ØDELÆGGELSE, UDRYDDELSE

Det at ødelægge, udrydde, udslette eller tilintetgøre noget. Det bruges som regel om en genstands eller en persons fysiske tilintetgørelse (2Kg 21:3; Jer 18:7; Da 2:12, 14, 18), men det kan også sigte til ødelæggelse i åndelig forstand. — 1Kor 3:17; se TEMPEL (De salvede kristne — et åndeligt tempel).

Et hebraisk ord der almindeligvis oversættes med „ødelægge“ eller „udrydde“, er ’avadhʹ. (4Mo 33:52; 3Mo 23:30; Sl 21:8, 10) Det har grundbetydningen „fare vild“ eller „gå til grunde“ og svarer til det græske apolʹlymi. (2Mo 10:7; 1Sa 9:20; Mr 3:6; 4:38; Lu 15:4) Navneordet til ’avadhʹ er ’avaddōnʹ, der betyder „ødelæggelse“. (Job 26:6, fdn.; se ABADDŌN; APOLLYON.) Et andet hebraisk udsagnsord, charamʹ, betyder „vie til udslettelse“ eller lægge helligt band på, det vil sige udelukke fra almindelig eller profan brug. — 2Mo 22:20, fdn.; se VIE TIL UDSLETTELSE.

Jehova har undertiden fundet det nødvendigt at eksekvere dom over nogle som fortjente at blive udslettet, for derved at ophøje sit navn og holde sine retfærdige principper i hævd. Som følge af folks fordærvede adfærd på Noas tid fuldbyrdede han en domsødelæggelse da han lod den daværende verden ødelægge af en jordomspændende vandflod. (2Pe 3:5, 6) Og på grund af „klageskriget over Sodoma og Gomorra“ og deres ’store synd’ udslettede han disse byer og deres indbyggere. (1Mo 18:20; 19:13, 24, 25) Foruden at anvende naturkræfter har Jehova undertiden benyttet mennesker som sine redskaber til at eksekvere sådanne domme. I forbindelse med Kana’ans fordærvede indbyggere brugte han først og fremmest sit folk, Israel, til at fuldbyrde sin dom. — 5Mo 9:1, 3, 4; 20:15-18.

Jehova udrydder med rette forsætlige lovovertrædere, løgnere og dem der optræder fjendtligt over for hans tjenere. (3Mo 23:30; Sl 5:6; 143:12) Han skrider også ind mod falsk religion og dens gudebilleder. (4Mo 33:52; 5Mo 12:2, 3) Han lod endda sin dom ramme sit eget folk, israelitterne, da det viste sig at de ikke holdt hans pagt. — 5Mo 8:19, 20; 28:63; Jer 31:28.

Som straf for at overtræde visse bestemmelser i Moseloven bruges i mange tilfælde det hebraiske verbum karathʹ, der oversættes med „at udrydde“. Da grundbetydningen er „at afskære“, „at afhugge“, mener nogle rabbinske forskere at der blot er tænkt på udstødelse af den israelitiske menighed, men synspunkterne varierer meget.

Når man undersøger de skriftsteder der beskriver de overtrædelser som medfører denne straf, ser man at der må være tale om dødsstraf, eksekveret enten af de israelitiske myndigheder eller af Gud selv. Der er nemlig tale om forbrydelser af den alvorligste slags, heriblandt respektløshed over for Jehova (Israels Gud og Konge), afgudsdyrkelse, børneofring, spiritisme, vanhelligelse af det der er helligt, og afskyvækkende handlinger som incest, sodomi og homoseksuel adfærd. I nogle tilfælde nævnes dødsstraffen direkte som sanktion sammen med ’udryddelse’ for den pågældende overtrædelse. — 2Mo 31:14; 3Mo 7:27; 18:6, 22, 23, 29; 20:3-6; 22:3, 4, 9; 23:28-30; 4Mo 4:15, 18, 20; 15:30, 31; se også 2Mo 30:31-33, 38.

Hebræerbrevets forfatter havde åbenbart 4 Mosebog 15:30, „den sjæl der gør noget med overlæg, . . . den sjæl skal udryddes af sit folk“, i tanke da han skrev: „Enhver som har ladet hånt om Mose lov dør uden barmhjertighed på to eller tre vidners udsagn.“ (He 10:28) Jesus benyttede et udtryk der minder om det hebraiske, da han beskrev straffen for de symbolske geder: „Disse skal gå bort til evig afskærelse [gr.: koʹlasin; ordr.: „afhugning“, „beskæring“], men de retfærdige til evigt liv.“ (Mt 25:46) Her stilles liv og død i kontrast til hinanden.

Vil alle de mennesker som Gud udryddede i fortiden, være døde for evigt?

Bibelen viser at ikke al ødelæggelse eller udryddelse er evig. Det fremgår af den omstændighed at det hebraiske ord ’avaddōnʹ (ødelæggelse) to gange bruges parallelt med „Sheol“. (Job 26:6; Ord 15:11) Profeten Zefanias talte om at assyrerne skulle udryddes, hvorimod Ezekiel sagde at de skulle fare ned i Sheol. (Zef 2:13; Ez 32:21, 22) Da Moses omtalte udryddelsen af oprørerne Datan og Abiram, skrev han at de „fór levende ned i Sheol“. (4Mo 16:31, 33) Eftersom Sheol i Bibelen betegner menneskehedens fælles grav hvorfra der vil være en opstandelse, er det klart at ikke al udryddelse — end ikke al udryddelse ved Guds hånd — nødvendigvis er en evig udslettelse.

Evig udslettelse. Bibelen siger dog ikke at alle døde vil få en opstandelse. Når Jesus taler om dem „som er anset for værdige til at få del i den anden tingenes ordning og opstandelsen fra de døde“, er det underforstået at nogle ikke anses for værdige. (Lu 20:35) At nogle udslettes for evigt, fremgår også af Jesu ord i Mattæus 10:28: „Vær ikke bange for dem som dræber legemet, men som ikke kan dræbe sjælen; frygt hellere for ham der kan ødelægge både sjæl og legeme i Gehenna.“ Om dette skriftsted siger The New International Dictionary of New Testament Theology (redigeret af C. Brown, 1978, bd. 3, s. 304): „Matt. 10:28 omhandler ikke sjælens eventuelle udødelighed, men uomstødeligheden af Guds dom over dem der ikke angrer og vender om.“ Og Bauers Greek-English Lexicon of the New Testament (revideret af F. W. Gingrich og F. Danker, 1979, s. 95) anfører at det græske udtryk i Mattæus 10:28 der gengives med „ødelægge både sjæl og legeme i Gehenna“, betyder „evig død“. At blive overgivet til Gehenna er altså ensbetydende med en fuldstændig tilintetgørelse hvorfra der ikke er nogen mulighed for opstandelse. — Se GEHENNA.

Ifølge Judas 7 er „Sodoma og Gomorra og byerne omkring dem . . . sat frem for os som et advarende eksempel ved at lide en evig ilds retslige straf“. Den her omtalte straf gælder sandsynligvis ikke blot byerne som sådan, men også deres indbyggere, eftersom det var dem der begik de grove synder der førte til deres tilintetgørelse.

Muligheden for evig udslettelse er særlig aktuel i forbindelse med afslutningen på tingenes ordning. Da Jesus blev spurgt af sine disciple hvad der ville være ’tegnet på hans nærværelse og afslutningen på tingenes ordning’, indbefattede han lignelsen om fårene og gederne i sit svar. (Mt 24:3; 25:31-46) Om „gederne“ forudsagde han at den himmelske konge ville sige: „Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild som er beredt Djævelen og hans engle,“ og han tilføjede: „Disse skal gå bort til evig afskærelse.“ Det er således tydeligt at nogle på grund af deres indstilling og handlinger vil blive udslettet for bestandig.

Jehova ønsker imidlertid „ikke . . . at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring“. (2Pe 3:9; jf. Ez 18:23, 32.) Ja, han elskede menneskene så meget at han gav sin egen søn, Jesus Kristus, som et genløsningsoffer. (Joh 3:16; jf. Jak 4:12.) Men trods denne kærlige foranstaltning nægter det store flertal at følge „den vej som fører til livet“ og vælger at blive på „den vej der fører til undergangen“. — Mt 7:13, 14.

Bibelen viser at der er personer, organisationer, begreber og tilstande som vil blive tilintetgjort for evigt. Jesus brugte således udtrykket „undergangens søn“ om Judas. (Joh 17:12) Dennes overlagte forræderi mod Guds søn førte til evig udslettelse for ham. Det samme gælder dem der spotter den hellige ånd. De er skyldige i „en evig synd“ og tilgives „hverken i denne tingenes ordning eller i den kommende“. (Mr 3:28, 29; Mt 12:32; se BESPOTTELSE.) Varig udslettelse venter også dem der efter eget valg „ikke kender Gud“, og „dem der ikke adlyder den gode nyhed“. (2Ts 1:8, 9) De der kollektivt udgør det frafaldne „lovløshedens menneske“, betegnes også under ét som „undergangens søn“. (2Ts 2:3; se LOVLØSHEDENS MENNESKE.) Evig udslettelse venter ifølge Guds dom også Satan, hans dæmoner, det symbolske „vilddyr“ og den symbolske „falske profet“, ja, selv døden og Hades. (Mt 25:41; Åb 20:10, 14, 15; 21:8) Alle disse kastes i „ildsøen“, det vil sige udslettes for evigt. — Se ILDSØEN.

Ild var i bibelsk tid det grundigste udryddelsesmiddel man kendte. Jesus brugte derfor ild til at anskueliggøre de ondes fuldstændige tilintetgørelse. — Mt 13:40-42, 49, 50; se ILD.