Jordskælvskatastrofen i Japan — Hvordan de overlevende klarede sig
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I JAPAN
KOBE i Japan var en driftig havneby med 1,5 millioner indbyggere. Men på blot 20 sekunder lagde et jordskælv, der måltes til 7,2 på richterskalaen, en stor del af byen i ruiner. Titusinder af huse og bygninger blev helt eller delvis ødelagt, og over 300.000 mennesker blev hjemløse.
Katastrofen indtraf den 17. januar 1995, nøjagtig et år efter at et jordskælv havde forårsaget store ødelæggelser i Northridge i Californien, hvor 61 mistede livet. Jordskælvet i Kobe frigjorde omtrent dobbelt så meget seismisk energi som det i Californien. Med over 5500 omkomne er der kun ét jordskælv i Japan der har kostet flere menneskeliv, nemlig det store jordskælv i 1923, som ødelagde byerne Tokyo og Yokohama og dræbte 143.000.
Rædselsøjeblikket
Klokken 5.46 denne skæbnesvangre morgen, var Ryuji ved at omdele aviser i Kobes bymidte. Det var stadig mørkt. Pludselig lød det som når et tog kører på en højbane. Veje og bygninger bevægede sig som bølger i havet. Derefter gik alt lys ud.
Toetages motorveje styrtede sammen og fik bilerne til at falde ned på den underste vejbane. Togskinner blev bøjet som var de stænger af blødt ler, og tog kørte af sporet. Gamle træbygninger faldt sammen, og etageejendomme kom pludselig til at se ud som etplanshuse. De fleste af Kobes indbyggere blev revet ud af deres søvn.
Der opstod straks ildebrande, og hele boligblokke brændte ned. Brandfolkene kunne intet stille op, eftersom jordskælvet havde afbrudt vandforsyningen. Myten om jordskælvssikrede konstruktioner blev aflivet på et eneste øjeblik.
Nogle overlevede med nød og næppe, andre mistede livet
I det jordskælvsramte område boede der 3765 Jehovas vidner fordelt på 76 menigheder. Om morgenen efter jordskælvet blev det fastslået at 13 Jehovas vidner og 2 udøbte tilsluttede havde mistet livet. (Prædikeren 9:11) På det tidspunkt blev antallet af omkomne ifølge politiet opgjort til 1812; men inden for en uge steg tallet til over 5000. Eftersom Jehovas vidner hurtigt havde opsporet alle der var tilknyttet deres menigheder, forblev deres dødstal uændret.
Misaos mand var taget tidligt af sted på arbejde. „Omtrent en time senere blev huset rystet,“ fortæller Misao. „Tagsten væltede ned omkring mig. Den største tagsten ramte puden hvor min mand havde ligget blot en time tidligere.“ En kommode og en bogreol der ramlede sammen lige over Misao, reddede hende fra at blive begravet under tagstenene.
En 16-årig skoledreng, Hiromasa, blev vækket af sin kat der mjavede. Idet han lukkede katten ud, kom jordskælvet. Inde i huset fandt han sin mor liggende under fjernsynsapparatet og en bogreol. Til hans store lettelse var hun i live. Hiromasa lånte en lommelygte af en nabo og fik sin mor fri. Tusinder af Jehovas vidner kan berette om hvordan de kun overlevede med nød og næppe. Men andre blev ramt af smertelige tragedier.
Hiroshi og Kazu Kaneko lå begravet under murbrokkerne af deres sammenstyrtede lejlighed. Kristne fra deres menighed ilede til ulykkesstedet for at komme dem til undsætning. Først klokken ti lykkedes det at befri Hiroshi og bringe ham til hospitalet. Men da Kazu blev trukket fri var hun død.
Den 24-årige Miyoko Teshima, der var blevet døbt cirka to år forinden, havde sat sig det mål at blive heltidsforkynder. Den morgen jordskælvet indtraf sov hun i sin lejlighed på første sal da etagen oven over hende styrtede sammen. Miyoko lå begravet under tagspær og bjælker. Hendes forældre og naboer forsøgte at fjerne murbrokkerne, men måtte opgive. Miyokos mor, der studerer med Jehovas vidner, kontaktede nogle forkyndere som kom og hjalp hende.
Da Miyoko syv timer senere blev trukket ud af ruinerne var hun stadig i live. Tre kristne ældste skiftedes med lægen og en sygeplejerske til at give hjertemassage, men Miyoko døde. Miyokos far, som havde opponeret imod hendes tro, blev bevæget af de anstrengelser hendes trosfæller havde gjort for at redde hans datter, og han efterkom hendes tidligere udtrykte ønske om at blive begravet af Jehovas Vidner.
Takao Jinguji, en kristen ældste, boede på første sal i en gammel lejlighed sammen med sin kone og deres datter. Han fortæller: „Etagen oven over os faldt sammen under jordskælvet, og jeg kom i klemme under en reol. Det lykkedes mig til sidst at komme fri, hvorefter jeg prøvede at komme ud af bygningen. Pludselig hørte jeg en stemme. Den tilhørte et Jehovas vidne som bor i nærheden der var gået ud for at lede efter os.“
Da Takao omsider kom ud i det fri, så han at ilden fra de omliggende bygninger var ved at brede sig til hans lejlighed. Han kravlede tilbage og prøvede desperat at få sin kone trukket fri af murbrokkerne. Men det var for sent. Eiko, hans hustru gennem 26 år, og datteren, Naomi, mistede begge livet. På trods af dette gik han i gang med at hjælpe andre medlemmer af sin menighed. Han sagde senere: „Jeg kunne ikke gøre mere for min egen familie, så jeg koncentrerede mig om at yde andre hjælp. Jeg var lettet da jeg fandt ud af at alle de andre fra menigheden var i live.“
En desperat situation
Tusinder søgte tilflugt i skoler og andre offentlige bygninger. Andre, som var bange for at der ville ske efterrystelser, lejrede sig under åben himmel eller sov i deres biler. Jernbanelinjerne og hovedvejene var fuldstændig ødelagt, og i tusindvis af køretøjer blokerede de veje der skulle benyttes til transport af nødforsyninger. Mange havde i dagevis kun lidt eller intet at spise. Men utroligt nok var der ingen meldinger om plyndringer, og mange delte den smule mad de havde med andre.
„Det er ligesom efter den anden verdenskrig,“ sagde en ældre mand der var pakket ind i et tæppe, mens tårerne trillede ned ad hans kinder. Da den japanske premierminister, Tomiichi Murayama, havde besigtiget skaderne sagde han: „Jeg har aldrig set noget lignende. Det er helt ufatteligt.“
Jehovas vidner reagerer omgående
Efter at Keiji Koshiro, en kristen ældste, om morgenen efter jordskælvet havde besøgt Kobe og set de frygtelige ødelæggelser, tog han hjem igen og sørgede for at nogle i den lokale menighed lavede mad til de brødre og søstre der i særlig grad var ramt. Allerede samme aften bragte han i bil mad- og drikkevarer ind til menighederne i byens centrum. Næste morgen blev nye forsyninger af mad og vand bragt ind. For at undgå de mange trafikpropper organiserede brødrene en kortege af 16 motorcykler til at levere nødhjælpsforsyningerne.
Også mange andre tog straks initiativet til at lede efter og hjælpe deres kristne brødre. Tomoyuki Tsuboi og en anden ældste tog af sted på motorcykel til Ashiya, en by der ligger i nærheden af Kobe og som også havde lidt omfattende skade. Da de ankom til rigssalen i Ashiya, erfarede de at den rejsende tilsynsmand, Yoshinobu Kumada, allerede havde oprettet et nødhjælpscenter.
Brødrene blev telefonisk oplyst om hvilke behov der var, hvorefter de straks gik i gang med at indsamle forsyninger. Snart var ni biler med tæpper, fødevarer og vand på vej til Ashiya. Disse forsyninger blev afleveret i to rigssale i byen, hvor mellem 40 og 50 personer havde søgt tilflugt. Andre fik husly hos deres trosfæller. Den følgende dag tilberedte forkynderne fra et andet område i nærheden mad til 800. Der var rigeligt med mad, så Jehovas vidner delte den med deres betrængte naboer.
I hele jordskælvsområdet kom Jehovas vidner straks deres trosfæller til undsætning. Dette gjorde indtryk på mange iagttagere. Ugen efter jordskælvet kontaktede en helikopterpilot en forkynder i Yokohama og sagde: „Jeg ankom til katastrofeområdet samme dag jordskælvet var sket, og jeg var der en uge. Jehovas vidner var de eneste der skyndte sig til ulykkesstedet. Jeg var dybt imponeret.“
Nødhjælpsprogram iværksættes
Jehovas Vidners japanske afdelingskontor, der ligger i Ebina, sendte omgående fire repræsentanter til Kobe-området for at organisere nødhjælpsarbejdet. „Vi aftalte straks at finde ud af hvilke rigssale der ikke var blevet ødelagt og at sende nødhjælpsforsyningerne dertil,“ fortæller den ene af Selskabets repræsentanter. „Seks rigssale blev lokaliseret, og i løbet af fem timer var de fyldt til bristepunktet. Andre forsyninger blev sendt til to af Jehovas Vidners store stævnehaller der ligger i nærheden.“
En bankkonto blev oprettet i forbindelse med nødhjælpsfonden, og Jehovas Vidners menigheder i hele Japan blev underrettet. I løbet af de første tre hverdage blev der skænket en million dollars. Pengene blev hurtigt anvendt til gavn for de nødstedte.
Menighederne fik at vide at de kunne hente de nødvendige forsyninger i nødhjælpscentrene. Ældste sørgede for at fordele forsyningerne til de nødlidende brødre og søstre i deres respektive menigheder. Der blev desuden draget omsorg for ikketroende familiemedlemmer til Jehovas vidner. En far til en kristen ældste i det jordskælvsramte område som tidligere havde været negativ over for Jehovas vidner, sagde stolt i telefonen til en slægtning: „Folk fra min søns trossamfund kom og hjalp os!“
Ikke kun materiel hjælp
Der blev øjeblikkelig arrangeret kristne møder. Samme tirsdag som jordskælvet havde fundet sted, holdt en menighed deres møde i en park. Om søndagen holdt de fleste menigheder i det berørte område deres ugentlige vagttårnsstudium, enten i små grupper eller i de rigssale som ikke havde lidt alvorlig skade. Ugens pensum fra Vagttårnet for 1. december 1994 behandlede meget passende den forret vi har at kunne bruge vore ressourcer „til at hjælpe ofre for naturkatastrofer“. En kvinde sagde ved mødet: „For første gang er det os der modtager nødhjælp. Ord kan ikke beskrive hvor taknemmelig jeg er. Når alt igen bliver normalt vil jeg gøre hvad jeg kan for at hjælpe andre.“
Afdelingskontorets udsendinge kørte på motorcykler til de hårdest ramte områder. En af dem fortæller: „Det var rørende at se brødrene med tårer i øjnene. De sagde til os: ’Vi græder ikke fordi vi har mistet alt hvad vi ejer. Vi græder fordi vi er så glade for at I ville komme helt fra Ebina for at hjælpe os.’“
Inden for 24 timer efter jordskælvet havde Jehovas Vidners Styrende Råd i Brooklyn i New York og afdelingskontorer i andre dele af verden sendt breve hvori de udtrykte deres bekymring for brødrene. I dagene der fulgte kom der mange flere breve. Særlig bevægende var en telefax fra Wŏnju Vest-menigheden i republikken Korea som for to år siden mistede 15 medlemmer efter en ildspåsættelse.a Den slutter: „Vi føler med vore brødre i Kobe og deler deres smerte og sorg. Husk, sådan som vi også har erfaret det, at selv om I lider trængsel står I ikke alene. Kære brødre, giv ikke op!“
Selskabets repræsentanter sørgede for hele tiden at yde åndelig støtte. Flere rejsende tilsynsmænd blev midlertidigt sat til at virke i Kobe-området for at opmuntre brødrene. Kristne ældste fra andre dele af Japan blev også på skift inviteret til Kobe i en uge eller mere for at yde de nødstedte åndelig og følelsesmæssig støtte.
Denne omsorg og opmuntring fra trosfæller i hele verden hjalp Jehovas vidner i katastrofeområdet til at bevare en positiv og taknemmelig indstilling. Efter at have overværet det første møde der blev holdt efter jordskælvet, sagde et Jehovas vidne: „Lige indtil i går var vi en smule ængstelige, da vi ikke havde noget sted at gå hen. Men vi følte os meget lettede da vi hørte om de kærlige foranstaltninger der er blevet truffet til gavn for os, blandt andet at vi kan få vasket vores tøj, få et bad, og indtil videre bo i en af stævnehallerne. Det er virkelig Guds organisation!“
Noget der især hjalp forkynderne til at klare denne vanskelige situation var at de lagde vægt på de åndelige værdier. En kvinde i begyndelsen af tyverne siger: „Siden jeg var tre år har min mor lært mig at stole på Jehova. Den oplæring jeg har fået af hende og af den kristne menighed, har hjulpet mig til at komme igennem denne ulykkelige situation.“
Et genopbygningsarbejde iværksættes
Omkring 350 af forkyndernes huse blev alvorligt beskadiget eller helt ødelagt; 100 af disse huse var privatejede. Over 630 andre huse trængte til mindre udbedringer, og 10 rigssale var så slemt medtaget at de ikke kunne benyttes.
Man gik hurtigt i gang med at genopbygge de rigssale der var blevet ødelagt. De 11 regionale byggeudvalg i Japan organiserede hver et hold på 21 personer der skulle reparere forkyndernes huse.
Tidernes tegn
Jordskælv indtræffer med større hyppighed end før. „Alene sidste år,“ oplyser tidsskriftet Maclean’s, „indtraf der [i Japan] adskillige jordskælv der var større end det i Kobe.“ Ét kraftigt jordskælv måltes til 8,1 på richterskalaen, men det ramte et tyndtbefolket område i den nordlige del af landet.
At jordskælv tager til i antal overrasker ikke Jehovas vidner, heller ikke lille Atsushi på fem år. Umiddelbart efter at jordskælvet havde rystet huset hvor han bor, marcherede han rundt og sagde: „Der skal være jordskælv det ene sted efter det andet!“ (Markus 13:8) Han havde lært om denne profeti af sin mor. Jesus Kristus omtalte jordskælv som en del af „tegnet på [hans] nærværelse og afslutningen på tingenes ordning“. Andre dele af dette tegn består i krige, hungersnød, pestsygdomme, og i at kærligheden ville blive kold hos de fleste. — Mattæus 24:3-14; 2 Timoteus 3:1-5.
Jordskælvet i Kobe er blot endnu et vidnesbyrd om at vi lever i de sidste dage. Lykkeligvis udgør det en del af Jesu profetiske tegn der opfyldes nu og som viser at den nuværende ordning snart vil blive erstattet af en retfærdig ny verden. — 1 Johannes 2:17.
[Fodnote]
[Illustrationer på side 23]
Takao Jinguji mistede sin familie i disse ruiner
[Illustration på side 24]
En ødelagt jernbanestation
[Illustrationer på side 24, 25]
Sammenstyrtet vejbro
[Illustrationer på side 26]
Jehovas Vidner iværksatte med det samme et nødhjælpsprogram