Hav øje for de ældres interesser

’Hav ikke hver især blot øje for jeres egne interesser, men også hver især for de andres.’ — Filipperne 2:4.

 1, 2. (a) Hvordan viste det styrende råd i det første århundrede interesse for de ældres behov? (b) Hvilket vidnesbyrd har vi om at forkyndelsen ikke blev ignoreret?

KORT efter pinsedagen år 33 opstod der i den kristne menighed „en knurren blandt de græsktalende jøder imod de hebraisktalende, fordi deres enker blev overset ved den daglige uddeling [af mad til de trængende]“. Flere af disse enker var uden tvivl ældre og ude af stand til at klare sig selv økonomisk. I hvert fald greb apostlene selv ind med ordene: „Udse . . . syv mænd blandt jer som har godt vidnesbyrd og er fulde af ånd og visdom, så vi kan sætte dem over dette nødvendige arbejde.“ — Apostelgerninger 6:1-3.

² De første kristne betragtede således omsorgen for de trængende som ’et nødvendigt arbejde’. Flere år senere skrev disciplen Jakob: „Den form for tilbedelse der er ren og ubesmittet for vor Gud og Fader er denne: at se til faderløse og enker i deres trængsel.“ (Jakob 1:27) Betød det da at man ignorerede den yderst vigtige forkyndelse? Nej, for i beretningen i Apostelgerninger hedder det at efter at nødhjælpen til enkerne var blevet organiseret på rette måde „havde Guds ord fremgang, og antallet af disciple i Jerusalem øgedes fortsat stærkt“. — Apostelgerninger 6:7.

 3. Hvad tilskyndes vi til i Filipperbrevet 2:4, og hvorfor er denne formaning især på sin plads i dag?

³ I dag lever vi i „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Timoteus 3:1) Bekymringerne i forbindelse med at opfylde de krav vore børn og vort verdslige arbejde stiller til os, bevirker måske at vi kun har få kræfter — eller lidt lyst — til at beskæftige os med de ældres behov. Det er derfor på sin plads at vi i Filipperbrevet 2:4 tilskyndes til ’ikke hver især blot at have øje for vore egne interesser, men også hver især for de andres’. Hvordan kan vi gøre det på en ligevægtig og praktisk måde?

Hvordan vi viser enker ære

 4. (a) Hvorfor og hvordan viste menigheden i det første århundrede enkerne ’ære’? (b) Var disse foranstaltninger altid nødvendige?

⁴ I Første Timoteusbrev, kapitel 5, viser Paulus hvordan de første kristne tog sig af de ældre enker i menigheden. Han formanede Timoteus: „Vis de enker ære som virkelig er enker.“ (Vers 3) De ældre enker blev specielt omtalt som nogle der var værdige til at blive æret — ved regelmæssigt at få økonomisk hjælp. Disse enker var afskåret fra alle former for materiel hjælp og kunne kun ’sætte deres håb til Gud og blive ved med anråbelser og bønner nat og dag’. (Vers 5) Hvordan blev deres bønner om hjælp til livets opretholdelse besvaret? Gennem menigheden. På en organiseret måde blev der sørget for et beskedent underhold til de værdigt trængende enker. Hvis en enke havde økonomiske midler eller slægtninge der var i stand til at hjælpe hende, var sådanne foranstaltninger naturligvis unødvendige. — Versene 4, 16.

 5. (a) Hvordan kan nogle enker have ’gået ind for sanselig tilfredsstillelse’? (b) Var menigheden forpligtet til at hjælpe disse enker?

⁵ „Men den [enke] der går ind for sanselig tilfredsstillelse,“ skrev Paulus formanende, „er [åndeligt] død skønt hun lever.“ (Vers 6) Paulus forklarer ikke hvad det indebar at nogle, sådan som Kingdom Interlinear Translation ordret gengiver det, ’levede i vellyst’. Nogle enker har måske haft svært ved at bekæmpe deres „seksuelle lidenskaber“. (Vers 11) Ifølge Liddell & Scott’s Greek-English Lexicon kan det at de ’levede i vellyst’ også indebære at de ’førte en magelig tilværelse eller et liv i overdreven luksus eller nydelse’. Nogle af dem ønskede måske at berige sig på menighedens bekostning og mente at den burde yde dem så megen økonomisk støtte at de kunne leve ekstravagant og overdådigt. Hvad der end var tilfældet, så fremgår det af Paulus’ ord at disse enker ikke var kvalificerede til at modtage hjælp fra menigheden.

 6, 7 og fodnoten. (a) Hvad var „listen“? (b) Hvorfor var enker under 60 ikke kvalificerede til at modtage hjælp? (c) Hvordan modvirkede Paulus at unge enker blev ugunstigt „dømt“?

⁶ Derefter siger Paulus: „Lad en enke blive sat på listen [over dem der kunne få økonomisk støtte] når hun ikke er under tres år.“ På Paulus’ tid blev en kvinde over 60 år åbenbart betragtet som ude af stand til at forsørge sig selv, og man anså det for usandsynligt at hun giftede sig igen.a „Yngre enker, derimod,“ sagde Paulus, „skal du afvise [med hensyn til at blive sat på listen], for når deres seksuelle lidenskaber kommer imellem dem og Messias, vil de giftes og står så dømt fordi de har ladet hånt om deres første udtryk for tro.“ — Versene 9, 11, 12.

⁷ Havde „listen“ stået åben for yngre enker, ville nogle af dem måske forhastet have erklæret at det var deres hensigt at forblive ugifte. Men efterhånden som tiden gik kunne de få svært ved at beherske deres „seksuelle lidenskaber“ og derfor ønske at gifte sig, hvorved de kom til at ’stå dømt fordi de havde ladet hånt om deres første udtryk for tro’ med hensyn til at forblive ugift. (Jævnfør Prædikeren 5:2-6.) Paulus modvirkede sådanne problemer idet han videre sagde: „Derfor ønsker jeg at yngre enker skal giftes, føde børn.“ — Vers 14.

 8. (a) Hvordan beskyttede Paulus’ vejledning menigheden? (b) Blev der også sørget for yngre enker og ældre mænd hvis de kom i nød?

⁸ Apostelen begrænsede også antallet af de enker der kunne sættes på listen til dem der ved mange års trofast tjeneste havde skabt sig et godt omdømme for gode kristne gerninger. (Vers 10) Menigheden var altså ikke nogen ’velfærdsstat’ for de dovne eller begærlige. (2 Thessaloniker 3:10, 11) Men hvad med de ældre mænd eller yngre enker? Hvis nogen af dem kom i nød ville menigheden uden tvivl have sørget for dem efter hver enkelts behov. — Jævnfør Første Johannesbrev 3:17, 18.

 9. (a) Hvorfor er den ordning der i dag træffes for at hjælpe de ældre anderledes end den man havde i det første århundrede? (b) Hvad hjælper Paulus’ omtale af enker i Første Timoteusbrev, kapitel 5, os til at forstå i dag?

⁹ Denne ordning var sandsynligvis fuldt ud tilstrækkelig til at dække behovet i menighederne i det første århundrede. Men som der siges i The Expositor’s Bible Commentary: „I dag, hvor der findes private og offentlige pensionsordninger og man har mulighed for at få arbejde, er situationen helt anderledes.“ De ændrede sociale og økonomiske forhold har medført at det sjældent er nødvendigt for menighederne i dag at føre en liste over ældre der behøver hjælp. Men Paulus’ ord til Timoteus hjælper os til at forstå: (1) At de ældres problemer er noget hele menigheden — især de ældste — må tage sig af, (2) at omsorgen for de ældre bør organiseres på rette måde, (3) og at denne omsorg er begrænset til dem der virkelig har behov.

Hvordan tilsynsmænd kan have øje for de ældres interesser

10. Hvordan kan menighedens tilsynsmænd i dag gå foran med at vise omsorg for de ældre?

¹⁰ Hvordan kan tilsynsmænd i dag gå foran med at vise omsorg for de ældre? De kan fra tid til anden sætte de ældres behov på dagsordenen ved deres møder. Når der er brug for særlig hjælp kan de sørge for at den bliver givet. Det er måske ikke dem selv der yder denne hjælp, for der er ofte mange — også blandt de unge — i menigheden der er villige til at give en hjælpende hånd. Men tilsynsmændene kan nøje føre tilsyn med denne hjælp, måske ved at give en broder til opgave at samordne hjælpen til den ældre.

11. Hvordan kan tilsynsmændene lære de ældres behov at kende?

¹¹ Salomon gav dette råd: „Du bør vide nøjagtigt hvordan dit småkvæg ser ud.“ (Ordsprogene 27:23) Tilsynsmænd kan for eksempel personligt besøge de ældre for at afgøre hvordan man bedst kan ’dele med dem, alt efter deres behov’. (Romerne 12:13) En rejsende tilsynsmand siger i denne forbindelse: „Nogle af de ældre er meget selvstændige, og det er ikke altid nok bare at spørge dem om hvad man skal gøre for dem. Det bedste er selv at skønne hvad der skal gøres og så gå i gang med det!“ I Japan blev nogle tilsynsmænd klar over at en 80-årig søster havde brug for megen hjælp. De fortæller: „Vi har nu sørget for at nogen kontakter hende to gange om dagen, om morgenen og om aftenen, enten ved at besøge hende eller ved at ringe til hende.“ — Jævnfør Mattæus 25:36.

12. (a) Hvordan kan tilsynsmændene sørge for at de ældre får gavn af menighedens møder? (b) Hvordan kan man gøre brug af de bånd Selskabet fremstiller?

¹² Tilsynsmænd ønsker også at drage omsorg for at ældre brødre og søstre får gavn af menighedens møder. (Hebræerne 10:24, 25) Mangler nogle kørelejlighed? Er nogle ude af stand til at ’høre godt efter og få fat i meningen’ ved møderne, simpelt hen fordi de hører dårligt? (Mattæus 15:10) I så fald ville det måske være en god idé at installere hovedtelefoner til dem. Nogle steder har menigheder endog sørget for at møderne bliver transmitteret via telefonnettet, så de syge kan lytte til dem i deres hjem. Andre optager møderne på kassettebånd til dem der er for syge til at være til stede — og har i nogle tilfælde købt båndoptagerne til dem. En ældste i Tyskland siger: „Jeg har besøgt adskillige ældre der bare sad foran fjernsynet og så programmer der næppe kan beskrives som åndeligt opbyggende.“ Hvorfor ikke opmuntre dem til i stedet at lytte til de kassettebånd som Selskabet har fremstillet, for eksempel dem der indeholder Rigets sange eller oplæsning fra Bibelen? Drejer det sig om svagtseende er der mulighed for at abonnere på den danske udgave af Vagttårnet indtalt på kassettebånd, eller trykt med store typer.

13. Hvordan kan de ældre hjælpes til at forblive aktive forkyndere af Riget?

¹³ Nogle af de ældre i menighederne er blevet uregelmæssige eller uvirksomme i forkyndelsen. Men alder behøver ikke at afholde en fra at forkynde den gode nyhed om Riget. (Mattæus 24:14) Det kan være at nogle af dem ville reagere positivt på en venlig indbydelse til at arbejde sammen med os i tjenesten. Vi kan måske atter vække deres kærlighed til forkyndelsen ved at dele vore oplevelser i tjenesten med dem. Hvis det er et problem for dem at gå op ad trapper, kan man sørge for at de kommer til at arbejde i boligkomplekser med elevatorer eller i villakvarterer uden trapper. Forkynderne kan også tage de ældre med på deres bibelstudier — eller holde studiet i de ældres hjem.

14 og rammen. (a) Hvad kan de ældste gøre hvis en ældre broder eller søster kommer i økonomiske vanskeligheder? (b) Hvad har nogle menigheder gjort for at dække de ældres behov?

¹⁴ „Penge er en beskyttelse.“ (Prædikeren 7:12) Men mange ældre brødre og søstre sidder hårdt i det og har ingen slægtninge der er villige til at hjælpe. Dog er de enkelte medlemmer af menigheden sædvanligvis glade for at kunne træde til når de bliver klar over behovet. (Jakob 2:15-17) De ældste kan også undersøge hvilken hjælp de ældre kan få gennem det offentlige. I nogle lande er det imidlertid vanskeligt at få en sådan hjælp, og der har man ikke andet valg end at følge mønsteret i Første Timoteusbrev, kapitel 5, og sørge for at menigheden som et hele yder den fornødne hjælp. (Se Organiseret til at fuldføre vor tjeneste, siderne 118-9.)

Forkynderne i Nigeria hjalp jævnligt en 82-årig pioner og hans kone med materielle gaver. Da myndighederne bestemte at den bygning de boede i skulle rives ned, tilbød menigheden at de kunne flytte ind i et værelse i tilknytning til rigssalen indtil der kunne findes en anden bolig.

I Brasilien har en menighed ansat en sygeplejerske til at passe et ældre par. En søster har samtidig fået til opgave at gøre rent hos dem, lave mad til dem og sørge for andre fysiske behov. Hver måned sætter menigheden et beløb til side til dem.

15. (a) Er der grænser for den hjælp menigheden kan yde? (b) Hvad må de ældre ikke forvente?

¹⁵ Ligesom i det første århundrede er sådanne foranstaltninger kun for de værdigt trængende der virkelig har brug for dem. Tilsynsmænd er ikke forpligtede til at opfylde luksusbetonede krav eller imødekomme urimelige forlangender om opmærksomhed. Som alle kristne bør de ældre have en enkel livsførelse, ’holde deres øje klart’. — Lukas 11:34.

Hvordan vi hver især kan have øje for de ældres interesser

16, 17. (a) Hvorfor er det vigtigt at det ikke blot er menighedens tilsynsmænd der har omsorg for de ældre? (b) Hvordan kan travle forkyndere ’købe tid’ til de ældre?

¹⁶ For nogen tid siden blev en ældre søster indlagt på hospitalet. Diagnosen lød på underernæring. „Hvis flere i menigheden havde vist hende personlig interesse,“ skrev en ældste, „ville dette måske ikke være sket.“ Ja, de ældste er ikke de eneste der må vise omsorg for de ældre. Paulus sagde: „Vi er lemmer der tilhører hinanden.“ — Efeserne 4:25.

¹⁷ Nogle af os synes sikkert at vi har mere end nok at se til hvis vi skal klare vore egne forpligtelser, men vi må ikke blot ’have øje for vore egne interesser’. (Filipperne 2:4) Ved hjælp af en god timeplan og personlig planlægning kan man ofte ’købe tid’. (Efeserne 5:16) Kunne vi for eksempel besøge en ældre efter tjenesten på arbejdsmarken? Nogle af vore ældre brødre og søstre føler sig særlig ensomme om hverdagen. Teenagere kan også være med til at besøge de ældre og udføre forskellige opgaver for dem. En søster der fik hjælp af en ung broder bad således: „Tak, Jehova, for unge broder John. Hvor er han et fint menneske!“

18. (a) Hvorfor kan det undertiden være vanskeligt at føre en samtale med en ældre? (b) Hvordan kan et besøg hos en ældre blive til gensidig opbyggelse?

¹⁸ Hilser du blot flygtigt på de ældre ved møderne? Det er ganske rigtigt ikke let at tale med nogen som har svært ved at høre og vanskeligt ved at udtrykke sig. Og eftersom et svigtende helbred sætter sine spor, er det ikke alle ældre der udstråler en glad og munter sindsstemning. Men den der har „tålmods ånd“ omtales rosende (Prædikeren 7:8), og gør man en lille anstrengelse kan det resultere i at man sammen „opmuntres ved hinandens tro“. (Romerne 1:12) Prøv at fortælle en oplevelse fra arbejdsmarken, eller beret om noget du har læst i Vagttårnet eller Vågn op!, eller endnu bedre, lyt! (Jævnfør Job 32:7.) De ældre har meget at fortælle hvis man lader dem gøre det. En ældste indrømmede: „Mit besøg hos den gamle broder var til stor opmuntring for mig.“

19. (a) Hvem omfatter vor omsorg for de ældre? (b) Nævn nogle måder hvorpå vi kan hjælpe familiemedlemmer som tager sig af deres aldrende forældre.

¹⁹ Bør vor omsorg for de ældre ikke også omfatte de familiemedlemmer der tager sig af dem? Et ægtepar der passede deres aldrende forældre, fortæller: „I stedet for at opmuntre os er nogle i menigheden blevet temmelig kritiske. En søster sagde: ’Hvis I bliver ved med at gå glip af møderne, bliver I åndeligt syge!’ Men hun var ikke villig til at gøre noget som helst for at hjælpe os til at komme til flere møder.“ Lige så nedslående er vage løfter som: Hvis du nogen sinde får brug for hjælp, så sig til. De er ofte ikke meget mere værd end bemærkningen: „Hold jer varme og mætte.“ (Jakob 2:16) Hvor langt bedre er det ikke at lade sin omsorg komme til udtryk i handling! Et ægtepar siger: „Vennerne har været vidunderlige og til stor støtte! Nogle af dem tager sig engang imellem af mor et par dage så vi kan få en lille pause. Andre tager hende med på bibelstudier. Og det glæder os meget når andre spørger til hendes helbred.“

20, 21. Hvad kan de ældre gøre for at hjælpe dem der viser dem omsorg?

²⁰ I det store og hele bliver der sørget godt for de ældre iblandt os. Men hvad kan de ældre selv gøre for at brødrene kan yde denne hjælp med glæde og ikke sukkende? (Jævnfør Hebræerbrevet 13:17.) Samarbejd med den ordning de ældste træffer for at hjælpe jer. Vær taknemmelige og giv udtryk for påskønnelse af den kærlige omsorg der vises jer, og undgå at være overdrevent krævende eller overdrevent kritiske. Og selv om de smerter og gener der følger med alderdommen er virkelige nok, så prøv at være glade og positive. — Ordsprogene 15:13.

²¹ ’Brødrene er vidunderlige. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden dem,’ har man hørt mange ældre sige. Men ansvaret i forbindelse med omsorgen for de ældre hviler dog i første række på deres børn. Hvad indebærer dette ansvar, og hvordan kan man bedst tage denne udfordring op?

[Fodnote]

Husker du?

■ Hvilken ordning blev der i det første århundrede truffet for at hjælpe ældre enker?

■ Hvordan kan tilsynsmænd organisere omsorgen for de ældre i menigheden?

■ Hvordan kan enkeltpersoner i menigheden vise omsorg for de ældre brødre og søstre?

■ Hvad kan de ældre gøre for at samarbejde med dem der tager sig af dem?

[Ramme på side 11]

Hvad nogle gør for at hjælpe de ældre

En menighed i Brasilien har fundet en praktisk udvej for at hjælpe en broder der bor i nærheden af rigssalen: Den bogstudiegruppe der har til opgave at gøre rent i rigssalen gør også rent hos ham.

En anden menighed har fundet en måde hvorpå man kan hjælpe en svagelig broder til at være med i den teokratiske skole. Når det er hans tur til at holde et foredrag får en broder til opgave at tage to eller tre forkyndere med sig hen til broderen. Et kort møde indledes med bøn, og broderen holder sin elevopgave, hvorefter der gives den nødvendige vejledning. Dette besøg er i sandhed til stor opmuntring for denne broder!

Rejsende tilsynsmænd har sat et glimrende eksempel med hensyn til at vise omsorg. I en menighed var en ældre broder som er lænket til en kørestol, blevet temmeligt irritabel og fik som følge heraf sjældent besøg. En rejsende tilsynsmand besøgte ham imidlertid og gav ham en privat forevisning af sit lysbilledforedrag. Den ældre broder var rørt til tårer over det han så. Tilsynsmanden siger: „Jeg følte mig rigt belønnet ved at se at en lille smule opmærksomhed og kærlighed kunne udvirke så meget.“

Nogle ældste i Nigeria aflagde et hyrdebesøg hos en ældre broder og opdagede at han var alvorligt syg. Han blev straks indlagt på hospitalet. Det viste sig at den ældre broder trængte til en grundig lægebehandling, men ikke kunne betale for den. Da menigheden fik det at vide, kom forkynderne med tilstrækkelig mange penge til at betale hans udgifter. To ældste skiftedes til at køre ham til hospitalet og hjem igen, skønt dette krævede at de tog fri fra arbejde. De havde den glæde at se broderen komme sig efter sin sygdom og være hjælpepioner indtil sin død cirka fire år senere.

På Filippinerne var der en ældre søster som ikke havde nogen familie. Under hendes tre års sygdom sørgede menigheden for at hun blev passet og plejet. De fandt et lille sted hvor hun kunne bo, bragte hende mad hver dag og sørgede for at hun var ren og pæn.

[Illustration på side 10]

Alle kan være med til at ære de ældre i menigheden