Er der en fremtid for regnskovene?

PÅ PÅSKEØEN i det sydlige Stillehav rejser kæmpemæssige hoveder af sten sig over de græsklædte bjergskråninger, hvorfra de stirrer tomt ud over havet. De folk der har fremstillet dem forsvandt for flere hundrede år siden. I det vestlige Amerika er nogle ruiner i afsidesliggende områder de eneste rester efter et folk der forsvandt længe før den hvide mand viste sig på de kanter. Og nogle af de områder der på Bibelens tid var handels- og kulturcentre, er i dag vindomsuste ørkener. Hvorfor?

I alle de nævnte tilfælde er en del af svaret muligvis ødelæggelse af skovene. Nogle sagkyndige mener at folk blev tvunget til at opgive disse områder fordi de havde ryddet skovene. Da træbevoksningen var væk blev landet goldt, og folk måtte søge andre steder hen. I dag ser det ud til at noget tilsvarende vil ske på globalt plan. Men vil det virkelig gå så galt? Kan intet hindre denne udvikling?

Mange forsøger at gøre noget ved det. Fra Himalaya forlyder det at kvinder har klamret sig til træerne i et desperat forsøg på at forhindre skovhuggere i at fælde dem. I Malaysia har stammefolk dannet menneskekæder for at blokere vejen for skovhuggere og deres maskiner.

For de to hundrede millioner indfødte der lever i regnskovene har krisen helt personlige konsekvenser. Efterhånden som civilisationen trænger sig frem, søger de indfødte stammefolk endnu dybere ind i urskoven, somme tider indtil de møder kolonister der kommer imod dem fra den anden side. Mange af de indfødte stammer er blevet udslettet af sygdomme som de indtrængende folk har bragt med sig. Andre er blevet tvunget til at tilpasse sig verden udenfor og er endt som sociale tabere, sammen med de fattige i byerne. Men verden er ved at vågne op til dåd. En bølge af interesse for miljøbeskyttelsessagen er begyndt at skylle hen over kloden.

Kan miljøforkæmperne vende udviklingen?

„Både den fornødne viden og den nødvendige teknologi er til stede for at redde de tropiske skove,“ hedder det i indledningen til bogen Saving the Tropical Forests. Dette er tydeligt blevet demonstreret i forskellige nationalparker rundt om i verden. I Guanacaste-nationalparken i Costa Rica har man planer om at genplante store skovarealer. Og i lande som Kenya, Indien, Haiti og Kina har man plantet nye træer i millionvis. Men at plante nye træer er ikke helt det samme som at genskabe skovene.

I nogle tilfælde er genplantning blot ensbetydende med at man tilplanter med enkelte udvalgte træarter som er egnet til kommerciel skovdrift. Denne form for vegetation kan næppe sammenlignes med det komplicerede økosystem som en regnskov er. Desuden hævder nogle at man aldrig kan genoprette en tropisk regnskov i dens oprindelige form. Derfor fastholder mange miljøfolk at det er bedre at frede end at genoprette.

Det er imidlertid ikke så let at gennemføre som det lyder. Hvis en skov er for lille vil den ikke kunne overleve. Nogle miljøeksperter siger at man bør frede mindst 10 til 20 procent af verdens regnskove, hvis det skal lykkes at bevare artsrigdommen. Men i øjeblikket er kun 3 procent af regnskovsarealerne i Afrika fredet. I det sydøstlige Asien 2 procent, og i Sydamerika kun én procent.

Nogle af disse områder er endda kun fredet på papiret. Desuden slår mange parker og reservater fejl på grund af dårlig planlægning eller uhensigtsmæssig drift, eller fordi korrupte embedsmænd lader parkernes midler gå i egne lommer. Nogle tjener endog penge ved at give tilladelse til illegal tømmerhugst. Dertil kommer problemer med personalemangel. I Amazonlandet fik en enkelt vagt til opgave at kontrollere et område på størrelse med Frankrig.

Miljøeksperter slår endvidere kraftigt til lyd for at bønderne lærer hvordan de kan dyrke jorden uden at udpine den, sådan at det ikke vil være nødvendigt for dem ustandselig at flytte og rydde endnu mere skov. Nogle har forsøgt at dyrke mange forskellige afgrøder blandet mellem hinanden på samme mark, hvilket har begrænset angrebene fra de skadedyr der udelukkende lever af en enkelt art. Frugttræer kan beskytte jorden mod den voldsomme troperegn. Andre har genoptaget en gammel fremgangsmåde: De graver kanaler rundt om små jordstykker og skovler så mudder og alger fra kanalerne op på jorden, som gødning for afgrøderne. Kanalerne kan også udnyttes til fiskeopdræt. Disse forsøg har allerede givet yderst positive resultater.

Men at lære folk ’hvordan’, kræver både tid, penge og dygtighed. De tropiske lande har ofte alt for mange presserende økonomiske problemer til at de kan foretage den slags langsigtede investeringer. Selv ikke en større udbredelse af teknisk knowhow ville løse problemet. Som Michael H. Robinson skriver om det at redde de tropiske regnskove: „Når regnskovene er ved at blive udslettet, skyldes det hverken uvidenhed eller dumhed men hovedsagelig fattigdom og begærlighed.“ — Saving the Tropical Forests, side 11.

Problemets rod

Fattigdom og begærlighed. Noget tyder på at regnskovskrisen har sine rødder dybt fæstet i menneskesamfundets struktur, langt dybere end træerne har deres rødder i den magre regnskovsjord. Er menneskeheden i stand til at gribe fat om problemets rod?

Ved et topmøde i Haag sidste år med 24 deltagerlande foreslog man at danne et nyt organ under De Forenede Nationer kaldet Globe. Ifølge Londonavisen Financial Times skulle „Globe“ udstyres med hidtil usete „magtbeføjelser til at fastsætte og håndhæve regler for miljøbeskyttelse“. Selv om nationerne måtte afgive en del af deres højt skattede nationale suverænitet for at Globe ville kunne besidde en reel magt, hævder nogle at en sådan organisation nødvendigvis må oprettes før eller siden. Kun et forenet, globalt organ vil være i stand til at tage sig af globale problemer.

Det er indlysende. Men hvilken regering eller organisation på jorden vil være i stand til at udrydde begærlighed og fattigdom? Hvilken regering har nogen sinde været i stand til det? Alt for ofte bygger regeringerne selv på begærlighed og virker faktisk til fremme af fattigdommen. Nej, hvis vi skal vente på at mennesker løser denne krise, så har skovene ingen fremtid — og det har menneskene heller ikke.

Men tænk over følgende: Indeholder skovene ikke et utal af vidnesbyrd om at de er skabt af et mægtigt Intelligensvæsen? Jo, afgjort! Lige fra rod til krone bærer regnskovene tydelige vidnesbyrd om at de er skabt af en Mesterarkitekt.

Mon denne store Arkitekt vil tillade at mennesker udsletter regnskovene og ødelægger jorden? En enestående profeti i Bibelen svarer direkte på dette spørgsmål. Der står: „Men nationerne blev vrede, og din [Guds] egen vrede kom, og den fastsatte tid . . . til at ødelægge dem der ødelægger jorden.“ — Åbenbaringen 11:18.

Der er to forhold vi skal lægge mærke til ved denne profeti. For det første peger den frem til en tid hvor mennesket vil være i stand til at ødelægge jorden. Da disse ord blev nedskrevet for næsten to tusind år siden havde mennesket ikke større mulighed for at ødelægge jorden end for at flyve til månen. Men i dag er begge dele muligt. For det andet besvarer profetien spørgsmålet om hvorvidt mennesket vil få lov til fuldstændigt at ødelægge jorden, med et rungende ’Nej!’

Gud skabte mennesket til at tage vare på jorden og dyrke den, ikke til at udpine den. I det gamle Israel satte Gud en grænse for hvor meget skov hans folk måtte fælde da de indtog det forjættede land. (5 Mosebog 20:19, 20) Gud har lovet at menneskeheden i nær fremtid vil komme til at leve helt i harmoni med sine omgivelser. — 1 Johannes 2:17; Jeremias 10:10-12.

Bibelen giver håb, håb om en tid hvor mennesket vil omdanne jorden til et paradis i stedet for at gøre den til en ørken, udbedre den i stedet for at skamfere den, behandle den med fremsynethed i stedet for begærligt at udpine den for øjeblikkelig vindings skyld. Ja, der er en fremtid for skovene. For den fordærvede tingenes ordning der ødelægger både skovene og alt hvad der er på jorden er dagene derimod talte.

[Illustration på side 13]

Skovrydning på Påskeøen bevirkede muligvis at en hel civilisation forsvandt

[Kildeangivelse]

H. Armstrong Roberts