Styrket til at modstå fristelser
„DA JEG som teenager arbejdede i en dagligvareforretning, blev jeg inviteret hjem til en kollega,“ fortæller Timothy. „Han sagde at hans forældre ikke var hjemme på det tidspunkt, og at der kom piger som man kunne gå i seng med.“ Mange unge ville uden tøven tage imod en sådan indbydelse. Men hvad svarede Timothy? „Jeg sagde rent ud at jeg ikke ville komme, og at jeg ikke kunne tænke mig at stå i forhold til nogen jeg ikke var gift med.“
Uden at Timothy vidste det, lyttede en ung kvindelig ansat til det han sagde. Hans uskyld virkede tiltrækkende på hende, og inden længe var han også nødt til at afvise hende. Det gentog sig faktisk i en periode, som det vil fremgå af artiklen.
Fristelser er selvfølgelig ikke kun et nutidsfænomen. For cirka 3000 år siden skrev kong Salomon: „Min søn, giv ikke efter hvis syndere prøver at lokke dig. . . . Hold din fod fra deres sti.“ (Ordsprogene 1:10, 15) Jehova gav israelitterne følgende befaling: „Du må ikke følge mængden i slette forehavender.“ (2 Mosebog 23:2) Ja, til tider må vi modstå fristelsen til at begå overtrædelser som de færreste har skrupler ved at begå.
Hvorfor det er vigtigt at sige nej i vor tid
Det har aldrig været let at modstå fristelser, og i vor tid kan det være særlig svært fordi vi lever i det som Bibelen kalder „de sidste dage“ for denne tingenes ordning. Ganske som forudsagt i Bibelen er flertallet blevet venner af sanselige nydelser og vold, på bekostning af både åndeligt livsindhold og moralværdier. (2 Timoteus 3:1-5) En jesuitisk universitetsrektor har sagt: „Vort traditionelle normsæt er blevet anfægtet og fundet mangelfuldt eller umoderne. Der synes ikke længere at være nogen moralske landemærker tilbage.“ En højesteretsdommer har samstemmende udtalt: „Der er ikke mere noget der er sort og hvidt. Alt er gråt. . . . Færre og færre mennesker kender forskel på ret og uret. I dag består fejlen ikke i det man har gjort, men i at man er blevet opdaget.“
Om dem der har disse holdninger, skrev apostelen Paulus: „De er mentalt formørkede og udelukkede fra det liv der hører Gud til, på grund af den uvidenhed som er i dem, på grund af deres hjertes ufølsomhed. Da de har mistet al moralsk sans, har de givet sig selv hen til skamløshed for i havesyge at øve al slags urenhed.“ (Efeserne 4:18, 19) Men dette vil få konsekvenser. Esajas erklærede: „Ve dem der kalder ondt for godt og godt for ondt, som gør mørke til lys og lys til mørke!“ (Esajas 5:20) De vil ikke kun komme til at høste det de sår nu, men vil også opleve den største ulykke man kan forestille sig, nemlig Jehovas ugunstige dom. — Galaterne 6:7.
„Når de ugudelige skyder op som planter og alle der øver ondt sætter blomst, er det for at de kan blive tilintetgjort for evigt,“ står der i Salme 92:7. Med andre ord vil overfloden af ondskab ikke bestå for evigt og gøre tilværelsen uudholdelig for alle. Faktisk sagde Jesus at selve den „generation“ der var ansvarlig for denne ondskab, ville blive fjernet af Gud i en ’stor trængsel’. (Mattæus 24:3, 21, 34) Hvis vi vil undgå at blive ramt af denne trængsel, må vi kunne skelne mellem hvad der er rigtigt og forkert ifølge Guds normer. Vi behøver desuden moralsk styrke til at holde os fri af enhver form for forkert adfærd. Det er ikke let, men Jehova har sørget for at vi kan se hen til nogle opmuntrende eksempler fra Bibelens tid og nutiden.
En ung mand der sagde nej
Tilsyneladende er det særlig svært at modstå fristelsen til at begå utugt og ægteskabsbrud, selv for nogle i den kristne menighed. Timothy, som blev omtalt i indledningen, havde lært af det han havde læst om Josef i Første Mosebog 39:1-12. Josef viste moralsk styrke da den ægyptiske hofmand Potifars hustru prøvede at forføre ham. Beretningen fortæller at han „vægrede sig og sagde: . . . ’Hvordan skulle jeg kunne gøre noget så slet og derved synde mod Gud?’“
Hvad var det der gav Josef moralsk styrke til at afvise Potifars hustru dag efter dag? Først og fremmest hans forhold til Jehova, et forhold der var langt vigtigere for ham end en kortvarig nydelse. Og skønt han ikke var underlagt nogen skreven lov fra Gud (Moseloven hørte endnu fremtiden til), havde han klare moralbegreber og vidste at han ved at begå utugt med Potifars forblindede hustru ikke kun ville synde mod hendes mand, men også mod Gud. — 1 Mosebog 39:8, 9.
Josef forstod åbenbart hvor vigtigt det er at man end ikke tillader et begær at tænde den gnist der kan medføre et ukontrollabelt inferno af lidenskab. Den kristne gør klogt i at efterligne Josef. I Vagttårnet for 15. september 1957 stod der: „Han må erkende sin menneskelige svaghed og ikke mene, at han kan følge et sanseligt begær til den af Bibelen afstukne grænse og standse her. Selv om han med held kunne gøre det for en tid, ville han til sidst blive trukket over den afstukne grænse og ud i synd. Det kan ikke undgås, for et begær, der plejes, vokser i styrke og får stærkere og stærkere tag i et menneske. Han får da større vanskelighed med at få det ud af sindet. Hans bedste forsvar er at modstå det fra begyndelsen.“
Vi har lettere ved at modstå urette ønsker fra begyndelsen hvis vi opdyrker kærlighed til det rette og had til det urette. (Salme 37:27) Men det er en stadig kamp. Hvis vi kæmper den, vil vi med Jehovas hjælp forstærke vores kærlighed til det rette og vores afsky for det urette. Som Jesus sagde, må vi konstant være årvågne og uophørligt bede om at blive værnet mod fristelser og befriet fra den onde. — Mattæus 6:13; 1 Thessaloniker 5:17.
Hvordan man modstår gruppepres
Også gruppepres kan gøre det sværere at afvise noget uret. En teenager skriver: „Jeg lever to liv — ét i skolen og ét derhjemme. I skolen er jeg sammen med børn der ikke kan åbne munden uden at skulle bande, og jeg er ved at blive ligesom dem. Hvad skal jeg gøre?“ I en sådan situation er det påkrævet at have mod til at være anderledes, og det mod får man blandt andet ved at læse og tænke over bibelske beretninger om loyale tjenere som Josef. Andre gode eksempler er Daniel, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego — fire unge mænd der havde mod til at skille sig ud fra mængden.
Mens disse fire unge judæere sammen med nogle jævnaldrende blev uddannet ved Babylons hof, blev der serveret „en daglig forsyning af kongens fine mad“. Men de ville ikke overtræde Moselovens kostforskrifter og afslog derfor at spise maden. Det krævede rygrad, ikke mindst fordi disse retter, der jo blev kaldt „kongens fine mad“, sikkert har virket delikate. Disse unge mænd satte et godt eksempel for kristne der i dag bliver fristet eller ligefrem udsat for pres til at drikke sig fulde, ryge eller tage stoffer. — Daniel 1:3-17.
Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego bekræftede også rigtigheden af det Jesus siden sagde: „Den der er trofast i det mindste, er også trofast i meget, og den der er uretfærdig i det mindste, er også uretfærdig i meget.“ (Lukas 16:10) Deres modige standpunkt i det relativt mindre væsentlige spørgsmål om mad, og det gunstige udfald Jehova fremkaldte, styrkede dem utvivlsomt til den alvorligere prøve de siden blev sat på. (Daniel 1:18-20) Den opstod da man under trussel om dødsstraf befalede dem at dyrke en afgud. Modigt stod de tre unge mænd ved deres beslutning om kun at tilbede Jehova, og de stolede fuldt og fast på ham uanset hvad der skete. Igen velsignede Jehova dem for deres tro og mod, denne gang ved mirakuløst at beskytte dem mod flammerne da de blev kastet i en overophedet ovn. — Daniel 3:1-30.
Guds ord beretter om mange flere der modstod fristelser til at gøre noget uret. Moses nægtede at „lade sig kalde søn af Faraos datter“, skønt dette ville have givet ham rigelig adgang til „den midlertidige nydelse af synd“ i Ægypten. (Hebræerne 11:24-26) Profeten Samuel afslog at misbruge sit embede ved at lade sig bestikke. (1 Samuel 12:3, 4) Jesu apostle nægtede modigt at holde op med at forkynde. (Apostelgerninger 5:27-29) Jesus afviste også konsekvent enhver form for overtrædelse, endog lige før sin død da nogle soldater tilbød ham „vin tilsat myrra“. Hvis han havde taget imod det, kunne det have svækket hans beslutsomhed på dette kritiske tidspunkt. — Markus 15:23; Mattæus 4:1-10.
Et spørgsmål om liv og død
Jesus sagde: „Gå ind ad den snævre port, for bred og rummelig er den vej der fører til undergangen, og det er mange der går ind ad den; men snæver er den port og trang den vej som fører til livet, og det er få der finder den.“ — Mattæus 7:13, 14.
Den brede vej er populær fordi den er let at færdes ad. De der følger denne vej, gør hvad der passer dem, og handler ud fra kødelige motiver. De skiller sig ikke ud fra Satans verden, men tilpasser sig den. De betragter Guds love og principper som snærende. (Efeserne 4:17-19) Men Jesus sagde udtrykkeligt at den brede vej „fører til undergangen“.
Men hvorfor sagde Jesus at kun få vælger den trange vej? Først og fremmest fordi kun et mindretal er villige til at indrette deres livsførelse efter Guds love og principper og hente styrke herfra til at modstå de mange tillokkelser til en uret adfærd. Desuden er kun forholdsvis få indstillet på at bekæmpe forkerte ønsker, pres fra omgivelserne og frygt for at blive hånet på grund af den vej de har valgt. — 1 Peter 3:16; 4:4.
De kan sagtens leve sig ind i hvordan apostelen Paulus havde det da han beskrev den kamp han måtte kæmpe for at afvise synd. I datidens romerske og græske verden var der også en bred vej med rig mulighed for at give sig af med noget uret. Paulus skrev at hans sind, der vidste hvad der var ret, kæmpede en uophørlig kamp mod hans kød, der havde tilbøjelighed til en forkert adfærd. (Romerne 7:21-24) Ja, Paulus vidste at hans legeme var en god tjener, men en dårlig herre, og han lærte derfor at sige nej til det. „Jeg banker løs på mit legeme og behandler det som en træl,“ skrev han. (1 Korinther 9:27) Hvordan tilkæmpede han sig dette herredømme? Han kunne ikke gøre det i egen kraft, men det var muligt med Guds ånds hjælp. — Romerne 8:9-11.
Det var Guds ånd der satte Paulus i stand til at trodse ufuldkommenheden og forblive uangribelig over for Jehova lige til det sidste. Kort før sin død kunne han skrive: „Jeg har kæmpet den gode kamp, jeg har fuldendt løbet, jeg har bevaret troen. Henlagt til mig herefter er retfærdighedens krone.“ — 2 Timoteus 4:7, 8.
I vor kamp mod ufuldkommenhederne kan vi rette blikket mod fremragende eksempler, ikke blot Paulus, men også dem som han kunne gøre til sine forbilleder — Josef, Moses, Daniel, Sjadrak, Mesjak, Abed-Nego og mange andre. Skønt de var ufuldkomne, sagde alle disse troens mænd nej til det urette, ikke fordi de var stædige eller selvrådige, men fordi de gennem Jehovas ånd fik den nødvendige åndelige styrke. (Galaterne 5:22, 23) De havde et åndeligt udsyn. De hungrede efter enhver udtalelse fra Jehovas mund. (5 Mosebog 8:3) Hans ord betød livet for dem. (5 Mosebog 32:47) Frem for alt elskede de Jehova og frygtede ham, og med hans hjælp opdyrkede de tålmodigt had til det urette. — Salme 97:10; Ordsprogene 1:7.
De er værd at efterligne. Hvis vi vedblivende skal modstå fristelser til det urette i alle dets afskygninger, har vi ligesom dem brug for Jehovas ånd. Jehova giver os gavmildt af sin ånd hvis vi oprigtigt beder om den, studerer hans ord og trofast overværer de kristne møder. — Salme 119:105; Lukas 11:13; Hebræerne 10:24, 25.
Timothy, der blev omtalt i indledningen, var glad for at han ikke havde forsømt at dække sit åndelige behov. Den unge kvindelige kollega der havde hørt den nævnte samtale og på en forkert måde havde følt sig tiltrukket af Timothys uskyld, inviterede senere diskret Timothy hjem til sig på et tidspunkt hvor hendes mand ikke var hjemme. Timothy sagde nej, men hun lod sig ikke uden videre affærdige og gentog indbydelsen mange gange, ligesom Potifars hustru. Hver gang svarede Timothy venligt, men bestemt, nej. Han forkyndte endda for hende. Han var Jehova dybt taknemmelig for at han gav ham moralsk styrke til at modstå fristelsen, og han er nu lykkeligt gift med en trosfælle. Ja, Jehova vil velsigne og styrke alle der er indstillet på at bevare deres kristne uangribelighed ved at modstå fristelser. — Salme 1:1-3.