Biolog undersøger Bibelen

MIN hustru og jeg havde været under uddannelse som forskende biologer i godt seks år. Jeg havde fået en omfattende undervisning i evolutionsteorien mens jeg gik på universitetet. Hertil kom at jeg arbejdede som konservator af krybdyr ved et taksonomisk museum (taksonomi: biologisk klassifikation) og var i kontakt med hvad man betragter som de „bedste hjerner“ inden for evolution og klassifikation. Som følge af min uddannelse nærede jeg ingen tillid til at der fandtes en Gud. Hvis han var til, tænkte jeg, var han næppe til nogen nytte.

Den sidste tid jeg gik på universitetet tog jeg et kursus i systematik og evolution. Det var et meget omfattende kursus i gradvise forandringsmekanismer, manglende led, taksonomi, og så videre. Som professor havde vi en Harvard-uddannet videnskabsmand, som jeg arbejdede nært sammen med på museet. Den sidste kursusdag fremsatte han en yderst overraskende udtalelse, nemlig at evolutionsteorien ikke var sand videnskab, og han fortalte os også hvorfor den ikke var det. Det han sagde fik mig til at tænke.

Efter eksamen fortsatte min hustru og jeg studierne på universitetet for at få vores magistergrad. Jeg kunne ikke glemme hvad denne professor havde sagt, så jeg påbegyndte en grundig undersøgelse af videnskabens metoder. Efterhånden som min undersøgelse skred frem erkendte jeg mere og mere klart evolutionsteoriens næsten fuldstændige mangel på grundlag.

I den samme periode begyndte jeg at gå til kristenhedens kirker med mine spørgsmål. Jeg ville gerne vide om der fandtes en Gud, og i givet fald hvordan han var. De svar jeg fik var utilfredsstillende: Det var et mysterium og jeg skulle ikke spekulere på det. Jeg var ganske vist blevet interesseret i Bibelen, men jeg opdagede hurtigt at kristenheden intet havde at give mig, så jeg besluttede mig til ikke at beskæftige mig mere med den og med Bibelen. I stedet rettede jeg opmærksomheden mod østens religioner, men fandt den samme tomhed dér.

På dette tidspunkt befandt vi os ved et vendepunkt i vort liv. Min hustru var gravid og ventede vort første barn. Jeg skulle afslutte min universitetsuddannelse omkring ved den tid da vi ventede barnet, og jeg kunne ikke få arbejde nogen steder. Jeg var overbevist om at alle menneskenes modstridende filosofier og religiøse opfattelser alt i alt udgjorde et stort, fedt nul. Derfor besluttede jeg mig til at følge familiens tradition og meldte mig som frivillig til marineinfanteriet.

En nat bad jeg en stille „bøn“, nærmest for at forvisse mig om at jeg havde ret. Den lød nogenlunde sådan: „All right, du deroppe, hvis der er nogen; hvis der findes nogen sandhed eller hvis der er nogen grund til at jeg bliver ved med at spejde, vil jeg gerne vide det, og hvis ikke, vil jeg aldrig mere spekulere på det.“

Jeg havde aldrig talt med et af Jehovas vidner, ja end ikke set ét for den sags skyld. Men den næste formiddag klokken 9 stod der to damer ved min dør og tilbød bogen Sandheden der fører til evigt liv og et gratis hjemmebibelstudium. Jeg var lamslået men tog imod deres tilbud; i løbet af en dag eller to ville de sende én der kunne studere med mig.

Mellem dette indledende besøg og det første studium „slugte“ jeg ’Sandhedsbogen’. Da manden indfandt sig til det første studium fyrede jeg nogle spørgsmål af, og blev forbavset over at han kunne besvare dem alle med henvisning til Bibelen. Da vi havde haft vort tredje studium var jeg besluttet på at blive et af Jehovas vidner; min hustru tog først beslutningen efter vort femte studium. Selv derefter havde vi meget at lære. Derfor begyndte vi at gå til møde, og vi fortsatte med at stille spørgsmål og at læse alt hvad vi kunne få fat på af Jehovas Vidners bøger og blade.

Men så var der det andet problem. Jeg havde meldt mig som frivillig til marineinfanteriet og var blevet antaget. Bønnen var nu igen den eneste udvej, og vi benyttede os frimodigt og ofte af den, men nu var den forbundet med større ærbødighed.

Der gik nogle få dage; så modtog jeg en telefonopringning. Vietnamkrigen var ved at blive afsluttet, og i marineinfanteriet havde man besluttet ikke at indkalde mig.

Vores barn blev født en måned efter. Jeg begyndte at arbejde som svejser på nathold. Min hustru og jeg blev døbt samtidig som symbol på vores indvielse, og vi fortsætter glade med at tjene Jehova, den største af alle Videnskabsmænd.