Organisationen må bevares ren

„Træk ikke i ulige åg med vantro, thi hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? Eller hvad fællesskab har lys med mørke?“ — 2 Kor. 6:14.

 1. Hvorfor er Jehova interesseret i at bevare sin organisation ren, og hvad ønsker han, at dens medlemmer skal være?

JEHOVA er særdeles interesseret i at bevare sin organisation ren og adskilt fra denne onde verden, hvori vi nu lever. Han har en grund derfor. Hans tjenere tilhører ham, de står for hans navn, de står for hans ord, og de står for sand tilbedelse. Jehova Gud ønsker, at de skal være hans efterlignere. Derfor inspirerede han sin tjener Paulus til at skrive i Efeserne 5:1, 2 (NW): „Bliv derfor Guds efterlignere, som elskede børn, og vedbliv at vandre i kærlighed, ligesom også Kristus elskede jer og gav sig selv hen for jer som en gave og et offer til Gud som en liflig duft.“

 2. a) Hvem efterlignede Jesus, og hvorledes blev han derigennem et mønster til efterligning? b) Hvorledes ville hans efterfølgere, når de efterlignede ham, være forskellige fra verden?

² Dengang Kristus Jesus var her på jorden, efterlignede han sin himmelske Fader. Han var interesseret i at gøre sin Faders vilje til enhver tid. Derfor var han et lifligt duftende offer for Gud. Hans efterfølgere må være folk af samme slags. De burde frembære lifligt duftende ofre for Gud, og dette kan de gøre ved at efterligne Gud og ved at efterligne Kristus Jesus. (Fil. 4:18; 1 Pet. 2:5) Jesus lagde kærlighed til sit folk for dagen. Han gav sit liv for dem, så han kunne genløse dem, og med den kærlighed, han viste dem, ønskede han, at hans efterfølgere skulle være anderledes end denne gamle verden. Han ønskede, at de skulle komme ud fra dette fordærvede tingenes system og vinde livet. Den gamle verden er ond. Den efterligner ikke Jehova Gud. Guds folk må være anderledes, forskellige fra denne gamle verden. Forskellen ses i deres livsførelse og har med vor kærlighed til hverandre at gøre. I Johannes 13:34 sagde Jesus: „En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre; ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hverandre.“ Dette at elske hverandre er helt forskelligt fra den vej, verden følger. Verden handler ud fra selviskhed og had. Jesus indførte noget helt nyt, nyt for denne verden. Det var et kærlighedsprincip: mennesker, der kom sammen i en menighed, som elskede hverandre og kom godt ud af det med hverandre. Denne kærlighed er mulig, dersom vi efterligner Gud. Efterligner vi ham ikke, så vil vi ikke eje denne kærlighed, thi Gud er kærlighed.

 3. På hvilken grundvold er menigheden bygget op, og hvad ville derfor være den almindelige grund for at udstøde nogen?

³ Nu kunne vi måske undre os over, at der i denne menighed, som Gud lader fremstå, og som bygger på kærlighed, skulle være nogen, der ønskede at tale om udstødelse af menigheden. Det kan ikke være uden grund. Nej, grunden til udstødelse er den, at der er nogle, som kommer ind i Guds menighed, som ikke elsker Kristus. „Men alle elsker da Kristus,“ vil du sige. Nej, kendsgerningerne viser, at de ikke længere efterligner Kristus eller efterligner Faderen, Jehova Gud. De vandrer ikke mere i Kristi fodspor. Hele formålet med at bringe hans tjenere, hans folk, ind i en organisation, er at holde dem ubesmittede af Djævelens organisation. Så længe vi vandrer ad samme vej som Djævelens hob, kan vi ikke forblive rene. Gud har derfor dannet sin egen organisation. Der findes i dag to organisationer i verden. Den ene er Guds, og den anden er Djævelens, der er „dette tingenes systems gud“. Den organisation, som Jehova Gud nu opbygger til hævdelse af sit navn og ord, er bygget på kærlighed. Hele denne organisation samarbejder i endrægtighed. Herom læser vi i Efeserne 4:16 (NW): „Ham skyldes det, at hele legemet, idet det er harmonisk knyttet sammen og gennem alle led samarbejder, så de i rette omfang yder det nødvendige efter hver enkelt dels opgave, vokser til dets egen opbyggelse i kærlighed.“ Her er grundlaget, kærlighed. Når man over for hinanden svigter kærlighedens og hengivenhedens princip, så er det på tide, at et sådant menneske bliver udstødt af menigheden.

Ukorrekt opførsel

 4, 5. Hvem er det da, der begår uret, og hvorfor må nogle afskæres fra det kristne legeme?

⁴ Grunden til, at nogen bliver udstødt, er den, at de opfører sig ukorrekt. Det er ikke menigheden, der er noget i vejen med, for den tilhører Gud. Men det er en eller anden i menigheden, som ikke efterligner Gud eller lader sig lede af hans sandheds- og retfærdsprincipper. Han lader sig ikke opbygge i kærlighed. Han efterligner ikke mere Jehova Gud eller Sønnen eller apostlene. Derfor bliver vi i 2 Tessaloniker 3:6, 7 (NW) formanet: „Nu giver vi jer befaling, brødre, i Herren Jesu Kristi navn, at holde jer fra enhver broder, som vandrer usømmeligt og ikke retter sig efter den overlevering, I modtog af os. I ved jo selv, hvorledes I bør efterligne os, for vi opførte os ikke usømmeligt iblandt jer. Vi hører nemlig, at nogle vandrer usømmeligt iblandt jer og slet ikke arbejder, men blander sig i, hvad der ikke kommer dem ved.“

⁵ Her fremhæver Paulus, at han, apostelen, da han var iblandt dem, ikke vandrede usømmeligt, så det var ikke nogen ukorrekt opførsel fra hans side, der førte dem på afveje. Jehova Gud gør intet usømmeligt. Kristus Jesus gør intet usømmeligt. Vi har fuldkomne mønstre at følge. Fra dem har vi gode, formanende råd, som vi kan agte på. Hvis dette legeme gør noget usømmeligt, eller en del af dette legeme gør noget usømmeligt, så betyder det, at legemet vil pådrage sig sygdom. Det ville ikke vedblive med at opbygges i kærlighed. En tugtelse må finde sted. Det kan betyde, at noget må fjernes. I tilfældet med det legeme, hvorom vi taler, nemlig Guds menighed, kan det betyde, at en person må fjernes, fordi han opfører sig usømmeligt og ikke lader sig opbygge i kærlighed.

 6. Hvorfor må vi ikke forhaste os med at udstøde nogen, og hvad formaner Paulus os til at gøre med dem, som opfører sig usømmeligt?

⁶ Vi bør dog ikke handle overilet i en sådan sag, blot fordi vi hører, at en eller anden handler uret, og straks tage affære og udstøde vedkommende af menigheden. Der eksisterer den mulighed, at de personer, som handler urigtigt, vil angre og bedre deres vej. Derfor siges der i 2 Tessaloniker 3:13-15 (NW): „For jeres del, brødre, opgiv ikke at gøre det rette. Men hvis nogen ikke er lydig imod vort ord gennem dette brev, skal I mærke jer ham og ophøre med at omgås ham, for at han må skamme sig. Dog skal I ikke regne ham for en fjende, men vedblive med at formane ham som en broder.“ I Herrens menighed har vi derfor alle et ansvar over for dem, som opfører sig usømmeligt. Alle vi i menigheden må vedblive med at gøre det rette til gavn for de andre. Vi kan måske gavne dem, der gør sig skyldig i mindre forseelser. Vi fortsætter med at gøre det rette, uanset hvorledes de bærer sig ad, men vedbliver de med at handle uret, så skal vi mærke os dem. Vi må ophøre med at omgås dem, fordi de ikke er rene. De virker ikke til forsvar for Jehovas navn og ord. De arbejder ikke på dette legemes opbyggelse i kærlighed. De modarbejder organisationen.

 7. Skal vi tvinge nogen, som har båret sig urigtigt ad, til at vandre ad den rette vej, og hvorledes bør vi bruge vor frihed som Guds folk?

⁷ Måske kan vi frelse en broder, og han kan komme ind på den rette vej igen, hvis han lytter til formaningen og giver agt på den irettesættelse, der gives ham. Vi er frie folk. Vi kan bruge vort sind, som vi vil. Vi tvinges eller trues ikke til at følge den vej, vi vandrer ad, men vi er blevet frigjort, fordi Kristus Jesus har løskøbt os. Derfor siger Peter i sit første brev, det andet kapitel, versene 16 og 17 (NW): „Vær som frie folk.“ Tænk selvstændigt, men efterlign dog stadig Gud, for du er fri til at tænke i overensstemmelse med det, som har sandheden til grundvold. Den onde verden vil føre dig i graven; sandheden vil vinde dig livet. „Vær som frie folk,“ som Peter siger, „dog betragt jeres frihed, ikke som et dække for moralsk slethed, men som Guds trælle. Ær alle slags mennesker, hav kærlighed til hele samfundet af brødre, frygt Gud, ær Kongen.“ Vi ser heraf, at vi skal huske på vore brødres menighed og bevare den ren. Vi kan ikke komme ind i organisationen med et forbehold i vort sind vedrørende moralsk slethed. Vi er ikke frie til at gøre det, vi ønsker for at tilfredsstille kødet og vore egne lyster. Vi er i denne menighed i en bestemt hensigt: for at ære Jehovas navn og hans ord.

Årsager

 8. a) Hvad kan gøre en menighed uren? b) Hvorledes greb Paulus ind over for en uren, og hvorfor?

⁸ Men dersom vi skal bevare organisationen ren, hvad er da nogle af de ting, som kan gøre den uren? Hvad er det, vi kan se gå for sig i menigheden, og som vi bør rense ud af menigheden? Eftersom der er åndelige årsager og moralske årsager for udstødelse, er nogle af disse ting utugt, hor, tyveri og drukkenskab. Lad os lige for et øjeblik betragte sådan en ting som utugt. Paulus berørte dette emne i det brev, han skrev til korinterne. Der var en ung mand, som havde begået utugt med sin faders hustru. Paulus sagde i sit brev: „Selv utugt indberettes der om iblandt jer, og tilmed sådan utugt, som end ikke findes blandt nationerne, at en vis mand lever sammen med sin faders hustru.“ Mærkeligt nok hæftede menigheden sig ikke videre ved det. De betragtede det tværtimod som en anledning til at opnå et vist ry. Paulus sagde: I er opblæste over denne sag; I er stolte over det, som finder sted i jeres midte. I burde sørge, I burde være bekymrede over dette, der foregår i Herrens menighed, og det fordærv, det bringer med sig. Men Paulus, en Herrens apostel, havde myndighed til at gribe ind, og han greb ind. Han udstødte vedkommende. Han bad ikke menigheden: „Giv mig myndighed eller foretag en afstemning om det, jeg gør.“ Paulus, en Guds tjener, sørgede for, at den skyldige blev fjernet. Han havde myndighed dertil. Det var derfor, han sagde, at han allerede havde fældet dom over vedkommende, og bød dem, at de skulle „overgive et sådant menneske til Satan til kødets undergang“. (1 Kor. 5:1-12, NW) En sådan person hører ikke hjemme blandt Guds rene organisation eller menighed. Han burde vende tilbage til den onde gruppe, han kom fra, og dø sammen med den og Satans organisation.

 9. Hvad er det, der skal frelses blandt menigheden, når nogen udstødes?

⁹ Lad den onde gå sin egen onde vej; han kan ikke forblive i Guds menighed, for denne menighed må bevares ren. Hvorfor må den forblive ren? „For at ånden kan frelses på Herrens dag.“ Guds hellige ånd virker blandt hans folk. Den er hans virkekraft, hans ledelse af sin menighed. Vi, menigheden, må have den samme Guds ånd. Vi må vidne over for hverandre. Denne ånd, som vi får gennem forståelsen af Guds ord, må være virksom; den må bevares, den må frelses. Havde derfor den første menighed i Korint ladet denne mand, der bedrev utugt iblandt dem, forblive i deres midte, eller havde Paulus undladt at gribe ind, så ville denne smule surdejg gennemsyre og fordærve hele menigheden eller hele dejgen. „En smule surdejg gennemsyrer hele dejgen,“ sagde Paulus. Det var grunden til, at Paulus måtte gribe ind og rense den bort, for at Guds ånd, denne rene, hellige eller virksomme Guds kraft, og menighedens ånd, der bygger på Guds ord, ville forblive og frelses, altsammen til Jehovas navns ære.

10. Hvilket moralsk fordærv, siger Paulus, udelukker en fra Riget, og hvad må en kristen gøre i denne forbindelse?

¹⁰ I 1 Korinter 6:9-11 (NW) siger Paulus: „Hvad! Ved I ikke, at uretfærdige ikke vil arve Guds rige? Lad jer ikke føre vild. Hverken utugtige, eller afgudsdyrkere, eller ægteskabsbrydere, eller mænd, der bruges til unaturlig omgang, eller mænd, der ligger med mænd, eller tyve, eller havesyge, eller drankere, eller spottere, eller udsugere vil arve Guds rige. Og dog er det, hvad nogle af jer var. Men I er blevet tvættet rene, I er blevet helliget, I er blevet erklæret retfærdige i vor Herre Jesu Kristi navn og ved vor Guds ånd.“ Paulus fremhæver her, at enkeltpersoner af denne art syndere har forladt verden og er kommet ind i Guds menighed, men at disse former for synder ikke kan fortsætte i Guds menighed, når de, som engang begik disse ting, er blevet renset. Når en kommer til Guds organisation og indvier sig selv, så er han renset. Fra da af bør han bestræbe sig for at træde lige spor med sine fødder og at følge Guds ord. Han bør ikke øve disse ting mere, og Herren vil tilgive ham alt, hvad han førhen har gjort i sit liv. Pletterne er blevet vasket bort, og han må ikke vende tilbage til disse urenheder. Vender han atter tilbage til disse ting, så begår han en synd, der fortjener udstødelse. Han udsætter Guds menighed for at fordærves, og dette fordærv må fjernes. Det er moralsk fordærv.

11, 12. a) Hvilke åndelige grunde gives der for udstødelse? b) Hvad må vi gøre, så der kan herske en sindets enighed blandt menigheden?

¹¹ Men der gives også åndelige grunde for at fjerne enkeltpersoner fra Guds organisation. Bagtalelse, fremførelse af falsk lære, foranledning til splittelse, netop sådanne ting, som Paulus skrev om til romerne: „Nu formaner jeg jer, brødre, til at holde øje med dem, som volder splittelser og giver anledning til fald i modstrid med den lære, som I har modtaget, og at undgå dem.“ (Rom. 16:17, NW) Det er ganske klart. Paulus underviste dem i Guds sande ord. Dersom nu nogen kom ind i menigheden med det for øje at få menigheden til at ophøre med at holde fast ved dette sande Guds ord eller at føre til fald eller volde splittelse i menigheden, så ville det være nødvendigt at undgå et sådant menneske. Den bedste måde at undgå ham på er ved at udstøde ham, tilsidesætte ham og få ham ud af menigheden, så hele menigheden kan forblive ren.

¹² Om splittelse og mental uenighed læser vi i 1 Korinter 1:10 (NW): „Nu formaner jeg jer, brødre, i vor Herre Jesu Kristi navn, at I bør alle tale enigt, og at der ikke bør være splittelser iblandt jer, men at I skal være fuldt ud forenede i samme sind og i samme tankegang.“ Guds tanker må være dine tanker. Det er derfor, vi kommer sammen som en menighed for at studere Guds ord, så at hans tanker kan blive vore tanker. Om vi ikke tænker Guds tanker, om vi ikke grunder over de ting, som de inspirerede disciple fremholdt for den første menighed, og som er blevet nedskrevet til vor belæring nu, så vil vi ikke kunne tænke Guds tanker, og det er jo kun dem, som elsker retfærdighed, der vil arve Himmeriget. Som han sagde: „Ved I ikke, at uretfærdige ikke vil arve Guds rige?“ Skal vi arve dette rige eller den nye verdens velsignelser, så må vi have vort sind vendt til Guds belæring, og ikke til den anden organisation, Djævelens organisation, der skal tilintetgøres.

Eksempler

13. Hvorfor vender vi os til bibelske eksempler på udstødelse i fortiden?

¹³ Lad os betragte nogle eksempler fra Bibelen, eksempler på folk, som Jehova Gud udstødte, fjernede fra sin menighed, blev af med, fordi de handlede uret, for hvad han gjorde førhen, det vil han gøre i dag, fordi han ønsker, at det folk, der repræsenterer ham, skal være et rent folk, der vil være hans tjenere og træde op for hans navn og for hans sande tilbedelse. Der gives mange eksempler i Bibelen, hvoraf vi vil betragte nogle få.

14. Hvad kan vi lære af Koras og hans tilhængeres eksempel?

¹⁴ Kora, for eksempel. Der var nogle på Moses’ tid, der blev hovmodige, ja tre, der tænkte: „Vi kan vel være lige så gode for Gud som Moses, vi er også af Israels stammer. Hvorfor skal han have al æren for at være mellemmand?“ Men de talte imod Guds repræsentant. Moses stod frem og talte med vægtige og klare ord og sagde: I morgen vil vi se, hvem der er Guds tjener, og hvem han bruger til at udføre sit arbejde nu. Hvad der sker i morgen, vil ikke blot være en naturlig død for disse mennesker, men Gud vil øve et mirakel og fjerne Kora, Datan og Abiram og alle, der er knyttet til dem, fra menigheden. Hvad skete der næste morgen? Jorden åbnede sig, og alt, hvad der tilhørte dem, deres børn og hustruer, slugtes levende i dette hul. Kora og de 250 fyrster, der frembar røgelse, blev fortæret af ild fra Jehova. 4 Mosebog 16:32, 35 siger: „Og jorden lukkede sit gab op og slugte dem og deres boliger og alle mennesker, der tilhørte Kora, og alt, hvad de ejede. Og ild for ud fra Jehova og fortærede de 250 mænd, der frembar røgelse.“ Gud tilkendegav sit mishag med sådanne, der spottede ham og ikke ville anerkende den ordning, Gud havde truffet. Dem, som gør oprør imod Gud, vil han udstøde. Han vil fjerne dem. Han vil udrense dem af menigheden.

15. Hvorledes kaster Mirjams erfaring lys over sagen?

¹⁵ Vi vil nu se på et andet eksempel i Bibelen. I 4 Mosebog 12 berettes der om Mirjam og Aron. De blev en kende hovmodige. Mirjam var Arons og Moses’ søster, men hun blev stolt og dåragtig. Fordi hun ønskede at indtage en mands stilling i menigheden og få noget at sige i forbindelse med Herrens foranstaltninger blandt israelitterne, blev hun ramt af spedalskhed. Hun måtte udstødes af menigheden i syv dage; og det var først, da hendes broder Moses bønfaldt Jehova om at redde hendes liv, så at Gud ikke skulle lade hende dø af spedalskhed, at hun blev renset og vendte tilbage. Hun havde båret sig stolt og dåragtigt ad. Herren Gud ønskede ikke den slags mennesker i sin menighed. Hun forandrede sind, og hun kom tilbage, men først efter at være blevet straffet, og Aron selv tog ved lære og erkendte sin egen stilling af det, der overgik hans søster.

16. Hvorledes viser Akans tilfælde, at Gud ikke tolererer tyve?

¹⁶ Så er der tyve, hvem Herren Gud ikke vil tolerere i sin organisation. Her har vi eksemplet med Akan. Dengang Israels børn gik over Jordan og indtog Jeriko under Jehovas ledelse, idet han vandt slagene for dem, fik israelitterne påbud om, at alt, hvad der var i byen, skulle overgives til ødelæggelse med undtagelse af de genstande, der var af guld, sølv, kobber og jern. Disse ting skulle forbeholdes Jehova. Ingen måtte tage til sig af byttet. Akan havde imidlertid en anden opfattelse. Da han kom ind i jeriko, fandt han en babylonisk kappe, 200 sekel sølv og en guldtunge på halvtredsindstyve sekel, og han sagde: Det tager jeg med hjem og begraver det og beholder det for mig selv. Det er der ingen, der vil få nys om. Men han hørte til Jehovas menighed, og nu var fordærv kommet derind. Det måtte komme for dagens lys. De drog ud til kamp ved Aj, men israelitternes hære kunne ikke holde stand. De kunne ikke vinde. Josua fik at vide, at fordærv var kommet ind i menigheden. Det måtte fjernes. I overensstemmelse med Jehovas anvisninger udpegedes Akan som den, der var årsag til fordærv. De fandt, at han havde skjult sit bytte i teltet. Hvad skete der nu? Gud nøjedes ikke med at udstøde ham af menigheden eller sende ham udenfor i syv dage, som han gjorde med Mirjam. Han lod Akan stene til døde, og hans familie med ham, fordi han var en tyv. — Jos. 6:17 til 7:26.

17. Hvorledes er de faldne „gudssønner“ et eksempel på udstødelse?

¹⁷ Århundreder tidligere, i Noas dage forud for Vandfloden, var der engle i himmelen, åndeskabninger, som blev ulydige. De så, at menneskedøtrene var smukke at se til, og de forlod deres stand og kom ned til jorden og tog sig hustruer. Heri handlede de ulydigt. 2 Peter 2:4. (NW) siger om dem: „Gud holdt sig ikke tilbage fra at straffe de engle, der syndede.“ Nej, han kastede dem i Tartarus og overgav dem til „et tykt mørkes afgrunde for at vente på dom“. De var ulydige, de overtrådte Guds lov, og han udelukkede dem fra sit råd. Til prøve for hans trofaste skabninger eksisterer de stadig, men Guds domme om deres endelige tilintetgørelse er nedskrevet imod dem.

18. Hvordan viser Judas, at nødvendigheden af at kæmpe en hård kamp for troen har noget med dette spørgsmål at gøre?

Udstødelse er berettiget

 1. Er det berettiget at udstøde nogen, og hvad siger Titus 3:10, 11 herom?

ER DET rigtigt at udstøde nogen? ja, for, som det fremgår af den foregående artikel, fjernede Gud dem fra sin organisation, der modstod ham, og som var fordærvede. Han udstødte dem. Han blev af med dem, og han råder os til at gøre det samme med sådanne personer. I Titus 3:10, 11 (NW) læser vi: „En mand, der danner en sekt, skal du vise bort efter en første og anden advarsel; du ved jo, at et sådant menneske er blevet vendt bort fra vejen og synder, dømt af sig selv.“ De Græske Skrifter giver således bemyndigelse til at vise hvem som helst bort, der starter en sekt eller volder splittelse, efter at der er blevet talt med ham en første og anden gang, hvis han stadig ikke ændrer sin handlemåde.

 2. a) Hvilken bemyndigelse hertil har vi i Romerne 16:17, 18? b) Hvorfor udstøder Jesus nogle ifølge Åbenbaringen 3:16?

² Romerne 16:17, 18 (NW) giver også denne bemyndigelse: „Nu formaner jeg jer, brødre, til at holde øje med dem, som volder splittelser og giver anledning til fald i modstrid med den lære, som I har modtaget, og at undgå dem. For den slags mennesker er trælle, ikke af vor Herre Kristus, men af deres egen bug, og med sød tale og rosende ord forfører de deres hjerter, som er uden svig.“ Her har vi en tydelig udtalelse i Guds ord om, at vi bør fjerne de mennesker, som volder anstød og splittelser inden for hans organisation. Vi har bemyndigelsen og retten dertil, og det er rigtigt at få sådanne fjernet. De hører ikke hjemme i Guds menighed. Kristus Jesus udstøder nogle af en årsag, vi måske ville betragte som mindre alvorlig end de før omtalte grunde. Kristus Jesus udspyr en person, blot fordi han er lunken og hverken kold eller varm. I Åbenbaringen 3:16 erklærede han: „Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund.“ (NW) Det vil sige udstødelse. Kristus Jesus vil ikke til stadighed tolerere lunkne personer i sin organisation. Du er enten for ham eller imod ham. Du vil enten komme ind i Herren Guds menighed og blive hans tjener eller til sidst gå ud i Djævelens organisation. Du må ikke være bange for at bekende kulør. Du kan ikke være lunken. Du kan ikke forholde dig passiv. Du må være positivt for Herren Gud.

 3. Hvorledes udstødte Gud Jerusalem og det kødelige Israel?

³ Gud udstøder også. Vi har set det af de foregående eksempler, men husker også, hvad Jesus sagde i Mattæus 23:38 til Jerusalem: „Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!“ Han havde i lang tid taget sig af jøderne, og nu var tiden kommet til at forlade dem og deres hus eller tempel. Hvorfor? Fordi han havde hæget om dem og passet dem som en høne sine kyllinger, men de gav ikke agt på hans Fader i himmelen, og nu var tiden kommet, da Gud helt opgav at handle med dem, fordi de kun havde frembragt en trofast rest, hvorfor han så sig nødsaget til ud fra hedningenationerne at kalde sig et folk for sit navn.

 4. Hvad må Guds folk gøre over for verden og over for dem blandt dem selv, som vender sig til mørket, for at opnå fællesskab med Gud?

⁴ I 2 Korinter 6:14-18 (NW) sagde apostelen Paulus: „Hvad fællesskab har lys med mørke? . . . og hvilken samklang har Guds tempel med afguder? Vi er jo den levende Guds tempel; nøjagtig som Gud sagde: Jeg vil bo iblandt dem og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Derfor drag ud fra dem og skil jer ud, siger Jehova, og ophør med at røre ved den urene ting, og jeg vil tage jer ind. Og jeg vil være en fader for jer, og I skal være sønner og døtre for mig, siger Jehova den Almægtige.“ Ja, Jehova vil udstøde dem, som bliver lovløse, vender sig til mørke og opstiller afguder. Han vil bortvise dem fra organisationen. Ønsker du at forblive i Herrens organisation, så hold dig fra Djævelens verden. Ønsker du ikke at gøre det, så forlad organisationen. De, som er urene, umoralske, er ikke åndeligt egnede for Guds organisation. Hvis sådanne lunkne kompromistilhængere eller frafaldne ikke frivilligt forlader hans organisation, så vil organisationen under hans ledelse sætte dem ud.

Fremgangsmåden

 5. Hvad er den rette fremgangsmåde, når nogen skal udstødes, og hvorledes skildrede Paulus denne fremgangsmåde?

⁵ Der er en rigtig fremgangsmåde at følge i et sådant tilfælde. Det må ske ved en officiel handling. En, der har myndighed, må træffe beslutningen, og derpå må vedkommende fjernes. I 1 Timoteus 1:19, 20 (NW) har vi et eksempel på den myndighed, Paulus brugte, for han sagde: „Med tro og en god samvittighed, som nogle har kastet over bord og derved har lidt skibbrud på deres tro. Hymenæus og Aleksander er blandt disse, og jeg har overgivet dem til Satan, for at de ved tugt kan lære ikke at spotte.“ De blev udvist af menigheden af en bemyndiget tjener. Paulus gjorde det samme i det tilfælde, der berettes om i 1 Korinter 5:1-13, da han fjernede den unge mand, der påstod at være kristen og samtidig bedrev utugt med sin faders hustru. Paulus greb ind i dette tilfælde, fordi de ledende i menigheden havde undladt at gøre det. Han havde myndighed. En Jehovas tjener handlede. I vore dage har vi menigheder eller kredse af Jehovas vidner, og vi har tjenere i vore kredse. Disse tjenere må bære det ansvar, der følger med tjenerens stilling for at bevare menigheden ren, og må gribe ind. De skal være gode hyrder og vogte hjorden.

 6. Hvad må der ske over for den, som har begået uret, og hvad er det næste skridt, der må foretages?

⁶ Det første, der må ske, er, at en eller anden i menigheden eller en interesseret moden broder fremkommer med en anklage imod den, der har begået uret. Men fordi nogen fremkommer med en anklage, betyder det ikke, at vi kan udstøde vedkommende. Skriften viser, at der skal føres vidner. Ingen anklage kan godtages, medmindre der er to eller tre vidner, der kan bekræfte det passerede. Det vil sige, at en undersøgelse må finde sted. Kredstjeneren, vicekredstjeneren, bibelstudietjeneren og måske nogle andre modne brødre i kredsen bør komme sammen til en overhøring af sagen, og de anklagede og vidnerne føres ind, og sagen drøftes. De kan ikke træffe den afgørelse, at en person skal udstødes af menigheden på grund af, hvad rygtet siger, eller den sladder, der går. Der må være to eller tre øjenvidner, der ved, at det eller det skete eller blev sagt. En afgørelse kan ikke baseres på gætværk. Det kan være, at man føler eller har på fornemmelsen, at et menneske ikke er godt, men vi er ikke i stand til at bevise det. Så længe vi ikke kan bevise det fra to eller tre vidners mund, så kan en sådan person ikke med rette udstødes. Ellers kunne man gøre vedkommende stor skade.

 7. Hvorledes træffes der en afgørelse, og hvad skal der gøres, når den er truffet, og hvad bør kredsen gøre i denne forbindelse?

⁷ Når vi derfor har vore vidner, afholder vi et møde med disse, som er egensindige eller handler uret eller ikke lever i overensstemmelse med Guds lov. Vi giver dem en fair lejlighed til at blive hørt, vi drøfter sagen med dem, og vi prøver på at hjælpe dem. Men der må foreligge bevis for urenhed, moralsk eller åndelig, inden der kan tages noget som helst skridt til at udstøde dem af menigheden. Tjenerne bør virkelig være modne brødre, der er rede til at tage det fulde ansvar for deres afgørelse. Derpå forelægges deres afgørelse for menigheden. Ikke for at menigheden skal foretage nogen afstemning. Nej, kredstjeneren, vicekredstjeneren og bibelstudietjeneren må tage hele ansvaret for den fremgangsmåde, der følges. Hvis de i deres sind er absolut overbeviste om, at vedkommende handler urigtigt og burde udvises af kredsen, og vedkommende ikke har vist mindste tegn på anger, så meddeler de kredsen i form af en resolution, hvad de har gjort. De beder ikke kredsen om at stemme om denne resolution og sige: „Vi godkender jeres handling.“ Nej, tjenerne i kredsen har ansvaret for at vogte hjorden og for at bevare menigheden ren. Tjenerne fortæller derfor kredsen, hvad der er blevet foretaget, og at denne person, der har handlet uret, ikke længere er et medlem af denne menighed. Dernæst bør kredsen i fuldt omfang samarbejde med tjenerne og følge de anvisninger, der gives af dem, organisationens tjenere, som tager vare på menighedens interesser.

 8. Hvem bør tale formanende til den, som har opført sig usømmeligt, og hvad må der ske, dersom han ikke giver agt på formaningen?

⁸ I 1 Tessaloniker 5:14 (NW) siger Paulus: „Vi formaner jer, brødre, retled de usømmelige, trøst de nedtrykte sjæle, støt de svage, vær langmodige over for alle.“ Det er Guds tjeneres ansvar at varetage menighedens interesser. De retleder de usømmelige, men den usømmelige lader sig ikke retlede. Han vil stadig følge sin egen vej. Når han ikke vil angre og ikke vil forandre sin handlemåde, så skal han tilsidesættes, og han bør undgås.

 9. Hvem bestemmer, om en adskillelse skal finde sted, og hvorledes skildrede Paulus dette i Efesus?

⁹ Apostlenes Gerninger 19:9 (NW) siger om Paulus i Efesus i provinsen Asien: „Men da nogle vedblev med at forhærde sig selv og ikke ville tro, ja, talte ilde om „vejen“ i skarens påhør, forlod han dem og skilte disciplene ud fra dem og holdt daglig samtaler i Tyrannus’ skoleauditorium.“ Paulus var interesseret i dem, som han underviste dér i den jødiske synagoge, og da han så, at en gruppe af synagogegængerne søgte at trække hans disciple bort, så tog han sine sande efterfølgere bort fra deres kreds. Han ønskede ikke at se dem blive besmittet ved at omgås sådanne, som lærte falsk lære og kritiserede sandheden. I dag fastlægger tjenerne, der har ansvaret for kredsen, retningslinierne efter Guds ord. Menigheden accepterer disse tjeneres afgørelse.

10. Hvad påbød Paulus i 1 Korinter 5:11, og hvorledes støtter menigheden sine tjenere i en sådan sag?

¹⁰ I 1 Korinter 5:11 (NW) siger Paulus til den kristne menighed: „Men nu skriver jeg til jer, ophør med at have samkvem med nogen, der er broder af navn, og som er en utugtig eller havesyg person eller en afgudsdyrker eller æreskænder eller en dranker eller en udsuger, ja, spis end ikke sammen med et sådant menneske.“ Man bør ikke have noget samkvem med de personer, som er udstødt af menigheden. Hvorfor ikke? Fordi Guds menighed må forblive ren, ubesmittet og bevares som sådan for tilbedelsen af den Højeste. Når der derfor træffes afgørelse om at udstøde nogen, så er vedkommende virkelig fjernet. Han er udenfor. Derfor bør hele menigheden, alle, som har indviet deres liv til Gud, overholde den resolution, tjenerne har vedtaget. De må støtte den.

11. Hvad bør den kreds gøre, som har foretaget en udstødelse, som et værn for Selskabet og andre kredse? Hvorfor bør den gøre det?

¹¹ Men hvad nu med den udstødte person? Først bør kredsen underrette Selskabet derom, idet den kort fremholder kendsgerningerne og meddeler Selskabet, hvem han er, og hvorfor han er blevet udstødt, så det kan være underrettet. Hvis nu den, som er blevet udstødt, forlader stedet og dukker op i en anden kreds, så bør kredsen, hvor han blev udstødt, dersom de hører derom, af hensynsfuldhed og til beskyttelse af den anden kreds meddele denne kreds, hvilke skridt de har taget over for ham. Det vil ikke sige, at den anden kreds også skal udstøde ham. Det er allerede blevet gjort i den første kreds til beskyttelse af og på hele Jehovas folks vegne. Udstødelsen sker i den kreds, hvor uretten er begået, og han udstødes af den kreds og af alle andre kredse. De ved, at denne smule surdejg, hvor den end findes, vil gennemsyre hele brødet. Kredsen, hvortil denne person rejser, bør derfor underrettes og advares, ligesom Paulus underrettede Timoteus om Fygelus og Hermogenes og om Hymenæus og Filetus. (2 Tim. 1:15; 2:17) Det er derfor, de underretter Selskabet, for at det kan være vidende derom.

12. Hvem advarer Judas kredsene imod, og hvorfor skal vi være forsigtige med brevskrivning?

¹² Judas fortæller om mænd, der sneg sig ind i organisationen med det for øje at fordærve den i moralsk henseende. Sådanne mænd burde som en selvfølge rapporteres til enhver kreds, de søger at komme ind i, fordi de kun sniger sig ind for at få anledning til umoralsk adfærd. Som et værn for vore brødre og søstre i menighederne rundt om bør der gives indberetning om dem. Det betyder ikke, at du skal give dig til at skrive en mængde breve og sige meget ondt om dem og om, hvad de har gjort. Den kendsgerning bør meddeles, at denne mand engang tilhørte os, men på grund af sin opførsel er blevet udstødt, og årsagen dertil bør angives i al korthed. Ellers risikerer du efter moderne retspleje at blive anklaget for injurier og bagtalelse og at bringe dig selv i vanskeligheder. Men vore brødre bør advares om denne person. Han kan ikke længere betragtes som en af os, fordi vi ønsker at beskytte organisationen, Herren Guds menighed.

Fratagelse af forrettigheder

13. Hvorledes bærer nogle, der er blevet udstødt, sig ad med hensyn til vidnegerningen, men hvad bør dette ikke få lov at dække over?

¹³ Nogle mener, at de kan forblive i sandheden, men de ønsker ikke at arbejde efter Guds målestok. De vedbliver altså med at gå ud i vidnegerningen, de går fra hus til hus, de afsætter bøger, de leder bibelstudier, og dog er de udstødt af menigheden. Selv efter at de er udstødt, arbejder de somme tider mange flere timer, end dengang de hørte med til menigheden. Hvad skal menigheden gøre med sådanne personer? Vi må stadig huske, at vedkommende er blevet udstødt og ikke er et medlem af vor kreds. Vi ønsker at undgå ham, og vi ønsker ikke at have noget som helst med ham at gøre.

14, 15. a) Hvad har den udstødte lov til i forbindelse med møder? b) Hvorledes forholder det sig med hans forrettigheder til tjeneste?

¹⁴ Møder, der er offentlige, kan han overvære, så længe han opfører sig ordentligt og ikke forstyrrer. Hvis et sådant menneske kommer til et offentligt møde i en foredragssal eller en rigssal eller i en offentlig park eller til et vagttaarnsmøde eller et tjenestemøde, der er offentligt, idet dørene er åbne, så bør han have adgang dertil. Hvis han kommer til dette møde og sætter sig ned, så har vi intet at sige ham, dersom han opfører sig sømmeligt og passer sig selv. De, som ved besked om hans forhold i menigheden, vil hverken sige goddag eller farvel til ham. Han er ikke velkommen iblandt os; vi undgår ham. Kommer han til vagttaarnsmødet, og rækker han sin hånd op, vil ordstyreren ikke anerkende ham eller lade ham komme med nogen kommentarer. Han er ikke en af os. Han er ikke et anerkendt medlem af Guds menighed. De, som kender til sagen og denne person selv, bør fuldstændig undgå ham og ikke tale til ham. Han har ingen forrettigheder til tjeneste i menigheden. Han kan henvende sig til bogbordet og skaffe sig litteratur til de fastsatte priser. Hvad vi ville gøre for offentligheden, for dem, som hører til Djævelens organisation, kan vi gøre for ham.

¹⁵ Hvis vedkommende går ud i vidnegerningen og måske skaffer sig litteratur ved bogbordet til almindelige priser, kan vi ikke hindre ham. Han har lige så megen ret til at gå fra hus til hus som enhver anden, hvis han ønsker det, men denne menighed vil ikke give ham noget distrikt. De vil ikke tage imod hans rapporter. Når de kommer ind, så står han ikke opført som en forkynder i denne kreds. Han lægger måske sin rapport i rapportkassen, men vi river den itu og kaster den bort. Han er ikke en af os. Han er en repræsentant for Djævelens organisation, en, som søger at fordærve og bringe forstyrrelse. Han er ikke ren, og indtil denne person angrer og ændrer handlemåde, kan han ikke komme tilbage og høre til Herrens folk.

16. Hvad gør kredsen som et bevis for, at de ikke anerkender ham som forkynder?

¹⁶ Kredsen er på vagt over for ham. Den fjerner hans kort fra kartoteket over anerkendte forkyndere for Riget. Der bliver ikke givet ham nogen Budbringer. Han kan beholde sin Vejledning i teokratisk organisation, dersom han ønsker det, da han, hvis han læser den, kan få indsigt i, hvorledes han burde handle. Læser han Vagttaarnet, og læser han Selskabets bøger, så viser de ham den vej, han bør følge, men så længe han ikke følger den vej, så er han ikke velkommen i menigheden.

17. På hvilken betingelse kan han få lov til at overvære offentlige møder, og hvorfor?

¹⁷ Hvis denne person bliver støjende eller uregerlig, så skal der formenes ham adgang til rigssalen og til de offentlige møder. Det er kredsens gode ret. Hvis han på den anden side kommer til de offentlige møder og i stilhed påhører den formaning og vejledning, der gives ved studiemøderne, er det muligt, at han vil vågne op, skamme sig og angre.

18. Bør han have lov at overvære private møder i hjemmene, og hvorfor ikke?

¹⁸ Men hvorledes med møderne i private hjem? Han bør under ingen omstændigheder bydes velkommen eller få lov til at komme i et privat hjem, fordi Skriften er meget afgjort på dette punkt. Ved vore kredsbogstudier, der afholdes hos et medlem af Guds menighed, bør den, som ejer lejligheden eller huset, holde vedkommende ude. For i 2 Johannes 9, 10 (NW) står der: „Enhver, der går videre og ikke forbliver i Kristi lære, har ikke Gud. Han, som forbliver i denne lære, er den, som har både Faderen og Sønnen. Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, ham skal I aldrig modtage i jeres hjem eller sige farvel til ham.“ I jeres private hjem vil I ikke åbne døren for en sådan eller bede ham indenfor. I vil ikke i venskab række ham hånden. Husk, denne person forlod engang Djævelens organisation. Han blev renset ved Kristi blod, han indviede sig selv til Gud, og Gud helligede ham til tjeneste. Han blev en tjener. Nu har han fordærvet sig selv, fordi han valgte at handle således. Han synder imod den hellige ånd. Han kæmper imod Gud. Vi kan ikke have noget med ham at gøre. Gud er den, der dømmer ham, og han bruger sine tjenere på jorden til at udpege vedkommende til beskyttelse for resten af menigheden.

Genoptagelse

19. Hvad kan en udstødt person gøre for at blive genoptaget?

¹⁹ Kan en, der er blevet udstødt, genoptages og komme tilbage til organisationen? Ja, hvis han angrer. Men han må gøre mere end dette. Han må omvende sig. Han må ændre hele sin handlemåde. Det er ikke bare et spørgsmål om at sige: „Jeg er ked af det, jeg gjorde. Det var forkert af mig.“ Han må bevise, at han er villig til at følge en helt anden vej, end den han hidtil har fulgt. Han bør åbent bekende sine synder og bede det udvalg af brødre om tilgivelse, som udfærdigede den resolution, hvorved han blev udstødt. Han bør gå til dem, hvem sagen vedkommer, og indrømme sine fejl og fortælle dem, hvad han nu gør og agter at gøre for at få lov til at blive genoptaget.

20. Hvad sagde Paulus i 2 Korinter 2:6-11 om genoptagelse, og hvad viste han var en forudgående betingelse derfor?

²⁰ I 2 Korinter 2:6-11 (NW) har vi en beretning om, hvorledes Paulus førte en synder tilbage til menigheden igen. Han sagde: „Denne irettesættelse, der er blevet givet af flertallet, er tilstrækkelig for denne mand, så I nu tværtimod venligt bør tilgive og trøste ham, for at denne mand ikke helt skal blive opslugt af sin overvældende bedrøvelse. Derfor formaner jeg jer til at bekræfte jeres kærlighed over for ham. Med dette for øje skriver jeg til jer for at forvisse mig om beviset hos jer, hvorvidt I er lydige i alle ting. Hvad som helst I venligt tilgiver nogen, tilgiver jeg også. Ja, for mit vedkommende, hvad som helst jeg venligt har tilgivet, om jeg har venligt tilgivet noget, det har været for jeres skyld for Kristi åsyn, for at vi ikke skal overlistes af Satan, for vi er ikke uvidende om hans hensigter.“ Denne beretning kan hentyde til manden, der bedrev utugt med sin faders hustru, og som nu angrede. Hvis det er tilfældet, så sagde Paulus: „Lad ham komme tilbage, der er ingen grund til, at han skulle blive overvældet af bedrøvelse over, at han aldrig skulle kunne komme ind i Guds organisation igen og vinde livet i den nye verden.“ Hvor skulle et menneske vende sig hen, dersom han syndede imod Gud og virkelig angrede? Dermed mener vi ikke, at han overmodigt kan komme og sige: „Hør, jeg er ked af den affære; kan I ikke få det ordnet, så jeg kan komme tilbage til menigheden igen?“ Nej, der skal spores en hjertets sønderknuselse, en sindets lidelse. Han må lægge anger for dagen. Han må være bedrøvet over det og ændre sin vej.

21. Hvad bør han stilles på, inden en genoptagelse finder sted, og hvorfor?

²¹ Hans genoptagelse i Guds menighed er en meget alvorlig sag. De udnævnte tjenere kan sætte ham på prøve et stykke tid, hvis de ønsker det. Han må bevise over for tjenerne, at han vil opføre sig sømmeligt for fremtiden og handle, som det passer sig for en Jehovas tjener. De kan sætte hans oprigtighed på prøve. De bør ikke genoptage ham for hurtigt, selv om han angrer og fortæller dem, hvad han har i sinde at gøre, og går åbent til bekendelse. Hvorfor ikke? På grund af den offentlige mening. (2 Pet. 2:2) Han har måske bedrevet utugt, og det har været kendt videnom og været omtalt i bladene. Eller han har begået tyveri og siddet fængslet. Måske var han oprørsk. Måske forlod han organisationen og startede sin egen, og nu søger han at komme tilbage. Alle der på stedet ved, at han var en egenrådig, usømmelig person og dårligt selskab. Vi bør derfor være forsigtige med, hvor hurtigt vi lader en sådan komme tilbage i menigheden, af hensyn til hvad de „udenfor“ vil sige. (1 Tim. 3:7) Hvis en person bedriver utugt og omgås mænd og kvinder, der lever løsagtigt, og alle ved besked derom, og vi så siger: „Kom endelig tilbage, du er velkommen“, da vil folk udenfor sige: „Hele jeres menighed er af samme slags.“ Derfor skal han sættes på prøve. Hans oprigtighed skal prøves, inden vi åbent og fuldt anerkender hans anger.

22, 23. Hvad betyder det at sprænge de bånd, der bliver pålagt en, som det fremgår af Simeïs tilfælde?

²² Husk Simeï, der blev stillet på prøve. Han havde engang forbandet David, og da Salomo blev konge efter David, blev der pålagt Simeï visse bånd. Salomo sagde til ham: Du burde have været dræbt for længe siden, men som det nu er, må du forblive i Jerusalem. Dog så snart du forlader byen og går over Kedronbækken, så er du dødsens. Simeï kunne have levet et lykkeligt liv og nydt godt af den gunst, der blev vist ham, idet han fik lov at bo dér i Jerusalem. Han havde trælle, tjenere og et hjem. Tre år efter at denne befaling blev givet, løb to af hans trælle bort. Simeï sagde: Jeg sætter lige efter de to fyre og bringer dem tilbage. Han begav sig på vej efter dem, drog over Kedronbækken, indhentede trællene og førte dem med tilbage. Det blev indberettet til Salomo, at han havde forladt byen, og Salomo lod ham dræbe. Blot for at få to trælle tilbage var denne mand rede til at sætte sit liv på spil.

²³ Dersom nu en udstødt person ønsker at leve i den nye verden, og de ansvarlige brødre i kredsen lægger visse bånd på ham, er det så ikke langt bedre at holde sig inden for disse begrænsninger og leve fremfor at sprænge disse bånd og vise, at du er oprørsk og handler i modstrid med Guds lov? Simeï mistede livet, fordi han ikke var lydig mod en virkelig storsindet ordning fra kong Salomos side.

24. Hvem træffer afgørelse om genoptagelse, og hvem støtter den, og hvorfor?

²⁴ Tjenerne må afgøre, om man til sidst skal optage denne broder i menigheden igen. Tjenerne, som udstødte ham, må meddele det for menigheden og sige, at da denne broder har angret, og de har beviser for, at han har forandret handlemåde, „modtager vi ham atter“. Så bør menigheden igen støtte den afgørelse, kredsens udnævnte tjenere er kommet til. Kredsen foretager stadig ingen afstemning om, hvorvidt de skal acceptere ham iblandt sig, fordi de stoler på, at deres tjenere har undersøgt sagen til bunds og har truffet den rette beslutning.

25. Hvad må ifølge Kolossenserne 3:5-10 den gøre, som skal genoptages? og hvorfor?

²⁵ I Kolossenserne 3:5-10 (NW) står der: „Overgiv til døden jeres legemes lemmer, som er på jorden, i henseende til utugt, urenhed, kønsligt begær, ond lyst, også havesygen, som jo er afgudsdyrkelse. For disse tings skyld kommer Guds vrede. I dem vandrede I også engang, da I levede i dem. Men nu skal I aflægge det alt sammen: vrede, hidsighed, ondskab, spot, skamløs snak af jeres mund. Lyv ikke for hverandre. Affør jer den gamle personlighed med dens væremåder, og iklæd jer den nye personlighed, der fornyes gennem nøjagtig kundskab.“ Dette påbud gælder naturligvis dem, som oprindelig kom ud af Djævelens organisation og er blevet Jehovas folk, og derfor må det også gælde den, der er blevet udstødt, og som angrer og vender tilbage. Nu må han iføre sig denne nye personlighed, han må forandre sit sind, han må tænke Guds tanker og føre dem ud i livet, dersom han nogen sinde skal vinde livet i den nye verden.

26. Hvad bør der gøres, hvis en broder angrer og bekender sin synd, inden der tages noget skridt til udstødelse?

²⁶ Men hvad, hvis nu en broder angrer, inden han bliver udstødt? Han kan få øjnene op for, at han har handlet forkert, og han ved, at indberetningen derom vil komme tjenerne for øre. Eller han skammer sig over, hvad han har gjort, før nogen endnu ved noget derom, og han går til en af de modne brødre i kredsen, måske til kredstjeneren, og bekender hele sin synd. Skal han så afsløres for hele kredsen og udstødes, fordi kredstjeneren ved, hvad han har gjort? Nej, ikke hvis vedkommende oprigtigt angrer. Har han bedt om tilgivelse og bekendt sin uret, og har han ændret færd, så er der ingen grund til, at den broder, til hvem han henvender sig, skal lade broderens hemmelighed gå videre til andre. Hans hjertetilstand er ret, og derfor bør der vises denne broder barmhjertighed, kærlighed og venlighed.

27. Hvad vil Selskabet måske gøre og har gjort over for en angrende synder, selv om det ikke udstøder ham?

²⁷ De, som er egenrådige, hårdhjertede, de, som vil have, at alt skal gå efter deres hoved, samtidig med at de vil være i Guds menighed, sådanne er det, der bør udstødes og fjernes, fordi de vil gøre menigheden uren. Men den, som kommer med et sønderknust hjerte og bekender sin uret for sin broder, ham er der ingen grund til at tilføje yderligere slag. Han har åbnet sit hjerte, han har ladet dig se ind i det, og han ønsker hjælp. Hvis Selskabet fjerner en pioner, fordi han har gjort noget galt, og Selskabet er den eneste, der kender til hans fejltrin, så er der ingen grund for Selskabet til at underrette kredsen og bede kredsen udstøde vedkommende, dersom han har bekendt sin synd og bedt Selskabet tilgive ham. En sådan kan fortsætte. Selskabet vil sandsynligvis pålægge ham visse bånd på grund af det, han har gjort. Måske vil det som straf slette ham af pionerlisten for seks måneder eller et år, alt efter om det, vedkommende har begået, har bragt vanære over Guds navn. Men når en sådan har indrømmet sin synd og bedt om tilgivelse, så kan Selskabet hjælpe ham tilbage på den rigtige vej og til at fortsætte som en tjener for Herren. Hvis handlingen ikke berører en kreds eller nogen enkeltperson deri, er der ingen grund til at give nogen meddelelse eller offentlig bekendtgørelse af det.

28. I hvor vid udstrækning kan vi fjerne skrankerne og lade en synder komme tilbage, og hvorfor?

²⁸ Hvad vi må huske på er: vi kan vise dem barmhjertighed, som har et angerfuldt hjerte, og vi kan hjælpe dem, om vi ønsker det. Men hvor langt kan vi gå med hensyn til at lade sådanne komme tilbage til Herrens organisation? I hvor vid udstrækning kan vi fjerne skrankerne? Vi kan overhovedet ikke fjerne skrankerne for dem, som ikke forbedrer sig. Vi må huske, at organisationen skal bevares ren til den ubesmittede tilbedelse af den Højeste. Vi må holde os hævdelsen af Jehovas overhøjhed og hans navn og ord for øje. Vi må lægge os Kristi livsførelse på sinde, og at vi bør vandre i hans fodspor og leve op til hans målestok. Vi må huske vor stilling som Jehovas vidner. Den udstødte person lagde sig ikke disse ting på sinde, og derfor var det, at han blev fjernet fra menigheden. Derfor blev han udstødt. Men når han indser, at den rene, ubesmittede tilbedelse er det vigtigste, at Guds navns hævdelse er vigtigere, end at han får sin egen vilje, når han indser, at alt dette er nødvendigt, og at han må leve i overensstemmelse med dette, så kan vi optage ham igen i menigheden.

Gode nyheder fra Korea!

Følgende er en rapport fra en af Vagttaarnselskabets missionærer, som opholdt sig i Syd-Korea på det tidspunkt, da denne republik blev invaderet. Han blev senere evakueret til Japan af de Forenede Staters hær. Nu, hvor han er kommet tilbage til Korea, sender han denne opmuntrende rapport om den vækst, der finder sted, og om Jehovas vidners tro og ustraffelighed i dette krigshærgede land.

SIDSTE gang jeg var i Korea, var i juni 1950. Da var der kun en håndfuld Jehovas vidner i hele Korea og kun een kreds, nemlig i byen Seoul. Nu efter halvandet års krig og nød, hvor mange venner har sultet, døjet savn, levet i huler og i træer, blevet uretfærdigt behandlet, og nogle er blevet dræbt, er antallet af Jehovas vidner vokset, så der nu ikke alene er en kredsorganisation i Seoul, men også i Taegu, Chonju, Kunsan, Quejon og Pusan; ligeledes bliver de gode nyheder gjort kendt over hele Syd-Korea og på steder, hvor de aldrig før er blevet forkyndt.

I Pusan mødes der regelmæssigt 25 til 30 venner, og 8 nye blev døbt den første uge efter, at jeg var vendt tilbage til Korea. I Taegu mødes der regelmæssigt 25, og 12 nye er blevet døbt i år. I Kunsan kommer der 20 til møderne, og 13 nye er blevet døbt. I Chonju samles der 20, og 5 blev døbt. I Quejon samles regelmæssigt 7 venner, og der blev døbt 2. Kun nogle få søstre blev tilbage i Seoul, men de fortsatte med at forkynde, og 40 venner overværer regelmæssigt møderne. I sidste uge fik kredstjeneren tilladelse til at vende tiltage til Secul, og da var der 56 til stede ved hans møde.

Den 17. november 1951 begyndte jeg en rejse for at besøge de førnævnte steder. Jeg modtog pr. post specielle adgangstilladelser fra hæren til at besøge Seoul. Vennerne blev overraskede over at se mig. De omfavnede og kyssede mig og følte på mine ben og arme for at se, om jeg var rask. De arrangerede det sådan, at jeg kunne blive hos dem i deres eget hjem. Jeg var glad for det, for det var meget koldt i Seoul. Koreanerne opvarmer deres hjem ved at anbringe en potte med trækul deri eller ved at tænde en træ- eller kulild under husets undul, d.v.s. gulv. Dette opvarmer gulvet og værelset. Koreanerne spiser, sover og sidder på gulvet. Dette er altid vasket meget rent med en våd klud. Det er sædvane at give gæsten pladsen lige over ildstedet. Den fremmede, der ikke er fortrolig med denne skik, synes ofte, at han har fået en temmelig varm siddeplads. De koreanske forkyndere er glade, når missionærerne deler deres levevaner. Om aftenen bliver gulvet vasket rent, og puder og vattæpper bliver bredt ud og gør

Synd, der umuliggør genoptagelse

1. Hvad viser os, at der findes tilgivelige synder? Hvilke synder kan vi ikke lade gå upåagtet hen?

DER ER synder, som kan tilgives. Vi beder om tilgivelse for dem hver dag, hvis vi beder, således som Jesus lærte os, for i Fadervor siger vi: „Tilgiv os vor skyld, som vi også har tilgivet vore skyldnere.“ (Matt. 6:12, NW) Vi kan tilgive visse synder. Det vil sige, vi kan tilgive en andens overtrædelser imod os. Vi kan ikke fjerne dem og gøre ham ren igen. Nej, men når nogen beder om tilgivelse, kan vi tilgive dem. I Galaterne 6:1 (NW) siges der: „Brødre, selv om et menneske begår et fejltrin, inden han er klar over det, prøv da I, som har de åndelige kvalifikationer, at hjælpe en sådan til rette med en mildhedens ånd, idet I hver især holder øje med jer selv, af frygt for at I også måtte fristes.“ Vi har således et ansvar over for sådanne syndere, et ansvar, der dikterer os at gå til dem, eller når de kommer til os, at hjælpe dem til at blive på den rette vej, før der er nogen tale om udstødelse. Vi kan tilgive dem. Vi kan hjælpe dem, hvis deres hjerte er ret, og de viser det. Men hvis de ikke viser noget tegn herpå, og deres synd virkelig berører menigheden, så er der ingen grund til, at vi skulle se igennem fingre dermed og sige: „Godt, så glemmer vi det for denne gang.“ Vi kan ikke gøre det af hensyn til denne person eller for organisationens skyld.

2. Hvad sagde Jesus var en utilgivelig synd, og hvem kan begå en sådan synd?

² Den eneste synd, der ikke er tilgivelse for, er synden mod den hellige ånd. Kristus Jesus talte om denne synd. I Mattæus 12:31, 32 (NW) sagde han: „Derfor siger jeg til jer: enhver slags synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelse imod ånden skal ikke tilgives. For eksempel, hvem der end taler et ord imod Menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men hvem der end taler imod den hellige ånd, ham vil det ikke blive tilgivet, nej, ikke i det nuværende tingenes system og heller ikke i det kommende.“ Nu vil du måske undre dig over, hvilken slags synd der her kan være tale om. Hvad som helst, der er i modstrid med den åbenbare tilkendegivelse af Guds virksomme kraft, er imod Guds ånd, for hans ånd er hans virksomme kraft og ikke et åndevæsen eller en tredje gud i en formodet „hellig treenighed“. Mennesker, som ikke er kristne, som for eksempel de farisæere, hvem Jesus her talte til, kan synde imod den hellige ånd, for de kan stå over for tilkendegivelsen af den.

3. Hvorledes kan vi bedrøve den hellige ånd, og hvilken fare udsætter man sig for, hvis man vedbliver dermed?

³ Efter at vi har indviet os til Jehova Gud og har besluttet os til at gøre hans vilje, er vi kommet ind under Jehova Guds virksomme kraft, hans hellige ånd. Så er vi ansvarlige over for ham, så vi handler efter den ånd. Dersom vi handler imod denne hellige ånd, vil vi bedrøve den. Vor handlemåde eller vor tale vil være anstødelig over for det, denne hellige ånd er, og vil svække Guds ånd i os. I Efeserne 4:30 (NW): „Bedrøv heller ikke Guds hellige ånd, med hvilken I er blevet beseglet til en udfrielsens dag ved genløsning.“ Vi har måske ikke spottet den hellige ånd, men vi kan have bedrøvet den dybt. Dog kan vi gå så langt, at vi ikke blot bedrøver den, men i virkeligheden synder imod den hellige ånd. Dersom vi vedbliver med at handle uret og at bedrøve den hellige ånd, så vil vi til sidst komme til det punkt, hvor vi vil blive udstødt af menigheden. Vi har syndet imod den hellige ånd, og den er ikke længere i os. Den besegler os ikke længere til en udfrielse ved genløsning til Guds rette tid.

4. Hvem vil Gud ifølge Hebræerne 10:25-28 ikke genoptage?

⁴ At blive udstødt for en sådan utilgivelig synd er meget alvorligt. Gud vil ikke genindsætte nogen, dersom de har fornægtet Kristi genløsningsoffer og med overlæg har modarbejdet Guds menighed. Hebræerne 10:25-38 (NW) advarer: „Lad os ikke svigte vor egen forsamling, som nogle har for skik, men opmuntre hverandre, og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig. Thi begår vi synd med vilje efter at have modtaget den nøjagtige kundskab om sandheden, gives der ikke mere noget offer for synder, men en frygtelig forventning om dom og en nidkærheds brand, der skal fortære de genstridige. Enhver, som har ladet Moseloven uænset, dør uden medlidenhed på to eller tre vidners udsagn. Hvor meget hårdere en straf mener I da ikke, det menneske vil fortjene, som har trådt Guds søn under fod, og som har holdt pagtens blod, hvormed han blev helliget, for at være af almindelig værdi og har krænket den ufortjente godheds ånd med foragt?“

5. Hvorledes synder de, som synder imod den hellige ånd? og hvilken skæbne vil ramme dem til sidst?

⁵ Utilgivelige syndere, der engang var i menigheden, synder imod den hellige ånd. De kæmper imod Gud, de vender sig imod Kristus Jesus, de efterligner ikke mere Gud, de vandrer ikke mere i kærlighed, de er syndere imod den åbenbare manifestation af Guds hellige ånd og fortjener tilintetgørelse. Til tider bedrøver vi måske i menigheden den hellige ånd. Så længe vi kun bedrøver den, har vi mulighed for, hvis vi angrer og ændrer vor handlemåde, at komme tilbage i Guds organisation. Men går vi over grænsen og til det punkt, hvor vi med vilje og begær synder imod den hellige ånd, Guds virksomme kraft, og modarbejder dens manifestation, så er Gud færdig med os. Så er vi overgivet til Satan og hans organisation til vort køds undergang. Det er en frygtelig ting at blive kastet ud af Guds menighed, at blive tilintetgjort som Kora og hans tilhængere, at blive stenet til døde som Akan eller at blive kendt uværdig til at leve i Guds menighed nu. Til farisæerne, som så Guds hellige ånds åbenlyse virken gennem Jesus og dog talte ilde om den og kaldte den Beelzebuls ånd, sagde Jesus ved en senere lejlighed: „Slanger, slangeyngel, hvordan skal I kunne fly fra Gehennas dom?“ — Matt. 23:33, NW; 12:22-28, 31, 33.

6. Hvis fejl er det, dersom man udstødes, og hvorfor?

⁶ Bliver vi udstødt af Guds menighed, så er det vor egen fejl, på grund af vor egen urette færd, fordi vi ikke fornyr vort sind, fordi vi ikke lever efter det mønster, Gud har opstillet. Som det siges i Efeserne 5:1, 2 (NW), efter at Paulus taler om at bedrøve Guds hellige ånd: „Bliv derfor Guds efterlignere, som elskede børn, og vedbliv at vandre i kærlighed, ligesom også Kristus elskede jer og gav sig selv hen for jer som en gave og et offer til Gud som en liflig duft.“

7. Hvad har Mattæus 18:15-17 at gøre med denne sag, især med henblik på at gå til menigheden?

⁷ Der er endnu et skriftsted, der har berøring med dette emne, og det er i Mattæus 18:15-17. Der står: „Hvis din broder begår en synd, gå hen og vis ham hans fejl mellem dig og ham alene. Hvis han hører dig, har du vundet din broder. Men hvis han ikke hører, så tag endnu een eller to med dig, for at enhver sag kan blive afgjort efter to eller tre vidners udsagn. Hvis han ikke hører dem, så tal med menigheden. Hvis han end ikke hører menigheden, så lad ham være for dig som en ud af nationerne og som en skatteopkræver.“ (NW) Dette skriftsted har ikke noget at gøre med udstødelse af menigheden. Når der står, at man skal gå til menigheden, så vil det sige, at man skal tale med de ældre eller mere modne i menigheden og med dem drøfte sine private vanskeligheder. Dette skriftsted omtaler kun en personlig udstødelse.

8. Hvorledes kan en sådan vanskelighed opstå, og i hvor stort et omfang gælder udstødelsen?

⁸ Der er måske en, der ikke kommer godt ud af det med en anden i kredsen. Han har måske bygget et hus for ham, og den anden broder mener måske, at han er blevet bedraget i forbindelse med dette byggeri. Han kan have indgået en kontrakt i dette forretningsanliggende, og de to brødre bliver uenige og kommer op at skændes om denne sag. Her siger Jesus, at dersom I har noget at bebrejde hinanden, så søg at få sagen ordnet indbyrdes. Kan I ikke komme til enighed, så bed en eller to andre om at høre på jer og hjælpe og råde jer. Hvis det ikke bringer nogen løsning på sagen, så betyder det blot, at I to undgår hinanden, idet du behandler ham som en skatteopkræver eller en ikke-jøde uden for menigheden. Det, du har med ham at gøre, foretager du blot på et rent forretningsgrundlag. Det har intet med menigheden at gøre, fordi denne krænkelse eller synd eller misforståelse ikke er nogen grund til at udstøde ham af kredsen. Den slags ting bør ikke bringes til afgørelse i menigheden. Vi skal ikke søge at dele menigheden i to lejre og sige: „Jeg ønsker, at I alle skal holde med mig“, mens den anden siger: „Jeg ønsker, at I skal holde med mig“, når det drejer sig om et personligt problem, der intet har at gøre med forkyndelsen af evangeliet eller med at bevare menigheden ren. Dette skriftsted i Mattæus 18:15-17 er ofte blevet brugt i forbindelse med udstødelse af sådanne personer af organisationen, men det taler kun om personlig undgåelse af en anden.

9. Hvad bør vi i betragtning af det foregående bestræbe os for, og hvorfor?