Treenighed
Definition: Læren om treenigheden er kristenhedens kirkers centrale dogme. Ifølge Den Athanasianske Trosbekendelse består Guddommen af tre personer (Faderen, Sønnen, Helligånden) som er lige evige og lige almægtige, ingen større eller ringere end den anden, hver af dem Gud, og dog er de tilsammen kun én Gud. Andre formuleringer af dogmet understreger at de tre „personer“ ikke er adskilte og forskellige, men er Guds eksistensmåder. Nogle tilhængere af treenighedslæren understreger som deres tro at Jesus Kristus er Gud, eller at Jesus Kristus og Helligånden er Jehova. Ikke en bibelsk lære.
Hvad er oprindelsen til treenighedsdogmet?
The New Encyclopædia Britannica oplyser: „Hverken ordet treenighed eller læren om en sådan forekommer eksplicit formuleret i Det nye Testamente; ej heller havde Jesus og hans disciple til hensigt at modsige det såkaldte Sjema i Det gamle Testamente: ’Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én’ (5 Mos. 6:4). . . . Læren udviklede sig gradvis i løbet af flere hundrede år og under megen strid. . . . I slutningen af det 4. århundrede . . . havde treenighedslæren i det væsentlige antaget den form som har holdt sig siden da.“ — 1976, Micropædia, bd. X, s. 126.
New Catholic Encyclopedia siger: „Formuleringen ’én Gud i tre Personer’ var ikke helt fastlagt og ikke fuldt optaget i det kristne liv og den kristne trosbekendelse før i slutningen af det 4. århundrede. Men det er denne formulering der har førsteret på betegnelsen Treenighedsdogmet. Hos de apostolske Fædre var der intet der blot tilnærmelsesvis lignede denne tanke eller opfattelse.“ — 1967, bd. XIV, s. 299.
I The Encyclopedia Americana står der: „Kristendommen har sin rod i jødedommen, og jødedommen var strengt unitarisk [troede på Gud som én person]. Vejen der førte fra Jerusalem til Nikæa kan næppe siges at være lige. Det 4. århundredes treenighedslære genspejlede ikke de første kristnes lære om Guds natur; den afveg tværtimod fra denne lære.“ — 1956, bd. XXVII, s. 294L.
I det franske leksikon Nouveau Dictionnaire Universel siges der: „Den platoniske treenighed, der selv kun var en tilpasning af ældre tiders treenigheder som stammede fra tidligere folkeslag, ser ud til at være den rationelle filosofiske treenighed af attributter der blev oprindelsen til de tre hypostaser, det vil sige guddommelige personer, som de kristne kirker lærer. . . . Denne græske filosofs [Platon, 4. årh. f.v.t.] opfattelse af den guddommelige treenighed . . . findes i alle oldtidens [hedenske] religioner.“ — Paris, 1865-1870, redigeret af M. Lachâtre, bd. 2, s. 1467.
John L. McKenzie, S.J., siger i sin Dictionary of the Bible: „Til definition af treenigheden, tre personer der i væsen er ét, bruges udtryk som ’person’ og ’væsen’, der er hentet fra gr[æsk] filosofi; disse udtryk findes ikke i Bibelen. De forskellige formuleringer opstod som følge af langvarige stridigheder hvorunder disse og andre udtryk . . . fejlagtigt af nogle teologer blev anvendt om Gud.“ — New York, 1965, s. 899.
Kirke-Leksikon for Norden siger følgende: „Den hellige Skrift indeholder ingen teologisk Lære herom. Den ældre Teologi søgte med Urette Udtalelser eller Antydninger om Treenigheden i G[amle] T[estamente]. . . . I Oldkirken fastholdt man længe Troen paa Faderen, Sønnen og Aanden, uden at man anstillede dogmatiske Undersøgelser over deres indbyrdes Forhold.“ — 1929, bd. IV, s. 609.
Gads Danske Bibelleksikon siger: „Læren om t[reenigheden] blev udviklet i oldkirken, og den var et forsøg på at udtrykke det kristne gudsbegrebs egenart ved hjælp af begreber, der var hentet fra græsk filosofi. . . . Der er almindelig enighed om, at der ikke i Ny Test. findes nogen lære om t., og det eksegetiske spørgsmål bliver derfor, om der i Ny Test. findes holdepunkter for denne formulering af det kristne gudsbegreb. I denne forbindelse har man i første række henvist til de steder i Ny Test., hvor vi møder den treleddede formel: ’Faderen-Sønnen-Helligånden’. . . . Disse steder kan . . . ikke betragtes som det primære grundlag for læren om t. . . . Ny Test. er fremmed for de senere oldkirkelige spekulationer vedrørende forholdet mellem de tre ’personer’ i Guds ’væsen’.“ — 1982, bd. III, sp. 598, 599.
Selv om det indrømmes at hverken ordet „treenighed“ eller et udformet treenighedsdogme findes i Bibelen, finder man da dér de begreber dogmet indeholder?
Lærer Bibelen at „den hellige ånd“ er en person?
Visse skriftsteder der nævner den hellige ånd („Helligånden“, DA) kunne tyde på at den er en person. For eksempel omtales den hellige ånd som en hjælper (græsk: paraʹklētos; Trøster, KJ; R-L; talsmand, DA, GD, JB, Se) der ’lærer’, ’vidner’, ’taler’ og ’hører’. (Joh. 14:16, 17, 26; 15:26; 16:13) Men andre skriftsteder siger at nogle blev ’fyldt’ med hellig ånd, og andre blev ’døbt’ eller ’salvet’ med den. (Luk. 1:41; Matt. 3:11; Apg. 10:38) Disse sidste udtryk kan afgjort ikke anvendes om en person. For at forstå hvad Bibelen som helhed lærer, må man se nøjere på alle disse skriftsteder. Hvilken slutning kommer man da til? At de første skriftsteder der er henvist til her, anvender et billedligt udtryk hvori Guds hellige ånd, hans virksomme kraft, er personificeret, ligesom Bibelen personificerer visdommen, synden, døden, vandet og blodet. (Se også siderne 429, 430, under emnet „Ånd“.)
Bibelen fortæller os hvad Faderens personlige navn er — Jehova. Den fortæller os også at Sønnen er Jesus Kristus. Men intetsteds i Bibelen anvendes et personligt navn om den hellige ånd.
I Apostelgerninger 7:55, 56 fortælles det at Stefanus fik et syn hvori han i himmelen så „Jesus stående ved Guds højre hånd“, men han nævner intet om at han så den hellige ånd. (Se også Åbenbaringen 7:10; 22:1, 3.)
New Catholic Encyclopedia fremsætter følgende indrømmelse: „De fleste steder i N[y] T[estamente] åbenbares Guds ånd som noget, ikke som nogen; dette ses især hvor Guds ånd stilles parallelt med Guds kraft.“ (1967, bd. XIII, s. 575) Der siges også: „Apologeterne [kristne forfattere i det 2. årh.] udtalte sig for usikkert om Ånden; med en vis foregribelse kunne man sige: for upersonligt.“ — Bd. XIV, s. 296.
Støtter Bibelen den lære at Faderen og Sønnen ikke er adskilte og forskellige?
Matt. 26:39, DA: „Han [Jesus Kristus] gik et lille stykke videre, faldt ned med ansigtet mod jorden, bad og sagde: ’Min Fader! er det muligt, så lad denne kalk gå mig forbi; dog ikke, som jeg vil, men som du vil.’“ (Hvis Faderen og Sønnen ikke var to forskellige, ville denne bøn have været uden mening. Jesus ville da have opsendt en bøn til sig selv, og hans vilje måtte nødvendigvis have været Faderens vilje.)
Joh. 8:17, 18, DA: „[Jesus svarede de jødiske farisæere:] Der står også skrevet i jeres lov, at hvad to mennesker vidner, er gyldigt. Om mig aflægger jeg selv vidnesbyrd, og også Faderen, som sendte mig, vidner om mig.“ (Jesus talte her tydeligt om sig selv som værende adskilt og forskellig fra Faderen.)
Se også siderne 177, 178, under emnet „Jehova“.
Lærer Bibelen at alle som siges at være en del af treenigheden er evige, uden begyndelse?
Kol. 1:15, 16, DA: „Han [Jesus Kristus] er den usynlige Guds billede, førstefødt forud for al skabningen; thi i ham skabtes alt i Himlene og på jorden.“ I hvilken forstand er Jesus Kristus „førstefødt forud for al skabningen [ordret: „al skabnings førstefødte“, NV; se også Niels Hyldahl, Paulus’ breve, s. 121]“? (1) Tilhængere af treenighedslæren siger at „førstefødt“ her betyder ’den første’ i betydningen ’den ypperste’, ’den fornemste’ (det er grunden til at nogle oversætter genitiven med „forud for“, „før“, „fremfor“, DA, Se, Rø); Kristus opfattes således ikke som en del af skabningen, men som den ypperste i forhold til dem der er skabt. Hvis det forholder sig sådan, og hvis treenighedslæren er sand, hvorfor siges det da ikke også at Faderen og den hellige ånd er al skabnings førstefødte eller er førstefødt forud for al skabningen? Imidlertid anvender Bibelen kun dette udtryk om Sønnen. Ifølge den betydning man almindeligvis tillægger „førstefødt“, betyder det at Jesus er den ældste i Jehovas familie af sønner. (2) Forud for Kolossenserbrevet 1:15 forekommer udtrykket „de(n) førstefødte af“ henved 30 gange i Bibelen, og i hvert af de tilfælde hvor det anvendes om levende skabninger, anvendes det i den samme betydning — de(n) førstefødte af en gruppe. „Israels førstefødte“ er en af Israels sønner; „den førstefødte hos [egtl.: ’af’] Farao“ er en af Faraos slægt; ’de førstefødte af hornkvæget’ hører selv til hornkvæget. Hvad får da nogle til at tillægge ordet en anden betydning i Kolossenserbrevet 1:15? Er det den bibelske sprogbrug eller en mening de allerede har og som de søger bevis for? (3) Udelukker Kolossenserbrevet 1:16, 17 (DA) at Jesus er skabt når der siges „i ham skabtes alt . . . alt er skabt ved ham og til ham“? Det græske ord der her er oversat med „alt“ er panʹta, en bøjningsform af pas. I Lukas 13:2 gengives dette ord i DA med „alle . . . andre“; Se og R-L gør det samme. (Se også Lukas 21:29 i DA, Se.) I overensstemmelse med hvad Bibelen i øvrigt siger om Sønnen, tillægger NV panʹta den samme betydning i Kolossenserbrevet 1:16, 17, idet der siges, i uddrag, „ved hjælp af ham er alt andet blevet skabt . . . Alt andet er skabt ved ham og til ham“. Hermed siges der at han er en skabning, en del af Guds skaberværk.
Åb. 1:1; 3:14, DA: „Jesu Kristi åbenbaring, som Gud gav ham . . . Og skriv til menighedens engel i Laodikea: ’Så siger han, som er Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skaberværks ophav [græsk: archēʹ].’“ (Også Se) Andre oversættelser (NV, GD) siger her: „Guds skaberværks begyndelse.“ Hvilken gengivelse er den rigtige? Nogle mener altså at Sønnen var ’ophavet til’ eller ’den der begyndte’ Guds skaberværk. Liddell og Scotts Greek-English Lexicon anfører „begyndelse“ som den første betydning af archēʹ. (Oxford, 1968, s. 252) Den logiske slutning må være at den der nævnes som den talende i Åbenbaringen 3:14 er en skabning, den første af Guds skaberværker, at han havde en begyndelse. Se også Ordsprogene 8:22, hvor Sønnen ifølge mange bibelkommentatorer omtales som den personificerede visdom. Ifølge DA og Bu siges den der taler at være „skabt“.)
Profetisk siges der om Messias i Mika 5:1 (DA) at „hans udspring er fra fordum, fra evigheds dage“. Vil det sige at han er den samme som Gud? Andre oversættelser gengiver det hebraiske udtryk for „fra evigheds dage“ med „fra Arildstid“ (Ka), „fra ældgamle Dage“ (Bu) og „fra en fjern fortids dage“ (NV, v. 2). Set i lyset af Åbenbaringen 3:14, som er kommenteret ovenfor, viser Mika 5:1 ikke at Jesus var uden begyndelse.
Lærer Bibelen at ingen af dem der siges at indgå i treenigheden er større eller ringere end den anden, at de alle er lige, at de alle er almægtige?
Mark. 13:32, DA: „Den dag eller time kender ingen, ikke engang englene i Himmelen, ja ikke engang Sønnen, kun Faderen.“ (Dette ville naturligvis ikke være tilfældet hvis Faderen, Sønnen og Helligånden var lige og udgjorde én guddom. Og hvis Sønnen, som nogle forklarer, på grund af sin menneskelige natur var begrænset i sin viden, må man stadig spørge: Hvorfor vidste Helligånden det ikke?)
Matt. 20:20-23, DA: „Zebedæussønnernes moder . . . svarede ham [Jesus]: ’Sig, at mine to sønner må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre side.’ Men Jesus svarede . . . ’Min kalk skal I vel tømme; men sædet ved min højre og ved min venstre side står det ikke til mig at bortgive; men det gives til dem, hvem det er beredt af min Fader.’“ (Hvor mærkeligt, hvis Jesus er Gud! Kunne Jesus her kun svare ifølge sin „menneskelige natur“? Hvis Jesus, sådan som tilhængere af treenighedslæren siger, virkelig var „sand Gud og sandt menneske“ — både Gud og menneske, ikke det ene eller det andet — ville det da være nødvendigt at ty til denne forklaring? Viser Mattæus 20:23 ikke snarere at Sønnen ikke er lige med Faderen, at Faderen har forbeholdt sig selv visse rettigheder?)
Matt. 12:31, 32, DA: „Al synd og bespottelse skal tilgives menneskene, men bespottelse imod Ånden skal ikke tilgives. Den, der taler et ord imod Menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men den, der taler imod Helligånden, ham vil det ikke blive tilgivet, hverken i denne verden eller i den kommende.“ (Hvis Helligånden var en person og var Gud, ville dette skriftsted være i direkte modstrid med treenighedsdogmet, fordi det ville betyde at Helligånden alligevel var større end Sønnen. I stedet for viser Jesu ord at Faderen, som „Ånden“ tilhører, er større end Jesus, Menneskesønnen.)
Joh. 14:28, DA: „[Jesus sagde:] Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen; thi Faderen er større end jeg.“
1 Kor. 11:3, DA: „Det vil jeg, I skal vide, at Kristus er enhver mands hoved; og manden er kvindens hoved; og Gud er Kristi hoved.“ (Det fremgår tydeligt heraf at Kristus ikke er Gud, og at Gud har en højere stilling end Kristus. Man bør lægge mærke til at dette er skrevet omkring år 55, det vil sige omkring 22 år efter at Jesus var steget til himmelen. Det der siges her gælder derfor forholdet mellem Gud og Kristus i himmelen.)
1 Kor. 15:27, 28, DA: „Gud har jo ’lagt alle ting under hans [Jesu] fødder’. Men når det hedder: ’Alt er underlagt,’ så er han, der har underlagt ham alt, åbenbart undtaget. Og når alt er blevet ham underlagt, da skal også Sønnen selv underlægge sig ham, der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt i alle.“
Det hebraiske ord Sjaddajʹ og det græske ord Pantokraʹtōr oversættes begge med „almægtig“. Begge ord anvendes i grundteksten gentagne gange om Jehova, Faderen. (2 Mos. 6:3; Åb. 19:6) Ingen af ordene anvendes nogen sinde om Sønnen eller den hellige ånd.
Lærer Bibelen at hver af de personer der siges at indgå i treenigheden er Gud?
Jesus sagde i en bøn: „Fader! . . . dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.“ (Joh. 17:1-3, DA; kursiveret af os) (De fleste oversættelser bruger her ordene „den eneste sande Gud“ om Faderen. Se har „den Ene Gud, den Sande Gud“. Faderen kan ikke være „den eneste sande Gud“, den som ’alene er den sande Gud’, hvis der er to andre som også er Gud på linje med ham, vel? Hvis der er andre som kaldes „guder“ må de enten være falske guder eller blot genspejle den sande Gud.)
1 Kor. 8:5, 6, DA: „Selv om der . . . er såkaldte guder, enten det nu er i himmelen eller på jorden — sådan som der jo er mange ’guder’ og mange ’herrer’ — så er der for os dog kun én Gud, Faderen, fra hvem alt er, og til hvem vi er skabt, og én Herre, Jesus Kristus, ved hvem alt er, og ved hvem vi er skabt.“ (Her fremstilles Faderen som de kristnes eneste Gud og som adskilt og forskellig fra Jesus Kristus.)
1 Pet. 1:3, DA: „Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader.“ (Gentagne gange, også efter at Jesus var steget til himmelen, omtaler Bibelen Faderen som Jesu Kristi „Gud“. Efter sin opstandelse kalder Jesus selv Faderen for „min Gud“. (Joh. 20:17) Senere, da han befinder sig i himmelen, bruger han ifølge Åbenbaringen 3:12 det samme udtryk. Men man finder ikke et eneste sted i Bibelen hvor Faderen henvender sig til Sønnen med ordene „min Gud“, og hverken Faderen eller Sønnen omtaler den hellige ånd som „min Gud“.)
Angående kommentarer til skriftsteder som bruges af nogle for at bevise at Kristus er Gud, se siderne 191-195, under emnet „Jesus Kristus“.
I Theological Investigations indrømmer forfatteren, Karl Rahner, S.J.: „Θεός [Gud] bruges dog intetsteds om Ånden,“ og: „ὁ θεός [Gud med foranstillet bestemt artikel] bruges aldrig i Det nye Testamente om πνεῦμα ἅγιον [den hellige ånd].“ — Baltimore, Maryland; 1961, oversat fra tysk, bd. I, s. 138, 143.
Udgør nogen af de skriftsteder der bruges som støtte for treenighedslæren et solidt grundlag for denne lære?
Hvis man virkelig søger at finde frem til sandheden om Gud, vil man ikke ransage Bibelen i håb om at finde et skriftsted der kan drejes så det passer til det man allerede tror. Man vil ønske at vide hvad Guds ord selv siger. Man finder måske nogle skriftsteder der kan læses på mere end én måde, men når disse sammenholdes med andre udtalelser i Bibelen om det samme emne, vil meningen blive tydelig. Man skal lægge mærke til fra begyndelsen at de fleste skriftsteder der bruges som „bevis“ for treenighedslæren, faktisk kun nævner to personer, ikke tre; så selv om treenighedstilhængernes udlægning af skriftstederne var korrekt, ville det ikke bevise at Bibelen taler om en treenighed. Overvej følgende:
(Medmindre andet er angivet, er alle de citerede skriftsteder i det følgende hentet fra DA.)
Skriftsteder hvori en benævnelse der anvendes om Jehova, bruges om Jesus Kristus eller hævdes at gælde ham
Alfa og Omega: Hvem tilkommer med rette denne benævnelse? (1) I Åbenbaringen 1:8 kalder Gud, den Almægtige, sig selv således. I vers 11 anvendes den ifølge KJ om en som sammenhængen viser må være Jesus Kristus. Men de lærde er enige om at ordene Alfa og Omega i vers 11 er uægte, og man finder dem derfor ikke i nyere oversættelser. (2) Mange oversættelser af Åbenbaringens bog til hebraisk anerkender at den der beskrives i vers 8 er Jehova, og de indsætter derfor Guds personlige navn her. Se NW, studieudgaven 1984. (3) Åbenbaringen 21:6, 7 viser at de kristne som sejrer, skal være ’sønner’ af den der kalder sig Alfa og Omega. Dette siges aldrig om forholdet mellem Jesus Kristus og de salvede kristne. Dem kaldte Jesus for sine „brødre“. (Hebr. 2:11; Matt. 12:50; 25:40) Disse Jesu „brødre“ kaldes til gengæld „Guds børn“ eller „Guds sønner“. (Gal. 3:26; 4:6) (4) I Åbenbaringen 22:12 indføjer TEV navnet Jesus, så „Alfa og Omega“ i vers 13 kommer til at gælde ham. Men navnet Jesus forekommer ikke i den græske tekst, og andre bibeloversættelser har det ikke med. (5) I Åbenbaringen 22:13 siges der at Alfa og Omega er „den første og den sidste“, et udtryk der anvendes om Jesus i Åbenbaringen 1:17, 18. At en betegnelse anvendes om to, behøver imidlertid ikke at betyde at disse to er den samme. Alle vidnesbyrd peger således på at benævnelsen „Alfa og Omega“ gælder Gud den Almægtige, Faderen, ikke Sønnen.
Frelser: Flere gange i Bibelen omtales Gud som frelser. I Esajas 43:11 siger Gud endog: „Uden mig er der ingen frelser.“ Eftersom Jesus også kaldes frelser, kunne man spørge om Gud og Jesus er den samme. Svaret er nej. I Titus 1:3, 4 tales der først om „Gud vor frelser“, og derefter om både „Gud Fader og Kristus Jesus, vor frelser“. De omtales altså begge som frelsere. Judas 25 viser hvordan forholdet er, idet der siges: „Gud, vor frelser ved vor Herre Jesus Kristus.“ (Kursiveret af os) (Se også Apostelgerninger 13:23.) I Dommerbogen 3:9 er det samme hebraiske ord (mōsjiʹa’, „frelser“, „befrier“) som findes i Esajas 43:11, anvendt om Otniel, en af Israels dommere, men det betyder jo ikke at Otniel og Jehova er den samme. Læser man Esajas 43:1-12 i sammenhæng, fremgår det heraf at der i vers 11 menes at Jehova alene var den der sørgede for frelse eller udfrielse til Israel; frelsen kom ikke fra nogen af de omgivende folkeslags guder.
Gud: I Esajas 43:10 siger Jehova: „Før mig blev en gud ej dannet, og efter mig kommer der ingen.“ Betyder det — i betragtning af at Jesus Kristus i Esajas 9:6 profetisk kaldes „Vældig-Gud“ — at Jesus må være Jehova? Atter svarer sammenhængen nej! Ingen af de afgudsdyrkende hedenske folkeslag havde dannet en gud før Jehova, for der eksisterede ikke nogen før ham. De ville heller ikke senere kunne danne en virkelig, levende gud som kunne forudsige hvad der ville ske. (Es. 46:9, 10) Men det vil ikke sige at Jehova aldrig har frembragt nogen der med rette kan kaldes en gud. (Sl. 82:1, 6; Joh. 1:1, NV) I Esajas 10:21 kaldes Jehova „den vældige Gud“, ligesom Jesus i Esajas 9:6; men det er kun Jehova der kaldes „Gud den Almægtige“. — 1 Mos. 17:1.
Hvis man finder en benævnelse eller et beskrivende udtryk mere end ét sted i Bibelen, bør man aldrig forhastet drage den slutning at der må være tale om den samme person. Dette ville føre til at Nebukadnezar var Jesus Kristus, fordi begge kaldes „kongernes konge“ (Dan. 2:37; Åb. 17:14), og at Jesu disciple var identiske med Jesus Kristus, fordi udtrykket „verdens lys“ anvendes om dem alle. (Matt. 5:14; Joh. 8:12) Man bør altid tage sammenhængen og andre forekomster af det samme udtryk i Bibelen i betragtning.
Udtalelser om Jehova i De hebraiske Skrifter som af de inspirerede kristne bibelskribenter anvendes om Jesus Kristus
Hvorfor anvendes ordene fra Esajas 40:3 i Johannes 1:23 på at Johannes Døber beredte vejen for Jesus Kristus, når der i Esajas 40:3 udtrykkeligt tales om at bane vej for Jehova? Fordi Jesus optrådte på sin Faders vegne. Han kom i sin Faders navn og havde den forsikring at hans Fader altid var med ham fordi han gjorde det der var velbehageligt for Faderen. — Joh. 5:43; 8:29.
Hvorfor anvendes ordene i Salme 102:26-28 (25-27, NV) i Hebræerbrevet 1:10-12 på Sønnen, når salmen er henvendt til Gud? Fordi Sønnen er den ved hvem Gud frembragte de skaberværker der beskrives af salmisten. (Se Kolossenserbrevet 1:15, 16; Ordsprogene 8:22, 27-30.) Bemærk at der i Hebræerbrevet 1:5b citeres fra Anden Samuelsbog 7:14 og at ordene anvendes på Guds søn. Selv om disse ord i første omgang gjaldt Salomon, betyder det ikke, når de senere anvendes om Jesus Kristus, at Salomon og Jesus er den samme. Jesus er „mere end Salomon“ og udfører en gerning som blev forbilledligt skildret ved Salomon. — Luk. 11:31.
Skriftsteder der nævner Faderen, Sønnen og den hellige ånd sammen
Dette gør for eksempel Mattæus 28:19 og Andet Korintherbrev 13:14 (DA, vers 13). Disse skriftsteder siger imidlertid ikke at Faderen, Sønnen og den hellige ånd er lige i magt eller evighed eller at de alle er Gud. Det bibelske vidnesbyrd der allerede er fremlagt på siderne 377-381, taler imod at man læser en sådan tanke ind i teksten.
McClintock og Strongs Cyclopedia of Biblical, Theological, and Ecclesiastical Literature indrømmer angående Mattæus 28:18-20, skønt værket går ind for treenighedsdogmet: „Dette skriftsted er dog ikke i sig selv noget afgørende bevis for at de tre nævnte faktorer er personer, eller at de er lige eller guddommelige.“ (1981-udg., bd. X, s. 552) Om andre skriftsteder der også nævner de tre sammen, indrømmer dette værk at de, taget for sig selv, er „utilstrækkelige“ som bevis for treenighedslæren. (Jævnfør Første Timoteusbrev 5:21, hvor Gud, Kristus og englene nævnes sammen.)
Skriftsteder hvori flertalsformen anvendes om Gud på hebraisk
I Første Mosebog 1:1 er benævnelsen Gud oversat fra ’Ælohīmʹ, der på hebraisk er flertal. Tilhængere af treenighedslæren har heri fundet tegn på en treenighed. Man har også ment at Femte Mosebog 6:4 indeholdt en skjult hentydning til enheden mellem treenighedens bestanddele når der siges: „HERREN vor Gud [af ’Ælohīmʹ], HERREN er én.“
Her er flertalsformen på hebraisk majestætsflertal, pluralis majestatis. (NAB, St. Joseph Edition, Bible Dictionary, s. 330; New Catholic Encyclopedia, 1967, bd. V, s. 287.) Den indeholder ikke nogen tanke om flere personer i én Gud. I Dommerbogen 16:23 anvendes således også en bøjningsform i flertal af ’ælohīmʹ om den falske gud Dagon; udsagnsordet der bruges sammen med det, står i ental og viser at der kun er tale om én gud. I Første Mosebog 42:30 omtales Josef som Ægyptens „herre“ (’adhonēʹ, form af ’adhonimʹ, pluralis majestatis).
På græsk anvendes ikke majestætsflertal. Septuaginta har derfor i Første Mosebog 1:1 ho Theosʹ (Gud, ental) som en oversættelse af ’Ælohīmʹ. I Markus 12:29, hvor Jesus citerer Femte Mosebog 6:4, anvendes ligeledes på græsk entalsformen ho Theosʹ.
I Femte Mosebog 6:4 forekommer tetragrammet to gange i den hebraiske tekst, og det burde derfor egentlig gengives: „Jehova vor Gud er én Jehova.“ (NV) Det israelitiske folk, som dette blev sagt til, troede ikke på en treenighed. Babylonierne og ægypterne tilbad treheder af guder, men det blev understreget over for israelitterne at Jehova er anderledes.
Skriftsteder hvoraf man kan drage mere end én slutning, afhængigt af bibeloversættelsen
Hvis en passage grammatisk kan oversættes på mere end én måde, hvilken gengivelse er da den rigtige? Den der er i overensstemmelse med den øvrige del af Bibelen. Hvis man ignorerer hvad Bibelen ellers siger og bygger sin tro på en foretrukken gengivelse af et bestemt vers, da er denne tro ikke baseret på Guds ord, men på vedkommendes egne eller måske et andet ufuldkomment menneskes forestillinger.
DA lyder: „I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Dette var i begyndelsen hos Gud.“ (KJ, Dy, JB, R-L, Se har en lignende ordlyd.) NV siger imidlertid: „I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var en gud. Denne var i begyndelsen hos Gud.“
Hvilken oversættelse af Johannes 1:1, 2 er i overensstemmelse med sammenhængen? I Johannes 1:18 siges der: „Ingen har nogen sinde set Gud.“ I vers 14 siges der at „Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed“. Desuden siges der i vers 1 og 2 at Ordet i begyndelsen var „hos Gud“. Kan nogen være hos en anden og samtidig være denne person? I Johannes 17:3 kalder Jesus Faderen for „den eneste sande Gud“; Jesus er „en gud“ og afspejler altså blot sin Faders guddommelige egenskaber. — Hebr. 1:3.
Er gengivelsen „en gud“ i overensstemmelse med græsk grammatik? Nogle værker hævder meget stærkt at den græske tekst skal oversættes „Ordet var Gud“. Men ikke alle er enige herom. I artiklen „Egenskabsbeskrivende artikelløse prædikatsled: Markus 15:39 og Johannes 1:1“ skriver Philip B. Harner at sætningsled som det der forekommer i Johannes 1:1, „med et artikelløst prædikatsled foran verbet, hovedsagelig er egenskabsbeskrivende. De viser at logos har natur af theos.“ Han siger: „Måske kan sætningsleddet oversættes: ’Ordet havde samme natur som Gud.’“ (Journal of Biblical Literature, 1973, s. 85, 87) Det er derfor betydningsfuldt at ordet theosʹ, anden gang det forekommer i dette skriftsted, står uden den bestemte artikel (ho) og står foran verbet. Interessant nok tøver oversættere der insisterer på at gengive Johannes 1:1 med: „Og Ordet var Gud,“ ikke med at benytte den ubestemte artikel (en, et) i deres gengivelser af andre passager hvor et artikelløst prædikatsled i ental forekommer før udsagnsordet. I Johannes 6:70 omtaler både DA og Ka således Judas Iskariot som „en djævel“, og i Johannes 9:17 i disse bibeloversættelser kaldes Jesus „en profet“.
John L. McKenzie, S.J., siger i sin Dictionary of the Bible: „Joh. 1:1 kunne meget ordret oversættes ’ordet var hos Gud [= Faderen], og ordet var et guddommeligt væsen’.“ (Klammerne er forfatterens. Udgivet med nihil obstat og imprimatur.) — New York, 1965, s. 317.
I overensstemmelse med ovenstående siger AT: „Ordet var guddommeligt“; Mo: „Logos var guddommelig“; NTIV: „Ordet var en gud.“ I sin oversættelse til tysk udtrykker Ludwig Thimme det på følgende måde: „Og af gudekategori var Ordet.“ At kalde Ordet (der blev Jesus Kristus) „en gud“ stemmer med Bibelens øvrige brug af dette ord. For eksempel kaldes Israels jordiske dommere i Salme 82:1-6 for „guder“ (hebraisk: ’ælohīmʹ; græsk: theoiʹ, i Johannes 10:34) fordi de repræsenterede Jehova og udtalte hans lov.
Se også NW Appendix, studieudgaven 1984, s. 1579.
Verset lyder i DA: „Jesus sagde til dem: ’Sandelig, sandelig siger jeg eder: før Abraham blev til, er jeg [græsk: egōʹ eimiʹ].’“ (NEB, KJ, TEV, JB, R-L har alle „jeg er“ eller „er jeg“, og nogle bruger endog store bogstaver for at give det indtryk at der her er tale om et navn eller en titel. De søger hermed at forbinde udtrykket med Anden Mosebog 3:14, hvor Gud, ifølge deres gengivelse, kalder sig selv „JEG ER“.) I NV lyder sidste del af Johannes 8:58 imidlertid: „Før Abraham blev til, har jeg været.“ (Samme tanke indeholder gengivelsen i AT, Mo, Rø.)
Hvilken gengivelse er i overensstemmelse med sammenhængen? Jødernes spørgsmål (vers 57) som Jesus svarede på, drejede sig om hans alder, ikke om hvem han var (hans identitet). Jesu svar må følgelig også have drejet sig om hans alder, den tid han havde været til. Det er værd at bemærke at man aldrig søger at anvende egōʹ eimiʹ som et navn på den hellige ånd.
I A Grammar of the Greek New Testament in the Light of Historical Research af A. T. Robertson siges der: „Verbet [eimiʹ] . . . Undertiden betyder det ’at være til’ når det optræder som selvstændigt udsagnsled ligesom ethvert andet verbum, som i [egōʹ eimiʹ] (Joh. 8:58).“ — Nashville, Tennessee, 1934, s. 394.
A Grammar of New Testament Greek af J. H. Moulton, bd. III, s. 62, udgivet 1963 af Nigel Turner, Edinburgh, siger: „Præsens til betegnelse af en handlings vedvaren i fortiden indtil indeværende øjeblik er praktisk talt det samme som perfektum med den forskel at handlingen betragtes som stadig værende i gang . . . Formen bruges hyppigt i N[y] T[estamente]: Lk 248 137 . . . 1529 . . . Joh 56 858 . . .“ — Se NW Appendix, studieudgaven 1984, s. 1582, 1583, hvor der findes flere eksempler.
DA siger: „Så giv da agt på jer selv og på hele den hjord, i hvilken Helligånden satte jer som tilsynsmænd, for at I skal vogte Guds kirke, som han købte sig med sit eget blod.“ (KJ, Dy, Se bruger en lignende ordlyd.) Sidste del af verset lyder imidlertid ifølge NV: „Med blodet af sin egen [søn].“ (TEV har en lignende ordlyd. RS, 1953-udgaven, har „med sit eget blod“, men 1971-udgaven har „med blodet af sin egen søn“. Rotherham og Darby har ganske enkelt „med blodet af sin egen“.)
Hvilken af disse gengivelser er i overensstemmelse med Første Johannesbrev 1:7, der lyder: „Jesu, hans [Guds] Søns, blod renser os fra al synd“? (Se også Åbenbaringen 1:4-6.) Sendte Gud sin enbårne søn, eller kom han selv som menneske, for at vi kunne opnå evigt liv? (Joh. 3:16) Det var ikke Guds eget blod, men hans søns blod, der blev udgydt.
Se også NW Appendix, studieudgaven 1984 s. 1580.
DA lyder: „Dem tilhører fædrene, og fra dem stammer ifølge sin kødelige herkomst Kristus, som er over alle ting, Gud højlovet i evighed! Amen.“ (KJ, Se har en lignende ordlyd.) Sidste del af verset lyder imidlertid ifølge NV: „Fra hvem Messias stammede efter kødet — Gud, som er over alle, være velsignet for evigt. Amen.“ (RS, NEB, TEV, NAB, Mo har alle en lignende ordlyd.)
Siges der i dette vers at Kristus (Messias) er „over alle (ting)“ og derfor er Gud, eller omtales Gud og Kristus (Messias) som adskilte og forskellige, så det er Gud som er „over alle (ting)“? Hvilken gengivelse af Romerbrevet 9:5 stemmer med Romerbrevet 15:5, 6, der først skelner mellem Gud og Kristus Jesus og derefter opfordrer læseren til at „prise Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader“? (Se også Andet Korintherbrev 1:3 og Efeserbrevet 1:3.) Læg mærke til hvad der videre siges i Romerbrevets 9. kapitel. Af versene 6-13 fremgår det at opfyldelsen af Guds løfter ikke beror på nogen arv ifølge kødet, men afhænger af Guds vilje. I versene 14-18 henvises der til Guds ord til Farao i Anden Mosebog 9:16 for at understrege at Gud er over alle. I versene 19-24 illustreres Guds overhøjhed yderligere med pottemageren, der har rådighed over de lerkar han laver. Udtrykket i vers 5: „Gud, som er over alle, være velsignet for evigt. Amen“, er derfor helt i tråd med dette. — NV.
The New International Dictionary of New Testament Theology siger: „Rom. 9:5 er omstridt. . . . Det ville være let og sprogligt muligt at henføre udtrykket til Kristus. Verset ville da lyde: ’Kristus, som er Gud over alle, være velsignet for evigt. Amen.’ Selv da ville Kristus ikke være Gud lig i absolut forstand, men ville kun være af guddommelig natur, idet ordet theos står uden artikel. . . . Den langt mere sandsynlige forklaring er at udtalelsen er en doksologi rettet mod Gud.“ — Grand Rapids, Michigan, 1976, bd. 2, s. 80.
Se også NW Appendix, studieudgaven 1984, s. 1580, 1581.
DA lyder: „Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus: Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for et røvet bytte at være Gud lig.“ (Rø, Se, R-L, Sch har en lignende ordlyd. JB siger: „holdt han ikke fast ved sin lighed med Gud“.) NV siger imidlertid i vers 6: „som, skønt han var i Guds skikkelse, ikke tænkte på ran [græsk: harpagmonʹ], nemlig at han skulle være lig Gud.“ (RS, NEB, TEV, NAB indeholder samme tanke.)
Hvilken tanke stemmer med sammenhængen? I vers 5 opfordres de kristne til at efterligne Kristus på den måde der nævnes her. Kunne man opfordre dem til ikke at anse det for „et røvet bytte“, men deres ret, „at være Gud lig“? Nej! Men de kan efterligne en der „ikke tænkte på ran, nemlig at han skulle være lig Gud“. (NV) (Jævnfør Første Mosebog 3:5.) Denne oversættelse stemmer også med hvad Jesus Kristus selv sagde: „Faderen er større end jeg.“ — Joh. 14:28.
I The Expositor’s Greek Testament siges der: „Man finder ingen steder hvor [harpaʹzō] eller nogen af dets afledninger [deriblandt harpagmosʹ] har betydningen ’at holde fast ved’, ’at beholde’. Det synes overalt at betyde ’at bemægtige sig’, ’at tage med vold’. Det er derfor ikke forsvarligt, fra den egentlige betydning ’at gribe efter’, at glide over i en helt anden, ’at holde fast ved’.“ — Grand Rapids, Michigan, 1967, redigeret af W. Robertson Nicoll, bd. III, s. 436, 437.
DA lyder: „I ham [Kristus] bor hele guddomsfylden legemlig.“ („Guddom“, fra græsk: theoʹtētos) (En lignende tanke findes i NEB, RS, JB, Se, R-L, Rø.) NV lyder imidlertid: „Det er jo i ham at Guds væsens hele fylde bor legemligt.“ (AT, Weymouth og Charles K. Williams har „Guds natur“ i stedet for „guddom“. Jævnfør Andet Petersbrev 1:4.)
Som det ses, fortolker ikke alle Kolossenserbrevet 2:9 ens. Men hvilken fortolkning stemmer med hvad der ellers siges i Kolossenserbrevet? Havde Kristus noget i sig som er hans fordi han er Gud, en del af en treenighed? Eller er den „fylde“ der bor i ham, noget der blev hans på grund af en andens beslutning? I Kolossenserbrevet 1:19 siges det at hele fylden kom til at bo i Kristus fordi „Gud besluttede“ det. Andre oversættelser siger: fordi det „behagede Faderen“ (KJ); NEB har „ved Guds eget valg“.
Læg mærke til den umiddelbare sammenhæng omkring Kolossenserbrevet 2:9: I vers 8 advares læserne imod at blive indfanget af dem der forfægter menneskers filosofi og overleveringer. De får at vide at i Kristus er „alle visdommens og kundskabens skatte . . . skjult til stede“, og de opfordres til at ’leve deres liv i ham’ og at blive „rodfæstede i ham“ idet de „opbygges og befæstes i troen“. (Versene 3, 6, 7) Det er i ham, og ikke i dem der er ophav til eller udbreder menneskers filosofi, der bor en bestemt dyrebar „fylde“. Sagde apostelen Paulus at den „fylde“ der var i Kristus, gjorde Kristus til Gud selv? Ikke ifølge Kolossenserbrevet 3:1, hvor det siges at Kristus sidder „ved Guds højre hånd“.
Ifølge Liddell og Scotts Greek-English Lexicon betyder theoʹtēs (nominativsformen til theoʹtētos) „guddom, guddommelighed, guddommelig natur“. (Oxford, 1968, s. 792) At Jesus som Guds søn er „guddommelig“ eller af „guddommelig natur“ betyder ikke at han er lige med Faderen i magt og evighed, lige så lidt som den omstændighed at alle mennesker er „menneskelige“ eller af „menneskelig natur“ betyder at de er lige i magt eller af samme alder.
RS lyder: „Idet vi venter på vort salige håb, vor store Guds og Frelsers, Jesu Kristi, herlige tilsynekomst.“ (En lignende ordlyd findes i NEB, TEV, JB, Se, R-L) NV siger imidlertid: „Mens vi venter på det lykkelige håb og den store Guds og vor Frelsers, Kristi Jesu, herligheds tydelige fremtræden.“ (DA, Rø har samme gengivelse.)
Hvilken oversættelse stemmer med Titus 1:4, der taler om „Gud Fader og Kristus Jesus, vor frelser“? (DA) Selv om Bibelen også omtaler Gud som Frelser, skelner dette skriftsted tydeligt mellem ham og Kristus Jesus, igennem hvem Gud tilvejebringer frelsen.
Nogle hævder at Titus 2:13 viser at Kristus er både Gud og Frelser. RS, NEB, TEV, JB, Se, R-L gengiver Titus 2:13 på en måde der giver rum for denne fortolkning; men de følger ikke samme regel ved oversættelsen af Andet Thessalonikerbrev 1:12. Henry Alford siger i The Greek Testament: „Jeg vil mene at [en gengivelse der tydeligt skelner mellem Gud og Kristus, i Titus 2:13] tilfredsstiller alle sætningens grammatiske krav: at det både ifølge konstruktionen og sammenhængen er det mest sandsynlige samt det der stemmer bedst med apostelens måde at skrive på.“ — Boston, 1877, bd. III, s. 421.
Se også NW Appendix, studieudgaven 1984, s. 1581, 1582.
DA lyder: „. . . siger han om Sønnen: ’Din trone, o Gud! står i evighed fast.’“ (Rø, R-L, Se, KJ, RS, NEB, TEV, JB har en lignende gengivelse.) NV siger imidlertid: „Men med henblik på Sønnen: ’Gud er din trone i evighedens evighed.’“ (AT, Mo, By indeholder samme tanke.)
Hvilken gengivelse stemmer med sammenhængen? De foregående vers viser at det er Gud der taler, ikke at det er ham der tales til; og det efterfølgende vers bruger udtrykket „Gud, din Gud“, hvoraf det fremgår at den der tales til ikke er den højeste Gud, men en der tilbeder denne Gud. Hebræerbrevet 1:8 er et citat fra Salme 45:7 (NV, vers 6), der oprindelig var henvendt til en jordisk konge i Israel. Salmisten troede naturligvis ikke at denne jordiske konge var den almægtige Gud selv. Salme 45:6 lyder derfor ifølge RS: „Din guddommelige trone.“ (NEB siger: „Din trone er som Guds trone.“ JP [vers 7]: „Din trone, givet af Gud.“) Det blev sagt om Salomon, der muligvis er den konge som Salme 45 oprindelig er henvendt til, at han sad „på Jehovas trone“. (1 Krøn. 29:23, NV) I overensstemmelse med at Gud er ’tronen’, det vil sige den der overdrager Kristus kongemagten og opretholder hans kongedømme, viser Daniel 7:13, 14 og Lukas 1:32 at Gud giver ham denne myndighed.
Hebræerbrevet 1:8, 9 er et citat fra Salme 45:7, 8 (NV, vers 6, 7). Om disse vers i salmen siger bibelforskeren B. F. Westcott: „LXX giver mulighed for to gengivelser: [ho theosʹ] kan enten opfattes som vokativ i begge tilfælde (Din trone, o Gud, . . . derfor, o Gud, har din Gud . . .) eller som grundled (eller omsagnsled) i første tilfælde (Gud er din trone, eller: Din trone er Gud . . .) og som apposition til [ho theosʹ sou] i andet tilfælde (Derfor har Gud, din Gud . . .). . . . Det er næppe tænkeligt at [’Ælohīmʹ] i grundteksten kan være henvendt til kongen. Der er derfor ringe sandsynlighed for at [ho theosʹ] er vokativ i LXX. Alt i alt ser det således ud til at man i den første sætning må foretrække gengivelsen: Gud er din trone (eller: Din trone er Gud), det vil sige: ’Dit kongedømme har Gud, den urokkelige Klippe, som grundvold.’“ — The Epistle to the Hebrews (London, 1889), s. 25, 26.
R-L lyder: „Der er tre, som afgiver Vidnesbyrd [i Himlen: Faderen, Ordet og den Hellig Aand; disse tre er eet. Og der er tre, som afgiver Vidnesbyrd paa Jorden]: Aanden, Vandet og Blodet; disse tre er eet.“ (En fodnote oplyser at ordene der står i klammer findes i Vulgata, men ikke i de græske håndskrifter.) Nyere oversættelser udelader helt ordene der er sat i klammer. (Således NV, DA, Se, Sch, RS, NEB, TEV, JB.)
Om denne passage, der støtter treenighedslæren, udtaler tekstkritikeren F. H. A. Scrivener: „Vi tøver ikke med at udtale som vor overbevisning at de omstridte ord ikke er skrevet af Johannes; at de oprindelig er indført i latinske håndskrifter i Afrika, fra margenen, hvor de er blevet anbragt som en from og ortodoks note til vers 8; at de fra latin sneg sig ind i to eller tre sene græske kodekser og derfra ind i den trykte græske tekst, hvor de ikke med rette kan gøre krav på en plads.“ — A Plain Introduction to the Criticism of the New Testament (Cambridge, 1883, 3. udg.), s. 654.
Se også fodnoten til disse vers i JB, samt NW Appendix, studieudgaven 1984, s. 1580.
Andre skriftsteder der hævdes at indeholde elementer af treenighedsdogmet
Læg mærke til at det første af disse skriftsteder kun taler om Sønnen; det andet taler om både Faderen og Sønnen; intet af dem nævner Faderen, Sønnen og den hellige ånd sammen og siger at de udgør én Gud.
Mente Jesus med det han her sagde, at han ville oprejse sig selv fra de døde? Vil det sige at Jesus er Gud, eftersom det siges i Apostelgerninger 2:32: „Denne, Jesus, har Gud ladet opstå“? Nej. Dette ville være i modstrid med Galaterbrevet 1:1, der siger at det var Faderen, ikke Sønnen, der opvakte Jesus fra de døde. En lignende måde at udtrykke sig på findes i Lukas 8:48, hvor Jesus siger til en kvinde: „Din tro har frelst dig.“ Helbredte hun sig selv? Nej; det var Guds kraft, som virkede gennem Kristus, der helbredte hende fordi hun havde tro. (Luk. 8:46; Apg. 10:38) Svarende hertil var det Jesu fuldkomne lydighed som menneske der dannede det moralske grundlag for at Faderen kunne oprejse ham fra de døde, hvorved han anerkendte Jesus som sin søn. På grund af Jesu trofasthed under hans jordiske livsløb kunne det siges at Jesu opstandelse skyldtes ham selv.
I Word Pictures in the New Testament siger forfatteren, A. T. Robertson, om dette billede: „Jævnfør [Johannes] 2:19, hvor Jesus siger: ’Og på tre dage vil jeg rejse det igen.’ Han mente ikke at han ville oprejse sig selv fra de døde, uafhængigt af Faderen som den handlende (Rom. 8:11).“ — New York, 1932, bd. V, s. 183.
Mente Jesus da han sagde: „Jeg og Faderen, vi er ét,“ at de var lige med hinanden? Det vil nogle tilhængere af treenighedslæren hævde. Men i Johannes 17:21, 22 bad Jesus for sine disciple: „At de alle må være ét,“ og han tilføjede, „ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig, at også de må være ét i os.“ Han brugte det samme græske ord (hen) for „ét“ alle disse steder. Naturligvis bliver Jesu disciple ikke en del af treenigheden, men de bliver ét med Faderen og Sønnen på den måde at de er ét i hensigt, og har således del i den samme enhed der forener Gud og Kristus.
Hvilken situation bringer troen på treenighedslæren sine tilhængere i?
Den bringer dem i en meget farlig situation. Det er hævet over enhver tvivl at treenighedsdogmet ikke findes i Bibelen og at det heller ikke stemmer med hvad Bibelen lærer. (Se de foregående sider.) Det giver et forvrænget billede af den sande Gud. Jesus Kristus sagde: „Den tid kommer, ja, er allerede inde, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed; thi det er sådanne tilbedere, Faderen søger. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, bør tilbede i ånd og sandhed.“ (Joh. 4:23, 24, DA) Jesus sagde hermed ganske klart at de der ikke tilbeder ’i sandhed’, det vil sige i overensstemmelse med den sandhed der findes i Guds ord, ikke er „sande tilbedere“. Til de jødiske religiøse ledere i det første århundrede sagde Jesus: „Således har I sat Guds lov ud af kraft for jeres overleverings skyld. I hyklere! med rette har Esajas profeteret om jer og sagt: ’Dette folk ærer mig med læberne; men deres hjerte er fjernt fra mig. Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud.’“ (Matt. 15:6-9, DA) Dette gælder lige så vel dem i kristenheden i dag der holder fast ved menneskers overleveringer fremfor Bibelens klare sandheder.
Der er i tidens løb gjort mange forsøg på at forklare treenighedsdogmet. Da disse forklaringer er tågede og indviklede, har lærens tilhængere selv måttet ty til at kalde den „et mysterium“. Det er åbenbart at det ikke var en sådan trinitarisk Gud Jesus tænkte på da han sagde: „Vi tilbeder det, vi kender.“ (Joh. 4:22, DA) Kender du den Gud du tilbeder?
Det er alvorlige spørgsmål vi hver især må tage stilling til: Elsker vi oprigtigt sandheden? Ønsker vi af hjertet at komme til at stå i et godkendt forhold til Gud? Det er ikke alle der virkelig elsker sandheden. Mange sætter deres slægtninges og venners mening om dem over kærligheden til Gud og til sandheden. (2 Thess. 2:9-12; Joh. 5:39-44) Men som Jesus sagde i en oprigtig bøn til sin himmelske Fader: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ (Joh. 17:3, NV) Salme 144:15 siger som sandt er: „Lykkeligt er det folk hvis Gud er Jehova!“ — NV.
Hvis nogen siger . . .
’Tror du på treenighedslæren?’
Hertil kunne man svare: ’Det er en meget udbredt tro, men véd du at Jesus selv og hans disciple ikke talte om en treenighed? Vi tilbeder den som Jesus sagde man skulle tilbede.’ Og man kunne fortsætte: (1) ’Her er det bud som Jesus sagde var det største . . . (Mark. 12:28-30).’ (2) ’Jesus hævdede aldrig at han var lige med Gud. Han sagde . . . (Joh. 14:28).’ (3) ’Hvor stammer treenighedsdogmet da fra? Læg mærke til hvad der siges i forskellige opslagsværker om det. (Se siderne 374-376.)’
Eller man kunne sige: ’Nej, det gør jeg ikke. Forstår du, der er nogle skriftsteder som jeg ikke kan få til at passe med den tro. Her er et af dem. (Matt. 24:36) Måske du kan forklare mig det.’ Og man kunne fortsætte: (1) ’Hvis Sønnen er lige med Faderen, hvordan kan det da være at Faderen ved noget som Sønnen ikke ved?’ Hvis den besøgte svarer at dette kun gjaldt hans menneskelige natur, spørg så: (2) ’Men hvorfor ved den hellige ånd det så ikke?’ (Hvis den besøgte viser ægte interesse for sandheden, vis da vedkommende hvad Bibelen siger om Gud. — Sl. 83:18; Joh. 4:23, 24.)
En anden mulighed: ’Vi tror på Jesus Kristus, men ikke på en treenighed. Hvorfor ikke? Fordi vi tror på det samme som apostelen Peter troede om Kristus. Læg mærke til hvad han sagde . . . (Matt. 16:15-17).’
Endnu et forslag: ’Jeg har opdaget at ikke alle har den samme opfattelse af treenigheden. Måske jeg kan besvare spørgsmålet bedre hvis jeg vidste hvad du mener.’ Og man kunne fortsætte: ’Ja, den forklaring har jeg hørt. Men jeg tror kun på det Bibelen lærer. Har du nogen sinde mødt ordet „treenighed“ i Bibelen? . . . (Henvis til ordbogen i din bibel eller en anden bibelordbog.) Men taler Bibelen om Kristus? . . . Ja, og ham tror vi på. Læg mærke til at der her i bibelordbogen under „Messias“ (eller „Kristus“) henvises til Mattæus 16:16. (Læses.) Det tror jeg på.’
Eller man kunne svare (hvis den besøgte specielt nævner Johannes 1:1): ’Jeg kender det skriftsted. I nogle bibeloversættelser siges det at Jesus er „Gud“, og andre siger at han er „en gud“. Hvad er grunden til det?’ (1) ’Kan det være fordi det følgende vers siger at han var „hos Gud“?’ (2) ’Kan det også være på grund af det der siges her i Johannes 1:18?’ (3) ’Har du nogen sinde tænkt på om Jesus selv tilbeder en som sin Gud? (Joh. 20:17)’
’Tror du på Kristi guddommelighed?’
Hertil kunne man svare: ’Ja, det gør jeg rigtignok. Men måske tænker jeg ikke på det samme som du, når du taler om „Kristi guddommelighed“.’ Og man kunne fortsætte: (1) ’Hvorfor siger jeg nu det? Jo, i Esajas 9:6 kaldes Jesus Kristus for „Vældig Gud“, men kun Faderen omtales i Bibelen som den almægtige Gud.’ (2) ’Læg også mærke til at Jesus i Johannes 17:3 omtaler sin Fader som „den eneste sande Gud“. Jesus kan da højst genspejle den sande Gud.’ (3) ’Hvad kræves der af os for at vi kan vinde Guds godkendelse? (Joh. 4:23, 24)’