Atomfysiker — ja eller nej?
FORTALT AF FRED WILSON
VILLE jeg være atomfysiker — eller hvad? Det var det spørgsmål jeg stod over for i begyndelsen af 1940rne. ’Det kan da ikke have været så vanskeligt at afgøre,’ siger du måske. Nej, overfladisk set var det måske ikke så svært at vælge, for verden var lige ved at træde ind i atomalderen. Der var mange vellønnende stillinger at få, og arbejdet var umådelig interessant, ja spændende. Hvorfor da være i tvivl?
Fordi det også blev et spørgsmål om religion. Ja, noget der var endnu mere interessant og endnu mere spændende, kom ind i mit liv. Men lad os gå nogle år længere tilbage og få baggrunden for det hele.
Vores familie boede i en typisk lille landsby på den canadiske prærie, hvor alt afhang af hvedehøsten. I en tidlig alder lærte vi værdien af slidsomt arbejde, og efter skoletid tjente vi penge ved at arbejde i forretninger, save træ, slæbe korn eller køre med heste. Hjemme beklagede vi fire drenge savnet af en søster, for det betød at vi måtte lave mad, vaske op, samt vaske og stryge. Først mange år senere kom jeg virkelig til at påskønne det jeg havde lært i disse tidlige år.
Vor religiøse baggrund
Religion spillede en stor rolle i vort liv, selv om vi bestræbte os for ikke at „komme ind i noget“. Mor tilhørte en gruppe der troede fuldt og fast på „helvede“ og som holdt møder i „evangeliesalen“, det eneste navn vi kendte for vort trossamfund. Far var frimurer og overlod det religiøse til mor. Hvor jeg dog misundte ham når han blev siddende derhjemme og læste avis mens vi måtte gå i søndagsskole! Min mor og min morfar læste daglig i Bibelen, og hvis vi børn var uforsigtige nok til at være i nærheden når det skulle foregå, blev vi tvunget til at være med.
Det der allerede i drengeårene vakte min afsky for religion, var noget der skete en vinteraften. Det var min tur til at tænde op i salen til et særligt møde med en rejsende evangelist. Ilden var lige begyndt at brænde godt, og hvem kom da ind ad døren? Prædikanten selv! Han satte mig på en stol og begyndte at prædike for mig. Han ville have at jeg dér på stedet skulle falde ned på knæ og „blive frelst“. „Hvis du ikke gør det,“ sagde han, „vil det være det samme som at kalde din moder en løgner.“ Det var det sidste i verden jeg ville gøre. Men samtidig kunne jeg simpelt hen ikke gøre det han bad mig om. Til sidst gav han op og lod mig gå. Fra da af kølnedes min interesse for religion.
Under uddannelse
I begyndelsen af trediverne ramtes prærierne af den økonomiske depression, og det blev knappe tider for vores familie. Det kulminerede i 1937, da alle de unge mænd måtte rejse ud for at søge arbejde i provinser hvor katastrofen ikke havde ramt så hårdt. Jeg tog sammen med andre til Manitoba. Efter få måneders arbejde sendte vi vore penge hjem og rejste tilbage igen.
Disse penge var med til at betale undervisningshonorarer og logi da jeg studerede ved Saskatchewans universitet. Studiet omfattede forskellige fag, blandt andet biologi, hvilket indbefattede undervisning i udviklingsteoriens grundprincipper. I betragtning af min religiøse baggrund, hvor jeg havde lært om et brændende helvede, forekom denne teori mig ret plausibel. At betvivle teorien ville have været det samme som at ’acceptere det uacceptable’, nemlig skabelse. Derfor troede vi blindt på teorien, uden at stille spørgsmål.
Efter eksamen i 1938 besluttede jeg mig til at læse videre inden for atomfysik. Det begyndte at blive lidt lettere at klare økonomien, eftersom vi der havde taget eksamen, blev ansat som laboratorieinstruktører for klasser af studerende. Jeg arbejdede også som tekniker på en radonstation der blev drevet på universitetet af en klinik til behandling af kræft i overfladevæv. Mit arbejde som tekniker bestod i at komme radon, en radioaktiv luftart, ind i et tyndt guldrør, som derefter blev delt op i ganske små „hylstre“ der af lægen blev anbragt i det syge væv. Strålingen fra radonet angriber det kræftramte væv uden at det går unødigt ud over det sunde væv. Vi kunne i forvejen bestemme hvilken styrke der skulle anvendes i de enkelte tilfælde, og hvor lang tid behandlingen skulle vare, eftersom radon henfalder med en ganske bestemt hastighed. Dette vidnesbyrd om orden og plan i de radioaktive stoffer var blot én af de mange ting der fik mig til at spørge: Hvordan kunne alt dette være sket ved et tilfælde, sådan som udviklingsteorien ville have os til at tro?
På det tidspunkt arbejdede jeg på min magistergrad under dr. Gerhard Herzberg (som fik nobelprisen i kemi i 1971) og foretog forsøg som gik ud på at bestemme afstanden mellem atomerne i siliciumsulfidmolekylet (SiS). Vi gjorde dette ved at måle bølgelængden af linjer i stoffets absorptionsspektrum og anvende komplicerede matematiske formler. Her var igen vidnesbyrd om plan og orden. Det betød jo at der bag alt dette måtte stå en Videnskabsmand og Matematiker! Men vigtige spørgsmål forblev ubesvarede: Hvem? Hvordan? Hvornår?
Alle vi der havde taget afsluttende eksamen, søgte om stipendier for at læse videre, og hvor var jeg glad for at modtage tilbud fra såvel Massachusetts’ teknologiske institut og Cornell-universitetet i De forenede Stater! Men verdensscenen skiftede med foruroligende hast. Jeg husker hvordan vi ved det fysiske fakultet følte det den dag aviserne bekendtgjorde: ’Atomet er blevet spaltet!’ Der var undergangsstemning i dr. Herzbergs ord da han stærkt bevæget sagde: „Hvad bliver så ikke det næste?“ Efterhånden som den anden verdenskrig skred frem, spekulerede vi på hvordan den ville berøre os. Så lukkede Canada sine grænser, sådan at ingen med universitetseksamen i naturvidenskab kunne tage ud af landet. Derfor søgte jeg i 1941 om et stipendium fra National Research Council for at kunne fortsætte mine studier ved Torontos universitet.
Der læste jeg for at tage min filosofiske doktorgrad, samtidig med at jeg arbejdede som civilinstruktør for hæren i fundamental radarteknik. Da disse kurser hørte op i 1943, måtte vi instruktører træffe et valg: enten gå ind i industrien eller gå ind i flåden som radaroperatører langs Canadas sårbare østkyst, indtil vi en dag kunne fortsætte vore studier. I 1942 var jeg imidlertid blevet gift med Grace, der studerede fysioterapi, og efter eksamen gik de fleste i hendes klasse ind i sygeplejekorpset. Eftersom dette betød at vi ville blive skilt fra hinanden, besluttede vi os for ikke at gå ind i hæren, og jeg fik arbejde som eksperimenterende fysiker for et firma der fremstillede instrumenter til flyvemaskiner.
Spørgsmålet begynder at tage form
Skønt ingen af os var særligt religiøse (faktisk begyndte jeg at lære Grace udviklingsteoriens grundprincipper), følte vi at vi burde tilhøre en kirke. Derfor begyndte vi at komme i forskellige. Efter hvert besøg analyserede vi det vi havde hørt: ét sted en boganmeldelse, et andet sted en prædiken om at gå ind i hæren! Med så lidt at vælge imellem besluttede vi os til blot at købe en bibel og læse den på egen hånd. Nogle uger senere kom en dame til døren og læste nogle skriftsteder for min kone, og hun tilbød at komme igen. „Jeg fortalte hende at jeg havde travlt med at læse til min afsluttende eksamen og at hun kunne komme igen om nogle måneder,“ sagde Grace senere til mig. „Åh, javel,“ svarede jeg, „hun kommer sandsynligvis ikke igen.“ Men jeg tog fejl, for en dag stod hun igen ved døren. Vi havde gæster, så der blev aftalt et besøg den følgende aften.
Vi var ret betænkelige da kvinden vendte tilbage sammen med sin mand. Et af de første spørgsmål jeg stillede, var: „Hvad tror I om helvede?“ „Strengt taget kan det være lige meget hvad vi tror,“ lød svaret. „Det der har betydning, er hvad Bibelen lærer. Har I en bibel?“ Så viste han os i vores egen nye bibel at der visse steder hvor teksten sagde „helvede“, var en fodnote hvor der stod: „eller graven“. Dér fik vi sandelig noget at tænke over! Sådan begyndte en række bibeldrøftelser med Teije og Elsie Hoornveld, der brugte al deres tid i dette forkyndelsesarbejde. Efter nogle få besøg forklarede de os at de, som Jehovas vidner, var forbudt i Canada. Det bekymrede os nu ikke særlig meget, eftersom vi var glade for det vi lærte. Faktisk gik der ikke ret lang tid før min kone og jeg begyndte at følges med dem fra hus til hus for at forkynde „den gode nyhed“. Tre måneder senere, den 22. august 1943, blev vi døbt ved et stævne i Detroit, Michigan, U.S.A.
Dengang troede mange af os at Harmagedon var lige om hjørnet. (Åb. 16:14, 16) Vi følte derfor at vi burde ofre mere tid i forkyndelsen, ligesom Teije og Elsie gjorde. Min samvittighed begyndte også at nage mig på grund af mit arbejde. Var det i overensstemmelse med den kristne neutralitet? Vi fortalte andre om Riget, og Jesus Kristus havde sagt: „Mit rige er ikke en del af denne verden.“ (Joh. 18:36) Men var jeg en del af verden, når jeg var med til at fremstille instrumenter til krigsfly? (Es. 2:2-4) På den anden side havde jeg ofret mange år på at blive fysiker, så skulle jeg virkelig opgive dette arbejde? Efter mange overvejelser indgav jeg min afskedsbegæring i november 1943 og begyndte at arbejde som heltidsforkynder af „den gode nyhed“.
Jeg konfronteres direkte med spørgsmålet
Indtil da havde jeg været fritaget for militærtjeneste fordi mit arbejde blev anset for at have betydning for landets krigsindsats. Men nu blev min fritagelse annulleret, og jeg blev indkaldt til militærtjeneste. I breve til myndighederne forklarede jeg mit ønske om at fortsætte som heltidsprædikant og anmodede som sådan om at blive fritaget for værnepligt. Svaret kom den 25. december i form af seks politibetjente. To af dem stod ved fordøren, to ved bagdøren og to trængte ind i vores bolig. Og hvor var jeg? I badekarret! Det blev mit sidste behagelige bad i nogen tid. Jeg blev arresteret, anklaget for ikke at ville aftjene min værnepligt, og idømt en måneds fængsel i Toronto, hvorefter jeg ville blive overgivet til militæret.
Nu havde jeg virkelig tid til at overveje min stilling. Det så ud til at spørgsmålet om hvorvidt jeg skulle stræbe efter en karriere som atomfysiker, ville blive besvaret negativt. Men mærkeligt nok var jeg ikke spor ked af det. ’En dag i fremtiden kan jeg fortsætte mine studier,’ tænkte jeg. Spørgsmål af større betydning var blevet besvaret tilfredsstillende. Jeg vidste at der fandtes en Skaber hvis navn var Jehova. (Sl. 83:19) Jeg vidste også at det var hans hensigt at oprette en ny orden hvor der ville råde fred og retfærdighed. Og vi kunne tilmed få en andel i den. Jeg vidste hvor det bar hen, og hvorfor. Den måned i fængsel brugte jeg derfor tiden klogt, idet jeg læste hele Bibelen igennem. Dette bestyrkede mig kun i min beslutning!
Jeg blev imidlertid sønderknust da jeg fik et brev fra min religiøse moder. „Jeg havde aldrig troet at en af mine drenge skulle ende som forbryder,“ stod der. Men min ikke-religiøse fader skrev: „Min dreng, hvis du tror på det, så lad ingen, ikke engang [premierminister] Mackenzie King, få dig til at skifte mening.“ Deres reaktion hver især var lige den omvendte af hvad jeg havde regnet med!
De første par dage i fængselet gjorde de andre fanger i afdelingen nar af mig. Og sikken en hob de var — tyve, narkomaner og uhumske drankere! En af dem var den daværende offentlighedens fjende nr. 1, Mickey MacDonald, der ventede på at blive dømt for at have plyndret en lastvogn læsset med whisky. En dag da de andre overdængede mig med ukvemsord, sagde han: „Hør nu her, gutter! Vi er her alle sammen fordi vi har overtrådt loven. Men han der har ikke gjort noget forkert. Lad ham være, eller jeg skal . . .!“ Derefter gjorde ingen mig noget.
Efter udstået straf blev jeg overgivet til hæren. Den kommanderende officer underskrev alle papirerne, og jeg var nu soldat. Da jeg nægtede at adlyde visse ordrer, blev jeg sat i varetægtsarrest og stillet for en krigsret. Under retssagen fik jeg fuld lejlighed til at fremlægge mit forsvar for de tre dommere. Det var en ny og spændende oplevelse for mig at mærke hvordan ’den hellige ånd lærer én hvad man bør sige’, for den hjalp mig virkelig til at huske de rigtige skriftsteder, som for eksempel Johannes 17:16 og Daniel 2:44. (Luk. 12:11, 12) Efter retssagen tog en af dommerne mig til side. Han kunne ikke forstå at jeg ikke ville være soldat, eftersom jeg allerede havde fået en officersbestalling i hæren gennem officerernes træningskorps på universitetet. Han foreslog da at jeg gik ind i hæren som feltpræst, så ville de lade sagen falde. Hovedpunktet i mit afslag var: „Hvem er værst, den der velsigner geværet eller den der lægger fingeren på aftrækkeren?“ Jeg blev så idømt seks måneders ophold i en militær interneringslejr ved Niagara-on-the-Lake.
Lejren bestod af små barakker med omkring en halv snes celler, og en stor, indhegnet gård. I utvetydige vendinger lod den ansvarshavende officer — en lille, tætbygget mand der brølede som en tyr — os forstå hvad man forventede af os. Det var strengt forbudt at tale, og alt skulle foregå „i dobbelt tempo“. Vi skrubbede gulve indtil vore hænder var sprukne og fyldt med vabler. Så skulle vi løbe rundt i gården i fuldt firspring i den bagende sol indtil sveden løb ned ad ryggen på os. Hvis nogen sakkede agterud, var vagten straks over ham og gav ham et stød med geværkolben. Derefter skulle vi undertiden løfte en balje vand op over hovedet, og igen i dobbelt tempo løbe rundt i gården mens det kolde vand pjaskede ned over os. Sådan var den daglige rutine.
Vi var tre Jehovas vidner i lejren. Men efter kort tids forløb besluttede den ene at gå ind i hæren. Mens han ventede på sin løsladelse fik han lov til at tale med mig, i et forsøg på at overtale mig til at følge hans eksempel. Men jeg indså at den kundskab jeg havde om Guds hensigter, havde jeg fået hos Jehovas vidner. Så jeg var besluttet på at holde mig til dem.
Under de strenge forhold i lejren gik tiden langsomt. Men endelig blev jeg da løsladt og kom tilbage til kasernen. Processen gentog sig, og snart fik jeg besked om at jeg på ny skulle for en krigsret.
Denne gang lød dommen også på seks måneder, men i en civil arbejdslejr ved Burwash i det nordlige Ontario. Rejsen var uforglemmelig. Vi fanger var lænket sammen med håndjern to og to, og desuden lænket sammen i en lang række med en svær lænke. Da vi gik gennem Torontos gader til jernbanestationen og satte os til rette i toget, stadig lænket sammen, var vi genstand for mange nysgerrige blikke. Jeg var det eneste Jehovas vidne på holdet.
I Burwash var livet bedre end i militærfængselet, for vi arbejdede udendørs med at fælde træer og save stammerne op. Det var i vinteren 1944. Om aftenen kunne vi læse og tale sammen. Jeg havde således mulighed for at forkynde en hel del for andre fanger. Efter godt fem måneders forløb var jeg på vej ud, hjemsendt fra hæren i vanære. Jeg var blevet kasseret ved en helbredsundersøgelse. Det var den såkaldte PULHEMS-undersøgelse. Hvert af disse bogstaver står for en del af legemet (U for eksempel for „upper limbs“, det vil sige armene, og så videre), og enhver der fik et 8-tal under et af bogstaverne blev hjemsendt. Jeg fik et 8-tal under „S“ (sanseopfattelse). Kort sagt, jeg blev anset for at være mentalt uligevægtig.
Spørgsmålet afgøres
Selv med denne ’tvivlsomme anbefaling’ blev jeg indbudt til at hjælpe til på Vagttårnets trykkeri. Grace arbejdede der allerede. At køre en trykkemaskine var en ny, men dejlig oplevelse, og det var en stor glæde at arbejde sammen med gode trosfæller. Efter fire års forløb blev forbudet hævet. Det var i juni 1944. Selskabets kontor i Toronto blev genåbnet, og snart var der planer om at få større gang i forkyndelsen af Riget.
I december 1945 fik vi til opgave at arbejde på Selskabets ekspedition i Vancouver. To år senere var vi i rejsetjenesten og besøgte menighederne i den smukke Fraser-dal. Efter et år i dette spændende arbejde blev vi til vores store begejstring indbudt til Vagttårnets bibelskole Gilead for at blive oplært som missionærer. Hvor denne undervisning dog styrkede vores tro på Kilden til den vældige kraft der er bundet i det ganske lille atom. (Es. 40:26) Alt for hurtigt fik undervisningen ende, afslutningsdagen kom og gik, og vi pakkede vore kufferter for at rejse ud til et fremmed distrikt. Mens vi frasorterede de ting vi ikke ville få brug for, tøvede jeg længe ved to bøger af dr. Herzberg om atom- og molekylestruktur, to bøger der havde tjent som grundlag for mine studier. Til sidst lagde jeg dem væk. Spørgsmålet var blevet endeligt afgjort.
Den 29. december 1949 ankom vi til vort distrikt i Santiago, Chile. Det spanske var svært i begyndelsen. Men efterhånden så vi vores arbejde bære frugt i form af gode bibelstudier med oprigtige mennesker, hvoraf nogle aldrig før havde set en bibel. Adskillige af disse kærlige chilenere blev vore åndelige brødre og søstre. Hvor det varmede os om hjertet at se deres nidkærhed og begejstring for sandheden! Forkyndelsen af Riget voksede og voksede idet flere missionærer kom til og menigheder blev oprettet rundt om i landet. Vores nye beskæftigelse var i sandhed lønnende!
Med årene kom nye tjenesteprivilegier: vi kom ind for at arbejde på Selskabets udvidede afdelingskontor i Santiago, jeg tjente som lærer på Rigets tjenesteskole, og jeg besøgte afdelingskontorer og missionærhjem i ni nabolande for at opmuntre medarbejderne og medvirke til at koordinere forkyndelsesarbejdet. Det var i sandhed en glæde og tilfredsstillelse at se Jehovas velsignelse, idet antallet af forkyndere i disse lande vedblev med at vokse!
I april 1969 skete der en stor forandring vort liv. Vi blev overført til afdelingskontoret i São Paulo, Brasilien. Ja, det blev nødvendigt at lære endnu et nyt sprog, portugisisk. Det var ikke nemt at rejse fra Chile efter at have set Jehovas folk dér vokse fra 200 til 6000 over en periode på 19 år. Blandt dem var adskillige af vore åndelige børn og børnebørn, foruden mange som vi havde samarbejdet med i årevis. Men vores motto var: „Her er jeg, send mig!“ (Es. 6:8) Tunge om hjertet sagde vi derfor „Hasta luego“ til dem alle, men med mange lykkelige minder at tænke tilbage på i de kommende år.
I Brasilien var der allerede 55.000 som nidkært forkyndte „den gode nyhed“. Arbejdet gik fremad i dette katolske land hvor så mange hælder til spiritisme. Her fandt vi den samme villige ånd i tjenesten for Jehova, og år efter år tog tusinder imod Bibelens sandheder og indviede sig til Gud. Som følge af deres flittige arbejde er der nu over 106.000 forkyndere af Riget, fordelt i 2012 menigheder, i Brasilien. I São Paulo er betelfamilien, som betjener disse menigheder, vokset fra 40 til 155. For fem år siden glædede vi os over at kunne indvi en ny fabriksbygning hvor Vagttårnet og Vågn op! skulle trykkes på portugisisk. Nu er forholdene blevet alt for trange, og vi er igen i færd med at bygge. Det nye betelhjem og trykkeri kommer til at ligge 140 kilometer fra São Paulo, i fredelige, landlige omgivelser hvor man rigtig kan glæde sig over Jehovas storslåede skaberværk. Og kun Jehova ved hvilken vækst hans folk i dette land endnu kan vente.
Fortryder jeg nu at jeg ikke svarede bekræftende på spørgsmålet om hvorvidt jeg skulle blive atomfysiker? Jeg synes stadig at atomfysik er umådelig interessant. Men hvordan skulle jeg kunne fortryde at jeg har lært den store Videnskabsmand og Matematiker at kende som har udtænkt og skabt atomet? Hvordan skulle man kunne fortryde at man har brugt det meste af sit liv til at udbrede kendskabet om ham til andre? Hvordan skulle man kunne fortryde at man er blevet en del af en verdensomspændende åndelig familie der har indviet sig til Jehova? Så langt fra at fortryde noget, føler jeg tværtimod som Asaf, der erklærede: „At leve Gud nær er min lykke, min lid har jeg sat til den Herre [Jehova], at jeg kan vidne om alle dine gerninger.“ — Sl. 73:28.