Giv ikke op!

„Lad os ikke give op med hensyn til at gøre det der er rigtigt, for til sin tid skal vi høste hvis vi ikke giver tabt.“ — GALATERNE 6:9.

 1, 2. (a) Hvilke jagtmetoder benytter en løve? (b) Hvem er Djævelen især interesseret i at angribe?

EN LØVE jager på forskellige måder. Nogle gange vælger den at ligge på lur efter byttet ved et vandhul eller langs de stier dyrene ofte benytter. Bogen Portraits in the Wild oplyser at løven andre gange „blot udnytter situationen — for eksempel hvis den støder på et sovende zebraføl“.

² Apostelen Peter skriver at vor „modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger nogen at opsluge“. (1 Peter 5:8) Da Satan ved at han kun har kort tid tilbage, øver han et stadig stærkere pres på mennesker for at afholde dem fra at tjene Jehova. Men denne „brølende løve“ er især interesseret i at angribe Jehovas tjenere. (Åbenbaringen 12:12, 17) Hans jagtmetoder ligner dem hans modstykke i dyreverdenen benytter. På hvilken måde?

 3, 4. (a) Hvilke metoder benytter Satan i sin jagt på Jehovas tjenere? (b) Hvilke spørgsmål opstår eftersom vi lever i „kritiske tider som er vanskelige at klare“?

³ Nogle gange forsøger Satan sig med et bagholdsangreb, idet han sætter ind med forfølgelse eller modstand for om muligt at bryde vor uangribelighed så vi holder op med at tjene Jehova. (2 Timoteus 3:12) Men til andre tider udnytter Djævelen blot situationen, ligesom løven. Han venter indtil vi bliver modløse eller trætte, og så forsøger han at udnytte vor nedtrykthed for at få os til at give op. Lad os ikke blive et let bytte.

⁴ Vi oplever den mest krævende periode i hele menneskets historie. Her i de „kritiske tider som er vanskelige at klare“ bliver mange af os måske en gang imellem nedtrykte eller føler os tyngede. (2 Timoteus 3:1) Hvordan undgår vi at blive så trætte at vi bliver et let bytte for Djævelen? Ja, hvordan kan vi følge apostelen Paulus’ inspirerede vejledning: „Lad os ikke give op med hensyn til at gøre det der er rigtigt, for til sin tid skal vi høste hvis vi ikke giver tabt“? — Galaterne 6:9.

Når andre skuffer os

 5. Hvad trættede David, men hvad gjorde han ikke?

⁵ På Bibelens tid følte selv nogle af de mest trofaste tjenere for Jehova sig til tider nedtrykte. „Jeg er udmattet af at sukke,“ skrev salmisten David. „Hele natten får jeg mit leje til at svømme; med mine tårer får jeg mit sovested til at flyde over. Af græmmelse er mit øje blevet svagt.“ Hvorfor havde David det sådan? „På grund af alle dem der modstår mig,“ forklarede han. Andres onde handlinger berørte David så smerteligt at han måtte græde. Men det at hans medmennesker behandlede ham dårligt fik ham dog ikke til at vende sig bort fra Jehova. — Salme 6:6-9.

 6. (a) Hvordan kan noget andre siger eller gør, berøre os? (b) Hvordan gør nogle sig til et let bytte for Djævelen?

⁶ Noget andre siger og gør kan måske tære på os og smerte os. „Der findes nogle der taler tankeløst som med sværdhug,“ står der i Ordsprogene 12:18. Når et sådant tankeløst menneske er en kristen broder eller søster, kan ’sværdhugget’ gøre særlig ondt. Det er meget menneskeligt at tage anstød og bære nag, især hvis man føler sig uvenligt eller uretfærdigt behandlet. Det kan være vi har svært ved at tale med den der har forsyndet sig, og vi undgår måske helt vedkommende. Nogle er blevet så krænkede at de helt har givet op og ikke længere overværer de kristne møder. Derved giver de sørgeligt nok plads for Djævelen og udsætter sig for at blive et let bytte. — Efeserne 4:27.

 7. (a) Hvordan kan vi undgå at gå Djævelens ærinde når andre skuffer eller sårer os? (b) Hvorfor bør vi ikke blive ved med at være fornærmede?

⁷ Hvordan kan vi undlade at gå Djævelens ærinde når andre skuffer eller sårer os? Vi må forsøge at lade være med at bære nag, og hellere tage initiativet til at slutte fred og få sagen afgjort så hurtigt som muligt. (Efeserne 4:26) I Kolossenserbrevet 3:13 får vi følgende opfordring: „Bliv ved med . . . frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden.“ Det er især på sin plads at tilgive når den der har voldt anstød indrømmer sin fejl og virkelig er ked af det han har gjort. (Jævnfør Salme 32:3-5 og Ordsprogene 28:13.) Det vil måske være en hjælp for os at tænke på at det at tilgive ikke er det samme som at se gennem fingre med eller bagatellisere det urette andre har gjort. At tilgive indbefatter at man ikke bliver ved med at være fornærmet. Det er tungt at gå og bære nag. Det kan optage alle ens tanker og gøre en ulykkelig. Det kan endog påvirke helbredet. Når der er grund til det, vil det derfor være til vort eget bedste at tilgive. Lad os aldrig give op og trække os bort fra Jehova på grund af noget andre har sagt eller gjort, men holde ud ligesom David.

Når vi kommer til kort

 8. (a) Hvorfor føler nogle sig til tider særlig skyldbetyngede? (b) Hvilken fare ligger der i at blive så skyldbetynget at man helt giver op?

⁸ „Vi fejler alle mange gange,“ siges der i Jakob 3:2. Når vi kommer til kort er det kun naturligt at vi får dårlig samvittighed. (Salme 38:3-8) Vi kan især plages af skyldfølelse hvis vi kæmper for at overvinde en kødelig svaghed og af og til oplever tilbagefald.a En kristen der kæmpede en sådan kamp har fortalt: „Jeg ønskede ikke at leve mere, eftersom jeg ikke vidste om jeg havde begået en utilgivelig synd. Jeg følte at det alligevel ikke nyttede noget at gøre en indsats i tjenesten for Jehova da det sikkert allerede var for sent.“ Når vi bliver så overvældede af skyldfølelse at vi er på nippet til at give op, giver vi Djævelen en chance som han sikkert ikke vil være sen til at udnytte. (2 Korinther 2:5-7, 11) Det kan være nødvendigt at vi får et mere ligevægtigt syn på skyldfølelse.

 9. Hvorfor bør vi have tillid til Guds barmhjertighed?

⁹ Når vi synder er det naturligt at vi får en vis skyldfølelse. Men nogle bliver ved med at have dårlig samvittighed fordi de føler sig uværdige til at nyde godt af Guds barmhjertighed. Bibelen giver os imidlertid følgende trøstende forsikring: „Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.“ (1 Johannes 1:9) Er der da nogen rimelig grund til at tro at Gud ikke vil gøre dette i vort tilfælde? Husk at Jehova i sit ord siger at han er „rede til at tilgive“. (Salme 86:5; 130:3, 4) Eftersom han ikke kan lyve, vil han gøre som han har lovet i sit ord hvis vi i bøn giver udtryk for oprigtig anger. — Titus 1:2.

10. Hvilken trøstende forsikring har man kunnet læse i Vagttårnet i forbindelse med at bekæmpe en kødelig svaghed?

¹⁰ Hvad skal man gøre hvis man kæmper med en svaghed og får et tilbagefald? Giv ikke op! Et tilbagefald sletter ikke nødvendigvis de fremskridt du allerede har gjort. I Vagttårnet for 15. maj 1954 kunne man læse disse trøstende ord: „Vi [snubler mange gange] og falder på grund af en eller anden dårlig vane fra vort tidligere livsmønster, en vane, der er langt mere indgroet hos os, end vi var klar over. . . . Fortvivl ikke. Mén ikke, at du har begået en utilgivelig synd. Satan så gerne, at du netop fik den opfattelse. Men alene den kendsgerning, at du er bedrøvet og utilfreds med dig selv, beviser, at du ikke er gået over grænsen. Bliv aldrig træt af ydmygt og oprigtigt at henvende dig til Gud og bede ham om at tilgive, rense og hjælpe dig. Som et barn, der kommer galt af sted, går til sin fader, bør du gå til Jehova, uanset hvor tit du fejler på grund af den samme svaghed, og Jehova vil i sin godhed og nåde hjælpe dig og, hvis du er oprigtig, give dig vished for, at din samvittighed er blevet renset.“

Når vi føler at vi ikke gør nok

11. (a) Hvilken indstilling bør vi have til forkyndelsen? (b) Hvad føler nogle kristne i forbindelse med forkyndelsen?

¹¹ Forkyndelsen indtager en vigtig plads i den kristnes liv, og det medfører glæde at deltage i dette arbejde. (Salme 40:8) Men nogle kristne føler sig meget skyldbetyngede over at de ikke er i stand til at gøre mere i tjenesten. En sådan skyldfølelse kunne endda mindske deres glæde og få dem til at give op, fordi de forestiller sig at Jehova mener at de aldrig gør nok. Lad os engang betragte hvilke følelser nogle kæmper med.

„Er I klar over hvor tidskrævende det er at være fattig?“ skriver en kristen søster der sammen med sin mand skal forsørge tre børn. „Jeg må spare hvor jeg kan. Det betyder at jeg må bruge tid på at lede efter tøj i genbrugsbutikker, gå på udsalg eller selv sy tøj. Hver uge bruger jeg også en til to timer på at klippe varekuponer ud af tilbudsaviser som jeg gemmer og bruger. Nogle gange får jeg dårlig samvittighed over at bruge tid på alt sådan noget, og forestiller mig at jeg i stedet burde bruge tiden i forkyndelsen.“

„Jeg fik den tanke at jeg sikkert ikke havde tilstrækkelig kærlighed til Jehova,“ siger en søster med fire børn og en ikketroende mand. „Jeg anstrengte mig derfor yderligere for at tjene Jehova og gjorde en ihærdig indsats, men følte alligevel aldrig at det var nok. Jeg havde nemlig ingen selvværdsfølelse, så jeg kunne ikke forestille mig at Jehova nogen sinde kunne være tilfreds med det jeg udrettede i tjenesten for ham.“

En kristen der fandt det nødvendigt at holde op i heltidstjenesten, siger: „Jeg kunne ikke klare tanken om at jeg ikke var i stand til at tjene Jehova på heltidsbasis. I kan ikke forestille jer hvor skuffet jeg var! Jeg kan ikke lade være med at græde, nu hvor jeg tænker tilbage på det.“

12. Hvorfor får nogle kristne dårlig samvittighed over at de ikke er i stand til at udrette mere i forkyndelsen?

¹² Det er helt naturligt at man gerne vil tjene Jehova i så stort omfang som muligt. (Salme 86:12) Men hvad er grunden til at nogle får meget dårlig samvittighed over ikke at kunne gøre mere? For nogles vedkommende skyldes det tilsyneladende at de generelt føler sig værdiløse, noget der måske skyldes de ubehagelige erfaringer tilværelsen har budt på. I andre tilfælde skyldes en overdreven skyldfølelse måske at man har en urealistisk forestilling om hvad Jehova forventer af os. „Jeg mente at hvis ikke det gjorde ondt, gjorde jeg ikke nok,“ fortæller en kristen kvinde. Det resulterede i at hun krævede urimelig meget af sig selv, og siden fik dårlig samvittighed når hun ikke kunne leve op til sine egne krav.

13. Hvad forventer Jehova af os?

¹³ Hvad forventer Jehova af os? Kort sagt forventer han at vi tjener ham af hele vor sjæl og udretter det vore omstændigheder tillader os. (Kolossenserne 3:23) Men der kan være stor forskel på det vi kunne tænke os at gøre og det vi realistisk set kan gøre. Noget af det der kan begrænse os er alder, helbred, fysik og familieforpligtelser. Men når vi gør alt hvad vi formår kan vi være forvissede om at vi tjener Jehova med hele vor sjæl — ikke mere eller mindre helhjertet end den der takket være helbred og omstændigheder kan være i heltidstjenesten. — Mattæus 13:18-23.

14. Hvad kan man gøre hvis man har brug for hjælp til at afgøre hvad man realistisk set kan forvente af sig selv?

¹⁴ Men hvordan afgør man hvad man realistisk set kan forvente af sig selv? Det kan være man vælger at tale det hele igennem med en moden kristen ven som man kan betro sig til, måske en ældste eller en erfaren søster der kender ens evner, ens begrænsninger og ens familieforpligtelser. (Ordsprogene 15:22) Husk at Gud ikke måler dit værd som person efter hvor meget du gør i forkyndelsen. Alle Jehovas tjenere er dyrebare for ham. (Haggaj 2:7; Malakias 3:16, 17) Din indsats i forkyndelsen er måske mindre end andres, men så længe den repræsenterer det bedste du kan, har det Jehovas behag, og der er derfor ingen grund til at have dårlig samvittighed. — Galaterne 6:4.

Når der kræves meget

15. På hvilke områder kræves der meget af menighedens ældste?

¹⁵ „Enhver som har fået meget givet, af ham vil der blive krævet meget,“ sagde Jesus. (Lukas 12:48) Der kræves afgjort meget af dem der tjener som ældste i menigheden. Ligesom Paulus ofrer de sig for menigheden. (2 Korinther 12:15) De skal forberede foredrag, aflægge hyrdebesøg og tage sig af udvalgssager uden samtidig at forsømme deres egen familie. (1 Timoteus 3:4, 5) Nogle ældste har også travlt med at hjælpe med rigssalsbyggeri, arbejde i kontaktudvalg til hospitaler og i frivillig tjeneste ved kreds- og områdestævner. Hvordan kan disse flittige, selvopofrende mænd undgå at køre træt i de mange ansvarsopgaver?

16. (a) Hvilket praktisk forslag gav Jetro Moses? (b) Hvilken egenskab vil få en ældstebroder til at uddele passende ansvarsopgaver til andre?

¹⁶ Da Moses, en beskeden og ydmyg mand, var ved at slide sig selv op i forbindelse med at tage sig af andres problemer, gav hans svigerfader, Jetro, ham et praktisk råd: uddel noget af ansvaret til andre kvalificerede mænd. (2 Mosebog 18:17-26; 4 Mosebog 12:3) „Hos de beskedne er der visdom,“ hedder det i Ordsprogene 11:2. At være beskeden vil sige at man erkender sine begrænsninger. Den beskedne tøver ikke med at uddelegere til andre, og han er heller ikke bange for at han på en eller anden måde mister magt ved at uddele passende opgaver til andre kvalificerede mænd.b (4 Mosebog 11:16, 17, 26-29) Han er derimod ivrig efter at hjælpe dem til at gøre fremskridt. — 1 Timoteus 4:15.

17. (a) Hvordan kan menighedens medlemmer lette byrden for de ældste? (b) Hvilke ofre bringer de søstre der er gift med ældstebrødre, og hvordan kan vi vise at vi ikke tager sådanne ofre for givet?

¹⁷ Menighedens medlemmer kan gøre meget for at lette de ældstes byrder. Når andre forstår at de ældste også har en familie at tage sig af, vil de ikke lægge urimeligt beslag på deres tid og opmærksomhed. De vil heller ikke tage det som en selvfølge at de ældstes hustruer bringer ofre ved uselvisk at dele deres ægtemænd med menigheden. En mor til tre hvis mand tjener som ældste, har sagt: „Jeg beklager mig aldrig over den ekstra byrde jeg må bære i familien for at min mand kan tjene som ældste. Jeg ved at Jehova velsigner vores familie meget fordi han er ældste, og jeg er aldrig skinsyg over den tid og energi han bruger på menigheden. Da han ofte har travlt må jeg naturligvis en gang imellem rive flere blade sammen og tage mig mere af opdragelsen af vore børn end jeg ellers ville have gjort.“ Sørgeligt nok har den samme søster oplevet at nogle, i stedet for at sætte pris på den ekstra byrde hun bærer, er kommet med taktløse bemærkninger om hvorfor hun ikke er pioner. (Ordsprogene 12:18) Det er langt bedre at rose andre for det de gør end at kritisere dem for det de ikke er i stand til at gøre. — Ordsprogene 16:24; 25:11.

Fordi enden endnu ikke er kommet

18, 19. (a) Hvorfor er tiden ikke inde til at holde op med at løbe i det løb der gælder det evige liv? (b) Hvilket betimeligt råd gav apostelen Paulus de kristne i Jerusalem?

¹⁸ Når en løber ved at han befinder sig nær målet efter et langt løb, giver han ikke op. Hans krop kan måske næsten ikke klare mere, han er udmattet, sveder og mangler væske, men så nær målet holder han ikke op med at løbe. Som kristne deltager vi også i et løb, løbet om livets sejrspris, og vi er meget nær mållinjen. Det er ikke tiden at holde op med at løbe. — Jævnfør Første Korintherbrev 9:24; Filipperbrevet 2:16; 3:13, 14.

¹⁹ De kristne i det første århundrede befandt sig i en lignende situation. Omkring år 61 skrev apostelen Paulus til de kristne i Jerusalem. Tiden var ved at løbe ud. Den onde „generation“, den frafaldne jødiske tingenes ordning, skulle snart „forsvinde“. Især de kristne i Jerusalem måtte være vågne og trofaste; de ville blive nødt til at flygte fra byen når de så den omringet af lejrede hære. (Lukas 21:20-24, 32) Paulus’ inspirerede vejledning var derfor særdeles aktuel: ’Bliv ikke trætte og giv ikke tabt i jeres sjæle.’ (Hebræerne 12:3) Apostelen Paulus brugte her to beskrivende græske udsagnsord: ’at blive træt’ (kamʹnō) og ’at give tabt’ (eklyʹomai). Ifølge en bibelforsker „brugte Aristoteles disse ord om løbere der slapper af og kollapser efter at de har passeret mållinjen. Læserne [af Paulus’ brev] var stadig med i løbet. De måtte ikke holde op for tidligt. De måtte ikke give op og kollapse på grund af udmattelse. Også her opfordres der til udholdenhed under trængsler.“

20. Hvorfor er Paulus’ vejledning aktuel for os i dag?

²⁰ Paulus’ vejledning er lige så aktuel for os i dag. På grund af det øgede pres kan vi til tider føle os som udmattede løbere hvis ben er ved at give efter. Men så nær mållinjen må vi ikke give op! (2 Krønikebog 29:11) Det er netop det vores modstander, den „brølende løve“, ønsker at vi skal gøre. Lykkeligvis har Jehova tilvejebragt nogle foranstaltninger der „giver den trætte kraft“. (Esajas 40:29) Hvori hjælpen består og hvordan vi kan drage nytte af den vil blive behandlet i den næste artikel.

[Fodnoter]

Spørgsmål til repetition

◻ Hvordan kan vi undgå at give op når andre skuffer eller sårer os?

◻ Hvilken ligevægtig indstilling til skyldfølelse vil hjælpe os til ikke at give op?

◻ Hvad forventer Jehova af os?

◻ Hvordan kan beskedenhed modvirke at menighedens ældste bliver trætte?

◻ Hvorfor er Paulus’ vejledning i Hebræerbrevet 12:3 aktuel for os der lever i dag?