Et dilemma vedrørende privatlivets fred

„SELV DEN FATTIGSTE MAND KAN I SIN HYTTE BYDE KRONEN TRODS.“ — WILLIAM PITT, BRITISK POLITIKER, 1759-1806.

TANKEN bag disse ord er at alle har ret til et vist mål af privatliv, hvor man er beskyttet mod uønsket overvågning.

Det er forskelligt fra kultur til kultur hvordan man opfatter begrebet privatlivets fred. På Samoaøerne i Stillehavet, for eksempel, er der ofte slet ingen vægge i husene, og næsten alt hvad familierne foretager sig i hjemmet, kan let ses udefra. Alligevel betragtes det som et udtryk for dårlige manerer at træde ind i et hus uden at være inviteret.

Man har længe erkendt menneskets behov for et vist mål af privatliv. Tusinder af år før William Pitt kom med ovennævnte udtalelse, pegede Bibelen på vigtigheden af at respektere andres privatliv. Kong Salomon skrev: „Sæt sjældent din fod i din næstes hus; ellers får han for meget af dig og hader dig.“ (Ordsprogene 25:17) Apostelen Paulus sagde: ’Sæt jer som mål at passe jeres egne sager.’ — 1 Thessaloniker 4:11.

Retten til et privatliv er så vigtig at den i tidsskriftet The UNESCO Courier kaldes „fundamentet for alle borgerrettigheder“. En indflydelsesrig latinamerikansk politiker har sagt noget lignende: „Alle menneskerettigheder er i en vis forstand aspekter af retten til at have et privatliv.“

Men på grund af vore dages voksende kriminalitet og globale terrorisme mener flere og flere regeringer og lovhåndhævende instanser at de er nødt til at gribe ind i privatlivets fred for at beskytte deres borgere. Hvorfor? Fordi kriminelle elementer i samfundet bruger retten til privatlivets fred som et dække for deres forbryderiske aktiviteter. Af den grund er det svært for myndighederne at finde den rette balance mellem deres ansvar for at beskytte borgerne og deres pligt til at respektere privatlivets fred.

Privatlivets fred kontra sikkerhed

Terrorangrebene der rystede verden den 11. september 2001, fik mange til at ændre mening angående myndighedernes ret til at gøre indgreb i visse aspekter af privatlivets fred. „Den 11. september forandrede mange ting,“ har en tidligere formand for den amerikanske handelskommission udtalt til BusinessWeek. Han bemærkede: „Terroristerne opererer i et samfund hvor deres privatliv beskyttes. Hvis det er nødvendigt at krænke privatlivets fred for at afsløre dem, vil de fleste synes at det er i orden.“ Tidsskriftet siger: „Rundspørger foretaget siden den 11. september viser at 86% af amerikanerne går ind for øget brug af overvågningssystemer til ansigtsgenkendelse; 81% ønsker en nøjere overvågning af bank- og kreditkorttransaktioner; og 68% støtter idéen om et nationalt id-kort.“

De id-kort som nogle vestlige lande overvejer at tage i brug, vil have kapacitet til at oplagre kortindehaverens fingeraftryk og en scanning af den pågældendes iris. De vil også give adgang til oplysninger om kortindehaverens økonomi og om hvorvidt vedkommende har en ren straffeattest. Det er teknologisk muligt at koble oplysninger fra et id-kort sammen med oplysninger fra et kreditkort og dernæst sammenholde dem med billeder fra overvågningskameraer til ansigtsgenkendelse. Det betyder at man kan arrestere forbrydere når de har købt varer som skal bruges i kriminelt øjemed.

Selv hvis kriminelle prøver at undgå at blive afsløret ved at skjule bomber, skydevåben eller knive under deres klæder, eller endog bag tykke vægge i et hus, kan de blive opdaget. Nogle vagtselskaber har anordninger som kan vise billeder af en hvilken som helst genstand man skjuler under tøjet. Og ved hjælp af nyudviklet radarudstyr kan politiet identificere personer i et tilstødende lokale alene på deres bevægelser eller vejrtrækning. Men fører øget overvågning nødvendigvis til mindre kriminalitet?

Virker overvågningskameraer præventivt?

Da antallet af forbrydelser begyndte at stige drastisk i Bourke, en afsidesliggende by i Australien, installerede man fire overvågningskameraer. Det førte til et stort fald i kriminaliteten. Men sådan går det ikke altid. I et forsøg på at nedsætte kriminaliteten i Glasgow i Skotland blev der i 1994 opsat 32 overvågningskameraer. En undersøgelse foretaget af Scottish Office Central Research Unit viste at antallet af visse forbrydelser faldt i løbet af et år. Men det fremgik også af undersøgelsen at „antallet af seksuelle forbrydelser, inklusive prostitution, steg med 120; antallet af forbrydelser som har at gøre med uærlighed, steg med 2185; og diverse andre lovovertrædelser (deriblandt narkoforbrydelser) steg med 464“.

Selv om overvågning begrænser kriminaliteten i ét område, er det ikke sikkert at den reducerer den samlede kriminalitet. The Sydney Morning Herald berettede om et fænomen som politiet og kriminologer kalder „forskydning af kriminalitet“. Avisen oplyste: „Når forbrydere finder ud af at de i et bestemt område kan blive opdaget af et videokamera eller af politipatruljer, flytter de til et andet område for at begå forbrydelser.“ Det minder om noget som Bibelen har sagt for længe siden: „Den som øver det der er slet, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal blive afsløret.“ — Johannes 3:20.

Problemet for de lovhåndhævende instanser er at selv det mest avancerede radar- eller røntgenovervågningssystem ikke kan afsløre hvad der bor i et menneskes sind og hjerte, og i virkeligheden er det dér kampen for at reducere kriminalitet, had og vold skal udkæmpes.

Der foregår dog allerede i dag en overvågning som langt overgår alt hvad man har kunnet frembringe ved hjælp af teknologien. I den næste artikel kan du læse mere om denne overvågning og den positive indflydelse den kan have på os mennesker.

[Tekstcitat på side 6]

„Terroristerne opererer i et samfund hvor deres privatliv beskyttes“

[Ramme/illustration på side 7]

Hvor fortrolig er din journal?

Mange tror at deres journal — som indeholder meget personlige oplysninger — med garanti bliver holdt fortrolig. Men som Privacy Rights Clearinghouse, en organisation til beskyttelse af privatlivets fred, advarer, „kan denne tryghedsfølelse være falsk.“ Simson Garfinkel skriver i sin bog Database Nation — The Death of Privacy in the 21st Century: „Journaler bruges til mere i dag end tidligere . . . Arbejdsgivere og forsikringsselskaber benytter dem til at afgøre hvem de vil ansætte og forsikre. Hospitaler og religiøse organisationer bruger dem i forbindelse med indsamling af pengebidrag. Endog marketingfolk opkøber journaler for at få oplysninger som de kan bruge i forbindelse med potentielle købere.“

Garfinkel tilføjer: „Problemet med at holde oplysningerne fortrolige forværres af at der under en typisk hospitalsindlæggelse er mellem 50 og 75 personer som skal have adgang til patientens journal.“ I nogle lande giver patienten selv uforvarende afkald på sin ret til at få personlige oplysninger holdt fortrolige ved at skrive under på en fuldmagt eller en samtykkeerklæring når de bliver indlagt. Ved at skrive under på sådanne formularer „giver man hospitalet lov til at udlevere oplysninger fra ens journal til blandt andet forsikringsselskaber og myndighedsinstanser,“ oplyser Privacy Rights Clearinghouse.

[Ramme/illustrationer på side 8]

Privatlivets fred kontra kommercielle interesser

Folk som bruger internettet, er særlig udsatte for uønsket overvågning. Privacy Rights Clearinghouse oplyser: „Der findes faktisk ingen onlinetjenester som beskytter én 100 procent mod angreb på privatlivets fred. . . . Internetbrugere som henter oplysninger eller dokumenter fra websteder . . . eller blot gennemser dem, tror at de kan gøre det anonymt. Det kan de ikke. Det er faktisk muligt at registrere mange onlineaktiviteter, deriblandt hvilke nyhedsgrupper eller filer en internetbruger har haft adgang til og hvilke websteder vedkommende har besøgt. . . . Fortegnelser over hvad brugerne interesserer sig for på internettet . . . er en potentielt værdifuld indtægtskilde . . . Sådanne oplysninger kan hjælpe marketingfolk til at udarbejde lister over specifikke målgrupper af internetbrugere med fælles interesser.“

Hvad skulle ellers være forklaringen på at ens navn undertiden optræder på lister med kundeemner? Det kan ske hvis man gør en af følgende ting:

■ Udfylder garantibeviser.

■ Bliver medlem af eller donerer penge til klubber, organisationer eller velgørenhedsforeninger.

■ Tegner abonnement på tidsskrifter, bøger eller musik-cd’er.

■ Får navn og adresse opført i en telefonbog.

■ Deltager i lotterier eller konkurrencer.

Hvis man bruger debetkort eller kreditkort som betalingsmiddel for dagligvarer, kan nogle forretninger koble ens navn og adresse sammen med de varer man køber, efterhånden som prisen på varerne aflæses ved kassen. Det gør det muligt at indsamle detaljerede data angående ens købsvaner der kan bruges i salgsmæssigt øjemed.a

[Fodnote]

[Illustrationer på side 6, 7]

Kan overvågning mindske kriminaliteten?