Lukas 13:14-17; Johannes 5:15, 16; 9:14) Hvad var tanken med dette? Sabbatsordningen var en del af Guds lov til Israel og tjente derfor som „en skygge af kommende goder“. (Hebræerne 10:1) Ugens seks arbejdsdage minder os om at menneskene i 6000 år har trællet under Satans undertrykkende herredømme. Sabbatsdagen ved slutningen af ugen leder tanken hen på den trøstende hvile menneskene vil opleve under den større Noas, Jesu Kristi, tusindårige styre. — Jævnfør Andet Petersbrev 3:8.

12. Hvad kan vi se frem til at opleve som vil være til stor trøst?

¹² Det bliver en stor lettelse for Kristi riges jordiske undersåtter når de omsider bliver helt fri for Satans onde påvirkning. De vil opnå yderligere trøst når de bliver helbredt for deres fysiske, følelsesmæssige og mentale lidelser. (Esajas 65:17) Forestil dig deres jubel når de i opstandelsen begynder at tage imod dem af deres kære der er døde! På den måde vil Gud „tørre hver tåre af deres øjne“. (Åbenbaringen 21:4) Når goderne af Jesu genløsningsoffer gradvis bliver de lydige undersåtter under Guds rige til gavn, vil de nå frem til fuldkommenhed og blive fuldstændig befriet for alle skadelige virkninger af Adams synd. (Åbenbaringen 22:1-5) Dernæst vil Satan blive løst „en kort tid“. (Åbenbaringen 20:3, 7) Alle mennesker der trofast hævder Jehovas retmæssige suverænitet, vil blive belønnet med evigt liv. Forestil dig den usigelige glæde og lettelse det vil være, at blive fuldstændig „frigjort fra trældom under fordærv“. Lydige mennesker vil på den måde opnå „Guds børns herlige frihed“. — Romerne 8:21.

13. Hvorfor har alle sande kristne brug for den trøst Gud tilvejebringer?

¹³ Men indtil da er vi fortsat underlagt de „veer“ som alle der lever i Satans onde ordning, sukker under. Stadig flere, deriblandt trofaste kristne, rammes af fysiske og psykiske lidelser. (Filipperne 2:25-27; 1 Thessaloniker 5:14) Desuden kommer vi som kristne ofte ud for megen uretfærdig latterliggørelse og forfølgelse fra Satans side fordi vi ’adlyder Gud som vor hersker mere end mennesker’. (Apostelgerninger 5:29) Hvis vi skal kunne blive ved med at gøre Guds vilje lige indtil Satans verden forsvinder, har vi brug for den trøst, hjælp og styrke Jehova tilvejebringer.

Hvor får vi trøst?

14. (a) Hvilket løfte fremsatte Jesus aftenen før sin død? (b) Hvad er nødvendigt hvis vi skal drage fuld nytte af den trøst vi får gennem Guds hellige ånd?

¹⁴ Aftenen før sin død gjorde Jesus det klart for sine trofaste apostle at han snart ville forlade dem og vende tilbage til sin Fader. Det foruroligede dem og gjorde dem kede af det. (Johannes 13:33, 36; 14:27-31) Jesus vidste at de fortsat havde brug for trøst, og lovede derfor: „Jeg vil anmode Faderen, og han vil give jer en anden trøster til at være hos jer for evigt.“ (Johannes 14:16, fodnoten) Jesus henviste her til Guds hellige ånd, der blev udgydt over hans disciple 50 dage efter hans opstandelse.a Noget af det Guds hellige ånd udvirkede, var at den trøstede dem under deres prøvelser og styrkede dem til fortsat at gøre Guds vilje. (Apostelgerninger 4:31) De måtte imidlertid ikke betragte denne hjælp som noget de fik rent automatisk. For at modtage denne hjælp i fuldt omfang måtte de kristne fortsat bede om den trøst Gud tilvejebringer gennem sin hellige ånd. — Lukas 11:13.

15. På hvilke andre måder giver Jehova os trøst?

¹⁵ Gud trøster os desuden gennem sit ord, Bibelen. Paulus skrev: „Alt det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring, for at vi ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst kan have håb.“ (Romerne 15:4) Det viser at det er nødvendigt at vi regelmæssigt studerer Bibelen og de bibelske publikationer og grunder over det vi læser. Vi må også regelmæssigt overvære de kristne møder, hvor vi kan lytte til trøstende tanker fra Guds ord. Et af hovedformålene med sådanne møder er netop at vi opmuntrer hinanden. — Hebræerne 10:25.

16. Hvad bør den trøst Gud tilvejebringer, motivere os til at gøre?

¹⁶ Når vi læser videre i Paulus’ brev til romerne, kan vi se hvilke gode resultater det medfører at gøre brug af Guds trøstende foranstaltninger. Paulus skrev: „Måtte den Gud som skænker udholdenhed og trøst, nu give jer at I har samme sindsindstilling over for hinanden som den Kristus Jesus havde, for at I enigt og med én mund kan herliggøre vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader.“ (Romerne 15:5, 6) Ved i fuldt omfang at benytte os af den trøst Gud tilvejebringer, vil vi i højere grad komme til at ligne vor modige Fører, Jesus Kristus. Det vil motivere os til at blive ved med at bruge munden til at herliggøre Gud i forkyndelsen, ved møderne, når vi taler med vore trosfæller og i vore bønner.

Under alvorlige prøvelser

17. Hvordan trøstede Jehova sin søn, og med hvilket resultat?

¹⁷ Aftenen før sin pinefulde død blev Jesus ængstelig og „dybt bedrøvet“. (Mattæus 26:37, 38) Han gik derfor lidt væk fra sine disciple og bad sin Fader om hjælp, „og han blev bønhørt for sin gudsfrygt“. (Hebræerne 5:7) Bibelen beretter at ’en engel fra himmelen viste sig for Jesus og styrkede ham’. (Lukas 22:43) Den modige og mandige måde hvorpå Jesus mødte sine modstandere, viser at Guds måde at trøste sin søn på var meget virkningsfuld. — Johannes 18:3-8, 33-38.

18. (a) Hvilken periode i apostelen Paulus’ liv var særdeles prøvende? (b) Hvordan kan vi være til trøst for flittige og medfølende ældste?

¹⁸ Apostelen Paulus måtte også til tider gennem alvorlige prøvelser. Hans tjeneste i Efesus var for eksempel præget af „tårer og prøvelser, som kom over [ham] ved jødernes anslag“. (Apostelgerninger 20:17-20) Til sidst, efter at tilhængerne af gudinden Artemis havde skabt uroligheder i byen på grund af hans forkyndelse, forlod Paulus Efesus. (Apostelgerninger 19:23-29; 20:1) Da Paulus drog mod nord til byen Troas, var der noget andet der bekymrede ham dybt. Nogen tid før urolighederne i Efesus havde Paulus modtaget foruroligende meldinger. Den nydannede menighed i Korinth var plaget af splittelser og tolererede utugt. Fra Efesus havde Paulus derfor sendt menigheden et brev med alvorlig retledning i håb om at det ville rette op på situationen. Det var ikke let for ham at gøre dette, for i sit andet brev skrev han: „Ud af megen trængsel og hjertets angst skrev jeg til jer med mange tårer.“ (2 Korinther 2:4) Ligesom Paulus finder medfølende ældste det ofte svært at vejlede og retlede, blandt andet fordi de kun alt for godt kender deres egne svagheder. (Galaterne 6:1) Vi kan derfor være til trøst for dem der fører an iblandt os, ved at vise os villige til at tage imod kærlig, bibelsk vejledning. — Hebræerne 13:17.

19. Hvorfor tog Paulus fra Troas til Makedonien, og hvordan blev han til sidst opmuntret?

¹⁹ Da Paulus befandt sig i Efesus, nøjedes han ikke med at skrive til brødrene i Korinth, men sendte dem også Titus for at han kunne hjælpe dem. Paulus bad Titus om at orientere ham om hvordan korintherne havde reageret på brevet. Han havde håbet at møde Titus i Troas, hvor han erfarede at der var gode muligheder for at gøre disciple. Men Titus var ikke nået frem, så han var stadig bekymret. (2 Korinther 2:12, 13) Han rejste derfor videre til Makedonien i håb om at han ville møde Titus dér. Paulus’ bekymring blev ikke mindre af at han mødte stærk modstand i sin tjeneste. Han beretter: „Da vi kom til Makedonien fik vort kød ingen lindring, men vi blev fortsat trængt på enhver måde — der var stridigheder udadtil, frygt indadtil. Men Gud, som trøster dem der er nedslåede, gav os trøst ved Titus’ nærværelse.“ (2 Korinther 7:5, 6) Det var en stor lettelse for Paulus da Titus omsider kom og kunne fortælle at korintherne havde reageret positivt på hans brev.

20. (a) Hvordan trøster Jehova os, som det blandt andet fremgår af Paulus’ eksempel? (b) Hvad vil blive behandlet i den næste artikel?

²⁰ Paulus’ erfaring er til stor trøst for Guds tjenere hvoraf mange også i dag kommer ud for prøvelser der gør dem „nedslåede“ eller „deprimerede“. (Phillips) Ja, ’den Gud som skænker trøst’, kender vore personlige behov og kan bruge os til at trøste hinanden, ligesom det var en trøst for Paulus at høre fra Titus at korintherne havde ændret sind. (2 Korinther 7:11-13) I den næste artikel vil vi se nærmere på det hjertevarmende brev Paulus skrev til korintherne som svar, og på hvordan brevet i dag kan hjælpe os til at give andre del i trøsten fra Gud.

[Fodnote]

Kan du svare?

◻ Hvorfor fik menneskene brug for trøst?

◻ Hvordan har Jesus vist sig at være større end Noa?

◻ Hvorfor omtalte Jesus sig selv som „sabbattens Herre“?

◻ Hvordan trøster Gud i dag?

[Kort/​illustration på side 10]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Det var til stor trøst for Paulus da han gennem Titus hørte om korinthernes indstilling

MAKEDONIEN

Filippi

GRÆKENLAND

Korinth

ASIEN

Troas

Efesus