Hvem er „den sande Gud og evigt liv“?
JEHOVA, vor Herre Jesu Kristi Fader, er den sande Gud. Han er Skaberen, den der giver evigt liv til alle som elsker ham. Sådan vil mange der læser og tror på Bibelen, besvare spørgsmålet i overskriften. Jesus selv sagde jo: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ — Johannes 17:3.
Der er imidlertid mange kirkegængere der forstår udtrykket anderledes. Citatet i overskriften er fra Første Johannesbrev 5:20, der lyder i uddrag: „Vi er i samhørighed med den sande, ved hjælp af hans søn Jesus Kristus. Denne er den sande Gud og evigt liv.“
Tilhængere af treenighedslæren hævder at det demonstrative pronomen (påpegende stedord) „denne“ (houʹtos) viser tilbage til det umiddelbart foregående navn, Jesus Kristus. De siger at Jesus er „den sande Gud og evigt liv“. Denne fortolkning er imidlertid i modstrid med den øvrige del af Bibelen. Og mange autoriteter på det grammatiske område anerkender ikke denne trinitariske forståelse. Den græskkyndige B.F. Westcott, der var professor ved Cambridge University, siger således: „Det mest naturlige er at stedordet [houʹtos] her viser tilbage til det der ligger nærmest i apostelens tanker, og ikke til det som står nærmest i sætningen.“ Den som apostelen Johannes tænkte på, var Jesu Fader. Den tyske teolog Erich Haupt siger: „Det der skal afgøres, er om [houʹtos] i det følgende udsagn viser tilbage til det umiddelbart foranstående ord . . . eller til det fjernerestående Gud. Et udsagn om den eneste sande Gud synes mere i overensstemmelse med den advarsel mod afguderne der gives til sidst, end med en udtalelse om Kristi guddommelighed.“
Selv en grammatisk analyse af Det Nye Testamente på græsk (A Grammatical Analysis of the Greek New Testament), udgivet af det pavelige bibelinstitut i Rom, siger: „[Houʹtos]: som højdepunkt på [versene] 18-20 er det mest sandsynligt at der sigtes til den sande og virkelige Gud, i modsætning til de hedenske guder (v. 21).“
Det sker at houʹtos, der som regel oversættes med „denne“, ikke viser tilbage til det umiddelbart foregående ord eller udtryk. Det er der flere eksempler på. I Andet Johannesbrev, vers 7, skriver den samme apostel: „Mange bedragere er . . . gået ud i verden, de der ikke bekender Jesus Kristus som kommet i kødet. Dette [houʹtosʹ] er bedrageren og antikrist.“ Her viser det påpegende stedord, houʹtos, ikke tilbage til den nærmeststående, Jesus Kristus. Det viser tydeligvis tilbage til dem der fornægtede Jesus, og som kollektivt betegnes som „bedrageren og antikrist“.
Apostelen Johannes skrev i sit evangelium: „Andreas, Simon Peters broder, var en af de to der havde hørt hvad Johannes sagde og var fulgt efter Jesus. Han [houʹtos, denne] fandt først sin egen broder, Simon.“ (Johannes 1:40, 41) Det er klart at „han“ ikke viser tilbage til den sidst nævnte person, men til Andreas. I Første Johannesbrev 2:22 er der et eksempel på den samme brug af stedordet.
Lukas bruger det påpegende stedord på samme måde. Det fremgår af Apostelgerninger 4:10, 11: „Det er ved Jesu Kristi, Nazaræerens, navn, ham som I pælfæstede men som Gud oprejste fra de døde, ved ham er det at denne mand står her rask for jeres øjne. Han [houʹtosʹ, denne] er ’stenen som blev regnet for intet af jer bygmestre, men som er blevet hovedhjørnesten’.“ Stedordet houʹtos viser tydeligvis ikke tilbage til den mand der blev helbredt, skønt det er ham der nævnes umiddelbart foran. Den der vises tilbage til, er Jesus Kristus, Nazaræeren, der er den „hovedhjørnesten“ som den kristne menighed er grundlagt på. — Efeserne 2:20; 1 Peter 2:4-8.
Apostelgerninger 7:17-19 er også et eksempel: „[Folket voksede] og blev talrigt i Ægypten, indtil der fremstod en anden konge over Ægypten, en som ikke kendte Josef. Han [houʹtos, denne] brugte list imod vor slægt.“ Den der undertrykte jøderne, var ikke Josef, men Farao, Ægyptens konge.
Disse eksempler bekræfter hvad den græskkyndige Daniel Wallace har lagt mærke til med hensyn til de græske demonstrative pronominer, nemlig at „det der i teksten er det nærmeste foranstående ord eller udtryk som stedordet synes at henvise til, ikke behøver at være det der ligger nærmest i skribentens tanker“.
„Den sande“
Som apostelen Johannes skrev, er det Jehova, Jesu Kristi Fader, der er „den sande“. Han er den eneste sande Gud, Skaberen. Apostelen Paulus skrev: „Der [er] for os . . . kun én Gud, Faderen, fra hvem alle ting er.“ (1 Korinther 8:6; Esajas 42:8) En anden grund til at Jehova er „den sande“ som nævnes i Første Johannesbrev 5:20, er at han er sandhedens kilde. Salmisten kaldte Jehova for „sandhedens Gud“ fordi han er trofast i alt hvad han gør, og ikke kan lyve. (Salme 31:5; 2 Mosebog 34:6; Titus 1:2) Henvendt til sin himmelske Fader sagde Sønnen: „Dit ord er sandhed.“ Og om sin egen lære sagde Jesus: „Den lære jeg fører er ikke min, men hans som har sendt mig.“ — Johannes 7:16; 17:17.
Jehova er også „evigt liv“. Han er livets kilde, den der giver liv som en ufortjent gave ved Kristus Jesus. (Salme 36:9; Romerne 6:23) Desuden sagde apostelen Paulus om Gud at han „belønner dem som ivrigt søger ham“. (Hebræerne 11:6) Gud belønnede sin søn ved at oprejse ham fra de døde, og Faderen vil belønne dem der tjener ham af hele deres hjerte, ved at skænke dem evigt liv. — Apostelgerninger 26:23; 2 Korinther 1:9.
Hvilken konklusion kan vi drage af ovennævnte? At Jehova og ingen anden er „den sande Gud og evigt liv“. Han alene er værdig til at modtage sine skabningers udelte hengivenhed og tilbedelse. — Åbenbaringen 4:11.