KAPITEL 5
Tilsynsmænd der er hyrder for hjorden
DA Jesus udførte sin jordiske tjeneste, viste han sig at være “den rigtige hyrde”. (Joh. 10:11) Når han betragtede folkeskarerne der ivrigt fulgte ham, “fik han dyb medfølelse med dem, for de var mishandlede og hjælpeløse som får uden hyrde”. (Matt. 9:36) Peter og de andre apostle lagde mærke til Jesus’ kærlige omsorg. Han var helt anderledes end de falske hyrder i Israel, der forsømte hjorden i en sådan grad at fårene flakkede omkring og blev åndeligt udhungrede. (Ezek. 34:7, 8) Jesus’ undervisning og omsorg for fårene, en omsorg der var så stor at han endda gav sit liv for dem, lærte apostlene hvordan de kunne hjælpe de troende til at vende tilbage til Jehova, ‘deres sjæles hyrde og tilsynsmand’. – 1. Pet. 2:25.
2 På et tidspunkt hvor Jesus talte med Peter, understregede han hvor vigtigt det var at være hyrde for fårene og give dem føde. (Joh. 21:15-17) Det gjorde helt sikkert et dybt indtryk på Peter, og senere gav han de ældste i den første kristne menighed denne tilskyndelse: “Vær hyrder for Guds hjord, som I har ansvaret for. Tjen som tilsynsmænd, ikke tvungent men villigt, sådan som Gud ønsker. Gør det ikke for at skaffe jer personlige fordele men af iver. I skal heller ikke spille herrer over dem der udgør Guds arv, men tværtimod være eksempler for hjorden.” (1. Pet. 5:1-3) Peters ord gælder også menighedens tilsynsmænd i dag. Ligesom Jesus fører de ældste an i tjenesten for Jehova og udfører deres opgave villigt og engageret som eksempler for hjorden. – Hebr. 13:7.
Ligesom Jesus fører de ældste an i tjenesten for Jehova og udfører deres opgave villigt og engageret som eksempler for hjorden
3 Vi kan være taknemmelige for at vi har tilsynsmænd i menigheden, brødre der er udnævnt ved hellig ånd. Deres omsorg gavner os på mange måder. Tilsynsmændene opmuntrer for eksempel brødrene og søstrene i menigheden og viser dem personlig interesse. Hver uge bruger de energi på at lede menighedens møder så alle bliver styrket. (Rom. 12:8) Deres indsats for at beskytte hjorden mod skadelige elementer, som for eksempel mennesker med onde hensigter, gør at vi kan føle os trygge. (Esa. 32:2; Tit. 1:9-11) Ved at føre an i tjenesten opmuntrer de os til at forkynde den gode nyhed flittigt hver måned. (Hebr. 13:15-17) Gennem disse brødre, der er ‘givet som gaver’, har Jehova sørget for at menigheden bliver styrket. – Ef. 4:8, 11, 12.
TILSYNSMÆNDENES KVALIFIKATIONER
4 For at sikre sig at menigheden får den rette omsorg, skal brødre der udnævnes som tilsynsmænd, opfylde de krav der findes i Guds ord. Når ældste lever op til disse krav, kan det siges at de er udnævnt ved hellig ånd. (Ap.G. 20:28) Det er rigtigt at Bibelen sætter en høj standard for kristne tilsynsmænd, men det er nødvendigt eftersom opgaven indebærer et stort ansvar. Kravene er dog ikke så høje at brødre som oprigtigt elsker Jehova og ønsker at blive brugt af ham, ikke kan leve op til dem. Det skulle gerne være tydeligt for alle at tilsynsmændene følger Bibelens vejledning i deres hverdag.
For at sikre sig at menigheden får den rette omsorg, skal brødre der udnævnes som tilsynsmænd, opfylde de krav der findes i Guds ord
5 De grundlæggende bibelske krav som tilsynsmændene må opfylde, er nævnt i Paulus’ første brev til Timotheus og i hans brev til Titus. I 1. Timotheus 3:1-7 står der: “Hvis en mand arbejder på at blive tilsynsmand, er det en smuk gerning han ønsker. En tilsynsmand skal derfor være en der ikke er noget at udsætte på, og han skal være én kvindes mand, moderat i sine vaner, sund i sindet, ordentlig, gæstfri, kvalificeret til at undervise, ikke en dranker, ikke voldelig, men rimelig, ikke diskussionslysten, ikke pengeglad. Han skal lede sin egen husstand på en god måde, og hans børn skal være lydige og respektfulde (for hvis en mand ikke ved hvordan han skal lede sin egen husstand, hvordan skal han så kunne tage sig af Guds menighed?). Han skal ikke være en der lige er kommet til troen, for at han ikke skal blive stolt og få den samme dom som Djævelen. Desuden skal han have et godt omdømme blandt udenforstående så han ikke bliver udsat for kritik og går i en af Djævelens fælder.”
6 I Titus 1:5-9 skrev Paulus: “Jeg lod dig blive tilbage på Kreta for at du kunne rette op på de ting der ikke var i orden, og udnævne ældste i by efter by, sådan som jeg instruerede dig om: En ældste skal være en der ikke kan kritiseres. Han skal være én kvindes mand og have troende børn der ikke kan anklages for at leve et vildt liv eller være oprørske. Som en forvalter der er udnævnt af Gud, skal en tilsynsmand være en der ikke er noget at udsætte på. Han må ikke være selvrådig eller opfarende, ikke en dranker, ikke voldelig og ikke en der grådigt og uærligt prøver at skaffe sig fordele, men gæstfri, en der har kærlighed til det gode, er sund i sindet, retfærdig og loyal, en der kan beherske sig, en der holder fast ved det pålidelige ord i sin undervisning så han både vil kunne opmuntre andre gennem den sunde lære og retlede dem der modsiger den.”
7 Selvom de bibelske krav til tilsynsmænd ved første øjekast kan virke overvældende, bør en bror ikke holde sig tilbage fra at række ud efter dette ansvar. Når tilsynsmændene viser at de har gode kristne egenskaber, tilskynder de andre i menigheden til at gøre det samme. Paulus skrev at sådanne brødre er ‘givet som gaver’ til menigheden for at “hjælpe de hellige til at følge den rigtige vej, udføre en tjeneste og opbygge den krop Kristus er hoved for, indtil vi alle når frem til enheden i troen og i den nøjagtige kundskab om Guds Søn og hver af os bliver et fuldvoksent menneske der har opnået den samme modenhed som Kristus”. – Ef. 4:8, 12, 13.
8 For at kunne blive tilsynsmand må man være voksen, og man må ikke være en der lige er kommet til troen. Tilsynsmænd har erfaring i hvordan man lever som kristen, en god og dyb forståelse af Bibelen og oprigtig kærlighed til menigheden. De har mod til at gribe ind hvis der foregår noget forkert, og til at irettesætte overtrædere. På den måde beskytter de brødrene og søstrene i menigheden imod enhver der selvisk forsøger at udnytte dem. (Esa. 32:2) Alle i menigheden må kunne se at tilsynsmændene er åndeligt modne brødre der har ægte omsorg for Guds hjord.
9 De der opfylder kravene til tilsynsmænd, viser i deres måde at leve på at de er kloge og fornuftige. Hvis en tilsynsmand er gift, må han holde sig til den kristne norm for ægteskab, nemlig at være én kvindes mand, og han vil lede sin egen husstand på en god måde. Hvis en tilsynsmand har troende børn der er lydige og respektfulde og ikke kan anklages for at leve et vildt liv eller være oprørske, kan andre i menigheden trygt henvende sig til ham for at få råd og vejledning angående familieliv og kristen livsførelse. En tilsynsmand er også en der ikke er noget at udsætte på, og han må have et godt omdømme, også blandt udenforstående. Der må ikke kunne rettes nogen gyldig anklage om upassende opførsel mod ham, hvilket kunne skade menighedens omdømme. Han er ikke for nylig blevet retledt for en alvorlig overtrædelse. Andre føler sig tilskyndet til at følge hans gode eksempel og er trygge ved at have ham som åndelig hyrde. – 1. Kor. 11:1; 16:15, 16.
10 Sådanne kvalificerede mænd kan betjene menigheden på samme måde som de “kloge, indsigtsfulde og erfarne mænd” der var ældste i fortidens Israel. (5. Mos. 1:13) De er ikke fejlfri, men de er kendt i menigheden og i samfundet som pålidelige mænd der har respekt for Gud, og som gennem længere tid har vist at de lever efter Guds principper. Eftersom der ikke er noget at udsætte på dem, kan de frimodigt fremholde disse principper for andre i menigheden. – Rom. 3:23.
11 En bror der udnævnes til tilsynsmand, må være moderat i sine vaner og afbalanceret i sin opførsel over for andre. Tilsynsmænd er ikke fanatiske. Deres måde at leve på viser derimod at de er ligevægtige og kan beherske sig. De er mådeholdne, for eksempel i forbindelse med mad og drikke, underholdning, fritidsinteresser og afslapning. En tilsynsmand viser mådehold i forbindelse med alkohol så han ikke kan anklages for drukkenskab eller for at være en dranker. En der sløver sine sanser med alkohol, mister nemt selvbeherskelsen og er ikke i stand til at tage sig af menighedens åndelige interesser.
12 For at kunne føre tilsyn med menigheden må tilsynsmanden være ordentlig. Hans gode vaner ses i hans personlige fremtræden, hans hjem og det han beskæftiger sig med i hverdagen. Han undgår at udskyde tingene; han kan se hvad der skal gøres, og planlægger efter det. Han holder sig til de bibelske principper.
13 En tilsynsmand skal være rimelig. Han må kunne arbejde enigt sammen med de andre i ældsterådet. Han må have det rigtige syn på sig selv og ikke kræve for meget af andre. Hans rimelighed vil komme til udtryk ved at han ikke er stædig og påståelig og mener at hans egne synspunkter er vigtigere end de andre ældstes. Andre kan have gode evner og egenskaber som han måske mangler. En ældstebror viser rimelighed ved at basere sine konklusioner på Bibelen og bestræbe sig for at følge Jesus’ eksempel. (Flp. 2:2-8) En ældste er ikke diskussionslysten og er ikke voldelig. Han viser respekt for andre og betragter dem som nogle der betyder mere end ham selv. Han er ikke selvrådig, det vil sige at han ikke hele tiden insisterer på at få sin vilje igennem. Han er ikke opfarende, men optræder fredeligt over for andre.
14 En der er kvalificeret til at være tilsynsmand i menigheden, er også sund i sindet. Det vil sige at han er ligevægtig og ikke for hurtig til at dømme. Han har en god forståelse af Jehovas principper og af hvordan man anvender dem. En der er sund i sindet, er også modtagelig for råd og vejledning. Han er ikke en hykler.
15 Paulus mindede Titus om at en tilsynsmand skal være en der har kærlighed til det gode. Han skal være retfærdig og loyal. Disse egenskaber kommer til udtryk i den måde han er på over for andre, og ved at han holder fast ved det der er godt og rigtigt. Han vakler ikke i sin trofasthed over for Jehova og holder sig konsekvent til retfærdige principper. Han kan holde en sag fortrolig. Han er også gæstfri og ønsker oprigtigt at give af sig selv og sine midler til gavn for andre. – Ap.G. 20:33-35.
16 En tilsynsmand må være kvalificeret til at undervise, for det vil hjælpe ham til at udføre sin tjeneste på en god måde. Ifølge Paulus’ ord til Titus skal tilsynsmanden være “en der holder fast ved det pålidelige ord i sin undervisning så han både vil kunne opmuntre andre gennem den sunde lære og retlede dem der modsiger den”. (Tit. 1:9) Han kan bruge ræsonnementer, fremføre gode argumenter, svare på kritik og bruge Bibelen sådan at andre bliver overbevist og styrket i troen. Tilsynsmanden må kunne undervise på denne måde “både i gode tider og i svære tider”. (2. Tim. 4:2) Han har tålmodighed til at retlede en overtræder med mildhed og til at overbevise en der tvivler, så hans tro kan blive styrket og han kan blive motiveret til at gøre det rigtige. Når en tilsynsmand kan undervise enten en forsamling eller enkeltpersoner, viser det at han opfylder dette vigtige krav.
17 Det er vigtigt at ældste er flittige i tjenesten. Det må være tydeligt at de også på dette område virkelig prøver at efterligne Jesus, der prioriterede forkyndelsen af den gode nyhed højt. Jesus viste oprigtig interesse for sine disciple og hjalp dem til at blive dygtige forkyndere. (Mark. 1:38; Luk. 8:1) Når ældste er besluttet på at bruge tid i forkyndelsen på trods af deres travle program, motiverer det hele menigheden til at have samme indstilling. Og når ældste tager del i forkyndelsen sammen med deres familie og andre i menigheden, bliver de alle opmuntret. – Rom. 1:11, 12.
18 Det virker måske som om alt dette er i overkanten af hvad man kan forvente af en tilsynsmand, og der er da heller ikke nogen ældste der til fuldkommenhed kan leve op til den høje standard som fremholdes i Bibelen. Ingen af menighedens udnævnte ældste bør dog komme så alvorligt til kort på et af disse områder at det kan betragtes som en decideret svaghed. Nogle ældste vil udmærke sig i én retning, og andre i en anden retning. Resultatet er at ældsterådet som et hele har alle de gode egenskaber der er nødvendige for at føre det rette tilsyn med Guds menighed.
19 Når de ældste som råd vurderer om de kan anbefale at en bror udnævnes som tilsynsmand, må de huske på Paulus’ ord: “Jeg [siger] til enhver af jer at han ikke må have højere tanker om sig selv end han bør have. Han skal tænke fornuftigt og ligevægtigt, alt efter den tro Gud har givet den enkelte.” (Rom. 12:3) Hver enkelt ældstebror bør betragte sig selv som en af de mindre. Ingen må ‘optræde overdrevet retfærdigt’ ved bedømmelsen af andres kvalifikationer. (Præd. 7:16) Med de bibelske krav til tilsynsmænd i tanke må ældsterådet afgøre om den bror der er under overvejelse, lever op til disse krav i rimelig grad. Under deres drøftelse må de vise respekt for Jehovas retfærdige normer og tage hensyn til hvad der er bedst for menigheden. Samtidig må de give rum for menneskelig ufuldkommenhed og ikke være forudindtagede eller hykleriske. De vil overveje hver enkelt anbefaling under bøn og følge Guds hellige ånds ledelse. Dette er en af de alvorlige ansvarsopgaver de må varetage, og de må gøre det i overensstemmelse med Paulus’ vejledning: “Vær ikke for hurtig til at lægge hænderne på nogen.” – 1. Tim. 5:21, 22.
ÅNDENS FRUGT
20 Åndeligt kvalificerede mænd viser tydeligt i deres liv at de lader sig lede af hellig ånd og har åndens frugt. Paulus skriver at de ni aspekter af åndens frugt er “kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed og selvbeherskelse”. (Gal. 5:22, 23) Tilsynsmænd der har disse egenskaber, giver brødrene og søstrene nye kræfter og er med til at fremme enheden i menigheden. Deres adfærd og det de udretter, viser at de er udnævnt ved hellig ånd. – Ap.G. 20:28.
MÆND DER STYRKER ENHEDEN
21 Det er af stor betydning for menighedens enhed at de ældste samarbejder. De kan have meget forskellige personligheder, men de bevarer enheden i ældsterådet ved at lytte respektfuldt til hinanden, også selvom de ikke er enige i alt hvad der bliver sagt. Så længe der ikke er nogen bibelske principper der tilsidesættes, må de hver især være villige til at bøje sig for ældsterådets endelige afgørelse og støtte den. En ældste der er samarbejdsvillig, viser at han lader sig lede af “visdommen ovenfra”, der er “fredsstiftende” og “rimelig”. (Jak. 3:17, 18) Ingen ældste må tro at han er hævet over de andre eller forsøge at bestemme over dem. Når de ældste samarbejder som et råd til gavn for menigheden, samarbejder de i virkeligheden med Jehova. – 1. Kor., kap. 12; Kol. 2:19.
ARBEJD PÅ AT BLIVE TILSYNSMAND
22 En bror der er moden, vil have et ønske om at blive tilsynsmand. (1. Tim. 3:1) Men det at være ældste indebærer arbejde og selvopofrelse. Det kræver at man er parat til at hjælpe sine brødre og søstre, ikke mindst åndeligt. Man arbejder på at blive tilsynsmand ved at gøre sit bedste for at opfylde Bibelens kvalifikationskrav.
HVIS ENS PERSONLIGE FORHOLD ÆNDRER SIG
23 En bror der i lang tid har tjent trofast som tilsynsmand, bliver måske fysisk syg eller på anden måde svækket. På grund af høj alder kan han måske ikke længere varetage en tilsynsmands ansvarsopgaver. Alligevel bør han stadig respekteres og betragtes som en ældste så længe han er udnævnt. Han behøver ikke at træde tilbage på grund af sine begrænsninger. Han fortjener stadig den dobbelte ære man viser alle flittige ældste der efter bedste evne tjener som hyrder for hjorden.
24 Hvis en bror føler at det vil være bedst for ham at træde tilbage fordi hans personlige forhold nu begrænser ham, kan han vælge at gøre det. (1. Pet. 5:2) Man skal stadig vise ham respekt. Han kan gøre meget godt for menigheden, selvom han ikke længere har de opgaver og pligter der tildeles ældste.
ANSVARSOPGAVER I MENIGHEDEN
25 De ældste har mange forskellige ansvarsopgaver i menigheden. Der er blandt andet en koordinator for ældsterådet, en sekretær, en tjenestetilsynsmand, en vagttårnsstudieleder og en tilsynsmand for Tjenestemødet. Mange ældste er også gruppetilsynsmænd. De ældste har disse opgaver på ubestemt tid. Hvis en bror flytter til en anden menighed, ikke kan klare sin opgave på grund af svigtende helbred eller må stoppe som ældste fordi han ikke længere opfylder de bibelske krav, vælger man selvfølgelig en anden ældste til at tage sig af opgaven. I menigheder hvor antallet af tilsynsmænd er begrænset, kan det være nødvendigt at en ældste har mere end én opgave indtil der kommer flere ældste i menigheden.
26 Koordinatoren for ældsterådet er ordstyrer ved ældsterådets møder. Han samarbejder ydmygt med de andre ældste om at tage sig af Guds hjord. (Rom. 12:10; 1. Pet. 5:2, 3) Han skal være god til at organisere, gå foran og være flittig og engageret. – Rom. 12:8.
27 Sekretæren tager sig af menighedens optegnelser og holder de ældste informeret om vigtige breve og meddelelser. Om nødvendigt kan en anden ældste eller en egnet menighedstjener få til opgave at hjælpe ham.
28 Tjenestetilsynsmanden står for at organisere menighedens forkyndelse og andet der har med tjenesten at gøre. Han planlægger regelmæssige besøg i alle tjenestegrupperne sådan at han én weekend om måneden besøger en ny gruppe. I mindre menigheder, hvor der kun er få tjenestegrupper, kan han besøge hver gruppe to gange årligt. Under hans besøg holder han samlingerne, samarbejder med gruppen i forkyndelsen og hjælper forkynderne med deres genbesøg og bibelstudier.
GRUPPETILSYNSMÆND
29 Et af de særlige privilegier i menigheden er at være gruppetilsynsmand. Hans ansvarsopgave indbefatter (1) at interessere sig aktivt for den åndelige tilstand hos hver enkelt forkynder i tjenestegruppen, (2) at hjælpe alle i gruppen til at finde glæde ved forkyndelsen og have en regelmæssig og meningsfyldt tjeneste og (3) at hjælpe menighedstjenere i gruppen til at række ud efter og kvalificere sig til at få ansvarsopgaver i menigheden. Ældsterådet afgør hvilke brødre der vil være bedst egnet til at tage sig af denne alsidige opgave.
30 Eftersom denne opgave er forbundet med et stort ansvar, skal det så vidt muligt være ældste der er gruppetilsynsmænd. Man kan også bruge en egnet menighedstjener indtil der er en ældste til rådighed. En menighedstjener der har denne opgave, kaldes en gruppetjener, da han ikke virker som tilsynsmand i menigheden. Han tager sig af gruppen under de ældstes ledelse.
31 En vigtig side af gruppetilsynsmandens opgave er at føre an i forkyndelsen. Hans begejstring for tjenesten og hans flittige og stabile indsats vil virke opmuntrende på hans gruppe. Eftersom forkynderne værdsætter den opmuntring og styrke det giver at være sammen med hinanden, vil det være godt at planen for gruppeforkyndelse passer flertallet. (Luk. 10:1-16) Tilsynsmanden må sørge for at der altid er distrikt nok. Som udgangspunkt er det ham der holder samlingen og organiserer gruppens aktiviteter den pågældende dag. Når han ikke selv kan være til stede, får han en anden ældste, en menighedstjener, eller, hvis dette ikke kan lade sig gøre, en kvalificeret forkynder til at klare opgaven så der er en til at lede gruppen.
32 Gruppetilsynsmanden skal forberede tjenestetilsynsmandens besøg ved at informere sin gruppe om tidspunktet og skabe forventning til besøget. Når alle i gruppen ved præcis hvad der skal ske, kan de begejstret slutte op om arrangementet.
33 Det er helt bevidst at tjenestegrupperne er små. Det gør at gruppetilsynsmanden kan lære alle i gruppen godt at kende. Som en kærlig hyrde er han dybt interesseret i hvordan hver enkelt har det. Han prøver at give personlig hjælp og at opmuntre alle til at tage del i forkyndelsen og støtte menighedens møder. Han vil også på andre passende måder hjælpe den enkelte til at forblive åndeligt stærk. De der er syge eller nedtrykte, vil blive opmuntret af at han besøger dem. En gruppetilsynsmand kan måske motivere nogle i gruppen til at gøre mere i menigheden ved at give dem en kærlig tilskyndelse eller et godt råd. Han vil naturligvis være mest optaget af at hjælpe dem der hører til hans egen gruppe. Men som ældste og hyrde har han kærlig omsorg for alle i menigheden og vil være parat til at hjælpe enhver som har brug for det. – Ap.G. 20:17, 28.
34 En af gruppetilsynsmandens opgaver er at hjælpe med indsamling af tjenesterapporter fra hans gruppe. Forkynderne kan hjælpe gruppetilsynsmanden ved at aflevere deres rapporter til ham til tiden, det vil sige så snart måneden er slut. Når rapporterne er indsamlet, sender han dem videre til sekretæren.
MENIGHEDENS TJENESTEUDVALG
35 Nogle opgaver varetages af menighedens tjenesteudvalg, der består af koordinatoren for ældsterådet, sekretæren og tjenestetilsynsmanden. Tjenesteudvalget skal for eksempel godkende at rigssalen bliver brugt til et bryllup eller en begravelse, og har ansvaret for at fordele forkynderne i tjenestegrupper. Det er også tjenesteudvalgets opgave at godkende ansøgninger om pionertjeneste, hjælpepionertjeneste og andre former for tjeneste. Tjenesteudvalget arbejder under ældsterådets ledelse.
36 Afdelingskontoret giver vejledning om hvordan tjenesteudvalget samt vagttårnsstudielederen, tilsynsmanden for Tjenestemødet og andre i ældsterådet skal udføre deres opgaver.
37 Ældsterådet i hver menighed holder med jævne mellemrum et møde for at drøfte ting der har at gøre med menighedens åndelige fremgang. Ud over de ældstemøder der holdes i forbindelse med kredstilsynsmandens besøg, holdes der også et møde omkring tre måneder efter hvert af besøgene. De ældste kan naturligvis samles når som helst det er nødvendigt.
VÆR LYDIG OG VILLIG TIL AT GIVE EFTER
38 Tilsynsmændene er ufuldkomne, men alligevel bliver alle i menigheden opfordret til at følge deres anvisninger, for ordningen med ældste kommer fra Jehova. Han vil dog holde tilsynsmændene ansvarlige for deres handlinger. De repræsenterer ham og hans teokratiske styre. I Hebræerne 13:17 siges der: “Vær lydige mod dem der fører an iblandt jer, og vær villige til at give efter. De våger jo over jer fordi de skal aflægge regnskab. Lad dem kunne gøre det med glæde og uden at sukke, for ellers ville det gå ud over jer selv.” Ligesom Jehova udnævner en tilsynsmand gennem den hellige ånd, vil han også bruge den hellige ånd til at afsætte en tilsynsmand der ikke viser de egenskaber der hører til åndens frugt, og som er holdt op med at opfylde de bibelske krav.
39 Værdsætter vi ikke tilsynsmændenes store arbejde og gode eksempel? Da Paulus skrev til menigheden i Thessalonika, gav han denne tilskyndelse: “Nu beder vi jer, brødre, om at vise respekt for dem der slider i det og har ledelsen iblandt jer i Herrens arbejde, og som vejleder jer. I skal vise dem særlig opmærksomhed og elske dem på grund af deres arbejde.” (1. Thess. 5:12, 13) Meget af det store arbejde tilsynsmændene udfører, gør vores tjeneste for Gud lettere og bidrager til vores glæde. I sit første brev til Timotheus omtaler Paulus den indstilling alle i menigheden bør have til tilsynsmændene. Han skrev: “De ældste som fører an på en god måde, fortjener at blive vist dobbelt ære, især dem der er travlt optaget af tale og undervisning.” – 1. Tim. 5:17.
ANDRE ANSVARSOPGAVER I ORGANISATIONEN
40 Nogle ældste bliver udnævnt til at være med i patientbesøgsgrupper. Andre er med i Kontaktudvalg til Hospitaler og besøger hospitaler og læger for at informere dem om fordelene ved at behandle patienter uden at bruge blod. Andre tilsynsmænd fremmer Rigets interesser ved at hjælpe til med at bygge og vedligeholde rigssale og stævnehaller eller arbejde i en stævnekomité. Disse brødres store indsats og deres villighed til at give af sig selv er meget værdsat af alle i organisationen, og vi elsker dem for det store arbejde de udfører. – Flp. 2:29.
KREDSTILSYNSMANDEN
41 Det Styrende Råd sørger for at udnævne kvalificerede ældste til at tjene som kredstilsynsmænd. Afdelingskontoret tildeler dem en kreds af menigheder, som de normalt besøger to gange om året. Nu og da besøger de også pionerer som bor i isolerede distrikter. De planlægger deres rejserute og giver menighederne besked i god tid så forkynderne kan få størst mulig gavn af besøget.
42 Koordinatoren for ældsterådet har ansvar for at tilrettelægge tingene sådan at besøget er åndeligt opmuntrende for alle. (Rom. 1:11, 12) Når koordinatoren for ældsterådet er blevet informeret om besøget og om hvad kredstilsynsmanden og hans hustru (hvis han er gift) har brug for, vil han gennem forskellige brødre sørge for logi og andre nødvendige ting. Han sikrer sig at alle, også kredstilsynsmanden, får at vide hvad der er arrangeret.
43 Kredstilsynsmanden vil kontakte koordinatoren for ældsterådet vedrørende planen for ugens møder og samlinger. De vil blive planlagt på baggrund af kredstilsynsmandens forslag og anvisninger fra afdelingskontoret. Alle skal i forvejen informeres om tid og sted for menighedsmøderne, mødet med pionererne, mødet med de ældste og menighedstjenerne samt tid og sted for samlingerne.
44 Kredstilsynsmanden vil tirsdag eftermiddag gennemgå forkyndernes optegnelseskort og oplysninger om menighedens mødedeltagelse, distriktsgennemgang og regnskab. Det vil give ham indblik i menighedens behov og vise ham hvordan han eventuelt kan hjælpe dem der har ansvar for at føre de forskellige optegnelser. Koordinatoren for ældsterådet vil sørge for at kredstilsynsmanden modtager optegnelserne på forhånd.
45 Under sit besøg tager kredstilsynsmanden sig tid til at tale med de enkelte forkyndere i det omfang han har mulighed for det, blandt andet ved møderne, i tjenesten og ved måltiderne. Desuden holder han et møde med de ældste og menighedstjenerne hvor han giver passende bibelsk vejledning, kommer med forslag og opmuntrer dem så de kan blive ved med at tage sig af hjorden på en god måde. (Ordsp. 27:23; Ap.G. 20:26-32; 1. Tim. 4:11-16) Han holder også et møde med pionererne for at styrke dem og hjælpe dem til at tackle de udfordringer de måtte have i tjenesten.
46 Hvis der er andre ting der kræver opmærksomhed, vil kredstilsynsmanden hjælpe i den udstrækning han har mulighed for det i løbet af ugen. Hvis det ikke er muligt at afslutte disse ting i løbet af ugen, kan han forklare de ældste eller de enkeltpersoner der er involveret, hvordan de kan finde frem til den bibelske vejledning der gør sig gældende. Hvis afdelingskontoret skal følge op på noget, vil kredstilsynsmanden og de ældste indsende en detaljeret rapport om sagen.
47 Under sit besøg vil kredstilsynsmanden overvære menighedens møder. Møderne justeres fra tid til anden i overensstemmelse med anvisningerne fra afdelingskontoret. Han vil holde foredrag der har til formål at opmuntre, tilskynde, undervise og styrke menigheden. Han gør sit yderste for at øge menighedens kærlighed til Jehova, Jesus og organisationen.
48 Et af formålene med kredstilsynsmandens besøg er at hjælpe forkynderne til at deltage begejstret i tjenesten, og han giver dem praktiske forslag i den forbindelse. Mange i menigheden justerer deres planer for at kunne være mere med i forkyndelsen i den uge. Måske kan de være hjælpepionerer i den måned han er på besøg. De der ønsker at samarbejde med ham eller hans hustru, kan få en tjenesteaftale. Det kan være meget gavnligt at tage kredstilsynsmanden eller hans hustru med på bibelstudier og genbesøg. Den ekstra indsats du gør for at støtte forkyndelsen i denne uge, er meget værdsat. – Ordsp. 27:17.
49 Hvert år afholdes der to kredsstævner for hver kreds. Kredstilsynsmanden har ved disse lejligheder ansvar for stævneorganisationens arbejde. Han udnævner en stævnetilsynsmand og en assistent for stævnetilsynsmanden. De har et tæt samarbejde med kredstilsynsmanden om at organisere stævnet sådan at han primært kan koncentrere sig om selve programmet. Kredstilsynsmanden udpeger også andre kompetente brødre til at lede forskellige afdelinger. Han er også ansvarlig for at der regelmæssigt bliver lavet en revision af kredsens regnskab. Ved et af de to kredsstævner vil en repræsentant for afdelingskontoret være gæstetaler. På grund af store afstande eller stævnefaciliteternes størrelse er nogle kredse inddelt i mindre afsnit som har hvert sit stævne.
50 Ved slutningen af hver måned indsender kredstilsynsmanden sin tjenesterapport direkte til afdelingskontoret. Hvis nogle af hans beskedne udgifter – for eksempel til transport, kost, logi eller andet han behøver i sin tjeneste – ikke er blevet dækket af menigheden, kan han få dem refunderet af afdelingskontoret. De rejsende tilsynsmænd har tillid til at deres materielle behov vil blive dækket når de bliver ved med at søge Riget først, sådan som Jesus lovede. (Luk. 12:31) Menighederne vil være opmærksomme på det store privilegium det er at gøre godt mod disse trofaste ældste der betjener dem. – 3. Joh. 5-8.
AFDELINGSKONTORETS UDVALG
51 På hvert af Jehovas Vidners afdelingskontorer rundt om i verden er der et udvalg der kaldes Afdelingskontorets Udvalg. Udvalget består af tre eller flere åndeligt kvalificerede, modne brødre der fører tilsyn med forkyndelsen i det eller de lande der hører under afdelingskontorets område. Et af medlemmerne er koordinator for Afdelingskontorets Udvalg.
52 Brødrene i Afdelingskontorets Udvalg tager sig af sager der vedrører alle menighederne i afdelingskontorets område. Desuden fører de tilsyn med forkyndelsen af den gode nyhed om Riget i hele afdelingskontorets område, og de sikrer at der oprettes menigheder og kredse så der kan blive taget hånd om de behov der er i distriktet. Afdelingskontorets Udvalg er også opmærksomt på det arbejde der udføres af missionærer, specialpionerer, almindelige pionerer og hjælpepionerer. Når der afholdes stævner, sørger udvalget for at tingene er tilrettelagt sådan at “alt foregår på en værdig og velordnet måde”. – 1. Kor. 14:40.
53 I nogle lande er der udnævnt et landsudvalg, der udfører deres arbejde under tilsyn af Afdelingskontorets Udvalg i et andet land. Det gør det muligt at føre bedre tilsyn med arbejdet i det land hvor landsudvalget tjener. Dette udvalg tager sig af alt hvad der har med betelhjemmet og kontoret at gøre, varetager korrespondance og rapporter og fører i det hele taget tilsyn med forkyndelsesarbejdet i området. Landsudvalget samarbejder med Afdelingskontorets Udvalg om at fremme Rigets interesser.
54 Det er Det Styrende Råd der udnævner alle medlemmer af afdelingskontorernes udvalg og landsudvalgene.
REPRÆSENTANTER FOR HOVEDKONTORET
55 Med jævne mellemrum sørger Det Styrende Råd for at de enkelte afdelingskontorer rundt om på jorden får besøg af kvalificerede brødre. En sådan bror kaldes repræsentant for Hovedkontoret. Hans vigtigste opgave er at opmuntre betelfamilien og at hjælpe Afdelingskontorets Udvalg med forskellige problemer eller spørgsmål der måtte være i forbindelse med forkyndelsesarbejdet. Han vil også mødes med nogle af kredstilsynsmændene og fra tid til anden med missionærer. Ved disse møder taler han med dem om deres problemer og behov og opmuntrer dem til at fortsætte med deres vigtigste arbejde – at forkynde om Riget og gøre folk til disciple.
56 Repræsentanten for Hovedkontoret er meget interesseret i hvordan det går med menighederne og forkyndelsesarbejdet i afdelingskontorets område. Hvis tiden tillader det, kan han også besøge oversættelseskontorer uden for Betel (RTO’er). Når han besøger et afdelingskontor, deltager han desuden i forkyndelsen så vidt det er muligt.
Når vi lader os lede af de udnævnte tilsynsmænd, der er hyrder for hjorden, bliver vi knyttet nærmere til menighedens hoved, Jesus Kristus
KÆRLIGT TILSYN
57 Vi har stor gavn af modne brødres flittige arbejde og kærlige omsorg. Når vi lader os lede af de udnævnte tilsynsmænd, der er hyrder for hjorden, bliver vi knyttet nærmere til menighedens hoved, Jesus Kristus. (1. Kor. 16:15-18; Ef. 1:22, 23) Guds ånd vil kunne virke frit i menighederne, og vores globale arbejde vil være baseret på anvisningerne i Guds ord. – Sl. 119:105.