Spørgsmål fra læserne

■ Skal en kristen mand have nået en bestemt alder før han kan anbefales som menighedstjener?

Nej, Bibelen fastsætter ikke nogen aldersgrænse.

I det gamle Israel fastsatte Gud i nogle tilfælde en bestemt alder for visse opgaver. Mænd der blev udtaget til militærtjeneste skulle være 20 år; drenge blev ikke sendt i kamp, sådan som det forekommer nogle steder i dag. Alderen spillede også en rolle blandt levitterne. Kehatitterne, der tjente ved tabernaklet, skulle være mellem 30 og 50 år gamle. Grunden til denne begrænsning blev nævnt i forbindelse med „arbejdet med at tjene og arbejdet med at bære byrder ved mødeteltet“. (4 Mosebog 4:3, 47) Det lader til at levitterne kunne begynde at udføre lettere opgaver i en alder af 25 år, men de skulle være 30 år før de fik overdraget de tungere og mere ansvarsfulde former for arbejde i forbindelse med nedtagningen, transporten og opstillingen af tabernaklet. (4 Mosebog 8:24-26) Senere, da templet var blevet bygget, skulle dette tunge arbejde ikke længere udføres, og levitterne begyndte derfor at tjene som 20-årige. — 1 Krønikebog 23:24.

Men da Jehova ophørte med at handle gennem det kødelige Israel og i stedet begyndte at bruge det åndelige Israel, fastsatte han da en aldersgrænse for menighedstjenere (diakoner) i den kristne menighed?

Det skulle man måske tro i betragtning af senere århundreders optegnelser. I den katolske kirke er en diakon „en ordineret ordets tjener, umiddelbart under rangen som præst, i kirkens guddommeligt indstiftede ordenshierarki“. I Binghams Antiquities of the Christian Church hedder det: „Biskopper og presbytere [ældste] . . . kunne almindeligvis ikke ordineres før de blev tredive; diakoner kunne ordineres som femogtyveårige og ikke før. Denne betingelse er fastsat både i den borgerlige og kirkelige ret . . . I hele Kirkens historie finder man næppe et eneste eksempel på at nogle blev ordineret før de var femogtyve.“

Men hvilke kvalifikationskrav opstiller Bibelen? Der findes kun dem der nævnes i Første Timoteusbrev 3:8-10, 12, 13: „Menighedstjenere bør på samme måde være alvorlige, ikke tvetungede, ikke forfaldne til megen vin, ikke begærlige efter uærlig vinding, mænd som bevarer troens hellige hemmelighed med en ren samvittighed. Og lad også disse blive prøvet først, om de er egnede; lad dem derefter virke som tjenere, hvis de er uangribelige. Lad en menighedstjener være én kvindes mand, som på en god måde præsiderer iblandt sine børn og i sin egen husstand. For de der tjener på en god måde, erhverver sig en smuk stilling og stor frimodighed i den tro der er forbundet med Kristus Jesus.“

Vi ser her at der ikke opstilles en aldersgrænse for hvornår en broder kan udnævnes som menighedstjener. Når de ældste samles for at drøfte menighedens mandlige medlemmers kvalifikationer, kan de have i tanke at der ikke findes noget bibelsk grundlag for at en kristen mand skal være 20, 25 eller 30 år før han kan anbefales som tjener. Bibelen nævner dog at en menighedstjener kunne være gift og have børn, så man ville næppe forvente at en der var i begyndelsen eller midten af teenageårene varetog en sådan opgave.

Mænd der anbefales som menighedstjenere bør desuden være „prøvet først, om de er egnede“, og have aflagt vidnesbyrd om at de har ansvarsfølelse. Det skal ikke forstås på den måde at de skal gennemgå en prøvetid, men snarere sådan at de gennem et rimeligt stykke tid må have vist at de besidder kristen modenhed (idet de skal have været døbt mindst et år), samt være mænd der er villige og egnede til at varetage de opgaver de får betroet. Hvis en ung mand lægger disse egenskaber for dagen, er ydmyg og ’alvorlig’, og desuden har de øvrige kvalifikationer, vil de ældste måske anbefale ham selv om han ikke er fyldt 20 år. Andre er måske meget ældre før de klart viser at de opfylder kvalifikationerne og ’tjener på en god måde, hvorved de erhverver sig en smuk stilling og stor frimodighed’.