VARSEL
Noget der bebuder en fremtidig situation eller begivenhed; også et mirakel.
Der er to hebraiske ord som gengives med „varsel“ i De Hebraiske Skrifter. Det ene, navneordet naʹchasj (med det beslægtede udsagnsord nachasjʹ), betegner enhver foreteelse der menes at bebude noget om fremtiden, som for eksempel en situation eller en hændelse der menes at love enten godt eller ondt. (1Mo 30:27; 4Mo 24:1) Udsagnsordet nachasjʹ bruges om at tage varsler ved spådomskunst, hvilket var forbudt ifølge Guds lov til Israel. (3Mo 19:26; 5Mo 18:10) Frafaldne, som kong Manasse af Juda, tog imidlertid varsler. (2Kg 17:17; 21:6) Eftersom denne praksis fordømmes i Bibelen, var den trofaste Josefs udtalelse om at han brugte sit sølvbæger til at tage varsler af, øjensynlig blot et led i en list. (1Mo 44:5, 15) På denne måde fremstillede Josef ikke sig selv som en der troede på Jehova, men som en højtstående embedsmand i et land hvor man dyrkede afguder. Han vakte således ingen mistanke om at han havde noget tilfælles med sine brødre, men holdt sin sande identitet skjult for dem. — Se SPÅDOMSKUNST.
Det andet hebraiske ord der gengives med „varsel“, er mōfethʹ. Det betegner i mange tilfælde et „mirakel“ og bruges for eksempel om de mirakler Moses og Aron gjorde i Ægypten. I andre tilfælde betegner det tydeligvis et „varsel“ om noget fremtidigt, som når en profet eller en der drømmer, giver et tegn eller et varsel til støtte for den profeti han fremsætter. — 5Mo 13:1-3.
Et sådant varsel (mōfethʹ) kunne være en mirakuløs handling der vidnede om guddommelig kraft, som da Gud fik Jeroboams alter til at revne som et varsel om den fremtidige fuldbyrdelse af hans dom over dette alter og dem der tjente ved det. (1Kg 13:1-5; jf. 2Kg 23:16-20 om opfyldelsen, der indtraf ca. 300 år senere.) Eller det kunne blot være en usædvanlig handling der blev udført, som da Esajas gik nøgen og barfodet omkring som et varsel om det der ville komme over Ægypten og Ætiopien ved assyrerkongens hånd (Es 20:3-6), eller som da Ezekiel brød et hul gennem muren (sandsynligvis sin egen husmur) og bragte sin oppakning ud gennem det som et varsel om den landflygtighed der ventede Juda. — Ez 12:5-11; jf. 24:18-27.
Da et varsel er et tegn der bebuder noget fremtidigt, kan én skribent bruge ordet mōfethʹ (varsel, mirakel), mens en anden beskriver det samme med ordet ’ōth (tegn). (Sml. 2Kr 32:24 med 2Kg 20:8, 9.) Et tegn kan enten angive noget nutidigt eller noget fremtidigt, mens et varsel hovedsagelig tager sigte på det fremtidige. Når noget kaldes et „tegn“, fremhæves dets betydning, enten for nutiden eller for fremtiden; når det kaldes et „varsel“, fremhæves specielt dets betydning for fremtiden.
Da apostelen Peter citerede Joel 2:30, der forudsiger „varsler [flertal af hebr. mōfethʹ] på himmelen og på jorden“, talte han om „undere [flertal af gr. teʹras] på himmelen oventil og tegn [flertal af sēmeiʹon] på jorden nedentil“. (Apg 2:14, 19) I De Kristne Græske Skrifter bruges teʹras overalt sammen med sēmeiʹon („tegn“), begge ord i flertal. — Apg 7:36; 14:3; 15:12; 2Kor 12:12.
Ordet teʹras betegner grundlæggende enhver handling eller ethvert fænomen der vækker undren, hvorfor det rettelig oversættes med ’under’. (Mt 24:24; Joh 4:48) Men hvor det tydeligt tager sigte på fremtiden, optræder det samtidig i betydningen „varsel“. De „kraftige gerninger og undere og tegn som Gud gjorde“ gennem Jesus (Apg 2:22), tjente som et vidnesbyrd om at Jesus var Guds udsending. De mirakuløse helbredelser og opstandelser han udvirkede, vakte ikke alene undren, men var også et forvarsel om det han ville udrette i større målestok i fremtiden. (Joh 6:54; jf. Joh 1:50, 51; 5:20, 28.) Nogle handlinger var forvarsler om hans fremtidige virke som Guds ypperstepræst der vil tilgive synder og tjene som dommer. (Mt 9:2-8; Joh 5:1-24) Andre vidnede om den magt og myndighed han ville få til at gribe ind over for Satan og hans dæmoner og kaste dem i afgrunden. (Mt 12:22-29; Lu 8:27-33; jf. Åb 20:1-3.) Alle disse handlinger pegede frem til hans messianske herredømme som den salvede konge i Guds rige.
Da Jesu disciple vidnede om hans lære og opstandelse, støttede Gud også dem „med såvel tegn som undere og forskellige kraftige gerninger“. (He 2:3, 4; Apg 2:43; 5:12) Disse tegn og undere var et vidnesbyrd om at Gud nu tog sig af den nyoprettede kristne menighed, og de var samtidig et forvarsel om at han i fremtiden ville bruge denne menighed til at gennemføre sin vilje og hensigt. — Jf. Joh 14:12.
Ligesom der fremstod falske profeter i Israel, var der forudsagt et frafald i den kristne menighed som ville frembringe et „lovløshedens menneske“ hvis nærværelse „ifølge Satans virke“ ville være „ledsaget af enhver kraftig gerning og løgnagtige tegn og undere“. (2Ts 2:3-12) De tegn eller vidnesbyrd som den frafaldne bevægelse ville støtte sig til, ville ikke være svage eller ubetydelige, men ville afspejle Satans magt. Disse „undere“ ville imidlertid være løgnagtige, enten direkte falske eller måske bedrageriske i den forstand at de førte til forkerte slutninger. De ville se ud til at vidne om Guds gunst og velsignelse, men ville i virkeligheden lede mennesker bort fra livets kilde og livets vej. — Jf. 2Kor 11:3, 12-15; se KRAFT, KRAFTIGE GERNINGER; MIRAKLER; TEGN.