Titus — „en medarbejder til gavn for jer“

I DEN kristne menighed i det første århundrede opstod der undertiden problemer som det krævede mod og lydighed at løse. Det var en vanskelig opgave som Titus flere gange klarede med et godt resultat. Han arbejdede sammen med apostelen Paulus og gjorde en ihærdig indsats for at hjælpe andre med at gøre tingene på Jehovas måde. Paulus sagde derfor til de kristne i Korinth at Titus var ’en medarbejder til gavn for dem’. — 2 Korinther 8:23.

Hvem var Titus? I hvilken udstrækning var han med til at løse problemer? Og hvilken gavn kan vi have af at betragte hans måde at løse sine opgaver på?

Spørgsmålet om omskærelse

Titus var en uomskåren græker. (Galaterne 2:3)a Eftersom Paulus kalder ham „et ægte barn ifølge en fælles tro“, kan Titus have været et af apostelens åndelige børn. (Titus 1:4; jævnfør Første Timoteusbrev 1:2.) Titus var sammen med Paulus, Barnabas og andre fra Antiochia i Syrien da disse rejste til Jerusalem omkring år 49 for at drøfte spørgsmålet om omskærelse. — Apostelgerninger 15:1, 2; Galaterne 2:1.

Nogle mener at man, eftersom det var uomskårne ikkejøders omvendelse der skulle drøftes i Jerusalem, havde taget Titus med for at vise at ikkejøder kunne opnå Guds gunst hvad enten de var omskårne eller ej. Visse medlemmer af menigheden i Jerusalem som havde været farisæere inden de tog imod kristendommen, argumenterede for at ikkejøder der kom til troen, var forpligtede til at lade sig omskære og overholde Loven, men det argument havde man svært ved at godtage. At tvinge Titus og andre ikkejøder til at lade sig omskære ville have været det samme som at sige at frelsen afhang af lovgerninger og ikke af Jehovas ufortjente godhed og af tro på Jesus Kristus. Det ville også have været at afvise vidnesbyrdene om at ikkejøder, eller folk fra nationerne, havde modtaget Guds hellige ånd. — Apostelgerninger 15:5-12.

Udsendt til Korinth

Da spørgsmålet om omskærelse var blevet afgjort, fik Paulus og Barnabas fuld bemyndigelse til at forkynde for folk fra nationerne. Samtidig med at de forkyndte, bestræbte de sig for at huske de fattige. (Galaterne 2:9, 10) Næste gang Titus bliver nævnt i den inspirerede beretning, cirka seks år senere, er han i Korinth som Paulus’ udsending for at organisere en indsamling til de hellige. Mens Titus var i gang med dette arbejde, opstod der imidlertid en anden, meget anspændt situation.

Af Paulus’ korrespondance med korintherne kan vi se at han først skrev til dem at de skulle „holde op med at omgås utugtige“. Han måtte bede dem om at fjerne en utugtig som ikke havde angret sin synd, fra deres midte. Paulus skrev et magtfuldt brev til dem, og han gjorde det „med mange tårer“. (1 Korinther 5:9-13; 2 Korinther 2:4) Titus var i mellemtiden sendt til Korinth for at hjælpe til ved indsamlingen til de nødlidende kristne i Judæa. Muligvis blev han også sendt dertil for at se hvordan korintherne havde reageret på Paulus’ brev. — 2 Korinther 8:1-6.

Paulus var spændt på hvordan korintherne ville reagere på hans vejledning. Og han kan derfor have sendt Titus fra Efesus tværs over Det Ægæiske Hav til Korinth med instrukser om at lade ham det vide så hurtigt som muligt. Hvis Titus løste denne opgave inden al skibsfart blev indstillet på grund af vinteren (omkring midten af november), kunne han sejle til Troas eller rejse over land og krydse Hellespontstrædet (også kaldet Dardanellerne). Paulus var sandsynligvis ankommet i god tid til det aftalte mødested, for han havde måttet forlade Efesus tidligere end ventet på grund af de optøjer som sølvsmedene havde anstiftet. Efter at Paulus bekymret havde ventet et stykke tid i Troas, indså han at Titus ikke ville komme ad søvejen. Han drog derfor i al hast af sted over land i håb om at møde Titus på vejen. Da Paulus først stod på europæisk jord, rejste han ad Via Egnatia og traf til sidst Titus i Makedonien. Til Paulus’ store lettelse og glæde bragte han gode nyheder med sig fra Korinth. Menigheden havde reageret velvilligt på apostelens vejledning. — 2 Korinther 2:12, 13; 7:5-7.

Paulus havde været bekymret over hvilken velkomst hans udsending ville få, men Gud havde hjulpet Titus med at udføre sin opgave. Menigheden havde taget imod Titus med „frygt og bæven“. (2 Korinther 7:8-15) Bibelkommentatoren W. D. Thomas siger: „Vi må gå ud fra at Titus, uden at udvande Paulus’ alvorlige irettesættelse, dygtigt, taktfuldt og indtrængende har argumenteret med korintherne og forsikret dem om at Paulus kun havde skrevet som han gjorde, fordi deres åndelige velfærd lå ham på sinde.“ Titus var under sit besøg kommet til at holde af de kristne i Korinth på grund af deres lydige indstilling og de positive forandringer de havde foretaget. Deres rosværdige indstilling havde opmuntret og glædet ham meget.

Titus var også taget til Korinth for at organisere indsamlingen til de hellige i Judæa. Hvordan gik det med det? Som man kan udlede af oplysningerne i Andet Korintherbrev, havde han også taget sig af denne opgave. Dette brev blev sandsynligvis skrevet i Makedonien i løbet af efteråret 55, kort efter at Titus og Paulus mødtes. Paulus skrev at Titus, som havde påbegyndt indsamlingen, nu blev sendt tilbage sammen med to unavngivne hjælpere for at fuldende den. Eftersom Titus var meget interesseret i hvordan det gik korintherne, var han mere end villig til at besøge dem igen. Med sig til Korinth havde han sandsynligvis Paulus’ andet inspirerede brev til korintherne. — 2 Korinther 8:6, 17, 18, 22.

Titus var ikke blot god til at organisere; han var også en mand der i vanskelige situationer kunne betros opgaver som det krævede finfølelse at løse. Han var en moden, standhaftig og modig kristen. Paulus mente tydeligvis at Titus var egnet til at klare de vedvarende problemer i forbindelse med Korinths „overmåde store apostle“. (2 Korinther 11:5) Dette indtryk af Titus bekræftes næste gang han omtales i Bibelen, i forbindelse med endnu en krævende opgave.

På Kreta

Det var sandsynligvis mellem år 61 og 64 at Paulus skrev til Titus som da befandt sig på Middelhavsøen Kreta. Paulus havde efterladt ham dér for at han „kunne rette de ting der var mangler ved“, og „indsætte ældste i by efter by“. Kreterne havde i almindelighed ry for at være „løgnere, farlige vilddyr, lediggængere og frådsere“. Mens Titus var på Kreta, måtte han derfor igen vise mod og holde fast ved de rette principper. (Titus 1:5, 10-12) Det var en ansvarsfuld opgave, for den ville formentlig få afgørende betydning for kristendommen på øen. Paulus hjalp Titus ved under inspiration specifikt at angive hvad han skulle se efter hos potentielle tilsynsmænd. Disse kvalifikationer bliver stadig taget i betragtning ved udnævnelse af kristne ældste.

Bibelen anfører ikke hvornår Titus forlod Kreta. Men han var der længe nok til at Paulus kunne bede ham om at sørge for Zenas og Apollos, som på et tidspunkt gjorde ophold dér. Men det var ikke meningen at Titus skulle være længe på øen. Paulus havde planer om at sende enten Artemas eller Tykikus dertil, og Titus skulle så mødes med apostelen i Nikopolis, en vigtig by der sandsynligvis lå i det nordvestlige Grækenland. — Titus 3:12, 13.

Af den sidste flygtige omtale af Titus i Bibelen forstår vi at Paulus, sandsynligvis omkring år 65, sendte ham ud på endnu en opgave. Den førte ham til Dalmatien, et område øst for Adriaterhavet i det nuværende Kroatien. (2 Timoteus 4:10) Vi får ikke at vide hvad Titus’ opgave dér gik ud på, men nogle har ment at han blev sendt dertil for at tage sig af menighedsanliggender og virke som missionær. I så fald ville hans opgave kunne sidestilles med den han havde haft på Kreta.

Vi kan være taknemmelige for modne kristne tilsynsmænd som Titus. Deres klare forståelse af bibelske principper og det mod de viser ved at følge dem, er en beskyttelse for menighedens åndelige sundhed. Lad os efterligne deres tro og ligesom Titus være til åndelig gavn for vore trosfæller. — Hebræerne 13:7.

[Fodnote]

[Illustration på side 31]

Titus var en modig medarbejder der var til åndelig gavn for de kristne i Korinth og andre steder